Gudsfrygtens store hemmelighed

Uimodsigeligt stor er gudsfrygtens hemmelighed: Gud, som er blevet åbenbaret i kødet (1 Tim 3,16)

(Anden årgang, 1843)

De fleste mennesker anser salighedens vej for en meget letforståelig vej. De frygter ikke for, at de kan blive bedraget og tage fejl af den, men mener: Den kender jeg da godt; der kræves blot flid og kraft af mig til at vandre på den. Men det er en forblindelse. Når Skriften vidner, at «den retfærdige frelses med besvær», at «porten er snæver og vejen er trang, som fører til livet», så ligger vanskeligheden og faren i virkeligheden ikke i mangel på kræfter, men i at man tager fejl af vejen, i det falske hjertes eller «syndens bedrag» (Hebr 3,13), i «Djævelens rænker» (Ef 6,11), i «slangens list og snedighed» (2 Kor 11,3). For læg mærke til: Intet menneske kan med magt og vold tvinges bort fra salighedens vej; det er kun med list og løgn, at Djævelen kæmper og sejrer. Menneskets kraft bliver ikke kaldt på i denne kamp, for den slår slet ikke til; men Gud giver så meget af sin kraft, som der er brug for, hvis blot mennesket tager imod den. Djævelen derimod forhekser, narrer og bedrager det, sådan som vi ser det af det første syndefald og alle syndefald siden: Djævelen har aldrig tvunget, men altid narret mennesker ud i farer. Derfor taler Skriften om hans «snarer», «net» og «rænker», og alt dette peger på bedrag, list og løgn.

Kort sagt: Gud har ikke gjort frelsen afhængig af vores kræfter eller vores forstand, for de er begge fortabte i åndelige ting, men af, at vi hører hans ord og søger hans Ånd. Deraf kommer det, at til alle tider har de elendigste syndens slaver og de mest begrænsede begavelser kunnet få lys og kræfter nok til at gå ind i Guds rige; ja, at «himlens og jordens Herre har skjult dette for vise og kloge og åbenbaret det for enfoldige»; at det ikke var det, som var stærkt og fornemt og noget, men det, som var svagt og ufornemt og foragtet og intet, der har brugt vold på Guds rige og revet det til sig. Det beviser stærkt nok, at det ikke er dine kræfter, der fejler dig, når du ikke vandrer på den hellige vej, at det ikke afhænger af menneskets kræfter at kunne vandre på den. Nej, hemmeligheden er denne: Det, som var svagt og ufornemt og intet, kunne det, som det stærke og høje aldrig nogen sinde har kunnet, nemlig ydmygt lytte til, hvordan Herrens mund taler, og bede om Ånden.

Allerede af det, som er sagt, kan vi se, med hvor god grund apostlen Paulus siger: «Uimodsigeligt stor er gudsfrygtens hemmelighed». Men det skal stå endnu tydeligere frem gennem eksempler. Der er et forhold i kristenheden, som er så betænkeligt, så frygteligt og desværre så ofte bekræftet i gerning og virkelighed, at det burde råbes ud til de kristne med en englebasun, der fik bjergenes grundvold til at skælve – og alligevel ville det aldrig blive taget alvorligt nok til hjerte. Det er det, Luther beklager sig over: at hvad Herren end lader prædike, bliver det misbrugt til fordærvelse. Prædikes loven og gode gerninger, så falder folket i egenretfærdighed, trældom eller hykleri og træder testamentets blod under fode; prædikes troen og den frie, ufortjente nåde, så foragter folket gode gerninger og slår sig løs i kødelig frihed. Og dog: Hvad andet og hvad mere end lov og evangelium skal man prædike? Men få er de, som finder den smalle vej, der løber mellem disse store farer; få er de, som ikke viger af enten til højre eller til venstre (Es 30,21). På højre side af vejen, egenretfærdighedens side, finder vi ikke blot den grove selvros og indbildningen om gerningernes fortjeneste for Gud, men – og det er et ømtåleligere forhold – på egenretfærdighedens afvej finder vi også mangen en vakt og redelig sjæl, som helt alvorligt selv bestrider, at gerninger har nogen fortjeneste for Gud. «Men se, sådan og sådan må man blive og være», siger han, «for at kunne tilegne sig nåden i Kristus: sådan og sådan må man erkende og begræde synden, overvinde og aflægge synden, bede og elske Gud» osv. Dermed røber han, at han selv ligger fanget i det samme egenretfærdighedens net, selv om det er så forfinet, at han ikke mærker det. For det er ikke de ydre gerninger, men de indre, ikke hændernes og tungens, men hjertets, tankernes og begæringernes indhold og værdi, som han nu vejer på selvprøvelsens guldvægt. Og alt efter hvordan disse indre forhold findes at være bedre eller dårligere, tilmåler han sig nåde og værdighed for Gud. «Hvad hører vi? Skal mennesket da ikke prøve sig selv og blive gudfrygtigt i sit indre for at få del i Kristi fortjeneste?» Vi svarer: Skal det ikke også i det ydre, med hånd og tunge, gøre gode gerninger? Forstå derfor, at det ikke var disse blomster, men slangen, der kryber under dem, vi sigtede hugget mod. Det er ikke de gode gerninger og den indre fromhed i omvendelse, bøn, selvprøvelse osv., vi angriber, men denne fortrolige, hemmelige stemme, der siger: «Så meget og så længe du er from, er du også benådet – for Kristi fortjenestes skyld!» For det er kun en anden skikkelse af den samme egenretfærdighed, som du selv tager afstand fra, nemlig at tilmåle sig nåde efter gerningernes fortjeneste. Og det er at træde Guds Søns udgydte blod under fode og alle evangeliets vidnesbyrd, som for eksempel dette: «Den, som ikke holder sig til gerninger, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham tilregnes hans tro til retfærdighed» (Rom 4,5).

På den smalle vejs venstre side, hvor man forvender nåden til tøjlesløshed, finder vi ligeledes to skikkelser eller former af én og samme sag. Den grovere slags er dem, som siger i deres hjerte: «Eftersom nåden blev endnu mere overstrømmende, hvor synden blev overstrømmende, vil jeg leve frit, sådan som mit hjerte har lyst til. Det beror jo kun på nåde; de største syndere har jo fået nåde» osv. Disse, som med forsæt synder på nåden og gør den til en hovedpude for sikkerhed og ugudelighed, er visselig ikke de samme som dem, der har liv og glæde i den nåde, de påberåber sig. Nej, de er forhærdede brødre til Judas Iskariot, som forråder Menneskesønnen med et kys, med lovprisning af nåden; ja, de er langt længere fra sandheden i Kristus Jesus end de førnævnte på egenretfærdighedens side, som undertiden kan være helt nær ved Guds rige. Og dog: Ligesom en oprigtig og troende kristen ikke er fri for al egenretfærdighed, men dagligt hører dens stemme i sit hjerte og kæmper imod den, sådan er han heller ikke fri for faren for dette allerforfærdeligste misbrug af nåden, nemlig at vende den til tøjlesløshed. Det sker for ham ved, at han i den daglige vandel er skødesløs og forsømmelig i øvelsen i helliggørelse, uden årvågenhed og kamp mod det onde. Det sker især, når den nåde, han priser, mere lyser i forstanden, end den varmer hjertet. Derfor er det snarere mangel end overflod på at se nåden og Frelseren, der avler denne forsømmelse i helliggørelsen. Men hvis Ordet så revser hans vandel, ligger det ham meget nær at rejse sig imod det og påberåbe sig det, som visselig er sandt, at vi både er og forbliver retfærdige af lutter nåde i Kristus uden gerningers fortjeneste. Har han et sandt nådeliv, vil han vel ikke beslutte at leve frit og ukristeligt på dette grundlag; men det sker for ham ved syndens bedrag, ved søvnighed og træghed og især i fristelsens stunder, når den gamle slange på samme måde, som han forførte vores første forældre, siger i hans hjerte: Det er ikke så farligt at vige fra Guds bud, for Gud er uendelig i nåde. «I skal ikke dø. I skal blot blive klogere og lære at kende, hvad ondt og godt er». Du må jo alligevel have nåde for alt; og den nåde vil blive dig dyrebarere gennem en større følelse af synd. Den nytte har du af selve synden osv. Det er «den onde stund» og «Djævelens rænker». Den, som her bliver overvundet og begynder at følge sine lyster og leve i forsætlig synd, forvender nåden til tøjlesløshed; og «når synden er fuldbyrdet, føder den død». Så er det forbi med den sjæl, hvis den ikke bliver rejst op igen ved Guds særlige nåde, sådan som vi ser det af vores første forældres fald, af Judas Iskariots og flere andres. Men mere om det om lidt.

Den finere og mere skjulte form for misbrug af nåden til tøjlesløshed er den, hvor et menneske er ulasteligt i alt, hvad der viser kristendom, ja måske en kristen, der udmærker sig blandt brødrene, som forstår at tale både om omvendelse og tro, om nåden og helliggørelsen, og som desuden lever i overensstemmelse med sin bekendelse og med kristne skikke, så det med god grund regnes for oprigtigt af mennesker, der kun ser det, som er for øjnene. Men under alt dette findes der i dets skjulte, stille indre en vigtig mangel, nemlig mangel på erfaring af åndeligt liv. Det kender for eksempel ikke Herrens frygts Ånd, som kendetegner levende kristne og viser sig i mistanke til sig selv, frygt for at bedrage sig selv, utilfredshed og bedrøvelse over sit eget indre onde – alt sammen lovens værk i enhver sand kristen. Følgelig erfarer det heller ikke den vederkvægelse og hvile, som Jesus giver dem, der arbejder og bærer tunge byrder. Det smager aldrig den dobbelte trøst, som et barn, der er bedrøvet over en fejl, det har begået, får, når det modtager tilgivelsen. Det har aldrig den barnlige glæde i evangeliet, som til dets forundring lyser ud af de enfoldige, men rettroende børns øjne og er et kendetegn på liv. Men se, det læser alligevel i Den Hellige Skrift om alle disse livstegn, disse Åndens frugter, som kendetegn på sandt liv. Og alligevel, skønt det selv mangler dem, bliver det ved med at tro det bedste om sig selv, lader sig ikke advare af de tegn, som Skriften selv har angivet, men tror mere på sig selv end på dem og forbliver rolig. Det må man vel kalde at forvende nåden til tøjlesløshed. Ikke at kunne genkende de beskrivelser af et sandt nådeliv, som Guds Ånd har givet os i Skriften, i sin egen erfaring, og alligevel blive ved med at være rolig og mene, at den store, rige nåde nok skal dække også den mangel – det er at forvende nåden til tøjlesløshed på en finere og mere skjult, men lige så ulykkelig måde som at leve videre i kødets grove gerninger under nådens skalkeskjul. Spørgsmålet er ikke, om nåden er så stor, at alt kunne tilgives; men sagen er denne: Dit hjerte er ikke ret for Gud; du lever i en skjult åndelig død. Det er denne finere slags misbrug af nåden til tøjlesløshed, Jesus taler om på en så forfærdende måde i Åb 3,1: «Skriv til menighedens engel i Sardes: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger, at du har navn af at leve, og du er død». Læg mærke til: «du har navn af at leve»: du fører en sådan bekendelse og vandel, at du anses og hilses som en af de levende kristne; du hører ikke til verden, som ikke har navn af at leve, men du hører til de levende kristnes flok; men – du er død. Den samme skjulte død taler Jesus om i Matt 25,1–12, i lignelsen om de ti jomfruer, hvoraf fem var kloge og fem tåbelige. Læg mærke til: Disse ti var i alt, hvad man kunne se, helt ens. De var alle jomfruer, dvs. adskilt fra verden og fra at blive besmittet af laster; de havde alle deres lamper, gik alle ud for at møde brudgommen, og ingen anede nogen vigtig mangel. Sådan skildrer Herren Jesus her en sjælstilstand! Men derinde i lampen, dér var manglen, en så alvorlig mangel, at de blev lukket ude fra brylluppet for evigt: De havde ingen olie, det fængede ikke, det brændte ikke, det var dødt. Havde de ulykkelige jomfruer anet noget sådant, havde de visselig prøvet deres lampers indre i forvejen.

Også for dette skjulte misbrug af nåden til tøjlesløshed er en oprigtig kristen i fare, hvis han mister «Herrens frygts Ånd», så han holder op med at undersøge sin tros indre liv og kraft, forblændet og tilfreds med kundskab og skin, fornøjet med, at der er nåde nok i Guds hjerte, ligeglad med, om han har nådens liv i sit eget hjerte – ja, hvis han begynder at blive tilfreds med sig selv, mister følelsen af synd og kamp i sit indre og altid har let ved at tro. Det kan han let komme til, når han har fået øje på faren på den modsatte side, nemlig at gøre dette indre liv, nåden i sit eget hjerte, til grundlaget for sin tro og trøst – den forfinede egenretfærdigheds vildfarelse, at man ikke må flygte til Kristi fortjeneste, før man har nådens værk og liv i sit hjerte. Når han har lært at gennemskue denne vildfarelse, kan han let gå over til den modsatte og i kødelig sikkerhed foragte Apostlens formaning: Prøv jer selv, om I er i troen. Men den hemmelige død og kulde, som fører evig død med sig, er denne: at du ikke mærker din kulde og ugudelighed så meget, at det driver dig til virkelig at flygte til Kristus, men at du kun nærmer dig ham med munden og ærer ham med læberne og med en stærk, men død tro, som ikke har nogen hjertets sult og tørst efter ham i sig, ingen glæde i ham. Af alt dette kan vi mærke, at vejen er smal og gudsfrygtens hemmelighed stor.

Spørger nu nogen: Hvordan skal da et menneskebarn i så bekymrende en stilling, omgivet af så mange skjulte farer, sikre sig saligheden? Hvad er kunsten og hemmeligheden ved at nå frem til og holde sig på gudsfrygtens og frelsens smalle vej? Sig mig gudsfrygtens hemmelighed! – så svarer Apostlen: Gud er blevet åbenbaret i kødet. Det er hemmeligheden. Vil du blive rigtig gudfrygtig, må du lære, hvad det indebærer, at Gud er blevet åbenbaret i kødet. Vil du alle dine livsdage blive på gudsfrygtens smalle vej og hverken vige til højre eller til venstre, så hav altid for øje, at Gud er blevet åbenbaret i kødet. Det er sandt, Apostlen har nok med ordene «gudsfrygtens hemmelighed» ment gudsfrygtslærens, den kristne religions hemmelighed eller dens mest hemmelighedsfulde artikel. Men det er netop det, som nu med Guds hjælp skal påvises, nemlig at denne hemmelighed også er hemmeligheden ved at blive gudfrygtig og ved at forblive i gudsfrygten. Det vil vi se, hvis vi først betænker, hvad gudsfrygt egentlig er, og for det andet, hvordan den opstår og bevares.

Ligesom ugudelighed ikke er det samme som lastefuldhed og et groft syndigt levned – for mange, der strengt bestræber sig på at efterleve budene, kan alligevel være meget ugudelige – sådan er gudsfrygt heller ikke det samme som en from ydre vandel eller efterlevelse af Guds bud, som hos nogle mennesker kun er gudsfrygtens ytringer. Nej, gudsfrygt er et hjerte og sind, som har Gud i sig, så Gud er dets liv og ånd, Gud dets lyst og glæde, Gud dets kærlighed og frygt, ja, Gud er dets alt. Sådan er det sind og hjerte, som, genfødt af Guds Ånd, med kærlighed og lyst gør hans vilje uden derved at søge hans nåde, som det allerede har og ved, at det har; som begræder sine synder for ham, også når det ikke frygter hans vrede. Gudsfrygt svarer nærmest til det gode barns forhold til de kærlige forældre – i modsætning til trællens, den tvungne, utilfredse, uvillige, sky træls sindelag over for sin herre, sin slavedriver og sit åg. Mange vil på grund af Guds bud og trusler hellere gøre, hvad der kræves, og give afkald på det, der er forbudt, end forlige sig med Gud, bede om tilgivelse og have fortroligt og venligt samkvem med ham. Som om det ikke var nogen lykke at omgås Gud, går det stakkels menneske utilfreds og langt borte fra sin Fader, ligesom et stædigt barn, der efter en revselse, det har taget ilde op, går ondt og bittert bort og siger i sit hjerte: Jeg skal nok gøre, hvad jeg skal, men et glad blik skal man ikke tvinge ud af mig. Se, det er ugudelighed. En anden vil derimod for alvor omvende sig til Herren, men dertil hører, at han skal holde op med alle synder og i alt gøre Guds vilje. Når synden nu får liv ved budet og virker al slags begær, og det bliver svært at give afkald på det, så bliver Guds bud ham svære, Guds vilje bliver hans plageånd, og han nærer en hemmelig utilfredshed med Gud og hans bud. Se, det er ugudelighed. Deraf kommer det, at alle de, som holder sig til lovens gerninger, er ugudelige. Kun den er gudfrygtig, som ser med et glad og venligt blik på sin Gud, af hjertet taler fortrolige og gode ord med ham, elsker hans vilje og hans tugt og ligger hans venskab på sinde.

Men hvordan får jeg nu dette gode barnesind over for Gud, denne kærlighed og gudsfrygt? Det sker kun ved, at Gud først får lov at vise dig en tjeneste og velgerning, som omfatter hele dit væsen og hele din velfærd, får lov at vise dig en kærlighed, som helt smelter og indtager dit hjerte, så det samtidig ved Ånden bliver forvandlet eller genfødt. Og det sker kun ved, at Gud er blevet åbenbaret i kødet, har taget din synd bort, din vanære, din dom og død og givet dig retfærdigheden, nåden, æren og saligheden tilbage, og at dette nu blot bliver modtaget med virkelig tro, som glæder, levendegør og genføder dit hjerte. Så behøver du ikke at tvinge dig til at elske, adlyde og tjene Gud; det bliver din lyst, din trang, din nye natur. Som Luther siger: «Det er lige så umuligt, at troen skulle være uden kærlighed, som at ild skulle være uden varme».

Hvordan opstår så denne tro, som glæder, smelter og genføder hjertet? Verden er jo fuld af tro, men af en tro, som intet virker. Mange tusinde tror efter deres fulde overbevisning på trosartiklerne; men hvor få er dog ikke de, som har nogen glæde i Gud, som har den gudsfrygt, der er tegnet her! Hvad er fejlen her? Fejlen er, at de, som tror, ikke kender nogen syndenød, og så giver troen intet liv, ingen kærlighed; de, som derimod kender syndenøden, tror ikke virkelig, og så giver syndsfølelsen ingen gudsfrygt. Mod begge disse åndelige dødsårsager, sikkerhed og vantro, skulle Guds åbenbarelse i kødet være den kraftigste prædiken. Loven, det egentlige vækkelsesmiddel, går dig måske gennem ørerne og tankerne som en let vind, og du bliver i din sikkerhed, skønt du i dens hellige bud læser dit skyldregister og i dens trusler din dødsdom; men hvis det engang blev givet dig at mærke, hvad det indebærer, at Gud for dine synders skyld lader sin Søn blive menneske, i over tredive år slide på jorden for din skyld, kæmpe, svede, hudstryges, bløde og dø på korset under stærkt råb for syndens skyld, så ville du «deraf let forstå, at man ikke må spøge med synd». Ganske vist lyste Guds brændende nidkærhed for sine bud, Guds hellige vrede over synden, frem i Sinajs lyn, skyer og torden, men allerforfærdeligst lyste den frem, da han lader sin Søn blive et menneskebarn, klage, ængstes, svede blod, græde, råbe, blegne og dø på Golgata; for du kan nok regne ud: «Når dette er sket med det friske træ, hvad skal der så ske med det tørre?»

Hertil kommer nu endnu en omstændighed. Du tænker måske ofte på den menneskelige svaghed, den nedarvede og ikke selvforskyldte fordærvelse, og mener: «Gud er jo hellig og retfærdig, han ser, at vi af naturen er svage, og vil derfor ikke regne så nøje med os.» Til en sådan undskyldning kunne du have haft nogen grund, hvis Guds frelsesforanstaltninger ikke var gjort; men nu, nu er denne undskyldning taget fra dig. Vogt dig, vogt dig! Gud er blevet åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af engle, prædiket blandt hedningerne, troet i verden, optaget i herligheden. Så er det for sent at tale om svaghed! Du har ingen undskyldning, for Guds åbenbarelse i kødet kan rigeligt læge syndefaldets følger. Du behøver ikke at gå fortabt for din svagheds og din nedarvede fordærvelses skyld; der findes fuldt tilstrækkelige midler mod dem; din skyld er sandelig taget bort, Gud er sandelig forsonet, loven er sandelig opfyldt for dig og din barneret genvundet; Ånden er sandelig sendt, og i ham er der givet dig tilstrækkelig kraft i din svaghed; Kristus er sandelig blevet «prædiket blandt hedningerne» af en stor skare evangelister, så du ikke kan foregive nogen uvidenhed; og han er blevet «troet i verden» med en tro, som frelste de svageste og mest fordærvede syndeslaver. Den samme frelse står åben for dig, du har ingen undskyldning. Kristus er også blevet «optaget i herligheden», hvor han som konge ved sin Ånd kalder, drager og hjælper dig i al svaghed, i alle kampe, og hvor han som forsvarer og mellemmand holder dig skadesløs for alle de mangler og synder, der hænger ved dig. Hvor er nu din undskyldning med svagheden og den nedarvede fordærvelse? Ingen behøver at blive fordømt for dem, men kun for sin egen genstridighed, ulydighed og foragt for Guds nåde, hans røst, hans vilje og hans tilbudte hjælp. Det mente Jesus, da han selv sagde: Hvis jeg ikke var kommet og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd (Joh 15,22). Når nu Gud er blevet åbenbaret i kødet, er blevet et menneskebarn ligesom vi for at lokke os til sig – er blevet vores Forsoner, som har taget alle synder bort, og sender os Ånden for at kalde os tilbage, omvende og hellige os – og mennesket så foragter alt dette, dvs. hører, læser, synger, taler om og forstår både lov og evangelium, Guds vilje og Guds kærlighed, også mærker, at han banker på hjertet og kalder til nåden, men trods alt dette med vilje bliver i sine lyster, bliver borte i verden, i ubodfærdighed og synd, så må mennesket vel selv indrømme, at det er ganske rimeligt, at det forkastes til det nederste helvede; rimeligt, hvad dommeren skal sige: «Gå bort fra mig, I forbandede! Jeg har i mit køds dage ofret stærkt råb og tårer, ja, blod og liv for jer; se her mine sår, mine hænder og min side; men I har foragtet mig og trådt pagtens blod under fode. Jeg har sendt jer profeter og hellige, jeg har banket på jeres hjerter med Åndens røst; men I har ikke villet komme til mig for at få liv! Gå nu bort fra mig, jeg kender jer ikke!» Er denne dom ikke så rimelig, at alle hellige skal stemme i: O Gud, du dømmer ret, og retfærdigt er dit råd? Se, så farligt er det at have den store nåde nær, hvis man ikke tager rigtigt imod den til frelse. Sådan siges det så stærkt og forståeligt i Hebræerbrevet, fx i kapitel 1 og 2, hvor Apostlen først minder om, hvordan Gud, som fordum talte til fædrene ved profeterne, nu i disse sidste dage har talt til os ved sin Søn, som er hans herligheds genskin og hans væsens aftryk og ved sig selv har tilvejebragt renselse for synderne, han, som skønt han var større end englene, dog ydmygede sig så dybt under dem, at han «i alt blev lig sine brødre» – sine brødre, menneskebørnene. «Da nu børnene har det samme kød og blod (sådan lyder ordene), fik også han på samme måde del deri, for at han ved døden skulle gøre den magtesløs, som havde døden i sin magt, dvs. Djævelen, og for at han skulle gøre alle dem fri, som af frygt for døden måtte være trælle»; og fordi «den, som helliger, og de, som bliver helliget, alle er af én, derfor skammer han sig heller ikke ved at kalde dem brødre» osv. – Sådan taler Apostlen om Guds åbenbarelse i kødet. Men i v. 2 og 3 i kapitel 2 lægger han os et spørgsmål på hjertet med stort eftertryk: Hvordan skal vi så kunne undfly, hvis vi ikke har agtet på en sådan frelse? Og i kapitel 10, v. 28–29, siger han: «Den, som har brudt Moses’ lov, må uden barmhjertighed dø på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf, mener I, skal da ikke den anses for at fortjene, som har trådt Guds Søn under fode og agtet pagtens blod, ved hvilket han er blevet helliget, for urent, og som har hånet nådens Ånd!» Og v. 26–27: «For hvis vi synder med vilje, efter at vi har fået sandhedens kundskab, står der ikke mere noget offer tilbage for synder, men en frygtelig forventning om dom og en ilds nidkærhed, som skal fortære modstanderne.»

Du, som læser dette, sig mig for Guds ansigt, om du tror, at Guds Søn er blevet menneske, har kæmpet og svedt for dig, ja, er død for dig under stærkt råb, og om du alligevel ikke forstår, at det er noget farligere med synden, end hvad der ses og mærkes; om du tror, at en sådan Guds åbenbarelse i kødet ikke er betænkelig og farlig for letsindige foragtere; om du tror, at Gud skal se ligegyldigt på, hvordan du behandler en sådan nåde, om du værdsætter eller foragter den, dvs. om du nogen sinde glæder dig over den og af hjertelig kærlighed og taknemmelighed nogen sinde rigtigt priser din Gud med ord og gerning, eller om du tværtimod alle dine livsdage bliver ved med at være kold og død over for denne Guds kærlighed. Er det ikke rimeligt, at du så regnes til flokken af de foragtere og modstandere, som ilden skal fortære? Dette er den røst, som med rette vækker, fra Guds åbenbarelse i kødet.

Men stiller vi os en vakt sjæl for øje, står endnu det spørgsmål tilbage: Hvordan skal den også blive gudfrygtig? For de blot vakte er aldrig gudfrygtige, dvs. sådanne sjæle, der arbejder og er besværede under omvendelsen, men endnu ikke er kommet til Kristus, som vederkvæger og giver ro, liv og Ånd. Hos en sådan vakt sjæl er det onde kun rørt op; for «da budet kom, levede synden op og virkede al slags begær i mig» (Rom 7). Her er nu det punkt, hvor mennesket selv mærker det skjulte i hemmeligheden. Det er fx et menneske, som efter lang og urolig søgen efter gudsfrygt endnu ikke har fundet den hos sig, sådan som den er beskrevet i Ordet; det ser dér, hvordan de genfødte har fred med Gud og nye hjerter og kræfter til at dræbe synden og til en ret gudelig vandel, men selv savner det og spørger sig selv utilfreds: Hvornår skal du dog engang blive rigtig gudfrygtig? Hvor længe skal du vakle sådan mellem Gud og verden, mellem lydighed mod kødet og beslutninger om omvendelse? Hvor er fejlen, når du efter så mange kraftløse forsætter, bønner og kampe endnu står på samme punkt, endnu er en ren slave under en eller anden kødets lyst, endnu er så letsindig, så bundet af verden, så ugudelig? Andre sjæle, både før og nu, har kunnet blive løst fra syndens bånd og blive helt helligede og lykkelige mennesker på den alvorlige gudsfrygts salige vej! Har så alle disse været så stærke i viljen og i kampene mod det onde? – Nej, ofte har de været de elendigste slaver under lyster og laster og gamle vaner og svækket i alle deres kræfter. Ak, hvad er så grunden til, at ikke også jeg kan erfare denne kraftige frelse? Har Gud da udvalgt nogle til salighed og overladt andre til sig selv, så de går fortabt? Langt derfra! Gud, som er hellig og retfærdig, gør ikke forskel på personer, han vil ingen synders død, men at hver og en omvender sig og lever. O, hvor er så fejlen, hvor ligger da gudsfrygtens hemmelighed? Svar: Hemmeligheden er i sandhed ingen anden, end at Gud er blevet åbenbaret i kødet. Det var altså hverken muligt eller at vente, at han skulle skænke dig Åndens kræfter til at sejre over det onde, før du rigtigt havde hyldet Sønnen og rigtigt lært at værdsætte ham, for «Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde». Fejlen er i sandhed ingen anden, end at du i vantro og egenretfærdighed uden at vide det har foragtet Guds åbenbarelse i kødet og gjort din gudsfrygt vigtigere for dit hjerte end det, at Gud blev menneske, led og døde i dit sted; for hvad dette indebærer, har du aldrig rigtigt besindet dig på og troet. – «Hvad! Skal mennesket da ikke være rigtig gudfrygtigt, før det kan få del i Kristi fortjeneste?» Netop denne forvending af Guds orden var grunden til, at du aldrig blev hverken det ene eller det andet. For det sande forhold er: Mennesket må have del i Kristi fortjeneste, før det kan blive rigtig gudfrygtigt. Læs nådens orden i Ez 16. Dér siger Herren, Herren til dig: «Ved din fødsel blev du ikke vasket ren med vand, og med salt blev du ikke gnedet, og med svøb blev du ikke svøbt – – også blev du kastet ud på marken. – – Og jeg gik forbi dig og så dig, hvor du lå og sprællede i dit blod, og jeg sagde til dig: Lev i dit blod! og jeg sagde til dig: Lev i dit blod! – – og du voksede op og blev stor og nåede stor skønhed – – men du var nøgen og bar; og jeg bredte min kappe over dig og dækkede din skam. Og jeg gav dig min ed og indgik pagt med dig, siger Herren, Herren, og du blev min. Og jeg vaskede dig med vand og skyllede dit blod af dig, og jeg salvede dig med olie; og jeg klædte dig i broderet stof og gav dig sko af tahashud på. – – Og du var overmåde smuk og blev dronning.» Sådan er ordenen med det åndelige Israel. For «de, som er af troen, er Abrahams børn». Se dér, i det nyfødte barn, der er kastet ud på marken i sit blod, og som sjælens Brudgom tager op, sådan som det ligger der, og vasker rent, klæder og trolover sig med – se dér, hvad det betyder, som vi tidligt læste i børnelærdommen, at Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, «har forløst, erhvervet og vundet mig fortabte og fordømte menneske fra alle synder, fra dødens og Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige, dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død».

Dette fortabte og fordømte menneske, dette barn, der ligger i sit blod, kan jo ikke røre en finger for sin frelse. Som sådan blev du på den store forsoningsdag ved Kristi hellige, dyrebare blod, hans uskyldige lidelse og død forløst, erhvervet og vundet fra alle synder osv. Som sådan må du også nu træde frem for nådestolen for at tage imod denne nåde, som er erhvervet for dig, og først lade dig forsone med Gud, før du kan få det liv og de kræfter, som kræves for at vandre på gudsfrygtens vej. Men du mente tværtimod, at du først skulle blive gudfrygtig ved Åndens hjælp, ved at våge, kæmpe og bede om Ånden, og så få del i Kristus, få nåde og barnekår. Den orden tillader Gud dog ikke; på den måde har han ikke lovet at hjælpe dig; for så ville hans Søns blod få ringe værdi for dig, så ville du ikke blive andet end en selvretfærdig farisæer, som priste Gud, fordi du var bedre end tolderen og andre mennesker. Men hvor anderledes, hvor fattig, men alligevel salig, hvor levende, hvor stærk og sejrrig ville du ikke blive, hvis det i en lykkelig stund blev givet dig at mærke og fornemme, hvad der ligger i de ord i Luthers børnelærdom, som din mund lige har udtalt, de ord, som du så ofte har læst og anerkender som rette og sande! Hvad siger de da? Hvem var det, som Kristus har «forløst, erhvervet og vundet»? Svar: «Mig fortabte og fordømte menneske» – det var ikke mig omvendte, genfødte, troende og helligede menneske. Hvormed har han da forløst, erhvervet og vundet dig? «Med sit hellige, dyrebare blod, med sin uskyldige lidelse og død» – ikke med Åndens nåde og hjælp, ikke med en omvendelse, genfødsel og helliggørelse, som er virket i dig. Hvornår skete da denne din forløsning fra alle synder, fra dødens og Djævelens magt? Naturligvis på den dag, da det blod flød, da den pine og død blev udstået, som denne forløsning skete ved. Derfor hedder det heller ikke: skal forløse, men har forløst. Ak, sig nu med eftertanke, hvorfra du så blev forløst? Svar: «Fra alle synder, fra døden og Djævelens magt.» Nej, hvad hører vi? Så må vi igen spørge: Hvem var det, som blev forløst sådan? Naturligvis hver og en, for hvem det blod flød og den pine og død blev udstået, som denne forløsning skete ved, hvert «fortabt og fordømt menneske», dvs. alle mennesker. Her bliver fornuften stenblind, oprørsk og rasende mod anstødsstenen, og hvis den ikke snart «tages til fange i lydighed mod Kristus», bliver evangeliet for os, som «for jøderne – et anstød», som «for grækerne – en tåbelighed».

Men hvad andet end det, som disse Luthers ord udtaler, skal vi slutte af fx følgende ord fra Den Hellige Skrift selv: «Herren kastede vor alles synder på ham» (Es 53,6). «Se Guds Lam, som tager verdens synd bort» (Joh 1,29). «Ham, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» (2 Kor 5,21). «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os» (Gal 3,13). «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser» (2 Kor 5,19). «Ved hans sår blev vi helbredt» (Es 53,5). «Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender» (Rom 5,10). «Vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse» (Ef 1,7).

Af alt dette følger jo soleklart – hvad dog ingen ser, så længe dækket hænger for hans øjne – at Gud ved sin Søns død er forsonet og mild over for hvert menneske; at hvert menneskes synder, også de ugudeliges og de vantros, er blevet «kastet» på Kristus og «taget bort»; for «overtrædelsen blev gjort til intet og synden dækket og skylden sonet» på den tid, som var forudsagt af «manden Gabriel», nemlig efter de halvfjerds ugers forløb (Dan 9,24). Ja, af alt dette følger, at Gud nu er sindet mod hvert menneske på jorden, sådan som hans store, varme gudshjerte må være sindet mod dem, hvis synder er udslettet med hans egen Søns blod; sådan sindet, som Kristus selv malede sin himmelske Faders hjerte i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15), hvor han betydningsfuldt bemærker, at «da sønnen endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes over ham og løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham ømt». Læg mærke til, at han ikke bebrejdede ham hans synder og ikke lod ham, sådan som sønnen havde forestillet sig, først i en tid tjene sig op til barneretten som daglejer, men hvad? Jo, straks måtte den fineste klædning frem, straks skulle der sættes en ring på hans hånd og sko på hans fødder, og fedekalven slagtes og en glædesfest holdes. «For,» udbryder faderhjertet, «denne min søn var død og er blevet levende igen, han var fortabt og er fundet.» Se her igen en skildring af menneskets fortabte tilstand, genoprejsningen og nådens orden, som forunderligt stemmer overens med skildringen i Ez 16 af barnet, der lå i sit blod. Her var jo intet tegn på, at dette faderhjerte, selv mens sønnen var borte, havde næret nogen vrede, men kun sorg og længsel efter at gøre ham godt. Sådan har Kristus selv fremstillet sagen her. Sådan må den også få lov at være. Du er sunket ned i synder og kval, mistrøstig, besværet og nødstedt – grunden til det er ikke, at Gud er vred eller uforsonet, men det er dig, der er uforsonet; det er ikke i Guds hjerte, det hedder: Du må ikke komme igen, sådan som du nu er, men kun i dit hjerte. Det er ikke for Guds øjne, synderne står og udelukker og fordømmer dig, men kun for dine øjne. I Guds bog er de streget ud med hans elskede Søns blod; men i din bog, samvittigheden, dér er de endnu ikke streget ud, hvad der kun sker ved troen – du bærer selv din fordømmelse med dig, sådan som dette maleri af Jesus viser, sådan som hele evangeliet vidner.

Se, dette nådens forhold, denne nådens orden, som er frugten af Guds åbenbarelse i kødet, det er gudsfrygtens hemmelighed. Hvis en fattig sjæl, som arbejder under loven med sin gudsfrygt, i enfoldighed ville lade sig sige denne nådens orden og træde frem, sådan som den var, da den blev taget op af sit blod, det vil sige vende tilbage til Faderen lige så fortabt og fordømt som den fortabte søn, og hvor uren og ødelagt den end ser ud, ville vende tilbage på lutter nåde, så ville den erfare den samme nåde som den fortabte søn. Og hvor bliver dens hjerte og sind så ikke forandret og smeltet af Guds kærlighed! Så kan den jo ikke andet end inderligt elske en så nådig Gud, som har tilgivet den alle synder og læget alle dens skavanker; ja, så bliver dens hjerte også ved Ånden virkelig så forvandlet, at den nu finder det sødt, som før var bittert, og det bittert, som før var kært. Nu har den sin lyst til Guds lov efter det indvortes menneske – ja, i sandhed sin lyst til Guds lov, hvad der før var umuligt for den, selv om den kunne tvinge sig udvortes. Dér har den så den gudsfrygt, som den før så ængsteligt og forgæves søgte i omvendelse, bøn og kamp. Nu er den døbt med Jesu dåb, med Ånd og med ild. Omvendelsen var en forberedende dåb, var forløberen Johannes’ dåb – loven er vores tugtemester til Kristus. Men om den dåb bekender Johannes selv, at den ikke gav Ånd og ild (Matt 3,11). Sådan mente også Paulus, da han spurgte galaterne: «Dette ene vil jeg vide af jer: Modtog I Ånden af lovens gerninger eller af troens prædiken?» (Gal 3,2).

Pladsen er nu for knap til at tale udførligt om den gudsfrygt, som på denne nådens vej opstår i et hjerte; men lad os blot lægge mærke til, at den forandring, som selve den blinde verden plejer at se og beklage sig over hos genfødte sjæle, netop er kommet i stand på denne vej. Og ser det genfødte menneske sig i spejlet af Guds bud, så vil det – hvor skjult og overdækket af vedhængende skavanker nådens værk end i almindelighed er – alligevel finde, at det i de sværeste og vigtigste stykker har gennemgået den største forandring. For eksempel var det tidligere, som allerede er vist, det mest umulige af alt virkelig at elske Gud i hjertet; mennesket levede ikke alene tilfreds uden Gud i verden, bundet af utallige afguder, men når det tog allermest alvorligt fat på arbejdet under loven, opstod der også bitterhed i hjertet mod Guds lov, som syntes det for streng. Nu derimod bliver Gud dels yndig og kær for dets hjerte, i samme grad som det tror, så det nu fortroligt siger sit Abba, Abba, Fader til ham; dels er Gud selv i stunder med mørke og kulde dets hjertes betingelse for fred, så det midt i sin bekymring over sin lunkenhed alligevel har en sådan kærlighed – skjult, ja, men dyb – at det ikke kan leve uden ham. Hans bud og retter er nu dets lyst og glæde, så det aldrig ville være lykkeligere end den dag, hvor det i alt kunne være sin Gud til behag. Tidligere levede det i dyb sikkerhed, mens den skjulte dom ventede; nu, da hele dets stræben går ud på at være Gud til behag, er det aldrig tilfreds med sig selv, aldrig rigtig trygt, for det frygter at bedrage sig selv. Falder det i synd, kan det alligevel aldrig blive i synden. Det gør Herrens frygts Ånd, som sukker i de troendes bryst og gør dem bange for synden og for sig selv, også når de i troen er allermest visse på Gud. Se videre på et naturligt menneske, hvor hedensk det altid sørger, når der kommer en bekymring. Derimod får man at se Guds enfoldige børn ved godt mod, hvilende i deres Faders omsorg, skønt – og det er en anden sag, som bør bemærkes ved alle troens frugter – skavanker og fristelser ikke udebliver. Aldrig hører man verden med hjertelighed og from alvor prise Kristi kærlighed og bekende hans navn; snarere misbruger den det. Men en troende kan ikke tie, når han har fået Guds nåde; han «kundgør» det som hyrderne, da de havde set Gudsbarnet; han «lovpriser Gud» som Simeon, da han holdt barnet i sine arme; han fortæller, hvad «der var sket», som Emmausdisciplene, da Herren «var blevet genkendt af dem»; han stemmer i med David: «Jeg tror, derfor taler jeg. Men jeg var hårdt plaget.» At omgås Gud og hellige ting – Ordet, bønnen, åndelige sange og samtaler – med lyst og glæde er umuligt for verden; at holde sabbatten hellig er for den et trykkende slaveri; men netop dette er for den gudfrygtige den største glæde. Så meget om de tre første bud. Da disse tre første nærmest angår menneskets forhold til Gud, er det dem, det naturlige menneske foragter mest, men derfor er det også netop med hensyn til dem, at tegnene på hjertets forvandling og den rette gudsfrygt træder tydeligst frem; dog strækker den genfødende kraft sig til alle menneskets forhold. Barnet bliver så bøjeligt og lydigt, når det har smagt Frelserens kærlighed; man bærer og tilgiver så gerne uret, når man har søgt og fået Guds tilgivelse for alt, hvad man selv har gjort; man forfærdes over urene tanker, når man er blevet Helligåndens tempel; fin og forklædt uærlighed, som verden kappes om, løgn og bagtalelse osv. bliver nu for den ømme samvittighed gnavende orme, som må fjernes. Kort sagt: Den genfødte ville straks være en fuldkommen helgen, hvis han kunne være alt, hvad han ville. Således er ånden nu villig, således har han nu sin lyst til Guds lov efter det indvortes menneske. Men en kristen har altid et meget ondt kød (kun han kender det som sådant), og det begynder snart at kæmpe imod Ånden; og det er netop af, hvordan han forholder sig i denne kamp, at det afhænger, om hans liv i nåden skal bevares og vokse eller dø ud.

Da den rette kamp mellem ånden og kødet altid er et usvigeligt tegn på den rette gudsfrygt, eftersom den åbenbarer, hvor den «villige ånd» bor og regerer, vil vi her, dels som anledning til selvprøvelse, dels også som vejledning på den smalle vej, søge at beskrive noget nærmere først den rette kamp og de kæmpende magter og derefter, hvordan en kristen forholder sig i den. Men det er af største vigtighed, at vi ikke dømmer om denne kamp efter vores egen smag og egne forudfattede meninger, men efter Guds ord; for ellers vil svage, redelige kristne af denne kamp komme i mismod, forvirring og svaghed, mens falske kristne omvendt vil støtte sig til læren om denne kamp for at blive i synder og ubodfærdighed.

Den første af de kæmpende magter, den villige ånd, består ikke alene i, at den benådede, med Kristus forenede og salige sjæl af taknemmelighed og gensvar i kærlighed vil være sin nådige Gud tro og lydig alle sine levedage, men også i et nyt sind og hjerte, som er opstået i den nye fødsel, en ny ånd, som uophørligt er villig til alt godt, altid længes efter mere af det og lider under alt ondt, også det mest skjulte – og dette nye sind er vel egentlig en delagtighed i Guds natur (2 Pet 1,4), eller Guds og Kristi Ånd, som bor og virker i de troende (Rom 8,9–11) – og så kan man godt forstå, at den til alle stunder må have sin lyst til Guds lov (Rom 7,22) og være villig til det gode (Matt 26,41). Derfor siger Kristus heller ikke, at ånden bør være villig, men: «Ånden er villig.» Derfor: Hvis du mener, at du ved Guds nåde nu er kommet i en bedre tilstand, at du læser og hører Guds ord med mere flid og indsigt end før, taler om det og omgås fromme folk og derfor mener, at du er en genfødt kristen, men du har ikke fået en ny, villig ånd, som nu har en anden smag end før, nu elsker det, som før var modbydeligt, nu lider under det, som før var kært, og nu formår det, som før var umuligt – men du har kun påtaget dig denne fromhed for at blive salig og har den samme indre smag og lyst til verden, synden og forfængeligheden og er stadig slave under en eller anden synd – så er det kun et altfor sikkert tegn på, at du ikke er født på ny i sandhed og ikke har grebet Kristus med den rette tro; for hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning (2 Kor 5,17).

Den anden kæmpende magt er kødet, hvormed menes den onde natur, som blev fordærvet i syndefaldet, og som vi er født med, arvesynden, som er en kilde til alt ondt. Om kødet skal vi blot lægge mærke til, at da Jesus sagde: «Kødet er svagt, våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse», talte han til de troende disciple, som havde den «villige ånd»; men samme aften, som de ord blev sagt, viste kødets art sig også i, at de ikke formåede at våge med deres Herre, i den stund han svedte blod, at de flygtede, da han blev taget til fange, og fornægtede ham, da han blev slået i ansigtet. Da apostlen Paulus siger i Gal 5,17: «Kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; og disse står imod hinanden, så I ikke kan gøre det, I vil», talte han til de troende brødre, om hvem han i samme kapitel havde bevidnet, at de nu stod i troens frihed, som han ønskede, de måtte «stå fast» i (v. 1), men han frygtede alligevel, at de endog skulle «lade friheden give kødet anledning» (v. 13), at de kunne «bide og æde hinanden, så de blev fortæret af hinanden» (v. 15), ja, han advarede dem mod at «fuldbyrde kødets begær» (v. 16). Af alt dette – for slet ikke at tale om alle de helliges syndefald – må vi vel være tilstrækkeligt overbevist om, at kødet ikke bliver forvandlet og godt i den nye fødsel, men at kød er kød, og det samme onde kød hos de troende som hos de vantro; derfor hedder det heller ikke kødets, men jeres sinds fornyelse (Rom 12,2), men kødets korsfæstelse (Gal 5,24). Til dette onde kød kommer nu Djævelen og verden, som hele tiden omgiver os og med utallige fristelser søger at kaste ild i vores krudt – for kødet er som krudt, let at antænde til alle synder og laster. Her er så grunden til den endeløse kamp i de troendes bryst, kampen mellem godt og ondt, mellem tro og vantro, lyst og træghed, sorg og glæde, en god vilje og en ond vilje, kort sagt mellem kød og Ånd, så længe de bor sammen i denne hytte. Når du vil elske Gud, ikke blot med hjertets længsel efter ham, men også med en sød fornemmelse både af din kærlighed til ham og hans kærlighed til dig, så mærker du oftest ingen af delene; du mærker det modsatte, en bedrøvelig kulde. Når du vil prise og bekende hans navn med ord og vandel, bliver du hindret af træghed og menneskefrygt. Når du vil have smag og liv i Guds ord, «smager det dig som tørt træ». Når du vil være tilfreds og underdanig i dit kald, anfægtes du af stormende utilfredshed og forsynder dig mod dine medmennesker. Du vil være tålmodig, mild og forsonlig; du vil være kysk og ren i dit inderste, men du må mærke det modsatte, og det får dig til at blive forskrækket og ængstelig osv.

Her har vi nu den kamp, hvis udfald vores evige vel eller ve afhænger af. Hvordan vi i en så vedvarende og farlig kamp altid skal sejre, eller til sidst efter mange lidte nederlag alligevel beholde pladsen og sejren, vil vi så at sige se med vores egne øjne, hvis vi betragter, hvordan en troende sjæl i disse henseender adskiller sig dels fra en falsk kristen, en hykler, dels også fra en ulykkelig kriger, som bliver overvundet i kampen og dør. Her bliver en sand og en falsk ånd ofte meget lig hinanden; for hykleriet efteraber nådens værk, og det sande nådeværk formørkes af kødets svagheder og fristelser; og det, som er herskende hos hykleren, er ofte en fristelse hos den oprigtige. Men i sindet, i deres forhold i kampen, dér adskiller de sig. Sådan ser vi for eksempel, så snart man blot foretager en prøvelse efter Guds ord, hvordan hykleren allerede i det røber sit sind: Han holder ikke meget af en sådan ransagelse, agter ikke på disse kendetegn, som Guds ord opstiller, og prøver sig ikke alvorligt efter dem; mens de redelige nådebørn derimod ikke kender noget kærere at høre eller læse end disse tegn og prøver og prøver ofte til overdrivelse – til overdrivelse, når de nemlig uophørligt kun ser på sig selv og ikke på Jesus og gør deres egne nådetegn til grundlag for deres tro og fred. Denne selvprøvelse bliver altså ofte til en fejl, men en fejl, som ikke hænger ved de ubodfærdige hyklere, men som altid kendetegner de redelige sjæle, der vil vide det farligste, det værste om sig selv. Derfor ser vi til at begynde med, at denne frygtens ånd, som alvorligt vil prøve sin tilstand, er noget, som hører den villige ånd til, den ånd, som kæmper imod kødets sikkerhed, falskhed og selvforræderi.

Men går vi til selve kampen mellem Ånden og kødet, så ser vi, hvordan denne redelige ånd igen består i ængstelse og frygt for sig selv: Så snart en oprigtig kristen mærker kødet røre sig med onde lyster, eller en djævel frister ham, bliver han bekymret, giver sig selv skylden og frygter fare. Er han endnu ung og uerfaren i kampen, falder han ofte i mismod, forvirring og modløshed, mistænker sin tilstand og mener, at det ikke er gået rigtigt til med hans omvendelse, mener, at han er begyndt for tidligt at tro nåden og har trøstet sig med en falsk tro. Det kommer så af den vildfarende tanke, at når han blev benådet og virkelig genfødt, skulle han også blive fri for alle kødets uarter og syndige tilskyndelser, skønt Guds ord aldrig havde lovet noget sådant. Alligevel er hans ængstelse et tegn, som ikke findes hos hykleren. Men også hos en mere oplyst og erfaren kristen virker Guds Ånd en sund frygt; for dels lider han allerede under det onde i hjertet, i tanker og begær, dels frygter han også for at kunne falde i de sværeste synder og i død. Den falske ånd derimod har altid rigeligt med trøst og mod. Han har også sine kampe en gang imellem, men ikke mellem kødet og Ånden, men mellem kød og kød og mellem kødet og samvittigheden; for han kæmper mod udbrud af synd for egen æres og vindings skyld eller af frygt for helvede og iver efter himlen – ikke fordi han har et sådant venskab med Gud, at det forbyder ham at synde, og ikke fordi han har sin lyst til Guds lov. Han har sine kampe, men han bekymrer sig ikke over det skjulte onde i hjertets lønkammer, og han frygter heller ikke for sin svaghed, for muligheden for at falde i svære synder og gå til grunde i sin synd; nej, den gamle slange bilder ham ind, at han så at sige er af en helligere slægt og ikke kunne blive som de lastefulde. Og har han en yndlingssynd, som han holder mere af end andre, så trøster han sig med læren om den almindelige menneskelige svaghed, med kødets kamp imod Ånden, og bliver sin synd tro og søger kun at forsvare den eller skjule den for mennesker. Se, hvilken forskel: Det samme, som er den redelige sjæls daglige bedrøvelse, nemlig kødets svaghed, er den falske ånds trøst og hvile.

Her ser vi betydningen af den apostoliske talemåde om at have synd og at gøre synd. Vi læser i 1 Joh 1: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv.» Og i samme brevs 3. kapitel: «Den, der gør synden, er af Djævelen.» «Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd.» Men at have synd betyder, at synden bor og rører sig i en kristens kød, at han også i kampen kan blive overrumplet af den og falde, men med smerte, med kamp – at han altså har synden som en lidelse, ja, den sværeste lidelse, som han gerne ville være af med; mens at gøre synd derimod betyder at have den som et foretagende, som sin vane, ikke tænke på at aflægge den, men snarere forsvare og pleje den – selv om hykleren nok med ord kan misbillige den, men alligevel i gerning fortsætter og plejer den. Mange mennesker kan mesterligt klage og tale om synden, men tager aldrig fat på virkelig at aflægge den; de har tværtimod en skjult lyst til at få lov at beholde den; eller også beslutter de at aflægge den, men ikke endnu; eller også aflægger de mange synder for at få lov at beholde blot en eller anden, som er dem kærest, og som de derfor ofte søger at forsvare eller skjule med gode forklaringer. Den redelige sjæl søger i Ordet efter råd og hjælp til at blive sin synd kvit; den anden søger i Ordet efter noget, som kunne undskylde hans synd. Se, dér er forskellen mellem at have synd og at gøre synd, mellem en redelig og en falsk ånd.

Hertil hører også, at man lægger mærke til en forskel på selve synderne. De er nemlig af to slags. Den ene slags består af dem, som helt kan drives ud eller lægges af, såsom banden, misbrug af Guds navn, vanhelligelse af sabbatten, drukkenskab, verdslige fornøjelser, som er kristne uværdige, og i øvrigt i det hele taget herskende udbrudssynder, såsom hor, tyveri, løgn, uforsonlighed og flere, som aldrig kan bestå sammen med sand tro og en god samvittighed. Hvis en kristen derimod – og det er muligt, som de helliges eksempel nok viser – falder i en sådan synd, så falder også hans tro og fred med det samme, og de genoprettes da kun ved omvendelse og syndernes forladelse. Hvad disse synder angår, kan hykleren derimod blive ved i den ene eller den anden, skjule eller undskylde den og lade den være sin vane. Dette er at «gøre synd», og den, som gør synd på den måde, er af Djævelen (1 Joh 3,8). Dette er at «leve efter kødet», og «hvis I lever efter kødet, skal I dø» (Rom 8,13). Det er om den slags synder, Apostlen siger: «De, som gør sådan, skal ikke arve Guds rige» (1 Kor 6,9–10; Gal 5,19–21).

Den anden slags synder er dem, der ligger i selve kødet som frø og rødder til alt ondt, og som aldrig helt kan udryddes, så længe vi vandrer i prøvetiden; for når de er helt udslettet, behøver vi ikke længere at våge og stride – og det sker ikke før i graven. Synder af denne slags er for eksempel manglende kærlighed til Gud, fejhed i bekendelsen, træghed til bønnen og Ordet, utilfredshed og ulyst i sit kald, utålmodighed, vrede, urene tanker og begær, griskhed, vantro, sorg osv.. Hvad disse angår, viser forskellen mellem at have synd og at gøre synd, forskellen mellem en redelig sjæl og en hykler, sig deri, at hykleren, når han har lært, at ingen er ren, at vi alle er svage og syndere, slår sig til tåls med det og så ikke vil gøre sig nogen umage med at våge og stride mod disse synder, som han dog aldrig bliver fri for, og derfor giver synden frit løb. Ja, det sker også, at han ikke engang vil have, at de skal kaldes synder, men helt ser bort fra dem, som var de ingenting – som om for eksempel kulde over for Gud og ulyst til Ordet og bønnen ikke var svære synder! Den redelige sjæl er derimod i stadig strid – den lider under disse synder, sukker og er utilfreds med sig selv, beder og våger mod det onde. «De, som tilhører Kristus, har korsfæstet deres kød sammen med lysterne og begæringerne» (Gal 5,24). Så kan det «korsfæstede» kød ganske vist endnu leve og vride sig på korset, utilfreds og rasende for at komme løs, men imens sidder det dér og får ikke den frihed, det ønsker. De derimod, som ikke har korsfæstet deres kød, er ifølge dette ord dem, der ikke tilhører Kristus.

Men ligesom ånden er villig og redelig, når det gælder om at fly det onde, sådan er den det også, når det gælder om at stræbe efter det gode, og også heri adskiller den sig fra den falske ånd. Der er en slags fromme mennesker, som i deres gudsfrygt, deres bøn, tro, kærlighed og gode gerninger har ligesom et bestemt mål; og når de har opfyldt det, stræber de ikke længere og bekymrer sig ikke om nogen vækst i nåden, men synes, at alt er godt nok, bare de kan holde sig på det punkt, de har nået. Dette er en indvortes død og ubodfærdig ånd. Den redelige ånd stræber derimod altid efter at vokse i det gode og har aldrig nået sit mål. Ligesom det ligger i griskhedens natur altid at stræbe efter mere, sådan ligger det også i den levende, hellige, villige ånds natur uophørligt at stræbe og sukke efter mere åndeligt godt, for eksempel mere ydmyghed, mere tro og kærlighed, mere iver og mere kraft til at vandre, så det behager Gud. Der er visse gode gerninger og troens frugter, som er for svære for en falsk kristen at udføre; så røber hans ånds falskhed sig deri, at han nok af og til kan billige og rose dem og tale smukt om dem, men selv aldrig bliver parat til at begynde at sætte dem i værk. Andre gange omgærder han sin forsømmelse med kunstige forklaringer for at afvende enhver mistanke om, at han ikke er en god kristen, og dermed «kalder han det gode ondt og det onde godt». En redelig sjæl vil derimod kun vide sandheden om, hvad den bør gøre, spørger i ydmyghed og lydighed Guds eget ord til råds og lader det dømme og råde over sine meninger osv..

Når vi nu til alt dette blot føjer, at den samme falske ånd, som er den herskende hos hykleren, netop er den, der frister og forfører de redelige sjæle til igen at falde i søvn i sikkerhed og synder, og når vi desuden har set, hvad der kendetegner den redelige ånd, så ser vi, hvad vi har at gøre: være den gode Ånd tro og lydige og dagligt styrke og levendegøre den, og det sker med de samme midler, som engang vakte den. Hvordan det går en kristen, som er troløs og ulydig mod Ånden, og som forsømmer dagligt at nære og styrke den med livets brød, står tydeligt for vores øjne. Hvor kommer alle disse bedrøvelige ting fra inden for de troendes lille flok: at mangen en, som begyndte i Ånden, ender i kødet; at et menneske, som var gjort rent, stod i Kristi retfærdighed som en skøn brud, kaldet ud af verden og benådet med Guds særlige venskab, og som smagte Guds gode ord og Åndens bolig i hjertet, snart eller efter nogle år ikke længere er, hvad det var, men har forladt sit livs Herre, sin Frelser, har lidt skibbrud på troen og enten er gået helt tilbage til verden og forsvundet i dens vrimmel eller nu blandt de troende kun er en formalist, en tåbelig jomfru, som beholder en tør, tom og let lampe, men der er ikke længere olie i den, ikke længere nogen indre øvelse og erfaring af synd og nåde – hvor kommer sådanne sørgelige hændelser fra, om ikke fra utroskab og ulydighed mod Guds Ånd? For ingen helvedes kræfter formår at overvinde den villige og lydige sjæl, om den så er nok så svag. Nu er det sandt, at selve denne troskab og lydighed er Åndens eget værk; mennesket formår ikke engang at tænke noget som af sig selv. Men ligesom kroppens liv, sundhed og kræfter er betingelser for arbejde og virksomhed, og virksomhed så til gengæld fremmer sundhed og kræfter, sådan er troskab og flid i gudsfrygten også de midler, hvorved Åndens liv vokser, mens det derimod svækkes og dør ud ved åndelig dovenskab. Dette er grunden til, at Kristus og apostlene så flittigt og alvorligt formaner de troende til årvågenhed, bøn, gode gerninger og til at korsfæste og døde kødet. Men det er ved formaningens tilskyndende, advarende og opmuntrende ord, at den omsorg, flid, følelse af afmagt, sukken og bøn vækkes, som styrker og opretholder Åndens liv i os.

Men hvad selve livet angår, nemlig den villige ånd og den overnaturlige kraft, så er det egentlig frugter af evangeliets nådeord om Kristus, om den evige, ufortjente og daglige nåde i Kristus. Ligesom i den første omvendelse er det også i den daglige kun «troens prædiken, som giver Ånden». Et eksempel: Du bliver kold og træg, du bliver afmægtig i striden mod en stærk fristelse, du ser din fare og anstrenger alle dine kræfter, du læser formaningens og irettesættelsens ord, men alt er frugtesløst; du er lige kold og lige svag. Hvad er der så galt? Netop det samme som dengang, du i den første omvendelse lå i den samme nød, nemlig vantroen, den kolde, dræbende vantrotåge, som omgiver din sjæl. Du kender ikke Frelseren ret, du smager ikke livsvarmen ved hans bryst, hvor du før fik liv og varme. Her ville hjælpen derfor igen være, at du, sådan som du er, bare kaster dig i nådens og tilgivelsens favn og bliver liggende der, til du bliver varm og stærk igen; det vil sige, at du vender dine øjne bort fra dig selv, din elendighed og dine synder og uden det mindste sideblik bare ser på Guds hjerte og Kristi sonende blod og forbøn for dig, indtil du igen får den glæde og fred, som før gav dig kærlighed og kræfter til helliggørelse. Sådan forbliver gudsfrygtens hemmelighed den samme alle dine levedage: at Gud er blevet åbenbaret i kødet. Åh, om det med guldskrift kunne skrives i alle troendes hjerter, at hele frelsen til sidst hviler på ét eneste punkt, nemlig at blive i ham, som har elsket os; for så skal der nok blive råd mod synden. Livet dør ud, ånden og kraften dør ud, hvis ikke hjertet altid går på græs blandt liljer (Højs 2,16), det vil sige ser og atter uendeligt ser på nådens under i Jesu sår – sådan som den kære Herre selv mente og sagde: «Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre» (Joh 15,4–5). Tag ved lære af et frafaldent menneskes ulykkelige erfaringer. Først faldt det af skødesløshed i en synd, som måske var meget ringe, om nogen synd kan kaldes det, men som dog slog dets tro og fred ned. Det søgte at genoprette dem og at genskabe det gode forhold mellem sig og Frelseren, som var blevet rokket, ved at forbedre sig, og det var efter dets mening først en tid at angre og vise prøver på omvendelse og så omsider søge nåde og tilgivelse. Men hvad sker der? Fristelsen til den samme synd bliver stadig stærkere, og i samme grad bliver vantroen og den afmagt, der følger af den, større, så det falder igen og deraf henter dobbelt grund til mismod og til høfligt at holde sig borte fra den rene, hellige Gud. Sådan går det arme menneske da ved vantro skridt for skridt bort fra den eneste Frelser, indtil det til sidst anser alt for tabt. Og nu begynder det, for at stille den urolige, råbende og klagende bevidsthed, at søge en falsk trøst, at søge en undskyldning for den synd, som er blevet det for stærk, eller at blande de sidste tanker om, hvad det har haft og mistet, bort i den almindelige vantro og verdens rus. Og så er det forbi; det er dødt. Hvad var nu her den afgørende dødsårsag? Jo, at det efter synden ikke straks søgte forsoningens nåde, ikke søgte renselse i Lammets blod, men gik bort for selv at læge sin skade. For læg mærke til: Det var ganske vist slemt, at det faldt i synd; det burde hellere have våget og stridt mod det onde indtil blodet – men se, dette fald kunne være blevet lægt ved nåden, hvis det straks var flygtet til den; for Kristus «fik gaver blandt menneskene, ja, også blandt de genstridige». Men at det på det punkt lod fornuften og Djævelen bedrage sig og tog fejl af vejen til oprejsning, det blev det dødelige.

Her har vi igen den smalle vej for øje, nemlig den, at man før synden, det vil sige i fristelsens stund, eller allerede forinden, frygter og bæver, «vandrer i frygt» (1 Pet 1,17), men efter synden, det vil sige hvis du er kommet til at falde, frimodigt går frem til nådestolen (1 Joh 2,1–2), lukker øjne og ører for fornuft og følelse og bare kaster sig i nådens flod og dér vasker sin urenhed af. Farerne er, at vi er alt for sikre og dristige før synden, men efter synden alt for modløse og forsigtige. Til årvågenheden ville det høre, at du ved den første selvglade indbildning om din styrke bævede og frygtede for at falde; at du ved det første tegn på, at fristelsen var nær, bævede og straks råbte om hjælp; at du, så vidt dit kald tillader det, flygtede fra alle de lejligheder, steder, personer og forhold, som du ved fører fristelse med sig; for at bede: «Led os ikke ind i fristelse», og så af egen vilje kaste sig i dens skød, ville være at spotte Herren og med forsæt bedrage sig selv. Men til troen hører, at du, så snart du er faldet, ikke søger selv at råde bod på det, men netop, som var det første gang, du søger nåde, straks går frem med dine pletter til det evigt rensende forsoningsblod og dér vasker dine klæder. Denne øvelse ville bryde din fornuft, knuse og smelte dit hjerte og tvinge dig til dagligt at omgås Ordet og bønnen.

Hvad der nu ikke udrettes ved disse midler, det gør den Trofaste og Underfulde ved korset, hvis du beder ham om det. En redelig sjæl sukker ofte: Jeg bryder mig ikke om, hvad jeg skal lide, bare Guds værk i mig går fremad; åh, om Gud selv ville døde mit kød, for selv er jeg for svag til det! Se, sådanne suk griber den trofaste Gud med en særlig beredvillighed. Det er derfor, at han, hvis du for eksempel fristes til afgudsdyrkelse og begynder at hænge ved noget jordisk, tager det fra dig så mærkbart, at du måske græder og klager over det – eller også giver han dig det, du begærer, men lader det blive din største bedrøvelse. Kan du ikke holdes i ydmyghed, men begynder at tænke stort om dig selv, så slipper han en djævel løs på dig, lader dig komme ud i svære fristelser, ja, falde i synd og skamme dig; derved er mindre tabt, end hvis du blev liggende i hovmod, for derved ville alt være tabt – og derfor lyder reglen: Så meget ydmyghed et menneske vinder, så meget hellighed og så mange nådegaver får det også. Begynder du at agte Ordet ringe og blive ulydig mod det, så lader Gud dig falde i den helvedesild at tvivle på dets guddommelige oprindelse osv.. Bare du er redelig i viljen til at blive helliggjort, så skal din Gud nok gøre det, om end på en anden måde, end du mente. Men al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed i Kristus Jesus, han skal, når I en kort tid har lidt, fuldende, støtte, styrke og grundfæste jer. Ham være ære og magt i evighedernes evighed! Amen.