Mit eneste uundværlige

(Trettende årgang, 1854)

En «ven frem for andre», min Frelser så huld, / Som tog på sig at betale min skyld / Og altid mig læger, tilgiver og bærer over med mig, / Den ven indtager mere og mere mit hjerte.

Mit højeste, mit eneste behov er hans nåde, / Hans lyse nærhed, hans ledelse og råd; / Jeg kan ikke leve uden at eje / Min ven og hans venskab, som overgår alt.

Jeg flakkede længe omkring med længsel / Og søgte min ro i jordiske ting; / Men åh, da jeg fandt denne salighedens skat, / Hvor blev verdens glæde sort som natten!

Mit hjerte, det gamle, ustadigt, fordærvet, / Det bugter sig hele tiden bort fra målet; / Men Ånden, den trofaste, råber straks, / Og bliver ved, til jeg igen står på grunden.

Jeg kan ikke leve uden min ven, / Jeg kommer bestandig tilbage til ham: / Hos ham alene finder jeg min hvile, / Hos ham alene brænder jeg af glæde.

Hvordan det er blevet sådan med mig, fatter jeg ikke klart, / Men hjertet har dog nu fået denne art; / Og når det før var så jordisk som alles, / Må forandringen visselig kaldes «ny fødsel».

Vakt af søvnen og i syndens nød, / Udmattet og død af mine forsøg på omvendelse, / Fandt jeg i Kristus al trøst for min smerte, / Og lige fra den stund indtog han mit hjerte.

Min trivsel har jeg siden haft ved hans bryst, / Min livskilde, min fryd i hans lyse røst. / Mit alt får jeg altid bære til hans skød / Og bede om alt fra hans frelserhænder.

Kun i hans løfter og tryghed har jeg ro, / Kun ved hans fødder vil jeg dvæle og bo, / For at frelses af ham fra synd og al fare, / Til jeg evigt skal skue hans ansigt.

Fra de jordiske ting ønsker jeg mig død, / For helt at være hans, i lyst og i nød, / For at leve for ham, hans sag og hans ære, / Og gerne bære hans forhånelse i verden.

Du, du er min klippe, min fæstning, min grund, / O Jesus, min styrke i prøvelsens stund. / For kødets og verdens og fristerens snare / Skal du, du med troskab og magt bevare mig.

Kun du og dit ord er mit skjold og mit sværd, / Vær du min borg i den bævende verden; / Et ord fra din mund og et blik fra dit øje – / Mod dem gælder hele verden mig nu kun lidt.

Ja, strålende stjerner og sollysets pragt / Og alle de ting, som Guds «bliv» frembragte, / Forsvinder som dråber i havet, uendeligt små, / Mod ét, o min Jesus! – at finde alt i dig.