Svar på en vens skrupler om Bibelen

Tillæg til artiklen om tvivlen på alt helligt

(Syvende årgang, 1848)

– – Du siger helt rigtigt, at hele sagen hviler på dette ene: om profetierne virkelig stod i Det Gamle Testamente, før de begivenheder indtraf, som de forkynder – at hvis du bare var vis på, at profetierne ikke var blevet flikket ind i Det Gamle Testamentes skrifter efter Kristi fødsel, men havde stået der længe forinden, så ønsker du ikke at vide mere om Bibelens guddommelige oprindelse; for ingen uden Gud selv kan forudsige det, der skal komme (Es 41,22–24). Ja, det er sandt; det er hovedspørgsmålet. Det har mange forskere fundet ud af; men Gud være evig pris og ære, det er let at besvare. Læg derfor mærke til følgende:

Hvis det var muligt, at profetierne var blevet flikket ind i Det Gamle Testamentes bøger efter Kristi fødsel, så måtte – eftersom apostlene anfører disse profetier på mere end 200 steder i deres skrifter – alle jødernes gamle, ægte bibler være blevet ødelagt af apostlene, og nye, forfalskede bibler være blevet smuglet ind i jødernes huse og hænder i de gamles sted, uden at jøderne havde mærket det! Men jøderne læste deres hellige bibel i synagogerne, hvor de holdt gudstjeneste hver dag og især hver sabbat, og alene i Jerusalem var der mindst 200 af disse synagoger, og i Judæa og Egypten, Jerusalem og Alexandria fandtes der tilsammen 500 synagoger, som alle havde deres bibel. Læg nu mærke til: Hvis profetierne kunne være flikket ind, så måtte de Mosebøger, Davids Salmer og Profeterne, som jøderne opbevarede i 500 synagoger og læste hver dag, være blevet fuldstændig ødelagt, og nye Mosebøger, Salmer og Profeter være blevet skrevet og listet ind i alle disse synagoger, uden at eksemplarerne så nye ud, og uden at de nye steder blev bemærket ved den daglige gudstjeneste og ved læsningen på sabbaten – alt sammen den største urimelighed, især når vi ved, hvilken streng nidkærhed og hvilket skarpt fjendskab der herskede blandt jøderne mod Kristi fattige flok (se historien). Jøderne ville bestemt ikke have tilladt de kristne (hvis de da havde villet noget sådant) at rode sådan i deres synagoger og ændre deres bibler. Derfor er profetierne ikke flikket ind i Det Gamle Testamentes bøger. Nu er både jødiske og kristne sagkyndige og lærde enige om, at Malakias, den sidste af profeterne, som de derfor kalder «Det Gamle Testamentes segl», prædikede og profeterede omkring 436 år før Kristi fødsel (se Tollesons Handb. i bibl. Litter. 1. del, s. 63); derfor er profetierne skrevet mindst 400 år før Kristi fødsel.

«Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? – da morgenstjernerne lovpriste mig, og alle Guds børn jublede? – Kan du binde Syvstjernens knippe eller løse Orions bånd? – Kender du himlens love? – Hvem har virket og gjort det? Han, som har kaldt slægterne frem fra begyndelsen. – Jeg er den, jeg er; sådan skal man kalde mig. Jeg er Herren, som har skabt alt dette» (Job 38,4–33; Es 41,4; 2 Mos 3,13–14; Es 44,24). Når nu Det Gamle Testamente er fuldt af beskrivende profetier om en mand, som skulle komme, når tiden var fuldendt – Kvindens sæd, Slangeknuseren, Abrahams velsignelse, Davids efterkommer, Forløseren, Herren i Israel, Zions Konge, den store Profet, Herrens Spire, alle hedningers trøst, Fyrsten og Læreren for folkene, Hedningernes lys, Herrens arm, Herrens salvede, Guds frelse fra Zion, Retfærdighedens prædikant i den store forsamling, Zions gyldne Rose osv., som han kaldes – og han er beskrevet ned til de mindste omstændigheder, ikke bare hans fødeby og tiden for hans fødsel, men endog at han skulle forrådes for «tredive sølvpenge», og at de skulle gives til en «pottemager» (Zak 11,12–13), at man skulle dele hans klæder og kaste lod om hans kjortel (Sl 22,19), at hans hænder og fødder skulle gennembores (v. 17), at man skulle give ham eddike og galde at drikke (Sl 69,22) osv. – for ikke at tale om alt det, der står om hans store hovedærinde: at han gav sit liv som skyldoffer, at Herren lagde alles vores synder på ham, og at vi blev helbredt ved hans sår (Es 53) – og når man betænker, at sådant var forudsagt fra tidens begyndelse og senest 400 år før dets opfyldelse, så må man vel i glad forbløffelse udbryde: «Jubl, I himle, for Herren har gjort det; I jordens dybder, bryd ud i jubelsang» osv., for Esajas siger: «Lad dem komme frem og forkynde os, hvad der skal ske! Hvad I har sagt på forhånd, forkynd det, så vi kan give agt og forstå det. – – Forkynd, hvad der siden skal ske, så vi kan forstå, at I er guder» (Es 41,22–24). Videre siger du, at det også har uroet dig, at der i de gamle tiders håndskrevne bibler findes en mængde afvigende læsemåder, og du har bekymret tænkt: «Hvad hjælper det mig, at den første grundtekst for 1800 år siden og endnu længere tilbage var indblæst af Gud, hvis de nuværende eksemplarer af Bibelen ikke er bevaret i deres renhed?» Som svar herpå vil jeg blot anføre, hvad jeg netop om dette spørgsmål for nylig læste i den grundlærde og skarpsindige F.W. Krummachers (i Tyskland) «Palmblätter» for december 1846. Efter at han på s. 448 har stillet spørgsmålet: «Hvad hjælper det mig, at Bibelens grundtekst var indblæst af Gud, hvis afskrifterne er fejlbehæftede og indbyrdes forskellige?», siger han blandt andet: «Denne indvending er nu af alle, der har prøvet den, erkendt for det rene blændværk. Selv rationalisterne har indrømmet, at den er uden betydning. Herren har underfuldt vaget over sit værk; grundige undersøgelser har godtgjort det. Hans forsyn, som først satte jøderne og siden de kristne til at vogte og bevare det, har sørget for, at det, han selv har talt, skulle nå rent og uforfalsket frem til os. I omkring 100 år har de lærde taget fat på herkuliske arbejder for at samle alle læsemåder eller varianter, dels ved en prøvelse helt ned i de mindste punkter af de manuskripter, der opbevares i forskellige europæiske biblioteker, dels ved at granske de ældste oversættelser, dels også ved at undersøge de utallige bibelcitater, som findes i alle kirkefædrenes skrifter. Dette uhyre arbejde har givet et resultat, som sandelig er beundringsværdigt ved sin betydningsløshed. Hvad Det Gamle Testamente angår, nævner vi blandt andre J.H. Michaelis’ tredive års arbejde, den berømte Kennicotts mangeårige, uafbrudte studier af hans 580 hebraiske manuskripter og professor Rossis samling af 680 manuskripter. Hvad Det Nye Testamente angår, minder vi om forskningsarbejderne af dr. Mill, Bengel, Wettstein og Griesbach (med hans 335 manuskripter alene af evangelierne) og også om de nyere forskninger af Matthaei, Lawrence og Hug og især om Scholz’ (med hans 674 manuskripter af evangelierne, 271 af Apostlenes Gerninger, 256 af Paulus’ breve og 93 af Johannes’ Åbenbaring). Alle disse uhyre arbejder har på så overbevisende og overraskende en måde godtgjort, hvor ren vi har fået den tekst, der er afskrevet så mange tusinde gange, at religionens fjenders forhåbninger derved er blevet helt slået ned, og at de, som Michaelis har bemærket, siden da er holdt op med at vente sig noget af den kritiske forskning; for de resultater, som de med stor tillid havde håbet at få af dette arbejde, er slået fuldstændig fejl for dem. Selv den lærde rationalist Eichhorn indrømmer, at de forskellige læsemåder, som fandtes i alle de hebraiske manuskripter, Kennicott havde samlet, knap var så interessante, at de nogenlunde (’einigermassen’) lønnede den møje, der var brugt på dem. Men netop disse fejlslagne arbejder af de rationalistiske kritikere har været et kostbart fund for kirken. Kirken ventede dette resultat, men den har glædet sig så meget mere over det, som den har sine modstanderes anstrengelser at takke for det.» Så vidt Krummacher. Længere nede nævner han det, som også andre lærde værker meddeler om resultatet af alle disse forskninger, nemlig at af alle de skrivefejl og forskelle, der kunne findes i de mange hundrede afskrifter af den omfangsrige bog, Bibelen, er der kun nogle få, som ændrer meningen, men ikke en eneste, som ændrer nogen læresætning! Se, læren – som Guds ord egentlig består i – over den har Herren vaget. Den «blev tænkt oven over skyerne», den blev givet os fra himlen og har derfor hverken ved nogen menneskelig ufuldkommenhed eller ved nogen fjendtlig magt på jorden måttet ændres i den hellige bog. «Det har Hærskarers Herres nidkærhed gjort!» Så får vi da stadig høre Gud selv tale, og engle og profeter og den enbårne Søn fra Faderens skød! For «efter at Gud tidligere mange gange og på mange måder har talt til fædrene ved profeterne, har han i disse sidste dage talt til os ved sin Søn». Tænk, vi får stadig høre Gud selv og engle og profeter, men især Guds Søn, i Bibelen! (Hebr 1,1). – «Lov Herren, alle hans hærskarer, I hans tjenere, som gør hans vilje! Lov Herren, alle hans værker, overalt hvor han hersker; min sjæl, lov Herren, evindelig. Amen.»