Om et kristent liv

Kol 3

(Ottende årgang, 1849)

Er I nu opstået med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. 2. Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som er på jorden. 3. For I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. 4. Når Kristus, vores liv, åbenbares, da skal også I åbenbares med ham i herlighed. Disse ord går noget dybere og er talt af en rigere ånd, end at hvem som helst er i stand til at fatte dem ret, og end at enhver letsindig, adspredt og omflakkende sjæl skulle have nogen kraft og nytte af dem. Men Apostlen har ment dem til nytte, og de har også en stor kraft i sig selv. Derfor må den, som vil have nytte af dem, først blive stille og lytte efter Åndens røst. Den, som ikke har tid til det, eller som ikke trænger til noget for sin egen sjæl, har intet at vente her. De kræver et oprigtigt og alvorligt eftertænksomt sind, disse ord: Er I nu opstået med Kristus; er I døde, og er jeres liv skjult med Kristus i Gud. Her står nu igen for vores øjne, hvad der er hovedbetingelsen for alt sandt kristent liv på jorden: Er I opstået med Kristus – er I døde, og er jeres liv et liv med Kristus i Gud – er Kristus jeres liv (v. 1.3.4). Alt det fromme væsen, som ikke udspringer af denne kilde, er løgn og hykleri. Det er en påmindelse, som kommer igen og igen i Herrens ord. Men man kan alligevel lige så bestandigt lade den glide forbi sig og trøste sig med, at man for eksempel dog er noget andet end verden, og så øve sig i gudsfrygt, så godt man kan, og være rolig. Men en dag skal der lyde et råb: «Se, brudgommen kommer!» Da skal mangen from mand blegne og synke sammen – enhver, som aldrig for alvor bekymrede sig om grundvolden – og han skal og må høre de ord: «Bind hans hænder og fødder (gerninger og vandel) og kast ham ud i mørket udenfor»; for jeg kendte ham ikke; jeg var ikke hans liv; han havde ingen olie i sin lampe – og ingen bryllupsklæder! Hvad vil det nu sige at «være opstået med Kristus»? Apostlen antyder det selv lige forinden, når han (kap. 2,12) siger: «I ham er I også blevet oprejst med ham ved troen, som er virket af Guds kraft,» hvoraf det ses, at der her tales om en opstandelse, som er sket i os ved troen. Det er sandt, Kristus er ganske vist så fuldt og helt død og opstået i vores sted, at vi for Guds øjne alle er døde og opstået retfærdige i ham, som samme apostel siger: «Vi holder for, at én er død for alle, og altså er alle døde – for ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os» osv. (2 Kor 5). Det er sandt, at vi da kan sige: Er én opstået for alle, så er de alle opstået – for Gud. Men det er dog ikke meningen her; her tales om den opstandelse med Kristus, som er tilegnet os og sket i os, eftersom Apostlen siger «ved troen» (kap. 2,12). Apostlen har mange steder talt om, hvordan man bliver dræbt og igen gjort levende, korsfæstet, begravet og opstået med Kristus; kort sagt, hvordan Kristus bliver vores liv. I Gal 2,19–20 siger han: «Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig.» Præcis det samme, om end med andre ord, står i Rom 7,1–6. Der fremstiller han først billedet af kvinden, som ved mandens død bliver fri for mandens lov og kan tage en anden mand; og så tilføjer han: «Sådan er også I, mine brødre, blevet dræbt fra loven ved Kristi legeme for at tilhøre en anden, nemlig ham, som er opstået fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud.» Men disse to skriftsteder handler først og fremmest om, at samvittigheden bliver fri fra lovtrældommens åg og opstår fra vantroen og selvretfærdigheden til troens liv i Kristus. Samtidig sker også hjertets genfødsel, hvorved man også bliver død fra synden og fri fra syndens herredømme, som der står i de anførte ord: «for at leve for Gud, for at vi skal bære frugt for Gud». Men derom står der i Rom 6 mange kraftige ord som disse: «Vi, som er døde fra synden, hvordan skulle vi stadig kunne leve i den? Vi er jo begravet med Kristus ved dåben til døden, for at ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skal også vi vandre i et nyt liv. Vi ved, at Kristus, som er oprejst fra de døde, ikke dør mere; døden har ikke mere magt over ham. For hans død var en død fra synden én gang for alle, men hans liv er et liv for Gud. Sådan skal også I regne med, at I er døde fra synden, men lever for Gud i Kristus Jesus, vor Herre» osv. Se nu: alt dette hører med til at være død med Kristus og opstået med Kristus, nemlig: i samvittigheden død fra loven, i livet død fra synden; så at en sådan sjæl, som Luther udtrykker det, «giver den kære lov afsked» og siger: Tak for din tjeneste, du kan ikke gøre mig noget mere; nu har jeg lært, at det er forgæves at ville bestå for dig, men jeg har en anden mand, som har gjort for mig, hvad du kræver; det er slut, det er forbi med dit «formynderskab» (Gal 4,1–5; 3,25); det gode vil jeg nu gøre, alene tvungen af Kristi kærlighed. Ligeledes har den også taget afsked med syndens tjeneste og siger nu i sandhed: Jeg kan ikke tjene dig mere; falder jeg for dine fristelser, så falder jeg som i ild eller vand; jeg kan ikke blive i det, ikke blive ved med det; jeg er tabt for syndens tjeneste osv. Hvordan det går til at blive dræbt fra loven ved loven, viser Apostlen i Rom 7,7–13: Da budet kom (i samvittigheden), levede synden op og virkede al slags begær i mig; og jeg døde. Jeg kæmpede, var angst, arbejdede og bad imod begæret, men desto mere tog det til; jeg blev forskrækket, kæmpede hårdere, men syndede igen; jeg blev afmægtig, kunne ikke kæmpe, fulgte synden frit – synden blev overvættes stor, og jeg fortvivlede. Jeg ønskede at kunne kæmpe og bede, men nu formåede jeg slet intet – jeg døde! Jeg segnede så at sige under byrden, blev liggende i min nød, og jeg opgav mig, gav mig fortabt, kunne ikke andet – tænkte, at alt var forbi, og tog nu imod den dom, jeg kunne få. Da nu alt mit arbejde var tabt, og jeg lå som den sårede, halvdøde mand i sit blod, da kom den barmhjertige samaritaner og hældte sin olie og sin vin i sårene, løftede mig op og førte mig til herberget. Jeg hørte evangeliet om «Kristi legeme», som var givet hen som et offer til syndernes forladelse, og se, jeg fik livet midt i døden, fik himlen midt i helvede; v. 4: «Sådan er også I, mine brødre, blevet dræbt fra loven ved Kristi legeme for at tilhøre en anden, nemlig ham, som er opstået fra de døde,» og for at have alt jeres håb alene i ham, al jeres trøst, alt jeres liv og al jeres salighed, ja, både jeres retfærdighed og jeres styrke alene i ham. Da går de ord i opfyldelse: «Jeg er ved loven død fra loven, jeg er korsfæstet med Kristus; og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig» osv. Og se, nu er jeg opstået med Kristus ved troen; nu er jeg død, men levende igen, og mit liv er Kristus, alene Kristus, som vores tekst siger. Jeg er nu som en, der har været død og er kommet til en anden verden. I min tidligere verden gjaldt kun mine egne gerninger, til liv eller til død; nu gælder kun en andens gerninger. I mit tidligere liv var Kristus for mig kun et navn eller en ny opdriver til hellighed; nu er han en stor virkelighed og en frelser, ja, mit liv og min sang, min eneste trøst og ros. I min tidligere verden gjaldt kun det, som ses og mærkes, og min egen fornuft og mening; nu omgås jeg de ting, som ikke ses, og har i dem mit rige og mit liv, så at ét ord fra Guds mund gælder mere for mig end hele den synlige verden. I mit tidligere liv var verden og de ting, som er i den, rigdom, ære og fornøjelser, mit højeste gode; nu er disse ting for mig som fjender og forfølgere, for mit køds begærs skyld, og nu har jeg min rigdom, ære og glæde i Kristus alene. Det kaldes: «at være død og opstået med Kristus». Det er sandt: min tro og mit nye sind er vel endnu ikke fuldkomne; jeg er endnu ikke lutter ånd, men også kød; men disse nye ting, troen og det åndelige sind, er dog hos en kristen de rådende, de regerende. Jeg er ikke så død fra loven, at den ikke angriber mig, ja, binder og tynger samvittigheden; men jeg kan dog ikke blive under den; jeg må snart svøbe mig ind i den ufortjente nåde. Jeg er ikke så død fra verden og synden, at de ikke frister mig, ja, kan overrumple mig og få mig til at falde; men jeg kan dog ikke blive i deres tjeneste; jeg står op igen og begynder på ny min rette vandring. Men selv om både tro og gudsfrygt således er ufuldkomne hos mig, ja, fulde af mangler, er dog alt fuldkomment for Gud; for hvad enten min tro er svagere eller stærkere, så er jeg dog ved den svageste tro iført hele Kristus (Gal 3,27), helt og fuldt i nådepagten og fri fra loven, så at ikke én eneste synd tilregnes mig. Selv om mit arme, tåbelige hjerte ikke altid forstår at skatte Kristi blod sådan, at jeg har en bestandig og fuldkommen fred af det, så er dette blod dog i himlen bestandigt uudsigeligt højt agtet; dér, for Guds hjerte, dér gælder det hvert øjeblik overmåde højt, i al evighed. Kort sagt: for Guds øjne er vi fuldkomment døde fra synden og opstået retfærdige med Kristus, så snart vi er blevet iført Kristus ved troen. For Gud er vi lige så fri for al synd, som Kristus var, da han opstod fra de døde. Deraf kommer det, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1); for det første er de løst fra loven (Rom 7,4.6), og hvor der ingen lov er, dér regnes synden ikke (og det sker nu for Gud); et sådant menneske skal aldrig stå til ansvar over for loven, som dets borgen og forsvarer har taget på sig (Gal 4,4–5). Det er grunden til, at ingen synd tilregnes det, men at det lever i et sådant rige, i en sådan frihed, som om ingen lov, hverken ét eller ti bud, nogen sinde var givet på jorden. Luther siger: «En kristen er ikke et menneske, som ingen synd har, men et menneske, som ingen synd tilregnes» – et menneske, som har det særlige privilegium, ikke at gøre synd, men at det, hvis det går så galt, at det forser sig, aldrig skal dømmes efter loven. For skulle vi stadig stå til ansvar over for loven og dømmes efter den, så blev intet kød frelst, og så var det bedst straks at slå enhver tanke om saligheden ud af hovedet. Men så var hele Guds evangelium falsk, så var Kristus død forgæves, og alle troende fortabt i synden. Men Skriften siger, at netop «det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin Søn i syndigt køds lighed» (Rom 8,3). Skriften siger, at «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os» (Gal 3,13). Skriften siger: «Nu, da troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren», loven (v. 25). Som sagt: det er grunden til, at ingen synd tilregnes de troende, sådan som David og Paulus udtrykkeligt vidner, at «salig er den mand, som Gud ikke tilregner synd» (Sl 32; Rom 4). Læg mærke til, at de ikke siger: hos hvem der ingen synd findes, men: som ingen synd tilregnes. Men det er ikke nok med, at vi er fri fra loven, og at ingen synd tilregnes os; dertil kommer endnu, at der tværtimod tilregnes os en retfærdighed, som ikke findes i os, en høj, fuldkommen og evig retfærdighed, nemlig den retfærdighed, Kristus har vundet for os, som Skriften igen vidner: «Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror» (Rom 10); og igen: «Salig er det menneske, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger» (kap. 4,6). Heraf kommer det, at vi for Guds øjne ikke blot er fri for al synd, men tværtimod fuldkomment retfærdige, ja, selv er retfærdigheden (2 Kor 5,21) og til alle tider benådet i den elskede (Ef 1), så at Gud nu helt uhindret kan elske os med hele sit hjertes kærlighed. Alt dette kommer af, at vi er iført Kristus med alt, hvad han var og gjorde for os, så at Gud kun ser os i sin elskede Søn. – «Se nu,» siger Luther, «hvilken overvættes rigdom den kristne tro har: alle Kristi gerninger og lidelser bliver givet den som ejendom, så den kan forlade sig lige så fuldt på dem, som om den selv havde gjort dem. For Kristus har sandelig ikke gjort dem for sig selv, men for os. Han trængte ikke til noget af dem; men han har samlet os denne skat, for at vi skal tro og eje ham.» Og igen: «Eftersom Kristus er min ved troen, og jeg til gengæld er hans, så kan ingen lov anklage mig mere end Kristus. Og selv om loven kommer og angriber mig, så kaster jeg dog dette imod den og siger: Jeg har jo (ved min borgen, Kristus) gjort alt og mere, end du overhovedet vil have; og selv om jeg endnu har synd i mit kød, så har jeg dog min retfærdighed i Kristus; han er min og giver mig alt, hvad han har; altså er også hans renhed min – sådan kan loven intet udrette imod mig. Men ser jeg ned på mig selv, så finder jeg endnu meget urent hos mig, og dér har loven ret. Loven siger: Du har synder (over for Gud). Svarer jeg ja, så er jeg fortabt. Siger jeg nej, så må jeg have en stærk grund at stå på. Hvor vil jeg vel hente dette mit nej fra? I mit eget bryst finder jeg det sandelig ikke, men i Kristus; dér må jeg hente det og kaste det for loven. Han kan sige nej til loven og har også grund til det, for han er hellig og uden synd. Og dette sit nej skænker han mig, fordi han skænker mig sin retfærdighed.» Se, det er, hvad Skriften mener, når den siger: «I er blevet dræbt fra loven ved Kristi legeme,» eller at «Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror»; at der er «ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus»; og at ingen synd tilregnes dem. Åh, vi burde dog standse her og besinde os – besinde os på vores kongelige friheder og rettigheder – besinde os på, om alt dette er sandhed eller ej. For enten må alt dette jo være sandhed, eller også er det løgn. Er det sandt, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus; at synden, selv om den endnu bor i dem, ja, overrumpler og vælter dem, dog aldrig tilregnes dem, fordi de ikke er under loven, men under nåden; og at de altså aldrig skal stå til regnskab over for loven, så længe de holder sig til Kristus i troen – er det sandhed, så er det en forunderlig herlig sandhed. Åh, en forunderlig sandhed! Og dog, sandhed er det, så vist som Guds ord ikke kan lyve. Sandhed er det, trods alt, hvad Djævelen, gerningshelgenerne og vores egen fornuft må sige om det. Sandhed er det, selv om jeg lige nu ikke har den ringeste følelse af det. Åh, her vil vi standse, her vil vi fryde og glæde os midt i jammerdalen over, at Herren, vores Immanuel, har grundlagt et så saligt rige på jorden, at syndere skal være for Gud ikke syndere, men hellige, yndige og elskelige. Det må vel kaldes at være opstået med Kristus til et nyt liv og «sat med ham i det himmelske i Kristus Jesus» (Ef 2,6). Det andet herlige, som hører med til vores åndelige opstandelse med Kristus, var, at vi også er døde fra synden og opstået med en ny, hellig natur, født af Gud, så at Guds sæd bliver i os (1 Joh 3,9), og vi har fået del i Guds natur (2 Pet 1,4), som Skriften udtrykkeligt siger. Heraf kommer det, at vi ikke kan gøre synd, som Johannes siger. Siger vi, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv (1 Joh 1,8) – eller siger vi, at en kristen, overladt til sig selv og til Djævelen til at blive sigtet, ikke kan overrumples af et så stærkt og voldsomt begær, at han falder og styrter i synd, ja, imens ikke føler andet end kødets kærlighed til synden – benægter vi det, så fornægter vi Skriftens tydeligste ord og eksempler. Men det, som er mærkværdigt og herligt at se, er, at en levende kristen aldrig kan blive i synden, gøre synd, det vil sige gøre den til sin vej, sin vane, som han hylder og forsvarer; men så længe Guds sæd bliver i ham, er synden hans plage og rædsel, og retfærdigheden hans lyst og hans egentlige vej. Falder han i synd, så falder han som i ild eller vand, hvor han ikke får ro, før han bliver befriet derfra. Tænk, en sjæl, der er af den art, må vel kaldes død fra synden; den er tabt for syndelivet, den duer ikke længere til syndens tjeneste, den bliver elendig, hvis den prøver på det (som man ser på David, Sl 32,3–4); den kan aldrig mere få ro i synden, kan ikke blive ved med den; det er forbi med dens tjeneste for synden. Der var en kristen, som forstod denne sag og sagde til sin hustru: «Er du sikker på, at vores tjenestepige er en virkelig kristen, så behøver du ikke at passe på nøglerne; for vil hun tage noget, så lad hende bare prøve! Hun bliver aldrig hårdere tugtet end af sin egen synd og vil snart bringe tilbage, hvad du har mistet. Kan hun beholde det, så bor Guds sæd ikke i hende. Den, som er født af Gud, kan ikke synde; for Guds sæd bliver i ham.» Men her skal man nøje lægge mærke til, at dette kun gælder sådanne synder, som bestemt og åbenlyst er synder; ellers ville vi efter denne regel snart fordømme mange Guds børn, fordi også blandt dem, som vil være Ordet lydige i alt, den ene anser noget for synd, som en anden ikke har forstået på samme måde. Se Rom 14. For det andet kan sindet altid blive besmittet og blikket blive forvendt for en tid, uden at Herrens Ånd endnu helt er veget bort; ja, et vist fangenskab og en vis trældom under en eller anden synd indtræffer altid i de tider, hvor en kristen synker ned i et mere lovisk væsen og ser på sig selv, sådan som det jo så ofte sker, uden at troen helt slukkes. Men når troens fulde fred kommer igen, så kommer også kraften og sejren over synden igen. Den derimod, som aldrig får den tro, som overvinder verden, men altid bliver i dens tjeneste, i trældom under en eller anden synd, om end med suk og kval, han er aldrig endnu opstået med Kristus. «For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden» (1 Joh 5). Kort sagt: også hos de troende er der visselig i alle stykker stor svaghed, kamp og strid; men alt afhænger af, hvad der til sidst sejrer, regerer og beholder pladsen, og hvad man hylder og forsvarer, om det er troen eller trældommen, retfærdigheden eller synden (Rom 6,19).

Vi har nu set, hvad det vil sige at være død og opstået med Kristus. Vi har skuet ind i den forunderligt herlige sandhed, som kun den store Gud har åbenbaret os i sit ord: at enhver, som er blevet dræbt, udmattet og slået ned af loven, men igen er gjort levende og rejst op i Kristus ved evangeliet og således har iført sig Kristus ved troen, for altid og evigt er fri for al tilregnelse af sin synd, fri for alt ansvar over for Guds lov, så alt det onde, som endnu virkelig findes i hans kød og blod og som måske også vil bryde frem senere på hans vandring, aldrig skal tilregnes ham, men skal stå under en evig og stadig tilgivelse – alt sammen fordi han har iført sig Kristus, fordi han nu ved troen ikke er under loven, men under nåden (Rom 6,14.15; 7,4.6; 4,8; Gal 3,13.23.25; 2,19–21 m.fl.). Derfor skulle en sådan sjæl, hvis ikke troen var så svag, med rette leve i en evig ro, hvad samvittigheden angår, ja, så evigt fri og salig, som om der aldrig nogen sinde var givet nogen lov på jorden, hverken ét eller ti bud. Det var det første, som hørte med til at være død og opstået med Kristus. Men det andet var, at en sådan sjæl, i og med at den er blevet død fra loven, også er så død fra synden, at den ikke mere kan blive i nogen synd, ikke kan gøre synd eller tjene synden. Bliver den overrumplet og falder i en synd, falder den som i ild eller vand, så den ikke får nogen ro i den, men snart rejser sig igen og begynder sin rette vandring på ny; den er i sandhed tabt for syndens liv. Og så har vi fundet ud af, hvad dette ord betyder: «Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse» (Åb 20,6). Læg mærke til: både salig og hellig – og først salig, så hellig! Ja, sandelig salig; for er det ikke at være salig at leve i et sådant rige, hvor ingen synd nogen sinde tilregnes os, hvor man aldrig mere skal stå til ansvar over for loven, aldrig dømmes efter loven, men til alle tider og evigt er retfærdig over for Gud med en andens retfærdighed, nemlig Kristi egen? Og er det ikke at være hellig, når man har en sådan ånd, at man ikke mere kan tjene nogen synd, men synden er vores tungeste plage, retfærdigheden og helligheden vores største lyst? Er det ikke at være kommet som gennem døden og opstandelsen til en ny verden, et nyt liv? Og er det ikke et herligt liv? Jo, sandelig et overmåde herligt liv.

Men her støder vi imod den store modsigelse fra det, der ses, føles og fornemmes. Spørger jeg mit stakkels hjertes følelse og mening om det, så har jeg på stedet mistet det hele. Så begynder jeg at fare ud mod denne sandhed og sige: Urimelighed, dårskab, indbildning! Jeg har aldrig set Kristi retfærdighed! Og Helligånden skulle bo i mig! Og Kristus skulle være mit liv! Så må han være alt for magtesløs. Så er mit liv i Gud alt for hemmeligt og skjult. Men svar så: Netop, «hemmeligt og skjult»; sådan siger Apostlen også, at det skal være. Hør nu videre, v. 3–4:

I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vores liv, bliver åbenbaret, da skal også I åbenbares med ham i herlighed.

Læg mærke til: vores liv er skjult i Gud! – og skjult med Kristus! Kristus er vores liv, men Kristus er skjult; derfor er vores liv skjult. Sådan taler Apostlen her. Og det bekræfter alle de helliges erfaring også. Men vi – vi vil ikke lade det være sandt og rigtigt sagt; vi siger: Var det et virkeligt liv med Kristus i Gud, så ville det vel ikke være så skjult, men lyse frem og kunne fornemmes, ses og føles noget mere. Lad os nu se, hvordan det forholder sig med det. Det er sandt, at «den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig» (1 Joh 5,10), at «Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn» (Rom 8,16). Det er sandt, at Johannes i sit første brev ofte gentager: vi ved – vi ved, at vi er af Gud; vi ved, at vi er Guds børn; vi ved, at Gud bliver i os. Det er sandt, at et menneske, som ikke ved af nogen omvendelse, nogen vækkelse af syndesøvnen, noget arbejde under loven, nogen forløsning i Kristus, noget nyt liv med Kristus og ny vandring efter ham, men stadig er ét med verden, om end ikke i dens grovere væsen – det er sandt, at et sådant menneske bedrager sig selv, hvis det mener, at det alligevel kan leve det skjulte liv med Kristus i Gud, hvis det vil forstå dette ord sådan, som om livet i Kristus ikke havde nogen bestemte kendetegn, nogen sikker kraft og noget bevis. Nej, det står fast, hvad Skriften lærer om Åndens frugter, som det gode træ skal kendes på. Men at det åndelige liv alligevel samtidig er så skjult, kommer af følgende forhold: For det første, at vores faldne, blinde fornuft dels aldrig rigtig forstår sig på Åndens værk og dets frugter, dels ikke regner dem for noget, ikke giver agt på dem, men vi vil ligesom gribe selve livet med hænderne, se og fornemme det. Somme tider er vi ikke tilfredse med de Åndens frugter, som Skriften nævner, men vil selv bestemme, hvordan det åndelige liv skulle vise sig. Når Skriften fx nævner kærlighed, glæde, fred osv. som Åndens fornemste frugter, siger mange: «Ja, hvad er det? Der kom ganske vist en ny kærlighed i mit hjerte, da jeg fik tilgivelse for alle mine synder, jeg fik ganske vist en glæde og en fred med Gud, som jeg aldrig før havde haft; men hvad er det? De er jo så svage og ustadige, disse ting hos mig. Jeg burde jo have en langt større og mere stadig kærlighed, glæde, fred, sagtmodighed osv.» Men somme tider ser vi slet ikke på disse frugter, som Skriften nævner, men svæver rundt i vores indbildning efter noget andet og højere uden engang at vide, hvad det egentlig skulle være; eller også længes vi efter nogle indre fornemmelser og følelser af selve livet i os, og når en sådan følelse mangler, tvivler vi straks på livet. For det andet er vores liv i Gud allerdybest skjult, når Gud ikke blot tager al følelse og kraft af troen fra os, men også lader megen synd og skrøbelighed overfalde os og tillader Satan på det grueligste at sigte os, friste og plage os med syndige tanker, lyster og begæringer, ja, så vi også imellem forser os, så Peter fornægter sin Herre, lyver og forbander sig, så Paulus og Barnabas strides osv. Se, når noget sådant hænder os, åh, hvor er så vores liv med Kristus i Gud? mener vi. Åh nej, at tro, at Guds Ånd skulle bo i mig – det er den groveste galskab! Nej, ikke Guds Ånd, men Djævelen. Se, nu er vores liv med Kristus sandelig ret dybt skjult. Endelig kommer det også til, at Gud lader alle slags modgang, ulykker og lidelser møde os, ja, skylle over os som en styrtflod, så alle kræfter på én gang forener sig mod en from Job, naturen, mennesker og ånder: røvere, stormvejret og lynet tager alt, hvad han ejer, fra ham, helt til børnene, Djævelen river hans legeme op, hans hustru håner hans tro, hans elendige trøstere vælter nye sten på hans byrde, og hans eget hjerte raser i gudsbespottelse, så han forbander sin fødselsdag. Åh, hvor er nu den højt benådede mand, hvis lige ikke fandtes i landet? Hvor er nu det særlige venskab med Gud, som han skulle have? Det kan vel kaldes dybt, dybt at skjule vores herlighed.

Af alt dette onde, som dækker over og skjuler vores herlighed, vores liv med Kristus, er der dog intet, der kan lignes ved synden. Ydre lidelser er derimod gyldne lidelser. Man lærer ret hurtigt, at de er et faderligt ris, at «den, Herren elsker, tugter han»; men synden, Djævelens rasen i kødet, vedholdende syndige lyster og den døde følelse og forestilling, der følger efter, om at Gud i sin retfærdighed har forladt os, om at Ånden er veget bort m.m. – se, det er de rigtige dødsstød, der går os gennem marv og ben og fra grunden formørker vores liv i nåden. Så hjælper der som regel intet andet end at opgive enhver tanke om sit eget liv i nåden og kun se på den evige, uforanderlige Gud selv, om ikke han kan frelse og endnu hjælpe sagen. Men når det klarer op igen, kan man nok få at se, at midt i det sorte mørke skjulte sig ikke blot et uforandret faderhjerte i Gud og vores uformindskede retfærdighed i Kristus, men også et sandt, levende, kæmpende liv i nåden i vores hjerte. At vide godt, hvordan Gud fører sine hellige underligt og på denne måde skjuler livet under døden, retfærdigheden under synden, nåden under vreden, ja, himlen under helvede – det er visdom blandt de fuldkomne, det er Guds høje visdom, som vi frem for alt andet har brug for, hvis vi skal holde ud med denne Herre. Hertil hører, hvad Luther siger i prædikenen på Johannes Døberens dag i Epistelpostillen, hvor han blandt andet siger: «I har ofte hørt, mine venner, at Gud lader skikkelsen og følelsen af synd, død og djævel blive tilbage hos os, så synden nager mig, angriber mig i samvittigheden og vil tvinge mig til fortvivlelse; Guds dom forskrækker mig også, ligeledes døden, som vil sluge mig; og Djævelen træder mig på halsen og vil trykke mig ned. Det ydre udseende lader Gud blive tilbage og tager det ikke bort; denne skikkelse må blive tilbage, så vi ikke føler andet, end at vi er syndere og ligger under døden og Djævelen. Og dog bliver liv, uskyld og herredømme over alt dette onde tilbage under denne skikkelse, som Herren selv siger i Matt 16: ’Dødsrigets porte skal ikke få magt over min menighed.’ Han siger ikke: skal ikke anfægte den, for anfægtelsen bliver tilbage; men han siger: ’skal ikke få magt over den’.

«Da nu anfægtelsen bliver tilbage, så bliver også følelsen af den tilbage. Jeg må jo føle det, når synden nager mig, Guds vrede forskrækker mig, og dødsangst og døden selv overfalder mig. Men det ser kun sådan ud for mig, nemlig som om disse grufulde ting havde overhånd. Men under en sådan anfægtelse er Ordet og Ånden nær, som giver mig mod og gør mig tryg og vis på, at Gud ikke er vred, at synden er mig tilgivet, og at jeg ikke er forladt af ham» osv.

Og når Luther videre har beskrevet, hvor herlig, retfærdig, velbehagelig og kær for Gud en kristen er i Kristus, siger han igen: «Men mener du ikke, at det skulle gøre os glade, hvis vi fik en sådan at se (fik denne retfærdighed for Gud at se med øjnene)? Jeg har selv ikke set nogen (som var hellig i sig selv). Enhver har sin fejl. Tag hvem du vil, så er han ikke uden synd. Paulus, den allerhelligste apostel, bekender også, at han føler synden i sine lemmer. ’Viljen har jeg,’ siger han, ’men at gøre det gode finder jeg ikke’ (jeg finder det ikke, som jeg ville). ’For jeg gør ikke (alt) det gode, som jeg vil; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’ (Rom 7). Han ville ikke gerne være i synden og måtte dog være i den. Jeg og flere andre ville også gerne være synden kvit, men det lader sig ikke gøre, selv om vi undertvinger den. Når vi er kommet til at falde i synd, rejser vi os nok igen; men imens plager og piner vi os nok med den.» Så vidt Luther. Alt dette må nu på det dybeste skjule vores liv i Gud for os.

Men vores liv i Gud er ikke blot skjult for os selv, men også for andre. Også andre støder sig imellem på vores fejl og svagheder. For ikke at tale om verden, som nødvendigvis må støde sig, også på det gode hos os, så sker det også for dem, der vil være kristne, at de kommer i stor bekymring over at se, at selv de troendes flok er så elendig, ja, tynget af mange forargelige fejl: her fejl i læren, der fejl i livet; her uligheder, splittelse og uenighed mellem dem, der frafald og fornægtelse. Så undrer man sig og siger: Er det Guds folk? Også om det har Luther i fortalen til Johannes’ Åbenbaring disse kostelige ord: «Dette stykke: ’Jeg tror på en hellig, almindelig kirke’, er lige så vel en trosartikel som de andre; derfor kan ingen fornuft kende den (kirken), om de så satte alle briller på. Djævelen kan nok skjule den med forargelser og partier, så du må tage anstød af det. Sådan kan Gud også skjule den med alle slags skrøbeligheder og mangler, så du derved må blive en tåbe og fælde en falsk dom over den. Den vil ikke ses, men tros. Men troen har med de ting at gøre, som man ikke ser (Hebr 11,1). Og den synger også denne sang med sin Herre: ’Salig er den, som ikke tager anstød af mig.’ En kristen er også nok skjult for sig selv, så han ikke ser sin hellighed og dyd, men ser idel udyd og uhellighed; og du rå, selvkloge menneske vil se kristenheden med din blinde fornuft og dine urene øjne! Kort sagt: vores hellighed er i himlen, hvor Kristus er, og ikke i verden for enhvers øjne som en vare på torvet.» – Alt dette vil jo igen sige: «Vores liv er skjult med Kristus i Gud.»

Men også når der ikke viser sig noget særlig tungt og nedslående – åh, hvor ubegribeligt er det ikke alligevel, at vi skal have et så herligt liv i Kristus og en så høj retfærdighed, ære og velbehag for Guds øjne, som Guds ord beskriver! For det er dog under alle omstændigheder usynligt. Og nu er det menneskeslægtens egen natur kun at se det, som er for øjnene, og med en sådan natur lever vi midt i den uendelige, brogede mængde af synlige ting; og det, som er vores hjertes højeste skat, det himmelske og åndelige, netop det kan ikke ses, det er hemmeligt og skjult. Åh, det bliver os imellem en overmåde tung prøvelse! Derfor er det så nødvendigt at præge Herrens ord dybt ind i sit hjerte, når det siger os: Det skal være skjult, jeres liv i Gud – og skjult er ikke åbenbart; skjult er skjult, og det må blive ved det – og skjult «med Kristus». Lad os betænke Johannes’ ord, at «som han (Kristus) var, sådan er også vi i denne verden» (1 Joh 4,17). Hvor skjult var han ikke i denne verden – Faderens enbårne, afglansen af Guds herlighed og præget af hans væsen, Gud af Gud! Hvor hemmeligt krøb han ikke ind under vores skikkelse! Hvor dybt skjult var hans herlighed ikke under «syndigt køds lighed»! Det var sandt, troen skulle ganske vist have tilstrækkelig grund for sin tryghed; englene sang ganske vist i skyen på hans fødsels morgen; han gjorde ganske vist gerninger, som ingen anden end Gud kunne gøre; han «fik ganske vist ære og pris af Gud Fader ved en røst, som kom til ham fra den store herlighed: Denne er min elskede Søn!» Han havde ganske vist alle profetiernes kendetegn; «men,» sagde han, «til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde» (Joh 9,39). For at vantroens stolte sind, som altid vil se tegn, skulle straffes med blindhed, og for at han efter Faderens vilje skulle være brødrene lig og bære deres byrder, var han på jorden «foragtet og forladt af andre, en smerternes mand og fortrolig med lidelse og som en, man skjuler sit ansigt for». Tænk, hvor skjult, hvor urimeligt for al fornuft dette er: Guds Søn født i en krybbe i en stald blandt dyrene, opvokset i en by, som havde et sådant ry i landet, at en troskyldig Natanael spørger: «Kan noget godt være fra Nazaret?» Guds Søn på jorden, fattigere end fuglene under himlen, uden noget at hælde sit hoved til, foragtet, hånet, forfulgt som «hinden, som blev jaget tidligt» *); og til sidst bundet med reb, hudstrøget, såret, spyttet på og slået i ansigtet af usle tjenere, hængt mellem røvere på et træ uden for byen under bødlernes hånende trods: «Er du Guds Søn, så hjælp dig selv» – og til sidst, mens han råber, at han var forladt af Gud, dør han og bliver begravet! Hvor sås her nogen guddommelig majestæt, nogen Skaberens magt og herlighed? Findes der vel noget på hele jorden, der er mere urimeligt, end at han var Guds Søn? Men han opstod dog på den tid, han havde forudsagt, viste sig i fyrretyve dage og for fem hundrede på én gang og for op til himlen, mens mange så det. Så skjulte der sig dog en guddommelig majestæt under den ydre skrøbelige skikkelse. Og nu: «Som han var, sådan er også vi i denne verden.» Som hovedet er, sådan er også lemmerne; som Brudgommen er, sådan er også bruden. Elendig og jammerlig så Brudgommen ud, elendig og jammerlig ser bruden ud. Men under hendes elendighed skal guddommelig herlighed skjule sig, under fattigdommen himmelsk rigdom, under synd og skrøbelighed en høj, evig retfærdighed. Her gælder det kun om ikke at lade sig vildlede af det, der ses og føles. Det kan næppe nogen sinde se mere urimeligt ud, at vi er Guds børn, «Guds udvalgte, hellige og elskede», end det så ud, at Jesus skulle være Guds Søn. Skulle vi så ikke nøjes med at være skjult med ham, vores hoved, i denne tid og gå med ham i fornedrelsens stand i jammerdalen? Da vi nu har Guds bestemte ord for, at vi alene ved troen på Kristus dog er Guds børn, retfærdige og kære for Gud, skal vi tro det lige så sikkert og fast, som om vi allerede var i himlen, ja, så sikkert, som at Gud selv ikke kan lyve; så sikkert er det alligevel, selv om vi nu ikke føler det allermindste af det i vores hjerte.

*) Den nye (svenske) oversættelse: morgenrødens hind (Sl 22,1).

Hovedgrunden til alt dette skjulte i vores liv er den, at Kristi rige skal være et troens rige, en ydmygende, trang og lav port for Adams stivnakkede børn; at Kristus til alle tider skal være «til dom i denne verden, for at de, som (vil) se, skal blive blinde, og de, som (nøjes med ikke at) se, skal blive seende» – for at ingen andre skal komme ind i dette rige og kunne følge vores Gideon end de, som nøjes med, hvad han end behager at bestemme. Gideons hær blev ikke udtaget ved frit valg, men ved en ydmygende prøve, nemlig denne: «Enhver, som laber vandet op med sin tunge, ligesom en hund laber», han skulle gå med Gideon; alle andre skulle gå hjem (Dom 7). Sådan også her: Den, som kan være en hund, den, som kan lade sig nøje med, hvad det end er, han kommer ud for, ser eller fornemmer, kun den kan følge Jesus; men den, som absolut vil se, føle og smage Guds sødme; den, som absolut skal have sit liv i Gud klart og åbenbart, så alt skal gå godt og rigtigt til, hans eget indre altid være varmt og gudeligt, hans vandel altid stærk og hellig, hans lykke i verden velsignet; den, som vil, at alle kristne skal være helt rene og uden plet, så der ikke må findes nogen skrøbelighed, nogen uenighed, nogen fejl i forstand eller levned hos dem, hvis de skal regnes for kristne – se, den, som skal have livet i Gud sådan og ikke nøjes med, at det er skjult, ja, til tider helt overdækket af synd og elendighed, han kan vende om fra denne hær når som helst; han duer ikke til dette felttog. Den Korsfæstedes folk må nøjes med at vandre i troens tykke, sorte tåge og ofte i lange tider slet intet se og føle af Guds nåde, som om de var helt forladte. Og ligesom Kristus var fyrre dage i ørkenen, fastede, sultede og blev fristet af Djævelen med hans morderiske råb: Er du Guds Søn? sådan skal også vi, sammen med ørkenens tørhed og tomhed i sjælen, til tider fristes af gruelige synder og Djævelens indskydelser, som alle sammen skal råbe i hjertet: Er du nu Guds barn? Ja, en kristen går ofte så længe i denne mørke, tunge, kvælende tåge af synd og tungsind, at han for fuldt alvor tror, at han er den allerdårligste, ja, den ulykkeligste synder, midt mens han i al hemmelighed er Guds kæreste barn, klædt i lutter retfærdighed og skønhed i Kristus, så Gud og englene smiler til ham. Men tro ikke, at han mærker det; tro ikke, at han føler sådan noget! Hvor nødvendigt er det da dybt, dybt at indprente sig i hjertet Guds ord, som siger os, at det skal være skjult, vores liv i Gud – ikke åbenbart, men skjult; skjult skal det være i denne tid! «Men når Kristus, vores liv, bliver åbenbaret, da skal også vi åbenbares med ham i herlighed».

Men det er netop på grund af et sådant liv, at Apostlen giver den dyrebare formaning: «Søg det, som er oventil!» Først: «Når I er opstået med Kristus», og derefter: «For I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud». Derpå formaner han: Eftersom I er døde og opstået med Kristus og ved en sådan død og opstandelse er kommet ind i en ny verden, nemlig et nyt liv, et åndeligt liv, hvor Kristus er alt i alle for jer (v. 11), jeres liv, jeres eneste trøst og ros, jeres saligheds fyrste, jeres hoved, jeres ven og bror, så søg fra nu af kun det, som er oventil, hvor han, jeres Kristus, sidder ved Guds højre hånd. Hvor Brudgommen er, der vil jo bruden være; hvor hovedet er, der skal også lemmerne være; hvor Kristus er, der skal de troendes hjerter være. For I er døde; ud over at Kristus er jeres liv og glæde og drager jeres hjerter mod himlen, har I også ved den nye fødsel fået en ny natur af hans Ånd, som er så død over for denne verdens liv og syndens tjeneste, at I aldrig mere kan have ro i dem. Og jeres rette liv, livet i Gud, er her skjult, kan ikke rigtig nydes her på jorden, men er her i sin fornedrelsestilstand. I er ikke hjemme her, men er som pilgrimme og vandringsmænd i et fremmed land, ja, et fjendtligt land, hvor jeres Herre eller jeres øvrige åndelige slægt aldrig har haft deres ro eller deres ejendele, men kun er draget igennem som jagede flygtninge. Derfor må alt godt, som gives jer på jorden, kun være for jer som et hyggeligere natlogi for pilgrimmen, hvor han jo alligevel ikke bliver og bosætter sig, for han har et andet mål for sin rejse end kroen. «Søg det, som er oventil, hvor Kristus er – ikke det, som er på jorden».

Enhver, som ved med sig selv, at han er blevet en elendig synder, træt, mismodig, ja, dræbt ved loven, men har fået sin trøst, sin retfærdighed og sit liv i Kristus og nu lever i en sådan tro og et sådant liv, at han ikke kan finde ro i verden og synden – mærk dig, du, som ved det med dig selv: Dig gælder denne liflige formaning: «Søg det, som er oventil, hvor din Kristus er». Lad dig aldrig mere narre til at prøve at skabe dig et paradis på jorden. Det er kun et indbildningens bedrag, når en kristen håber at finde en større glæde her på jorden, i noget jordisk, efter at han engang har fået sin glæde i Gud. Nej, bliver noget andet en større lyst og glæde, så lider Åndens liv straks. Derfor: Vil du have et fredfyldt og saligt liv på jorden og samtidig bevare Faderens kærlighed, så søg kun at blive mere og mere himmelsk sindet, mere og mere at glemme al anden vinding og lyst og kun stræbe efter det, som er oventil, hvor Kristus er, så intet jordisk får indtage dit hjerte. For så længe Guds sæd bliver i dig, og du lever det sande liv i Gud, bringer al jordisk lykke og glæde dig både i frygt og i fare; i frygt, for så vidt Åndens liv bliver i dig; for så får du aldrig ro, så længe du har mere lyst og trivsel i noget andet end Gud. Kan du have en større fornøjelse, en kærere skat og trivsel i noget jordisk end i Gud og hans venskab og alligevel være rolig og glad, så står det ikke godt til med dit liv i Kristus. Arbejde og vandre her nede må du, have og bruge det jordiske må du; men kun med kroppen; hjertet skal være i himlen, hvor Kristus er. Din sjæls Brudgoms nidkærhed for din kærlighed kræver det. Når Gud giver dig noget lyst, så tag imod det med taknemmelighed, men også med frygt for, at dit hjerte skal blive indtaget af det. Alt, hvad der ikke er Gud selv og hans nåde, må ikke være hjertets skat og trøst. Et godt timeligt udkomme, rigdom, bekvemmelighed, anseelse og ære eller åndelige gaver, forstand, erfaring, god vandel, brødres tillid – alt det er dyrebare Guds gaver, som du gerne må takke for; men – med ængstelse for, at en sådan gave skal blive hjertets fornemste lyst og tilflugt. Når en kristen altså under alle omstændigheder må have sin højeste lyst og trivsel i Gud, så er det ikke meget værd at søge nogen jordisk lykke og trivsel; for vinder jeg den, så er den min fare – vinder jeg den ikke, så er det min plage. Bliver noget jordisk en større lykke og glæde for mit hjerte end den, jeg har i Gud, så er det jo min evige ulykke; bliver det derimod ikke nogen større glæde og trivsel end den, jeg har i Gud, så er det ikke umagen værd at søge det, eftersom jeg i forvejen har en større glæde. Når det så hertil kommer, at menneskehjertet har en uendelig tørst efter netop at få en anden skat og glæde end i Gud, så må man give Prætorius ret: «De kristnes største lykke er ingen lykke at have her på jorden»; så må den, som virkelig vil indtage himlen, snart nå dertil, at han elsker fattigdommen mere end rigdommen, foragten mere end æren, lidelsen mere end nydelsen, ja, døden mere end livet. Det kan nok kaldes: «I er døde – og korsfæstet med Kristus». Åh, et alt for bittert forhold for kødet! Her skal enhver lægge mærke til, hvor nødvendigt det er for den, som skal følge sådanne love, først at være opstået med Kristus, at have et andet liv end blot naturens, være født af Gud og lykkelig i Gud, ja, have et himmerige i sit hjerte, så Kristus er vores liv, vores skat og vores glæde. For ellers bliver det os alt for uudholdeligt, ja, umuligt i sandhed og vedholdende at «stræbe efter det, som er oventil, og ikke efter det, som er på jorden». Siger man det med munden, så lyver man på sin sjæl; hjertet stræber alligevel efter det, som er på jorden, egen ære, vellyst, rigdom, så længe man ikke har glæde i Herren eller liv og trivsel i Gud. Rette kristne har ganske vist også et jordisk, fordærvet kød, fuldt af lyster og begæringer; men de er dog «korsfæstet med Kristus». Asaf bekender i Salme 73, at hans hjerte blev forbitret, og at han følte stik i sit indre, når han så den ugudelige have al medgang, mens den retfærdige måtte lide meget; «men», tilføjer han, «nu bliver jeg altid hos dig», Herre. «Når jeg har dig, har jeg ikke behag i noget på jorden. Om end mit legeme og min sjæl forsmægter, så er dog Gud mit hjertes klippe og min del for evigt».

Nu fortsætter Apostlen sin formaning omtrent i denne betydning: Når I altså i ånden er døde fra det jordiske liv og lever for himlen, men jeres kød er fuldt af skadelige begæringer, så vær faste og udholdende i at dræbe det. Del jer ikke mellem Gud og verden; plag jer ikke med at se tilbage mod Sodoma; lad jer ikke narre til igen at begynde at søge verdens og kødets lyst, men lad det være afgjort, at I er døde fra den og nu som hastende pilgrimme kun søger jeres fædreland! – I en sådan ånd advarer han de troende mod alle slags synder og laster, som hersker på jorden blandt vantroens børn og udgør lemmer i det gamle menneske hos de troende; for når Apostlen i v. 5 formaner til at «dræbe vores lemmer», så menes der ikke legemets lemmer, men det, han lige efter (v. 9) kalder «det gamle menneske med dets gerninger», nemlig selve syndefordærvelsen, den natur, der er arvet fra Adam, med dens lyster og begæringer. Derom følger nu: 5. Dræb derfor jeres lemmer, som er på jorden: utugt, urenhed, lyst, ond begæring og griskheden, som er afgudsdyrkelse,

6. for hvis skyld Guds vrede kommer over vantroens børn, v. 7. og i hvilke også I tidligere vandrede, da I levede i dem.

8. Men læg nu også I alt dette bort: vrede, hidsighed, ondskab, bespottelse, skammelig tale fra jeres mund.

9. Lyv ikke for hinanden, I, som har afklædt jer det gamle menneske med dets gerninger, v. 10. og iført jer det nye, som fornyes til erkendelse efter hans billede, som har skabt det.

Her ser jeg først, at de kristne ikke er fuldkomne helgener, i hvem der intet ondt eller urent findes, eftersom de stadig har brug for en sådan formaning. Apostlen formaner her dem, der er «opstået med Kristus», «Guds udvalgte, hellige og elskede», til at dræbe og aflægge så gruelige ting, som jeg mente aldrig ville komme på tale, aldrig engang ville findes hos de hellige. Mærk: Først erklærer han, at han kun vil tale til dem, som var rette kristne, idet han siger: «Når I altså er opstået med Kristus, og Kristus er jeres liv» osv. (v. 1.3); derefter kalder han dem udtrykkeligt (v. 12) «Guds udvalgte, hellige og elskede». Og nu formaner han disse hellige til at dræbe, binde og kvæle sådanne ting, som her blev opregnet – så grove ting som «utugt, urenhed, lyst, ond begæring, griskhed, vrede, hidsighed, ondskab, bespottelse, løgn». Åh, her ser jeg noget underligt! Jeg mente, at de, som var rette kristne, aldrig ville behøve en advarsel mod så grove ting. Jeg mente, at sådanne rette, alvorlige og evangeliske kristne, som en apostel kunne anerkende, ville være så langt fra den slags uhyggelige ting, at han vel aldrig ville behøve at advare dem mod sådan noget. Men her ser jeg noget andet. Her ser jeg, at det er en helt falsk indbildning, en helt forkert mening om de hellige, når man mener, at de ved Guds Ånds værk er blevet hellige, rene og uden al synd i sig selv. Her ser jeg, at de ikke blot stadig har et ondt kød med lyster og begæringer, men også er i fare for at falde i de værste synder og laster, eftersom Apostlen her advarer dem mod sådanne. Ja, her ser jeg, at det er sandt, hvad Luther siger over Salme 51, at «det er et helt tomt (grundløst) og opdigtet ord, når man siger, at et menneske er helligt; ligesom det ville være et helt opdigtet ord, hvis man sagde, at Gud var faldet i synd, hvad der er umuligt. Derfor må man lægge den gamle vildfarelse og falske indbildning bort, at man fx mener, at Peter og Paulus har været uden al synd. For de har været syndere (i sig selv) lige så vel som andre mennesker, og Gud alene er hellig, som menigheden synger: Hellig er Gud, Herren Zebaot! – Men vi og alle troende kaldes hellige, fordi Kristus har helliget sig selv for os og skænket os sin hellighed. Den angrende røver på korset er hellig i Kristus lige så vel som Peter; og det betyder intet, at Peter og Paulus har gjort større gerninger end røveren, du og jeg; for vi er på begge sider syndere af natur, men hellige i Kristus».

Her ser vi, hvordan disse to forskellige og modstridende egenskaber forenes: De troende i Kolossæ er sådanne syndere, at de behøver advarsel mod så gruelige ting som dem, der her blev nævnt, og er dog på samme tid Guds udvalgte, hellige og elskede. Du, som går og tier i din skam og mener, at ingen kristen kan være så elendig en synder som du, kom frem! Du har mange brødre i den lidelse, og mærk dig, at du alligevel kan være Guds udvalgte, hellige og elskede! At du føler synden i dit kød, betyder intet, for så vidt du dog ikke lever i den, ikke kan blive i synden, men, hvis du har været så ulykkelig at forgå dig, dog rejser dig igen i troen på Kristus og vender tilbage til din rette vandring. Så længe er du hele tiden i Kristus, og så kan ingen Guds vrede ramme dig (Rom 8,1). Se også her, hvordan Apostlen taler om det: For hvis skyld (nemlig de opregnede synders) Guds vrede kommer over vantroens børn. Mærk: Guds vrede for syndens skyld kommer kun over vantroens børn. Troens børn derimod er befriet fra vreden, er ikke under loven, men under nåden og har en evig tilgivelse, selv om de ikke er helt rene for synder. Men der er også den forskel, at vantroens børn både lever og vandrer i synden som en fisk i vandet, men det gør de troende ikke. Derom står der igen i v. 7: I hvilke (synder) også I tidligere vandrede, da I levede i dem. Mærk: Det er et «tidligere» for de troende; de har «tidligere» levet i synden, da synden var deres frie element, da sindet var kødeligt (Rom 8,5), og de derfor uhindret vandrede i synden som i et ordentligt kald. Sådan er det ikke nu; nu er de døde fra synden, så de aldrig mere kan blive i dens tjeneste, som før er sagt, men deres rette liv og lyst er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden. Men at de alligevel behøver at formanes til stadig at dræbe kødets gerninger ved Ånden, kommer af, at det åndelige liv og det rene sind ikke er som et urværk, der, når det én gang er sat i orden, siden går sin jævne gang; nej, fordi det er et liv, er det underkastet mangfoldig forandring, livsfare, sygdom og død. Som Apostlen siger om sine troende i Korinth: «Jeg har trolovet jer med én mand for at stille en ren jomfru frem for Kristus; men jeg frygter, at ligesom slangen bedrog Eva med sin list, sådan skal også jeres sind fordærves og vendes bort fra den enfoldige troskab mod Kristus» (2 Kor 11,2–3). Denne «rene jomfru, bruden, Lammets hustru» er de troende sjæle, som i samvittigheden er døde fra deres gamle herre, loven, og i hjerte og levned døde fra synden, så de nu lever i Kristus og vandrer efter Kristus og ikke vil vide andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet; det er den enfoldige troskab mod Kristus. Om sådanne troende frygter Apostlen dog, at de skulle vendes bort fra dette rene sind. Det var også allerede sket med mange af dem, han skrev til. Det rene sind var så skadet, at de ikke engang tog det tungt, at en af dem havde taget sin fars hustru, men stadig var sikre og opblæste (1 Kor 5,1–2). En sådan forvending af sindet kan ske endnu i dag. Djævelen sover ikke, har også god tid og mange midler. Når Evas rene sind kunne forvendes, så må ingen være sikker. Derfor er formaning og advarsel nok nødvendig, og at enhver lægger dem på hjerte. Dræb derfor jeres lemmer, som er på jorden: utugt, urenhed, lyst, ond begæring og griskheden, som er afgudsdyrkelse. Her nævnes egentlig kun to syndeveje, utugtens og griskhedens. To gruelige afgrundsdyb, hvori mange troende sjæle, oplært til Himmeriget, «som var undsluppet verdens besmittelse» (2 Pet 2), igen er sunket ned og gået tabt. Disse to syndeveje er dog forskellige derved, at den første er grov og afskyelig og plejer at bekymre og ængste sjæle; den sidste derimod vil næsten intet menneske erkende for det, den er. Over den første kan mennesker bittert klage og ængstes, men over den sidste hører man sjældent nogen sørge og ængstes; den får som regel et pænere navn og undskyldes fx sådan: «Jeg må jo forsørge mig selv og mine; det er ikke griskhed, men nødvendig omsorg for husholdningen». Dog kan den gamle troldmand forvende synet så grueligt, at selv utugtssynden, som i sig selv er så grov og afskyelig, i fristelsens stund slet ikke kan synes farlig, men ganske uskyldig. Men for en kristen er netop dette det tydeligste tegn på, at Djævelen er nær, og at farens stund er kommet. Sandelig, når den samme synd, som i sunde og besindige tider er dig så rædselsfuld, at du skælver ved selve tanken om den, nu synes dig som ingenting, helt ringe og undskyldelig, så ved du, at fristelsens stund er inde, at det er den gamle troldmands ånd og mørkets magt, som forvender dit syn sådan. Så vogt dig, vogt dig! Så gælder det om hurtigt at flygte – eller falde! Mærk: hurtigt flygte – eller også falde i fjendens vold. Begynder du blot at overveje, så er du fanget. At Eva blot indlod sig i samtale med slangen og så på den forbudte frugt, det var vejen til faldet. I denne strid sejrer man mere ved flugt end ved kamp! Sådan skal du også vide, at det er Djævelens råd og det allerede bestukne sinds bedrag, når du ganske vist ikke vil falde i synden, men blot prøve, hvor tæt på kanten du kan gå uden at styrte ned i dybet. Når sindet er sundt og vågent, søger du hellere at komme så langt som muligt fra kanten. Her gælder i almindelighed, at den, som vil undfly synden, skal begynde med at flygte fra fristelsen, flygte fra anledning og lejlighed, flygte fra den første tanke og, så vidt det er muligt, flygte fra steder og ting, som fører fristelse med sig. Hertil hører Kristi ord: «Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for det er bedre for dig, at et af dine lemmer går tabt, end at hele dit legeme kastes i helvede» osv. (Matt 5,29). Også det, som i sig selv er uskyldigt, som øjet, må dog undflys, når det ved syndens mellemkomst er blevet dig en fristelse. Og om det er dig så kært som dit øje, og at give afkald på det er dig så bittert som at få et øje revet ud – flygt dog fra det! Flygt, og få din sjæl med dig som et bytte! Det er bedre for dig nu en kort tid at lide det bitreste og dog redde din samvittigheds fred i tiden og din sjæl for evigheden end her en kort tid at have lyst i synden og kval i samvittigheden og helvedes ild i evigheden.

Men for at vække kristne til årvågenhed, ja, til rædsel for denne synd i alle dens grader, fra blotte tanker og begæringer til den grove udøvelse, kan intet anføres med større kraft end det, der står i 1 Kor 6,15–20. Åh, et mindeværdigt stykke! Sådan taler Apostlen: «Ved I ikke, at jeres kroppe er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre dem til en skøges lemmer? Langt derfra! – – Flygt fra utugten! Enhver synd, som et menneske gør, er uden for kroppen; men den, som bedriver utugt, synder mod sin egen krop. Eller ved I ikke, at jeres krop er et tempel for Helligånden, som bor i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? For I er dyrt købt. Så pris da Gud i jeres krop og i jeres ånd, som tilhører Gud.» – Mærk jer, mærk jer sådanne ting! «I er dyrt købt», med Kristi dyre blod; «I tilhører ikke jer selv», så I kan gøre, hvad I vil, med jeres krop og jeres ånd, jeres hjerte og jeres tanker. Men tror I på Kristus, så er jeres kroppe også et tempel for Helligånden. Så hemmeligt, ja, så urimeligt det end er, at Guds Ånd skal bo i jer, så er det dog lige så sandt, som Gud er sanddru; for «hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke» (Rom 8). Skulle jeg nu tage Kristi lemmer og gøre dem til en skøges lemmer? – – Sådan som der også står i 1 Kor 3,16–17: «Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, ham skal Gud ødelægge; for Guds tempel er helligt, og det er I.»

Men denne synd plejer mest at dræbe gennem fortvivlelse. At den er afskyelig, kan man lære og tro; men at den er tilgivet, udslettet med Kristi blod, så den aldrig tilregnes mig, men jeg stadig er Guds elskede barn og Helligåndens tempel, skønt jeg ikke er helt ren – det er en alt for svær kunst at tro. Deraf kommer det, at mange her drukner i fortvivlelse. Først går de og bærer i stilhed på synden og dommen og venter på sejr, og først da vil de tro; men da man på den måde ikke vinder nogen kraft, synker de dybere i synden – og dermed dybere og dybere i fortvivlelsen – og sådan arbejder de en tid ligesom en druknende, der arbejder og fægter i vandet, men synker mere og mere, kommer op nogle gange, men synker igen, indtil han til sidst aldrig mere kommer op. Sådan går det her. Når man mange gange har fået tilgivelse, men igen finder den samme synd hos sig, bliver det alt for urimeligt at tro igen. Nej, umuligt. Jeg er af Gud overgivet til et forkert sind, jeg er fortabt osv. Derfor må den, som for alvor angribes af denne synd, have lært en besynderlig kunst, en helt tåbelig tro (tåbelig for fornuften), ja, en urimeligt udholdende tro, hvis han skal frelses. For når du har prøvet alle regler, skal du til sidst lære, at ingen regel, ingen årvågenhed, ingen afsky, bøn og kamp hjælper her, men kun den underlige tro, som midt i synden kan flygte i favnen på den vrede Gud og alene ved forsoningsblodet vinde og overvinde ham. Eller endnu mere: når du rigtig kan tro, at hvor svær synden end er, er den dog taget fra dig og kastet på Guds Lam; at de samme synder, som du nu med rædsel ser hos dig, alligevel ikke ligger på dig, men er lagt på Kristi ryg – mærk! når det ikke blot er en fattig, menneskelig anstrengelse for at tro, men dette virkelig er blevet din store og salige trøst – så er intet mægtigere end dette til at sønderrive Djævelens lænker og gøre dig fri. Kun «glæden i Herren er jeres styrke». Men for nu at få en sådan tro og glæde i Herren hjælper det ikke blot at ville tro; her må midlerne bruges: evangeliets ord, privat skriftemål, brødrenes forbøn, nadveren og bøn til Gud om troens gave. For du skal også lære, at ikke engang alle midler og al agtpågivenhed hjælper, men at hele din frelse til sidst hænger på Guds blotte barmhjertighed. Ja, sandelig – og at vi måtte lære dette dybere, ydmyges dybere og lære at frygte Herren, er netop en hovedårsag til, at Gud tillader så megen elendighed og lader så mangen mægtig djævel angribe os – sandelig, her hjælper til sidst kun Herrens barmhjertighed (2 Kor 12,7–10).

Den anden afgrundsslugt var griskheden. Den opsluger sjæle så meget lettere, som den ikke ser rædselsfuld ud, men har et så smukt skin, så mange undskyldninger. Hvem vil vedkende sig griskhed? Nej, en kristen, som begynder at blive taget i besiddelse af dette begær, ved det næppe selv; men hvad enten han ser på selve begæret eller på genstandene for det, ser han kun uskyldige ting. Han finder, at det er tilladt, ja, en pligt, at «forsørge sig selv og sine»; videre ser han på genstandene for sit begær, og også de er uskyldige; de er Guds egne gaver, som vi jo bør takke Gud for. Penge, jordegods, okser, hus, mad og klæder – alt sammen uskyldige ting. Hvem kan så straffe hans higen? Det er kun graden af denne higen, der viser faren, og graderne er så mange; hvem kan her afgøre, hvad der er griskhed? Åh, en kristen, der ikke skal fanges her og blive en Demas, må ikke spøge og hykle, men blive skarpt opmærksom på sin sjæls vel eller ve og på Herrens ord om, hvad et oprigtigt væsen i Jesus er, og omvendt hvad griskhed er og virker.

Lad os da se, hvordan Herren Kristus selv taler. Du trøster dig med, at det er uskyldige ting, dit hjerte har med at gøre. Men mærk: Når Kristus nævner, hvad der hindrer sjæle i at få del i saligheden, nævner han lutter uskyldige ting: Jeg har købt en jordejendom; jeg har købt okser; jeg har taget mig en hustru (Luk 14). Nu har noget sådant vel aldrig været ondt i sig selv; men at disse uskyldige ting tager hjertet så meget i besiddelse, at der ikke kan blive eller forblive noget himmelsk gæstebud dér – det vil ingen forstå og betænke! – Når Kristus siger, hvad der kvæler Ordets gode sæd i hjertet, hvor den allerede er spiret frem, nævner han kun: «Denne verdens bekymringer og rigdommens bedrag og livets lyst» (Matt 13; Luk 8). Han nævner ingen grove synder eller forbrydelser, ingen uærlighed, tyveri, bedrageri osv. som årsager til sjælens fortabelse, men kun at Ordets værk i hjertet bliver kvalt. Her kan vi nu lære den grad, hvor en ellers tilladt omsorg for det jordiske ikke blot er gået over i griskhed, men også fører døden med sig. Dette er et meget mærkværdigt stykke. En oprigtig kristen føler med bekymring, at han ikke er fri for jordiske bekymringer. Så spørger han: «Kan jeg alligevel stadig have liv i Gud? Eller hvornår bliver dette jordiske mig til døden?» – Mærk da Kristi svar: Når det kvæler den gode sæd i dit hjerte, da er det dig til døden. Men hvordan og hvornår sker det? Svar: Eftersom den gode sæd er Guds ord, og den er begyndt at spire, så betænk først, hvad det er, der af Guds ord spirer frem i hjertet. Ligesom Ordet er tofoldigt, lov og evangelium, sådan er også dets værk i hjertet tofoldigt. Lovens værk er jo et vågent og sønderknust hjerte, som kender synden og kender den sådan, at den gør hele verden for trang for os, jager og driver os til at søge redning og fred i Kristus. Også efter at troen er spiret frem, er det jo den daglige omvendelse, at man ikke kan leve som verden, lystig og fri i synden, ikke kan leve løst hen, men at man tøjles, tugtes og korsfæstes af Ånden, ja, at man stadig føler sin synd, at man ofte har den største møje med at kunne tro, og at Kristus og evangeliet altid bliver uundværlige og søde for os. Dette er både lovens og evangeliets værk. Evangeliets eget og særlige værk er, at den sønderknuste sjæl får fred i Kristus, får liv, trøst og glæde af evangeliet og deraf også en ny kærlighed, som bryder ud i en glad, enfoldig bekendelse og i kærlighedens gerning. Kort sagt: omvendelse, tro og helliggørelse er jo Ordets værk i hjertet. Når dette nu er givet, er det let at forstå, hvad det vil sige, at den gode sæd kvæles af denne verdens bekymringer eller af rigdommen og livets lyst. Det sker, når du får så meget at tænke på – hvad enten det er bekymringer i fattigdommen eller fryd og fornøjelse ved gevinst og rigdom – du får så meget at tænke på, dit hjerte bliver så optaget, opfyldt og beskæftiget af dette jordiske, at omsorgen for Guds nåde og venskab trænges til side, og så har Ordet snart ingen virkende kraft på dit hjerte. Snart har synden ingen kraft til at bekymre og sønderknuse dig; du mærker den knap, den er let for dig som en fjer, for du har andre anliggender, andre sorger eller glæder; du har ikke tid til at fordybe dig i nogen åndelig bekymring, du har et dybt underlag af jordisk glæde, en tyk, blød dundyne under din fred, nemlig din jordiske lykke! Derfor er du nu altid stærk og modig i din kristendom, eller i det mindste bliver du ikke længere nedbrudt og elendig over synden. De samme ting, som før bekymrede dig, og som virkelig er synder, kan nu frit passere, og du bliver ikke modløs, nej, du begynder efterhånden at undskylde og forsvare dem. Sådan er lovens værk nu kvalt, dit hjerte og din samvittighed lullet i søvn og forhærdet. Men når loven på den måde har mistet sin kraft over dig, når synden ikke længere kan sønderknuse og bekymre dig, hvad er da troen? Hvad er da evangeliet og Kristus for dig? Intet andet end en gammel lektie i hovedet og munden, som du kan særdeles godt, men som intet virker hos dig. For hvor loven ikke sønderknuser og dræber, dér kan evangeliet ikke give noget liv og nogen kraft. Derfor bliver du nu hverken rigtig nedbrudt og svag over dig selv eller rigtig glad og stærk i Herren. Og vil du samtidig ikke indrømme, at det står sådan til, men bliver ved med at rose dig af evangeliet, så indtræder dette uhyggelige hykleri, som fuldender forhærdelsen og gør ende på den sidste gnist af nådens værk. Sådanne hjerter ligner da de glatte, blanke og hårde flintesten, som ved stranden er blevet slebet af havets bølger og sand. Når hjertet af brusende verdensbekymringer på den ene side og en hyklerisk omgang med Ordet på den anden er blevet godt skrabet og slebet, er det til sidst så hårdt og glat, at intet mere bider på det. Og dette var dog et hjerte, som engang var åbent for nådens Ånd og følte synden bittert, men hvor nåden i Kristus blev endnu mere overstrømmende. Og nu er denne himmelske sæd kvalt af jordens torne. Åh, hvor er du faldet ned fra himlen, du skinnende stjerne!

Hvor mange sørgelige eksempler ser man ikke på denne ulykkelige udgang! En håndværker, en købmand – de var af Guds inderlige barmhjertighed taget ud af verden, omvendt og salige i Kristus og havde også for Kristi skyld forladt deres tidligere verdslige lyster og alle kneb og uredeligheder i deres forretning; men de syntes snart, at de mistede og savnede noget i deres jordiske; de ville en tid vente på Herren, men kunne ikke holde ud og begyndte derfor at tænke: Nej, jeg har kone og børn at forsørge; jeg må i det ydre indrette mig sådan, at jeg vinder mine tidligere kunder tilbage; eller: jeg må også begynde en ny forretning osv. Nu fik den arme sjæl så meget verdsligt i hjertet og i huset, nye selskaber og nye spekulationer, at det åndelige måtte hvile; de åndelige bøger blev gemt væk; de åndelige venner – med dem var der nu kun lidt tid til at tale – snart var ikke engang sabbatten fri til sjælens pleje. Den samme, som før så ofte talte om sine synder med bekymring og om nåden med glæde, var nu stum i disse ting. Kom en oprigtig ven ham i møde med den forsigtigste advarsel, blev det ikke tålt; enten afviste han denne omsorg med et bidende svar, eller også tog han i det skjulte anstød. Verdens agtelse, venskab og omgang blev ham stadig kærere; verdens børn var snart bedre end de før så kære åndelige venner, som nu var så «snæversynede og kritiksyge». Sådan er blikket nu forandret, sindet forvendt, kærligheden kølnet – den gode sæd kvalt. Og dette begyndte blot med en stræben efter at vinde mere af dette jordiske. Så forfærdeligt bliver Apostlens ord sande: «De, som vil være rige, falder i fristelse og snare og i mange tåbelige og skadelige begæringer, som styrter menneskene i fordærvelse og fortabelse. For griskheden er en rod til alt ondt; den har nogle haft lyst til og er derved faret vild fra troen og har påført sig mange kvaler» (1 Tim 6,9–10). Ja, «mange kvaler»! – Også dette er en mærkværdig sandhed, at de, som vil være rige, påfører sig mange kvaler allerede i tiden og til sidst, som Judas med sine sølvpenge, går med uhyggelig fortvivlelse ind i evigheden, når de til slut, stillet over for dødens og evighedens alvorlige syn, ser, hvor troløst de har foragtet den trofaste Frelser, som havde kaldet dem til arvinger af de himmelske rigdomme; og nu har de forspildt dem og må nu også forlade de jordiske! Hertil hører Apostlens ord: «Nuvel, I rige, græd og jamr over den elendighed, som skal komme over jer. Jeres rigdom er rådnet, og jeres klæder er ædt op af møl; jeres guld og sølv er rustet, og deres rust skal være et vidnesbyrd mod jer, og den skal som en ild fortære jeres kroppe» (Jak 5). Derfor: hvilken nåde og guddommelig visdom at lade sig nøje også med det lille; blot at gøre sit kalds gerning med flid for Herrens skyld og så tage, hvad Herren giver! Sådanne mennesker er de lykkeligste på jorden. I 1 Tim 6 står der: «Når vi har føde og klæder (om end tarvelige), skal vi lade os nøje med det. En stor vinding er også gudsfrygten med nøjsomhed» (v. 6.8). Og den vise konge siger: «Den redelige bliver velsignet af mange, men den, som jager efter at blive rig, går ikke ustraffet hen» (Ordsp 28,20).

Fattigdom og bekymringer er en mægtig torn, der kvæler den gode sæd, men allermægtigst bliver den, når det pludselig vender sig, så rigdom og vellevned følger på fattigdom. En omvendt ung mand var from og gudfrygtig, så længe han endnu ikke havde mere end, som ordsproget siger, «én klædning og én Gud»; men et rigt giftermål og en indbringende stilling satte ham hurtigt ind i en ny verden af mange jordiske skatte og gøremål; han havde jordegods, okser og hustru – og snart genkendte man ikke den før så gudfrygtige unge mand. En vakt og omvendt lærer i kirken var en tid i trange kår; men varm og nidkær i sit kald arbejdede han i tide og utide for sjæles vel. Til sidst fik han en fordelagtig stilling, en rigt sikret fremtid og fik meget at samle ind – og snart var han ikke længere den samme vægter på Zions mure! På prædikestolen holdt hyrderøsten sig længst, men i hverdagslivet var der ikke længere den varme, den nidkærhed, den kærlighed, den ydmyghed og gudsfrygt som tidligere. Han, som før ligesom enhver anden synder ofte var nedbøjet og ydmyget over sine mangler, var nu bestandig stærk og selvtilfreds. Han havde gjort lykke, og af denne lykke var hjertet nu så opfyldt og bjergtaget, at det ikke var skikket til at synke dybere ned i sin åndelige tilstand. Der var ikke tid til det nu. Derfor blev prædikenen også kun en efterklang af tidligere erfaringer og betragtninger; og med de stakkels får tog han det ikke længere så nøje som før. – Flere sådanne eksempler, hentet fra selve virkeligheden, kunne endnu nævnes. Men dette må være nok til at vise, hvordan denne verdens bekymringer og rigdommens bedrag og livets lyst kvæler den gode sæd, og til dybt at indprente i vores hjerter Apostlens formaning: «Dræb derfor jeres lemmer, som er på jorden – ond begæring og griskheden, som er afgudsdyrkelse.»

Herren Kristi ord om denne mægtige fristelse er i sandhed værd at lægge mærke til: «Ve jer, I rige, for I har fået jeres trøst!» (Luk 6,24). Læg mærke til: «For I har fået jeres trøst» – dér ligger faren. Derfor igen: «Åh, hvor svært er det dog ikke for de rige at komme ind i Guds rige» osv.! Når Kristus sukker og udbryder sådan, så må man vel regne det for den største lykke ikke at have nogen særlig lykke her på jorden og gerne tage afsked med verdens lyst og kun stræbe efter det, som er i himlen! Hvis kirkens ydre medlemmer er israelitter, så skal de levende kristne være levitter. Og for Levis stamme lød loven sådan: «I deres land skal du intet eje og ingen lod have iblandt dem; jeg, Herren, skal være din lod og din ejendom blandt Israels børn» (4 Mos 18,20).

De synder, som Apostlen videre regner op i vores tekst – «vrede, hidsighed, ondskab, bespottelse, løgn» – har mindre skin, undskyldning og behag for kødet; derfor behøver vi ikke at tale så udførligt om dem. Om dem gælder i almindelighed Kristi kærlige formaning: «Våg og bed, så I ikke skal komme i fristelse. Ånden er villig, men kødet er svagt». Ethvert kristent menneske er ganske vist bange for at falde i vrede, ondskab, bespottelse og løgn; men våg! Ellers er det hurtigt sket, især for den, der har et mere hidsigt blod, at han bliver pirret til vrede, utålmodighed og hårde ord. Man kan da i en hast slå sådanne sår med tungen, som ikke så let lader sig læge. «Tungen er et lille lem, men gør stort væsen af sig. Se, hvor stor en skov en lille ild sætter i brand. Også tungen er en ild, en verden af uretfærdighed – og den smitter hele kroppen og sætter livets hjul i brand, selv sat i brand af helvede» (Jak 3). Derfor lærer David os: «Bliv vrede, men synd (dog) ikke; tænk efter i jeres hjerte på jeres leje, og vær stille» (Sl 4,5). Det vil sige: Når vreden vil rejse sig, så vent lidt – vent med at lade den bryde ud, og besind jer; tænk «i jeres hjerte» på Gud og hans nåde, på Kristus og på, hvordan han har tilgivet jer. Ja, der findes intet stærkere middel til at stille vreden, end at man i troen kan komme syndernes forladelse i hu – først komme sin egen store skyld over for Gud i hu, de ti tusind talenter, og dernæst, hvordan Gud har tilgivet og stadig hver time tilgiver det alt sammen. Bed desuden et «Fadervor», og især den bøn: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere». Når hjertet på den måde bliver bevæget til mildhed, ikke blot af Guds vrede og trusler, men af Guds store barmhjertighed, så «dræbes kroppens gerninger ved Ånden» (Rom 8). Ligeledes: Hvis der opstår en fristelse til løgn, så besind jer; betænk først, at I har den hellige Gud som tilhører og vidne; tænk på Ananias og Saffira i ApG 5. Men betænk også, at I er Guds børn, blandt hvem sådanne synder end ikke må nævnes, sådan som det sømmer sig for hellige; «I, som har afklædt jer det gamle menneske med dets gerninger og iklædt jer det nye, som fornyes til erkendelse efter hans billede, som har skabt det».*) I disse ord bliver det vist os, hvordan det nye menneske ser ud, hvori det egentlig består, nemlig: «Hans erkendelse og billede, som har skabt det». Læg mærke til: at «kende Gud og ham, han har sendt»; at vide, hvad der er givet os af Gud, og deri have sit liv, sit element, ved troen; og dernæst ved denne store nåde mere og mere at blive formet og dannet efter ham, til et mere og mere himmelsk sind, i kyskhed og forsagelse, i inderlig barmhjertighed, mildhed, ydmyghed, sagtmodighed, kærlighed og fred (v. 12–15) – se, det er det nye menneskes udseende, Guds billede, der vokser dag for dag; se, det er, hvad vi alle må have. «Her er ikke græker og jøde, omskærelse og forhud, barbar, skyter, træl, fri, men Kristus er alt og i alle» (v. 11), det vil sige: Her betyder det intet, hverken til skade eller gavn, om jeg hører til den ene eller den anden åndelige skole, har den ene eller den anden livsstilling osv., men alt afhænger af, om Kristus er blevet mit hjertes alt. At Kristus virkelig er blevet for mig det, som han er blevet gjort til for os af Gud, nemlig min eneste visdom, min eneste retfærdighed, min helliggørelse og forløsning – giv agt på, at du ikke blot med forstanden og med munden anerkender ham som alt dette; hykl ikke, og lyv ikke på din sjæl; giv agt på, om det ved Guds nåde er blevet en levende virkelighed for dig, at Kristus er alt dette for dig, så det også viser sig i din tale og dit levned – se, så har du dér summen af alt kristent levned. Og det give Gud os i sin nåde! Amen.

*) At vi har afklædt det gamle menneske og iklædt os det nye, er kun det samme, som der står i v. 1 og 3: «I er døde, I er opstået med Kristus». Jf. Rom 6.