Den umærkelige strøm

(Lignelse)

(Tredje årgang, 1844)

Når en bæk får lov at flyde uhindret i sit leje, flyder den ofte så jævnt og roligt, at man næppe mærker, om der er nogen strøm eller ej, eller til hvilken side den løber. Men kaster man en tilstrækkelig stor hindring ned i bækken, fx en sten så stor, at den næsten dæmmer lejet op, så vil man se, hvordan vandet stiger på den ene side, og snart bruser det hen over stenen, og det vidner nu mere end nogensinde om strømmens retning og fart.

Sådan er det også med menneskehjertet, eller rettere med den ånd, som hersker dér. Lad os først tale om vantroens børn, hos hvem Djævelen bor og hersker. Hvor roligt, pænt og umærkeligt sker det ikke hos nogle, at de føres fanget efter hans vilje ned mod den sø, som brænder med ild og svovl – ja, så stille og pænt, at man næppe skulle tro, at deres vej er syndens, forbandelsens og dødens vej! Men kast blot en hindring i bækken: forehold dem med alvor Herrens bud. Har du ramt det rette, og faldt det på det rette sted, så vil bækken snart stige og enten bruse hen over hindringen eller strømme over bredderne. For nogle begynder at bruse og storme imod selve budet, mens synden hos andre, som tager sig for at gøre efter det, får nyt liv og strømmer over alle bredder. «Men loven kom også ind, for at overtrædelsen skulle blive overstrømmende» (Rom 5,20). Men synden, den strømmer hver time gennem hele deres væsen, hjerte, tanker, fantasier, ord og gerninger, uden at de bliver urolige over det; de er rolige, så længe det hellige ikke kommer i vejen for dem. Hold først fast ved dette.

Men se nu på den omvendte strøm. En omvendt kristens nye, åndelige liv er ofte så skjult for ham selv, ja, også for andre, at man næppe kan se et tegn på det. Det er nemlig tilfældet, når hans liv i nogle dage får lov at flyde nogenlunde godt og pænt efter Ordet, men uden noget særligt at bemærke: hans tro består blot i, at Kristus og Kristus alene er hans trøst; hans gode gerninger er kaldets enkle gerninger; samtidig har han ingen særlig følelse, hverken af synd eller nåde, og er altså ikke meget forskellig fra en blot gjort kristen, en død hykler. Sådan er hans liv nu skjult og umærkeligt; han ved næppe, hvorhen det flyder. Men læg blot mærke til, når en større sten falder i bækken, om vandet så ikke stiger på den ene side og begynder at bruse hen over stenen. En sådan sten er ikke Herrens bud – dem kan han høre i det uendelige, og de rører ham ikke; for hvad budet kræver, er blot det, han selv hele tiden tænker og mener, at han burde være, og at hans liv i det store og hele flyder i samme retning som budet, er netop noget, han som regel ikke selv mærker. Det, som da bliver en hindring, en sten i bækken, er et syndefald eller blot et angreb af synden – se, det skaber brusen, en kamp, en storm, og nu kommer det for dagen, hvorhen den stille, rolige, umærkelige strøm flød. Se her de stille strømmes modsatte løb: De ugudelige omgås hele tiden synden uden at blive urolige over det, men når budet kommer, så bliver der kamp og storm. De troende omgås hele tiden budet og bliver aldrig urolige over det, men når synden kommer, så bliver der kamp og storm. Den ene strøm forstyrres og uroes kun af det hellige; så må den være en uhellig strøm. Den anden strøm forstyrres og uroes kun af det uhellige; så må den være en hellig strøm. Sådan er vort liv skjult med Kristus i Gud.