«Jeg, jeg» – – «for min skyld»

eller Den store, eneste hovedsag ved vores frelse

(Tolvte årgang, 1853)

Der er en bestemt tilbøjelighed hos alle vakte sjæle, som truer med at gøre al deres åndelige søgen frugtesløs og med uendelige kvaler pine hjertet helt ud, ligesom en langsomt dræbende gift, nemlig den gamle, velkendte tilbøjelighed til, at vi kun vil se på os selv, på hvad vi er og gør eller burde være og gøre; at vi ser hundrede gange på os selv, når vi ser én gang på Kristus og det, han har gjort for os; og ser timevis på os selv, når vi kun ser flygtige øjeblikke på ham. Vi siger aldrig, at det er alle menneskers tilbøjelighed at se meget på sig selv og på, hvordan de burde være over for Gud – vi vil aldrig sige, at alle mennesker er plaget af denne svaghed, nej, der findes de, som alt for godt kan den kunst at glemme sig selv og være stærke i deres tro – skønt mange af dem er så forblindede, at de med fornøjelse kan se på sig selv og deres fortjenester, så deres trøst netop derved bliver styrket. Men for ikke at tale om så grove farisæere, er der andre, mere oplyste personer, som har deres tro så klar og ved så godt, at «alt er af nåde», at al vores fortjeneste er «udelukket» – så stærke og oplyste var vi en tid, men hvor svage og tåbelige er vi ikke blevet, siden sikkerhedens søvn veg fra vores øjne! Du, som er så fri for denne svaghed, så klog og stærk i troen, forstå dog engang, at det kun er et tegn på, at du endnu ikke er kommet ind ad den «snævre port», at du stadig kun har din kristendom som et studium og endnu ikke er kommet ind i selve øvelsen. Ingen har endnu med et ret vågent sind haft lovens åndelige krav og Herrens hellige øjne på hele sit væsen uden at falde i den svaghed først og sidst at se på sig selv. Det skyldes dels naturen selv, dels den gamle fjendes list, han, som, når han ikke længere kan holde os i syndens og uretfærdighedens grove lænker, altid spinder os ind i selvretfærdighedens fine silkenet. Men ellers er det vores hjertes dybe, adamitiske selvforgudelse, som er hovedkilden til alt dette, og som gør, at vi anser os selv for så vigtige for vores frelse, som om vi kunne og burde hjælpe med til den og ikke som helt fortabte tage imod nåde. Denne medfødte indbildning fører den vakte bekymring for omvendelsen på afveje, så man, i den fulde mening kun at følge Ordet så alvorligt og trofast som muligt, uden at vide det strider lige imod Herrens hensigt. Han vil have os ned, vi vil op; han vil klæde os af, vi vil pynte os; han vil have os mere elendige, vi vil finde os selv bedre – om ikke i andet, så vil vi i det mindste finde vores åndelige fattigdom og sønderknuselse dyb nok. Åh, gid vi en gang lærte, hvad det vil sige som helt fortabt at blive frelst helt og holdent af en anden! Åh, gid vi vågnede op til, hvad Herrens sind er, fx når vi hører ord som de følgende fra hans mund. Guds Ånd åbne vores sind!

I Es 43,22–25 siger Herren Kristus: «Men du har ikke påkaldt mig, Jakob, så du har gjort dig umage for mig, Israel! Du bragte mig ikke lam til dine brændofre, og du ærede mig ikke med dine slagtofre; jeg har ikke trættet dig med afgrødeofre og ikke plaget dig med røgelse. Du købte ikke vellugtende krydderier til mig for penge, og du mættede mig ikke med dine slagtofres fedt; men du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger».

«Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld og vil ikke komme dine synder i hu».

Hør her, hvad Herrens sind er! Kom, alle I, som tørster, kom til vandet; og I, som ingen penge har – – ja, både syndere og hellige, hør her, når Herren selv taler og siger os, hvordan han dømmer og handler i det store spørgsmål om vores benådning. Hvad kan være mere sikkert end det, Herren selv siger? Og her hører vi ham nu på den allermest udtrykkelige måde forklare, at hverken det ene eller det andet offer, hverken indre eller ydre fromhed bevægede ham til nåde, og hverken den ene eller den anden mangel, hverken indre eller ydre ugudelighed, gjorde hans nåde til intet, men at både fortjenester og skyld blev opslugt af ét eneste forhold: «Du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger». Og hvordan skal det så gå? Jo, «jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld» – læg mærke til: «for min skyld», ikke for din skyld – «og jeg vil ikke komme dine synder i hu». Åh, liflige, honningsøde ord for fattige syndere! Nådefulde Gud, åbn vores øjne og hjerter, så vi må smage og se, hvor lifligt det er!

Men for ret at kunne mærke kraften i disse liflige ord er det især nødvendigt at forstå det forhold, at alt det, som Herren her regner op som noget, der ikke bidrager til hans nåde, netop er de fornemste stykker af den gudstjeneste, fromhed og de gode gerninger, som Herren havde foreskrevet Israels børn. Han taler først om hjertet: «ikke at du har påkaldt mig» – hvilket omfatter hele hjertets længsel efter Herren og dernæst al påkaldelse og bøn. Derefter regner han op, hvad der hørte til gudstjenesten, som alle slags ofre, afgrødeofre, brændofre, røgelse osv. Alt dette svarer altså til det, som hos os i Det Nye Testamente kaldes gudfrygtighed, som bøn, andagt, gudstjeneste, barmhjertighedsgerninger og alle slags gode gerninger. Når vi nu ved, at Gud selv havde foreskrevet Israel denne gudstjeneste, og at Israels folk passede deres gudstjeneste med stor omhu og iver, hvad kan det så betyde, at Herren her taler om den, som om han forkastede den, ja, som om han ville nægte, at de havde bragt ham nogen ofre? Mon han nu misbilliger det, han selv havde foreskrevet? Bestemt ikke! «Ikke for dine slagtofre vil jeg straffe dig», siger han, «dine brændofre er jo altid for mig» (Sl 50); men her er det kun spørgsmålet om, hvad der bevægede ham til nåde og skaffede dem syndernes forladelse, sådan som der udtrykkeligt står her: «Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld», og igen v. 26: «Lad os gå i rette med hinanden; tal, så du kan få ret!» Det er det, det her drejer sig om. Og så snart det gælder det spørgsmål, brænder Herrens nidkærhed som en ild mod al menneskelig fortjeneste og værdighed; da gentager han igen og igen: ikke du, ikke du – «du har ikke påkaldt mig, så du har gjort dig umage for mig osv. Jeg, jeg udsletter dine overtrædelser for min egen skyld».

Men det er ikke nok med, at han nægter, at noget godt hos os har bevæget ham til nåde – tværtimod tilføjer han endnu en højst knusende bemærkning, som på én gang, som et tordenslag, slår enhver nok så lille tanke om nogen fortjeneste eller værdighed hos os til jorden, når han siger: «Du trættede mig med dine synder og plagede mig med dine misgerninger». Så langt fra at du skulle have fortjent min nåde med noget godt, har du tværtimod trættet mig med dine synder og plaget mig med dine misgerninger. Og her ser vi, hvem det er, der taler, nemlig «Israels Hellige», Herren Kristus, som fulgte Israels børn på deres veje; som Paulus siger: «Den åndelige klippe, som fulgte med dem, og klippen var Kristus» (1 Kor 10). Ligesom han i denne bogs kapitel 63 fremstiller sig i sin blodige dragt som en vinpersetræder fra Bosra og siger: «Jeg har trådt vinpersen alene, og af folkene var ingen med mig», sådan siger han også her: «Ingen, ingen gerning eller fortjeneste fra jer bevæger mig til nåde; jeg, jeg har trættet mig for jeres synder – jeg, jeg udsletter jeres overtrædelser for min egen skyld». Sådan siger også den samme profet i kapitel 53: «Herren kastede al vores synd på ham; han blev såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger, straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår blev vi helbredt». Sådan taler han nu selv her: «Du trættede mig med dine synder og plagede mig med dine misgerninger».

På samme måde talte han også i sit køds dage. Som han her først siger: «Du har ikke påkaldt mig, så du har gjort dig umage for mig», jeg havde ikke haft glæde af dit arbejde, men tværtimod trættede du mig med dine synder – og for det andet, at han også derfor tilgiver synder og siger: «Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld»; sådan siger han også i Joh 15: «I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer», og i Matt 20: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange»; og i Joh 17: «Jeg helliger mig selv for dem, for at også de skal være helliget i sandhed»; og i Matt 26: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse»; og igen hos Johannes: «Den, som spiser mig, skal leve for min skyld» osv. Vi genkender den samme røst i det hele; og det hele går ud på det samme, nemlig det, Herren siger her: Ikke du, ikke du – «du har ikke påkaldt mig, så du har gjort dig umage for mig – – – men du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger; jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld» osv. Det hele går ud på, at vi ikke formår andet end at synde og som helt fortabte må lade os skænke alt af nåde, alene ved ham, som har arbejdet for os, givet sit liv og sit blod for os og siger: «I skal leve for min skyld» – «jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld».

Men alt dette får en særlig kraft, når vi betragter selve grundvolden, nemlig det knusende forhold: «Du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger». Se, dér er den store grundårsag til, at hverken vores synder eller vores fromhed gælder noget ved vores benådning. I Kristi blods Røde Hav er både vores synder og vores fortjenester druknet. Efter at Gud har givet sin egen Søn hen til soning for vores synder, brænder hans nidkærhed ikke for andet end Sønnens ære. Efter at Gud har hørt sin Søns nød og råb fra jorden, tåler han ikke, at nogen synder selv vil gøre sig værdig til himlen. Læg derfor godt mærke til de ord: «Mig trættede du med dine synder» osv. – «trættede»! – hør! hans sjæl arbejdede! – Det har kostet den kære Herre arbejde at frelse os fra vores synder; vil du se, hvad de ord betyder: «Mig trættede du med dine synder», så må du skue det i Getsemane og på Golgata. Med Guds hellige lov er der ingen spøg. At den stakkels jordiske skabning, mennesket, vover at foragte og træde på sin almægtige Skabers lov, at det tager imod hans utallige velgerninger, men træder på hans vilje og bud; ikke elsker ham over alle ting, men foragter ham og dyrker afguder; ikke frygter ham over alle ting, men let til mode synder imod ham; ikke stoler på ham, men på sig selv og på andre; ikke elsker sin næste som sig selv, men kun tænker på sit eget bedste; og så lever i alle slags synder og laster, i ulydighed, vrede, had, utugt, uretfærdighed, løgn og bedrag m.m. – alt dette kan synes ganske ringe for vores letsindige natur, men ikke for den hellige Gud. Gud dømmer anderledes. Det ser jeg på Kristi martrede skikkelse. Det ser jeg, når Guds egen Søn bærer vores synder, nemlig at han, den stærke, prægtige person, begyndte at «forfærdes, bedrøves og ængstes», og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden. Åh, du letsindige menneske! Når du hører den jamren i nattens mørke i haven og forstår, at det kommer fra denne majestætiske person, som med blotte ord styrede vindene, uddrev djævle, opvakte døde og slog skaren til jorden, så burde du sandelig standse lidt og spørge, hvad det betyder, når sådan en person i ensomhed bliver forfærdet, græder og jamrer. Gå ikke så ligegyldigt forbi det syn! Det angår dig, det er din Frelser, det er ham, du påkalder i bønnen, råber til i døden og møder i dommen. Og spørger du ham, hvorfor han sveder sådan, så får du til svar: «Mig trættede du med dine synder» osv. Men spørger du igen med profeten: «Hvorfor er da din kappe så rød, hvorfor er dine klæder som en vinpersetræders?», så svarer han: «Jeg har trådt vinpersen alene, og af folkene var ingen med mig». «Du har ikke gjort dig umage for mig – jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld». Ser du siden din Frelser ved hudstrygningen så såret og slået, at man kunne «tælle alle hans knogler», så belærer profeten dig: «Han er såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred» osv. Ser du ham til sidst lide forbandelsens straf på træet, så belærer Apostlen dig: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ». Det er gammelkendt alt dette, du ved det hele i forvejen – men hvordan står det til i hjertet? Er du blevet vågen over dette syn? Hvis Guds Ånd får lov at åbne dine øjne og forklare dig Kristi martrede skikkelse, så får hele din salighedssag et helt andet udseende for dig; du skal blive både sønderknust og trøstet, ja, «ludfattig, men dog salig» – og de ord skal få en ny kraft og betydning: «Ikke at du har gjort dig umage for mig; mig trættede du med dine synder. Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld».

Vågn op her og tænk: Visselig må du gøre bod og omvende dig. Ve den, som kan se sin Frelser i pine og kval og alligevel vil leve videre i sit letsind, i syndens og verdens tjeneste! Ve den, som vil være uforstyrret i sit syndeliv, mens hans Frelser sveder blod for hans synder, piskes for hans lyster og med stærkt råb og tårer dør på korset til hans forsoning! Og hvordan skal det gå den frie, frække verden, når dette blod engang kommer over den? Hvordan skal det gå dig, som altid har kendt og fejret Kristi lidelse og død, men aldrig vil blive helt forenet med ham, blive hans egen, blive og leve under ham i hans rige – dig, som hvert år kommer for at mindes hans død, modtager hans legeme og blod, men så igen går bort til dine lyster og letsindige selskaber? Hvordan skal det gå dig? «Kunne de ikke undslippe, men måtte dø uden barmhjertighed, som syndede imod Moses’ lov, hvor meget større straf, mener I, skal den da ikke anses for at fortjene, som har trådt Guds Søn under fode og agtet pagtens blod for urent!» Visselig kræves her omvendelse! Og visselig kræves her mere end en udvortes fromhed, godgørenhed og religiøs virksomhed! Med alt sådant skal du på Herrens store dag møde en mand, som siger til dig: «Mig trættede du med dine synder.» «Hvordan kom du herind, når du ikke har bryllupsklæder?» «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din tålmodighed og din lidelse for mit navns skyld» – «men bryllupsklæderne?» – men «tvætningen i Lammets blod?» – «Tag det, som er dit, og gå!» «Jeg har aldrig kendt jer.»

Men nu, I elendige, som aldrig finder jeres omvendelsesarbejde, jeres sønderknuselse, anger, bøn og helliggørelse, sådan som de burde være, og derfor hele tiden går glip af den fulde trøst i Kristus – hør her, hvad Frelseren siger til jer: «Du har ikke påkaldt mig, Jakob, så du har gjort dig umage for mig, Israel. – – Du købte ikke vellugtende krydderier til mig for penge, og du mættede mig ikke med dine slagtofres fedt; men du trættede mig med dine synder og plagede mig med dine misgerninger; men jeg – jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld og vil ikke komme dine synder i hu.» Det er sandt, at hele Guds ord taler om, at omvendelsen er nødvendig, om anger og bøn osv.; men at man vil gøre omvendelsen, angeren og bønnen til en ny forsoning, at man for de mange store mangler i anger, omvendelse og bøn ikke tør tro den frie nåde i Kristus – «det er en smitte i hans sind, som ikke agter Jesu blod». Der er omvendelse, anger og sønderknuselse nok dér, hvor man ikke længere kan finde ro i verden eller i sin egen fromhed; der er sønderknuselse nok dér, hvor man på grund af sin uværdighed ikke tør tilegne sig den store, uforskyldte nåde, om det så kun er din manglende sønderknuselse, din hårdhed og dit letsind, der knuser dig. Det er netop manglen i angeren, omvendelsen, bønnen osv., som ofte allermest knuser og udblotter os. At altså ikke ville fly til Kristus og gribe hans fortjeneste, hvor uskikket og uværdig man end er – åh, «det er en smitte i hans sind, som ikke agter Jesu blod» – det er at gøre sig selv alt for vigtig. Så meget betyder du ikke, hverken med dine synder eller med din omvendelse; du kommer med i det store køb, hvis du blot nu vil tage imod og tro hans store nåde. Hør endnu en gang, hvad han siger: «Ikke at du har gjort dig umage for mig, jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld.»

Se, alt, hvad loven siger, det siger den kun, for at «enhver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig over for Gud». Når du nu er blevet skyldig, uværdig og nedslået, så kan loven ikke udrette mere; den har da gjort alt, hvad den skulle gøre; nu er der intet andet tilbage end at tage imod den frit skænkede nåde. Nu kan ingen mangel eller uværdighed hindre den. Alt, hvad der ellers under loven skulle være til fordømmelse, bliver nu aldrig tilregnet den troende; nu er det, som om der ingen lov var; det er lutter nåde og venlighed, sådan som vi her har set, hvordan Herren glemmer alt, hvad loven kræver, og siger: «Ikke at du har holdt loven, ikke at du har påkaldt mig, ikke at du har elsket, bedt til eller adlydt mig, sådan som du burde – nej, visselig ikke! men jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld og ikke komme dine synder i hu.» Her er nu kun tilgivelse, udslettelse, glemsel. Jeg vil udslette din synd, siger han, jeg vil ikke huske den. Og er det ikke summen af hele Guds evangelium, at så snart synderen kommer og søger nåde ved Kristus, så er det slut med lovens tale, så er der lutter nåde? Til Jesus kom alle slags elendige syndere og synderinder, og dér blev der straks nåde. Ikke én eneste blev forkastet; «alle, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn». Vi ser, at synden aldrig var nogen hindring for nåden; men ville nogen selv være retfærdig, så blev der altid strid – men fattige syndere var altid hans folk.

Åh, gid vi forstod Guds gave! Forstod, hvad der ligger i de ord: «Mig trættede du!» For det første ser jeg her igen, hvad hele Guds evangelium har forkyndt fra verdens begyndelse, nemlig at det var Guds store, evige råd, at hele verdens synd skulle lægges på én og ved «éns lydighed», lidelse og død sones, udslettes og tages bort. «Den, som ikke kendte til synd, har Gud for os gjort til synd» osv. Se, det er hemmeligheden: at al synd i sin fordømmende kraft er taget bort i Kristi død, helt «kastet i havets dyb» (Mika 7,19), så den aldrig mere står i vejen for nåden, så ingen egentlig bliver fordømt for synden, men kun for at blive borte fra nådens rige. Åh, gid mennesker vidste, at deres synder allerede er taget bort! Åh, gid de vidste, at de lige siden Kristi død har haft syndernes forladelse vundet for sig! Det var det første. For det andet ser jeg her igen Kristi brændende, kærlige hjerte. Jeg ser, at den kære syndebærer ikke er utilfreds med, at han er blevet trættet og plaget med vores synder. Han har gjort det i overstrømmende kærlighed; for netop dermed forbinder han: «jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser» osv. Og lad os ikke så helt glemme vor Herre Kristi kærlighed! «Bliv i min kærlighed», siger han, «ingen har større kærlighed end den, at man sætter sit liv til for sine venner.» Men Paulus gør opmærksom på, at han satte sit liv til for sine fjender. Drag nu en sund slutning og sig, om hans kærlighed da ikke må være helt fri og uafhængig af os og vores forhold? Det forklarer han her så eftertrykkeligt med de gentagne ord: «Ikke at du har påkaldt mig eller gjort dig umage for mig» osv. «Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld» – og gør det sådan, at jeg ikke husker dine synder, så der aldrig, aldrig skal tænkes på dem; ja, jeg vil udslette dem sådan, at «i den tid skal man søge efter Israels misgerninger, og de skal ikke være der, og efter Judas synder, og de skal ikke findes» (Jer 50,20). Det kaldes at «udslette», det kaldes «ikke mere at huske». Gud være tak for sin uudsigelige gave! Gud åbne vores øjne, Gud øge vores tro!

Kort sagt: Når du igen fyldes af disse tanker: «Hvis jeg bare var sådan og sådan; jeg er ikke, som jeg bør være, ikke så sønderknust og alvorlig; jeg er så hård, kold, letsindig, hyklerisk, syndig osv., og hvordan kan jeg så tro, at jeg har Guds nåde?» – så læg en gang mærke til, hvad der i al denne din tale er midtpunktet, som alle dine tanker drejer sig om, og som din tro afhænger af, nemlig det lille ord: «jeg» – «hvis jeg var», «hvis jeg kunne», hedder det – det er dit jeg, som er så betydningsfuldt; du vil selv være retfærdig og således blive din egen frelser. Vogt dig for den smitte! Paulus var så bange for den mindste iblanding af nogen egen trøst, at han regnede sin højeste retfærdighed for tab og skarn, siger han – «for at jeg må findes i Kristus, ikke med min retfærdighed, den, der kommer af loven, men alene den, der kommer ved tro på Kristus» osv. Og læg her mærke til, at når vi så uafladeligt siger: jeg, jeg, så gentager Herren også sit jeg og siger: «Det er sandt, du er ikke, som du bør være, du er i alt skyldig og uværdig; men jeg, jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld.» Han gentager ikke blot sit jeg, men tilføjer også: «for min egen skyld». Lovet være hans navn! Derfor, når du siger: «Jeg angrer ikke synden ret!», så siger han: «Nej, ikke at du har angret ret; jeg har angret for dig (i haven); jeg, jeg vil udslette.» Du siger: «Jeg beder ikke ret»; han siger: «Nej, ikke at du har bedt ret! Jeg, jeg har med stærkt råb og tårer frembåret bønner og påkaldelser; jeg vil udslette.» – – Du siger: «Jeg er ikke ret ivrig» osv. Han siger: «Nej, ikke at du har påkaldt mig; men jeg har været ivrig for dig, jeg har gjort mig umage, jeg vil udslette – for min egen skyld.» Åh, skulle vi ikke ære hans nådefulde tilsagn, ydmygt falde ned for ham og takke og bekende: «Ikke os, ikke os, Herre, Herre, men dit navn giv æren! Du, du alene er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på dig.» Herre, giv os mere tro!