Ikke at jeg allerede har grebet det

eller Billedet af et sundt evangelisk trosliv

(Ellevte årgang, 1852)

Når Guds Ånd føder sjæle på ny; når han vækker dem af syndens og sikkerhedens dybe dødssøvn til åndelig fornemmelse, så de begynder at erfare, «hvilken jammer og sorg det fører med sig at forlade Herren»; når han også gennem evangeliet åbner deres øjne for forsoningens store hemmelighed, og de begynder at smage nogle dråber af denne himmelske nektar, syndernes forladelse og venskab med Gud – da og på den måde opstår den sande kristendoms ånd, en fattig og bøjet ånd, en sulten og tørstende, men også glad og salig ånd. Det er en ubeskrivelig glæde blot at se dette rene værk af Guds Ånd i de spæde nådens børn: deres hjerte er fyldt af uudsigelige suk, ansigtet bliver lyst og mildt, og øjet bliver vådt ved hvert dejligt ord om Kristus, og intet i hele den vide verden er vigtigt for dem uden ét – nemlig den overvældende store kundskab om Gud og vor Herre Jesus Kristus. De kan aldrig få hørt nok om Kristus, aldrig talt, sunget og læst nok om Kristus, om syndernes forladelse og saligheden i ham. De hungrer og tørster hele tiden efter mere af det værk af Guds Ånd, som er i dem, efter mere tro og kærlighed, mere ydmyghed og gudsfrygt, mere fortrolighed med Frelseren osv. Og selv når denne første livlighed aftager, så tiltager dog den åndelige fattigdom og syndens elendighed, og derfor bliver også Kristus mere og mere dyrebar og uundværlig, og Ordet om Kristus mere og mere deres eneste visdom, som de føler sig mere og mere ulærde i; de finder hele tiden nye dybder af hemmeligheder. Dette er et sundt evangelisk nådeliv. Sådan beskrives det i Ordet: «Den, der spiser mig, hungrer endnu mere efter mig.» «Voks i nåden og i kundskaben om vor Herre Kristus.» «Ikke at jeg allerede har grebet det.» Hvor sørgeligt er det da ikke at se, når nogle, som engang var så fattige i ånden, så sultne og tørstige efter retfærdighed, nu er blevet så udlærte i denne Guds visdom, nu har fået så rigeligt af dette livets vand og dette himmelske manna, at de er åndeligt mætte og er blevet kede af det, ligesom Israels børn i ørkenen. Paulus så dette sørgelige syn blandt sine galatere og udbryder: «Jeg frygter for jer, at jeg måske har slidt forgæves for jer! I tog i begyndelsen imod mig som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus. Hvor er nu jeres lovprisning? For jeg vidner for jer, at hvis det havde været muligt, havde I revet jeres øjne ud og givet dem til mig. I begyndte i Ånden; vil I nu fuldende i kødet?» osv. – Det samme sørgelige syn ser man altid og overalt, hvor en flok vakte og troende sjæle har levet nogle år, nemlig at den åndelige fattigdom, sult og tørst dør ud hos nogle, og at åndelig mæthed, kedsomhed og slaphed træder i stedet – og når de således nøjes med det punkt, de engang har nået, og ikke begærer mere, når den evigt «nye sang» er blevet gammel og lang, så begynder den tomme sjæl snart at jage efter noget andet, noget nyt, det ene efter det andet; den virkning har den åndelige mæthed og kedsomhed altid.

Det er imod denne åndelige sygdom og misdannelse, at vi her vil holde et spejl op for alle kristnes øjne, nemlig det billede af et sundt trosliv, som Paulus giver os i sin bekendelse om sig selv i Fil 3.

Vi vil bede Gud om, at hans Ånd må lede os i denne betragtning, og til hjælp ved udlægningen vil vi tage vor lærefader Luther og den kære Krummacher, som vi en gang imellem har brugt før. Gud give os alle sin nåde, så vi ikke blot taler, læser og hører, men med Herrens frygt standser ved hans ord og i oprigtighed for Guds ansigt går i os selv! Hvad skal al skrivning, læsning og hørelse af Guds ord til, hvis vi ikke tager det til hjerte og retter os efter det? Det gælder jo den udødelige sjæls evige vel eller ve! Eller er der nu ingen fare mere? Har vi nu ikke længere et svigefuldt hjerte? Har vi ingen sjælefjende mere? Mon han, som ifølge Skriften «går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge», nu er død? Vil han nu ikke længere gøre os ondt? Eller er denne sikkerhed, at alt er vel og uden fare, et godt tegn? Er ikke netop den sikkerhed allerede et uhyggeligt bevis på, at en mørkets magt har fået tag i sjælen? Skulle vi da ikke for en gangs skyld for alvor se os selv i Ordets spejl? Apostlens bekendelse om sig selv, som vi nævnte, lyder således:

Ikke at jeg allerede har grebet det *) eller allerede er fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg også er blevet grebet af Kristus Jesus.

*) Normaludgaven: vundet det.

Mine brødre, jeg mener ikke selv, at jeg har grebet det; men ét siger jeg: Jeg glemmer det, som ligger bag mig, og rækker ud efter det, som ligger foran mig,

og jager mod målet, som Guds kald fra det høje i Kristus Jesus stiller frem for os.

Her kan vi se, hvad det vil sige at være frisk og sund i det indre menneske! Hør, hvad den store apostel Paulus siger: «Ikke at jeg allerede har grebet det.» Hvad mener Apostlen? Var han endnu ikke kommet til troen, til den evangeliske frihed, til liv og salighed i Kristus? Åh, vi ved, at han skrev dette brev, da han allerede havde fyldt hele landet med sin lære. Og hans egen bekendelse lød sådan: «Jeg er ved loven død fra loven – og jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig» (Gal 2,19–20). Her skal vi først lægge mærke til en vildvej, som synes at ligge i modsat retning af den, vi egentlig ville betragte – en «falskhed i ånden», som ofte vil støtte sig netop på vores tekstord. Der findes sjæle, som synes at have deres vigtigste trøstekilde i ordene: «Ikke at jeg allerede har grebet det», og som mener, at de deri har støtte for at blive i vantroens mørke og trældom – det er dem, som endnu aldrig er kommet til troens salige vished om deres benådning, men altid går i et halvmørke af nogle besøg, rørelser og vækkelser af Ånden og nøjes med det uden at søge en hel benådning og vished om den. De forsvarer denne tilstand og råber troens vished ud som formastelighed og «åndeligt hovmod». De har aldrig selv smagt Åndens vidnesbyrd om barnekåret og kan derfor ikke tro, at nogen anden kan have det i sandhed og virkelighed, men mener, at troens vished er en selvtagen trøst og formastelig indbildning. Vi taler altså ikke om virkelig fattige og bekymrede sjæle, som intet højere ønsker og søger end denne salige vished – som inderligt ønsker at kunne se bort fra alt deres eget og kun tro på den enbårne Søns navn, men ikke kan det, sådan som de ønsker – nej, vi taler til jer, som nøjes med jeres mørke. Mærker I det? Sådan havde Paulus det ikke! Han var «ved loven død fra loven»; hele hans liv var et liv i troen på Guds Søn. Lige før ordene: «Ikke at jeg allerede har grebet det», siger han: «Jeg regner alt for tab over for det overvældende i kundskaben om min Herre Jesus Kristus; for hans skyld har jeg mistet det alt sammen og regner det for skrald, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, som kommer af loven, men med den, som kommer ved tro på Kristus» osv. Åh, gid I da kunne standse og mærke, at det er en falsk tilstand, en sovende ånd, som kun uroes af en ond samvittighed, når I stadig nøjes uden en hel vished om Guds nåde! Nu skal I enten vækkes helt af denne tilstand til en anden omsorg og komme til liv og fred i Kristus, eller også falde helt i søvn igen og «dø i jeres synder». Men når vi betænker, at Paulus var en stor evangelisk apostel og alligevel her siger: «Ikke at jeg allerede har grebet det», så undrer vi os endnu mere og spørger: Hvordan havde Apostlen det i sit indre menneske? Eller taler han måske på andres vegne; udtrykker han måske, hvordan en begynder i kristendommen har det – et menneske, som endnu ikke er vis på sin nådestand, eller én, som endnu slet ikke er kommet gennem den snævre port? Men nej! I dette kapitel har han netop fortalt sin egen åndelige historie, v. 4–14, og talt kun om sig selv; ja, han gentager denne bekendelse og siger udtrykkeligt i v. 13: «Mine brødre, jeg mener ikke selv, at jeg har grebet det.» Disse ord siges altså af en mand, som ikke er nogen begynder i kristendommen, men som tværtimod står på en højde i det evangeliske trosliv, som visselig ingen af os gør. Sådanne ord siger den samme apostel, som kunne sige: «Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig!», den samme troshelt, som triumferende kunne udbryde: «Hvem skal skille mig fra Kristi kærlighed?», den samme hellige, i hvem Kristus havde fået skikkelse som i ingen anden efter ham, og som til Guds ære med sandhed kunne udbryde: «Efterlign mig, og se på dem, der lever på denne måde, sådan som I har os til forbillede» – den mand bekender her frit og åbent, at heller ikke han endnu helt har grebet det eller allerede er fuldkommen, og gentager det med forstærket eftertryk: «Mine brødre, jeg mener ikke selv, at jeg har grebet det.» Her vil mangen evangelisk kristen blandt os nok studse og undre sig. Det må I også med god grund gøre; men se samtidig til, at I forstår det ret. Når Paulus her taler om ufuldkommenhed, taler han ikke om, hvad han er i Kristus for Gud. Når han handler om det, så taler han sandelig et andet sprog. Da hedder det: «Hvem vil anklage? Hvem vil fordømme?» «Vi er blevet retfærdiggjort ved tro.» «Med ét eneste offer har han for altid gjort os fuldkomne.» – Her var Paulus «fuldkommen». Men når han taler om ufuldkommenhed, så taler han om sit hjertes tilstand, om sit indre forhold til Herren, om sit trosliv, og kun med blikket rettet mod det indrømmer han, at han endnu ikke har grebet det, endnu ikke er nået til målet for sin stræben; han havde endnu ikke det lys i hemmeligheden om Kristi forsoning, som han længtes efter, endnu ikke den fasthed i troen og den trøst deraf i sit hjerte, som han søgte. «Ak ja», siger I, «hvad er der da så underligt ved denne ydmyge bekendelse? For hvem skulle vel mene, at han med hensyn til sit eget trosliv var fuldkommen og allerede stod ved målet?» Sig ikke det! Man må helt sikkert mene, at man er fuldkommen eller befinder sig ved målet for sin stræben, når man ikke søger mere, når man er tilfreds med det punkt, man har nået i det åndelige. Tag det ikke ilde op, men tag det til selvprøvelse, som for Guds ansigt! Vi har alle et ondt og listigt hjerte. Vi har alle en fjende, som har svoret os døden og agter at gennemføre det. Når han ikke længere kan holde os fast i åbenlys synd og vantro, så vender han sagen på en anden måde og hjælper med at indgyde vores falske hjerte en trøst og hvile, som lige så sikkert fører til hans mål, nemlig denne trøst: Nu er du en oplyst og evangelisk kristen, nu behøver du ikke mere, nu er alt vel. Og selv om han ikke siger os det i så tydelige tanker, så blæser han dog sin søvndyssende ånde på sjælens øje, bringer sjælen til slummer og ligegyldighed, så følgen bliver den samme, nemlig at den åndelige sult og tørst holder op, sjælen er mæt og tilfreds med sit standpunkt og ikke bekymrer sig videre om nogen fornyelse og vækst i nåden og i kundskaben om vor Herre Kristus. Vi skal se nogle eksempler på det. Apostlen formaner os til at vokse i kundskaben om Kristus. Vi ved også, at alt åndeligt liv og alle Åndens frugter udspringer af og afhænger netop af væksten i kundskaben om Kristus. Jo mere jeg lærer Gud at kende og ham, som han har sendt, desto mere liv får jeg og fred og glæde og kærlighed og kraft, desto mere brændende bliver min ånd. Derfor bør vi hele tiden vokse i kundskaben om Kristus og gå fra tro til tro, fra den ene herlighed til den anden. Men hvordan går det blandt os? – «Jeg kender mange blandt jer», siger Krummacher, og det passer også på os, «som for eksempel har tilegnet sig hovedstykkerne i vores evangeliske lære ganske godt, som også let kan anføre de vigtigste bibelsteder, der bekræfter den, og som desuden har et forråd af opmuntrende trøsteord, af smukke sange og salmevers, åndelige talemåder og andre fromme levn. Sådan udrustede og begavede ser vi dem ofte med glæde og ønsker dem til lykke med denne gode last i deres livs fartøj. Men efter et år møder man dem igen, og de er stadig helt de samme. Efter to år besøger man dem igen, og man mærker stadig ikke den mindste forandring hos dem. Og med tiden ligner de mere et træ, som menneskehænder har lavet og drejet, end et, der lever og vokser i den frie natur; for der er ikke kommet nye grene frem, ikke sprunget friske blade ud. Stadig de samme talemåder, stadig den samme indsigt og den samme dom på alle punkter, stadig den samme snævre kreds af åndelige begreber og udtryk; deres indre synskreds er ikke det mindste udvidet, deres skat af evangeliske indsigter slet ikke forøget, de er slet ikke mere hjemme i Skriftordets rige dybder; de har ikke opdaget nye trøstekilder i Skriften; ingen nye sider af frelsen i Kristus er blevet afdækket for dem; intet nyt lys over evangeliets hemmeligheder er gået op for dem, de har ikke opdaget noget mere i deres rige testamente.» – – Nej, de står stadig på nøjagtig samme punkt, og den lille snævre kreds af åndelige indsigter og tanker, som de for flere år siden bevægede sig inden for, er ikke blevet en hårsbredde udvidet. «Men», siger I, «hvad behøver vi da at vide mere, end vi ved?» Netop, dér har vi det! I ser altså, at I har afsluttet jeres studium af «det overvældende i kundskaben om vor Herre Kristus»; I har allerede grebet det og er nu ved målet! Men dette er visselig et tegn på en indre sygdom, på en åndelig lammelse. For var I friske og sunde i det indre menneske, så havde I Paulus’ sind: «Ikke at jeg allerede har grebet det, men jeg jager efter det», så følte I, hvor uendelig meget I mangler i kundskaben om Kristus, så anede I, at der endnu ligger tusind herlige klenodier skjult for jer i Skriften; I ville altid med ny lyst gennemforske dens dybe guldminer, I ville altid søge nye rigdomme i jeres Frelsers testamente; og når man fra tid til anden kom til jer, ville man høre jer sige med et glad ansigt: «Åh, hvilket kostbart sted jeg igen har fundet her i min bibel! Her er jeg stødt på noget herligt, som jeg aldrig før har lagt mærke til og forstået; hvilket nyt, hjertefrydende lys fandt jeg ikke her over vor evige Ypperstepræst og hans mellemmandsembede!» osv. Og når man gik fra jer, hvad ville man så bemærke, om ikke dette: Ja, det menneske vokser; hvor meget mere skriftmæssig er ikke nu hans forståelse af den sag! Hvor meget dybere er han ikke nu trængt ind i evangeliets hemmeligheder end før! Jo længere en kristen skrider frem i denne sunde kundskab om Kristus, desto rigere bliver hans bibel, men desto fattigere hans egen ånd; desto mere levende føler han, at han her har nok at forske i et helt liv igennem lige til graven uden at kunne udtømme blot halvdelen af disse rige miner af guld og diamanter; desto mere bestemt siger han med Paulus: «Ikke at jeg allerede har grebet det»! – Den store lærefader Luther siger: «Jeg har nu i så mange år drevet denne lære med læsning, studier, skrivning og prædiken, mere end nogen af dem, der allerede er så udlærte, og alligevel kan jeg ikke rose mig af at være nogen mester, men er glad for sammen med andre at måtte være en discipel her.» Og et andet sted siger han: «Vogt jer, I kristne, for at tænke: Vi har helt lært og troet hele katekismen ud, Kristus, sakramenterne, dåben, afløsningen; for I er først lige begyndt og er stadig unge skoledrenge» – for det er en lære, «hvis tanker er rigere end noget hav og dybere end noget dyb», så at «der har ikke været nogen, som kunne lære den ud» (Sir 24,28–29), et dyb, som «englene længes efter at se ind i», og som gennem evighedernes evighed skal række til, så de salige ånder mere og mere kan fordybe sig i det, til deres evige undren og salighed. «Sørg derfor for,» fortsætter Luther, «at I må vokse og gøre fremskridt og jo længere, jo bedre lære, hvad det vil sige, at Kristus er død for jeres skyld, så det ikke bare som skum og fråde svæver på tungen, men også trænger ind i jeres hjerte og sætter det i bevægelse, så I deraf kan være trøstede og glade til mode. For de kristnes liv burde med rette være lutter glæde og fryd.» Se, den, der på denne måde virkelig vil bruge evangeliets lære, ikke bare have den i forstanden og i munden, men vil have dens kraft til tro, fred, glæde, kærlighed og gudfrygtighed, han bliver aldrig udlært, men føler kun mere og mere, hvor meget han mangler. Derfor er mæthed og kedsomhed ved evangeliets himmelske manna altid et betænkeligt tegn. Vi taler ikke om den træghed og kedsomhed ved Ordet, som de troende undertiden lider af, og som de selv straffer hos sig selv og bittert beklager – det er kun et af de stykker, hvor de mærker kødets strid mod Ånden – men vi taler om den mæthed, hvor sjælen er tilfreds, synes at være rig, have overflod og ikke behøve noget, hvilket netop var kendetegnet på de lunkne efter Kristi ord i Åb 3,16.

Og her er netop grunden til, at vi gør så meget ud af den åndelige mæthed, nemlig at den vidner om noget – vidner om stilstand, om at selve nådelivet er begyndt at dø ud. Måske fører du en såkaldt kristelig vandel, du holder din gudstjenstlige dagsorden med dine faste andagtsøvelser og gode gerninger; du kan også med sandhed bekende: Mine synder er mig forladt, på den og den tid fik jeg troens vished om det – og så er du tilfreds, alt er godt, du er ved målet. «Ja», siger du, «er vi så ikke virkelig ved målet? Er alt ikke virkelig godt?» Hertil vil vi give to svar, og Gud give dig nåde til at tænke over dem! Jo, hvis du nu står i troen og lever i Kristus, så er alt visselig godt med din retfærdighed for Gud. Mærk dig, kære sjæl: for Gud, i Kristus, er du så fuldkommen, at du aldrig kan tro det nok; Gud give dig nåde til altid at holde det punkt rent! Men også da, og netop da, når det er rigtigt med dit nådeliv og helt godt for Gud, da må du selv føle, at der stadig fattes dig noget; da må du have Paulus’ sind, han som siger: «Jeg er ikke ved målet endnu, jeg stræber efter det» – da må du mærke de mange mangler i dit nådeliv, din tro, din glæde i Herren, din kærlighed og gudfrygtighed osv.; da må du stå i en daglig sult og tørst efter retfærdigheden, sådan som du her ser det hos Paulus. Det andet svar er dette: Selv om du før har haft vished om din benådning og en levende tro, hvordan kan det så stå til med det nu, når du ikke mærker disse mangler og ikke forstår Paulus’ bekendelse; når din tro er så urokkelig, jævn og stærk og uanfægtet, at du ikke har noget besvær med at holde den oppe og ikke behøver at nære og styrke den med evangeliets ord? Det er dette, der er et så betænkeligt tegn, ja, som sandelig vidner om en indre sløvhed. For hør: Havde Paulus ikke også fået vished om sin benådning? Og alligevel var han endnu ikke ved målet, alligevel havde han endnu ikke grebet Kristus nok, men stræbte efter ham. Hvor nådelivet er sundt, må jo også kendskabet til syndens elendighed vokse; men hvor syndens elendighed bliver mere og mere følelig, dér bliver også samvittighedens anklager og Djævelens anfægtelser stadig stærkere; og hvor de bliver stærkere, dér bliver den virkelige tro og tillid til Guds velbehag en stadig sværere kunst. Det er derfor, de mest alvorlige, øvede og evangeliske kristne har det største besvær med at kunne tro og ofte har en beklemt samvittighed og en anfægtet tro, så ingen, der ikke selv har oplevet det, kan forstå deres indre jammer. Det er derfor, Luther så ofte og så stærkt beklager disse «indbildske helgener, der allerede er så udlærte i kunsten at tro Guds nåde, skønt det er den højeste og sværeste kunst under solen, som alle sande helgener har nok at øve sig i, så længe de lever». Det er bare mærkeligt, at du ikke har denne erfaring. Det er dette, der vidner om stilstand og hendøen – vidner om, at du ikke bekymrer dig om nogen vækst i det gode, i kærlighed, ydmyghed og alle kristelige dyder; for den, der søger denne vækst, bliver nødvendigvis daglig bedrøvet over sig selv og har svært ved at tro, fordi det aldrig går så godt med denne vækst, som det burde, og derfor hører man også altid denne klage blandt de troende. Og derfor bliver de aldrig udlærte i evangeliet.

Men Paulus siger videre: «Jeg stræber efter det, jeg jager mod målet.» – Mod hvilket mål? – «Jeg regner alt for tab», siger han, «for at jeg kan vinde Kristus og blive fundet i ham.» Og for yderligere at forklare og understrege det tilføjer han: «Ikke med min egen retfærdighed, som kommer af loven, men med den, som kommer ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud på grund af troen.» Nu kender vi det mål, han talte om, da han sagde: «Jeg stræber efter det.» Men havde han ikke allerede grebet denne retfærdighed? Se, at du spørger sådan og ikke forstår Paulus, viser netop, at du i dit indre menneske ikke har det på samme måde som han. Lær derfor her, at troens retfærdighed ikke bare i begyndelsen af det kristne liv, men gennem hele livet indtil graven må være det mål og den skat, som den benådede rækker ud efter. For her er der tale om et liv i Kristus; her gælder det ikke om at have denne troens retfærdighed bare som en klar og tydelig viden, men om stadig at blive levendegjort og glædet af den ved at tilegne sig den uafbrudt og levende; her gælder det om i sin samvittighed at have den trøst mod alle daglige synder og svagheder, at jeg i Kristus allerede er helliget og velbehagelig, ja, fuldkommen og delagtig i den samme kærlighed, hvormed Faderen elsker sin Søn; og det er sandelig ingen let sag! Eller kender I ikke de tusind hindringer, der lægger sig i vejen for at tilegne sig dette i troen? Har I ikke daglig erfaring af vores selvretfærdige natur og af fornuftens og samvittighedens mange indvendinger? Daglig at se sig selv skyldig for Gud, ja, troløs, falsk, hyklerisk og samtidig magtesløs til at befri sig fra denne elendighed, men på samme tid holde sig for retfærdig og velbehagelig for Gud i Kristus – er det ikke en svær kunst? Men når al kristen erfaring lige så vel som hele Guds ord nu vidner om, at netop i denne klare og sikre bevidsthed om, hvad vi har i Kristus, ligger ikke bare kilden til al trøst og fred og glæde i Herren, men også til al styrke og sejrskraft, ja, til al helliggørelse, lyst og drift til Herrens tjeneste, så må vores stræben frem for alt gå ud på at fylde hele vores hjerte med denne sunde og salige bevidsthed. Glæden i Herren skal være jeres styrke. Ja, har vi et sundt nådeliv og Paulus’ sind, så anerkender vi ikke den mening, at når man er kommet til tro og vished om nåden, skal målet for sjælens stræben ændre sig, så det nu ikke længere skal være at gribe troens retfærdighed, men snarere at oprette en livets retfærdighed – den mening holder vi da for en falsk og skadelig vildfarelse, og vi ved, at vi efter at have fået vished om nåden slet ikke skal ændre det, vi har øjnene rettet mod, eller nu først og fremmest vende os mod vores egen rensning og forbedring, men at vi med Apostlen uden ophør skal jage efter et og samme mål som før, nemlig mere og mere at gribe Kristus og den retfærdighed og pryd, vi har i ham – vel vidende, at det kun er ud fra denne tro, fred og glæde i Herren, at al sand forbedring og helliggørelse skal udspringe; at alt det gode, vi gør, fordi loven driver os, ikke er sand helliggørelse, men bare nogle døde «lovens gerninger».

Hertil hører også det, Apostlen her siger, at han er blevet grebet «af Kristus»; og dermed tænker han visselig ikke bare på sin første vækkelse og omvendelse, men på noget meget dybere og herligere, som stadig fortsætter, nemlig at Kristus med sit eget og egentlige værk, vores forsoning og evige retfærdighed for Gud, sådan havde grebet og indtaget hans hjerte, at han ikke længere kunne sætte pris på noget andet, men holdt alt, hvad der ellers var mest fortræffeligt, også den højest mulige retfærdighed for loven, «for tab og møg mod det overvældende ved kundskaben om vor Herre Jesus Kristus». Hans hjerte var helt indtaget af Herrens liflighed og blev med levende og salig kraft draget til Kristus, sådan som øjet drages mod lyset og barnet mod moderens favn. Mange, der vil være kristne, ved ikke, hvad det vil sige. De tvinger og driver sig selv frem til Kristus, men de er ikke indtaget af Kristus. De tvinger sig, som træge lastdyr, hen til nådestolen og bliver ikke draget derhen af nådens storhed og herlighed. Det, der driver dem til Jesus, er den kolde tanke, at de går fortabt uden ham, men ikke den brændende ånd, som evangeliets liflige vidnesbyrd tænder. De kommer til Frelseren som en spand, der møjsommeligt slæbes hen til brønden, ikke som en tørstig hjort, der iler hen til den friske kilde. Når evangeliets herlige forkyndelse om Kristus og om den usigelige kærlighed i hans hjerte og om storheden i hans forsoning indtager sjælen, da kan den i Paulus’ mening siges at være «grebet af Kristus». En sådan sjæl har nu Kristus som det eneste og dyrebareste, den har øjnene rettet mod, og kan ikke holde op med at jage efter det mål, så længe nådelivet er sundt. Den kan komme ud i tykt mørke, den kan føle sig kold og død, men Kristus kan den alligevel ikke undvære; selve mørket og kulden vækker og øger dens jagen efter ham.

Apostlen siger videre: «Jeg glemmer det, som ligger bag mig, og rækker ud efter det, som ligger foran.» Det, han havde bag sig og ikke ville se på, men glemme, var først og fremmest alt det gode, han kunne have «rost sig af», og som han regner op i vers 5 og 6 i vores kapitel, hvor han siger: Også jeg kunne have noget eget at stole på, jeg, «som blev omskåret på den ottende dag, som er af Israels slægt, efter loven farisæer, efter nidkærheden forfølger af menigheden» (så brændende var jeg for Guds ære og for loven, som jeg mente, at «nazaræernes parti» undergravede), «efter den retfærdighed, der er i loven, ulastelig». Men alt dette, siger han, «har jeg regnet for tab for Kristi skyld; ja, jeg regner det for møg, for at jeg kan blive fundet i Kristus – ikke med min egen retfærdighed, som kommer af loven, men med den, som kommer ved tro på Kristus». Så bange var Paulus for at blande nogen egen trøst ind, at han i dette spørgsmål holdt selve retfærdigheden for loven for tab og møg – så ren ville han have sin samvittighed fra alt eget, og så helt og holdent grundet alene på Kristus. Han vidste godt, hvor let samvittigheden hænger sig ved noget, der er vores eget, så den, hvis den bare får den mindste åbning, snart er helt og holdent under loven; den suger og søger efter vores egen retfærdighed, som svampen suger vand op. Det er det, han taler om, når han siger til galaterne: «Lidt surdej gennemsyrer hele dejen.» Derfor vil han glemme alt, hvad der kunne gøre hans evangeliske tro uklar og smitte den, den tro, som han holdt som sin øjesten og som hjertet i det indre menneske, som alt lys og alt liv afhang af; derfor går han så vidt, at han endog holder sin strengeste retfærdighed efter Guds lov for tab og møg – for at, mærk dig, for at han kunne blive fundet alene i Kristus. Han vil slet ikke være andet i sine egne øjne end en fattig synder. Og mens vi ofte glæder os inderligt, når vi finder noget hos os selv, som kan give os den smigrende trøst, at vi trods alt ikke er de værste, så er det for Paulus en plage og en forskrækkelse, når hans selvretfærdige natur vil skaffe sig en sådan trøst. Hvor meget hans synder end bedrøvede og forskrækkede ham, var han dog endnu mere bange for at få blandet en trøst fra sin egen retfærdighed ind. Så helt og holdent ville han have al sin trøst og retfærdighed i sin Herre Kristus. Se da her, hvilken ømtålelig og sart ting troen er! Se her, hvor nødvendigt det er at våge mod vores dybe, evige selvretfærdighed som mod den mest dræbende slangegift, og at vi ingen anden trøst har end Kristus og hans retfærdighed!

Men her ser jeg også noget overmåde trøsterigt! Gælder selv en Paulus’ retfærdighed for loven som møg, så kan også fattige syndere komme frem, så bliver vi snart alle lige for Gud; som samme apostel også siger: «Der er ingen forskel; for alle har syndet – og bliver gjort retfærdige uforskyldt af Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus» (Rom 3). Så bliver røveren på korset lige så hellig som Paulus og Peter. Så bliver skøgen lige så hellig som jomfru Maria. I deres egne personer har Peter og Paulus vel været helligere end røveren og jeg; men når Paulus gør sin hellighed til møg, så er vi snart lige; og i det, der var hele hans retfærdighed for Gud, nemlig Kristus og hans forsoning, i det har jeg og røveren lige så meget; for Kristus er lige så vist død for mig som for Paulus. Det er dertil, Herren vil have os, nemlig at det engang skal blive en dyb virkelighed for hjertet, at vi i os selv slet ikke er andet end fortabte syndere, og at hele vores retfærdighed for Gud ikke består i andet, der kan tænkes eller nævnes, end at Kristus, Guds Søn, er blevet gjort til synd for os, har holdt loven i vores sted og er død i vores sted, og nu «træder frem for Guds ansigt til gode for os», retfærdig for uretfærdige. O, evige nåde! Høje, salige visdom, som også englene længes efter at skue ind i!

Men Paulus glemmer ikke bare sine fortjenester, han vil også se bort fra sine synder. Han har herligere og sundere billeder at se på. Og når Gud ikke længere vil se på vores synder, men har kastet dem i havets dyb og siger, at han ikke «mere vil komme dem i hu», hvorfor skulle vi så ikke også lade dem være glemt og nu som forsonede børn se op til vores nådige Fader med trøst, «med hjerter rensede fra en ond samvittighed»? Tilgivet er tilgivet, dødt og begravet, og skal ikke mere huskes! – Og at blive stående ved at betragte sine synder gør bare sjælen modløs og syg, lammer og nedslår det indre menneske; «glæden i Herren og hans nåde er en kristens styrke» og giver lyst og kraft til at bekende Kristus og løbe hans buds vej. Men Paulus glemmer endnu noget: også sine herlige åbenbaringer og liflige følelser af nåden i de første tider af sit nådeliv lader han ligge bag sig, for at heller ikke noget sådant skal hindre og holde ham tilbage i hans stræben efter mere og mere i troen at gribe Kristus og den herlighed, han havde i ham. Mange kristne synker så dybt ned i savnet af deres første, liflige bryllupstid, da følelsen var varm og levende, og brudgommen endnu var hos dem, at de næsten glemmer alt det herlige, de stadig har i Kristus. De handler stik imod denne bekendelse fra Paulus: de rækker ud efter det, der ligger bag dem, og glemmer det, der ligger foran; de tænker og taler vemodigt om den første gyldne tid i deres åndelige bryllupsdage, da de så inderligt og lifligt mærkede Guds kærlighed og elskede ham igen, da de var så varme i bønnen og Ordet – og så glemmer de selve det vidnesbyrd, Ordet rummer om Kristus og nåden og arven, som er gemt i himlen. Kristus og hans fortjeneste og nåden i Guds hjerte gælder nu mindre for dem end deres egne hjerters salige fornemmelse af det. Det er en barnagtig og hæmmende vildfarelse. Vi skal betænke, at det, vi stadig har tilbage i Kristus, er meget større og herligere end det, vi nogen sinde har haft i vores hjerte; «for hvad intet øje har set, og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det har Gud beredt for dem, der elsker ham». *) Og alt dette har vi stadig tilbage i Kristus. Der venter os også endnu en tid, da vi skal få endnu meget herligere følelser, endnu meget mere liv, kærlighed og åndelighed i vores sjæle, end da vi først lå ved Frelserens bryst. Det betænkte Paulus: «Jeg glemmer det, som ligger bag mig, og rækker ud efter det, som ligger foran, og jager mod målet efter den sejrsløn, som Guds kaldelse ovenfra i Kristus Jesus holder frem for os» – denne evige udvælgelse! Endnu lysere trostinder vinker mig end dem, jeg hidtil har besteget. Jeg aner en endnu uendelig saligere tilstand end den, da jeg lå som et diende barn ved Guds «trøsterige bryst». Fremad derfor, mod målet: en uforstyrret fred, en uforgængelig glæde! Hidtil har jeg kun set en morgenrøde af min herlighed; jeg skal endnu se selve solen. Jeg har kun smagt nogle dråber af glædens kilde, jeg skal endnu en gang blive helt beruset af fryd. Nej, nej, de skønneste dage i mit kristne liv ligger ikke bag mig, men foran mig. Det, der ligger bag mig, har kun været stykkevis og en svag forsmag af det, der ligger foran. Det er mit mål. Imens vil jeg blot sørge for, at jeg altid bliver fundet i Kristus og ikke vil se eller vide noget andet end Kristus, der skal være mig en så dyr og hellig skat, at jeg for hans skyld ikke bare vil lade alt andet fare, men også holde det ypperste på jorden, nemlig retfærdighed for loven, for tab og møg. «Kristus skal være mig et sådant lys og en sådan morgenstjerne, at når jeg har ham ved troen, vil jeg ikke vide af eller spørge om, hvorvidt der overhovedet findes en lov i hele verden, nogen synder og fortjenester, retfærdighed eller uretfærdighed. For om alt, hvad der er i himlen og på jorden, lå som i en bunke, hvad ville det så være at regne mod Jesus Kristus, Guds Søn, min elskede Herre, som har elsket mig sådan og givet sig selv hen for mig?»

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Se, sådan var den store apostels sind. Sådan bør også vores være, ellers er vores ånd syg og mangler evangelisk livskraft. Han, som sagde: «Jeg er Herren, din læge», tage os nådigt under sin hånd, så han, ligesom han «tilgiver os alle synder», også må «læge alle vores mangler»! Amen.