Den fortrolige barneånd og visheden om barnekåret hos Gud

(Ellevte årgang, 1852)

I Romerbrevets 8. kapitel, vers 15 og 16 siger Apostlen: I modtog ikke trældommens ånd, så I igen skulle frygte, men I modtog barnekårets Ånd, i hvem vi råber: Abba, Fader! Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn. – Store og herlige ting: at være Guds børn og vide, at man er det, og at have en barneånd, der er fortrolig med Gud! Sådan taler Apostlen her, sådan taler hele Skriften, og sådan lyder alle frigjorte kristnes saligste erfaring. «Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn.» Hvordan står det til med dette vigtige punkt blandt os? Du, som læser dette, er også du så lykkelig, at du har Guds Ånds vidnesbyrd med din ånd om, at du er et Guds barn? Du er måske en kristen, du elsker Ordet, og din vandel er ulastelig, men hvordan står det til med dette punkt? Hvordan står det til med hjertet? Kender du din Gud – med et fortroligt kendskab, som udtrykkes med ordene «Abba, Fader»? Det er hovedsagen! Læg mærke til det og hør! Det er den store hovedsag i alt kristent liv, at hjertet er fortroligt med Gud ved Kristus, at du har samfund med ham og lever i et venligt fællesskab med ham! Åh, dette er selve hjertet og livet i al kristendom! Det er det genvundne paradisliv, som mennesket mistede ved syndefaldet: en fortrolig barneånd, som omgås sin Gud og taler med ham, som barnet taler med sin far. Men skeln nøje mellem dette og de sikres falske, indbildte tro og de henrykte ånders drømmeliv, som den gamle slange har givet en sød, berusende drik, så de tror, at de står Gud nærmere end alle andre og er hans helt særlige yndlingsbørn. Om dem siger Luther: «De, som allermest råber: Kristus er min bror, Kristus er min bror eller min brudgom, de er ingen rette ånder.» For hvis deres tro var sand og levende, ville den ikke være så let og så færdiglært; så ville den gå løs på deres eget kød, deres egenrådighed og andre synder; og så ville den også blive angrebet af Djævelen med alvorlige anfægtelser. Men de har meget let ved at tro, ja, så let, at de ikke engang behøver Ordet, det ydre ord, men har nok i deres egne indre stemmer og åbenbaringer osv. Vi taler ikke om den slags ånder, nej, men om den sjæl, der er nedslået og anfægtet af sin synd, og som finder trøst i Kristus ved evangeliet, så samvittighedens trældom, uro og angst er overvundet, og sjælen nu alene i Lammets blod er trøstet og forvisset om Guds nåde og således er ludfattig, men dog salig. En sådan sjæl må stadig hver dag kæmpe med skrøbelighed, synd og frygt, men ved evangeliets ord styrker og opholder den hele tiden sin tro og sit kendskab til Frelseren og lever i daglig omgang med ham, idet den råber sit: Abba, Abba! Somme tider er det det glade, fortrolige: «Abba, Fader! Jeg er din, du er min»; somme tider er det det angstfulde og dog i det skjulte dyb fortrolige: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Klag 3).

Nu – har også du denne fortrolige barneånd? Slip ikke det spørgsmål, før det er blevet grundigt afgjort. Denne fortrolige barneånd er netop hjertepunktet i hele det åndelige liv, hvorfra alt godt udspringer; uden den er alt død og kulde, afmagt og trældom. Og hvad skal alt det åndelige være til, hvis du ikke kommer til denne troens fred med Gud, denne fortrolige omgang med ham? Kristus har udtrykkeligt erklæret, at alle andre gode forhold ikke hjælper til salighed, hvis vi ikke er kommet i fællesskab med ham og kender ham. Er det ikke bemærkelsesværdigt, at når Herren forklarer, hvordan han ved den yderste dom vil svare dem, som var blandt hans disciple, men ikke ægte – som var blandt brudejomfruerne, men tåbelige – så siger han, at han kun vil anføre dette: Jeg kendte jer ikke? Hvad kan det betyde? Han kender jo alle sine skabte værker; ikke en lille fugl falder til jorden uden den himmelske Fader. Og David siger: «Hvor skal jeg gå hen for din Ånd? Hvor skal jeg flygte hen for dit ansigt? Tog jeg morgenrødens vinger og slog mig ned yderst ude i havet, så er du der; og redte jeg mit leje i dødsriget, se, så er du også der. Dine øjne så mig, da jeg kun var et foster.» Hvad kan det da betyde, at han vil sige: «Jeg kendte jer ikke»? Hvad andet, end at de ikke har stået i dette inderlige kendskab og fællesskab med ham og ikke har været blandt «hans kendte og venner»? I Matt 7,22–23 siger Kristus: «Mange vil sige til mig på den dag: Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet onde ånder i dit navn og gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I som øver uret.» I Matt 25,12 siger han, at da de tåbelige jomfruer råbte ved bryllupssalens dør: «Herre, Herre, luk op for os!», svarede han og sagde: «Sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke.» Den samme erklæring findes i Luk 13,25–27. Tænk nu på, at han jo kunne have brugt mange langt stærkere ord til at irettesætte dem og for eksempel sagt: I har trodset mine bud, I har trådt min Søns blod under jeres fødder. Nej, han siger kun: «Jeg kendte jer ikke.» Det er bestemt værd at tænke over som bevis på, hvor vigtigt det fortrolige kendskab til Frelseren er.

Det samme ligger også, om end mere skjult, i den store beskrivelse af dommedag i Matt 25,31–46, hvor han siger, at han vil regne gerninger op og til sidst erklære: «For det har I gjort mod mig!» Læg mærke til, at hele vægten i denne tekst ligger netop på denne afsluttende erklæring: «I har gjort det mod mig», det vil sige: I har elsket mig så højt, at I for min skyld har tjent og elsket mine brødre. Det er altså ikke selve gerningerne, men gerningernes grund, hjertets forhold til Frelseren, der afgør, hvem der bliver salige, og hvem der ikke gør. Ja, selv når det i mere direkte forstand er Kristi tjeneste, vi udfører, er Herren alligevel ikke tilfreds, hvis vi ikke hele tiden bliver i denne tilstand som fattige syndere, der ligger ved Jesu fødder. Det ligger i den bemærkelsesværdige tekst, hvor Kristus siger til menighedens lærer i Efesos: «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed» – og dit klare blik, når du prøver ånderne; «du har udholdenhed og har båret byrder for mit navns skyld og er ikke blevet træt; men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed» – nemlig de sønderknuste synderes nådehungrende hjerte, som ved mine fødder tigger om syndernes forladelse; «for den, der får meget tilgivet, elsker meget» (Luk 7,47). Læg mærke til, hvilket vidnesbyrd Kristus selv gav denne lærer om hans åndelige blik, hans iver, hans arbejde og lidelse for Jesu navn, og alligevel misbilliger han ham, alene fordi han ikke havde den første kærlighed, de nådesøgende synderes omgang med Frelseren. Her ser vi, at Herren først og fremmest spørger efter denne troens omfavnelse af ham, dette ene sande kendskab til ham og venskab med ham.

For det andet er det også det fortrolige forhold til Frelseren, der er hele kraften i al kristendom, både til at handle og til at lide – det er kilden til alt sandt helligt liv, alt, hvad der behager Gud. Hvor svag, trællesindet, lystløs, tung og magtesløs er kristendommen ikke hos dem, der ikke ejer denne troens vished og dette kendskab til Gud! De kan have mange gode hensigter, gode beslutninger og forsætter; men der kommer intet ud af det; de er hele tiden trælle under verden og deres yndlingssynder og bliver stadig holdt fanget af Djævelen til at gøre hans vilje. De har ingen ånd i sig. Også hvor en sådan virkelig tro er opstået, men endnu er svag, hvor man hungrer og tørster, men endnu ikke er blevet mættet – eller hvor troen hos en ældre kristen har mistet sin evangeliske frimodighed, hvor kristendommen er blevet mere tung og lovisk – dér hersker der altid afmagt og trældom under synden, og mennesket bliver i alt svagt, trægt og livløst: bekendelsen forstummer, bønnen bliver tung og kraftløs, hjertet koldt og tomt; hjertet har ingen skat, intet, der fylder det, ingen ven frem for andre venner, og så tørster det snart igen efter synd og forfængelighed. Hvor meget mere gælder alt dette ikke, hvor sjælen slet ikke er kommet til troen, men stadig ligger helt fanget under trældommens åg! Omvendt, når sjælen er kommet til en glad forvisning om, at den er benådet hos Gud, og står i et fortroligt venskab med Frelseren – hvilket liv, hvilken lyst og kraft, hvilken glad lovsang og bekendelse, hvilken rask udgang fra verden og uretfærdighed! Det var det, Kristus mente, da han sagde: «Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig. Hvis I bliver i mig, skal I bære megen frugt.» Og sådan siger Johannes: «Dette er den sejr, som har sejret over verden: vores tro.» Og sådan siger profeten: «Glæden i Herren skal være jeres styrke.» Hvor vigtigt er det derfor ikke, også for at have kraft til helliggørelse, til bekendelse og til at gå ud fra verden og til tålmodighed og styrke i lidelser – hvor vigtigt og nødvendigt er det ikke at eje en hel forvisning om nåden og at stå i et inderligt troens fællesskab med Frelseren! Ja, hvor nødvendigt er det at bevare denne virkelige barnetillid som sin allerdyreste skat, som sit øje eller sit hjerte – den, som Apostlen her kalder barnekårets Ånd, i hvem vi råber: «Abba, Fader!» Skulle vi så ikke standse op og spørge os selv, hver især, som for Guds ansigt: Har også jeg denne fortrolige barneånd? Har jeg vidnesbyrd om mit barnekår hos Gud?

Men lad os så se lidt nærmere på, hvordan Apostlen taler om det. Han siger: «I modtog ikke trældommens ånd, så I igen skulle frygte, men I modtog barnekårets Ånd, i hvem vi råber: Abba, Fader!» – Læg først mærke til, hvordan Apostlen taler om ånd over for ånd – «trældommens ånd» og «barnekårets Ånd». Det peger på noget, der er værd at tænke over. Det er en ånd, som behersker mennesket – enten en trælleånd eller en barneånd. Lad os først se på trældommens ånd hos vakte sjæle. Det er en ånd i mennesket, som er trællesindet, bævende og ængstelig, hvad den end hører om Gud og hans nåde i Kristus. Den kan høre det allerdejligste evangelium, fatte det med forstanden og gentage ordene med munden, men dens egen ånd forbliver lige bundet i trældom og ængstelse, uro og uvished. Det viser sig især påfaldende hos dem, der har mere lærdom i Guds ord, som er godt undervist i læren om retfærdiggørelsen og kan være vakte, have nidkærhed for Gud og tale om alle stykker i nådens orden. Men trods alt, hvad de kan forstå og tale om af det liv, den fred og kærlighed, den lyst og kraft, som troen skal føre med sig, bliver de dog altid lige livløse, kolde og uåndelige, så længe Guds Ånd ikke selv har vidnet i dem og givet dem den fortrolige barneånd. På den anden side er også barneånden en ånd i mennesket, som gør, at de troende alligevel ikke kan blive borte fra deres Gud i trældom og frygt, skønt loven ofte forskrækker deres samvittighed langt mere end hos dem, der endnu kan leve under trældommen, og skønt de troende kender synden endnu nøjere og bitrere – for «jo mere lys i evangeliet, desto mere lys i loven, og jo mere lys i loven, desto mere følelse af synden», som Luther siger. Nej, der er en ånd i dem, som råber og kalder dem tilbage til nådestolen, og som ved evangeliet igen virker en trøst og frimodighed, der overvinder den forskrækkelse, de har af synden, loven og samvittigheden. I anfægtelsen råber barnekårets ånd sit nødstedte: Abba, Fader! indtil de ved et nådens ord igen bliver vederkvæget og med trøst kan råbe sit glade, fortrolige: Abba, Abba! Og sådan må det gå, hvis det skal gå godt; for hvis vi på ny bliver fanget under trældommens åg og begynder at holde os til lovens gerninger, så er vi igen under forbandelsen (Gal 3,10; 5,1.4). Trældommens eller trællenes ånd er ingen god og salig ånd; den er en tvungen, ængstelig og bævende, en uvillig, vrang og bitter ånd, som kun gør gerninger for buddets skyld og af frygt for pinerens stok og kun har sit øje på gerninger.

Nu siger Apostlen til dem, der før havde denne trælleånd, men nu er kommet til troens salige fred og fællesskab med Gud: «I modtog ikke trældommens ånd, så I igen skulle frygte, men I modtog barnekårets ånd, i hvem vi råber: Abba, Fader!» Barneforholdets ånd er en ånd, der er fortrolig med Gud; den ser sig selv i Kristus som benådet, retfærdiggjort og antaget som Guds barn og kan nu med tillid kalde Gud sin kære Fader og tale fortroligt med ham som et barn med sine kærlige forældre. Det syriske ord abba, som betyder fader, synes at være taget fra de små børns første, barnlige tiltale til faderen, som er ham så kær – disse enkle første ord, som falder den spæde mund lettest, og som ligesom af sig selv bliver næsten ens for alle børn, selv om de ellers har forskellige sprog: ab-ba, ab-ba. Her hos Apostlen peger ordet på den første kærligheds fortrolige samtale med Frelseren, på den benådede sjæls første glade udgydelser af sin trøst i Herren. Men når Apostlen siger råber – ikke hvisker eller siger, men råber: Abba, kære Fader – så giver han dermed til kende, at den benådede sjæl ikke kun har fred, glæde og ro. Nej, snart melder bekymringer og anfægtelser sig, her på grund af begåede fejl og mangler, dér på grund af syndige fristelser, der kommer. Så opstår der i den troende sjæl et «uudsigeligt suk», et stærkt indvortes råb, som især bliver stærkt og trængende, når sjælen ud over sin øvrige svaghed ikke engang kan bede. Da råber og «skriger» ånden, barnekårets ånd, et uudsigeligt: Abba, Fader!

Men da Apostlen først har sagt: I modtog barnekårets ånd – læg mærke til: ikke selv virket den, men modtaget barnekårets ånd som en gave fra Gud – så tilføjer han straks en forklaring på, hvordan det går til, og siger: «Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn.» Som ville han sige: Denne ånd, der er fortrolig med Gud, og en glad vished om at være Guds barn kan vi ikke få på anden måde end ved, at Guds Ånd selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn. Kender vi ikke det af erfaring? Når vi søger nåde hos Gud, læser og hører vi ofte det allerdejligste evangelium om den helt frie og almindelige nåde i Kristus; vi vil også helt enfoldigt tilegne os den, og vi ved med os selv, at vi intet andet søger end den ufortjente nåde i Kristus, og at vi siden alle vores livs dage må kunne følge ham trofast. Men alt dette giver os ingen fuld trøst og vished om nåden; vi får det ikke levende og kraftigt ind i hjertet. Men se, så kommer et øjeblik, hvor det bliver givet os – dækket bliver taget bort – vi vågner ligesom af en søvn og ser nu så herlige ting i evangeliet, som vi aldrig før har set, og får nu den fuldkomneste vished om Guds nåde. Det er, som om Gud selv havde sagt til os i hjertet: «Vær ved godt mod, min søn, dine synder er dig forladt!» Det er den stund, hvor Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn. Vores egen ånds vidnesbyrd, vores egen bevidsthed om, at vi søger Guds nåde i overensstemmelse med Ordet, og at vores erfaring stemmer med Ordet, kan ikke give os fuld troens vished og fred; men så kommer Guds Ånd selv og vidner med vores ånd, og så får vi den fulde vished. Luther siger om det: «Dette vidnesbyrd går sådan til, at vi kender og fornemmer Helligåndens kraft, som han virker i os ved Ordet, når også vores erfaring stemmer overens med Ordet. For det kan du jo mærke hos dig selv, om du i nød og angst får trøst af evangeliet og derved overvinder din tvivl og forskrækkelse, så dit hjerte med vished kan slutte, at du har en nådig Gud og nu ikke længere flygter fra ham, men i en sådan tro glad kan påkalde ham og vente hjælp fra ham.» Det er det rette indvortes vidnesbyrd.

Det er en gave fra Gud; men skeln nøje mellem dette og de tilfældige glædesfølelser, som bagefter ikke efterlader andet end mindet. Guds Ånds vidnesbyrd virker en sikker tro, og en tro på Ordet; det efterlader en virkelig og sikker tillid og fortrolighed med Gud; det skænker netop denne fortrolige barneånd, som råber: «Abba, Fader!» – og denne ånd er en troens gave. Sådan forklarer Luther det igen, når han siger: «Men da mærker man dette abba-råb, når samvittigheden uden al tvivl og vaklen tror og er vis på, at ikke alene dens synder er forladt, men også at man er et Guds barn og sikker på sin salighed og med et glad og sikkert hjerte kan kalde Gud sin kære Fader og påkalde ham i al tillid.» Det er, som netop blev sagt, det indvortes vidnesbyrd.

Desuden får du også ydre vidnesbyrd og kendetegn, nemlig at Gud giver dig en ny forstand og et nyt hjerte, så du begynder at se alting anderledes, dømme og mene anderledes end før, og får en anden lyst og smag, så dit nye menneske nu elsker Guds lov og bud og skyr synden, og især at Kristus, hans fortjeneste og hele hans sag bliver dit hjertes dyreste genstand, så du nu ikke hellere omgås noget end Ordet om Kristus, «gerne hører, taler, læser og skriver om Kristus», og ikke ønsker dig noget højere, end at hans evangelium må blive udbredt til alle, og at mange må blive omvendt til det. Når alt dette findes sammen hos dig, er det sikre og ufejlbarlige tegn på, at Helligånden bor og regerer i hjertet; for ingen kan i denne sande og levende betydning sige: Jesus er Herre, uden ved Helligånden».

Så meget i korthed om selve vidnesbyrdet. Men hvor nødvendigt er det dog ikke for sjæle, der søger saligheden, at lægge godt mærke til og søge at undgå en vildfarelse i dette spørgsmål, som er den mest almindelige og skadelige, nemlig at de begynder med først at søge vidnesbyrdet og så vil tro bagefter; først søger vidnesbyrdet i salige følelser og fornemmelser af nåden, i troens frugter og kendetegn, før de nogen sinde har taget Gud på ordet og troet på den enbårne Søns navn! Hvilke usigelige kvaler, hvilke mægtige hindringer for den rette trosvished stammer ikke fra denne vildfarelse! Læg da mærke til, at begyndelsen til saligheden altid er, at vi i enfoldighed hører, hvad Gud siger til os, tager ham på ordet og tror. Hele Skriften vidner om, at frelsen kommer af troen; men vidnesbyrdet er kun en salig frugt og fuldendelse af denne tro. Hvilken dårskab derfor at begynde med først at søge vidnesbyrdet, bede om og vente på vidnesbyrdet, følelserne og troens frugter, for så, når de er givet, at begynde at tro! Det er jo at forlange frugt af træet, før det overhovedet er plantet – det er at begynde at bygge huset oppefra, med taget, før man har lagt grunden. Du må derfor begynde med at bruge det ordnede ydre middel, nemlig: stille og alvorligt give agt på Ordet og tro og tage imod det, som Gud lover dig, selv om du ikke føler andet ved det end synd og sorg og uværdighed; og du skal vide, at du allerede er salig, selv om du endnu ikke med fuld vished kan glæde dig over nåden, når du blot med et hjerte, der hungrer efter nåde, rækker troens svage arme ud efter Jesus, misbilliger og straffer din egen vantro og selvretfærdighed, giver Gud ret i hans ord og sukker i dit hjerte: «Åh, gid jeg kunne tro! Åh, hvis jeg vidste, at Guds nåde hørte mig til! Så ville jeg ikke ønske mig noget højere!» – Se, hvor en sådan frygt, hunger og tørst efter Kristus og hans retfærdighed bor, dér er troens gnist allerede tændt, og dér skal Guds Ånd visselig også vidne sammen med din ånd, at du er et Guds barn. Derfor er det en stor nåde allerede før denne besegling at kunne tage Herren på ordet og holde sig til hans løfter. Se, hvor det behagede Herren, at den kana’anæiske kvinde trods al hans påtagne uvenlighed alligevel holdt ud i troen på det gode rygte om ham! Til sidst udbrød han med glæde: «Åh, kvinde, din tro er stor, det skal ske dig, som du vil!» Da fik hun også vidnesbyrdet, til sin tros sejr og fuldkomne glæde. Og til denne forvisning bør det komme, hvis troen skal blive en sejr, som overvinder verden; men netop for at nå til denne troens vished er det nødvendigt først at tro Gud på hans ord og give ham den ære at holde ham for en sanddru Gud.

Det er ikke uden grund, at vi her bruger så mange ord; for det er ubegribeligt, hvor sejg og vedholdende den vildfarelse er i os, at vi vil grunde troen på følelser, tegn og troens frugter. Derfor skal det yderligere bemærkes, at Gud leder sine på underlig og meget forskellig vis, både når troen først tændes, og siden i hele nådestanden. Nogle kommer hurtigt og på én gang fra stor sjælenød til stor glæde og forvisning om nåden; andre derimod, især de, som længe har haft kundskab og hørt meget af Ordet og er af en mere stille natur, kommer så sagte og umærkeligt til troen og nåden, at de selv ikke mener andet, end at de stadig er i det samme syndens og dødens rige som før. For dem, som ikke vil bedrage sig selv med en tro uden omvendelse, er det da nødvendigt med skarp opmærksomhed at give agt på hovedsagen, som er, at en sjæl er i nød over sin synd og uværdighed, ikke blot i et tilfældigt øjeblik, men ved en omsorg for omvendelsen, som ikke længere lader den få ro i verden, og at den for denne sin stadige uværdighed ikke får nogen anden trøst end i Kristi fortjeneste og derfor dagligt har brug for evangeliet til at holde sin tro oppe med. Hvor en sådan søgen efter Jesus findes, dér er både omvendelse og tro, selv om der endnu ikke har været nogen mærkbar fornemmelse af glæde.

Det er om disse stille og umærkeligt dragne sjæle, Luther taler, når han bruger lignelsen om fiskene i vandet, som fanges med vod. «Så trækker man dem», siger han, «så sagte i land, at de ikke mærker andet, end at de stadig er i det frie vand; men når de er kommet op på stranden, så ligger de blottede og bare, så spræller de og mærker først da, at de er fanget. Sådan går det også her med sjælene, når de bliver fanget i evangeliet, som Kristus også sammenligner med et vod. Når evangeliets ord tager et hjerte ind, så binder det dette hjerte til Kristus og fører det (undertiden) så stille og roligt ud af helvede og synden, at sjælen imens ikke føler og mener andet, end at den stadig er i synd og død. Da opstår der en strid, idet følelsen strider mod troen og troen mod følelsen; og jo mere troen tiltager, desto mere forgår følelsen, og omvendt. Synden hænger endnu ved os, såsom hovmod, gerrighed, vrede og andet af den slags, og det kun for at drive os til troen, så troen kan tiltage dag for dag» osv. (mere herom i Luthers prædiken nr. 34 i Evangeliepostillen).

Hvor nødvendigt bliver det ikke i sådanne erfaringer, at du blot tager Gud på ordet og hører, hvad han siger dig i sit evangelium og sine sakramenter! Han vil troes på sine blotte ord – og «den, som ikke tror Guds vidnesbyrd om sin Søn, har gjort ham til en løgner» (1 Joh 5,10). Men når du på denne måde vil tro på det blotte Ord, og du alligevel ikke får det ind i hjertet til en virkelig trøst, så skal du lære deraf, at du også for den gave må bøje dig for Gud og tigge om troen som om en ren skænk og gave – bede med faderen til den besatte dreng, som faldt ned for Herren og under tårer råbte: «Herre, jeg tror, hjælp min vantro!» – og med Jakob, der kæmpede i mørket og sagde: «Jeg slipper dig ikke, uden at du velsigner mig!»

Vi må altså nøje skelne mellem en mærkbar fornemmelse af Guds nåde og den egentlige trosvished. Det er kun den sidste, som har stor vægt, som kilden til alt liv, al fred, al kraft i helliggørelsen og al trøst i bedrøvelsen. Det står derfor ikke godt til, hvor den mangler. Årsagerne til, at mange sjæle, der søger saligheden, mangler den, kan være mange. Den første og mest almindelige er den allerede nævnte tilbøjelighed til at grunde troen på følelsen, på omvendelsens fremgang, på troens frugter, kort sagt på noget godt i os selv. Hos andre hersker en påfaldende letsindighed med omflakkende tanker, så de ikke udholdende nok bliver ved med hovedspørgsmålet: Kan jeg få Guds nåde? men spreder deres omsorg på mange spørgsmål. Hvis de derimod stille kunne holde sig til det ene spørgsmål: «Kan jeg få din nåde, o Gud?» og blot give agt på, hvad Herren selv svarer på det i sit ord, så ville de komme til fred. Men det synes ikke at ligge dem rigtig på sinde straks at få Guds nåde; de kan endnu vende sig til mange andre spørgsmål. Blev nøden afgørende, så ville de komme til fred; sådan som man ofte ser det ske, når sådanne sjæle under en truende sygdom pludselig bliver stillet ved evighedens grænse; så træffer de en afgørelse, og så får de fred. Andre lider under et tungt og tungsindigt sind, eller de er bundet i svære, vedholdende fristelser, hjertelænker og anfægtelser fra Djævelen, som de næppe kan åbne sig om for nogen, og forbliver derfor i en stadig uro – undertiden er det også legemlig svagelighed sammen med den falske tanke, at alle ved troen skal få de samme glade følelser, hvad der ikke er muligt under visse sygdomme, og så mener de ikke, at de kan tro på det blotte Ord. Åh, gid alle sådanne ville lade sig sige, at når blot Kristus og hans nåde er blevet den højeste genstand for deres hjertes hunger og længsel, så er det den eneste hovedsag. «Den, som kommer til mig», siger han, «vil jeg sandelig ikke støde ud.» – Endelig er der desværre også en meget almindelig årsag til, at selv kristne, som engang havde troens vished, nu mangler den, nemlig at de ikke i tilstrækkelig grad holder deres tro ved lige og nærer den med Ordet; verden og forfængeligheden begynder at tage overhånd, og som følge af denne ligegyldighed, verdslighed og forfængelighed begynder det virkelig at blive svagt med troen, dens liv og dens frugter. Så kan man naturligvis ikke have fuld vished i sin tro. Det nytter da heller ikke at overtale sig selv til at tro, at man ejer det vidnesbyrd og den fortrolige barneånd, som man dog virkelig mangler; det var da bedre, at du vågnede op over denne betænkelige mangel og fra nu af begyndte at holde din tro bedre ved lige, «lade Guds nådegave, som er i dig, flamme op og gøre din kaldelse og udvælgelse fast»; ellers følger der på den hentærende tro fuld trældom og åndelig død (2 Pet 1,10). «Glæden i Herren skal være jeres styrke.» Luther siger: «Jeg bryder mig ikke om dem, der siger: Jeg er tilfreds, bare jeg har en gnist tro. Nej, den kan Djævelen nok slukke, om den så var stærkere end en gnist.» Desuden røber det altid en kold og doven ånd, når man ikke søger at vokse i troen, i visheden om Guds nåde, i det fortrolige forhold til Frelseren.

Kort sagt: hvad andet der end må være uvist i denne verden, så lad det aldrig være uvist, om dit barnekår i himlen! Lad det aldrig være uvist, om du har Guds nåde og venskab og når som helst kan dø salig! Der findes heller ingen større lykke i denne verden, der er fuld af synd og sorg, end at kunne læne sig til Frelserens bryst med et barns fortrolige ånd og dér i tillid udøse alle sit hjertes bekymringer. Og du kan og du bør have denne troens vished; du har tilstrækkelig grund til den; eller er du ikke døbt til Kristus? Skal du bestå for Gud med din egen fortjeneste? Eller er du ikke virkelig genløst? Eller gælder du med dine synder og mangler mere end Kristi blod? Eller har din utroskab gjort Guds trofasthed til intet? Hvad er det da, der er uvist, siden du ikke får fuld vished om nåden, når du søger den i Kristus? Du har ubetænksomt foragtet Guds forsikringer i hans ord og hans sakramenter, så længe du ikke har denne vished. Hør til sidst, hvad den store Luther siger om det: «Mennesket må ikke tvivle eller være uvist om, at det ved dåben og nadveren visselig har modtaget den nåde, Kristus har erhvervet os. Tror det nu dette, så må det frit sige om sig selv, at det er helligt, fromt, retfærdigt, et Guds barn og vist om sin salighed – ikke af sig selv eller for nogen fortjenestes eller værdigheds skyld, men fordi nåden er udøst over det af lutter Guds barmhjertighed i Kristus. Nåden holder det for så stor, som den også sandelig er, så at den nu gør det helligt for Gud og til et Guds barn. Og hvis det tvivlede på det, så viste det sin dåb og sin nadver den største vanære og beskyldte Guds ord og nåde i sakramenterne for løgn og usandhed. – – Det må altså ikke frygte eller tvivle på, at det af nåde er retfærdigt og et Guds barn; men det alene bør det frygte og bekymre sig for, hvordan det kan blive stående i det til enden. Kun deri består al fare og al bekymring. For al salighed har det visselig; men det særlige er, om det bliver stående i troen til enden. Men ikke sådan, at det er uvist for den nærværende tid.»

Og igen siger han: «Man bør være så overbevist og vis om sin benådning, at man ikke holder sit eget liv for så vist, ja, at man hellere ville lide al slags død end lade sig berøve denne trøst og ville tvivle på den. For det ville være en stor forbrydelse mod det, som Kristus så rigeligt har gjort og lidt for os, om vi ikke troede, at han derved overflødigt har erhvervet os alt dette, og vi ikke lod det opmuntre og styrke os til denne tillid lige så kraftigt, som synden eller anfægtelsen skræmmer os bort fra den og gør os modløse. Her kan der vel være en sådan strid, at mennesket mener og frygter, at det ikke er Guds barn, og synes at føle, at Gud er vred på det og en streng dommer, sådan som det skete for Job og mange andre. Men i denne kamp må den barnlige tillid til sidst få overhånd, hvor meget det end bæver og skælver derved – ellers er alt tabt!

«Men når en Kain-helgen hører dette, stritter han nok imod med hænder og fødder og siger i stor ydmyghed: Åh, Gud bevare mig for dette gruelige kætteri og denne formastelighed! Skulle jeg, fattige synder, være så hovmodig at sige: Jeg er Guds barn? Nej, nej, jeg vil ydmyge mig og erkende mig som en fattig synder osv. Lad dem fare og vogt dig for dem som de største fjender af den kristne tro og din salighed. Vi ved også godt og erfarer det bittert, at vi er fattige syndere; men her gælder det ikke om at se på, hvad vi er og gør, men på hvad Kristus er for os og har gjort og stadig gør. Vi taler ikke om vores natur, men om Guds nåde, som, sådan som Sl 103,11 siger, ’er så meget større end vi, som himlen er højere end jorden’. Synes det dig at være noget for stort, at du er Guds barn, kære, så lad det dog ikke synes dig at være noget småt, at Guds Søn er kommet, født af en kvinde og født under loven, for at du kunne blive et sådant barn.

«Hvad Gud gør, er alt sammen stort. Derfor giver det også stor glæde og frimodighed og uforfærdede sind, som ikke frygter noget og formår alt. Men Kains væsen giver lutter forsagte og ængstelige hjerter, som hverken duer til at lide eller handle. – – Bliv derfor fast ved denne tekst. Åndens råb i hjertet må du føle. Mangler du denne barnekårets ånd, så tænk på det og hold ikke op med at bede om det, indtil Gud bønhører dig; for du er som Kain, og det står ikke godt til med dig.

«Alligevel skal du ikke forlange, at et sådant abba-råb skal være ene og alene hos dig; nej, der må også være et mordskrig ved siden af, som driver og øver dig i et sådant råb, sådan som det er sket for alle andre. Din synd må også skrige, det vil sige vække en stærk mistrøstighed i din samvittighed. Men Kristi Ånd skal og må overdøve dette skrig, det vil sige skabe en stærkere tillid, end din mistrøstighed er; sådan som Johannes siger: Hvis vores hjerte fordømmer os, så er Gud større end vores hjerte og ved alt (Luthers Epistelpostil nr. 8).» *)

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Om de stærke, evige grunde for vores trosvished – om vores barnekår hos Gud og dets evige grundvold – vil vi med Guds nåde handle mere udførligt i den følgende artikel. Måtte Ånden selv imidlertid vidne kraftigt sammen med vores ånd, at vi er Guds børn!