«Jeg vil synge for min ven»

Es 5,1

(Ottende årgang, 1849)

Gud ske lov, min ven er han blevet, / – O, hvilken ven! / Han, som gav sig hen for mig, / O, hvilken ven! / Han, som så af kærlighed gløder, / at han for os dør og bløder, / at han kalder os for brødre, / O, hvilken ven!

O, mit livs fortrolige frænde, / du var min ven, / da jeg endnu ikke kendte dig, / O, hvilken ven! / I mit syndeløb slog du mig, / og fra dødens vej drog du mig, / og til barnekår optog du mig, / O, hvilken ven!

Nu taler jeg helt fortroligt / altid med min ven; / hvor jeg går, på bjerg, i dale, / har jeg min ven. / Og så snart der fattes mig noget, / siger jeg det straks til min ven; / alt hjælper, trøster, læger han. / O, hvilken ven!

Alle synder tilgiver han. / O, hvilken ven! / Trøster mig, når jeg græder. / O, hvilken ven! / Når jeg ulykkeligt forser mig, / forstår han mig bedst af alle, / og kun af kærlighed slår han mig. / O, hvilken ven!

Også når han dybt skjuler sig, / er han min ven; / altid lige huld følger mig / min bedste ven. / Sker der mig noget svært, så sker det / mig til gode – vennen giver det; / bagefter ser jeg det tydeligt. / O, hvilken ven!

Al bekymring kaster jeg da / helt på min ven. / Alt, hvad der tynger min sjæl, / hjælper min ven mig med. / Troens liv at styrke og nære / og mit kød at korsfæste, dræbe, / lindre tidens møje og besvær: / alt gør min ven.

Det er evigt liv at kende / Gud som sin ven. / Salige de, som har vundet / vor store ven; / ja, evigt salige, rige! / Andre venner dør og svigter, / denne ven er altid den samme. / O, hvilken ven!