Forening med Gud og alle de hellige

Den anden uudtømmelige glædeskilde

1 Joh 1

(Tolvte årgang, 1853)

«Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru!» Sådan sagde englen til Johannes (Åb 21,9). Måtte Herrens Ånd også gøre det samme med os, tage os ved hånden og vise os bruden, mens vi betragter: Foreningen og fællesskabet med Gud og alle hans hellige. Det er den anden uudtømmelige glædeskilde. Den første og dybeste kilde til Guds børns evige trøst og glæde er den oprindelige nåde i Guds hjerte, hvorved han «udvalgte os i Kristus før verdens grundlæggelse», og hvorved det evige liv, som var hos Faderen fra begyndelsen, Ordet, den enbårne Søn, blev åbenbaret i vores kød og blev vores bror og Mellemmand. Det kan man glæde sig over, så længe man endnu er menneske; for det er en trøstens kilde, som der altid er at flygte til, også når foreningen med Gud er brudt. Det, som var fra begyndelsen, står altid fast; nåden i Guds hjerte kan aldrig forandres; vores udvælgelse i Kristus, før verdens grundvold blev lagt, kan aldrig rokkes; den godkendte løsesum gælder i al evighed – denne urkilde til al vores salighed og trøst tørrer aldrig ud. Men nu går vi videre til den anden rige glædeskilde, som kun hører Guds børn til, nemlig foreningen med Gud og alle hans hellige. Se nu her det fuldbragte værk! Se her, hvad der må blive den salige følge og virkning i vores hjerter, når forkyndelsen om den evige nåde i Guds hjerte bliver taget imod i tro. Apostlen siger:

Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; men vores fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus.

Se her, hvad der er den sande kristendoms egentlige væsen, kerne og liv: forening og fællesskab med Gud. Apostlen siger udtrykkeligt, at det var det værk i vores hjerter, som han sigtede mod med sin forkyndelse – «det forkynder vi for jer, for at I kan have fællesskab» osv. Læg da endnu en gang mærke til, at dette er selve væsenet, kernen og livet i al sand gudsfrygt! Det er det genoprettede paradis, fællesskab med Gud, det er Himmeriget – Himmeriget allerede på jorden! O, hvilken grund til glæde og også til selvprøvelse! Men mere om det senere, når vi først har gjort os meningen klar. Vi betragter først vores fællesskab med Gud, fordi det er grunden til vores fællesskab med hinanden.

Ordet «fællesskab» i den græske tekst betyder forening, delagtighed, samvær. Det er det samme ord, som andre steder i vores bibel er oversat med delagtighed, som når Apostlen siger, at den velsignede vin og det velsignede brød er en delagtighed i Kristi blod og legeme (1 Kor 10,16); dér er meningen, at Kristi legeme og blod er i fællesskab eller forening med det velsignede brød og den velsignede vin. Sådan siger Johannes nu her, at alle troende er i fællesskab med Faderen og hans Søn Jesus Kristus – selv om det er lige så skjult og hemmelighedsfuldt som Kristi legemes og blods samvær med det brød og den vin, «som vi velsigner» til sakramentalt brug. I ApG 2,44 bruges det samme ord om de første kristnes forenede og fælles ejendele. Også et fællesskab om ejendelene er indbefattet i vores fællesskab med Faderen og hans Søn Jesus Kristus. Kort sagt: der er især tre dyrebare forhold, som hører med til det: for det første en væsentlig forening med Gud; for det andet delagtighed i hans rige og alt hans gode; for det tredje samkvem, dagligt og fortroligt samkvem med ham.

Det første var foreningen med Gud. Den er en stor, skjult hemmelighed, og den plejer da også at blive kaldt «den hemmelighedsfulde forening», men den er dog en lige så stor virkelighed. Den er grundlagt allerede i Guds evige råd om mennesket og i dets skabelse. Apostlen siger: «Vi er Guds slægt» (ApG 17,29). Dér er den første grund. Men denne forening med Gud, som blev opløst ved syndefaldet, fik en ny og endnu herligere grund i Kristi menneskevordelse. I ham blev Gud og mennesket forenet i én person. Han skal hedde Immanuel, Gud med os, Gud i vores kød. Dermed er mennesket ophøjet til den ære og værdighed, at det kan være Guds bolig og selskab, ét legeme og én ånd med Herren. Denne forening begynder, når en sønderknust ånd hungrer og tørster efter Herren og hans retfærdighed; da er hjertets dør lukket op, og «da», siger Herren, «vil jeg gå ind og holde måltid med ham, og han med mig». Brudgommen søger bruden, og bruden søger ham – hvem skulle så kunne forhindre foreningen? Og Kristus siger, at han vil «tage bolig» i sådan en sjæl. O, hvem kan tro sådan en herlighed? Den er alt for stor, og vores hjerter er alt for små og snævre; fornuften råber: Nej, nej, umuligt! Men hvad hjælper det? Det er Herrens eget underfulde råd. Og han har selv sagt det. Skal vi gøre ham til en løgner? Lad os blot betragte Kristi egne ord om det. Han siger i Joh 14,23: «Hvis nogen elsker mig, skal han holde mit ord, og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.» Hør! – «Vi skal tage bolig hos ham.» Sådan står der virkelig, det kan ikke oversættes anderledes. Og det er af Kristi egen mund. Han siger ikke: Vi skal besøge ham, men: «Vi skal tage bolig hos ham.» Kan du ikke begribe, hvordan det er muligt, så tænk blot på, hvem den Herre er, som siger det. Du kan heller ikke begribe, hvordan den velsignede kalk er en delagtighed i Kristi blod, hvordan denne Herre ikke blot kan give os sin Ånd, men også sit legeme og sit blod. Maria kunne heller ikke begribe, hvordan hun skulle blive Guds Søns virkelige mor; men et eneste ord fra englen spredte hendes tvivl: «For Gud – for Gud er intet umuligt.» Hvad er lettere for den Almægtige end at gøre, hvad han vil! Nu er det hans egen viljes råd og hans frie velbehag, at han vil forene sig med mennesket igen og bo og leve i sine børn på jorden. «Den, som elsker mig – – vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.» Kristus har sagt det samme flere gange. I Joh 15,4–5 siger han: «Bliv i mig, så bliver jeg i jer – den, som bliver i mig og jeg i ham» osv. Og i Joh 17, hvor han taler med sin Fader, siger han (v. 23): «Jeg i dem og du i mig, for at de kan være fuldkommet til ét.» Ja, sådan står der udtrykkeligt. Kan noget være tydeligere? Og hvor høj og majestætisk er ikke den almægtige Guds egen erklæring om det allerede i Det Gamle Testamente: «Jeg bor i det høje og i helligdommen og hos den, som har en sønderknust og ydmyg ånd» (Es 57,15)! Ja, hvad kan han ikke, når det blot er hans eget behag og hans lyst! Og vi ved, at han «har sin fryd i menneskenes børn». Det vidste apostlene og omtalte det med tydelige ord. Paulus siger: «I er den levende Guds tempel, som Gud har sagt: ’Jeg vil bo hos dem og vandre blandt dem’» osv. (2 Kor 6,16). Og igen: «Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som bor i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv?» (1 Kor 6,19, jf. 3,16–17). Det er ved denne inderlige forening, at vi efter Peters ord bliver «delagtige i Guds natur» (2 Pet 1,4).

Se, det er nu det første, som hører med til «vores fællesskab med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus»! Hvilken høj og herlig forening! Og alligevel ofte så dybt skjult! Ja, i svære fristelsestider er det for al fornuft og al følelse den allerstørste urimelighed, at Kristus skulle have sin bolig hos os. Dog kan han ikke altid forblive skjult i os. Apostlen siger: «Kender I ikke jer selv, at Jesus Kristus er i jer? Medmindre I ikke består prøven» (2 Kor 13,5), det vil sige: hvis han virkelig er i jer, bør I kende det. Han bliver åbenbar gennem sine virkninger. «Den, som tror, har vidnesbyrdet i sig selv.» Den, som ikke har nogen virkelige beviser på, at han står i denne salige forening med Gud og Frelseren, skal ikke overtale sig selv til at tro det. For det er ikke sagt, at enhver har Guds Ånd. Hvor han bor, kan han ikke altid forblive skjult. Giver han dig ikke altid et umiddelbart vidnesbyrd, så bliver han dog åbenbar gennem sine virkninger, som består i noget, der helt strider imod vores egen natur. Vores egen natur er jordisk, selvkærlig, sikker og spørger ikke efter Guds rige, Guds vrede eller Guds kærlighed, Guds nærvær og nåde osv. Når du nu alligevel også har fået en ny art, en ånd, som på alle disse punkter er stik modsat og strider mod naturen, så kan du deraf mærke, at Kristus bor hos dig. Altså: når du har en ånd, som stik imod naturens art nu elsker, søger og sukker efter Gud og Guds rige, Guds nåde og nærvær; endvidere en fattig ånd, der mistænker sig selv, er utilfreds med sig selv og bange for selvbedrag – alt sammen ting, der strider mod naturen; endvidere at Kristus, Kristus og hans forsoning er blevet det store hovedmål for din sjæls øje, din hunger og dit håb, din trøst og din glæde, så du, som Luther siger, «gerne hører, tænker, taler og skriver om Kristus» – og endelig at du gennem dit kendskab til og din forening med ham også har fået et helligt sind, som inderligt elsker hans vilje og i alt vil adlyde den og derfor lider under alt urent og uhelligt, så du nu mærker meget uhelligt hos dig selv, fordi den rene, hellige Ånd straffer alt ondt hos dig, også det, som intet menneske ser, for eksempel den mest skjulte selvbehagelighed – så er alt dette sandelig et ufejlbarligt vidnesbyrd om, at Helligånden bor i dig; for noget sådant findes aldrig i vores egen natur, kun det stik modsatte af alt dette. Og det er meget nødvendigt for kristne at vænne sig til at holde fast ved disse væsentlige vidnesbyrd med en klar forståelse, så de ikke altid er afhængige af følelser og indskydelser, men i stedet grunder sig på Ordet. Derfor: selv om du til visse tider er omgivet af det sorteste mørke, af lutter synd og fristelser, så lad dig ikke af den grund berøve hele den salige bevidsthed om din nådestand og din forening med Gud – for den har du langt vigtigere vidnesbyrd om end disse skiftende erfaringer – men tænk i de mørke tider på, hvad Apostlen siger: «Vores liv er skjult med Kristus i Gud.» Vores tanker, følelser og meninger, på den ene eller den anden måde, betyder intet; kun det, som den store Herre selv har sagt, er evigt vist. Og han siger: «Den, som elsker mig» – den, som ikke som farisæerne er selvtilfreds og uvillig over for mit evangelium, men tværtimod «elsker», ja, hungrer efter mig og min nåde – «ham elsker min Fader, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.»

Men nu – med foreningen med Gud følger for det andet også delagtighed i hans gode, hans rige og hans skatte. Af hele Guds evangelium kender vi «vores Herre Jesu Kristi nåde, at han, skønt han var rig, blev fattig for vores skyld, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige» (2 Kor 8,9). Han kom jo sandelig ikke for sin egen skyld og blev menneske, «født under loven»; det skete jo alt sammen for vores skyld og til gavn for os, nemlig at han opfyldte loven og led den straf, vores synder havde fortjent, for at vi skulle få hans retfærdighed og salighed. Sådan vidner og siger Skriften så tydeligt: «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.» Se, hvilket kostbart bytte! Han tager vores synder og giver os sin retfærdighed. Bruden var fattig og forgældet; men Brudgommen tager hendes gæld og giver hende sin rigdom. Det er jo hele evangeliets hovedindhold. Men for det andet indeholder det, at enhver, som tror på Kristus og bliver forenet med ham, i samme øjeblik også har del i alt det, som Kristus som vores Mellemmand har erhvervet os: hans lydighed, hans hellighed og retfærdighed, hans lidelses og døds fortjeneste – alt bliver så fuldt og helt vores eget, som om vi selv havde gjort og været og lidt det, han gjorde og led; for, som vi lige sagde, han gjorde det jo ikke for sig selv, men for os og i vores sted – ja, sandelig ikke for sig selv; for han behøvede det ikke, han behøvede ikke for sin egen del at blive menneske, lide og dø på jorden, men for vores skyld tog han vores kød og blod på sig, for vores skyld blev han født under loven og ofrede sig selv, «retfærdig for uretfærdige», som han selv siger: «Jeg helliger mig selv for dem» – hør! «for dem», «for dem»! – Når en fattig synder begynder at hungre og tørste efter denne nåde og med nogen hjertets tro griber den, så bliver hele denne Kristi fortjeneste skænket og tilregnet ham som hans egen fortjeneste og retfærdighed, og den skal han alle sine livsdage trøste og rose sig af over for sine daglige synder og elendigheder. Mærk dig det! Det er slet ikke nok, at du ved det og ofte har hørt det; det må tages så længe til hjerte, beskues og betragtes, at dit hjerte får trøst af det og alvorligt kan sige: Det er mit! Først da giver det liv, og først da begynder et saligt samkvem mellem bruden og Brudgommen. O, hvilken underfuld og høj trøst at kunne sige med hjertets tro: «Alt mit er hans, og hans er mit. Min synd er hans synd; min nød blev hans nød; men hans retfærdighed er min retfærdighed, hans lydighed min lydighed, hans blod min renhed, hans død mit liv! Lovet være hans navn! Mod min synd sætter jeg hans retfærdighed, mod min kulde hans kærlighed, mod min svaghed hans styrke – og siger så: ’Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig; er jeg kold, så er Kristus varm; er jeg modløs og ængstelig, så er Kristus slet ikke modløs, han ved råd. Kort sagt: alt hans er mit, og mit er hans.’» Se, sådan vil han selv, at vi skal tro!

Men han gør os ikke mindre delagtige i sit liv, sin herlighed og sin evige rigdom. «Er vi børn,» siger Apostlen, «så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider sammen med ham, for at vi også skal herliggøres sammen med ham» (Rom 8,17). Tænk, hvilke ord! – Guds arvinger og Kristi medarvinger! Er det muligt, at det er sandt? Eller er vi narret af kløgtigt udtænkte fabler? Guds arvinger og Kristi medarvinger! Vist ser vi, at Gud skabte mennesket til arving og herre over alt, hvad han havde gjort. Vist forstår vi, at «kvindens sæd» i enhver henseende skulle genoprette, hvad der gik tabt ved syndefaldet. Vist hører vi ham selv sige til Faderen om sine svage disciple: «Den herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem.» Vist hører vi ham tale om sine brødre og sige: «Min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud»; men alligevel kan vi ikke rigtig få det ind i vores forstand! – «Guds arvinger og Kristi medarvinger.» Det må være overmåde rige arvinger, de, som er Kristi medarvinger. Dog er også det overmåde stort at være Guds børn; og er vi Guds børn, så er vi jo Kristi brødre og søstre; og er vi Kristi brødre, så er vi også hans medarvinger. Ja, det er altsammen alt for stort til, at vi rigtig kan tro og fatte det; men hvad så? Det er dog Guds eget evige råd og hans eget ord. Og det er heller ikke mindre stort, at Guds Søn kom og blev menneske og vores bror. Og det er nu alligevel sket. Derfor, selv om vi ikke kan tro det fuldkomment, er det dog lige sandt og vist, fordi han, som har gjort og sagt det, hedder trofast og sanddru. Han sagde selv: «Den herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem» – og det sagde han om dem, som endnu vandrede på jorden. Altså havde han allerede givet den, altså ejede de allerede denne herlighed, selv om de endnu ikke så den; den var gemt til dem. Og hvad denne arv, denne herlighed rummer, det er, hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte; som også Johannes siger: «Nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive; men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige.»

Men se nu: Når jeg begynder at tro så herlige ting og får en fortrolig barneånd over for Gud, så kan jeg umuligt længere blive stående på afstand af den milde Fader og den dyrebare Frelser; så begynder jeg at tale et fortroligt barnesprog med ham, som Apostlen siger: «Fordi I er børn, har Gud sendt sin Søns Ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, Fader!» Og se nu her det tredje, som hører til vores fællesskab med Gud, nemlig samkvemmet, det fortrolige samkvem med ham. Dette fortrolige samkvem med Gud og vores Frelser er et barnligt og tillidsfuldt, ja, også et helligt, kærligt og lydigt samkvem: man omgås ham som et barn sin far, og så snart man har forset sig i noget, beder man straks angerfuldt om tilgivelse, men beholder dog den barnlige tillid og bliver derfor ved med at omgås ham og vil kun være hans egen. Fra det troende barns hjerte går utallige og usigelige suk op til Frelseren, hvad det end har for hænder, for hans nåde og nærvær er hjertets livsfornødenhed; man vandrer for hans ansigt og agter på hans øjne og søger at behage ham i alt; derfor agter man på hans ord og spørger ham til råds ved alt, hvad man foretager sig og gør. Se, når dette samkvem er varmt og levende, så lever sjælen igen paradislivet, og så er alt saligt og godt; men gennem denne onde verden går mange kolde og udtørrende vinde, som køler sindet af og river det bort fra vores sjæls kæreste. Så bliver det nødvendigt at våge og vogte sit hjerte, for «derfra udgår livet» – at vogte det barnlige samkvem med sin Gud; for det er hjertet i gudsfrygten; tager det skade, så tager selve livet skade. Hør, hvad David bekender: «Når jeg ikke sad og stillede min sjæl, så blev min sjæl afvænnet, som et barn bliver afvænnet fra sin mor» *). Ak, hvor mange kristnes bitre erfaring! Sådan vil også vores svorne fjende, Djævelen, altid på ny indgive os mistanke mod Guds hjertelag og nåde for at berøve os vores sande sjælero, vores fæste og vores kraft i Herren. Derfor er det nødvendigt altid omhyggeligt at øve sig i dette samkvem med Gud og blive ved med det til livets ende. Man må stræbe efter stadig bedre at lære Guds hjerte at kende, altid mere fortroligt at hvile i hans skød, ja, helt at fordybe sig i hans nåde og leve i den som i sit element. Derfor bør man, så snart man plages af uro og uvished på grund af en eller anden syndig skrøbelighed, straks skynde sig til Gud og søge tvætning i Jesu blod og igen tro hans tilsagn om, at alt er tilgivet og godt. Til et fortroligt samkvem med Gud hører også altid den daglige omvendelse, en ydmyg bekendelse af vores skrøbeligheder og en stadig iførelse af Kristi retfærdighed. Dertil hører så, at vi tænker på Herrens bud, især budene om troen og kærligheden, og på hans hellige forbillede i hele vores vandel. Hertil hører en stadig opmærksomhed på Helligåndens irettesættelser og en oprigtig lydighed mod hans formaninger; for ellers er vi selv skyld i, at vores fred og barnlige tillid bliver forstyrret, og Guds venlige ansigt skjult. Herren siger: «Jeg har noget imod dig – vær derfor ivrig og omvend dig» (Åb 2,4; 3,19). Det giver han os nu ofte at forstå ved at vende sit ansigt bort og tage nåden og freden fra os. Så bør vi give agt på det, ransage vores væsen og overveje, hvad det er, han irettesætter hos os, og så omvende os. Men da det aldrig kan være anderledes i dette liv, end at mange slags synder og skrøbeligheder hænger ved os, så freden bliver forstyrret, må vi frem for alt se til, at vi ikke mister samvittighedens evangeliske frihed og hvilen i den uforskyldte nåde, og at vi ikke på ny fanges under trældommens åg. Derfor bliver det nødvendigt, at vi stadig og uophørligt indprenter evangeliet i hjertet og aldrig slår os til tåls, når samvittigheden er blevet såret, før vi rigtig har talt ud med Frelseren om sagen og har genvundet vores trøstefulde tillid til hans venskab. Men for at nå dét er det igen helt nødvendigt, at vi for alvor lærer ikke at grunde denne tillid på følelsen; for så bliver det os ganske umuligt at holde ud i troen, fordi den trofaste Herre har for skik selv i den største kærlighed at skjule sig dybest for sine børn og venner. Sådan gjorde han med den kana’anæiske kvinde: Over for alle hendes bønner stillede han sig så ubøjelig, svarede så afvisende og antydede til sidst, at hun var en hund, skønt hun med sin tro var hans største lyst og glæde. Ligeså med Maria Magdalene, da han siger: «Rør ikke ved mig!» Og Job, Abraham, Josef – hvor hårdt prøvede han dem ikke! Åh, dette «Rør ikke ved mig!» – ja, endog «Du er en foragtelig hund!» – det er noget, som hans kæreste børn ikke sjældent får at føle, når de beder, og ellers. Så gælder det om ikke at lade sig vildlede, men stadig fuld af tillid at sige: Da det er din vilje, at vi ikke skal se og dog tro, så ske din vilje; skjul dig blot, du er dog den samme som dengang, jeg smagte din kærlighed allersødest. Og dit ord kan ikke svigte.

*) Den gamle (svenske) oversættelse. Sl 131,2.

Dette er nu et kort rids af vores fællesskab med Faderen og hans Søn Jesus Kristus. Og dog, hvem ser ikke, at her er en kilde til en usigelig glæde, som overgår alt? Tænk, hvilken høj, ubegribelig ære og nåde at stå i forening med Gud, at være ét legeme og én ånd med Herren, at have samfund med ham og kunne tale med ham om alt! Tænk, hvilken rig trøst mod alle synder og al elendighed at eje hele Kristi fortjeneste; og hvilken arv, hvilken rigdom, når vi er Guds arvinger og Kristi medarvinger! Hvilken menneskelig tanke kan fatte, hvilken tunge udsige højden og dybden af en sådan nåde og lykke? Hvis vi rigtig kunne tro det, ville vi ikke kunne leve for alt for stor glæde. Men nu er det helt dækket af en tyk, tung tåge af sanselighed, af hele jordelivets elendighed og vores egne mange synder og mangler, så vi ikke kan se det nu; men når han åbenbares, så skal også vi åbenbares med ham i herlighed. Imens – har du dette fællesskab med Gud, så vær gerne «verdens affald og alles udskud»; du er dog højere og mere ærefuld end kongen i hans rige. Vær så gerne ensom og forladt af mennesker; Gud har sin bolig hos dig. Ser du bare synd og skrøbelighed hos dig selv, er du dog overmåde retfærdig og velbehagelig i Guds øjne; for Kristi retfærdighed er din. Er du fattig i denne verden, er du dog overmåde rig, for du er Guds arving og Kristi medarving. Om en sådan sjæl sagde Herren selv: «Jeg kender din fattigdom, men du er rig!» (Åb 2,9). Tænk, så må man være overordentlig rig, når denne Herre taler sådan derom!

Hertil kommer nu yderligere, at vi også er i forening og fællesskab med alle Guds hellige. Det var det andet, vi skulle betragte; for Apostlen sagde: «For at også I kan have fællesskab med os.» Vi tænker her blot på vor Herres kære ord i Joh 17, hvor han beder for sine disciple. Hør, hvad han tilføjer i v. 20–21: «Men jeg beder ikke alene for dem, men også for dem, der ved deres ord skal tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig; at også de (nemlig de, som siden skal tro) må være ét i os.» – Hør! «At også de skal være ét, disse disciple og alle, der ved deres ord skal tro på mig» – til alle tider og i alle lande, «indtil verdens ende». Er også vi nu ved deres ord kommet til tro på ham, så har han dermed også nævnt os: også vi skal være ét med apostlene og med ham. Åh, høje, ærefulde fællesskab! Lad mig så være foragtet af hele verden – jeg har et broderskab, som er tusind gange mere ærefuldt, sikrere og lykkeligere, en stor skare af søskende og ægte venner. Også dette er til tider dybt skjult; men engang skal den store skare fra alle tider og lande samles, og «da», siger Kristus, «skal I se Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne», og se den elskelige Johannes og den højt benådede Maria og det udvalgte redskab Paulus og flere andre, og da skal det blive åbenbart, hvad Kristus siger her: «at de alle skal være ét».

Men sandhed og oprigtighed i hjertet! Det er nu det eneste vigtige: at vi ikke blot udvortes er med i fællesskabet, men også står i virkelig forening med Gud. Se, hvilken tilføjelse Apostlen gør om det. Efter først at have sagt i v. 4, at han skriver dette, for at vores glæde må blive fuldkommen, tilføjer han i v. 5–6:

Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og igen forkynder jer, at Gud er lys, og at der intet mørke er i ham.

Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden.

Hør! «Gud er lys!» – helligheds- og alvidenheds klart skinnende lys. «Og der er intet mørke i ham.» Han har ingen mørk krog for den, som vil vandre i mørket. Alt er nøgent og åbent for hans øjne. «Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og vandrer i mørket, så lyver vi» osv. Af disse ord ser vi hensigten og grunden til, at Johannes her ikke fremstillede nogen anden side af Gud, som fx i kap. 4: «Gud er kærlighed», men kun denne, at Gud er lys. Han ville vække til oprigtighed, ville tage til genmæle mod hykleriet, mod en mundkristen, som blot siger, at han har samfund med Gud, men ikke ejer det i hjertet. Tænk, hvilket frygteligt forhold: «Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og vandrer i mørket, så lyver vi» – lyver på vores sjæl, lyver for Helligånden, og kan måske en kort tid bedrage mennesker og os selv, men Gud er lys, og der er intet mørke i ham!