Glæden i Herren

eller De tungtvejende grunde, Guds børn har til altid at glæde sig, og at «glæde i Herren er vores styrke»

(Tolvte årgang, 1853)

I Johannes’ første brev, første kapitel, angiver Apostlen i v. 4 formålet med sit brev således: «Og dette skriver vi til jer, for at jeres glæde må være fuldkommen.» Her mærker jeg, at den sande kristendom ikke skal være et tungt og ængsteligt væsen, men tværtimod, som apostlen Paulus siger, «fred og glæde i Helligånden» (Rom 14,17). Allerede dette burde inderligt glæde og drage vores hjerter, især når vi ser, hvor hjerteligt og kærligt Herren selv ville gøre os glade, så han to gange på én aften brugte de samme ord: «for at jeres glæde kan blive fuldkommen» – og erklærede, at det var formålet med hans tale: «Dette har jeg talt til jer, for at min glæde kan blive i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen» (Joh 15,11; 16,24). Tænk, hvilken sød trøst der ligger i, at Frelseren ville, at hans skrøbelige disciple skulle være glade – at han ikke blot er nådig, forsoner og tilgiver alt, men også vil, at vi skal være glade i sindet, ja, siger han, «at jeres glæde skal blive fuldkommen». Åh, det kærlige og venlige frelserhjerte!

Men i de anførte ord af Johannes ligger der endnu noget andet. Han siger, at det ligefrem er formålet med hans brev, at deres glæde skulle blive fuldkommen. Det samme har han også sagt i sit andet brev: «Jeg håber at komme til jer og tale med jer mundtligt, for at vores glæde må være fuldkommen» (v. 12). De, der ikke forstår hemmeligheden i dette, mener måske, at det blot er en venlighed fra Apostlens side, at han ville gøre sine disciple glade, men at det ikke har så stor betydning, som når han formaner til gudfrygtighed, troskab, korsfæstelse af kødet og lignende. «Det, som er lutter mildhed», tænker en og anden, «har jeg ikke så meget brug for som det, der irettesætter mig og kræver gerninger af mig.» Og videre: «Hvem skulle bekymre sig om min glæde? Den er min egen lykke – det, en apostel må insistere på, er gudfrygtighed, ydmyghed, gode gerninger» osv. Sådan har mange tænkt; men det er det rene ukendskab. Apostlen vidste noget andet. Apostlen vidste, at så længe denne glæde i Herren ikke er begyndt at brænde i hjertet, er en hel mængde formaninger frugtesløse. Apostlen vidste, at «glæde i Herren er vores styrke» (Neh 8,10). Netop når han gjorde sine disciple glade, gjorde han dem stærke og villige til at løbe i det kapløb, som lå foran dem. Sådan siger også David: «Jeg vil løbe dine buds vej, for du trøster mit hjerte» (Sl 119). Og Paulus siger, at «Guds fred skal bevare vores hjerter og tanker i Kristus Jesus» (Fil 4,7). Se, her er hemmeligheden ved, at Skriften gør så meget ud af vores glæde! Guds børn, som har så store grunde til en vedvarende glæde, at «hele deres liv med rette burde være lutter fryd og jubel», bør ikke lade nogle småting på jorden berøve sig denne glæde, men hele tiden være fyldt af deres store glædesemner; for når det ikke sker, og hjertet bliver tomt for denne høje, himmelske glæde, så tørster det efter en anden glæde, efter glæde i afguderne, ja, i synder og laster. Sådan er hjertet. Det kan ikke leve, hvis det ikke har en eller anden fornøjelse, en eller anden glæde, en eller anden skat – det bryder sig med magt frem til en eller anden glæde. Kan det da ikke nyde den hellige, himmelske glæde, så må en vanhellig, jordisk og fordærvelig glæde fylde tomrummet.

Deraf kommer det, at en vakt og søgende sjæl, som endnu ikke har fået denne skat og glæde i Gud, endnu ikke er kommet til troens fred og glæde i Herren, men med en dyster, lovbunden ånd endnu træler og arbejder på sin forbedring – at sådan en altid ligger magtesløs under herskende synder; og at også den, der er kommet til troen, men igen har mistet sin glade tillid og er sunket ned i trælesind, dermed også har mistet al kraft: bekendelsen er forstummet, bønnen bliver tung, ulystig og kraftløs, hele væsenet slapt og uåndeligt; han sætter sig meget for, men formår intet. Deraf kommer det, at mens man på det alvorligste formaner og vejleder sådan en til gode gerninger, opløses det hele i ingenting, det bliver ikke til noget – mens nogle andre i nabolaget, som aldrig har hørt disse formaninger, allerede gør dem med lyst og kraft. Hvad var årsagen? De havde fået troens glæde i deres hjerter. «Glæde i Herren skal være vores styrke.»

Men her kan en mere oplyst indvende: «Glæde i Herren er en frugt af troen og Ånden; man kan ikke tage den, før den bliver givet; den kan ikke frembringes ved formaninger.» Det er sandt. Men ligesom kærlighed, ydmyghed og mildhed også er Åndens frugter, og apostlene alligevel formaner til at øve dem, sådan har de også formanet os til denne Åndens frugt, glæden i Herren, og sagt: «Vær altid glade, for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus» (1 Thess 5,16.18); «glæd jer altid i Herren» – og derfor bør vi stræbe efter den nåde og bruge alle de midler, der fremmer den. Mistes troens glæde, så mistes også alle andre gaver og kræfter.

Men en anden siger: «Glæden afhænger af omstændighederne; når jeg har grund til glæde, så er jeg glad, men hvordan kan jeg glæde mig, når nød og bedrøvelse rammer mig?» – Det er rigtigt sagt, men kun om den menneskelige og kødelige glæde. Apostlen siger derimod: «Som bedrøvede, men altid glade» (2 Kor 6,10). Apostlen siger: «Jeg strømmer over af glæde i al vores trængsel» (kap. 7,4). Apostlen siger: «Glæd jer altid i Herren; igen siger jeg: Glæd jer» (Fil 4,4). Er du endnu en vantro, så kan du bestemt ikke glæde dig i Herren, og så afhænger din glæde af tilfældige omstændigheder; men en troende har en høj og forunderlig fred, så han kan glæde sig selv i bedrøvelsen. Lad dog ingen tro, at de ydre omstændigheder ikke virker på de troendes hjerter; nej, så længe de bærer rundt på denne hytte, mærker de nok, hvor det svier. Asaf bekender om sig selv: «Det gør mig ondt i hjertet og stikker mig i nyrerne, at jeg må være som en dåre og et vildt dyr for dig» *) osv. Men hør, hvilken dyb kilde til glæde han stadig havde tilbage! Han tilføjer: «Men nu bliver jeg altid hos dig. Når jeg har dig, så har jeg ikke lyst til noget på jorden. Om end mit legeme og min sjæl vansmægter, så er dog Gud mit hjertes klippe og min del.» Det er om et sådant hjerte, der tales her. En vantro sjæl er helt uskikket til glæden i Herren; enten er den fyldt af afguder, helt letsindig og jordisk, eller også er den trykket af loven, trælagtig og forskrækket for Gud – og at opmuntre et sådant hjerte til glæde i Gud ville være som at ville få vandet til at brænde. En vantro har heller slet ingen grund til glæde. Det er kun det ynkeligste vanvid, at et af verdens børn blot et øjeblik kan smile, når det lever under den Almægtiges vrede og går den evige død i møde. Sådanne ulykkelige sjæle har ingen apostel opfordret til glæde; til dem lyder det: «Græd og jamr over de ulykker, der skal komme over jer» (Jak 5,1).

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Her tales der til de genfødte nådens børn, som står i venskab med den Almægtige. Og de har i sandhed grund, ja, de allerstørste grunde til altid at glæde og fryde sig, også selv om de tungeste jordiske ulykker og sorger har ramt dem. De er dog lykkelige i alle stunder – ja, om ikke altid glade, så dog altid lykkelige; det burde de altid glæde sig over. Ingen kristen kan endnu den kunst altid at være glad – følelsen går sin vej og skifter som skyerne på himlen. Men grund har han til altid at glæde sig, for lykkelig er han. «Se, vi priser dem salige, som har lidt med tålmodighed» (Jak 5,11). Og for det andet findes der også en dybere glæde end følelsens, en bevidsthedens, en troens glæde, som siger: «Og dog er jeg glad! – selv om jeg ikke lige nu føler nogen særlig glæde, er jeg dog glad for, at jeg har en Herre, en ven, en skat, som langt opvejer alt.» Sådan en glæde bør de kristne have. Det formaner Apostlen til, når han siger: «Glæd jer altid!» Men han angiver også grunden til det, når han siger: i Herren – læg mærke til det! i Herren – «ikke i sølv og guld, ikke i overflod og sang, ikke i sundhed og styrke, ikke i kunst og visdom, ikke i magt og ære, ikke i venskab og gunst, ja, heller ikke i gode gerninger og hellighed; for sådan noget giver kun en bedragerisk og falsk glæde, og i sådan noget skal I ikke længe få lov at glæde jer, hvis I er ægte børn under Guds Helligånds tugt. For dels er det en farlig glæde, der drager hjertet bort fra Herren, som alene vil være sine børns glæde, skat og fornøjelse; dels giver alt sådant også en kort og forgængelig glæde, som snart får ende. Derfor, hvis I vil glæde jer ’altid’, ja, evindeligt, så skal jeres glæde være ’i Herren’.» At al anden glæde, også glæden over Åndens gaver, såsom over helliggørelse, kraft og gode gerninger, er en farlig glæde, det har vi en tankevækkende lærdom om i den kærlige, årvågne Herres hurtige advarsel til sine disciple, da de med fryd fortalte, hvordan de havde drevet onde ånder ud i Jesu navn: «Glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er skrevet i himlene» (Luk 10,20). Sådan advarer også Herrens Ånd i Jer 9,22–23: «Den vise skal ikke rose sig af sin visdom, og den stærke skal ikke rose sig af sin styrke, og den rige skal ikke rose sig af sin rigdom! Men den, der vil rose sig, skal rose sig af, at han kender mig.» – Herren er en stor «nidkær» Gud. Han tåler ikke, at hans brud har sin egentlige hjerteglæde og skat i noget andet end i ham.

Og dernæst: for ikke helt at blive «opslugt af bedrøvelse» i denne onde, jammerfulde verden og miste den så vigtige fred – hvor nødvendigt bliver det da ikke for en kristen at have sit hjertes faste grund, skat og glæde i Herren alene, og hele tiden at nære og styrke hjertet med vores høje, himmelske glædesemner, vores høje lykke, vores herlighed og rigdomme i Herren! Det kan ikke nægtes, at usigeligt bitre erfaringer kan ramme en kristens hjerte i denne onde verden, som med god grund kaldes en jammerdal. Hvor meget lidelse og bedrøvelse har syndefaldet ikke bredt ud over jorden: de mest hjerteskærende tab og sorger, den mest trykkende nød og smerte! Og for en sjæl, der lever under Åndens tugt, hvor megen bedrøvelse fører ikke den iboende synd, den urolige samvittighed og alle Satans glødende pile i det skræmte og blødende hjerte med sig! Dertil er vi omgivet af hele mængden af onde sjæle, som står i forbund med fjenden; og hvor mangfoldig kval og hjertepine kan den skare ikke påføre en stakkels flygtning, der har vovet at gå ud fra Babel og vidne om dets fordærvelse! Sorger og anfægtelser er der sandelig nok af her. Her kræves sandelig en overmenneskelig og overjordisk trøst, hvis vi under alt dette stadig skal bevare nogen trøst og ikke give op på vejen. Og alligevel siger Paulus, at han ikke blot havde trøst, men også «strømmede over af glæde i al sin trængsel». Hvordan går det til? Hvordan kommer man til et så forunderligt sind, at man kan have glæde i bedrøvelsen, ja, en usigelig glæde? Vi har set utallige eksempler på det til alle tider – eksempler på svage, skrøbelige kristne, som har kunnet miste alt, endog deres liv, og det med et smilende, glad ansigt og et glædefyldt hjerte. Hvad er hemmeligheden og kunsten ved at få et sind, der er så hævet over alt jordisk, ved at komme i en så uafhængig stilling, at hele verdens ondskab og alle helvedes magter ikke kan berøve os vores fred og glæde? Hør og læg mærke til det! Det sker kun ved at eje og levende i hjertet holde fast ved en så stor lykke, at den rigeligt opvejer alt det bitre, der kan møde os her. Her er hemmeligheden: at have en tilstrækkelig lykke, som opvejer alt, men ikke blot som en kold viden i forstanden, men med hjertets levende tro i fuld vished. Ud over den store lykke kræves der altså også Helligåndens nåde i hjertet, og derfor erklærer Apostlen ganske kort, at glæde og fred er Åndens frugter (Gal 5); men grunden til og måden, hvorpå de vindes, er denne: at hjertet fyldes af sin store lykke. Læg blot mærke til følgende billede: Hvis en rigtig lykkelig brud, som er blevet løftet op fra den dybeste fattigdom og ringhed og er blevet genstand for kærligheden hos en rig, fornem og i enhver henseende elskværdig herre, som hun elsker mere end sit liv, nu er på vej til hans palads for dér at blive forenet med ham og modtage al den rigdom, lykke og glæde, som venter hende – hvor let bærer hun så ikke alle rejsens besværligheder! Hvor muntert smiler hun ikke ad et lille tab! Hvis et råt menneske ved vejen sender hende et vredt blik og et fornærmende ord, giver det hende ingen langvarig sorg; hendes mands kærlighed og smil til hende er hende nok, og hendes store lykke fylder hendes hjerte så helt. Se her! Det kræver kun, at hjertet er fyldt af den store lykke, som opvejer alt: at stå i forening og venskab med den Almægtige, at vide sig udvalgt til evigt liv, til barn og arving i himlen, til herlighedens Herres brud. At kunne læne sit hoved mod Frelserens bryst i hjertelig tillid og med fuld trosvished sige: «Min ven er min, og jeg er hans» – se, det er noget, der kan «fuldkomme» vores glæde, det vil sige: ikke sådan som den skal blive i himlen, men sådan som den kan være her i troens rige, hvor vi endnu er på vej til vores herres palads og endnu i denne jordiske hytte kun ser og føler det, der er for øje i os og omkring os. Når vi alligevel allerede har vundet og kan glæde os over det, som vores hjerte først og fremmest ønsker og søger, så vi synger: «Min højeste lykke grønnes, jeg har alt, hvad jeg ønsker; for hele Frelserens person er min ved troen» – så kaldes det en «fuldkommen glæde».

Når Apostlen nu siger: «Dette skriver vi til jer, for at jeres glæde må være fuldkommen», så må hans brev visselig indeholde de rette glædesemner. Det skal vi også finde, at det gør. Han har også med korte, men rige ord sammenfattet dem i dette første kapitel, som vi derfor nu med Guds hjælp vil betragte, og denne gang vil vi gøre en lille begyndelse. Den første og dybeste kilde til en evig trøst og glæde er allerede antydet i Apostlens første linje i brevet. Han begynder sådan: «Det, som var fra begyndelsen.» – Se, her er det uforgængelige store, som ikke rokkes af nogen storme og omskiftelser i tiden! «Det, som var fra begyndelsen» – det er det evige og uforanderlige! Åh, kunne vi blot svøbe vores hjerter ind i det – hvilken fast borg mod alle storme og pile, hvilken høj og urokkelig fred og glæde! Hvor øde, hvor glædesløst, ja, bedrøveligt må dette liv ikke blive for en kristen, hvis han ikke hele tiden har disse store, evige ting for øje! – Lad os betragte Apostlens ord. Han siger: «Det, som var fra begyndelsen» – ikke: det, som blev til, men det, som allerede var, da verden blev skabt, altså var til før verden. Og hvad var det? Hvad mener Apostlen? Det forklarer han straks selv, når han tilføjer (v. 2): «Livet», som var hos Faderen, «blev åbenbaret for os». Vi genkender her den samme Johannes, som begynder sit evangelium sådan: «I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Ved det er alt blevet til» osv. «I det var liv, og livet var menneskers lys. Og Ordet blev kød og boede iblandt os» osv. – Se, her er den egentlige kilde, den allerdybeste, den evige kilde til al uforgængelig trøst og glæde!

Når Apostlen nu begynder sit brev med ordene: «Det, som var fra begyndelsen», vil han dermed allerførst minde os om det evige, faste og urokkelige i Guds nåde mod os ved Kristus. Han vil sige: Det, jeg nu forkynder jer, er ikke en ny, fremmed eller usikker sag, men den ældgamle; den er ældre end himmel og jord. For før verden endnu var grundlagt, havde Gud udvalgt os i den enbårne Søn og besluttet i tidens fylde at sende ham til os, at han skulle åbenbares i vores natur og blive vores liv og vores lys. Intet er så uforanderligt som Guds evige råd. Hvad Gud har besluttet «efter sin egen viljes velbehag», kan aldrig i evighed forandres. «Hans nådegaver og kald er sådan, at han ikke fortryder dem» (Rom 11,29). Heller ikke kan nogen anden magt gøre det til intet eller forhindre det, som Gud har besluttet. Skulle han, som har skabt millioner af verdener og med sit almagtsord foreskrevet dem deres uforanderlige baner, lade sit evige forsæt blive rokket eller forhindret? Selv om hans modstander, Djævelen, førte mennesket ind i synd og død, skulle han så af den grund lade det blive i døden for evigt, uden håb og redningsmiddel? Nej. Livet, som var hos Faderen, måtte åbenbares i kødet og blive menneskers lys, frelse og håb – «ligesom han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse» (Ef 1,4). – Vi skal derfor aldrig glemme «Guds evige råd om mennesket» og «hans forsæts faste bestand», som med al sin rigdom på trøst og salighed altid står fast, hvad der end sker os, og hvad vi end ser og føler hos os selv. Gud har jo skabt mennesket til sit billede, sit barn og sin arving og før verdens grundlæggelse lagt grunden til vores frelse, «udvalgt os i Kristus», det vil sige: i sit evige råd fastslået at læge syndefaldet ved ham, gøre ham til vores anden Adam, vores Mellemmand og salighedens høvding, for at enhver, som i sin nød vendte sig til ham og greb ham i troen, ikke skulle gå fortabt, men have evigt liv. Da han havde besluttet det, skabte han mennesket til sit barn og arving til sit rige, selv om han udmærket forudså syndefaldet og al den synd og elendighed, som det skulle brede ud over menneskeslægten. Han vidste godt, hvordan det skulle læges. Hans viljes råd skulle ikke blive til intet. Derfor beredte han også allerede fra begyndelsen himlens boliger for mennesket; som Kristus siger, at han på den yderste dag vil indbyde sine troende: «Kom, I min Faders velsignede, og tag det rige i besiddelse, som er beredt jer fra verdens grundlæggelse.» Derfor beredte han også menneskets bolig i prøvetiden med al kongelig rigdom og pragt – alt gjorde han for mennesket – byggede, plantede og prydede for det på jorden og fyldte jorden med alt, hvad der krævedes til dets behov eller fornøjelse, og sagde: Alt dette har jeg givet jer! «Hersk over havets fisk og over himlens fugle og over alle dyr, der rører sig på jorden.»

At betragte denne Guds oprindelige hensigt med mennesket kan ofte med en vældig trøst og glæde styrke et bedrøvet hjerte. Hvor har det ikke i dyb bedrøvelse husvalet mangen en kristen, når Ånden blot har givet ham at tænke: «Du er jo dog stadig et menneske! Gud har jo dog i sit hjerte nogle store, evige nådestanker om mennesket. Han har jo et uforanderligt råd om det og et særligt faderhjerte for det. Han er desuden en almægtig Skaber! Jeg kan altså aldrig synke så dybt, at han ikke stadig kan løfte mig op og – ’sin herlige nåde til pris’ – gøre noget kostbart af mig. Da vores første forældre så uværdigt brød hans rimelige bud – de, som dog havde alle de kræfter, der skulle til for at holde det – med hvilken hjertelig mildhed forbarmede han sig så ikke alligevel over de faldne børn, opsøgte og trøstede dem! Og når han har givet os sin enbårne, elskede Søn til vores bror og Frelser, så kan han da ikke være så ligeglad med mennesket! – ja, så må han have en dybere faderfølelse for det. Hvem ved, hvor meget godt en så stor Fader endnu kan gøre mig?» Ja, allerede sådanne betragtninger over «det, som var fra begyndelsen», kan rigeligt glæde og fryde os, når vi får nåde til at tænke dybere over det.

Men det er især to ting, der berøver os vores trøst og gør en kristen forsagt og modløs: for det første synden, den bestandige og bedrøvelige synd, at vi, skønt vi ser Guds vilje, dog ikke er og gør efter den, men dagligt bryder hans bud både i vores indre og ydre væsen, hvilket især for en benådet kristen er så højst uværdigt. For det andet: havde vi en rigtig alvorlig omvendelse, en dyb sønderknuselse og anger, en brændende og udholdende bøn, så kunne vi dog håbe på nåde; men når der nu til al vores synd også kommer et så letsindigt, hårdt og koldt og adspredt hjerte, at vi ikke angrer, ikke våger, ikke beder, som vi burde – hvordan kan vi så have trøst og tillid til Guds venskab? Alt det, der her er regnet op, er sandelig bedrøveligt, mere end alt andet – og var vores fuldkommenhed i disse stykker betingelsen for vores frelse, så var vi tusind gange fortabte – men hør! vi har noget helt andet, som gælder mere: «Det, som var fra begyndelsen». – «Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundlæggelse.» Læg nu mærke til den anden store trøst, som ligger heri, nemlig at denne vores udvælgelse altså slet ikke er grundet på noget, vi har gjort, ikke det mindste, eftersom den skete, før vi overhovedet var til. Tænk: når Gud har udvalgt os, allerede før vi var født, før himmel og jord var til, ja, før verdens grundvold var lagt, så kunne vi jo intet gøre til vores udvælgelse, kunne da hverken tænke, føle, bede eller gøre noget dertil, for der fandtes endnu ingen begyndelse til det første menneske, ja, ikke engang det stof, det blev skabt af. Heraf kan jeg da endelig se og mærke, at Guds nåde ikke det mindste afhænger af os, at Gud, da han udvalgte os i Kristus til børn og arvinger, slet ikke så på det mindste hos os, men helt og alene så på Kristus, som var hos Faderen og blev bestemt til vores Frelser. Gud stillede altså i denne sin udvælgelse kun sin egen kære Søn for sine øjne og tog denne evige beslutning, at han, den enbårne Søn, skulle gives hen til at blive menneske for alle mennesker, til menneskenes anden Adam, Mellemmand og Forsoner, og at enhver, som nogen sinde flygtede til ham og troede på ham, ikke skulle fortabes, men få evigt liv og være Guds udvalgte ved ham. Vores synd, om den så var tusind gange sværere og mangfoldigere, formår nu ikke længere at gøre denne udvælgelse til intet og hindre vores salighed. For når vi dog er blevet omvendt til Gud fra vores tidligere syndesikre væsen og af hjertet ønsker blot at findes i Kristus, så kan vi med vished vide, at vi i ham er Gud behagelige, udvalgte og benådede – ja, så vist som det er gjort af Gud selv og talt af ham, som er så stor, at han «målte jorden i sin hånd og udmålte himlen med sin hånds spand», som Esajas siger. Vores salighed er grundet på en så fast, evig og urokkelig klippe, at ingen synd, ingen ondskab eller svaghed i vores hjerte, ja, ikke engang al Djævelens raseri kan gøre den til intet. For alt dette onde lagt sammen kan jo umuligt rokke Guds faste udvælgelse i Kristus, som skete allerede i evigheden, før vi eller overhovedet verden var til.

Se da her en gang, du, som har et bedrøvet hjerte, med én eller flere forfærdelige synder på samvittigheden, så dit hjerte ligesom bulner af synd og elendighed – se her en hjælp, der gælder evigt! Så tungt vejer du ikke, at denne hjælp ikke tusindfold opvejer alt dit onde! Betragt det, som var fra begyndelsen; betragt, at Gud før verden udvalgte os i Kristus, og se deri hans faste iver og forsæt til at overvinde al synd og alle Djævelens gerninger på jorden og ved sin udvalgte Mellemmand at råde bod på alt! Du tænker på din omvendelse, din anger, din bøn, som om de skulle gøre noget hertil! Åh, du kommer for sent, han udvalgte os alene i Kristus, og så tidligt, før verdens grundlæggelse. Han udvalgte os i Kristus, ikke i dig eller mig – ikke i nogen af de faldne, men alene i den elskelige og fuldkomne. Med ham har han gjort vores sag op, i ham er han forsonet, formildet og tilfreds – ikke i os, men alene i ham, i hvem han udvalgte os på en tid, da intet menneske havde bedt ham, da ingen med anger eller omvendelse havde bidraget det mindste dertil eller bevæget ham. Han gjorde det «efter sin viljes velbehag, sin herlige nåde til pris». At Gud frelser os, er lige så helt hans egen frie gerning, som at han besluttede og skabte verdener. «Gud gør alt for sin egen skyld.»

Se, dette er nu den første og dybeste kilde til en høj og uforgængelig glæde! Det var af denne evige trøstekilde, martyrerne havde drukket, når de gik med fryd til de brændende bål og alle slags pinsler. De var «berusede» af den lære, at Guds Søn var blevet menneske og vores bror, og at vi derved var blevet hans brødre og medarvinger, og det kunne alle helvedes magter ikke gøre til intet. Dette er også for alle Guds børn den første, store og alt opvejende grund til altid at glæde sig i Herren. Synden er visselig vores allerstørste onde, men dog er denne nåde og glæde endnu større; som også Luther bemærker herom, når han i en prædiken over Fil 4,4 siger: «Fordi vi lever midt iblandt synder og alt andet ondt, som driver os til bedrøvelse, vil Apostlen, at vi skal tage mod til os imod det; og om vi så undertiden faldt i synd, at vi dog lader glæden i Gud være stærkere end bedrøvelsen over synden. Jeg siger igen: syndens natur er, at den fører bedrøvelse og en bævende samvittighed med sig – og vi kan heller ikke være uden synd – dog skal vi lade glæden få overmagten og lade Kristus være stærkere end vores synder; som Johannes siger: ’Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, som er retfærdig osv.’ – og et andet sted: ’Vi kan berolige vores hjerter for ham, hvad end vores hjerte anklager os for, for Gud er større end vores hjerte og ved alt’.»

Men skal denne høje trøst nu kunne overvinde al vores sorg og midt i bedrøvelsen styrke og fryde vores hjerter, så kræves det nødvendigvis, dels at vi har fuld vished om disse vores store glædesemner, dels at vi dagligt og bestandigt omgås dem, hører, skuer og atter skuer vores himmelske rigdomme. Det minder Johannes os om ved det, han videre siger: «Det, vi har hørt, det, vi har set med vores øjne, det, vi har betragtet og vores hænder har rørt ved, om livets Ord». Tænk, hvilken sejrende trøst og styrke for Johannes, at han kunne vidne sådan! Det er for det første den triumferende vished, som udtrykkes hermed. «Jeg forkynder ikke noget usikkert, men det, jeg har set med mine øjne, hørt med mine ører og rørt ved med mine hænder.» Johannes var den lykkelige, som havde ligget ved Jesu bryst, vandret, hvilet og våget med ham, stået ved hans kors og set ham fare op til himlen. Vi undrer os da ikke over, at Johannes kunne gøre og lide alt med glæde. Han har også i sit evangelium påberåbt sig det, han selv havde skuet. Allerede i 1. kapitel siger han: «Vi skuede hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søns fra Faderen, fuld af nåde og sandhed». Og da han i 19. kapitel fortæller, hvordan blod og vand strømmede ud af Kristi gennemstukne side på korset, tilføjer han: «Og den, som har set dette, har vidnet om det» osv. På samme måde har også Peter triumferet og med det, han selv havde set og hørt, bekræftet sit vidnesbyrd: «Vi har ikke fulgt klogt udtænkte myter,» siger han, «da vi kundgjorde jer vores Herre Jesu Kristi magt og komme, men vi har selv set hans herlighed; for han modtog ære og pris fra Gud Fader, da der fra den store herlighed kom en sådan røst til ham: ’Denne er min elskede Søn’ osv. Og denne røst hørte vi komme fra himlen, da vi var med ham på det hellige bjerg» (2 Pet 1). Gud være lovet! «Vi har ikke fulgt klogt udtænkte myter.»

Men du siger: «Hvad har vi for vished, vi som ikke har set det med egne øjne?» – Gud være lovet! «Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv» – han har set og skuet! «Gud har ikke ladet sig selv være uden vidnesbyrd.» Den, som ikke tror Guds vidnesbyrd, er med fuld ret straffet med blindhed; han ser intet, ser ikke det, som står lige foran ham, sådan som de vantro jøder beviser, der havde Kristus og alle hans gerninger for øjnene lige så vel som Johannes og Peter og dog intet så. Men «den, som tror på Guds Søn», ser i ham «Urim og Tummim», lys og fuldkommenheder; han omgås også dagligt med Kristus – skulle han så ikke kende ham? Den, som tror på Guds Søn, ser herlige ting – først i sig selv og sin egen sjæls historie, nemlig en ny skabning, ikke mindre forunderlig end den første skabelse; dernæst ser han uden for sig selv uophørlige bekræftelser på Guds ord. Hvad ser han ikke fx blot i denne rest af det gamle Israel, disse jøder, som går iblandt os? Hvad ser han ikke i alle hedningernes elendige gudelære? – Hvad ser han ikke blot i den omstændighed, at Ordet om den korsfæstede ikke standsede med hans død, men er gået ud i alle lande? Hvad behøver han mere som bevis for Kristi opstandelse? Og hvad behøver han så mere at vide om, hvem den Herre var? – Er alt dette ikke at se? Tak og lov, o Gud! Vi har set, vi har skuet, men dog ikke alle, kun dem, for hvem du «vil åbenbare det» (Matt 11,25.27). Ja, man må ydmyge sig under Guds mægtige hånd og tigge om den nåde, om et åndeligt øje, om lyset; for det kommer kun ovenfra, fra lysenes Fader.

Det andet, som Johannes her lærer os, er, at vi må omgås disse himmelske ting i livets Ord dagligt. Denne sin daglige omgang med dem antyder han med de mange gentagne ord: «Det, vi har hørt, det, vi har set med vores øjne, det, vi har betragtet og vores hænder har rørt ved, om livets Ord»; og v. 2: «Livet blev åbenbaret, og vi har set og vidner» osv. Se, her er den anden nødvendige betingelse for at have en trøst og glæde af Kristus, der sejrer over alt, nemlig at vi ikke blot har hørt og set, men flittigt, igen og atter igen hører og ser og betragter og atter betragter og «rører ved» eller omgås disse ting, disse vores himmelske rigdomme. Her er hemmeligheden ved at have kraft og trøst i hjertet, nemlig at se og betragte – at se og betragte vores glædesemner, flittigt og uophørligt. Nu rører vi ved et punkt, hvor det hele samler sig. Det er dette, det kommer an på! Her er årsagen til, at der bor så lidt fred og glæde og kraft i vores hjerter. Vi betragter alt andet tusind gange, blot ikke dette, som giver liv og fred. Ja, midt under flittig hørelse og læsning kan man dog have sin sjæls øje rettet alene mod sig selv, mod elendigheden – men i Kristi herlighed, i Guds evige udvælgelse, i vores himmelske rigdomme kan man ikke fordybe sig. Og hvad hjælper så alt Guds ord? Det, som vores sjæl betragter og omgås, fylder hjertet. Det er en beklagelig sygelighed hos visse kristne, at de så lidt betragter det store og herlige, som skulle fylde dem med fred og glæde; derimod fordyber de hele sjælen i det, som fylder dem med alt ondt og med kval og uro. Det, man mest betragter, får man mest indtryk af. Gud hjælpe os! Dette er noget så vigtigt og nødvendigt, at alt er forgæves, hvis vi ikke heri retter os efter Ordet. Vi bør også hjælpe hinanden dertil med formaninger og opmuntringer, så vi kan begynde flittigere at omgås vores store rigdomme i Kristus. Der findes ingen anden måde at få glæde og styrke i hjertet på. Luther, den store doktor i teologi, som dagligt ikke gjorde andet end at arbejde med Ordet og med at undervise, havde dog intet andet råd end det, enhver enfoldig tjenestepige har: han tog dagligt for sin egen sjæls skyld trosartiklerne frem og Guds ti bud og nogle velkendte skriftord om Kristus, som han atter for tusindende gang betragtede. Ingen kristen har endnu fundet på nogen anden måde at vinde og bevare kraft i hjertet. Gud hjælpe os til at føre dette punkt ud i livet! Og så skal vi øse vand med glæde af frelsens brønde.