De kirkelige spørgsmål på rigsdagen

(Syttende årgang, 1858)

Nu er rigsdagens arbejde med de kirkelige spørgsmål slut for denne gang, og resultatet af dette vigtige arbejde er følgende: 1. at Rigets Stænder har forkastet Hans Kongelige Majestæts proposition om udvidet religionsfrihed uden at kunne blive enige om noget andet forslag; 2. at Stænderne for deres part har ophævet det gamle konventikelplakat og vedtaget a) en ny konventikellov (hvis ordlyd skal meddeles nedenfor) samt b) en forordning, der giver ret til at bruge en anden præst end sin egen menigheds ved dåb og nadvergang; og 3. at de har vedtaget en underdanig skrivelse til Hans Majestæt om tilladelse for dem, der ønsker det, til at bruge de såkaldte «gamle bøger» [de ældre svenske kirkebøger (salmebog, katekismus m.m.), som mange vakte foretrak frem for de nyere autoriserede udgaver].

Det punkt, som de fleste kristne lægger vægt på, er det om åndelige sammenkomster eller den nye konventikellov; derfor vil vi kun sige nogle ord om den. Og hvad skal vi så sige? Vi ser nu, at Stænderne ønsker, at det gamle konventikelplakat endelig må dø, efter at det i mere end et og et kvart århundrede har tjent til at plage og bekymre så mange fromme sjæle i vort land og har bevirket, at de mest lovlydige undersåtter, som helst ville være «underordnet al menneskelig ordning for Herrens skyld», har været tvunget til netop «for Herrens skyld» at være lovbrydere – noget, som også de hellige martyrer altid var nødt til at være. Nu bliver dette gamle plakat vel endelig ophævet. Nu bliver det vel endelig anerkendt i svensk lov, at det ikke er noget ondt, men ret og rimeligt, at de, som ønsker det, «her og der i hjemmene er forsamlede i Jesu navn».

Men Rigets Stænder har anset det for nødvendigt at give friheden visse forskrifter for at forebygge, at den misbruges. Derfor har de for deres part vedtaget en ny konventikellov, og dens ordlyd er følgende:

«Med ophævelse af det kongelige plakat imod særlige religionssammenkomster af 12. januar 1726 samt hvad der i øvrigt er fastsat om dette emne, forordnes følgende: Det skal ikke være medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke forment at komme sammen til fælles andagtsøvelser uden vedkommende præsteskabs umiddelbare ledelse; dog må en sådan sammenkomst ikke uden særlig tilladelse finde sted på et tidspunkt, hvor der holdes almindelig gudstjeneste i menigheden. Heller ikke må adgang til en religionsøvelse, som ikke kan henregnes til privat husandagt, nægtes menighedens præsteskab, et medlem af dens kirkeråd eller den offentlige myndighed på stedet; sidstnævnte myndighed har ret til at opløse sammenkomsten, hvor det anses for nødvendigt, hvis der er sket noget ulovligt eller uordentligt. Optræder nogen, som ikke er præst eller efter kirkeloven berettiget til at prædike offentligt, ved en sådan sammenkomst som lærer med åndelige foredrag, der anses for at føre til splittelse i kirkelig henseende eller til foragt for den almindelige gudstjeneste eller i øvrigt til undergravning af religionens hellighed, tilkommer det kirkerådet at forbyde ham at optræde videre i nævnte egenskab inden for menigheden.

«Den, som arrangerer en sammenkomst af den art, som nu er omtalt, på et tidspunkt, hvor den ikke må holdes, eller på et sådant tidspunkt stiller hus til rådighed for den, eller undlader at rette sig efter kirkerådets forbud mod at udøve lærervirksomhed, straffes med bøde fra og med halvtreds til og med tre hundrede kroner, der deles ligeligt mellem anklageren og menighedens fattige. Har den bødedømte ikke midler til bøderne, skal de forvandles til fængsel efter de samme regler, som gælder for forvandling af bøder efter loven om udlæg og inddrivelse (utsökningsbalken).»

Denne nye konventikellov, som regenten efter alt at dømme vil stadfæste, har egentlig sin værdi i, at selve grundsætningen endelig bliver anerkendt og udtalt i svensk lov, nemlig at religiøse sammenkomster og lægfolks tale i Jesu navn ikke er nogen forbrydelse; at denne sandhed anerkendes og udtales, er nemlig en stor tjeneste for uforstandige mennesker. For dem, som har forstand, så de kan betænke, at når en menneskelig lov strider imod Guds, fx imod det store kærlighedsbud, er det en synd at adlyde den lov, så sandt som det er en hellig pligt at «adlyde Gud mere end mennesker» – for dem, som har forstand til at betænke sådan noget, betyder denne ventede konventikellov ikke meget; for de ved i hvert fald i forvejen, hvad de bør gøre; og det er kun forblindelse og ubetænksomhed, når menneskelige lovgivere ikke vogter sig for at give love, som mennesker for Guds og samvittighedens skyld må bryde, selv om man brugte alle tænkelige pinsler for at opretholde sin lov. Men som sagt: for de enfoldige og uforstandige er det godt, at sandheden også anerkendes i menneskelig lov. Men ingen må tro, at den nye konventikellov, hvis regenten stadfæster og udsteder den, skal beskytte os mod forfølgelse for disse uskyldige sammenkomster; nej, den sag afhænger ikke af den menneskelige lov, men alene af vor himmelske Konges råd om sin menighed. Når det behager ham at give den fred, så har den fred, ellers forfølgelse og uro – «for at man skal fornemme både fra solens opgang og fra dens nedgang, siger Herren, at der ingen er uden mig, at jeg er Herren og ingen anden; jeg, som danner lys og skaber mørke, som giver lykke og skaber ufred. Jeg, Herren, er den, som gør alt dette» (Es 45). – Enhver kan desuden se i den nye konventikellov, hvor let også den kan bruges til at forfølge de kristne, når der står, at når en lægmands åndelige foredrag blot «anses for at føre til splittelse i kirkelig henseende eller til foragt for den almindelige gudstjeneste», skal det tilkomme kirkerådet at forbyde ham at optræde videre med noget åndeligt foredrag inden for menigheden. Og den, som så ikke adlyder kirkerådets forbud eller i rette tid klager over det, skal have en bøde på fra halvtreds til tre hundrede kroner. Det kunne vel ske, at en retsindig dommer ville kræve beviser og grunde, der godtgør, at det påklagede foredrag sigtede mod splittelse; men det giver den nye lov ikke anledning til, for den siger ikke, at nogen skal have bøde for den måde, han har talt på, men fordi han «undlader at rette sig efter kirkerådets forbud» osv. Hvis kirkerådet blot forbyder ham at tale inden for menigheden, hvad enten forbuddet har grund eller ej, så får han bøde, hvis han ikke adlyder det, medmindre det påklages og ophæves af domkapitlet eller en højere myndighed. Og kirkerådet behøver blot at «anse», at en åndelig tale har de nævnte skadelige følger. Og hvor almindeligt er det ikke, at alt levende Guds ord anses for at have den følge, at folket begynder at foragte den almindelige gudstjeneste! Vi ser altså heraf, at ingen må anse den nye konventikellov for nogen beskyttelse mod forfølgelse.

Men lad os takke og love Herren, som gør alting vel. Det er ganske vist oprørende for følelsen, at de frommeste mennesker skal kunne forfølges for den mest velmente nidkærhed, som Guds egen Ånd har tændt; men det er langt sundere for Kristi rige, end hvis de fik en så retfærdig og betryggende lov, at den drog deres tillids øje bort fra den eneste rette genstand, den alene mægtige beskytter, hen til afguden, den formentlig beskyttende lov. Det er meget sundt ikke at have andet end Gud at stole på. Megen frihed og ydre tryghed er skadelig for Guds menighed. Alle, som med nogen indsigt beklager Kristi kirkes forfald, fører det især tilbage til den tid, da den fik ydre beskyttelse, frihed og magt. Og at de, som er nidkære for Herrens rige i sjælene, også gennem ydre omstændigheder holdes i en vis frygt, ydmyghed, bøn og varsomhed, det bevarer dem fra mange farlige fristelser og gør hele deres væsen sundere for dem, som hører og ser dem. Ligesom intet vand er mere friskt og rent end det, der har trængt sig frem gennem bjerge, gennem meget sand og mange småsten, sådan er Guds ord heller aldrig renere og friskere, end når det trænger frem og siles gennem megen anfægtelse, frygt og mange prøvelser. Derfor er alt godt, hvad Herren gør; og han leder jo stadig «kongers hjerter som vandbække». Måtte han lede vor regents hjerte, når han, efter at have hørt højesteret og statsrådet, skal beslutte, om Stændernes ovenfor gengivne forslag bør stadfæstes og således blive lov. Ikke engang en fugl falder til jorden uden den himmelske Faders vilje; så meget mindre er hans højre hånds rige vel overladt alene til menneskers indfald. På jer er endog alle hovedhårene talt. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.