📚 Samlede skrifter · Bind 3 · C. O. Rosenius, 1842–1868
Herren er konge
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Svar til en broder på landet
(Trettende årgang, 1854)
Du spørger, hvordan det går med rigsdagen. – Jo, Gud ske lov, ganske godt! – «Fyrsterne rådslår vel med hinanden imod Herren og hans salvede, men han, som bor i himlen, ler; Herren spotter dem» (Sl 2). Ganske vist findes der en og anden Gamaliel, som med en lille betænkelig bevægelse af hovedet sætter spørgsmålstegn ved, om de «kan gøre dette værk til intet», og mener: «Lad dem bekende», ja, giv dem en vis reguleret frihed – (man har talt for en ordnet lægmandsvirksomhed, eller for at kirken burde tilegne sig de åndelige livskræfter, ikke altid jage dem bort, men adoptere dem og lede dem under sin beskyttelse; man har talt for et nyt, ændret konventikelplakat, hvorefter de egentlige konventikler nu skulle blive lovlige på forskellige betingelser, såsom at kun Guds rene ord eller renlærige bøger bruges der, og det «til opbyggelse, ikke til spot eller forargelse», samt at præsten skal underrettes om tid og sted, når en sådan sammenkomst på forhånd er arrangeret og bekendtgjort – dette er det væsentlige i det nye plakat, og det er ikke usandsynligt, at det bliver vedtaget); men de fleste er af Kajfas’ mening: «Det er bedre for os, at én mand ryddes af vejen, end at hele folket går til grunde» – bedre, at nogle forfølges med bøder, fængsel, vand og brød, end at kirken og den almindelige ro (søvnen) skal forstyrres. Det er lærerigt at se, hvordan selv fremragende lærde og kloge mænd er slået med en sådan blindhed, at de ikke ser, at Åndens værk aldrig har ladet sig regere af verdslig magt. De ser ikke, at en flod, der har sine kilder i høje bjergegne, aldrig lader sig standse; sætter man en dæmning for den, opnår man kun, at den enten bryder dette menneskeværk i stykker og styrter frem med fordoblet fart, eller også at den tager andre veje og oversvømmer nye egne. Spørgsmålet er altså aldrig dette: Skal livsvandets flod, som kommer ovenfra, fortsat have lov at løbe? eller skal dens løb forbydes på rigsdagen? – men spørgsmålet er kun: Skal den have lov at løbe i sit leje, eller skal den tvinges ud på sideveje eller tvinges til at bryde igennem? – Kun det er spørgsmålet. For det er sandelig forgæves at påbyde: I må ikke hungre mere, end vi giver jer føde til. – Men da jeg sagde, at alt går godt, havde jeg mine to dyrebare trøstegrunde i den slags spørgsmål for øje. Den ene er: «For dem, som elsker Gud, virker alt sammen til det gode». Hvad enten det bliver tvang eller frihed, skal det være det bedste for dem. Og den anden trøstegrund er også grunden under den første og lyder sådan: «Jeg – jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg. Han skal herske». Han glemmer allermindst sin højre hånds rige.
«Hvad denne konge har befalet, / og som han vil, så sker alt, / og kongerne regerer.»
Lad os blot flittigt og alvorligt bede for den megen sæd, at Herren mere og mere gør sit værk levende og beskytter sin vingård (Sl 80). De, som virker mest, er de, som beder mest. Herren være med os – og alt er vel. «En strøm går frem, hvis bølger glæder Guds stad, den Højestes hellige bolig.
Gud bor derinde; den vakler ikke. Gud hjælper den, når morgenen gryr» (Sl 46).
Samlede skrifter (C. O. Rosenius, 1842–1868) er oversat fra svensk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Samlade Skrifter af C. O. Rosenius, bd. 1–3, Augustana Book Concern 1896 (public domain), fra Google Books, renset mod sidebillederne. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.