De kristne, verdens lys

(Femtende årgang, 1856)

Nu, hvor endnu et nådigt Herrens år er svundet, og et nyt er gået op over verden – noget, der altid vækker os til eftertanke over, hvordan vores liv iler mod evighedens mål – så lad os et øjeblik standse for Guds ansigt og tænke over, hvordan det i virkeligheden står til med vores åndelige liv og løb. Vi lever desuden i en højst mærkværdig tid, en tid med åndelig opvågnen, granskning og søgen efter Guds rige, så vi kan synge i Højsangens tone: «Se, vinteren er forbi, blomsterne viser sig på marken, og turtelduens røst høres i vores land». Næsten i alle egne og inden for alle stænder og aldre sker der nu åndelige vækkelser. Hvor burde så ikke alle kristne i denne tid, ud over flittigt at løfte bedende hænder mod himlen, for at Herrens sag stadig mere må have fremgang, også blive særlig opmærksomme på sig selv, i samme grad som det dages og alles øjne rettes mod dem, der bekender Herrens navn! De kristne er kaldet til med ord og vandel at være «verdens lys» (Matt 5,14), men de kan også ved et forkert levned tværtimod formørke den sandhed, de bekender. Det er især på dette sidste forhold, vi denne gang med Guds hjælp vil henlede alle kristnes alleralvorligste opmærksomhed.

I en flok af vakte og troende sjæle findes der altid, sammen med Åndens frugter, også en mængde mangler og skrøbeligheder, som kan give anstød for dem, der står udenfor. Der findes en Peter, som det ene øjeblik hugger øret af præstens tjener og det næste fornægter sin Mester; der findes en Judas, som er en ren hykler, en tyv og sin Herres forræder; der findes en Thomas, som med stædig vantro gør alle de andre disciple til løgnere – for ikke at tale om, hvordan det siden gik til i de menigheder, apostlene plantede, fx i Korinth (1 Kor 3 og 5) og i Thyatira (Åb 2) med flere. Der er især tre slags mere fejlbehæftede medlemmer i de kristnes flok. Vi nævner først de ligefrem falske medlemmer, Judas Iskariots brødre, som for en tid kan bedrage selv de troende, så de holder dem for brødre; og hvordan kan man så undre sig over, at den blinde og ondsindede verden ikke skelner mellem de sande og de falske medlemmer af en flok kristne, men dømmer alle, også Johannes og Peter, efter Judas? For det andet findes der slumrende, magelige eller letsindige kristne, som vel egentlig er oprigtige venner af Jesus og evangeliet, men blot mangler salt (Mark 9,49–50): de er ikke rigtig alvorlige og opmærksomme på sig selv, men lever mere frit, som det falder sig. Åh, gid de ville betænke, hvilken skade de kan gøre, når de med et sådant misbrug af friheden giver spotterne plads og de svage brødre anstød! For det tredje er der nogle andre, som er lige så mangelfulde i levnedet, men som hælder til den modsatte side: de er trællesindede, elendige og lidettroende. De er vel troens børn, for de har deres eneste trøst i Kristus, men de ved blot ikke, hvad vi har i ham (1 Joh 5,13), og de mangler troens fred, glæde og kraft. De vil hele tiden se på sig selv, men netop som følge af denne deres loviske sygelighed bliver de i levnedet lige så mangelfulde som de letsindige; for loven giver ingen kraft, men forøger elendigheden. Ligesom den ene ager under samme sol og regn lider af for megen tørke, fordi jorden dér i sig selv er så tør, og den anden lider af for megen væde, fordi den ligger i en fugtig dal, sådan hælder den ene kristne til letsind og den anden til trællesind, så det aldrig rigtig vil gå ret og jævnt for sig. Og endelig findes der ikke én eneste sand kristen, som er tilfreds med sin gudfrygtighed og vandel; alle synes, at de er fejlbehæftede, og det er vi også alle i virkeligheden. Heraf følger, at vi vel alle trænger til at blive bedre, men at forskellige tilstande kræver forskellige midler. De, der trællesindet ser på sig selv, bliver ikke bedre af stadige formaninger; de har tværtimod, netop for at helliggørelsen kan gå frem, brug for at vende øjnene bort fra sig selv og hen til Kristus og så længe blive trøstet og opmuntret med det, vi har i ham, indtil de bliver rigtig glade og fyldt med fred alene ved den uforskyldte nåde; for «glæden i Herren er vores styrke». De formaninger til mere alvorligt at give agt på sig selv, som vi her – også med hjælp fra et engelsk skrift – vil fremlægge, gælder derfor ikke egentlig dem, der selv dagligt revser og formaner sig selv, men først og fremmest de letsindige, som glemmer sig selv på den måde, som netop er sagt, og ikke betænker, hvor meget det betyder at vandre alvorligt i Herren.

Al gudfrygtighed afhænger af, hvordan man kender Gud. Alt efter hvordan du kender Gud, sådan bliver også din gudfrygtighed. Lad os derfor se godt efter, at vi ikke har et falsk billede af Gud for øje. Vi kan vel aldrig kende ham fuldkomment; men lad dog billedet være den sande Guds! Læg derfor godt mærke til følgende:

Apostlen Johannes siger os et sted i sit første brev: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Og to andre steder i samme brev forkynder han os, at Gud er kærlighed. Disse to korte ord kan betragtes som en beskrivelse af hele Guds væsen. Lyset er renhedens sindbillede, og intet sindbillede kan mere passende svare til Guds hellighed. Med denne hellighed er kærligheden på det nærmeste forenet, så han på samme tid, som han hader synden, elsker synderen. For at en synder kan blive forvandlet til en hellig, for at han kan blive Gud lig, er det derfor nødvendigt, at han forstår, tror og tager sig til hjerte disse to sandheder: Gud er lys – og: Gud er kærlighed. Men de må ses i sammenhæng med hinanden; for hvis kun den ene af dem tages i betragtning og tros, bliver følgen ikke sund. Hvis du kun ser Guds renhed og hellighed, men ikke hans kærlighed, så vil dette syn kaste dig ud i den yderste fortvivlelse. På samme måde er det skadeligt og ulykkeligt, hvis dit syn på Guds kærlighed er så mangelfuldt og forkert, at du ikke samtidig får øje på hans uendelige had til synden og hans kærlighed til retfærdigheden og helligheden. Men tag dem begge sammen; lad Guds Ånd oplyse dig om, hvor dybt han hader synden, og samtidig hvor uendeligt han elsker dig. Lader du dig helt gennemtrænge af disse sandheder, så vil Guds kærlighed få magten i dit hjerte, hvordan dets tilstand end hidtil har været.

Vor Herre Jesus Kristus siger: Jeg er verdens lys. Mens han levede på jorden, var han Faderens herligheds stråleglans og hans væsens udtrykte billede. Han kom for at åbenbare disse to store grundtræk i sin Faders hjerte: helligheden og kærligheden. Der manglede heller ikke noget i Jesu fremstilling af dem. Hele hans liv og hans død viste både Faderens og Sønnens uendelige kærlighed til syndere; og de viste samtidig hans uendelige afsky og væmmelse ved synden. Hellere end at lade synden blive ustraffet eller lade syndere fare uforsonede til helvede har han, som på samme tid er både lyset og kærligheden, ikke sparet sin egen elskede Søn, men givet ham hen for os alle.

I det ord, vi netop har anført, siger Frelseren os, at han er verdens lys; og et andet sted siger han til sine disciple: «I er verdens lys». Disse to ord modsiger slet ikke hinanden. Jesu disciple er verdens lys lige så vist, som han selv var det. I den forstand, at han var en soning for verdens synder, står han alene; dér hersker han uden nogen medhjælper – han trådte vinpersen alene. Men i den forstand, at han ved sit eksempel fremstillede Guds væsens egenskaber, indtager han den samme plads, som hans troende skal indtage. Enhver frelst synder kan være og må være en fremstilling af Guds hellighed og kærlighed, sådan som Jesus selv var det på jorden.

Gud den Allerhøjeste har givet en prøve på sin visdom ved at bruge sine troende som verdens lys. Mange af Guds egenskaber kan ses i skaberværket, og uendelig meget klarere er de fremstillet for os i hans åbenbarede Ord. Men det er kun nogle få tænkende hoveder, der studerer naturens bog, og også den skare, der alvorligt betragter Guds hellige Ord, er forholdsvis ganske lille. Men de troendes omgang og opførsel er den bog, som alle mennesker læser; de kristnes levned ligger åbent for alle dem, de er omgivet af. Der behøves ingen grublende skarpsindighed for at granske deres ord og gerninger; nej, både de lærde og de ulærde giver nøje agt på, hvordan de opfører sig. Og utallige mennesker ville aldrig have tænkt på at undersøge Guds åbenbarede Ord, hvis de ikke var blevet gjort opmærksomme på Gud ved at se hans væsen åbenbaret i hans børns levned. Når verdens børn ser, hvad Kristi disciple er blevet ved troen på evangeliet, bliver de ofte bevæget til at lytte til og undersøge dette evangelium og til sidst også til at tage imod det.

Kristi almindelige kirkes pligt er også hver enkelt menigheds og hvert af dens medlemmers pligt. Hver kristen menighed er sat til at være et verdens lys for at vise Guds hellighed og kærlighed og således tjene til at drage syndere til Frelseren. Hvis en menighed ikke på den måde viser et verdens lys, der står i klar modsætning til den onde, formørkede verden rundt omkring, så fortjener den ikke navnet Kristi menighed. Lad os imidlertid huske godt, at ligesom hver menighed er sammensat af enkelte medlemmer, sådan afhænger helhedens beskaffenhed af de enkelte medlemmers. Hvert medlem er kaldet til at være et verdens lys – «et levende Kristi brev, kendt og læst af alle mennesker». Hvis et medlem af Kristi menighed ikke er et sådant lys, et sådant levende brev fra kærlighedens og hellighedens Gud, så forspilder han sin ret til at høre den til – han er kun til skade og skam for menigheden, og han er også til stor skade for verden rundt omkring.

Lad os tage en enkel lignelse for bedre at belyse dette forhold. Når nogle brændestykker lægges sammen og tændes, giver de både lys og varme. Og både lyset og varmen er meget stærkere, fordi brændestykkerne ligger samlet, end de ville være, hvis stykkerne lå spredt hist og her; nu bidrager hvert stykke glød til at tænde de andre. Det er billedet på en menighed af levende kristne. Men lad os tænke os, at vi blandt disse brændestykker stillede en mængde sten op, som havde brændestykkers form og udseende; så fik vi vel flere stykker, og brændestablen blev større i omfang, men ville varmen og lyset også blive større? Bestemt ikke. Disse indblandede sten ville ikke blot selv ikke give noget lys, men de ville også hindre det øvrige, ægte brænde i at brænde og give lys og varme. Dette billede halter rigtignok, som de fleste billeder gør; for sjæle, der endnu ikke er tændt af Ånden, kan blive det og kan derfor snarere sammenlignes med råt, vanddrukkent brænde end med sten; men dem, der udgiver sig for at være levende, men ikke bærer nogen frugt og derfor fører vanære over Kristi navn, og som ikke vil lade sig formane, dem sammenligner vi med sådanne sten.

Se, sådan står det til med dem, der vil være Kristi sande menighed. De er bestemt til at varme og oplyse den kolde, formørkede verden; men hvis én, der bekender sig som Jesu sande discipel, ikke stræber efter at leve efter Jesu forbillede, så er han som en sten midt i ilden: selv giver han intet lys, og hans eksempel og indflydelse besmitter og formørker det lys, som ellers ville blive spredt omkring ham af andre. Elskede brødre og søstre, står det sådan til med nogen af os? Vi stiller dette spørgsmål, ikke for at nogen skal se sig omkring og falde over andre med sin dom, men for at enhver, der kalder sig Jesu discipel, må spørge sig selv: «Står det sådan til med mig?» Vi beder hver enkelt af jer om oprigtigt at undersøge, hvad det er hos dig, netop hos dig – i dine hensigter eller ord eller gerninger – der kan hindre Kristi rige og hans navns ære. Lad enhver, der kalder sig en Kristi discipel, i fuld alvor stille sig selv dette spørgsmål: «Hvad er det hos mig, der kan give spotterne plads og hindre synderes omvendelse? Er ikke jeg på en eller anden måde skyld i, at en sjæl ringeagter Ordet og anser al levende kristendom for skinhellighed?» Ja, lad enhver discipel af Jesus stille sig sådanne spørgsmål! Lad enhver kristen nu i dette øjeblik undersøge, hvad der hindrer Kristi rige hos ham, og vent ikke et øjeblik med at søge rettelse og hjælp mod det. Lad det svide, lad det gøre ondt, men det er bedre nu end siden. Lad os aldrig glemme, at den gren, der ikke bærer frugt, skal hugges af og kastes i ilden.

Som vi allerede har bemærket, er dette ikke egentlig sagt til de «gudfrygtige skrøbelige», som dagligt revser og dømmer sig selv og tværtimod burde se bort fra sig selv og hylle sig så helt ind i Kristus, at deres sjæl i hans nåde fik den hvile og styrke, som helliggørelsen kræver; men her taler vi til dem, som under bekendelsen af evangeliet er letsindige og skødesløse – de har meget let ved at tro og gør sig heller ingen umage for at efterfølge Kristus – enten ligefrem falske kristne, døde grene, som ikke bærer frugt og skal hugges af, eller også skødesløse kristne, som til tider glemmer deres hellige kald, og som må renses, for at de kan bære mere frugt. Åh, betænker I, hvad det vil sige at blive skyld i, at evangeliet ringeagtes, så mennesker på grund af jeres dårlige levned mener at have ufejlbarlige beviser for, at al fremtrædende kristendom kun er skinhellighed, og at en omvendelse fra verdens almindelige liv derfor er unødvendig? Og til sådanne slutninger må jo et naturligt menneske komme, hvis der fx blandt hans naboer er en håndværker, der skiller sig ud fra verden ved sine flittige andagtsøvelser, men i sit arbejde og sine løfter er upålidelig og ikke helt samvittighedsfuld i den regning, han sender; eller hvis manden og hustruen i et andet hus, hvor Guds ord bliver brugt, lever i uenighed, i kiv og strid, skønt de begge er venner af Ordet; eller hvis den blandt en flok tjenestefolk, der hører til de kristne, er den vanskeligste, genstridig, egenrådig og ulydig; eller hvis en husfar eller husmor, der holder sig til de kristnes flok, er så hård eller egennyttig over for tjenestefolk og underordnede, at de, selv med et kristent sind, hellere ville tjene de ugudelige. Åh, hvor forfærdeligt! Ønsk dig hellere at være gemt nogle alen under jorden end at give et så forvrænget billede af kristendommen! – «Se, hvis vi dømte os selv ret, ville vi ikke blive dømt», siger Apostlen. Det gælder både over for Gud og mennesker; for den, der selv erkender, begræder og beder om tilgivelse for sine skrøbeligheder og alvorligt stræber efter at slippe fri af dem – han har dermed fjernet den forargelse, der lå i dem; men den, der ikke lader sig sige noget, «ikke lader sig holde fra synden», men hylder, forsvarer og med vilje øver den, ham vil Apostlen møde med den alvorlige tiltale: «Vil du vide, du tåbelige menneske, at troen uden gerninger er død?» Luther siger: «Her gælder det ikke om at se på deres mund, men på deres levned»; her gælder det ikke, at du kan tale smukt, men også, om du har noget bevis på Ånd og kraft. Det er let at rose sig af Gud og Kristus; men det skal vise sig, om din tro er sand og oprigtig, ved om den også fører en hellig ånd med sig ind i dit hjerte, som angriber, binder og korsfæster dit gamle menneske og gør dig ydmyg og kærlig. Du bliver vel alligevel aldrig i denne tid tilfreds med din helliggørelse og kraft, såfremt du er vågen og ikke er blevet lullet i søvn af forføreren i selvhellighedens indbildninger – du vil vel stadig mærke din synd langt mere end din hellighed; men andre vil vidne, og i lysere tider vil du selv med Apostlen kunne bekræfte, at «Guds nåde mod dig dog ikke har været forgæves» (1 Kor 15,10), og at Åndens mest fremtrædende frugter virkelig er fulgt med din tro, om end ikke i det mål, du ønskede.

Men hvis du har en sådan slags iver for helliggørelsen, at du først og sidst taler om helliggørelse og gerninger og derved har øjnene mere rettet mod andre end mod dig selv, så det egentlig er andres mangler, der besværer dig, og ikke dine egne, så er det et meget betænkeligt tegn på, at du er en forblændet og gerningssyg lovhelgen, som endnu ikke selv har taget fat på sagen med tilstrækkelig alvor for din egen del – som endnu ikke rigtig ved, hvad Apostlens ord betyder: «og jeg døde» (Rom 7,10). Men hvis du derimod er en, som, selv gjort til intet, først og sidst er nidkær for Lammets ære – ligefrem nidkær imod alt, hvad der hæver sig imod den, alt, hvad der i menneskers hjerter vil gælde mere, end at Guds Søn blev født under loven, kæmpede vores hellighedskamp på jorden og til sidst blødte og døde på korset – hvis du er en, som først og sidst er nidkær for dette Lammets ære og derfor håner og spotter al vores egen retfærdighed, når den vil gælde noget for Gud – men du samtidig, midt i denne nidkærhed for troens renhed, selv viser dig at være den mest flittige og utrættelige i alle kærlighedens gerninger, den mest samvittighedsfulde og nøjeregnende med dit eget hjerte og levned, med at tæmme og døde dine egne dårlige tilbøjeligheder, så kan intet så kraftigt lukke munden på dem, der mener, at iveren for troen og Kristus er et tegn på åndelig magelighed, som skyr besværet med helliggørelse og gode gerninger. Har du blot iveren for troens vej, men ikke selv viser gode gerninger, så må du ikke undre dig over, at nogle tænker: «Det er en meget bekvem vej til saligheden blot at tro og slippe for at gøre noget godt.» Men hvis du har alle dine medmenneskers vidnesbyrd om, at ingen er mere villig og glad til at gøre godt end du, som så stærkt sætter gerningerne ned, når spørgsmålet er om retfærdigheden over for Gud, så vil alle redelige sjæle være nødt til at tænke: «Nej, det er ikke for sin egen mageligheds skyld, han taler imod gerningernes fortjeneste.» Åh, hvilken pryd sådanne kristne er for Guds menighed! Og intet kan kraftigere fremme Kristi rige og overbevise mennesker om sandheden. Og det er vi alle kaldet til, nemlig sådan at være verdens lys.

Vores pligt som Kristi disciple, både i menigheden og hver for sig, er at føre syndere til Kristus. Det er på én gang både vores pligt og vores ret. Dette store mål kan fremmes på to måder: ved ord og ved eksempel – ved prædiken og samtale, men også ved et standhaftigt, kristent liv. De to måder burde aldrig være skilt ad, og de kan heller aldrig skilles helt ad. Men alligevel er det vigtigt at undersøge, hvilken af de to der hos os er mest mangelfuld og derfor lige nu kræver mest af vores opmærksomhed.

Som bekendt er den første måde, nemlig prædiken og samtale om Ordet, i vores tid mange steder begyndt at blive brugt med fremgang. Mange sjæle er blevet opfordret til at flygte fra den kommende vrede, og flere har adlydt advarslen. Mange hjerter er blevet kærligt lokket til at komme til Kristus, og nogle sjæle, der hungrede efter nåde, er kommet og er blevet bevaret fra dommen. For det kan vi aldrig prise Herren nok. Men hvis vi har grund til glæde og taknemmelighed, har vi så ikke også grund til bekymring og eftertanke? Hører man ikke også om mange syndefald, mange underlige ting, megen forhånelse af Kristi navn på grund af hans fejlende eller også falske bekendere? – for ikke at tale om al den grundløse mistillid, som verdens børn har til Kristi trofasteste efterfølgere. Men når vi også må bekende, at der hist og her faktisk gives anledning til forhånelse, så melder spørgsmålet sig: Er det ikke nødvendigt med en forandring eller forbedring i et af de midler, hvormed Kristi rige fremmes?

På det spørgsmål må vi sikkert alle svare ja. En forbedring er nødvendig. Men hvor skal forandringen så ske? Svar: Vores egentlige våben forandrer vi i sandhed ikke, og endnu mindre vores mål. Vi tager stadig som altid Åndens sværd, som er Guds ord. Vores mål er også det gamle: at føre syndere til Jesus, så de kan blive frelst. Men den forbedring, der er brug for, angår vores skrøbelige liv. Åh, der findes jo steder i landet, hvor verden har fået en sådan støtte, enten i hele tonen – den letsindige, verdslige tone – hos dem, der bekender Jesus, eller i en bestemt falden kristens elendighed, at forkyndelsen af Ordet der udretter meget lidt. Dér kan man vanskeligt overbevise de ugudelige om, at omvendelse er nødvendig, ved at vise dem grundene til det i Guds ord, for de indvender straks: «Se, hvordan han og han lever eller har båret sig ad, og han er jo også en kristen!» Åh, lad os bede! Lad os bede Gud om nåde til et langt mere alvorligt kristent liv! Lad os bede Gud om nåde til i vores eget liv at virkeliggøre, i vores sindelag og opførsel at fremstille de himmelske sandheder, som Guds ord rummer! Lad os på den måde leve for evangeliet! Så skal den hårdeste modstand blive kuet og den mest indgroede fordom blive overvundet.

Gid vi også i denne vores stræben må hjælpe og styrke hinanden ved vores gensidige eksempel! Vi beder, vi formaner, vi lægger hver enkelt på sinde at jage mere alvorligt efter helliggørelse, ja, at «være hellige, ligesom Gud er hellig – fuldkomne, ligesom vores himmelske Fader er fuldkommen». Og det for at Gud kan blive æret, for at vores egne sjæle kan blive endnu mere velsignet, og for at verden kan blive omvendt. Vi er dybt overbevist om, at synderes omvendelse omkring os og deres bevarelse på frelsens vej afhænger lige så meget af den ånd og den opførsel, vi viser i vores liv, som af Ordets prædiken og mundens bekendelse i samtale – nemlig hvor disse sidste bruges stadigt, for Ordet må på ingen måde forsømmes. Det viser sig bedst deri, at på de steder, hvor et større antal af Kristi bekendere fornægter deres bekendelse med deres liv, dér finder man, at selv den flittigste evangelieforkyndelse gør ringe og kortvarig nytte. Ja, blot en eneste bekender af Jesus, der lever sit kald uværdigt, kan gøre umådelig skade, og nogle få af den slags, der er skødesløse i deres liv, kan hindre hele skarers omvendelse.

Når vi fremlægger disse formaninger, må vi gøre opmærksom på tre ting, som hver for sig og i sin orden kræver den største opmærksomhed. For det første gør vi opmærksom på, at hvis vi vil blive ved med at være lys i verden, må vi frem for alt sørge for, at vi først bevarer et fortroligt barnesind over for vores Gud, det vil sige bliver i troens trøst i Kristus, så vi ikke synker ned i et trællesind. Ingen opmærksomhed på vores liv og ydre opførsel kan erstatte opmærksomheden på dette. Hvad ville I tænke om en mand, der ventede, at en flamme skulle blive ved med at brænde og sprede lys og varme omkring sig, hvis han slukkede den ved roden? Eller hvis han håbede, at ilden skulle blive ved, også efter at han var holdt op med at lægge brænde på? Vi forstår let, at så tåbelig en mand snart ville møde skuffelse og mangel. Men en langt større skuffelse og mangel møder den sjæl, som tænker sådan på helliggørelse og gode gerninger, at den mister troens enfold og trøst i Kristus og ikke længere får sin næring af Kristi ufortjente nåde, men enten bliver trukket ned i en sygelig trældomsånd og så mister al kraft efter Joh 15,4, eller også får en skjult trøst i sin egen helliggørelse og lever af sit eget arbejde, sin strenghed, alvor og fromhed. Åh, hvor er de sjæle ynkværdige! De har deres trøst og skat i deres egen troskab og helliggørelse og ved ikke, hvilket uhyggeligt tegn den trøst er. «For dem», siger Luther, «var det bedre, at de lå i skidtet til op over ørerne.» Hold derfor altid det punkt rent, at intet er helliggørelse, undtagen det, der udspringer af den ydmygede og i Kristus benådede, salige ånd og flyder ud af Kristi kærlighed som saften fra stammen. Alt, hvad du gør af en lovisk bevæggrund, er ikke Åndens frugt, men «lovgerninger»; og «alle de, der holder sig til lovgerninger, er under forbandelse». Vogt dig derfor for at lade samvittigheden blive fanget under trældomsåget på grund af dine mange og store mangler. Åh nej – så må du hellere ligesom enhjørningen, som man siger ikke kan fanges levende, med kraft bryde ud af nettet og sige: «Jeg sætter ikke Guds nåde til side, for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves.» Hellere ville jeg ikke vide af en eneste god gerning, end at jeg skulle lade den blive min skat, min retfærdighed og trøst. «Er den stor, min syndeflod, langt større Lammets død og blod.» Og kan du blot blive i denne trøst, i Kristi kærlighed, så skal den rette lyst og kraft til helliggørelse altid flyde derfra, som Jesus sagde: «Bliv i min kærlighed, så skal I bære frugt, og min Fader bliver herliggjort.»

Det andet, vi ville gøre opmærksom på, er, at det lys, I giver, må bære præg af Guds lov og af Frelserens eksempel. Ligesom Frelserens kærlighed i døden er grundvolden for alle kristne gerninger, sådan er Frelserens forskrifter og eksempel også rettesnoren for dem. Gud vil have et højere mål af helliggørelse hos os, end vi har i øjeblikket, og han har givet os forbilledet for det. Han har undervist os om det højeste mål af hellighed; både Guds hellige lov og Jesu eksempel er fuldkomne, så fuldkommenhed er vores mål og intet mindre. Et lavere mål end det tør vi hverken foreskrive jer eller os selv, for et lavere mål end det finder vi ikke i Den Hellige Skrift. Men her er det helt nødvendigt at betænke, at vores Frelser, hvis dyrebare eksempel vi skal følge, ikke blot var hellig i det ydre, men også i det indre, i hjerte, tanker, hensigter og alle sjælens kræfter. Derfor er det slet ikke nok, at vi blot våger over vores ord og gerninger; vi må også våge over vores hjerte, vores tanker og vores mest skjulte hensigter. Sådan har Kristus også udtrykkelig forklaret, at det er det, Gud mener med sin hellige lov, da han sagde: «I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, ikke bryde ægteskabet; men jeg siger jer: Enhver, der bliver vred på sin broder, eller ser på en kvinde for at begære hende – han er skyldig i brud på disse bud.» Den, der kun ser på overfladen, på sine ord og gerninger, er en hykler. Kristus sagde: «I hyklere, I gør bægeret og fadet rene udvendig, mens de indvendig er fulde af rov og umådeholdenhed.» – «Vær hellige, ligesom jeres himmelske Fader er hellig og fuldkommen.» Sådan taler Herren. Den, der er tilfreds, når han blot kan holde syndens udbrud tilbage, men tier om, at hjertet huser onde tanker – regner den slags for ingenting – han er en hykler og farisæer. Sådan siger Herren. Og kan du dertil høre og se sådanne ord fra Herren og alligevel letsindigt vende dig fra dem til dine ydre ting, så agter du vist ikke din Herre ret højt. Se til, at din gudsfrygt ikke er hykleri.

Vi har nu et spørgsmål, som vi med den største alvor vil lægge hver eneste bekender af Jesus på sinde: «Er du fuldkommen, ligesom din himmelske Fader er fuldkommen? Gør du alt, hvad du kan, for at blive så fuldkommen?» Overvej dette spørgsmål i hele dets betydning, og besvar det i den hellige Guds nærvær, for den Altseendes øjne. Våger du stadig over alle dine tanker, begæringer, hensigter, ord og gerninger? Bruger du Kristi værk lige så vel til din helliggørelse som til din retfærdiggørelse? Lader du det fremme helligheden hos dig, lige så sikkert som du dermed gør din frelse tryg? Undgår du de synder, der synes dig små, med samme omhu som dem, der synes dig store? Undgår du dem med lige så øm varsomhed i det stille kammer, som når alle mennesker ser dig? Er det din stadige stræben at blive vis på Guds vilje og at gøre alt, hvad hans lov kræver af dig? Er det lysten til at ære Gud, der går gennem alle dine tanker og styrer alle dine handlinger? Og at det kan være sådan, er helt sikkert, «for vores Gud kan gøre alt, hvad han vil». Du har derfor ikke lov til at flytte målet ned efter vores svaghed, men bør bede Gud om alt, hvad han har befalet os. Og du må aldrig holde op med at bede om det, før du har fået det, også selv om den bøn må fortsætte til din dødsstund. Ja, sådan gør den hos alle troende; de beder og sukker efter al denne nåde, så længe de lever. Og David siger en sandhed, når han synger om de troende: «De går fra kraft til kraft.» Og sådan må det være, hvis du skal blive verdens lys, hvis menneskene skal se et billede af din dyrebare Frelser i dig. Du bør jo være et helt klart og pletfrit spejl. Kristne broder! Kristne søster! Er det sådan med dig? Tænk over, åh, tænk over dette spørgsmål, og læs ikke en ny linje, før du har givet et oprigtigt svar på det.

Se, hvis du får Guds nåde til på den måde at ransage hele dit væsen og ikke er en religiøs skalk, der kun taler om det eller tænker på andre – eller som kun ser på overfladen, på ord og gerninger – men er oprigtig og tænker på dig selv og hele dit væsen, dit hjerte og dine tanker, se, så vil du ikke kunne være en sund og rask indbildt helgen, men vil ydmyget og nedslået vende tilbage til nådestolen og sige: «Gud, vær mig, synderen, nådig!» Men vi siger: Det vil blive følgen, hvis du får Guds nåde til at se hans øjne rettet på dig og på dit indre menneske, på dit hjerte, dine tanker, dine mest skjulte hensigter og tilbøjeligheder.

Vores tredje bemærkning er, at vores lys må være synligt på alle steder og til alle tider. Mange mener, at de kristne jo kunne gå gennem verden så stille og ubemærket, at de ikke skulle træde mere frem end andre, mere end almindelige mennesker; og man taler ofte om den slags Kristi disciple (hvis de kan kaldes det) med stor ros og anerkendelse. Men sådan har Kristus ikke talt. Han sagde tværtimod: «Man tænder ikke et lys og sætter det under skæppen, men i lysestagen, så det lyser for alle i huset.» Ganske vist siger evangelisten om Nikodemus og Josef fra Arimatæa, at de var «Jesu disciple, men i hemmelighed af frygt for jøderne»; men han viser også, at de ikke blev ved med at være så hemmelige, for på den store langfredag trådte de åbent frem som den korsfæstedes venner. Det er også Herrens vilje med os. Han har vel tålmodighed med vores svaghed, men ikke for at vi altid skal blive ved med at være svage, men for at vi ved hans nåde engang skal blive stærkere. Vi må ikke glemme hele den store hovedsandhed, som vi nu har betragtet her: at vi er kaldet til at være verdens lys. Hvordan kan du være verdens lys, hvis du stadig ligner verden, hvis den ikke ser andet hos dig end hos sig selv? Den skal jo kunne se på os, hvad Guds nåde virker. Og Guds nåde virker ikke blot nogle milde sæder, af den slags som også verden kan elske og efterligne, men den virker også en hellig nidkærhed for sin Herres sag og ære. Denne hellige nidkærhed må ikke ligge skjult i hjertet, men også vise sig i hele dit væsen. Hvordan kan det ske, uden at verden skal «genkende dig som én, der har været sammen med Jesus»? Nej, «I er jordens salt, I er verdens lys!» De ord må vi ikke glemme.

Men vi sagde, at dit lys må lyse til alle tider og på alle steder. Kristne bør ikke skifte dragt efter selskabet, men søge nåde til altid at være de samme. Her er et billede, der kan vise os, hvor vigtigt det er. Ved havets kyster er der rejst fyrtårne for at vejlede de søfarende over det vejløse ocean. Ved at holde øje med fyrtårnets lys, som altid holdes brændende, undgår man farer og når den ønskede havn. Men tænk, hvis lysene i mange timer, ja, måske mange nætter i træk, var så svage, at de ikke kunne skelnes fra mørket omkring dem – ville fyrtårnet så opfylde sit formål? Lad os tage ved lære. Hvis I skal være verdens lys, er det nødvendigt, at man i hele jeres liv let kan skelne jer fra den onde verden, som omgiver jer; og den skade, en kristen gør, hvis han forsømmer altid at være verdens lys, kan blive uberegnelig stor. Hvis den mand, der passer fyrtårnet, og hvis pligt det er at holde lyset brændende hele tiden i den mørke nat, en enkelt gang lod det blive mat og dunkelt, så man ikke kunne skelne det, hvor forfærdelige kunne følgerne af hans forsømmelse så ikke blive! Skibe ville blive knust mod klipperne. Og hvem ville ansvaret falde på? Ville ikke den, der passede fyrtårnet, bære skylden for hvert eneste fartøjs forlis og hvert eneste tabte liv?

Kristne, anvend det på dig selv! Fra dig, som har den høje nåde at være udvalgt ud af verden til at være en efterfølger af Jesus, skulle den guddommelige sandheds lys bryde strålende frem som vejledning, så dem omkring dig kunne blive frelst ud af verdens stormende hav; men hvis du lader dit lys blive formørket, så vil sjæle tværtimod fare vild og knuses mod den evige fordærvelses klipper, og stor bebrejdelse skal falde på dig, for du advarede dem ikke. Hvis fyrvogteren havde handlet sådan, som vi antog ovenfor, ville hele vores land genlyde af dommen over ham, og den oprørte offentlighed ville uden videre kræve, at han blev afsat fra sin post. Men hvad var hans forbrydelse sammenlignet med din? Han bærer den skyld, at mennesker har mistet deres legemlige liv ved hans fejl, men du bliver skyldig i sjæles evige undergang. Ved din verdslighed, der gør dig verden lig, din halve bekendelse, din kødelighed, dit åndelige hovmod, din kærlighedsløshed, din egennytte og andre synder gør du dit lys mørkt og dunkelt, og ved dette mørke går sjæle evigt til grunde, og måske stod du i et sådant forhold til dem, at «deres blod skal kræves af din hånd».

Det, vi her har betragtet, er af så alvorlig og gribende en art, at den, der ikke derved bringes til en mere alvorlig omsorg for herefter at våge nøjere over hele sit væsen, nok endnu har et sovende og forhærdet hjerte. Sandelig, hvis du ikke i det mindste vækkes til inderlige suk og bøn om denne nåde, så hører du vel endnu ind under en anden prædiken (Joh 13,18). Men hvis du derimod med et villigt hjerte inderligt ønsker dig nåde til helt at følge din Frelser gennem livet, til ikke længere at leve for dig selv, men for ham og dem, han har købt så dyrt, så mist ikke modet, når du mærker din store svaghed. Det er Gud, ikke du, der skal virke både vilje og gerning for sin gode viljes skyld. Glem aldrig, at alt er Herrens nåde og gave – og at ingen levende er uskyldig over for ham – og at når vi til sidst har gjort alt for at vandre værdigt, til behag for Herren og til opbyggelse for mennesker, må Gud dog brede sin Søns retfærdighed ud over os og sige: Da du dog tror på min Søn, som er givet hen for jer, skal ingen synder tilregnes dig; du skal leve. Men «elsker du mig, så tænk på mine får, tænk på mine lam!»