Vandr dit høje kald værdigt

Apostlens formaning i Ef 4,1–2

(Trettende årgang, 1854)

Så formaner jeg nu jer, jeg, som er en fange i Herren, til at vandre det kald værdigt, som I er blevet kaldet med, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, idet I bærer over med hinanden i kærlighed.

At vi først ved troen står godt hos Gud og siden ved kærligheden viser det blandt mennesker, det er de to store hovedstykker i en kristens liv. Men ligesom i det første, sådan er der også i det sidste stykke så megen mangel og så bedrøvelige forhold blandt os, at man ofte er nær ved helt at miste modet og give alt tabt. For ligesom vi altid er tilbøjelige til selvretfærdighed, trællesind og vantro, sådan er vi også på den anden side hele tiden i fare for at blive fanget af letsind, åndelig dovenskab og al slags kødelighed. Dette sidste onde er ganske vist mindre hemmelighedsfuldt, vi kan lettere forstå det; men dets store magt over kødet og dets stadige indvirkning på vores sind forblinder os dog i tidens løb sådan, at vi ofte er i fare for at glemme, «hvad der er sandhed i Jesus» (v. 21), og danne os en falsk og for kødet mere bekvem gudsfrygtens vej. Derfor må vi hele tiden vækkes af søvnen på ny og «salve vores øjne med øjensalve». Dertil tjener også den formaning, som vi nu tager os for at betragte.

Da Apostlen i de tre foregående kapitler af dette brev som en vis bygmester havde lagt grunden til den hellige bygning og (kap. 1) lært, hvordan vi er blevet «udvalgt i Kristus før verdens grundlæggelse», hvordan Gud «har forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus», «i hvem vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse»; og siden i andet kapitel, hvordan vi også, «da vi var døde ved vores overtrædelser og synder», er blevet «gjort levende med Kristus og med ham sat i det himmelske» – alt af nåde ved troen, og det ikke af os selv, men af Guds frie gave – kort sagt: da han havde givet de troende fuld fred ved det lyse evangelium og gjort dem glade og levende i troen, da begynder han her sin formaning til disse glade og villige hjerter og fortsætter med den til brevets slutning. Dermed har han nu vist, hvad slags folk han taler til, og hvem hans formaninger angår. Det er også vigtigt at tænke over. Ikke enhver behøver at tage denne formaning til sig. De fleste mennesker har brug for en anden formaning: «Lad jer forsone med Gud»; «I er døde ved jeres overtrædelser og synder»; «I må fødes på ny!» Og sådanne skal ikke tage sig for at blive kristne ved et kristent levned; nej, sådan siger Herren: Gør først træet godt, så bliver dets frugt god. Som det ofte er blevet påpeget, ville det blive et alt for tungt og ængsteligt trælleliv, hvis nogen ville pålægge sig de kristnes leveregler uden at have deres hjerter. Det ville være et meget møjsommeligt, altid forgæves og til sidst lønløst arbejde; «for slavindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn, men drives ud» (Joh 8,35; Gal 4,30). Nej, her kræves der først et saliggjort, glad og villigt hjerte, som med kærlighed og lyst ser op til sin nådige Fader og spørger: Hvad vil du, at jeg skal gøre? Kun til sådanne taler Apostlen her. Og selv om du engang har været i denne troens glade og villige ånd, men igen er blevet fanget under trældommens åg og igen går fremmed for din Gud, mørk og syg i samvittigheden – åh, så lad denne formaning ligge, indtil du først har fået fred ved troen og er blevet forvisset om, at Gud er tilfreds med dig, og at du er hans ven og barn; for ellers vil formaningen kun føre en lovisk ophidselse af dit onde med sig (se Rom 7,11); den kan aldrig modtages til gavn af andre end dem, som er «løst fra loven», retfærdige og salige i Kristus (Rom 7,4–6). Men da også disse troende under vandringen ofte bliver dovne og søvnige og glemmer årvågenhed og gudsfrygt, må de ved formaningen vækkes til igen at besinde sig og give agt på deres vandel.

Da Apostlen her begynder sin formaning, indskyder han en lille mellemsætning, som er egnet til at give hans ord en øget kraft, ja, en vis brod; han siger: Jeg, som er en fange i Herren – jeg, som er Jesu Kristi fange, formaner jer, jeg, som sidder her i lænker for Kristi skyld; I skal altså mærke, at jeg ikke blot prædiker for andre, men virkelig i fuld alvor holder det for nødvendigt at gøre så meget for Kristi skyld, som jeg nu formaner jer til. I 1 Kor 9 viser Apostlen, hvor mange og store forsagelser han selv underkastede sig, og erklærer til sidst: «Men dette gør jeg for evangeliets skyld, for at jeg også kan få del i det. De, som løber på væddeløbsbanen, løber ganske vist alle, men kun én får sejrsprisen. – Jeg tugter mit legeme og holder det under, for at jeg ikke, efter at have prædiket for andre, selv skal blive forkastet.» Se her sagens alvor! Tænk, når en apostel anså det for nødvendigt at kæmpe, løbe, tugte sit legeme og så videre på den måde, hvordan står det så til med os, som går vores vej frem så magelige og ømskindede og dog regner med at nå det samme mål? Apostlen er i lænker for Kristi skyld. Det er sandt, vi er ikke alle kaldet til den samme lidelse, sådan som vi ser i Joh 21,18–22, at Peter blev kaldet til at prise Gud med sin martyrdød, Johannes derimod med et langt og virksomt liv; men de, som ikke skal følge deres Herre i egentlig martyrlidelse, er kaldet til desto mere at følge ham i gerning og vandel. Men tænk på dem, som hverken på den første eller den anden måde følger deres Herre, men ved siden af deres tro og bekendelse vil have al frihed for deres kød og et altid uforstyrret og behageligt liv på jorden – mon de også går den rette vej med sikkerhed? Nej, «I har ikke lært Kristus at kende sådan», siger Apostlen, «hvis I ellers har hørt ham og er blevet undervist i ham, sådan som sandheden er i Jesus» (Ef 4,20–21).

Men lad os nu betragte, hvad selve formaningen indeholder. Jeg formaner jer til at vandre det kald værdigt, som I er blevet kaldet med. Hovedreglen her er, at vi skal vandre vores kald værdigt. At Apostlen her ikke mener den enkeltes særlige kald og stand, men alle troendes fælles kald som kristne, ser vi af flere steder, hvor han giver den samme formaning om at vandre vores kald værdigt, som når han skriver til de troende i Thessaloniki: «I ved, hvordan vi formanede og opmuntrede og besvor hver enkelt af jer til at vandre Gud værdigt, ham som kalder jer til sit rige og sin herlighed» (1 Thess 2,12), og til filipperne: «Lev blot Kristi evangelium værdigt» (Fil 1,27). Vi ser, at det er det kald, han her sigter til, nemlig at Herren har kaldet os til sit evangelium, til sit rige og sin herlighed. Det er også netop det, Apostlen har talt om tidligere i brevet, når han i kap. 2 siger: «Husk på, at I, som før var hedninger – – og var uden Kristus, udelukket fra Israels borgerskab og fremmede for løftets pagt, uden håb og uden Gud i verden – I er nu kommet nær ved Kristi blod»; I er ikke længere fremmede og «gæster, men de helliges medborgere og Guds husfolk, bygget op på apostlenes og profeternes grundvold, hvor hjørnestenen er Jesus Kristus selv» og så videre. – Se så her ånden og kraften i denne formaning! Apostlen siger: I, som nu er så lykkelige, benådet med det høje kald at være de helliges medborgere og Guds husfolk, I skal nu vandre dette jeres nye, høje kald værdigt – vandre, sådan som det passer sig og sømmer sig for dem, der er kaldet til Guds rige og herlighed, kaldet til at være Guds husfolk, ja, Guds børn på jorden. Se, dette er den store opgave for en kristens hele liv, dette er rettesnoren for det, nemlig at leve sin høje stand værdigt.

Lad os her stille vores tanker for Gud og ikke løbe så hurtigt hen over dette stykke, men tænke lidt grundigere over det. Vi skal først tænke over, hvad vores nye kristne kald indebærer. Hvad er vi egentlig, når vi er blevet omvendt til Herren og benådet med tro og forening med Gud? Hvad siger Herren Gud selv om det? Hvad siger Skriften? Vi har for nylig *) her betragtet, hvad Herren Kristus åbenbarede om det straks efter sin opstandelse. Vi så, at det er intet mindre, end at vi er blevet genindsat i den høje nåde og ære, som vi i begyndelsen blev skabt til, nemlig at være virkelige Guds børn og arvinger, «mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige» – at være Kristi brødre, sagde Herren selv. Det er sandt, den sags herlighed er alt for stor til i denne tid rigtig at gå ind i vores trange og mørke hjerter; vi kan aldrig tro det sådan, som det virkelig er; vi er her overdækket af elendighed, af den urenhed, der hænger ved kødets hytte, og af al tidens møje, så det ofte forekommer os det mest urimelige af alt, at vi skulle være Guds børn, de helliges medborgere og Guds husfolk; men alligevel må vi som kristne bekende, at det dog er sandt, dog er en stor, om end skjult virkelighed; vi må bekende, at under alt det usle og jammerlige, som vi ser og føler hos os selv, skjuler sig alligevel en herlighed, som englene længes efter at skue ind i – en herlighed så stor, at hvis vi rigtig så den, ville vi ikke kunne leve af glæde. At vi virkelig er Guds børn, det er sandelig for stort, men det er dog sandt; for vi må aldrig glemme, at dette jo er hele det store mål både for skabelsen, forløsningen og Helligåndens værk i os. Faderen skabte os til sine børn; Sønnen forløste os til Guds børn; Helligånden føder os på ny til Guds børn. Og hvad skulle man så sige, når den store Gud selv har behaget at gøre det sådan? Som Apostlen netop i dette brevs første kapitel så udtrykkeligt minder om: «Han har i kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus efter sin viljes velbehag» – mærk: «efter sin viljes velbehag, til pris for sin herlige nåde» – mærk, det er ikke vi, men han, der skal have æren for det. Og igen, v. 11: «forudbestemt efter hans beslutning, som virker alt efter sin viljes råd, for at vi skulle være til pris for hans herlighed». Mærk, det er hans beslutning – «hans viljes råd» – «til pris for hans herlighed». – Ja, lovet være Gud! Det er hans værk og hans berømmelse! Ganske vist er vi forfærdeligt faldne og mærker faldet i alle vores lemmer, så det forekommer os højst urimeligt, at vi skulle være Guds elskede børn, de helliges medborgere og Guds husfolk; men hvad skal man sige, når Gud alligevel selv har gjort det og selv har sagt det? Det er dog aldrig sagt, at alle mennesker lever i denne høje nåde og hører til Guds husfolk. Her tales jo kun om dem, som også ved Ånden er blevet født til Guds børn. Sådan siger Apostlen: «Hans egne tog ikke imod ham – men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn; de er født, ikke af blod, heller ikke af køds vilje osv., men af Gud.» Sådan lyder det. Her tales om dem, som ligesom den fortabte søn er vendt tilbage fra syndens og vantroens fremmede land til den forladte fader – om dem, som engang var «udelukket fra Israels borgerskab og fremmede for løftets pagt, uden håb og uden Gud i verden, døde ved deres overtrædelser og synder, og vandrede efter denne verdens skik og efter fyrsten over luftens magt, over den ånd, som nu er virksom i vantroens børn – blandt hvilke også vi alle engang levede i vores køds begæringer og gjorde, hvad kødet og tankerne ville» – men som ved Guds overvættes barmhjertighed igen er blevet vakt op og gjort levende, har lært deres synder og Guds retfærdige dom at kende, men har søgt og fundet forsoning og fred i Kristi blod, er begyndt at tage imod ham, tro på ham og have al retfærdighed, liv og salighed alene i ham. Se, her er hovedsagen. Med mere eller mindre forfærdelse, sønderknuselse, anger og kamp, og med mere eller mindre klarhed, lys og vished i troen: når blot Kristus er blevet din eneste trøst – når Kristus, kun Kristus og evangeliet om ham er blevet genstand for dit hjertes længsel eller trøst, så du ikke kan leve uden Frelseren og hans nåde – så hedder det sandelig at tage imod «ham», at «tro på hans navn»; og et sådant hjerte, en sådan ånd, som hungrer efter Kristus og er villig og hellig, og som nu er opstået i dit hjerte, har du aldrig haft af naturen; så mærker du, at du også virkelig er blevet «født af Gud». Det må så føles og se ud nok så ynkeligt med dig selv, men du er da sandelig et Guds barn og hører sandelig til de helliges medborgere og Guds husfolk. Hele Skriften vidner om det, og over for det vidnesbyrd gælder vores tanker og meninger dog ikke mere end flyvende sandkorn over for et stort bjerg. Lovet være Gud for hans uudsigelige gave! Hvor urimeligt det end ser ud, er vi dog virkelige Guds børn på jorden.

*) I den foregående artikel: Hvad jeg vil gemme fra påsken.

Dette er nu det nye, høje kald, som Apostlen her taler om. Og med det kald at være Guds børn og husfolk følger siden al den ære og herlighed, som i hele Den Hellige Skrift er omtalt under så mange høje æresnavne. Hvis vi ikke hele tiden så på os selv og glemte Guds ord, ja, gjorde Gud til en løgner, men lod ham gælde noget og lod Kristi fortjeneste og hellighed blive vores eneste retfærdighed og berømmelse, så ville vi se os iklædt lutter herlighed, som «en brudgom i præstelig pynt og som en brud, klædt i sit smykke». «Ja», siger en gammel lærer, «hvis nogen kunne se et retfærdiggjort menneskes høje retfærdighed og herlighed i Kristus, så ville han rejse sig og bøje sig blot for dets skygge.» Læg blot mærke til følgende: Skriften kalder alle dem hellige og helgener, som tror på Kristus, som har iført sig Kristus. Vi bekender også troen på «de helliges samfund»; men hvilken kristen vover at tilegne sig denne titel? Hvor findes disse hellige? Nej, vi ser alle på os selv og ser da intet andet end synd og urenhed; hvordan skulle vi så være helgener? Men Paulus har andre øjne. I alle sine breve advarer han de troende mod de grueligste synder og laster og formaner dem til at korsfæste deres kød; dermed giver han til kende, hvad der endnu boede i deres kød – og alligevel kalder han dem «helgener» og «hellige». At hvert Guds barn er helligt og en helgen i hans øjne, er altså en guddommelig sandhed, selv om det for vores følelse og fornuft er den største galskab. Men Apostlen har heller aldrig sagt, at vi skulle være hellige i vores egne øjne; nej, sådan siger han: «Gud har forsonet jer i Kristi kødelige legeme ved døden for at kunne stille jer hellige frem for sit åsyn» (Kol 1,22). Videre siger apostlen Peter, at vi er et «kongeligt præsteskab», fordi, som den nye sang i himlen lød: «Lammet, som er blevet slagtet og har købt os til Gud med sit blod, har gjort os til et kongerige og til præster for vores Gud, og vi skal regere på jorden» (Åb 5,9–10). Nå, alt dette er lutter dårskab for vores øjne, men dog sandhed for Gud. Endelig, at vi er «Guds tempel», og at «Helligånden bor i os», hvilken kristen har ikke også erfaret den høje sandhed? Og dog er det for os det mest urimelige af alt i mørkere stunder med fristelser og svaghed. Men alligevel er det jo en evig sandhed: «Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ikke ham til.»

Saml nu alle disse herlige ting i ét billede, og se så, hvor højt og helligt vores kald er: Guds børn og arvinger til den evige herlighed, Kristi brødre og medarvinger, medborgere med de hellige og Guds husfolk, et kongeligt præsteskab, Helligåndens levende tempel, ja, helgener på jorden! Og alt dette er hvert eneste skrøbeligt menneske, som lever i troens forening med sin Frelser. Og dette er, hvor urimeligt det end synes os, alligevel lige så sandt, som at Gud selv har gjort og sagt det – og det hviler på så fast en grund, at alle de storme af synd og anfægtelse, som går hen over vores væsen, ikke kan gøre det til intet, så længe vi endnu ved troen bliver ved Kristus og under hans værn, for Herren selv har gjort og sagt det.

Men når vi nu har kastet et blik på vores høje kald i Kristus, så se nu, hvilken kraft der ligger i Apostlens formaning om, at vi skal vandre værdigt det kald, vi er blevet kaldet med. Åh, når man rigtig betænker disse forhold, kan man gå til af sønderknusthed over sit liv, også selv om det var langt bedre end de flestes! Det er ikke det samme, om det samme liv føres af en kristen eller af et verdsligt menneske. Her står der: «Vandr værdigt», dvs. sådan som det passer sig og sømmer sig for «det kald, I er blevet kaldet med». Ligesom det ikke ville sømme sig for kongesønner at opføre sig som gadens børn, sådan sømmer det sig heller ikke for kristne, Guds børn, at leve som verdens børn. Gud hjælpe os til noget bedre at betænke og huske dette! Tænk, hvis du har været så lykkelig at blive udvalgt ud af verden til at være en ven og efterfølger af Jesus, så du ser, hvordan hele verden ligger i det onde, i åndelig død og forblindelse, under den ånd, som er virksom i vantroens børn, blandt hvem også vi alle tidligere levede i vores køds lyster osv. – men du er blevet taget ud fra dette mørkets magt og sat ind i Guds elskede Søns rige og har nu del i de helliges arvelod i lyset, nyder Guds venskab og samfund, har en vedvarende nåde, ja, en evig retfærdighed over for alle dine mangler, har Helligånden i dit hjerte og en fast forvisning om den himmelske herlighed! Hvor burde da ikke hele dit liv være helliget Herren, så du aldrig mere regnede dig selv for din egen, men for kaldet til altid at leve for din Herre og leve helt anderledes end andre mennesker! Ja, hele dit liv burde være en vedvarende vandring i Ånden, så du dermed kunne pryde Guds, din Frelsers, lære i alle ting. Det er sandt, Adams fald i hele vores natur er også en stor magt, som gør, at du nok altid vil få megen bedrøvelse over mangler og skrøbeligheder og blive nødt til bittert at klage med Paulus: «Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg»; men alligevel må du altid stå i denne hellige øvelse og have det som dit stadige mål at give agt på dit kald som en ven og efterfølger af Jesus, så du vandrer dit kald værdigt.

Sådan skriver også vores lærefader Luther om denne formaning: «Apostlen vil hermed sige: I har nu fået Guds ord og nåde og er blevet så salige mennesker, at I i Kristus har alt, hvad I behøver. Husk det, og betænk, at I er kaldet til noget helt andet og højere end andre mennesker; og lev også sådan, at man kan se, at I stræber efter et højere gode, ja, allerede har fået det – og at I med jeres liv må være til ære og pris for den Herre, som har givet jer sådan en skat; og se til, at I ikke giver nogen anledning til at spotte denne skat og foragte hans ord, men at I meget mere lokker og opmuntrer enhver dermed, så de ved jeres vandel og gode gerninger må blive bevæget til også at tro på Kristus og prise ham. For en kristen bør vide, at han ikke lever på jorden for sig selv eller for sin egen skyld, men hans liv og væsen på jorden tilhører egentlig hans Herre Kristus; derfor bør det også være indrettet til hans ære og til at tjene ham, så han med Paulus kan sige, ikke kun om troens retfærdighed, men også med hensyn til dens frugter i vandelen: ’Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig’ (Gal 2,20).

«Desuden skal man her lægge mærke til, at med hver synd, som begås af dem, der kaldes kristne eller Guds folk, bliver Gud ikke alene vred på grund af ulydigheden, men det, der gør synden meget sværere, er, at også Guds ord og navn derved bliver spottet, og andre får anstød, sådan som også Paulus siger: ’For jeres skyld bliver Guds navn spottet blandt hedningerne.’ Derfor bør en kristen med rette leve sådan, at han for alt i verden skåner Guds og Kristi ære, så Guds navn ikke bliver spottet og får skylden for, at han gør ondt. Ja, derfor burde kristne flittigt vogte sig for at give anstød med deres liv og lade deres Guds og Herres ære og navn være sig kærere end at ville påføre det nogen spot; ja, de bør hellere lade deres egen ære, gods, liv og levned i stikken. Her må nu enhver ransage sit liv og overveje, hvor omhyggelig han er for at forebygge spot over evangeliet og for at indrette sine gerninger og sit liv efter Guds bud, til hans herlige navns og evangeliets ære.» – Ja, her må enhver, som læser dette, standse op og prøve sig selv. Kristne og præster bør aldrig glemme, at alle menneskers øjne holder øje med hver eneste bevægelse, de gør. Hvad verdens børn gør, betyder ikke meget og rører ikke ved Herrens ære, for de står ikke i nogen forening med ham, men handler på egne vegne; men hvad kristne gør, det bliver altid skrevet på evangeliets regning. Måtte vi da se til, at vi «for alt i verden skåner Herrens ære og derfor vandrer en kristens høje kald værdigt».

Apostlen skærper denne sin formaning endnu mere i v. 17, hvor ordene lyder sådan: «Derfor siger og vidner jeg i Herren, at I ikke mere skal vandre, sådan som de øvrige hedninger vandrer i deres sinds tomhed, formørkede i forstanden» osv., og i v. 1 i det følgende kapitel siger han os, hvordan vi i stedet skal vandre, nemlig: «Vær da Guds efterfølgere som elskede børn.» Læg mærke til: Vi skal være Guds efterfølgere og ikke følge dem, som vandrer i deres sinds tomhed. Når du ser andre, ja, også dem, der vil være kristne, alligevel så frit lade deres sanser stå åbne for al tomhed, så de lytter, ser og taler om mange unyttige ting, så bør du, som er kaldet til det salige samfund med Frelseren og har Helligånden i dit hjerte, tværtimod give agt på, hvad der er velbehageligt for dette dit høje selskab – «bedrøv ikke Guds Hellige Ånd», siger Apostlen, og igen: «Guds tempel er helligt.» Du skulle da holde vagt over dit hjertes tempel, så ikke alt verdsligt fik lov at komme ind dér. Når du ser andre sænke deres dyrebare sjæle ned i mange og store planer om jordisk vinding for at skaffe sig et paradis her, så bør du, som er kaldet til Guds rige og herlighed, tværtimod have din skat og dit paradis i himlen, «søge det, som er oventil», og kun for Herrens vilje og buds skyld passe det jordiske med dine lemmer, mens hjertet søger «det, som ikke ses». Når du ser andre, som også vil være kristne, alligevel leve sådan for sig selv, at de kan se deres omgivelser i vantroens og syndens mørke være på fortabelsens vej og alligevel, holdt tilbage af menneskebehag, dovenskab og magelighed, knap nok advarer dem med et ord, så bør du derimod, som nu har dit liv og din salighed af Kristi død, betænke, at «han er død for alle, for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv» osv., og at han derfor «har gjort os til et kongerige og til præster for vores Gud», så vi med alvorlig bøn og bekendelse af Ordet altid skal samle med ham.

Tag her videre de eksempler, som Apostlen selv anfører. Han siger: med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed. Også heri skal vi være Guds efterfølgere som elskede børn, så vi ikke mere vandrer som dem, der vandrer i deres sinds tomhed. Ja, selv om de vil være kristne, men har et hovmodigt og storladent væsen, så de altid vil være de fornemste, klogeste og stærkeste, skal du derimod huske, at du er kaldet til det rige, om hvilket Herren særligt erklærede, at den, som vil være stor dér, skal være alles tjener, og den, som vil være den første dér, skal være alles træl; men at de, som holder sig selv og vil holdes for de første, skal blive de sidste. Ja, måtte vi aldrig glemme, at blandt alle de uarter, som Kristus revsede hos sine disciple, var der ingen, han advarede imod med så forskrækkende ord som hovmodet. Mod det advarede han dem ofte og ved det mindste tegn på det. Da de spurgte, hvem der var den største i Himmeriget, skar han deres indbildninger over med så frygtelige ord, at han sagde, at de slet ikke ville komme derind, hvis de ikke vendte om fra dette sind og ydmygede sig som et barn. Da disciplene en anden gang glædede sig over deres magt til at uddrive onde ånder, sagde Herren straks: «Glæd jer dog ikke over, at ånderne er jer underlagt, men glæd jer over, at jeres navne er skrevet i himlen.» Så ømtåleligt er dette punkt, så farlig er denne fornøjelse over egne fortrin og udmærkelser. Men at vores navne af nåde er skrevet i himlen, det er et gode, vi har fælles med de svageste nådens børn; over det må vi glæde os. Da Peter sagde: «Om så alle tager anstød af dig, vil jeg dog aldrig tage anstød», fik Satan straks lov til at sigte ham som hvede. Siden skrev samme Peter: «Hold fast ved ydmygheden, for Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.» Videre: Når du ser andre, som også vil være kristne og kan opføre sig mildt og venligt blandt fremmede, alligevel være tyranner i deres hus, trættekære og hårde mod deres medmennesker, skal du derimod huske dit kald til at være en efterfølger af ham, som ikke «skreg og råbte», men «var mild og ydmyg af hjertet». Øv dig med alvor i hjertets barmhjertighed, så kødet ikke får frit spil. Og hvis du ikke kan hæmme ethvert udbrud af et pirreligt temperament, må du dog deri skille dig ud fra de ugudelige, at du igen erkender din fejl, er hurtig til at forsones og ikke lader solen gå ned over din vrede. Selv om du virkelig har vanskelige medmennesker, så husk, at det netop er dit kald som kristen at overvinde det onde med det gode og at «vaske deres fødder» – sådan som Apostlen siger her: «så I bærer over med hinanden i kærlighed». Vores lærefader Luther skriver: «Selv om din ægtefælle, din tjener, dit herskab virkelig har en ærgerlig fejl, så hold dem det til gode – og brug du din større nåde til at tjene dem og hjælpe dem til bedring; men vid, at du er kaldet til at bære din næstes byrder, især da også du sikkert har en fejl, som andre også må bære over med hos dig.» «Bær således hinandens byrder, og opfyld på den måde Kristi lov.» Se, til sådan noget er vi kaldet. Og på denne måde skal vi i alle tænkelige tilfælde betænke vores høje og salige kald som kristne og Guds børn og vandre dette kald værdigt. Gud give os alle mere og mere sin nåde til det! Amen.