Hvad jeg vil gemme fra påsken

eller De vigtigste frugter af Kristi død og opstandelse, sådan som de lyser frem i påskedagens historie

(Trettende årgang, 1854)

På Jesu opstandelsesdag ser jeg igen paradiset, ja, himlen og vores tabte barnekår hos Gud genoprettet; jeg ser engle tale med mennesker som med søskende; jeg hører Guds Søn kalde syndere for sine brødre; jeg ser, at synden er sonet, at hans troende er frigjorte, retfærdige og rene fra synden, nemlig hvad tilregnelsen angår, eftersom Peter med sit svære fald og de andre disciple med deres forsyndelser – striden, søvnen, flugten osv. – nu alligevel var Kristi elskede «brødre»; jeg ser, at loven ikke mere må dømme dem, som er i Kristus, da den nu ikke kunne forhindre deres broderskab med ham; jeg ser, at døden ikke har magt til at beholde os, eftersom vores opstandne broder er «førstegrøden af de hensovede» (1 Kor 15,20); jeg ser, at ligesom Gud i paradiset vandrede blandt menneskene som blandt sine børn, sådan går også Jesus med sit nu forklarede, himmelske legeme med de to disciple til Emmaus og kommer til de elleve gennem lukkede døre og forsvinder på et øjeblik, sådan som han aldrig gjorde før sin død; dermed viser han, hvordan han skulle være usynligt hos os alle dage indtil verdens ende. Ak ja, selv om det er dybt skjult og dækket over af denne tids møje, af synd og kval og sorger, så gemmer der sig dog et genoprettet himmerige derunder. Men der står om de to disciple, som gik til Emmaus og uden at vide det talte netop med den samme Herre, som de savnede så bittert, «at deres øjne blev holdt lukkede, så de ikke kendte ham». Netop sådan er det også oftest med os. Vores øjne er holdt lukkede; derfor går vi midt i den største herlighed fulde af jammer og sorg, midt i en umålelig rigdom så fattige, at vi kan dø af bekymring. Hvis Herren bare åbnede vores øjne, ville vi se, at alt er fuldbragt, som allerede blev lovet i paradiset og siden hen – at syndefaldet er gjort godt igen, og at det tabte barnekår og himlen er genoprettet.

Lad os lidt bedre betænke de nævnte punkter i påskedagens historie. Det første, vi møder ved Jesu grav, er engle, «to mænd i skinnende klæder», som taler fortroligt med kvinderne og fortæller dem alt, hvad der var sket, og sagde: «Frygt ikke; for jeg ved, at I søger Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; for han er opstanden, som han havde sagt. Kom og se stedet, hvor Herren har ligget» osv. Således var himmelske engle de første budbringere om Jesu fuldendte forsoningsværk, ligesom de også var de første, som forkyndte hans fødsel. Her gik Jesu ord visselig i opfyldelse: «I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen». Her er visselig himlens port og stige, hvor det dræbte Guds Lams hoved hviler på stenen, og hvor engle stiger op og ned. Her kan man med endnu dybere sandhed end patriarken, da han vågnede, sige: «Dette må være et helligt sted, her bor sandelig Gud, og her er himlens port». Her nærmer himmelske engle sig, ikke i drømme, men for vågne øjne, ikke i nattens mørke, men i den klare morgens lys. Og de bliver ikke bare set, men de taler, de underviser menneskene. Det er altså ikke en dunkel, hemmelighedsfuld forbindelse mellem himlen og jorden; nej, skillevæggen mellem de salige engle og de syndige mennesker er borte; en fuldkommen og åbenbar forening mellem engle og mennesker er kommet, så at englene nu omgås mennesker på menneskelig vis, for at menneskene engang må omgås dem på englevis. Hvad Gud i begyndelsen føjede sammen, men Satan skilte ad ved synden, og hvad der siden fra begge sider har længtes efter at blive genoprettet, det er igen trådt ind i sit oprindelige forhold, så de adskilte igen mødes ved Jesu grav – englene og menneskene. Åh, det er lifligt at se denne genforening og at se englenes ydmyge villighed til at tjene de faldne mennesker, som er kaldet til at være arvinger til den evige salighed. Kristus har fortalt, hvordan englene glæder sig over én synder, der omvender sig; hvem kan da fatte disse himmelske venners glæde på sådan en dag, da de skulle forkynde menneskene den fuldbragte forsoning? Jesus er opstanden, døden er overvundet og opslugt af livet; synden er sonet, loven opfyldt, forbandelsen taget bort, retfærdigheden fyldestgjort, og Gud er tilfreds; alt, hvad Satan fordærvede, er nu godt igen, og ikke helvede, men himlen, ikke de onde ånder, men Herrens engle skal tage de frelste sjæle til sig. Det fryder englene sig over, derover jubler deres kor; nu skal syndere ofte omvende sig, til deres glæde, og mangen Lazarussjæl skal af dem føres til sit evige hjem. Hvem skulle have bebudet menneskene denne glade tid? Der findes i hele skabelsen ingen villigere og gladere budbringere og heller ingen mere troværdige. Englene har den reneste vilje og den klareste kundskab, så vores arme tvivl dog burde vige for sådanne budbringere. Ja, om dem må vi vel med Esajas udbryde: «Hvor liflige er på bjergene budbringerens fødder, som forkynder fred, som bebuder glæde, som forkynder frelse, som siger til Zion: Din Gud er din konge». Så fryd jer da, I Zions børn, over disse gode budbringeres budskab, disse vores himmelske venners, som i tid og evighed er udsendt til tjeneste for dem, som skal arve frelse! Engang, når vores sjæle og legemer er blevet befriet fra alle bånd og alt det mørke, der omgiver os, skal vi bedre lære at kende og prise Gud for disse vores himmelske omgivelser, englene. Når Apostlen skriver til den menighed, som endnu stred på jorden, siger han dog: «I er kommet til det himmelske Jerusalem og til de utallige engle» (Hebr 12). Så må vi vel sige, at himlen igen er forenet med jorden, syndefaldet gjort godt igen og paradiset åbnet igen.

Det andet og mest bemærkelsesværdige, som vi hører ved Jesu grav, er, at Kristus nu fører en ny tale og kalder sine disciple brødre. Maria Magdalene står ved graven og græder; Jesus åbenbarer sig for hende og siger: «Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud» (Joh 20,17). Og dette var det første, den opstandne Frelser sagde, efter at hans store værk var fuldbragt; og vi mærker i ordene en tydelig omhu hos ham for at henlede opmærksomheden på ordet «brødre», når han udtrykker det så særlig udførligt og siger: «Min Fader og jeres Fader; min Gud og jeres Gud». Når vi desuden betænker, at Kristus før sin død ikke plejede at tiltale sine disciple med navnet broder – han havde vel tidligere kaldt dem venner og vist dem al kærlighed og i almindelige vendinger erklæret, at «den, som gjorde hans Faders vilje, var hans broder og søster og moder»; men han havde dog ikke udtrykkelig tiltalt dem med navnet «brødre» – men at det først er nu, da det store forsoningsværk var fuldbragt, da syndefaldet var gjort godt igen, slangens hoved knust, synden sonet og den evige retfærdighed bragt frem, og altså «menneskenes oprindelige barnekår hos Gud var genoprettet» – at det er nu, han begynder at bruge navnet «brødre» og siger: «min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud» – så er det visselig betydningsfuldt, så må man visselig standse op og betænke det! Og at dette var det første, Herren sagde efter sin opstandelse, bliver endnu mere bemærkelsesværdigt, når vi besinder os på, at netop dette var det store mål for hele Kristi forsoning, nemlig at genoprette vores barnekår hos Gud, som var tabt i faldet. For alt det andet, der blev udrettet, som at synden blev sonet, lovens forbandelse taget bort og den evige retfærdighed bragt frem (Dan 9,24), er alt sammen kun dele af ét eneste stort værk, nemlig genoprettelsen af vores tabte barnekår. For dette er jo hele hovedsagen, at mennesket i begyndelsen var skabt til at være Guds barn og arving; og da dets barnekår gik tabt ved syndefaldet, skulle «kvindens sæd» genoprette det. I barnekåret hos Gud er al salighed samlet; for er vi børn, så er vi også arvinger osv. Det var altså genoprettelsen af dette, som var målet for og summen af alt, hvad Kristus som vores anden Adam skulle udrette. Den, der havde forstået dette, kunne af sig selv have spurgt efter Kristi fuldbragte forsoning: Er vores barnekår hos Gud da nu genoprettet? Er vi nu bragt tilbage til det forhold til Gud, som gik tabt i faldet? Og nu kommer Herren Kristus her selv og siger det – og det er det første, han siger efter sin opstandelse; og han har en særlig omhu for, at man skal lægge mærke til, hvad han siger: «mine brødre – min Fader og jeres Fader – min Gud og jeres Gud» – «min og jeres! min og jeres!» – Den, der ikke her fornemmer noget stort og guddommeligt, må have helt «lukkede sanser». Åh, hvor forunderligt! Kristus selv, Herren fra himlen, Guds evige Søn, som først kom og blev et menneske som vi og nu har fuldbragt genløsningens værk, han siger om arme, skrøbelige disciple: «mine brødre – mine – brødre – min Fader og jeres Fader!» Sådan har Herren nu nedbrudt skillevæggen, sådan er Gud og menneskene nu igen forenet, sådan er det tabte nu genoprettet: barnekåret hos Gud. Sådan er Guds Søn nu, som Apostlen siger, blevet den førstefødte blandt mange brødre (Rom 8,29); læg mærke til det: «den førstefødte blandt mange brødre». Hvad hører jeg, hvad hører jeg? Selv om vi ofte har betragtet denne forunderlige broderhilsen, har vi dog knap nok gjort den mindste begyndelse. Her er en dybde og en højde, som går over al vores fatteevne; gaven er alt for stor og vores hjerter alt for trange.

«Fra dyb og til dyb i Guds evige råd / Ser serafen ikke et under af nåde / Større og saligere end dette.»

Men skulle nogen endnu sige: «Ja, det var disciplene, Jesu nærmeste og mest trofaste, som havde fulgt ham i mere end tre år, og som var fromme og hellige – det var dem, han kaldte brødre – hvad kommer det os ved?» – så vil vi blot svare: «Har du endnu ikke forstået, at dette broderskab med Kristus er det samme som vores barnekår hos Gud, og at dette var selve hovedmålet for hele Kristi forsoning, som jo ikke skete bare for nogle få venner, men for hele verden? Har du endnu aldrig ment eller blot tænkt over, hvad du måske tusind gange har sagt for Herrens ansigt: ’Fader vor, du som er i himlene’?» Ganske vist er det noget alt for urimeligt for fornuften og følelsen, at vi arme syndere skulle tænke på at få del i denne høje ære og nåde at være Kristi brødre; men hvad siger Skriften? Hvad siger Kristus selv om den allerhøjeste nåde, som han tilegnede sine disciple, nemlig den inderlige forening med ham, som han sagde var lig med hans og Faderens enhed: «Jeg i dem og de i mig, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig»? Var det kun disciplene, dette gjaldt? Nej, Herren siger: «Men ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, der ved deres ord skal tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig». Det skulle altså gælde ens for alle tider og slægter; det, der gjaldt for disciplene, skulle gælde for alle, «som ved deres ord skulle tro på ham». Dette er alt for urimeligt stort, det er sandt; men har Kristus vel gjort forskel på personer? Gud, alle menneskers skaber og frelser, ser ikke på personen, men på mennesket. Ikke engang Kristi egen mor fik nogen fortrinsret, som vi ser af Luk 8,19–21 og 11,27–28; nej, alt, hvad der hedder menneske, var lige for ham; det er bare mennesket, der er så dyrebart i hans øjne, og ikke den eller den person, kun med den forskel, at de troende ligger ved hans bryst og er hans lyst og glæde, mens de vantro er sorgens børn, langt fra hans favn. Så gælder dette broderskab da ikke bare de første disciple, men også os alle, som ved deres ord tror på ham. Åh, store herlighed! Åh, evige glædeskilde! Hver eneste af os, som ved deres ord er begyndt at tro på ham, har samme lod som de i dette hans liflige tilsagn: mine brødre – min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud.

Hvad der nu gør denne broderhilsen allermest bemærkelsesværdig, og hvorfor disciplenes hjerter må være smeltet helt, og vores hjerter endnu burde smelte, er, at den blev sendt til disciplene netop på et sådant tidspunkt, da de mere end nogen sinde i deres liv havde forsyndet sig. Lad os betænke, hvordan de opførte sig i den sidste stund, de var sammen med ham, før de fik denne hilsen, nemlig torsdag aften, da han skiltes fra dem. Efter at de havde modtaget to sakramenter, og efter at Herren med stor bevægelse havde holdt en øm afskedstale til dem – hvad skete der? Jo, at Peter samme aften af menneskefrygt åbenlyst fornægtede sin trofaste Herre og Frelser, at han lod usandhedens ord gå over sine apostellæber og – det er gruopvækkende at sige – bekræftede dem med forbandelser; videre: at de andre disciple tidligere på aftenen sammen med Peter kom i strid om, hvem der var den største; og siden, da Jesus svedte blod, «kunne de ikke våge en eneste time med ham»; da Jesus blev taget til fange, flygtede de – alt sammen så svære synder og fald, at man undrer sig over, at de ikke gik til grunde af sorg. Og de forstod udmærket det syndige heri; for da Jesus forudsagde, at de denne nat skulle tage anstød af ham, forsikrede de, at de hellere ville dø med ham, og da Peter havde fornægtet, gik han udenfor og græd bitterligt. Og læg mærke til: efter alt dette havde de aldrig fået talt et ord med Jesus, før de nu fik denne broderhilsen. Tænk, hvilken sammenstilling! Der findes intet ord, som kan udtrykke det hjerteskærende i en sådan erfaring – og på den anden side det herlige bevis, der ligger heri, på hvad Kristus udrettede med sin forsoningsdød. Her ser vi nu igen frugten af Kristi død og opstandelse, nemlig at synden er tilintetgjort i sin fordømmende kraft, så den ikke tilregnes og fordømmer dem, der tror på ham; at loven er så fyldestgjort, dens dom og forbandelse så taget bort, at disse svære fald og synder ikke et øjeblik rokkede ved deres nådestand. Her ser vi nu, hvad dette ord indebærer: «Kristus blev overgivet for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdiggørelses skyld»; og igen, når Apostlen siger: «Hvis Kristus ikke er opstanden, så er I endnu i jeres synder». Her mærker vi, at apostlene for alvor troede, at de ikke mere var i deres synder, og det kun fordi Kristus var død og opstanden for dem; for han siger: «Hvis Kristus ikke er opstanden, så er I endnu i jeres synder»; men er Kristus derimod opstanden, så er I ikke i jeres synder. Ja, dette ser jeg her med mine øjne, når Kristus efter så svære forsyndelser af sine disciple begynder med at kalde dem brødre og netop skynder sig at sende dem denne hilsen før noget andet. Jeg ser altså, at vi ved Kristus har et sådant nådens rige, at synden aldrig skal tilregnes os, så længe vi bliver hos ham; vi skal vel tugtes og straffes, vores synder skal vel hjemsøges med ris og vores misgerninger med plager, men nåden, selve nåden og barnekåret i himlen, de skal stå urokkelige, så længe vi med al vores elendighed endnu holder os til Kristus, dømmer os selv, gerne vil være vores synder kvit, men imens holder os til Kristus og søger både vores retfærdighed og vores helliggørelse i ham. Åh ja, vi ved alt dette; vi ved, at det er hovedsummen af hele Guds evangelium, at Kristi blod renser os fra alle vores synder, og at det er et troværdigt ord og værd at modtage på enhver måde; men så snart det for alvor gælder, er vi straks lige så ulærde i dette stykke. Vi kan nok tro, så længe vores kristendom går nogenlunde, som den skal, og når vi sidder med andagt i påskebetragtningen; men tænk, når noget lignende sker for os, som skete for disciplene! Tænk, hvis en af os skulle forsynde sig så grueligt, skulle af forskrækkelse ligefrem fornægte vor Herre eller tale åbenlys usandhed og bande på det – det ville jo være forskrækkeligt! Tænk, hvis nogle af os, når vi gik fra Herrens bord, skulle strides på vejen om, hvem af os der var den største! Det er uhyggeligt at nævne, men det er jo taget fra selve historien. Og tænk nu: hvordan skulle vi så kunne tro? Det kunne jo ikke være anderledes, end at hele vores væsen skulle skælve, og vi skulle komme i forskrækkelse og mørke, medmindre vi var forhekset af en indbildt tro, som Djævelen støttede. Og dog ser vi, at selv i så uhyggelige tilfælde gælder Kristi blod alligevel mere. Derfor burde vi midt i forskrækkelsen alligevel ikke slippe hele troens fodfæste, men stadig holde fast og tro på en nåde, der overgår al vores synd. Men i sådanne tider lærer vi at erkende, at med alt det evangelium, vi har i hovedet, har vi knap et sennepskorn af tro i hjertet. Vi er sådanne troende, at vi gerne vil bekende med munden, at vi er store syndere, som kun har vores retfærdighed i Kristi blod, men som samtidig i vores indre skal have den trøstende bevidsthed, at vi er ganske fromme og gode kristne. Kommer der en alvorlig prøvelse og virkelig synd, så gælder Kristi blod ikke mere, så er det ude med vores retfærdighed og trøst. Men sådan skulle det ikke være! At vi taber modet, ja, går ud og græder bitterligt, det er helt i orden; men helt at kaste sin trøst bort, helt at slippe fodfæstet, det er ikke at kende ret, hvad Kristus har udrettet, det er ikke at give Lammet dets ære, det er ikke at tro som apostlene, at hvis Kristus er opstanden, så er vi ikke i vores synder. Nu skal vi dog besinde os på, at med en så halv tro kan vi aldrig holde ud i denne strid; for før eller senere kommer der dog svære prøvelser. Det er helt ubegribeligt, før vi har erfaret det, hvilke forskrækkelige ting der kan angribe de troende, især visse af dem, hvilke voldsomme fristelser, stærke og vedholdende, og hvilken ynkelig svaghed – som eksemplerne med disciplene viser. Trods alt, hvad vi har læst, hørt og tænkt om det, bliver erfaringen alligevel endnu sværere, når den kommer; derfor ser vi, hvordan de mest oplyste kristne er nær ved helt at gå til grunde af synd og Djævelens angreb, når den onde dag er kommet. Det er da nødvendigt at kende noget grundigere, hvad Kristus har udrettet, og i tide at berede sig til kampen, ikke bare med årvågenhed og bøn mod selve fristelsen, men også med en daglig vækst i kundskaben om Kristus.

Vi bør derfor lære at tænke og tale sådan, som Luther skriver om det: «Det er sandt, at jeg har syndet og er helt uværdig til dette broderskab med Kristus; men hvis jeg derfor ikke tog imod og troede dette broderskab, som dog ikke jeg eller noget menneske, men Guds evige Søn med sin død har vundet mig, så ville jeg ud over andre synder også gøre den, at jeg fornægtede Kristi værk og beskyldte ham for løgn, det bevare Gud mig nådigt fra! Jeg vil derfor hellere sige sådan: Jeg ved godt, at jeg er et uværdigt menneske og mere værd at være Djævelens end Kristi broder; men nu har Kristus sagt, at jeg er hans broder lige så vel som Peter, fordi han er død lige så vel for mig som for ham, og han var en synder lige så vel som jeg; og Kristus vil for alvor have af mig, at jeg uden al tvivl skal tro ham og ikke agte på, at jeg er uværdig og fuld af synd, især da han selv ikke vil agte på det eller huske det. Når nu han ikke vil vide af det, men vil lade det være som helt dødt og begravet, hvorfor vil jeg så ikke lade det være sådan og blot af hjertet takke, love og elske min kære Herre for så uudsigelig en nåde? Selv om jeg er tynget af synd, bør jeg ikke derfor afslå hans store nåde og det broderskab, han tilbyder. Tror jeg det ikke, er det min egen skade; men derfor er det ingen løgn, men står fast hos ham.»

Men der er endnu noget trøsteligt, vi ser på påskedag, nemlig hvordan Jesus om aftenen går med de to bedrøvede disciple på vejen til Emmaus, og hvordan han, ukendt for dem, taler med dem i deres bedrøvelse og genopretter deres knuste tro, ja, til sidst skænker deres hjerter et fuldt mål af glæde, da han åbenbarer sig for dem, idet han bryder brødet. Dér har han med sine gerningers himmelske veltalenhed vist os, hvordan han også vil være vores medvandrer gennem dette usle liv og, især når vi i vantro og mørke farer vild fra den øvrige hjord, være vores gode Hyrde, som forlader de andre får, der er i god forvaring, og går efter det, som er borte, indtil han finder det. Også denne trøst kan vi slet ikke undvære. Vi ville gå tabt tusind gange i denne farlige verden, hvis ikke han selv også bevarede os, opsøgte os på vores vildveje, hentede os hjem igen og på ny førte os til Guds rette nåde. Vi kan umuligt holde os så vågne, at ikke snart synder, snart vildfarelser eller i det mindste vantroens mørke omslutter os, så vi ikke engang ved, hvor vi er havnet. Da sukker vi: Åh, gid jeg vidste, hvor jeg befinder mig! Alt er dødt og mørkt i mit hjerte; hverken Ordet eller bønnen har nogen smag for mig, det er alt sammen dødt. Kristus er tabt, jeg er veget bort, det er min egen skyld, jeg har syndet osv. Se, i sådanne tider er vi på de to disciples vej; og selv om dette mørke ikke er det farligste, når man dog selv sukker efter lyset, så er det alligevel sådan, at hvis Herren overlod os til os selv, ville vi gå tabt. Sådan var det også med disse disciple. Men midt i deres mørke, «mens de går og er bedrøvede», går Herren med dem; men hvis nogen havde sagt dem det, ville det have været den største urimelighed for dem; de troede, at han var død, og fortalte ham det med den dybeste alvor og ved ikke, at de netop taler med ham, som de savner. Se, hvilket bemærkelsesværdigt billede af vores tilstand i mørke stunder! Således bliver Luthers ord visselig sandt, at når du føler dig helt død, uden tro og uden kærlighed og uden al omsorg og længsel efter det, «da ser han dig dybere ind i hjertet og finder, at du dog ikke ville have noget imod, at dit hjerte var helt brændende af tro og kærlighed». Og hvor det er sådan, at det netop er savnet af dette liv, af tro, af kærlighed, af Kristus, som gør dig størst sorg, dér er Kristus og troen ikke døde, dér er han ikke langt borte, dér går han med i dette følge til Emmaus. Og det er først bagefter, når han har udlagt Skrifterne for os og ladet sig genkende og vores hjerter blive brændende – det er først da, vi forstår, at vi ikke var helt ligeglade med ham.

Men lovet være Herren! Vi har en endnu større trøst i den gode Hyrde end den, at han blot vil opsøge og trøste de oprigtige sjæle, der dog er stedt i mørke! Nej, han vil også opsøge og hjælpe dem, som er mere virkelig kommet bort. Det siger hans ord om det, og det viser alle Skriftens eksempler på hans mildhed. Hvordan det end måtte stå til med dig, så er han altså den eneste hjælper. Han er den eneste, som rigtig kan kende, hvordan vi har det, og den eneste, som kan hjælpe det, der er galt. Er det sådan, at du ikke trygt kan bedømme din tilstand, så er han den, som kan ransage nyrer og hjerter, og han siger selv om hjertet: Hvem kan kende det? Jeg, Herren, ransager hjertet og prøver nyrerne, siger han. Lovet være Gud, at han ikke har sagt, at vi skulle kunne gøre det! Hvordan skulle jeg kunne vove min sjæls evige velfærd på min egen prøvelse? Men når han har lovet at gøre det, og jeg selv, mistænksom over for mit eget hjerte, uophørligt sukker Davids bøn ud af mit mørke: Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte osv., så ved jeg lige så sikkert, som at Gud er trofast og sanddru, at han umuligt kan lade mig blive på en ulykkesvej uden at vide det; det grunder jeg på Guds eget fuldkomne væsen. Han er også den eneste, som kan virke alt i mig, hvad jeg har brug for: Han kan vække og knuse, og han er troens begynder og fuldender; «Gud er den, som virker i jer både vilje og gerning for sin gode viljes skyld». Gud være lovet, at han aldrig har sagt, at vi skulle kunne gøre det, men tværtimod: Jeg, jeg er Herren, og uden mig er der ingen frelser. Uden mig kan I intet gøre. Hvad der end mangler, så er han altså den gode Hyrde og hjælper. Kan du ikke rigtig angre synden, så kan han knuse bjerge, også dit hjerte. Har du et meget ondt, urent og falsk hjerte, så er han den eneste, som kan skabe et rent hjerte i os og give os «en ny, frimodig ånd». Han er den eneste, som kan hjælpe alting. Hold inde og tænk over det. For næsten al vores nød og hjertekval kommer af, at vi går og bilder os ind, at vi selv skal virke disse omskabelser i os, og ikke betænker, at det er ham, som gør alt.

Men hvorfor bliver så ikke alle mennesker frelst, hvorfor virker han ikke hos alle? De raske søger ikke læge, men de syge. Læg mærke til vores disciple! De går og er bedrøvede på vejen og taler om ham. Det er hos sådanne, han kan virke. Og ingen, som i sit mørke stadig omgås hans ord, især hvis han kan tale med en broder om sit savn af Frelseren, ingen sådan skal nogen sinde blive til skamme. Ved Ordet eller brødsbrydelsen skal han altid igen genkende sin Frelser, og hans hjerte skal blive brændende; for sådan en broder og sådan en god hyrde har vi. Amen.