Guds rige består ikke i ord, men i kraft

(Syvende årgang, 1848)

Guds rige består ikke i ord, men i kraft! Det er et alvorligt ord. Enhver må også i sin samvittighed erkende, at det er sandt. Den, der en dag vil stå salig for Guds trone, bør derfor ikke ubetænksomt glemme denne sandhed, men hellere bede Guds Ånd om nåde til eftertanke og alvorlig selvprøvelse. At «Guds rige består ikke i ord, men i kraft», er en yderst vigtig påmindelse; for det første er ethvert menneskehjerte en fordærvet og listig ting, fuld af falskhed, løgn, bedrag og hykleri, så man altid er i stor fare for at bedrage sig selv med en blot tilsyneladende fromhed, med en mundkristendom, med kundskab og bekendelse, uden at eje kristendommens sande liv og kraft; for det andet er der også grund til at frygte, at det ord, vi her har fremdraget, netop er «et ord i rette tid» – eller at den tid, vi nu lever i, er sådan, at de kære vakte og kristne, især visse steder, særlig må betænke dette: Guds rige består ikke i ord, men i kraft. Der vil ganske vist til alle tider og alle steder altid være nogle blandt de vakte, som bedrager sig selv og nøjes med blot et forråd af kundskab og forstand og et skin af gudsfrygt, men fornægter dens rette kraft; men det sker undertiden, at hele forsamlinger får en sådan retning mod lutter ord og kundskab, at det bliver særlig nødvendigt dér at huske, at Guds rige ikke består i ord, men i kraft. Vi vil ikke skjule for os selv, hvordan det var i den menighed, som Apostlen skrev disse skarpe ord til. Det var menigheden i Korinth. Paulus havde i begyndelsen forkyndt dem Guds råd om vores frelse med evangeliets prædiken, «ikke med menneskelig visdoms overbevisende ord, men med Ånds og krafts bevis» (1 Kor 2), og de havde modtaget det i enfold og været salige i en sådan troens enfold. Men snart slog en sådan ånd rod dér, at næsten al deres opmærksomhed kun var rettet mod læren, ikke mod udøvelsen, ja, mod læren, lærdomme og lærere; det drejede sig om Paulus og Kefas og Kristus og Apollos, så den ene sagde: Jeg holder mig til Paulus; den anden: Jeg holder mig til Apollos; den tredje: Jeg holder mig til Kefas; den fjerde: Jeg holder mig til Kristus (1 Kor 1 og 3). Men derved tænkte de mindre på, at det stod dårligere til med deres eget indre, med lærens anvendelse og kraft på hjerte og levned, og derfor kunne ganske forfærdelige ting også passere iblandt dem, uden at de bekymrede sig ret meget om det (kap. 5,1–2 ff.); nej, de var oven i købet tilfredse med sig selv, «opblæste» (v. 2), stærke og modige under yderst dårlige forhold. I samme kapitel, som vi har hentet vores tekst fra, siger Apostlen: «I er allerede mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet herskere uden os. – – Vi er tåber for Kristi skyld, men I er kloge i Kristus; vi er svage, men I er stærke; I er ærede, men vi er foragtede. – – Men jeg kommer snart til jer, hvis Herren vil, og jeg vil lære at kende, ikke de opblæstes ord, men deres kraft. For Guds rige består ikke i ord, men i kraft» (1 Kor 4,8.10.19–20).

Nu – selv hvor hele denne skildring ikke passer, er det dog sikkert, at vi er rigere på ord end på kraft. Vi er, Gud ske lov, meget rige på åndelig lærdom, på ord og forstand; vi har mere åndelig kundskab, end de største hellige havde i gamle dage; man kan sandelig sige, hvad allerede biskop Pontoppidan siger: «Ser jeg på vores forfædre, synes jeg, at de gjorde mere, end de vidste, men vi ved mere, end vi gør. De ligner en frugtbar Lea med svage øjne, men vi en ufrugtbar Rakel med et smukt ansigt.» Det, der derfor nu var mest nødvendigt, var visselig det stykke, der hedder: udøvelsen, virkeliggørelsen. «For Guds rige består ikke i ord, men i kraft».

Det være dog langt fra os at mene, som nogle har ment og mener, at det, vi har nok af, er troens prædiken, og at det, vi mangler, er helliggørelsens lære; at den første er forkyndt nok og tilstrækkeligt, og at manglerne i vores kristendom nu skal afhjælpes ved fortrinsvis at prædike lov og helliggørelse. Nej, det står stadig fast, at det kun er den forkastede «dårskabens prædiken», troens prædiken, der giver Ånden (Gal 3,2), giver liv og kraft og sandhed i helliggørelsen; at hvor gudsfrygtens kraft og bevis mangler, dér mangler tro og liv i Kristus. Men fejlen består i, at vi ikke lægger Ordet på hjertet for nu straks at anvende, bruge og udføre det, men kun samler det i forstanden for at rede begreberne ud og få læren klar; med andre ord: at man bruger hele sin tid på at smede, polere og ordne våbnene og imens lader fjenden beholde landet uden at bruge våbnene mod ham; at man kun har opmærksomheden rettet mod lærdomme og begreber, mens selve sagen, som Ordet kræver – hjertets anger, tro og helliggørelse, hjertets virkelige tillid, glæde, liv, kærlighed og fortrolighed med Gud i Kristus og den virkelige helliggørelse, som kun udspringer deraf – så at sige bliver glemt – og (mærk!) netop derved får vi heller aldrig læren rigtig klar og ren, netop derved er vi i fare for at miste også læren, den ægte, sande lære. Men i hvert fald mangler vi på denne måde selve sagen – Guds rige i os – for Guds rige består ikke i ord, men i kraft.

Det er så langt fra, at vi vil anse lærens renhed for mindre vigtig, at vi tværtimod mener, at netop dette ord («Guds rige består ikke i ord, men i kraft») rummer hemmeligheden og vejen til, hvordan man kommer til klar indsigt i læren. Søg kristendommens kraft, anvendelse og udførelse, så skal du også få læren klar! Og så meget af læren er åbenbaret for os alle, at man har noget at begynde at anvende og udføre. Begynd med det, og før det er udført, skal du forstå mere af læren. Læren er ganske vist vigtig, så vigtig, at hvis den går tabt, er alt tabt, så findes der intet, der kan læge det, vi fejler; men hør og betænk: Netop for at få læren klar skal du begynde at søge selve sagen, kraften, anvendelsen. Hør og forstå: Man kan miste al sand og klar indsigt i læren ved uafbrudt at lære om læren. Der findes intet bedre middel til at få læren klar for sig og fast i sit sind end at begynde at praktisere eller gøre sig umage med udøvelsen: selv at angre synden, selv at tro, selv at elske, selv at udføre, hvad man ved og lærer. Da, først da, ville man få klarhed i læren – som Kristus siger: «Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han forstå, om læren er fra Gud» (Joh 7,17); og Sirak: «De, der frygter Herren, finder det, som er ret» (Sir 32,16). Eller skal nu blot studier og skarpsindighed gøre det, som Herren siger, at han alene har i sin hånd at give? Som når han siger: «Ingen kender Faderen eller Sønnen uden den, som Sønnen vil åbenbare det for» (Matt 11,27); og igen: «De skal alle være undervist af Gud» (Joh 6,45). Dog må man nu ofte høre også dem ville dømme om læren og lærdommene, som selv lever uden indre øvelse i omvendelse og må indrømme, at de ikke selv er født på ny, ikke kan fortælle om nogen omvendelse hos sig selv og virkelig lever videre i synder, som de selv straffer. De burde dog en gang med bæven høre, hvad Herren siger til dem: «Hvordan kan du tale om mine forskrifter og tage min pagt i din mund, du som hader tugt og kaster mine ord bag dig?» (Sl 50,16 f.). Heller ikke burde de vente, at det ord, som ikke virker noget på dem selv, der forkynder det, skal blive adlydt og virke på andre. Men hvis enhver først selv søgte Ordets kraft på sit eget hjerte til sand omvendelse, tro og helliggørelse, før han talte om det, eller i det mindste var midt i de første erfaringer af omvendelsens nød, sønderknusthed og rådvildhed over sig selv – åh, hvor ganske anderledes ville han så ikke både tænke og tale om det end før! Der ville snart blive en ende på mangen strid om læren, om loven og evangeliet, om tro og gerninger, blot de stridende på begge sider gik til selve øvelsen, prøvede sig selv på sagen og selv søgte at få læren ført ud i livet i deres egne hjerter, til tro og kærlighed og kraft og helliggørelse. Så ville de erfare, hvordan det går til i den rette omvendelse; så ville de for eksempel forstå, hvad Paulus mener, når han siger, at «loven kom også til, for at overtrædelsen skulle blive større» (Rom 5,20), og at «synden fik anledning og ved buddet virkede al slags begær i ham» (Rom 7,5–13); så ville de begynde med ildtunge at vidne om Kristus, om evangeliet og troen og bekende med Paulus: «Jeg regner alt for tab sammenlignet med det overvældende i kendskabet til min Herre Jesus Kristus» (Fil 3); og på Paulus’ spørgsmål: «Modtog I Ånden ved lovgerninger eller ved troens prædiken?» ville de nu gerne svare: Kun «glæde i Herren er vores styrke» (Neh 8,10). Og de, der ikke er enige med os i disse hovedpunkter, kan umuligt selv have prøvet sig på sagen, men må gå temmelig fri af øvelsen og kan ikke ved nogen enhedsprædiken blive ét med de troende.

Men nu – måtte enhver gå i sig selv og i Herrens navn besinde sig på, at Guds rige ikke består i ord, men i kraft! Hvad skal du have kristendommen til, hvis ikke til at få dens kraft for hjertet og livet? Mon blot det at vide, høre, læse og tale gør dig salig? Og hvornår skal udførelsen ske, om ikke nu? Og hvem skal gøre, hvad Ordet lærer, om ikke du, som også vil blive salig? Skal vi friste Herren? «Gud lader sig ikke spotte.» Han skelner nøje mellem ord og udøvelse. Kristus sagde engang (Matt 21,28–31): «Hvad mener I? En mand havde to sønner, og han gik til den første og sagde: Min søn, gå i dag hen og arbejd i min vingård. Men han svarede og sagde: Jeg vil ikke. Senere angrede han og gik. Og han gik til den anden og sagde det samme. Da svarede han og sagde: Ja, herre; og gik ikke. Hvem af de to gjorde, hvad faderen ville?» På samme måde taler også den milde Johannes: «Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden». «Den, der siger, at han er i lyset, og (for eksempel) hader sin bror, han er endnu i mørket» (1 Joh 1,6; 2,9). Og apostlen Jakob siger: «Hvis en bror eller søster er nøgen og ikke har føde for dagen, og en af jer siger til dem: Gå med fred, hold jer varme og mæt jer, men I ikke giver dem, hvad deres krop har brug for, hvad gavner det så? Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, død i sig selv» (Jak 2,15–17). Anvendelse: Når nogen hører, forstår og taler om omvendelse, anger og sorg over synden, men selv aldrig har prøvet omvendelsen sådan, at han er blevet bedrøvet, elendig, svag, usel og foragtelig i egne øjne, men alt er gået godt, han er ganske let til sinds, sikker og ubekymret, ja, stolt og ubrudt – hvad hjælper en sådan kundskab og bekendelse ham så? Den bliver ham kun til en så meget mere retfærdig dom. Eller nogen taler om troen og Kristus, men har endnu aldrig troet sig retfærdig og salig i Kristus, ja, ikke engang søgt at kunne tro sådan, men har nøjedes med altid at gå i mørke og uvished om sin egen benådning. Han læser Paulus’ ord: «Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn», eller katekismens ord om, at man skal gøre «sig forvisset om syndernes forladelse»; men han har selv aldrig haft denne forvisning og (mærk!) aldrig søgt at få den! Hvad er så hans tro? Når han ikke har og ikke søger vished om sin benådning – hvad er så hans omvendelse og syndserkendelse? Så er alt en drøm og indbildning; for i den rette syndenød slår ingen sig til tåls, før han får vished om forladelse og barnekår. Og hvilken kraft til helliggørelse kan han vel vente uden denne troens tillid? En anden sag er, at man ikke bør vente først at få en følelig forvisning og så tro; eller at man ikke bør vente på følelsens forvisning og gå uden om Ordets forsikring; nej, det rette er at søge forvisningen i Ordet og slå sig til tåls, selv om Gud ikke straks giver følelser; men at slå sig til tåls uden nogen forvisning, det er kendetegnet ved den åndelige sikkerhed. Videre: En anden siger: Jeg tror; men han har ikke ved sin tro fået barnekårets Ånd, i hvem vi råber: Abba, Fader, det vil sige en ånd, der er fortrolig med Gud, som nu taler med Gud og omgås Gud glad og venligt, som barnet med sin far – hvad er så troen? Eller han har ved sin tro aldrig fået noget nyt, helligt sind, som elsker Guds lov, men tænker og taler mere om forfængelige ting, elsker sine afguder, sine penge, sin vellyst og fortsætter i sit hovmod, sin vrede og lignende lige så uhæmmet som før – hvad er så hans tro? Eller nogen taler om helliggørelse, gerninger og helliggørelse, men har endnu ikke selv fået dens rod i hjertet, den netop nævnte trøst i Kristus, glæden og kærligheden, men øver kun visse påtagne, prangende gerninger og lader sine anstødssynder være i fred; var det gerrigheden, der før var ham kærest, så er han lige så gerrig endnu; var det hovmodet, så er han lige så hovmodig endnu; var det vellysten, så øver han den samme vellyst endnu; var det vreden eller hadet eller griskheden, så er de endnu lige så mægtige; når en trængende beder ham om hjælp, er han lige så uvillig til at hjælpe endnu; i handel og arbejde er han lige så uærlig endnu; bliver han krænket, er han lige så bitter endnu; forser han sig mod sin næste, kan han lige så lidt nu som før bøje sig, indrømme det og bede om tilgivelse osv. Hvori består så helliggørelsen? «Vil du forstå, du tåbelige menneske, at troen uden gerningerne er død? Du tror, at Gud er én. Det gør du ret i; de onde ånder tror det også og skælver» (Jak 2,19–20). Åh, gid vi betænkte: «Guds rige består ikke i ord, men i kraft».

Dette må dog på ingen måde forstås, som om der i Kristi rige på jorden skulle være lutter styrke og hellighed; nej, ingen klager så meget over svaghed og mangler som netop de rette kristne; mange overmodige dommere vil også forgribe sig på dem for deres mangler og vil aldrig få øje på nogen kristne. Bruden må altid synge den vise sammen med sin Brudgom: «Salig er den, som ikke tager anstød af mig». Men det drejer sig kun om, at det, som væsentligt hører til det kristne liv, må være i sand øvelse og gerning hos os og ikke blot i ord og kundskab, så der med al skrøbelighed alligevel er en virkelig tro, i det mindste en hungrende og tørstende tro, en længsel efter med vished at kunne tro sin benådning i Kristus; at der alligevel er en virkelig øvelse i at døde kødet og føre et nyt levned; og mærk: at når det skorter i disse stykker, når jeg er træg, hård, kold, eller jeg forser mig, bliver ægget til vrede eller til griskhed m.m., så kommer jeg ved Åndens tugt til anger over det, straffer mig selv og har virkelig i sinde at gøre det bedre; at når jeg har krænket min næste, så indrømmer jeg det; når jeg har forurettet ham, så gør jeg det godt igen; når jeg bliver formanet, så lader jeg mig sige osv. Se, så er det ikke blot ord, men også Ordets kraft; dér er den rette tro og omvendelse i øvelse. Og alt, hvad der så skorter på, hører ind under det stykke: Forlad os vor skyld osv. Et sådant liv er alligevel ført i Gud, og en sådan sjæl bør vide, at den midt i al sin skrøbelighed dog er et salig nådebarn, og at Kristi retfærdighed dækker både dens person og dens levned, så den dog er retfærdig, hellig, behagelig og salig for Gud.

Hvad angår ordet «kraft», som står her («Guds rige består ikke i ord, men i kraft»), så bør det først bemærkes, at der her ikke menes menneskets kraft, men Ordets kraft på mennesket eller det værk, som Ordet virker i os; altså hører også det til Guds rige, når det så at sige virker svaghed – når det virker syndenød, sorg og modløshed, som er lovens værk. En anden gang virker det tro, trøst, styrke eller «retfærdighed, fred og glæde i Helligånden», og dette er Guds rige i os. Men har jeg blot Ordets kraft, så er det godt og gavnligt, hvad enten jeg så føler mig svag eller styrket – «når jeg er svag, så er jeg stærk», siger Paulus (2 Kor 12) – for når jeg selv bliver til intet og Kristus bliver alt, så er det den rette vej til «Guds styrkes kraft» (Ef 6,10). Ja, også når de kære kristne klager over, at de ingen kraft har af Ordet, men føler sig tørre, tomme, kolde og døde, ja, bekymrer sig over, at de ikke bekymrer sig nok over det, så har de alligevel også da en velsignet kraft af Ordet; imens kan intet så tømme dem for al egen trøst, intet så ydmyge dem som netop denne ynkelige erfaring – og hvor Ordet ikke virker, har man ingen sådanne bekymringer.

For det andet: Hvis du er elendig og svag og nu søger kraft, så søg den aldrig uden om Ordet – prøv aldrig at arbejde på dit hjerte, det hjælper slet ikke – nej, vil du have kraft, så hør og betragt blot Ordet om Kristus, under bøn til Gud om dets kraft, så længe, indtil du igen er blevet rigtig trøstet og forvisset om Guds nåde, så er du i samme stund stærk; for det bliver ved det, som Skriften siger: «Glæde i Herren skal være jeres styrke»; og igen: «Dette er sejren, som har overvundet verden, vores tro»; og i Hebr 11 står der over tyve gange: Ved tro – den visse tillid til, at de behagede Gud – og ved den formåede fortidens hellige alt.

Måtte nu alle kristne og de kære vakte og søgende godt huske dette ord: Guds rige består ikke i ord, men i kraft – og lære deraf, dels for deres eget livs skyld i tide at give agt på, at de må få Ordets kraft og ikke nøjes med kundskab og ord, dels også i al tidens forvirring af forskellige meninger aldrig at tage råd af andre end dem, som viser, at de selv har Ordets kraft på deres hjerter og selv har prøvet sig på at føre det ud i livet; for det alene er den rette skole, hvor man lærer at forstå og forklare Ordet rigtigt.