Herrens veje

Min sjæl, lov nu og pris Herren / for al hans kærlighed, troskab, nåde! / Skønt underlig, skjult og fjern / han har tyktes mig i sine råd, / ser jeg dog nu et himmerige / af lutter nåde og trofasthed, / et faderhjerte uden lige / fra evighed til evighed.

Skjulte er Herrens veje, / men nåde og troskab tegner dem; / med menneskenes børn holder han selskab / ligesom en fader i sit hjem. / Skønt faldne, syndige, fortabte, / elsker han dem dog, mild og god; / til børn skabte han dem fra begyndelsen, / til børn har han købt dem med sit blod.

Et fortabt barn er Faderens smerte, / han søger det selv og råber så: / «Åh, giv mig dog, mit barn, dit hjerte!» / Og lytter det og nærmer sig – åh, da / bliver der fryd i det milde faderhus, / bliver der også fryd i barnets hjerte. / Guds børns fred og fryd i lyset / – i troens lys – er lykkens højde.

Så fare, hvad der ikke vil blive, / så komme, hvad der komme kan. / Hvad end vor Fader finder for godt at give os, / tager vi imod med barnligt sind. / Vor rejse er kort – lige meget hvilket vejr – / vi har intet hjem på denne strand. / Kun som fremmede, ligesom vore fædre, / skynder vi os mod vort rette land.

Om også over stormende bølge / vor svage farkost må gå, / om også vrede bølger skyller / ud over alt – vor sjæl nyder dog / en dyb, en salig fred / i troen, en Herrens ro; / for Frelseren selv omslutter os / med evig nåde og trofasthed.

Kun Gud og Ordet i hytten, / indbyrdes kærlighed, huslig ro, / se, dér er vor rigdom! Fattigdommens lænke / skal da blive let – det gør vor tro. / Min arme sjæl, er du ikke glad? / Du kender ikke Guds trofasthed. / Hvem ved, hvor meget godt vor Fader / kan give os endnu? Hvem ved?

Og farver solen vore dage, / en jordisk lykkes milde sol, / og skinnets magt svækker vort blik / og drager det bort fra rejsens pol, / da skal Guds Ånds indre tugt / desto mere lægge bånd på os. / Åh, hold os, Herre, i din frygt, / til vi lykkeligt har nået det gode land!