Grenene på vintræet

Herrens egen beskrivelse af sine troende

Joh 15,1–2

(Trettende årgang, 1854)

Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort; og hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt.

Hvilken nåde at få høre Herren selv tale i et så vigtigt spørgsmål! Det er ganske vist vigtigt til alle tider, men dog især i en tid som denne. På den ene side er det en herlig tid, hvor det hellige pinsevejr er begyndt at suse lidt mere almindeligt over vores arme land, og mange sjæle her og der begynder at vågne op til at bekymre sig om deres evige vel. På den anden side er det en betænkelig tid, ikke blot på grund af de mange slags lærdomsvinde i vore dage, men også på grund af den slaphed og verdenslighed, som visse steder vil tage de kristne i besiddelse, nemlig dér, hvor den almindelige tone er blevet mildere, ja, sådan at det næsten er på mode også at være gudfrygtig, og hvor de troende og de vantro ved gensidig tilpasning er nær ved at smelte sammen, så «saltet har mistet sin kraft» og nu «trædes ned af menneskene», så man snart glemmer, hvad der er sandhed i Jesus. Da kan det være særlig vigtigt at høre Herren Kristus forklare, hvordan «Guds sande nåde» (1 Pet 5,12) viser sig. Desuden er dette for os, som elsker Guds ord, altid et meget vigtigt emne. Man behøver ikke at sige til os, at verden ligger i det onde, og at den frække, syndetrygge hob går på den brede vej til fortabelse; det har vi hurtigt forstået. Nej, det, som kunne bringe os i evig ulykke, er dette fine, hemmelighedsfulde forhold, at ikke enhver omvendelse er en sand omvendelse, ikke al tro på Kristus en saliggørende tro, ikke al forening med ham en sand og salig forening, men at der blandt de fromme også findes sådanne, som skal blive fordømt. Derfor er det så overmåde vigtigt at få at se, hvori forskellen da består mellem den ægte og den falske kristendom. Og det får vi her at høre af Kristi egen mund. Hvorfor skulle du et øjeblik bryde dig om nogen kristendom, hvis du ikke ville høre Herren selv i et så vigtigt spørgsmål? Det er ham selv, den afgørende dommer, som her siger: Hver gren på mig – tænk: «en gren på mig» – som ikke bærer frugt, den tager han bort. Er du nu et medlem af de troendes fællesskab, men et sådant, som ikke bærer frugt, så er du jo her nævnt af ham, som til sidst skal dømme. Skulle du så ikke undersøge, hvad det er at bære frugt, så du ikke til sidst helt uventet bliver kastet bort? Har du ikke så megen gudsfrygt, at du med frygt for dit hjertes falskhed og Djævelens gamle list giver agt på, hvordan Herren taler om dette, så behøver du ikke flere kendetegn; så kan du allerede vide, at du er forhekset, sløvet og bedraget af den gamle slange. Sande kristne har en frygtens ånd, som gør, at de mistænker sig selv og vil vide sandheden. Men måske ved du, som læser dette, meget vel, at du er en sand kristen, så intet menneske skal sige dig noget. Men hør! Her taler dog han, som til sidst skal komme i himlens sky og dømme alle folk. Hvilket forfærdeligt tegn, hvis du kan tænke blot på andre og glemme dig selv, når du hører Herren tale i et sådant spørgsmål!

En anden, som læser dette, har måske en sådan ånd af frygtsomhed og uvished, at han aldrig kan være helt vis på sin del i Kristus, men svæver omkring med tankerne på alle sine mangler og mener, at hver mangel er et betænkeligt tegn; han giver ikke agt på, hvordan Herren taler, og skelner ikke mellem, hvilke mangler der er dødstegn, og hvilke der ikke er det. Åh, at du kunne blive stående ved disse Kristi ord! Her siger han, hvad der er til døden, og hvad der ikke er det. Her kan du blive vis i dette vigtige spørgsmål.

Men se nu allerførst, hvilket overmåde lyst og trøsteligt forhold Herren her åbenbarer med selve billedet af vintræet og grenene – nemlig den inderlige forening, som består mellem ham og hans troende, når han siger: Jeg er vintræet, I er grenene; og igen: «Hver gren på mig». Hvad kan være inderligere forenet end træet og grenen? De er jo i virkeligheden ét legeme, så det samme liv og de samme safter går gennem stammen og alle grenene helt ud til det mindste blad. Og en sådan forening har Herren sagt består mellem ham og hans troende. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne skue ind i hans hjerte og tanker, når han siger: I er grene på mig. Tænk, hvad han dermed har udtalt! Han sagde også udtrykkeligt: I i mig, og jeg i jer (v. 4). Og igen i sin bøn til sin himmelske Fader, kap. 17,23: Jeg i dem og du i mig. Og dette sagde han skulle gælde ikke blot apostlene, men alle troende til alle verdens tider, når han i v. 20–21 siger: «Men ikke for disse alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord skal tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os». Er ikke også dette sandt, så er intet sandt. Og nu siger han, at alle troende er ét med ham. Åh, hvilken herlighed! Han i os! Han og vi er ét! Se her den sande kristendoms allerhelligste! Se her den store hemmelighed i en sand kristens liv! Det er ikke blot at eje et forråd af kundskab om Kristus og holde det hele for sandt, heller ikke at føje en from vandel, en kristelig virksomhed og mange gode gerninger dertil; men hovedsagen er at stå i en inderlig forening med ham, ligesom grenen med træet. Dette er den egentlige kilde og kraft i al sand kristendom – som Kristus her siger: «Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver på vintræet» osv. Det er denne skjulte kilde, som verden intet ved om. Derfor kan den heller ikke forstå en sand kristen. Derfor må den anse en kristens liv for et ængsteligt trælleliv; for den kender ikke dets grund, den ved ikke, at en kristen står i en inderlig forening med Herren.

Men – her bliver spørgsmålet nu, hvem der virkelig står i denne forening med Kristus, og hvordan man med vished kan vide det. Der er mange, som roser sig af, at Jesus bor i deres hjerte, og de synes at tale med ham dér, mens de dog kun taler med deres egne falske hjerter og får forførende svar af den gamle slange, som gør dem så berusede af sin søde gift, at de kunne sværge på, at det er Herren selv, som bor i deres hjerter og giver dem de trøstende svar, mens de dog, når man prøver dem efter Kristi ord om grenene, er helt bedragne. Dernæst findes der også andre, som holder sig strengere efter Ordet, men alligevel ikke står i forening med Kristus. Hvordan skal jeg da vide, at jeg ikke er bedraget, men står i sand forening med Herren Kristus? Her gælder det om at give agt på Herrens egne ord. Han har selv sagt det. Og kan man her i tiden tro, hvad man har mest lyst til, tro på sine egne tanker, så kommer der dog en dag, da alt skal prøves i ilden, og det går, som Herren har forudsagt os. Nå, hvad siger Herren? Således siger han:

Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort; og hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt.

Vi lægger her først mærke til det fine, tankevækkende, ja, forfærdelige ord, at han siger: en gren på mig, skønt den dog er sådan, at den ikke bærer frugt og skal «tages bort», skæres af og (v. 6) «kastes i ilden og brændes!» Dér har vi igen Herren Kristi fine, frygtindgydende ord om den skjulte død og det forførende selvbedrag, hvorved en sjæl synes at være i forening med ham og dog ikke er det i sandhed. Det er samme sag og samme talemåde, som når Herren beskriver «Himmeriget» på jorden under billedet af et «bryllup»: mange blev indbudt, men de fleste var forhindret af «handel og jordegods» m.m., og alligevel blev bordene til sidst fyldt op med sådanne, som enten ikke havde disse hindringer eller også trængte igennem dem; og blandt dem, som kom, var der dog en mand, dvs. en hob, som blev kastet ud i mørket udenfor – blot fordi han manglede «bryllupsklædning». Vi minder bestandig om, at dette bryllup ikke betegner den store almindelige kirke af alle døbte, eftersom hvert medlem jo kom dertil ved en indbydelse, som de fleste var forhindret i at tage imod – hvorimod vi ved, at «handel og jordegods» m.m. aldrig forhindrer nogen i at høre til den almindelige ydre kirke. Kristus taler altså om en hob sjæle, som ved evangeliets indbydelse er samlet til dette bryllup; og dog siger han, at også blandt dem findes sådanne, som til sidst skal kastes ud i mørket udenfor. Og vi ved, hvordan Herren ofte talte om det samme hemmelighedsfulde og uhyggelige forhold, som når han siger, at der ved brylluppet var ti jomfruer, som alle gik ud med deres lamper for at møde brudgommen, men alligevel blev halvdelen af dem til sidst lukket ude, blot på grund af en mangel inde i karret – de havde ingen olie. Den, som ikke er helt sløvet i sikkerhed og helt har «sluttet pagt med døden og gjort aftale med dødsriget», må jo ved sådanne ord af Herren standse med en vis bestyrtelse og besinde sig på, at der må være en forfærdelig skjult fare, eftersom den milde Herre Jesus har talt sådan.

Hvad angiver Herren nu som kendetegn, hvorved de ægte, gode grene skal skelnes fra de uduelige? Det første og væsentlige tegn, han sætter på de sande troende, er, at de bærer frugt. Læg mærke til det: de bærer frugt. – Så bliver det vigtigste spørgsmål, hvad Herren mener med frugt, med at bære frugt. Mange klarer det spørgsmål hurtigt og ligetil med, at det betyder: de gør gode gerninger. Men vi vil se lidt grundigere på spørgsmålet og undersøge, hvordan Herren og hans apostle har talt. Det er sandt, at der er nogle gerninger, som er Åndens frugter; men der findes også gerninger, som i det ydre er helt lig disse, men som dog ikke er Åndens frugter. Skriften lægger stor vægt på kilden og grunden til vore gerninger. Den, som vil bedrage sig selv og forblive under Herrens dom, kan lade være med at give agt på dette forhold; men ikke sådan en oprigtig kristen, som vil frelse sin sjæl. Skriften skelner mellem gerninger og frugter. Da apostlen Paulus forinden havde brugt ordet: kødets gerninger, siger han dog som deres modsætning «Åndens frugt». Han siger ikke Åndens gerninger, men frugt (Gal 5,22). Dermed vil han betegne noget, som ikke gøres af os med omtanke efter en bestemt regel, men som strømmer ud som en voksende frugt af Ånden. Derfor er det vigtigt på det nøjeste at skelne mellem gerninger og frugt, at holde adskilt, hvad der er vore egne værker, naturens, opdragelsens, ja «lovens gerninger», og derimod hvad der er «Åndens frugt», eller som Kristus her antyder, frugt af foreningen med ham.

For at give et levende eksempel på, hvad Åndens frugt er, så lad os blot betragte den første af de Åndens frugter, som Paulus regner op på det nævnte sted (Gal 5), nemlig kærligheden. Desuden har Kristus selv i den samme tale, hvor vore tekstord står, udtrykkeligt sagt: «Deraf skal alle forstå, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden». Og vi ved, hvordan Johannes i sit 1. brev uophørligt taler om kærligheden til brødrene som det kendetegn, der adskiller Guds børn. Lad os da først tale om den broderlige kærlighed. Er det ikke sandt, at mangen troende allerede nu tænker det, som så mange svarer, når man taler om denne kærlighed: «Hvad er det for et tegn? Kærligheden til de troende – den er en alt for let sag! Hvis nogen forbød mig at elske dem, så ville det blive svært; men at jeg elsker dem, som søger Gud, det er helt mit hjertes behov, det går af sig selv» osv. – Men, min kære broder, sådan tænker verden ikke, sådan tænker hyklerne ikke, sådan tænker Moses’ disciple ikke. For alle disse er det ikke nogen let sag at elske de troende. At elske en bestemt kristen for noget timeligt godt, hvormed han har vundet dem, det kan de; at elske deres eget parti, det kan de; men at elske «alle, som elsker og søger Gud», af hjertet, det kan de ikke. De kan snarere efterabe alt andet i kristendommen, men ikke denne kærlighed; her bliver de åbenbare ved et dybt, ofte skjult, men uventet fremstikkende fjendskab mod de troende, især mod dem, som mest brænder for Kristus og hans ære – et fjendskab, hvorved de med spejdende blik opsøger, rager op i og forstørrer alt det fejlagtige, som kan snappes op i de kristnes flok; og over sådant glæder de sig som over et kært fund. Sådan gør kærligheden ikke: «den glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig med sandheden; den misunder ikke, den opblæses ikke» (1 Kor 13). Er en kristen faldet, så lider de andre troende derved, søger at dække over fejlen, at dysse snakken om den ned og blot i kærlighed at rejse den faldne op. Sådan gør kærligheden, efter Apostlens ord: «Når ét lem lider, så lider alle lemmerne med». Når nu denne kærlighed aldrig ligger i naturen – for i al menneskenatur ligger tværtimod det gamle fjendskab, vi nu har talt om, slangens fjendskab mod kvindens sæd – så spørges der: Hvornår fik du denne kærlighed, som nu er dig så let, at den er din anden natur, dit hjertes behov? Hvornår fik du den kærlighed? Var det ikke dengang, da du selv, fordømt og elendig, søgte og fandt din frelse i Kristus? Se da her: Den var altså en frugt af din forening med Frelseren. Den var Åndens frugt. Og derfor er denne kærlighed dig så let, at du synes, den intet betyder, for du behøver ikke at arbejde med dit hjerte for at tvinge dig til den; den er ikke en lovens gerning, men en Åndens frugt. Se da, hvad det vil sige ikke at vandre i bogstavens (dvs. den tvingende lovs) gamle væsen, men at tjene i Åndens nye væsen (Rom 7,6).

Sådan er det også med de troendes almindelige kærlighed. Det er hele den menneskelige naturs grundegenskab at leve for sig selv, kun tænke på sig selv, kun brænde for sig selv og ikke bryde sig om, hvordan andre har det. Men ved foreningen med Frelseren har du fået den natur, at du ikke kan lade være med at brænde for andre. Og selv om en naturlig medfølelse med andres lidelser også sætter verden i bevægelse for at afhjælpe en legemlig nød, så er den dog blind og døv for al den åndelige nød, som omgiver den. Hyklere og farisæere kan nok tale meget om andres ondskab og synder, men at arbejde i kærlighed for deres omvendelse og salighed, det kan de ikke. Men hvad virker nåden og foreningen med Frelseren? Jo, at det enfoldigste menneske, et barn, en tjenestepige, lige så vel som den lærde, begynder at brænde for sine medmenneskers allerhøjeste gode, deres omvendelse og frelse, enten ved at sige et godt ord til dem eller ved at udbrede, udlåne eller henvise til en bog og ved i stille bønner at påkalde Herren for dem. Hertil hører også den troens frugt, som David og Paulus taler om: «Jeg tror, derfor taler jeg» (Sl 116,10; 2 Kor 4,13). Et ret troende hjerte kan ikke skjule den himmelske gave hos sig selv, men hvad hjertet er fuldt af, det taler munden. Hele verden er derimod åndeligt stum; den kan tale tusind ord om alt andet, men ikke om Frelseren. Hyklere og lovfromme kan nok tale om kirkelige sager og om andres vildfarelser og synder, men ikke om Lammet, ikke om nåden og trøsten i Kristus. Og ville man få dem til det ved formaninger, så blev det alt for svært – det blev ikke til noget. Men nu, efter at du er blevet forenet med Frelseren, kan du ikke finde noget kærere emne. Det, der før var så svært for dig, er nu dit hjertes behov. Nu behøver ingen at formane dig til i kærlighed at tænke på andre og vidne om Kristus. Tværtimod: om man så ville forbyde dig det, ja, tvinge dig til at holde op med det ved at sætte dig på vand og brød, så kunne du ikke gøre det. Det er blevet dit hjertes lyst, din nye natur. Men hvordan og hvornår blev du sådan? Det skete, da du selv som en fortabt synder søgte og fandt din salighed i Kristus. Det er altså en frugt af foreningen med ham. Det er en Åndens frugt.

De samme bemærkninger gælder din nye lyst til alt, hvad der er helligt og behageligt for Gud, til ydmyghed, sagtmodighed, kyskhed og alle Åndens frugter. Du har i enhver henseende fået et nyt hjerte, et nyt sind, og det begynder mere og mere at vise sig i gerninger, selv om kødet i alt strider imod Ånden. Læg mærke til: Det er egentlig disse nye indre egenskaber, der er opstået ved foreningen med Kristus, og den nye, villige Ånds ytringer, som Skriften kalder Åndens frugter. Sådanne Åndens frugter mente Kristus også, da han her taler om grenenes frugt. I samme tale har han også udtrykkelig nævnt især kærligheden (v. 12.17), tålmodigheden (v. 18–21) og vidnesbyrdet om ham (v. 27). Det vidnesbyrd sigtede han også til i v. 16, hvor han siger: «Jeg har sat jer til, at I skal gå hen og bære frugt, og at jeres frugt skal blive ved». Men han gentager med eftertryk, at disse frugter skal udspringe af foreningen med ham og afhænge af den, når han siger: «Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt. Bliv i min kærlighed».

Se nu: Selv om du har oplevet og lært meget, udrettet og lidt meget, men disse frugter, som Skriften taler om, mangler hos dig, så ser du jo med dine egne øjne, at du endnu ikke er ret forenet med Kristus. Men hvis du alligevel selv dømmer dig og søger en hel forening med ham, så mangler du kun at kende din Frelser; så behøves det kun, at du lærer at kende, hvad du har i ham, og bliver ret sænket ned i hans overvældende kærlighed – at du bliver «døbt med Ånd og ild». Men har du derimod din kristendom i fast form og tænker at fortsætte ad samme vej, selv om du helt mangler disse Åndens mest kendetegnende frugter, så er du sandelig blandt de grene i vintræet, som skal tages bort og skæres af. Ja, forfærdeligt! Den milde Herre siger i v. 6, at de «kastes i ilden, og de brænder». – Herren selv har sagt det.

Men nu spørges der: Er de gode grene helt rene? De har kærlighed og alle Åndens frugter; er de så ikke rene for alt ondt? – Noget andet siger Kristus her: «Hver gren, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt». Her ser jeg, at de samme sjæle, som Herren godkender og omtaler som gode, frugtbærende grene, alligevel ikke er helt rene i sig selv. Mange kristne blander det sammen og mener, at det at bære frugt skal betyde renhed for alt ondt; men det er to forskellige ting. En god og kostbar gren, der bærer ædle frugter i rigt mål, kan godt på samme tid have nogle tørre kviste på sig eller vandskud, som kun suger saft og bør fjernes. Sådan kan en kristen være levende og tro, rig på kærlighed og alle Åndens frugter, og alligevel ikke blot have sin del i den almindelige syndefordærvelse, men også være behæftet med en bestemt forargelig fejl, en dårlig tilbøjelighed, som uophørligt må korsfæstes og dødes, men som dog altid følger ham i nogen grad. Men han er alligevel en helt anden end de uægte grene, som ikke bærer nogen frugt. Et naturligt menneske kan have færre fejl, dvs. have en mere skikkelig natur, men er dog samtidig helt og aldeles død og ufrugtbar. Læg så mærke til dette: At du ikke er helt ren for synder og dårlige tilbøjeligheder, men daglig må lide under dem, skal ikke fordømme dig, så længe du dog står i forening med Frelseren. Du mærker også, at du ved denne forening har de kendetegnende frugter, trods al din skrøbelighed, og selv om du aldrig kan blive tilfreds med dine frugter. Er du forenet med Kristus, så er du alligevel en «ny skabning» (2 Kor 5,17). Og endnu en gang sagt: Alle dine mangler og urenheder skal da ikke fordømme dig. Nej, ingen mærker og lider så meget under syndens urenhed hos sig selv som netop de mest trofaste kristne; men de er dog på samme tid rene i Kristus og yndige og dyrebare grene for Gud i det vintræ.

Men nu – hvad gør så den himmelske vingårdsmand med de grene, der bærer frugt? Herren siger: «Hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt». – Læg mærke til: «Den renser han». Det er et meget kort ord, men meget langt og føleligt i erfaringen. Den gode gren renser han. Det er det andet kendetegn på de gode grene. Den gren, der ikke bærer frugt, renses ikke; den får lov at vokse frit og som den vil, for den skal kun brændes. Men den, der «bærer frugt», skal plejes, og den renser han. Hvordan sker det nu? Det billede, Kristus har valgt, er lærerigt. Han taler om, hvordan en gartner renser. Det sker ikke med vand, men med en kniv og en «skraber», hvormed tørre ris, mos og overflødige kviste og blade, der kun hindrer de gode grenes frugtbarhed, renses bort. Det passer godt på det, de troende oplever. Mærker vi ikke ofte denne gartners kniv? Mærker vi ikke, når vi hører Ordet, hvordan dette tveæggede sværd skærer i vort indre, og hvordan det især angriber de skrøbeligheder og dårlige tilbøjeligheder, som vi er mest behæftet med? Og når vi har været forsømmelige i Herrens værk, kolde og ulydige mod Herren, hvordan bliver vi så ikke skrabet indvendig ved Åndens revselser! Det er den milde vingårdsmand, der vandrer i sin have, som gør, at vi ikke gerne en eneste dag får lov at være tilfredse med os selv, men hele tiden bliver revset indvendig; «også mine nyrer tugter mig om natten» *), siger David. Hvor Helligånden bor, kan det umuligt være anderledes; for det er jo umuligt, at han ikke skulle finde urenheder i os – og lige så umuligt, at han ikke skulle angribe og revse dem, hvor han bor og virker. Men hvad der ikke udrettes med disse indre revselser ved Ordet, det gør den trofaste Herre med ydre ris og plager, sorger og modgang, eller, som Peter siger, «mange slags prøvelser, hvis så skal være». Kort sagt: Et himlens barn skal renses. Apostlen siger: «Den, Herren elsker, tugter han, og han straffer hver søn, som han tager imod. Er I uden tugt, som alle har fået del i, så er I uægte og ikke sønner. – – Al tugt synes, mens den står på, ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den retfærdighedens fredfyldte frugt til dem, der er blevet øvet ved den» (Hebr 12). Læg mærke til: Det er formålet. Han «plager ikke menneskene af hjertet», men kun «hvis så skal være»; som Kristus her siger: Han renser den gode gren, for at den skal bære mere frugt. Det er det gode formål. Han vil, at en ædel og dyrebar gren, som bærer gode frugter, skal blive endnu mere frugtbar og herlig. Og Gud være lovet! Vi ser jo, at det også udrettes med tugten. Har vi ikke her og der set en kristen, meget oplyst og retsindig, hos hvem vi dog med bedrøvelse bemærkede en vis magelighed og åndelig ufrugtbarhed? Men uventet så vi ham ramt af en dybere sorg eller ulykke eller en svær indre anfægtelse, så vi blev bange for ham; men da han kom ud af denne bedrøvelsens ovn, var han en helt anden, en mere alvorlig kristen, mere frugtbar i alle gode gerninger. Og hvordan mærker vi ikke alle, som står under Herrens pleje, at så snart der er begyndt at komme mere sanselighed, forfængelighed, egenkærlighed eller lignende over os, så får vi snart en ny bedrøvelse, som så igen bringer os til besindelse! Og når Herren igen har trøstet vort hjerte, er det, som om vi har fået et forfriskende bad, og vi begynder med ny flid at løbe hans buds vej. De, der er blevet vant til denne trofaste faderlige tugt, kan til sidst selv forudsige, hvornår de har en ny tugt i vente. Så sikkert er det, at de gode grene skal renses. Herren har en hellig nidkærhed for de sjæle, som han bereder for himlen; han vil have dem mere og mere rene og frugtbærende, mens andre derimod får lov at vokse helt frit og efter kødets lyst. Sådan siger Herren i Bibelens sidste kapitel: «Den uretfærdige fortsætte med at gøre uret, og den urene med at gøre sig uren; den retfærdige fortsætte med at øve retfærdighed, og den hellige med at hellige sig».

*) Den gamle (svenske) oversættelse (Sl 16,7).

Vi skal derfor besinde os på det, som allerede er sagt, at denne rensning er et kendetegn, et vigtigt kendetegn på de gode grene – især denne indvendige rensning, denne Åndens tugt i hjertet. Ydre bedrøvelser kan også de ugudelige lide; men denne indre tugt af Ånden, hvorved man aldrig får lov at være tilfreds med sig selv, men hele tiden bliver revset for sine mangler og syndige tilbøjeligheder og derfor også hele tiden må ligge ved evangeliets trøstekilde, det er et så bemærkelsesværdigt kendetegn på de troende, at selv når de på grund af deres mangler ofte ikke kan se deres frugter, kan denne tugt dog røbe, at de hører til de grene, som Herren drager omsorg for. Når derimod et menneske, der også ser ud til at være en kristen og virkelig er noget andet end et almindeligt verdsligt menneske, alligevel får lov at være rolig og tilfreds med sig selv, ja, er så stærk og fortræffelig, at det lider mere under andres fejl end under sine egne, så er alene dette et betænkeligt tegn på, at det ikke hører til de grene, som Herren renser – at det ikke har Herrens Ånd. For som før sagt er det jo umuligt, at Guds rene, hellige Ånd ikke skulle finde noget at revse, hvis han boede i dets hjerte. Og Apostlens ord står fast: «Er I uden tugt, som alle har fået del i, så er I uægte og ikke sønner».

I næste artikel vil vi betragte de følgende vers. Gid Herrens Ånd imens må få lov at indprente i vore hjerter, hvad Herren her har sagt os, så vi aldrig glemmer det, og så de troende må få en fastere vished om deres salige forening med Frelseren (1 Joh 4,13)! Men gid de, der endnu mangler den, ikke må få nogen ro, før de kommer i den samme forening med ham og så begynder at bære de frugter, som Skriften taler om! Så skal vi, trods al den urenhed, der hænger ved os, alligevel være rene for hans øjne i troens retfærdighed. Amen.