Dit ord er mine fødders lygte

Sl 119,105

(Femte årgang, 1846)

Alt, hvad Gud i sit ord har forkyndt mennesket, går hovedsagelig ud på at lære det to ting: For det første, hvordan det skal få hans nåde, få tilgivelse for sine synder og blive hans barn; for det andet, hvordan det som Guds barn skal leve her på jorden for at tjene sin himmelske Fader og gøre hans vilje. Men da det er de hovedstykker, som Guds rige iblandt os står eller falder med, er det også de punkter, som Djævelen til alle tider mest angriber og vil berøve os, og hvor både hele kirkesamfund og enkelte vakte sjæle oftest er faret vild. Da Kristus trådte frem, var det på to hovedpunkter, han straffede sit folk og lærte dem den rette vej: Han straffede nemlig for det første deres falske retfærdiggørelse, deres selvretfærdighed, for det andet deres falske gudstjeneste, deres selvvalgte gode gerninger – og sagde til dem fx, hvordan de gav «tiende af mynte og rude og alle slags urter, men lod det fare, som vejer tungere i loven, nemlig retten og barmhjertigheden og troen» (Matt 23; Luk 11). Da kirkens reformation blev gennemført ved Luther, skete det hovedsagelig ved, at to læresætninger blev genrejst og fremholdt, og dem prædikede Luther uafbrudt, nemlig for det første den rette retfærdighed, som gælder for Gud: Kristi retfærdighed, troens retfærdighed; og for det andet, hvad der er sande gode gerninger, sand gudstjeneste, et helligt og for Gud behageligt liv, nemlig kun det, som Gud selv i sit ord har befalet os at gøre. Dermed angreb og straffede han for det første den pavelige lære om retfærdiggørelsen, at mennesket bliver retfærdigt i samme grad, som det bliver helligt; og for det andet den falske forestilling om hellighed, om et helligt og for Gud behageligt liv, nemlig at man burde gå i kloster, leve ugift, faste, våge, plage legemet, drage på pilgrimsrejser osv. Man har derfor med rette bemærket, at det var to læresætninger, der fremkaldte reformationen; og omvendt, at vi har reformationen at takke for, at to hovedlærdomme blev genoprettet, nemlig de netop nævnte: om den rette retfærdighed for Gud og den rette hellighed i livet.

Som allerede sagt: Det er også de punkter, som Djævelen til alle tider har angrebet og forvansket – og det så fint, så stille, så lidt efter lidt og gradvis, at man ikke har mærket det, før man allerede var ført bort fra vejen. Sådan er også fornuften, følelsen og vores egen mening fjendtlige mod begge disse lærestykker. Ligesom intet strider mere imod fornuften og vores mening, end at jeg skal være retfærdig og velbehagelig for Gud, samtidig med at jeg selv ser og føler mig fuld af synd – være retfærdig og velbehagelig alene ved en tilregnet retfærdighed – sådan kan jeg heller umuligt synes, at jeg gør Gud de mest behagelige gerninger og en sand, en hellig gudstjeneste, når jeg i hjemmet og i samfundet kun gør det, som enten mit legemlige kald, mit kald i huset og som borger eller et fattigt, elendigt menneskes nød kræver – gør de samme gerninger, som også en from hedning, et ærbart verdsligt menneske kan gøre. Jeg kan heller ikke synes, at der skulle være nogen særlig fare ved at følge de fromme indskydelser, som synes at være Guds Ånds egen stemme i mit hjerte, og som kun går ud på at tilskynde mig til helligere gerninger; at det skulle være så stor en fare straks at følge sådanne indskydelser, at det skulle være så nødvendigt først at spørge Guds ord, sådan som det er åbenbaret i Skriften – det kan følelsen og fornuften ikke indse.

Men at både Djævelen og fornuften med al magt vil føre os bort fra Ordet også i det, der angår livet, det lærer vi især af erfaringen. Hvor mange grove galskaber og store skader har Djævelen ikke voldt i Guds kirke ved på dette punkt at føre mennesker bort fra Ordet! Den skade, som er kommet heraf og stadig opstår hver dag, er især af to slags: For det første at nogle vakte og søgende sjæle (som undertiden tager deres gudsfrygt så alvorligt, at de ikke sparer nogen møje, når blot de kan tjene Herren) er blevet ført til alle slags egne foretagender, gerninger og levemåder, som dels fornuften, dels en formentlig Guds stemme i hjertet har krævet, men som hverken Guds åbenbarede ord har påbudt, eller den trængende næste har haft gavn af. Den anden skade har været den, som vi alle hver dag må erfare, nemlig at selv om vi udfører de rette gode gerninger, sker det alligevel med ulyst, træghed og forsømmelighed, så snart vi glemmer Ordet, glemmer, hvilke gerninger Ordet kræver af os; mens vi derimod ville udføre dem med den største lyst og flid, hvis vi flittigt så på Ordet og betænkte, at vi med disse kaldets enkleste gerninger tjener Gud selv, står for Guds øjne og udfører hans befalinger.

Hvad den første skade angår, vildfarelsen til selvvalgte egne foretagender og levemåder, finder vi bemærkelsesværdige eksempler på den i historien fra alle tider. Der var i gamle dage mangen from og alvorlig sjæl, som intet højere ønskede end helt at kunne ofre sig for Gud og hans tjeneste, ofre alle livets bekvemmeligheder, ja, legeme og sjæl for sin Herre. Hvad gjorde de så? De bad Gud om, at han ville åbenbare dem sin vilje. Guds vilje blev også forkyndt dem; den stod nemlig allerede udtalt i Guds gamle, gode ord – men i Ordet stod der kun om nogle enkle kærlighedsgerninger og kaldsgerninger, som ganske almindelige kristne, ja, til dels endog fromme hedninger kunne udføre; det var jo alt for små ting for den, der ville blive rigtig hellig og himmelsk sindet. Derfor bad de om en særlig oplysning: at Gud skulle åbenbare dem i hjertet nogle højere, hellige gerninger; og se, de fik også et nyt lys, nye egne svar – svar, som de umuligt kunne tro kom fra nogen anden end Gud selv; svar, som var sammensat af sandhed og løgn, af lys og mørke. Læg godt mærke til dette: De bestod ikke af lutter løgn, men af mange smukke og guddommelige sandheder, blandet op med Satans og indbildningens bedrag og som førte til stadig større afveje. Til den ene lød det: Forlad de skabte ting, hvis du vil tjene mig, forlad dine medmennesker og gå ud i ørkenen; skjul dig i jordhuler og lev alene med din Gud; verden (det menneskelige samfund) ligger i det onde, dér kan du aldrig tjene Gud helt og udelt, dér har også kødet sine bekvemmeligheder. Sådan noget duer ikke, kødet må dødes, underkastes forsagelse; dér (i verden) hjælper man sig selv med naturlige midler – det være langt fra dig, som er Guds barn! Du skal helt og holdent være afhængig af din Fader og vente alt af hans hånd. Forlad menneskene og lev alene med din Gud osv. Sådan opstod eremitlivet. Til andre lød det: Se, verden, den onde, den sanselige verden, på torve og gader myldrer den – øjnenes begær, kødets begær og hovmod over livet; de bygger, de planter, de gifter sig, de hengiver sig til sanselighed! Fly verden osv. Sådan opstod klosterlivet. Til atter andre lød det: Hvorfor skulle du leve her på jorden, hvis du ikke ville udrette noget stort for din Herre, for ærens Konge, som har købt dig med sit blod? Kan du fx som kristen vide, at det hellige land, hvor livets Fyrste engang vandrede, det land, som så Guds Søn blive født som menneske, lide og dø, det hellige land, ja, det bjerg, som modtog hans blod og stadig gemmer hans grav, nu trampes af hans fjenders fødder, af tyrkere og hedninger, som håner Guds Søn og forhåner dem, der tilbeder ham, når de blot beder om at måtte knæle ved hans grav? Op, tag korsets tegn, gå og ofre dit blod for at tage det hellige land tilbage fra dem, der skænder det, osv. Sådan opstod korstogene, eller sådan var de åndelige bevæggrunde til dem.

På den måde unddrog mange alvorlige og nidkære sjæle sig hele den anden tavle af Guds hellige lov; for skjult i ørkenen, i jordhuler eller i klosterceller – hvem skulle de nu vise den almindelige kærligheds tjenester, som Kristus på den yderste dag vil regne op: «Jeg var sulten, tørstig, husvild osv., og I tjente mig; for alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig»? For hvilket menneske var tjent med, at en from mand gik bort fra samfundet? Siger Apostlen ikke, «at hele loven er opfyldt i ét, i dette: Du skal elske din næste som dig selv? Så er altså kærligheden lovens opfyldelse.» Og videre: På den måde kunne de stakkels mennesker ikke engang øve deres egen gudsfrygt. Apostlen siger, «at Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, godhed, troskab, sagtmodighed» osv. Hvordan skulle de kunne øve tålmodighed, mildhed, sagtmodighed osv., når de ikke levede blandt mennesker, som satte dem på prøve i den henseende?

Men læg endelig mærke til, at alt dette gjorde de fra begyndelsen af lutter god mening og nidkærhed for deres gudsfrygt! Netop det er det vigtigste at bemærke på dette punkt, og det bør vi virkelig tage os til hjerte; for også blandt os og i vore dage er man i fare for den samme vildfarelse; det har vi sørgelige eksempler på. Læg derfor mærke til: Det er netop den tanke, der fortryller og bedrager sjæle ind på sådanne vildveje, at de mener: «Jeg er jo ikke kommet til min beslutning uden bøn til Gud, jeg har jo bedt Gud om oplysning; skal jeg så tro, at jeg i selve bønnen får svar, som bedrager mig – at jeg i bønnen til Gud får svar fra Djævelen?» Læg mærke til, hvor mesterligt fint, hvor vildledende denne forførelse er. Man ville vel aldrig vove at påstå, at Gud tillader Djævelen at forføre mennesker under selve bønnen, hvis man ikke kendte grundene til det og havde virkelige eksempler på, at mennesker på den nævnte måde er blevet ført til foretagender, som stred lige imod Guds egne allerklareste ord. Se da her, hvad det vil sige, at Gud ikke lader sig spotte! Når Herren har givet os sit klare og tydelige ord og udtrykkeligt sagt os sin vilje, men mennesket ikke agter på det, ikke lader det gælde for sig, så stemmer det med Guds hellige retfærdighed, at han da lader det følge sine egne rådslag, som der står i Sl 81,13, og lader den «falske ånd», som talte i alle Akabs profeter, fortrylle og forføre det sådan, at vi, om muligt, af selve skaden engang skal lære at give agt på hans ord og holde det i ære – lære, at det ikke er nok med vores gode mening, men at der også kræves, at vi hører og adlyder Herrens ord. Se da her, hvilken nidkærhed Herren har for sit hellige ord! Så er det jo ikke sagt forgæves, når Apostlen siger, at Djævelen forklæder sig som en lysets engel. Det ord må jo også engang gå i opfyldelse og finde sin anvendelse! Og hvornår kan det ord vel blive opfyldt, hvis ikke netop i sådanne tilfælde som dem, der her er talt om?

Den anden skade, der kommer af, at man ikke ser på Guds ord, når det gælder livet, men kun betragter gerningerne efter deres eget udseende, er den, at man bliver træg, uden lyst og forsømmelig i sit kald; mens man derimod ville udføre sit kalds gerninger med den største lyst, flid og troskab, hvis man så på Ordet og betænkte, at man med de samme gerninger tjener Gud selv i himlen. Det er derfor yderst vigtigt og nødvendigt, at en kristen ved og betænker Guds vilje og velbehag i alt, hvad han gør – at han ved, hvori et ret og for Gud behageligt liv består.

Hvad der her først og sidst må bemærkes, er, at dette emne kun angår de troende, kun Guds børn, som har den første hovedbetingelse for al sand hellighed, nemlig liv og trøst i Kristus og lyst til Guds lov, og som i samvittigheden er løst fra loven (Rom 7,4.6) og nu kun spørger: Hvordan skal jeg kunne gøre min gode Gud noget til behag? Uden et sådant sind skal ingen bekymre sig om dette emne, men først søge at blive et godt træ, før han forsøger at bære god frugt. «Alt, hvad der ikke er af tro, er synd» (Rom 14,23). Heraf følger, at den, der med sit kalds gerninger vil tjene Gud og være ham til behag, først selv som person må være ham velbehagelig, først må stå sig godt hos ham og kunne bede sin morgenbøn med tillid. Da bliver hans mening og bekendelse denne: Jeg har fundet nåde for Herrens øjne – Gud være lovet! – jeg er sat fri fra mine synder, jeg har for Gud en høj og fuldkommen retfærdighed; men netop derfor, netop fordi Gud så nådigt har befriet mig fra den værste bekymring, mine synder, og skænket mig retfærdighed, liv og salighed for intet, vil også jeg ikke andet end tjene min så gode Gud osv. Når samvittigheden således er fri og glad over for Gud og villig til at tjene ham, så står der kun tilbage at vide, hvad der er Guds vilje og en ret gudstjeneste.

Hvad vil det da sige at tjene Gud og gøre gerninger, som behager ham? I almindelig tale kalder man det at tjene, når man gør efter sin herres bud og befaling; at tjene Gud er altså blot at gøre, hvad han har befalet. Så vendes vores øjne straks bort fra gerningernes anseelse og hen til Guds ord og bud. Den gerning, som i sig selv er den allerringeste, er dog på samme tid stor og vigtig, så snart Gud har befalet den; derimod er den gerning, som i sig selv er den allerstørste, slet ingen god gerning for Gud, når den gøres uden Guds befaling. Gud ser nemlig ikke på selve gerningen, men på lydigheden i gerningen. Gud har egentlig ikke brug for nogen tjeneste fra os, arme tiggere; men når han befaler os noget, sker det for vores skyld og ikke for hans, dels for at prøve og øve vores lydighed, dels også for at tjene og gavne den næste, der trænger. Men begge disse formål nås oftere ved ringe og uanselige gerninger end ved store og prægtige. Den egentlige lydighed prøves meget bedre, og den adamitiske natur, egenviljen og fornuften brydes og dødes meget mere ved ringe, små og uanselige bud end ved store; for naturen kan meget lettere finde sig i store, høje og svære bud og gerninger end i ringe og uanselige. Ligeledes har vores næste eller det menneskelige samfund brug for flere små og uanselige tjenester end store og glimrende, ligesom et rige har brug for flere undersåtter end øvrighedspersoner, flere hytter end paladser. Når man ransager Skrifterne og lægger mærke til, hvordan Gud i gamle dage har prøvet sit folk, finder man, at det for det meste er sket ved uanselige bud, som naturen foragter. Det ser vi allerede i vore første forældres store og vigtige prøve, som kun bestod i, at de ikke skulle spise frugten af et bestemt træ. Dér var gerningen i sig selv visselig den allermindste; men dens betydning lå i buddet, i lydigheden eller ulydigheden. Og således ville Gud allerede i denne første prøve lære os, at gerningernes værdi aldrig må måles efter deres egen anseelse, men efter hans bud. Sådan var det også med mange bud til Israels folk, fx om omskærelsen, om deres mad og drikke, om alle slags små forskrifter ved ofrene osv. Man kan aldrig begribe, hvordan det kunne stemme med den store Guds visdom at give bud i så små og ubetydelige ting, hvis man ikke betænker, at det netop derfor skulle være sådan, for at fornuften og naturen skulle brydes og den rene lydighed øves. Sådan forklarer Herren det også selv, da folket begyndte at hænge ved selve gerningerne og mente at gøre Gud til behag ved dem, skønt deres hjerter var ubrudte og ulydige. «Skulle jeg spise tyres kød eller drikke bukkes blod?» siger Herren. «Mine er alle skovens dyr, kvæget på de tusind bjerge. Hvis jeg var sulten, ville jeg ikke sige det til dig; for min er jorderige med alt, hvad der er på den.» – Og igen: «Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel; hvilket hus er det da, I vil bygge mig, og hvor er stedet for min hvile? Og alt dette har min hånd gjort, og alt dette blev til, siger Herren; og jeg ser til den elendige og til den, som har en sønderknust ånd, og til den, som frygter for mit ord» (Sl 50,10–13; Es 66,1–2). Og igen: «Lydighed er bedre end offer, og at høre efter er bedre end vædderes fedt» (1 Sam 15,22).

Af alt dette ser vi, at det for Gud kun drejer sig om lydighed, at den ene gerning for ham er lige så stor som den anden; at en gernings værdi alene afhænger af Guds bud; at hvis Gud har befalet en ting, så er det en stor og vigtig gerning, om den så var så lille som at samle et halmstrå op; men har Gud ikke befalet den, så er den mindre end intet, om den så var så stor som at opvække de døde eller omvende hele verden. Så bliver altså kun Guds åbenbarede ord og bud vore fødders lygte, rettesnoren for vor vandring.

Nu står kun tilbage at overveje, hvad Gud har befalet os. Enhver kristen har altid to slags pligter, som Gud har pålagt os: for det første nogle særlige, nemlig kaldets; for det andet de almindelige, nemlig de kærlighedstjenester mod næsten, som lejligheden byder. Om de første siger Skriften: «Så formaner jeg jer da til at vandre det kald værdigt, som I er blevet kaldet med – alle lemmerne har ikke samme gerning. Blot skal enhver vandre, sådan som Herren har kaldet ham. Omskærelsen er intet, og forhuden er intet, men at holde Guds bud. Enhver skal blive i det kald, som han er blevet kaldet i» osv. (Ef 4,1; Rom 12,4; 1 Kor 7,17–24 m.fl.). Om de fælles pligter hedder det: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, skal også I gøre mod dem. Du skal elske din næste som dig selv. Så er da kærligheden lovens opfyldelse» (Matt 7,12; Rom 13,9–10). Dog skal man lægge mærke til, at netop i kaldets gerning udøves sædvanligvis de fleste kærlighedstjenester mod næsten. Hvad kaldet angår, er der få mennesker, der rigtigt tænker over, hvordan Gud netop dér har lagt sit første og fornemste krav på os. Man bør derfor åbne øjnene og se, hvordan der helt oppe fra Guds trone i himlen og ned til jordens nederste rum i alt råder en Guds ordning og indretning. Gud, som er «ordenens Gud», har bestemt, at den ene skal være regent, den anden undersåt; den ene husbond, den anden tjener; den ene far eller mor, den anden barn; den ene rig, den anden fattig; den ene gift, den anden ugift; ligesom i legemet det ene lem skal være øje, et andet øre, et tredje hånd, et fjerde fod osv. Nu er Guds første vilje og krav, at enhver passer sin gerning, at den, der regerer, regerer godt, og den, der skal adlyde, trofast adlyder; at øjet ser og lader øret høre; at foden går og lader hånden arbejde. Åh, hvilket saligt liv der da ville komme på jorden, hvis enhver betænkte, at det er Guds første vilje og krav angående livet, at enhver gør sit kalds gerning, at dette er sand og hellig gudstjeneste, som Herren har velbehag i; at man midt i husholdningen, i de enkleste gerninger, står i et helligt tempel og forretter den mest velbehagelige gudstjeneste. Men ak, dertil kræves et åndeligt øje, som ikke blot ser det, der er for øjnene, men ser på Guds ordning og befaling. Hvis vi med legemlige øjne så Gud foran os og hørte ham bede os om en tjeneste, selv den allerringeste, så ville den ikke længere være ringe for os, men straks få en høj værdi, og vi ville med største lyst udføre den, blot fordi vi fik lov at tjene Gud med den. Som Luther siger: «Hvis Gud en dag besøgte dig med sine engle og befalede dig at feje gulvet, så ville du vel blive så glad over det, at du ikke ville vide, hvordan du skulle bære dig ad – sandelig ikke for gerningens skyld, som i sig selv nok var ringe, men for hans skyld, som havde befalet dig den». Og nu har Gud virkelig givet dig sådanne befalinger, når han fx har ladet dig blive en tjenestepige eller et barn i huset; for til dem har han sagt: «Vær jeres legemlige herrer lydige». «Ær din far og din mor» – altså: Gør, hvad de sætter dig til at gøre! Dette er altså Guds befaling. Så ser du, at når din far, mor, husbond eller madmor byder dig at gøre noget, så står Gud ved siden af med dette sit fjerde bud og siger: Ja, gå hen og gør det. Derfor siger Apostlen: «Underordn jer al menneskelig ordning for Herrens skyld». Læg mærke til: for Herrens skyld – for Herrens skyld! Hvad betyder dette ord, om ikke netop, at denne menneskelige ordning i grunden er en Guds ordning, en Guds befaling – nemlig så længe den er en ordentlig menneskelig ordning og ikke et djævelsk oprør mod et af Guds bud? Den er en Guds ordning, eftersom Gud har indrettet den; det taler Apostlen udførligt om i Rom 13,1–7. Det er vigtigt og nødvendigt, at kristne lægger godt mærke til sådanne steder i Skriften og ofte tænker over denne sag; for hvor hårdt angriber Satan ikke de kristne på dette punkt! Hos den ene virker han træghed og forsømmelighed, hos en anden de grufuldeste anfægtelser, utilfredshed og fristelser, som med magt og vold vil føre ham bort fra hans kald, gøre ham misundelig og ustadig, så han ikke trives med noget, men kastes hid og did! Den, der vil lære, hvad vor lærefader Luther siger om dette, henviser vi dels til prædikenen på tredje juledag i evangeliebindet af hans kirkepostil, dels til prædikenen på 15. søndag efter trinitatis i hans huspostil.

Her står nu kun tilbage, at vi alle måtte have villige hjerter og åndelige øjne, tro og kærlighed og lyst til Guds lov – åndelige øjne til i enhver stand og ethvert kald at se Gud, se Gud foran sig, se Guds bud og vilje og ikke blive stående ved gerningens egen anseelse. For det andet kræves her også ofte en utrættelig tålmodighed, når Djævelen gør vores stand og vores kår rigtig bitre og tunge. Åh, hvilken nåde da at have den kærlighed til Gud, hvorved vores mishag kan druknes i hans velbehag, så vi blot for hans viljes skyld lider og holder ud med tålmodighed! Apostlen Peter siger i sit 1. brev, kap. 2: «I tjenere, vær jeres herrer underdanige i al frygt, ikke alene de gode og milde, men også de vrangvillige. For det er nåde, når nogen for samvittighedens skyld over for Gud tåler bedrøvelser, når han lider uretfærdigt. Når I er tålmodige, når I lider for gode gerninger, det er nåde for Gud. For dertil er I kaldet, eftersom også Kristus har lidt for os og efterladt os et forbillede» osv. I tjenere og børn, læg mærke til de ord: «Ikke alene de gode og milde, men også de vrangvillige!» Lad os lægge mærke til de ord: «For samvittighedens skyld over for Gud – tåle bedrøvelser og lide uretfærdigt – det er nåde for Gud – dertil er I kaldet – eftersom også Kristus har lidt for os».

Ja, det er nåde, når et barn, som tror på Frelseren, lider under ugudelige forældres og søskendes uvilje, men lider det ydmygt, tålmodigt og udholdende, «for samvittighedens skyld over for Gud» – hverken rejser sig til utilbørlig genstridighed eller giver sig hen i sorg og vemod eller vender tilbage til verden, men lider og har tålmodighed og venter på Herren og har sin trøst, sin ven og sin tilflugt i Frelseren alene – det er nåde for Gud.

Det er nåde, når en troende kristen, som har en ugudelig og vanskelig ægtefælle, «for samvittighedens skyld over for Gud» tålmodigt bærer sin bedrøvelse, lider uretfærdigt og viser kærlighed og tjener sin ægtefælle med en uophørlig tilgivelse.

Det er nåde, når en from far eller mor, som har ugudelige og vanartede børn, med utrættelig fasthed, tålmodighed og kærlighed arbejder på deres opdragelse, formaner, straffer, tilgiver, påminder og først og sidst befaler dem til Gud i bønnen.

Det er nåde, når en trofast lærer, som har en utaknemmelig jordbund, alligevel arbejder med kærlighed og har tålmodighed og ikke bliver træt – nidkært og kærligt, offentligt og privat, i tide og utide irettesætter, revser og formaner med al sagtmodighed og belæring og for alt dette villigt lider hele verdens, sine embedsbrødres og alle onde ånders fjendskab – og først og sidst øver sig selv i gudsfrygt og holder sit eget nådeliv ved lige.

Det er nåde, når en from student tålmodigt bærer sine ugudelige kammeraters spot, holder sig ubesmittet af verden og gerne regnes for en tåbe for Kristi skyld, gerne ofrer ham sine evner og kun for sit kalds skyld og af pligt studerer sine hedenske forfattere, historien og andre videnskaber, mens han har det himmelske som sit hjertes kæreste emne.

Det er nåde, når en from håndværker «for samvittighedens skyld over for Gud» er redelig og trofast i sit fag og hellere lider fattigdom og savn, end at han skulle benytte sig af de kneb og det svig, som hans fagfæller tjener penge på osv.

Se, på denne måde har enhver i sin stand sine prøver og vanskeligheder; her kræves da tålmodighed og åndelige øjne og hjerter til både at se og elske Guds velbehag, at blive fast og urokkelig, trofast og flittig i sit kald og således at tjene sin næste og dermed gøre Guds vilje – det er nåde for Gud og den rette vej for livet. Amen.