Den store forvandling

Fortsættelse af artiklen om de dødes opstandelse

(Fjortende årgang, 1855)

1 Kor 15,35–53

«Men nogen vil måske sige: Hvordan opstår de døde, og med hvilken krop kommer de?» Det er nu spørgsmålet, og med det spørgsmål føres vi ind i det mest strålende punkt i vores emne – et punkt, der kan løfte os i himmelsk fryd højt op over dette livs små sorger og små glæder. Måtte Gud blot åbne vores øjne!

I det ovenstående spørgsmål forestiller Apostlen sig en indvending fra sine korinthiske tvivlere, hvormed de ville antyde, at det hele er umuligt. «Hvordan skal de døde, der er tilintetgjort i jorden, i ild eller vand, opstå igen? Og med hvilken krop skal de komme, når den er blevet til støv og intet?» – Da svarer Apostlen i sejrsglad trosvished og henviser til et forbillede på opstandelsen, der taler så tydeligt, at han ikke kan lade være med at kalde dem tåber, når de ikke selv har set, hvad Gud har villet lære os gennem det forbillede, som står lige for alles øjne. Han siger:

«Du tåbe, det, du selv sår, bliver ikke levende, uden at det dør. Og når du sår, sår du ikke den krop, som skal blive, men kun et korn, hvad enten det er hvede eller noget andet. Men Gud giver det en krop, sådan som han har villet, og hvert enkelt frø sin egen krop» (v. 36–38). I ordet «du tåbe» behøver der ikke at ligge nogen naturlig hidsighed; Apostlen ville her blot kalde disse selvkloges visdom ved dens rette navn, ligesom når Kristus sagde: «Å, I uforstandige og sene i hjertet til at tro.»

Sådan vil Apostlen også her sige: Du tåbe, der et øjeblik kan anse det for urimeligt og umuligt, som du dog dagligt ser for dine øjne i et langt mindre vigtigt tilfælde, nemlig at Gud gør de døde, tørre frøkorn frugtbare netop ved at de rådner i jorden, så de opstår i nye, levende og kun smukkere skikkelser. Du kan ikke begribe, at Gud kan give vores kroppe, som er muldet ned og rådnet, en opstandelse, skønt du ser de ubetydelige frøkorn af hvede eller andet blive beæret med en opstandelse. Hvert forår ser du opstandelsen for dine øjne – du ser, hvordan den sæd, der om efteråret lægges helt tør ned i jorden, ligger der som kastet bort, rådnet og om vinteren stivfrossen under et stort, tykt ligklæde af sne og is, og hårde, kolde vinterstorme går hen over den vide grav, og gennem vinterens lange måneder og mørke nætter er den sæd for dig ligesom helt borte og tabt. Men hvordan går det? Til sidst kommer det længselsfuldt ventede forår, solen vender tilbage i sin strålende pragt – og ved dens varme løser Skaberen nu ligklædet op og byder derpå de døde at opstå. Nu skyder tusinder af nye, levende og friske skikkelser af grønne strå op af jorden, og siden giver de landmanden den sæd, han har kastet ud, tilbage mangefold. Sådan noget har Gud stillet lige for alles øjne, og intet menneske undrer sig længere over det, blot fordi vi ser det hvert år. Sandelig, hvis vi ikke helt fra vores fødsel var vokset op med vanen at se, hvordan denne døde, tørre, bortkastede sæd opstår igen om sommeren, så ville vi vel også finde dette højst mærkeligt og utroligt. Men nu er man på grund af den gamle vane næsten ikke i stand til at tænke over, at det er et under. Nej, man siger blot: «Det gror», og tænker ikke over, at denne vækst dog er en egentlig skabergerning, eftersom hele verden med al sin kunst ikke kan frembringe et eneste græsstrå. Men når spiren kommer op af jorden, er det en sådan skabelse, der har sit frø i den samme sæd, som rådnede i jorden – altså en opstandelse af de døde. Ja, hele verden kan ikke gøre noget sådant; det er den almægtige Skabers egen gerning. Men når nu den samme Gud åbenbarer for os, at han vil gøre på samme måde med vores kroppe – vil lade dem begrave og rådne i jorden, men en dag opstå igen, nemlig når evighedens store sommer nærmer sig, og «retfærdighedens sol med salighed under sine vinger» vender tilbage til os – når denne almægtige Gud siger os, at han da vil byde vores døde kroppe at opstå, så finder vi det urimeligt og umuligt. Fortjener vi ikke den tiltale: «Du tåbe»? Tænk endnu en gang over det: Vi kan se, at de ubetydelige frøkorn af rug, hvede og lignende opstår, og alligevel vil vi mene, at de store, dyrebare frøkorn, vores kroppe, der er skabt så underfuldt, og som der er ofret så meget på, og som er så højt æret, at Guds egen Søn tog et menneskelegeme på sig – at de ikke skal have den ære, som hvede og rug har, at de skal opstå! Og hvorfor? Kun fordi vores stakkels fornuft ikke begriber, hvordan det er muligt, at den Almægtige kan gøre, hvad han har sagt. Fortjener vi ikke at kaldes tåber? Men den egentlige og store tåbelighed består i, at vi ikke standser op og tænker over, at det her drejer sig om en ny, stor skabergerning af den almægtige Gud, som Apostlen her bemærker: «Gud giver det en krop, sådan som han har villet» – Gud, ikke du, menneske, ikke frøkornet selv, men Gud, Skaberen, som engang skabte hele jorden og alle himmellegemerne af intet – du tåbe! Det er ham, der tales om her. «Gud giver det en krop, sådan som han har villet.» Det beror alene på hans frie behag. Hvad er lettere for den almægtige Skaber end at gøre, hvad han vil? Men se her, hvordan vi helt umærkeligt bliver tåber, når vi blot foragter Gud, hans magt og hans ord. Vi når ikke at mærke det, før vi i åndelige ting er så blinde, at de første begreber om Gud, som selv hedningen har alene ved at betragte skabelsen, er taget fra os, så vi spørger, om det er muligt, skønt vi dog taler om den almægtige Gud. Se, vi skal vogte os for forblindelsens straffedom. Gud er stor og hellig. Den, der ikke ydmygt vil bøje sig under hans sandhed og magt, ham forblinder han. «Gud gør denne verdens visdom til tåbelighed» (1 Kor 1,20). «Da de foregav at være vise, er de blevet tåber» (Rom 1,22) – virkelige tåber, der nu kan nægte det, vi ellers ser med øjnene, nemlig at Gud med lethed kan gøre alt, hvad han vil. Men når Apostlen siger: «Du tåbe, det, du selv sår, bliver ikke levende» osv., så taler han ganske, som om han havde ventet, at de selv af dette billede burde vide, hvordan det skal gå til med opstandelsen – som om det var almindeligt antaget og kendt, at sædens fremspiren af jorden var et forbillede på vores kroppes opstandelse – idet han ligesom bebrejder dem, at de ikke har taget ved lære af dette billede. Og hvem aner ikke, at Gud selv har indrettet denne naturens orden netop for at den skulle være et sådant forbillede? Er man blot en smule kendt med sin himmelske Faders eget billedsprog – han bruger jo ikke blot billeder i tale, som vi gør, men har lagt dem ind i selve skabelsen, ja, fyldt hele naturen med billeder på de himmelske ting, så jordens barn, mennesket, hele tiden skulle støde på sin Faders høje tanker og i naturens bog læse hans råd om os – hvem aner da ikke, når han tænker over dette, og over hvordan Herren Gud i hele sin skabelse på jorden havde mennesket som sit mål, at han også har indrettet denne orden, at sæden muldes ned og skyder op af jorden, netop med den hensigt, at den skulle være et forbillede på den store udsæd af menneskekroppe, som engang, som Herrens sæd, skal opstå af jorden? Ellers kunne han vel have givet os vores føde på en anden måde, for eksempel sådan som han lod manna regne over Israel i ørkenen. Men nej, ligesom brødet, der kom fra himlen, var et forbillede på ham, der kom fra himlen for at give verden liv (Joh 6), sådan skulle det, der skyder op af jorden, være billedet på jordbarnets opstandelse til et himmelsk liv. Derfor kan vi med fuld ret, efter Apostlens anvisning, se Guds tanker og hensigt med menneskekroppene i at sæden muldes ned og skyder op. Luther siger: «Når du på marken ser en landmand gå og tage sin sæk og kaste og strø omkring sig, så har du dér billedet af, hvordan Gud vil gøre med vores kroppe. Gud er også en landmand, og du er hans korn, som han kaster i jorden, for at det siden skal komme frem igen meget smukkere og herligere. Men han er en langt større og bedre landmand end en bonde på marken og har en sæk at bære, som er fuld af sæd; det er vi mennesker, så mange vi er kommet til jorden, lige fra Adam til den yderste dag. Dem strør han omkring sig i jorden, som han får fat i dem, kone og mand, store og små, unge og gamle; for den ene er for ham som den anden, og hele verden er for ham intet andet end skæppen for en bonde, som han bærer om halsen. Derfor, når Gud lader mennesker dø, især i flok, ved pest, krig eller på anden måde, så hedder det, at han har grebet i sækken og strøet med hele hånden fuld omkring sig.

«Hvad gør og tænker nu en forstandig bonde, når han strør sit korn ud, så det ser ud, som var det et stort tab, og han synes at være en tåbelig mand, der med vilje mister sit korn? Spørg ham, så vil han straks sige: Kære ven, jeg kaster det ikke bort, fordi jeg vil miste det, men tværtimod, for at det skal komme meget herligere igen. Nu ser det vel ud, som var det kastet bort og tabt, men vent til sommeren, så skal du få at se, hvordan det kommer igen, og en håndfuld bliver til ti, og en skæppe til seks andre. Sådan er hans tanker. Han lader sig ikke vildlede af, at sæden falder ned i jorden og går til grunde, men han ser og venter på den kommende sommer, som rigeligt skal erstatte ham det. Ellers var han vel ikke så gal, at han ville kaste sin sæd bort. Se, sådan skulle vi også lære at tænke: at det er det samme for Gud, når han kaster en flok, snart her, snart der, på kirkegården, eller i dag tager fat i mig, i morgen i en anden og således kaster den ene efter den anden i jorden som sine sædekorn. Det ser for os ikke anderledes ud, end som om det var helt ude med os, som om vi ikke var til mere, men var borte for altid. Men vor Herre Gud tænker ikke sådan – han ser og tænker helt anderledes og gør kun sådan med os, for at vi, hans sædekorn, efter dette usle væsen skal komme frem igen allersmukkest i den skønne sommer, der forestår. Og for ham er alt dette så vist, som var det allerede sket (for han ved godt, hvad han vil gøre). Men for vores skyld er dette skrevet og så yndigt malet, for at også vi skal fatte de samme tanker, når vi ligger på vores dødsleje, og ikke bryde os om, at vi ikke ser eller fornemmer andet, end at man skal skrabe os ned i jorden, og at det er ude med os. Nej, vi skal drive sådanne menneskelige tanker ud af hjertet og indprente os disse himmelske og guddommelige tanker, at det ikke betyder at være begravet og ødelagt, men kun sået og plantet af Gud selv som hans korn og sæd til en kommende herlig opstandelse.» – Å ja, dette er ikke blot smuk poesi; det er den store Guds underfulde råd om os, så sandt som Guds Søn har genløst os med sit dyrebare blod (hvilket visselig ikke skete for et timeligt gode), og så sandt som han selv er faret op til himlen med et menneskelegeme.

«Det efterårskorn, der jordes, / ødes ej af vintrens måner: / ved forårssolens blik fuldendes det / til sommerens gyldne grøde.

Når jordens grundvolde bæver, / og himlens basun har drønet, / skal Herren kræve sit lån tilbage, / forædlet og nyt og forskønnet.

Da skal på ny følelsen og modet / give de stivnede ben liv, / og varmen og det legende blod / drive de standsede pulsslag.»

«Å, så vil jeg gerne dø», siger du måske. Ja, sådan siger de, som virkelig tror vor Herre Kristi evangelium. Og selv om «det dumme kød» ikke ved sit eget bedste, men beholder sin natur og blot vil leve her, så gør det dog godt, når Herren kommer og bringer os til hvile; for så følger alligevel denne herlige forvandling. Gud give os nåde til mere og mere at tænke over dette! For yderligere at bryde vores trange, tillukkede tankekammer op og vide synsfeltet ud for vores forstands øjne begynder Apostlen i v. 39 at vise os Skaberens mangfoldighed i de kroppe, han allerede har frembragt og ladet os se med øjnene, for at vi kunne begynde at ane, at han har meget mere i sin magt og kan frembringe endnu mange slags kroppe, også sådanne, der skal passe til evighedens nye verden. I den hensigt minder han om, at ikke alt kød er det samme kød, men at vi mennesker har én slags kød, vores kvæg en anden, fiskene atter en anden slags kød og fuglene igen en anden (v. 39). Således, vil han sige, behøver vi ikke se på vores nuværende kroppes natur, men skal betænke, at Gud danner kroppene efter den bestemmelse, de har, efter det element eller den verden, de skal bo i – så for eksempel fuglene kan svæve omkring i luften og nærme sig skyerne, mens vores kroppe er bundet til jorden; og mens vores kroppe ikke kan leve i vandet, men behøver luft, er fiskenes kroppe sådan, at de tværtimod kun lever i vandet og ville dø i luften. Sådan ville heller ikke vores nuværende krop kunne leve i himlens herlighed, i dens element og evighedens forhold; men Gud skal nok vide at danne den nye krop sådan, at den passer til sin nye verden. Derfor tilføjer Apostlen videre i v. 40:

«Og der findes himmelske kroppe og jordiske kroppe; men én er de himmelskes herlighed, og en anden de jordiskes.» Se den uendelige rigdom af afveksling i Guds skabelse! Når der allerede er stor forskel på de jordiske kroppe indbyrdes, hvor meget større må forskellen så ikke være mellem de jordiske og de himmelske – mellem træ, sten, metaller osv. på jorden og stofferne i solen, månen og stjernerne? Ja, også mellem disse himmelske kroppe indbyrdes er der stor forskel: «Én er solens herlighed, og en anden månens herlighed, og en anden stjernernes herlighed; for den ene stjerne overgår den anden i herlighed» (v. 41). Tænk da, vil Apostlen sige, hvilken uendelig mangfoldighed i Guds skabelse! Frygt så ikke, «du tåbe», at vor Herre Gud skal komme i forlegenhed med, hvilke kroppe han skal give os i opstandelsen! Vores nye kroppe vil, hvilke egenskaber de så i øvrigt får, med sikkerhed passe fuldkomment til den nye verden, vi skal flyttes ind i, og til de evner, vores sjæl skal have dér, ligesom vores nuværende kroppe er dannet til de sjælsevner, vi nu har, og til den verden, vi nu lever i. Og vi ser jo, at alle dyrs kroppe er dannet efter de instinkter (naturdrifter), Gud har givet dem, og til det element, de skal leve i: fiskene i vandet, fuglene i luften, dyrene på jorden og ormene i mulden. Heraf følger også det, vi ser for øjnene: at når et levende væsen skal flyttes til et nyt element for i det ligesom at begynde en ny verden, så får det også en ny krop, afpasset efter den nye tilværelse. Sådan med silkeormen: når den ikke længere skal arbejde i morbærtræet, men have frihed og fryd til at svæve omkring i det vide rum, så udrustes den med en ny, vinget krop, der passer til dens nye bestemmelse og element. De fleste af os ved vel, at alle sommerfugle i en tid forinden har været larver, der har kravlet og krøbet i støvet, men nu svæver de omkring i luften. De er jo et mærkeligt billede fra Skaberens hånd på mennesket, «den orm» (Job 25,6), og på dets kommende forvandling. Lad os se lidt nærmere på dette billede. Larverne er en særlig skrøbelig slægt blandt de levende væsener; selv om silkeormen, der spinder den smukke og stærke silke til mennesket, synes at være noget ædlere end kålormen og andre bladlarver, er de dog alle elendige, krybende kryb på jorden. Men netop for disse elendige krybdyr har Gud beredt en yndigere fremtid, en mærkelig forvandling. Når silkeormens arbejdstid er fuldendt, og kålormen ikke længere skal krybe i støvet, så lægges de i en slags ligkiste – en lille sort skal danner sig over dem, og der ligger de nu i dvale vinteren over. Men i det nye års forår, når solen begynder at vække den stivnede natur til live, så kommer den forrige larve frem i en ny skikkelse for at indtage en ny verden. Den skal ikke længere krybe i støvet eller på det grove kålblad, men skal nu fryde sig i det fri, i den rene luft og det glade sollys og kun hente det fineste af blomsterne til føde. Derfor har den nu smukke, lette, gyldne vinger, som den hæver sig over jorden med og svæver omkring i den frie luft. Hvem genkender ikke her igen vor Faders sprog? Hvem ser ikke, at han her igen har givet os et billede, hvoraf vi skulle se vor Faders tanker og hensigt med os? Vi er vel her på jorden elendige orme og krybdyr, men dog skabt til et helt andet liv; vi går en stor forvandling i møde. Når vores prøvetid er fuldendt, og vi ikke længere skal krybe i støvet, så skal vi, så mange som er blevet én ånd med ham, der kom fra himlen, også af ham flyttes til en ny verden, hvor vi, herlige og salige, skal fryde os i det evige sollys, når vi ser hans nådefulde ansigt, og med nye, forherligede evner drikke os glædesdrukne i hans nu afslørede visdom, kærlighed og nåde. Og mon ikke det er en af de vigtigere grunde til, at vi skal få nye kroppe og ikke for altid blive kropsløse ånder (sådan som vi er i mellemtilstanden mellem vor

død og den yderste dom), nemlig at vi er bestemt til at flytte til en ny verden, langt mere fuldkommen og herlig end denne faldne, vansirede verden, som vi nu bor i – en verden, «hvor døden ikke skal være mere, ej heller skrig, ej heller nogen pine – for det første er forbi – men Guds og Lammets trone skal være derinde, og hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt?» I denne nye verden skal Gud, som aldrig går nedad med sine gerninger, men altid fører dem højere og højere op i fuldkommenhed, visselig gøre et langt mere herligt skuespil af sin visdom, godhed og magt, end han har gjort i denne nærværende onde verden. Derfor er det nødvendigt, at vi da får kroppe med sådanne sanser, som passer til den verden og sætter os i stand til at stå i forbindelse med den og til at fatte, nyde og modtage den fuldkomnere kundskab, som dér gives om vor herlige Skaber – for da skal «hans usynlige egenskaber, både hans evige kraft og hans guddommelighed, ret skues af gerningerne», som dér er så meget fuldkomnere og større end alle dem, vi har set i denne nærværende verden, vor barndoms hjem, som er blevet formørket og vansiret af synden. Herom taler Apostlen videre. Efter at han har peget på de mange slags kroppe i Guds skabning, og hvordan den ene overgår den anden i herlighed, tilføjer han:

«Således er det også med de dødes opstandelse», det vil sige: således skal forskellen også være stor mellem vores jordiske krop og den, vi får i opstandelsen. Og her skal man nøje lægge mærke til, at Apostlen i dette og de følgende vers kun taler om de retfærdiges kroppe, når han taler om «herlighed» og om «den himmelskes (Kristi) billede». Vores nye krop skal afspejle den ånd, som boede i os under livet på jorden. Nu siger Apostlen: «Det sås i forgængelighed», netop parat til at smuldre og blive til jord – «det opstår i uforgængelighed», det vil sige med en evighedsnatur eller i en skikkelse, som aldrig kan forandres. «Det sås i vanære» – udtrykket kan også sigte til den døde menneskekrops ubehagelige, ja, frastødende udseende – «det opstår i herlighed», i himmelsk ære og glans. Vores krop skal blive så skøn og herlig, som himlens konge kan gøre dem, han for alvor vil ære, så Kristus også siger: «De skal skinne som solen i deres Faders rige» (Matt 13,43). «Det sås i vanære» eller svaghed – allerede i levende live er menneskekroppen skrøbelig, hurtigt træt, tung, syg osv., men især efter døden kan den med rette kaldes vanæret – men «det opstår i kraft», iklædt en styrke og lethed, som ingen i dette liv kan fatte. «Det sås en naturlig krop», som her må holdes ved lige med mad, søvn og lignende, sådan som alle dyr behøver det; «det opstår en åndelig krop», af en for os nu ubegribelig, fin sammensætning, som ikke har brug for disse jordiske næringsmidler, men ligner himlens «stærke helte», englene – kort sagt: en krop, som er skabt til himlens og evighedens nye forhold. Og trods al denne forskel mellem den krop, som lægges ned i jorden, og den, som opstår til evigt liv, skal denne dog i en ret forstået betydning også være den samme, som blev lagt ned, nemlig for så vidt som den skal bestå af lemmer og sanseorganer, i form og brug lig med vore nuværende, det vil sige for så vidt som vor nye stilling, vor nye verden tillader det. Men uden tvivl skal alle mangler og lyder være borte, og vi skal være de samme, blot forskønnede. Så meget kan man forstå. Men hvad vi derimod aldrig i dette liv fuldt ud skal begribe, er den «åndelige krop», som Apostlen her taler om. Han siger:

«Der gives en naturlig krop, og der gives en åndelig krop. Således står der også skrevet (om den naturlige krop, i 1 Mos 2,7): ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl’» – hvilket er en hebraisk talemåde om et menneske og her betyder, at Adam var skabt til et naturligt liv – «den sidste Adam blev til en livgivende Ånd». Kristus havde liv i sig selv og kunne også gøre levende. Kristus kaldes her en ny Adam, fordi de troende af ham får deres helligede, åndelige natur og deres udødelige kroppe, ligesom Evas krop blev dannet af Adams ribben (se Ef 5,32), og ligesom hele menneskeslægten har fået sin fordærvede natur og sine dødelige kroppe i arv fra den første Adam. Ligesom Adam var et menneske for alle mennesker, idet han handlede i hele menneskeslægtens sted, sådan var også Kristus det; og hvad Adam og Kristus gjorde, blev ikke stående ved dem selv, men angik og vedrørte alle dem, som de handlede for. Men Kristus kaldes her også «den sidste Adam», fordi der efter ham ikke skal komme nogen anden genopretter eller noget andet hoved for menneskeslægten. Nu siger Apostlen videre: «Men det åndelige er ikke det første, men det naturlige, derefter det åndelige» – det vil sige: ligesom Adam var det første forbilledmenneske, mens Kristus endnu ikke var kommet i kødet for at blive vor Frelser, sådan må vi først bære den naturlige krop, som vi har fået fra Adam, før vi iklædes den åndelige krop, som vi får fra den anden Adam. Her ser vi, at den guddommelige styrelses plan er at føre de skabte væsener fra en lavere til en højere grad af fuldkommenhed. – «Det første menneske var af jorden, jordisk.» Skabt af jord og hjemfalden til fordærvelse, død og opløsning slægter det på den jord, som det er taget af. «Det andet menneske er Herren fra himlen.» Paulus kunne ikke godt sige: «er fra himlen, himmelsk», svarende til det foregående udtryk; mennesket må tilskrive jorden, at det er jordisk, men Herren kan ikke tilskrive himlen, at han er herlig. Han er ikke taget af himlen, men han har selv skabt himlen, han er «Herren fra himlen». «Som den jordiske (Adam) var, sådan er også de jordiske (kroppe). Og som den himmelske (Kristus) er, sådan er også de himmelske.» Dette sidste gælder dem, der er forenet med Kristus og himmelsk sindet; de er allerede ham lig i ånden og skal engang blive ham lig i hele deres væsen.

Af dette sidste ord forstår vi så meget, at de troendes åndelige krop skal være lig Kristi herliggjorte krop (Fil 3,21), ligesom vores nuværende krop er lig vor første stamfader Adams. Kristus var allerede før sin opstandelse både Gud og menneske i én person, i hvem guddommens fylde bor legemlig (Kol 2,9), og han var ved denne for os ubegribelige forening af guddom og menneskenatur kimen og urkilden, ikke blot til det åndelige liv, den nye skabning, i alle, som er forenet med ham, men også til den åndelige krop, som vi engang skal bære. Men desuden ser vi især efter hans opstandelse, at han havde en sådan krop, som på én gang var den samme, som han før havde båret – det vidnede de bevarede mærker efter naglerne om – og på samme tid havde den egenskab, at han for eksempel kunne gå gennem lukkede døre uden at bryde noget i stykker, kunne i et øjeblik blive synlig og igen i et øjeblik forsvinde. Her ser vi, hvad en åndelig krop er – selv om vor nuværende forstand ikke rigtig kan fatte alle omstændighederne ved det. Men det mærkværdigste og mest liflige er det, Apostlen nu tilføjer:

«Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, sådan skal vi også bære den himmelskes billede.» Her er nu et budskab, hvor vi nok må bede Gud om nåde til tro og åbnede sind. Hør! «Ligesom vi har båret den jordiskes billede, sådan skal vi også bære den himmelskes.» Tror du det? At vi bærer den jordiskes (Adams) billede, det mærker vi i alle vore lemmer og sanser, mere end vi bryder os om; men tror du også lige så sikkert, at vi en dag skal bære den himmelskes billede, vi, som er forenet med ham? Tror du dette, at Adam og Kristus begge lige så sikkert var stamfædre og forbilledmennesker, som vi skal formes efter – at de er ligesom de to store modeller, som vore to forskellige tidsaldre skal formes efter: den ene tidsalder, nemlig livet på jorden, efter Adam, i den jordiskes billede; den anden tidsalder, nemlig evigheden, efter Kristus, i den himmelskes billede – at lige så sikkert som vi i tiden har båret den jordiskes billede med al den elendighed, der hører med til det, sådan skal vi også engang bære Kristi billede med al den herlighed, der hører med til det? Tror du dette, at det for alle, der er i Kristus, følger lige så sikkert, når tiden kommer, som en fast naturens orden, ligesom dagen følger efter natten, eller den liflige sommer efter den kolde vinter? O, er dette sandt? Ja, lovet og priset være Herrens navn! Så sandt som Gud ikke kan lyve i sit ord, så sandt er også dette; for dette er den store hovedtanke i hele Guds råd om vor slægt – den hovedtanke, som er hemmeligheden ved hele den forunderlige vej til vor genoprettelse, nemlig at den skulle ske ved en ny stamfader, et nyt forbilledmenneske, som i alting skulle gå foran os. O Gud, dig være pris for dette dit nådefulde råd! På denne måde skal din nåde og visdom blive så stor, som de må være hos en Gud. På denne måde skal du tvinge os til evigt at prise dig.

Hvad det vil sige, at vi bærer den jordiskes billede, det mærker vi, som allerede sagt, i hele vort væsen. «Adam fik en søn, som lignede ham» (1 Mos 5,3). Men her taler Apostlen egentlig om kroppene. På kroppen bærer vi Adams lighed i de egenskaber, som Apostlen netop har regnet op: at den er i vanære, skrøbelig, forgængelig, kort sagt en naturlig krop, som må holdes ved lige med jordiske næringsmidler fra plante- og dyreriget og til sidst selv blive til jord. Men dernæst hører der også til den jordiskes billede en kæde af al jammer, synd og nød, synd og sorg – al slags synd og al slags modgang. Hele vort væsen er ligesom sammensat af synder, såsom gudsforagt, afgudsdyrkelse, sikkerhed, hårdhed, egenkærlighed, hovmod, hykleri, løgnagtighed, vrede, had, misundelse, onde mistanker, urene lyster, gerrighed, egennytte og mere af den slags, sådan som Jesus siger: «Fra menneskets hjerte udgår de onde tanker, hor, utugt, mord, tyveri, gerrighed, ondskab, svig, udsvævelse, misundelse, bespottelse, hovmod, dårskab» (Mark 7,21–22). Se, dette er Adams billede, hvad synden angår. Men deraf følger så al forbandelse og jammer på jorden: et uroligt hjerte, en syg samvittighed, sorg, forargelser, bekymringer, utryghed, frygt, mistanker, sygdom, smerter, fattigdom, Satans gloende pile og til sidst døden og forgængeligheden. Hvad enten man vil eller ej, må man dog gå ligesom klædt i disse levninger fra Adam, gå ligesom gennem et trangt tornekrat, hvor man hele tiden bliver revet og bløder. O, bliv ikke træt, Guds barn! Bliv ikke utålmodig. Dette er blot et svært stykke vej; der kommer en anden tid bagefter, så sandt som Gud ikke har skabt mennesket blot til at lide. «Ligesom vi har båret den jordiskes billede, sådan skal vi også bære den himmelskes billede» – og «den himmelskes billede» er i alt det modsatte af den jordiskes. Til Kristi billede hører først en «åndelig krop», lig Kristi herliggjorte krop: i stedet for vanære en evig og himmelsk ære og herlighed; i stedet for skrøbelighed, svaghed og sygdom en evig sundhed, styrke og velbefindende; i stedet for sorg, frygt, kval og utryghed en evig glæde, salighed og tryghed, «glæde til fulde, liflighed ved Guds højre hånd evindelig», en uendelig kæde af høje, himmelske glæder; og frem for alt: i stedet for vor uendelige, pinefulde syndighed en evig, urokkelig hellighed, kærlighed og renhed – så vi dér skal kunne elske Gud så helt, fuldkomment og brændende og med en sådan lykke, som vi aldrig kan fatte i vor nuværende tilstand. Ja, den, som i en stund, for eksempel i den første forlovelsestid med sin Frelser, har smagt noget af den kommende verdens kraft, har smagt noget overvældende af Herrens liflighed, vil nok være enig i, at hvis blot denne erfaring var blevet evig, så havde dér allerede været himmel og salighed. Se, i denne fuldkomne kærlighed til Gud, som var summen af Kristi billede, ligger også den allerhøjeste salighed. Og tænk så: i enhver henseende at være fri for alt ondt, at føle sig helt hellig og ren som en Guds engel, fuldkomment at være alt det, vi her ville og hungrede efter, men aldrig nåede, og aldrig mere at behøve at frygte noget ondt eller farligt, men have en evig tryghed og ro i den herliggjorte Frelsers selskab og under et stadigt og uendeligt voksende lys over Guds underfulde hemmeligheder – o, til et sådant liv er det forunderlige væsen, mennesket, egentlig skabt. Ja, det kunne man også tænke sig om Gud, da han skabte en slægt, som skulle være hans billede – hans, som er al saligheds Gud, og som lige så let kunne skabe uendelig salighed, som han skabte havets umådelige vandmasser.

Se nu, al denne herlighed, styrke, hellighed og kærlighed og salighed, det er Kristi billede; og den skal vi nødvendigvis iklædes som en dragt, hvis vi skal gå ind i himlens bryllupssal. For hør, hvad Apostlen tilføjer (v. 50): «Men dette siger jeg, mine brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver ikke uforgængeligheden.» Ved kød og blod menes her dels den «naturlige krop», dels den fordærvelse, som vi har arvet fra Adam. Nu siger han, at det er helt nødvendigt, at hele dette Adams billede bliver muldet ned og tilintetgjort, for ellers er vi ikke skikkede til at gå ind i Guds rige. Ja, dette er så nødvendigt, at selv for dem, der lever på jorden, når den yderste dag bryder frem, er en forvandling nødvendig. «Se, jeg siger jer en hemmelighed», tilføjer Apostlen, «vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles i ét nu, i et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige må iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.» Se, først da er man klædt, som det sømmer sig i den høje, skønne himmel hos Gud og hans engle. O, lad os være alvorlige i tro og gudsfrygt, så vi må komme derind! Gid vi frem for alt må findes klædt i bryllupsklæderne, svøbt ind i Kristus og hans retfærdighed, når han kommer, så skal vi også gå ind med ham i bryllupssalen!

O, gid vi allerede stod dér / foran din trone, o Fader kær, / og bar vore palmer! / Da skal vi som englene / synge dig evig lov og pris / med tusind skønne salmer.