De dødes opstandelse og et evigt liv

1 Kor 15

(Fjortende årgang, 1855)

Det emne og den tekst, vi nu tager fat på, er i sandhed sådan, at hvis bare vores øjne blev helt åbnet – vi taler jo om Guds troende børn – så ville vi blive fulde af glæde, ja, af en høj, overjordisk fred og styrke i Herren, så intet i denne verden siden ville røre os ret meget. Hvad der end skete os, lyst eller bittert, ville vi altid sige: Det er det samme, når blot tiden går, og jeg blot får være din, o Herre, indtil du kommer!

Det kan næsten ikke beskrives, hvor stor en skade, hvor megen slaphed, svaghed og løshed i hele ens kristendom der kommer af, at man ikke ret betragter og tror denne artikel om de dødes opstandelse. Men vores fjende, Djævelen, ved godt, hvad han udretter, når han kan trække et dække over den vigtige afslutning: opstandelsen til evig salighed eller evig fordømmelse. Derved bliver for det første alt åndeligt i det hele taget mindre vigtigt. Det bliver mindre påtrængende altid at være vis på sin Guds venskab; man kan stadig spise, drikke og sove, selv om man ikke ved, om man kommer til himlen eller til helvede, hvis man dør i nat. Når det sidste mål er skubbet godt til side og står uvist og dunkelt for sjælen, er det ikke så påtrængende at give agt på Ordet eller at bede til Gud eller at forlige sig med en, man er i strid med, eller at sige et vækkende ord til sin næste osv.

Dernæst er det især, når det gælder at gøre og lide noget for Kristi skyld – måske at ofre et helt livs jordiske bekvemmeligheder og trivsel for at følge Kristus, eller når det gælder at bringe et offer, der gør ondt i hjertet, et afsavn, der virkelig koster noget – det er især i sådanne tilfælde, man har ringe kraft, når man ikke sikkert tror og holder den store, salige afslutning for øje. Apostlen kalder frelsens håb en hjelm (1 Thess 5,8). For ligesom hjelmen gjorde, at krigeren med større dristighed stormede frem i kampen og ikke var så bange for sværdhuggene, sådan gør også et fast frelsens håb, at man ikke så nøje lægger mærke til, hvad der kan ramme os i denne tid, fordi vi følger Kristus. I stedet ser vi med et enfoldigt øje kun efter, hvad der behager ham, fordi vi ved, at når kampen er forbi, venter der os så herlige ting, at al den lidelse, vi har udstået, slet ikke er noget at regne imod dem. Sådan kræves det også, at man er godt grundfæstet og væbnet med dette frelsens håb, når vores vej gennem dette liv kun er mørkere og mere øde, når en kristen til sidst sjældnere får fornemme noget af sin Frelsers nærhed og lyse herlighed og undertiden bliver angrebet af lede og utålmodighed. Den almindelige længsel efter lykke vækker hos ham en trang efter en eller anden glæde, han kan mærke, men den savner han. Han har måske håbet at blive lykkeligere også i dette liv, men ser sig skuffet over al jordisk lykke; han ser, som man siger, «hele sit livs lykke spildt». Åh, så sker det ofte – til skam for det tåbelige hjerte bekender vi det – så sker det, at sådan en kristen føler sig ligefrem ulykkelig, når han på denne jord ikke har nogen anden glæde end «bare Gud!» Hvis han bare levende troede eller især mærkbart fornam sin Guds venskab og nærhed, ville han bestemt ikke føle sig ulykkelig, men overmåde rig og lykkelig. Men når alt dette nu mangler, og han samtidig måske trykkes af et kors, som skal følge ham gennem hele livet, og som gør hele hans verden mørk, så sortner det ofte for øjnene, og han bliver svag og elendig. Åh, hvilken trøst og kraft det så ville være, hvis han nu fik åndelige øjne nok til at se ind i den Underfuldes skjulte, men trofaste råd! Så ville han se, at hans lykke og glæde slet ikke er spildt, men kun gemt til en anden tid, en anden verden; dér skal det gå bedre. Alene ved den sikre bevidsthed om det ville han blive så tilfreds med sin underfulde Gud og hans husholdning, at han ikke engang ville ønske sig noget mere end ham og være allerlykkeligst og rig med «bare Gud». Et levende eksempel på det har vi i Salme 73. Dér bekender Asaf først, hvordan han blev pint af at se den ugudelige have lykke og fremgang, mens det derimod gik ham og de retfærdige dårligt, så han blev fristet til at sige med de ugudelige: «Sandelig, forgæves har jeg bevaret mit hjerte rent og vasket mine hænder i uskyld.» Men læg mærke til, hvordan han kom ud af denne fristelse! Han siger i v. 16: «Så ville jeg da tænke efter for at forstå dette, men det syntes mig alt for svært, indtil jeg gik ind i Guds helligdom og lagde mærke til deres endeligt – – Hvor bliver de dog til intet! De går til grunde og får en ende med forskrækkelse. Men du skal lede mig efter dit råd og siden optage mig med ære.» Og derved blev hans hjerte så fuldkommen tilfreds med «bare Gud», at han i v. 25 udbryder: «Når jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden. Selv om min krop og min sjæl vansmægter, er Gud dog mit hjertes klippe og min del for evigt.» Se så her, hvad det fører med sig, at vi går ind i Guds helligdom, skuer ind i hemmeligheden ved Guds styrelse og ser, hvad der ligger skjult under dette nærværende livs dække – nemlig den store, evige ulykke, der ligger skjult under den rige mands kostbare klæder og lækre levned, og derimod den store, evige lykke, der er dækket af Lazarus’ pjalter og sår. Dette er altså en overordentlig vigtig betragtning, især for de kristne, der ser sig mindre lykkelige i denne verden. Det er ikke slut med denne; der kommer en anden verden; dér skal det gå bedre. Men også for en kristen, der i dette liv har fået alt, hvad man kalder lykke, men dels mærker, hvor falsk og halv, hvor hul og ormstukken al jordisk lykke er, dels også ser, hvor hurtigt den visner og haster mod sin ende – når de kæreste ting efterhånden tages bort, foråret og sommeren er forbi, og de dage nærmer sig, om hvilke man siger: Dem bryder jeg mig ikke om – så vil hjertet ofte skrumpe sammen af øde tomhed og bitre følelser. Men hvilken høj fred har så ikke den kristne, som virkelig sikkert og fast tror de store og herlige ting, der endnu venter os; den, som virkelig sikkert tror, at han ikke blot skal få hvile fra sit arbejde, men også skal leve evigt og igen iklædes et nyt, herligere legeme, og som med den fromme Job kan sige: «Jeg ved, at min Forløser lever, og han skal stå tilbage som den sidste over støvet. Og fri af min hud, som nu er så ødelagt, og af mit kød skal jeg skue Gud» (Job 19,25). Kort sagt: Man kan ikke beskrive, hvilken kraft og velsignelse det ville bringe for hele vores liv, hvis vi rigtig sikkert kunne tro det, som skal komme. Gud, åbn da vores øjne, nu da vi går i gang med at betragte det herlige emne! Grunden til, at Apostlen skrev så stærkt og udførligt om dette emne til korintherne (1 Kor 15), var, at der blandt de kristne i Korinth allerede var opstået vildfarne ånder, som var så forblindede, at skønt de ellers troede det, der var forkyndt dem om Kristus, kunne de alligevel betvivle og fornægte de dødes opstandelse. Og de synes desuden ikke at have haft nogen forestilling om sjælens liv og tilværelse uden legeme; for med al sin udførlighed har Apostlen dog aldrig berørt den tanke. De synes snarere ligefrem at være faldet i saddukæernes blindhed, som slet ikke troede på noget liv efter dette eller på, at der findes ånder (Matt 22,23). Men da disse korinthere alligevel var kristne, som ikke forkastede Guds ord, har de formodentlig med folk som Hymenæus og Filetus (2 Tim 2,18) forklaret ordene om opstandelsen billedligt, som noget, der allerede var sket, da mennesket ved troen var opstået fra den åndelige død. Men at vores døde legemer, der bliver jordet og formulder og bliver til jord, skal opstå igen, det var helt urimeligt for deres fornuft. Derfor mente de, at de ligefrem kunne fornægte det; de drev gæk med det og spurgte: «Hvordan opstår de døde, og med hvilket legeme kommer de?» (v. 35). Og dermed nåede de altså frem til den slutning, at mennesket, Guds billede, genløst med Guds Søns blod, ikke havde noget højere mål end et dyr, en hest eller en hund, som lever en lille tid her på jorden og så bliver til intet. Ja, til den samme grove tanke kan også vi komme, hvis vi bare først antager, at hvad der er urimeligt for vores fornuft, også må være umuligt for Gud. Sådan er også mange blandt os, i det mindste i hemmelighed, ved deres fornuft kommet så vidt, at de ikke tror på legemernes opstandelse, men nøjes med den fattige tro, som også hedningen har ved et indre vidnesbyrd, nemlig at sjælen nok skal leve i et eller andet dunkelt tænkt liv, men vores legeme forblive jord. Nu kunne Gud jo nok gøre også sjælen alene salig, hvis det havde været hans vilje og råd, og denne strid ville ikke synes at være meget værd. Men den tanke har bare det imod sig, at Gud udtrykkeligt har sagt os noget andet. Gud har talt om det og sagt os, at hans vilje og råd er også at give os legemer igen – ganske vist ikke sådanne jordiske og elendige legemer som dem, vi nu bærer rundt på, men himmelske, forherligede, sådan som Kristi forherligede legeme – og dog sådan, at vores nye, forherligede legeme skal have sit frø i det samme skrøbelige legeme, som blev lagt i jorden, og i den henseende være det samme, som vi bar her i verden. Sådan ser vi her Apostlen forklare denne hemmelighed. Og det er slet ikke det samme, om vi kun tror sjælens fortsatte liv efter døden, eller om vi også tror legemernes opstandelse. For bortset fra at vi i det første tilfælde ikke tror Guds ord, men gør Kristus til en løgner – han som udtrykkeligt har sagt, at «alle de, der er i gravene, skal høre hans røst», at han «skal oprejse os på den yderste dag» osv. – så ligger der også en hemmelighed, der er værd at tænke over, i at Gud også skal oprejse legemet. Læg mærke til følgende: Mennesket skulle ved Kristus genoprettes helt og holdent – genoprettes til den tilstand, som det i begyndelsen var skabt i. Men mennesket består af både legeme og sjæl; mennesket hører ikke til de legemsløse ånders klasse af væsener, det er ikke blot en ånd, men også et legemligt væsen. Over begge dets dele kom fordærvelsen og døden ved syndefaldet, og begge dele, legeme og sjæl, er ved Kristus dyrt genløst. «Fordi børnene har samme kød og blod, fik også han på samme måde del deri», og efter sin død har han ikke blot levet i ånden, men er også opstået med et virkeligt, om end forherliget menneskelegeme, sådan som han selv sagde efter sin opstandelse: «En ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.» Med det opstandne, forherligede legeme, som i øvrigt var det samme, som han havde båret før, er han også faret op til himlen, og sådan skal han komme igen, som de så ham fare op. Han skal altså i evighed beholde dette menneskelegeme. Nu siger Apostlen her, netop med henblik på dette forhold med vores nye legemer: «Ligesom vi har båret den jordiskes (Adams) billede, skal vi også bære den himmelskes (Kristi) billede» (v. 49). Her er grunden til, at vi også i evighed skal have et helt menneskes væsen af både legeme og sjæl. Og det er et meget alvorligt forhold, som man bør tænke over, at også dit legeme, som din ånd har boet og virket i, mens du levede, skal leve i evighed. Det er et forhold, som burde få os til at være mere omhyggelige med, hvordan vi her i tiden omgås vores legeme. Er du en kristen, så er det allerede Helligåndens tempel; og Apostlen har bedt om, «at fredens Gud må hellige os i hele vores væsen, så hele vores ånd, sjæl og legeme må bevares ustraffelige ved vor Herre Jesu Kristi komme». Tager man den sandhed bort, at også vores legeme skal gå ind til et evigt liv, giver det plads for et så luftigt begreb om helliggørelsen, at den til sidst kan bestå blot i et løst tankespil, mens legemet stadig kan blive under visse synders herskende magt. Nej, hele vores menneske skal helliggøres, både ånd, sjæl og legeme. Med kødet derimod, som strider imod Ånden og aldrig bliver helligt, menes selve den adamitiske fordærvelse, som bor i både sjæl og legeme. Men nu vender vi tilbage til teksten. Da Apostlen ville vække korintherne op af den falske mening, at de døde ikke opstår, begynder han med at minde dem om, hvad der var forkyndt dem om Kristus, og som de også havde taget imod – nemlig hvordan han er død for vores synder efter skrifterne, og at han er blevet begravet, og at han er opstået efter skrifterne, og at han efter opstandelsen blev set af alle apostlene og af mere end fem hundrede vidner på én gang, af hvilke de fleste endnu levede osv. (se v. 1–11 i kapitlet). Med denne påmindelse om Kristus har Apostlen helt umærkeligt lagt den fasteste grund for hele sin bevisførelse, før han endnu havde sagt korintherne, hvad han havde i sinde at bevise. For det første havde han hermed ført dem bort fra deres egne tankers og meningers ustadige flyvesand til den faste grund for al sand tro, nemlig at Gud har talt – Gud har talt på jorden – og hvad Gud har talt, må gælde evigt, trods alt, hvad vores stakkels hoveder og hjerter indvender. Himmel og jord skal forgå, men ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel af Guds ord. Det er vigtigt at lægge mærke til her; for hele grunden til al vores tvivl i denne og enhver trosartikel er, at vi ikke begriber, hvordan det er muligt. Vores lille hoved rejser sig imod den store Gud og vil, som Luther siger, «tage ham i kraven og spørge, hvordan han kan sige sådan». Og i vores blindhed betænker vi ikke, at vi ikke engang begriber vores eget legeme og vores egen sjæl, som vi har så nær; vi kan ikke begribe vores egne evner, fx vores hukommelse, vores tanke, vores syn, vores evne til at tale. Tænker man grundigt blot over disse evner, må vi bekende, at de er sådanne underfulde skabninger af Gud, at vi ikke begriber dem. Og dog vil vi forstå selve Skaberen eller sætte os til dommer over ham og gøre ham til løgner, så snart han siger os noget, som vi ikke forstår. Hvem af os var hans rådgiver, da han skabte det første menneskehoved på jorden? Gud være os nådig, lad os ikke blive tåber! Se, da Apostlen begyndte med at minde korintherne om, hvad der var forkyndt dem «efter skrifterne», ville han med ét tage hele spørgsmålet ud af fornuftens afgørelse og føre dem direkte til Ordet. Troen skal slet ikke have andet at holde sig til end Ordet og ikke tillade fornuften at sætte sig til dommer over hellige trosartikler; for ellers mister vi snart alt sandt lys og tror til sidst ikke andet, end hvad vi ser med øjnene og føler med hænderne. Som i denne artikel: at jeg skal tro de dødes opstandelse, at alle mennesker på én dag skal blive levende igen, og vores legeme og sjæl komme sammen, sådan som de nu er – det kan fornuften sandelig ikke begribe. For den ser kun det, der er for øjnene: at verden har bestået så længe, og den ene dør efter den anden, og det hele bliver dødt, formuldet og helt til støv i graven, og at endnu ikke en eneste er kommet tilbage; desuden at nogle legemer er blevet brændt til aske, og asken spredt, og andre er faldet i havet og blevet ædt af fisk. Når fornuften så vil udgrunde, hvordan vor Herre Gud skal holde rede på alle disse og på én dag gøre nye legemer af dem, så er det sandelig ude med hele den trosartikel. Og sådan går det altid, når fornuften skal bedømme en ren trosartikel, og mennesket ikke holder sig alene til Ordet. Som når jeg bliver uroet af mine synder og af lovens og samvittighedens domme: Så må jeg jo miste al sikker tillid til Guds nåde og velbehag, hvis jeg ikke strengt holder mit øje fæstet på Guds nådepagt i Kristus og hans forsikringer om den. Slipper jeg dette fæste og kommer ind i blot mine egne tanker og følelser, så er det snart ude med troen. Sådan er det også ofte gået med selve læren om Kristus, når man har villet forstå, hvordan Gud kunne bestemme sin Søn til vores forsoning, eller hvordan Guds Søn kunne blive menneske, græde, bede, lide og dø, eller hvordan Gud har kunnet lade en stor del af verden være uvidende om dette og ikke med sin almagt, fx ved engle, har udbredt sit evangelium osv. Så er man faldet på alle slags underlige og tåbelige tanker og er endt med ikke at tro noget som helst. Ja, sådan går det også endnu i dag for mange med hensyn til sakramenterne. Man ser i dåben, at vandet er vand, hvad også et dyr ser; man ser i nadveren, at brødet er brød og vinen vin osv. Og når man så glemmer, at Gud er almægtig, eller nok bekender det med munden, men i hjertet tænker: Det og det kan han ikke gøre – så har man snart mistet de herligste trossandheder alene på grund af den blinde og formastelige fornufts indblanding. Den, som nu ikke vil fanges og snæres af Djævelen på den måde, skal lære at holde sig fast til Ordet og, imod alt, hvad hans fornuft, følelse og mening siger, alene se på den store Guds evige magt og sandhed. «Himmel og jord skal forgå, men hans ord skal ikke forgå.» Selv om vi ser med øjnene, at mennesket bliver lagt i jorden og må formulde, og selv om jeg ligeledes mærker, at synderne trykker mig så hårdt, og samvittigheden er så urolig, at jeg ikke kan se nogen udvej, så må troen dog slutte det, som er det stik modsatte, og i begge disse tilfælde holde sig fast til Ordet.

«For hvis du vil dømme efter, hvad du ser og føler,» siger Luther, «og når man holder Guds ord frem for dig, i stedet vil sætte din følelse op imod det og svare: Du siger mig nok meget, men mit hjerte siger mig noget helt andet; hvis du følte, hvad jeg føler, ville også du sige noget helt andet – så har du ikke Guds ord i hjertet, men det er kvalt af dine egne tanker, din fornuft og dine overvejelser. Kort sagt: Vil du ikke lade Ordet gælde mere end al din følelse, dine øjne, sanser, fornuft og hjerte, så må du gå fortabt, og du står ikke til at hjælpe. Du skal derfor betænke, at dette hedder en trosartikel og ikke en artikel for din fornuft eller forstand.»

«Dette er derfor en dårskab for verden, som siger sådan: Evangeliet kan ikke sige andet, end at vi er fri for synden, døden og alt ondt, og at vi skal opstå og leve evigt; men vi ser jo alligevel kun det modsatte på os selv og på hele verden, at der er lutter synd, død og Djævelens vold. Det bygger den på og siger: Prædik nok så meget og sig, hvad du vil, så ser jeg alligevel noget helt andet. Derfor må her begge dele blive stående: både at vi virkelig er fri for synden, Djævelen og døden, og også at vi alligevel ligger under deres fødder; det ene må troes på Guds evige ord, det andet må føles. Vor Herre Gud har netop derfor indrettet det sådan, for at vores tro hele tiden skal have øvelse, og for at vores visdom, vores formastelige indbildning skal brydes og dødes i alle ting.»

Gud har talt – det skal være nok. For skal jeg blive stående i den tro, at jeg er en kristen, Guds barn og frelst, når jeg føler synden og en ond samvittighed, og at jeg skal få evigt liv med et skønt og herligt legeme, når jeg ligger under jorden, smuldrer hen og bliver til støv, så kræves der en guddommelig og himmelsk forsikring og vished, som ikke retter sig efter nogen følelse eller noget syn, men kan se op over alt sådant til ham, som har talt det, og som formår at gøre langt mere end alt, hvad vi beder om eller tænker. Det så heller ikke sandsynligt ud, at Kristus skulle opstå, da han var blevet så ynkeligt dræbt og lå nede i graven under den forseglede sten; da var det sandelig alt for svært for disciplene at tro, at han nu skulle være Herre over død og grav, sådan som de selv sagde: «Vi håbede, at han var den, som skulle forløse Israel» – ikke: vi håber. Men fordi han havde sagt det, han, som «målte himlen med sit spand og rummede jordens støv i et skæppemål», så måtte det jo ske. På samme måde må også vores opstandelse, hvor urimelig, ja, umulig den end synes for al fornuft, alligevel en dag blive til virkelighed, så sandt som Gud selv har sagt det og ikke kan lyve. Se, så vigtigt var det, at Apostlen her førte korintherne ind på det guddommelige ords grund.

Men hvad han videre havde for øje, da han mindede korintherne om, hvordan Kristus var blevet forkyndt og troet blandt dem som død for vores synder efter Skrifterne og opstået igen efter Skrifterne, det skal vi nu se, når vi går over til at betragte den anvendelse, han selv gør af det. Han siger i v. 12–13: Men når Kristus forkyndes som opstået fra de døde, hvordan kan så nogle blandt jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Men findes der ingen opstandelse fra de døde, så er Kristus heller ikke opstået?

Her vil måske nogen spørge: Er dette et rigtigt og fuldgyldigt bevis? For det første kunne nogen drage selve bevisgrunden i tvivl og sige: Jeg er heller ikke overbevist om, at Kristus er opstået. Og for det andet: Selv om Kristus er opstået, hvordan beviser det så, at også alle mennesker skal opstå? Man kan jo ikke ud fra det, der gælder en del, drage en slutning om det hele.

Hvad den første indvending angår, skal det blot bemærkes, at Apostlen taler til et folk, for hvem Kristi opstandelse var en afgjort sag, som de aldrig havde tvivlet på, fordi de havde så mange og sikre beviser for den. De kunne endnu tale med mange, som med egne øjne havde set ham efter hans opstandelse og set hullerne efter naglerne – og de fleste af disse øjenvidner levede endnu, da Paulus skrev dette (v. 6). Det var endnu dengang, da de med egne øjne så den vished, Kristi vidner havde om deres Mesters opstandelse, da disse med stor glæde kunne lade sig piske og slå ihjel for hans navns skyld; da de, som før var så svage og bange, nu strålede af mod og styrke, alene fordi de havde set deres Mester opstå efter en blodig død på den dag, han havde forudsagt – og hertil kom nu også det lys fra Ånden, som de fik over profetierne om denne død og opstandelse, da Ånden nu forklarede dem, hvordan hele Skriften var opfyldt i Kristus. Kort sagt: Der var ingen tvivl om vidnesbyrdet om Kristus, men kun den underlige forblindelse, at de ikke betænkte, hvad der nødvendigvis måtte følge af det, nemlig at også vi skal opstå. Se, det var til et sådant folk, Apostlen skrev på denne måde. Hans bevis gælder også i dag kun over for mennesker, som i forvejen tror Skriftens hovedlære om Kristus og hans opstandelse. Er der nogen iblandt os, der er så grov og blind, at han i hele Kristi rige på jorden ikke ser nogen Guds herlighed eller noget bevis for Kristi opstandelse – at han ikke i selve det, vi ser for øjnene, nemlig at Kristus er blevet prædiket efter sin død, at man har prædiket om en korsfæstet Frelser og Gud, og at de for denne «tåbelige prædiken» kun fik pinsler og død til løn i denne tid – den, som er så langt borte, at han ikke i selve dette ser beviser nok for, at disse vidner virkelig havde set deres Herre opstået, han finder her intet gyldigt bevis for de dødes opstandelse; men han behøver heller ikke at tro den artikel, for ved sin vantro er han under alle omstændigheder lige langt borte fra Guds rige.

Men hvad det andet spørgsmål angår, nemlig hvordan Kristi opstandelse beviser, at også vi skal opstå, så læg blot mærke til følgende forhold, som vil gøre den slutning ganske klar og uimodsigelig. Vi vil begynde med bevisets laveste trin og så stige stadig højere. Selv om vi antager, at de tvivlende korinthere kun benægtede legemernes opstandelse og ikke sjælens liv uden legeme, så vil Apostlen sige: I kan jo af den kendsgerning, at et menneskeligt legeme er opstået til evigt liv, forstå, at selve grundtanken, menneskelegemers opstandelse, ikke er fremmed for Guds hensigt. Kristi opstandelse var ikke en tilbagekaldelse til livet for kun en kort tid, sådan som det var tilfældet med Jairus’ datter, med enkens søn i Nain og med Lazarus, som skulle dø igen; men Kristi opstandelse var en ophøjelse og forherligelse af hele hans menneskelige natur, også legemet. Findes der nu overhovedet ikke nogen sådan forherligelse af legemerne ved opstandelse, så kunne den heller ikke finde sted med Kristi menneskelige legeme. Med andre ord: I benægter jo selve grundsætningen, at menneskelegemerne skal opstå; så må I også benægte Kristi opstandelse, for også der var der et dødt menneskelegeme. Dette synes at være den egentlige og enkle mening med dette første bevis.

Men for det andet er de dødes opstandelse uimodsigeligt bekræftet ved Kristi opstandelse af følgende grund: Hvis de døde ikke skal opstå, så må Kristus, som så ofte og udtrykkeligt har forsikret, at han «skal oprejse os på den yderste dag», være en bedrager; men hvordan skulle en bedrager få opstandelsens herlige segl på den enhed med Faderen, som han havde talt om – han, en bedrager, skulle som den eneste få opstandelsen! Nej, er Kristus opstået efter sine egne og efter Skriftens forudsigelser, så er han ikke en bedrager, så er han sand Gud og det evige liv, og så er alt, hvad han har talt, evig og guddommelig sandhed; og så følger det, at også vi skal opstå, for han har sagt det.

For det tredje har Apostlen villet sige: I korinthere, I har troet og taget imod hele Guds ords vidnesbyrd om Kristus, sådan som jeg og de andre apostle har fremført det, nemlig ikke blot, at han er død og opstået, men også at han er «død for vores synder efter Skrifterne» (v. 3), altså at han er død til vores forsoning. Men enhver, som tror denne hele Skriftens hovedlære, er også helt nødt til at tro den slutning, der følger af den, at også vi skal opstå til et evigt liv; for hør nu den allerstærkeste grund, som står lige så fast som himmel og jord. Den lyder sådan: Herren Gud har sandelig ikke givet sin Søn hen som et blodigt offer for os for at vinde os nogle timelige fordele, som ender med dette korte liv. Guds Søn har sandelig ikke givet sit blod, for at vi en kort tid her på jorden skulle have noget godt af det og derefter blive til intet; nej, Kristus er sandelig ikke død for vores synder, hvis vi ikke skal have et evigt liv efter dette; ligesom Helligånden sandelig heller ikke har kaldet og samlet hele kristenheden på jorden til troen på Kristus for et timeligt godes skyld; han har sandelig ikke genfødt og helliget vores hjerter for dette legemlige livs skyld. Hele Kristi rige på jorden med alle dets nådeanstalter, med en stor skare af evangelister, som alle har talt om et himmelsk og evigt gode, og med martyrernes ærefulde hær, som med glæde har givet deres blod for at bekende Kristi navn: alt dette vidner jo om et evigt liv efter dette. At Apostlens tankegang i dette kapitel er denne, skal vi snart se.

Men lad os dog standse lidt og tænke over disse bemærkelsesværdige forhold. Selv om vi egentlig aldrig har tvivlet på, at vi skal opstå til et evigt liv, så har vi dog aldrig troet det så sikkert og fast, som vi burde. Tænk, det er jo dog ikke menneskeord eller drømme, men den store Guds værk og sandhed; og det er jo en ganske ubeskrivelig herlighed at vide, at når dette fattige liv tager en ende, så begynder et andet, et stort og herligt liv, da vi igen skal iklædes legemer, nye og himmelske, og i en ny verden se Gud evigt, så mange som her levede i Kristus. Ak ja, mens solskin og medgang endnu gør vores vej let, sætter vi ikke stor pris på denne trøst; men når livet bliver rigtig mørkt og bittert, da skal denne artikel blive os kær – da skal vi spørge: Er dette en virkelig sandhed? Og hvis vi ikke er helt fra forstanden, må vi her se, at så sandt som Kristus er død for vores synder og opstået til vores retfærdighed, så må vi jo være bestemt til et andet liv end dette timelige; for dette dyre forsoningsoffer behøvede vi ikke for det legemlige livs skyld. At spise, drikke, sy tøj og bygge huse – det kunne vi nok, uden at Kristus måtte lide døden; og heller ikke Ordet og sakramenterne er sandelig til for vores timelige vel, men for et evigt gode. Vi ser da, hvordan disse åndelige forhold alle hænger sammen med hinanden som leddene i en kæde. Derom siger Apostlen videre:

«Men hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken tom», dvs. uden grund og sandhed; «så er også jeres tro tom», dvs. så har I intet af alt det, I har troet. Så viser det sig også, at vi, Kristi apostle, er «falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet mod Gud, at han har oprejst Kristus, som han ikke har oprejst, hvis de døde virkelig ikke opstår». Alt, hvad vi har prædiket, som at Jesus fra Nazaret er Guds Søn og den Messias, der var lovet fra verdens begyndelse; at han er givet hen til en forsoning for vores synder; at han er opstået fra de døde og faret op til himlen; at han skal komme igen derfra for at dømme levende og døde: alle disse kristendommens hovedlærdomme, som helt afhænger af hans opstandelse, er da helt falske, og vi apostle er bedragere. «For», gentager Apostlen igen, «hvis de døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået» – af grunde, som vi allerede har vist. Og endnu en gang, v. 17: «Hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves, og I er endnu i jeres synder». Apostlen vil for alvor vække korintherne af deres letsind og tankeløshed, så de må betænke, at det ikke gik an kun at tro, hvad de selv havde lyst til, men enten alt eller intet; for så nøje hænger alt sammen. Er Kristus ikke opstået, så er hele Guds evangelium falsk, så er heller ikke det store ord: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv», sandt længere. «Og I er endnu i jeres synder», dvs. så er jeres synder ikke taget bort og lagt på Kristus, så har I intet offerblod, som kan tage synder bort (Hebr 10). Men selv om hele evangeliet er falsk, er synden dog stadig en sandhed; det vidner en skrigende røst i vores indre om, en domsrøst, som Gud har lagt ned i alt, hvad der hedder menneske, så at hedningen, der ikke har hørt noget Guds ord, af en ond samvittighed kan drives fra den ene botsøvelse til den anden for at sone sin synd; og for den, der ikke tror noget Guds ord, er det et bevis på, at Gud har lagt et vidne ned i selve mennesket om, at han for syndens skyld vil stille det for dommen (Rom 2,15). Synden er altså stadig en sandhed, selv om Kristus ikke er opstået; men så er I stadig under dommen for alle jeres synder; «så er også de gået fortabt, som er sovet hen i Kristus» (v. 18), de, som døde i troen på deres Frelser, ja, måske som martyrer for hans navns skyld – de er da bedraget, så de nu er fortabt for deres synders skyld. Til sådanne forfærdelige slutninger må man uvægerligt komme, hvis man blot benægter de dødes og dermed Kristi opstandelse.

Men her kan vi ikke undlade så at sige i forbifarten at pege på, hvad Apostlens ord rummer, når han siger: «Hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves, og I er endnu i jeres synder». Her lyder det, som om vi ikke er i vores synder, hvis Kristus virkelig er opstået. Vi ser her, at apostlene for alvor har troet Guds vidnesbyrd om hans Søn, nemlig at han virkelig er forsoningen for vores synder, at han i sin død virkelig har sonet dem og taget dem bort. Gud vække os af vores slummer! Vi tror, og dog tror vi ikke. Vi tror som i søvne. Vi tror og bekender hele artiklen om Kristus, og alligevel går al vores sukken og stræben ud på, at vi stadig selv bærer vores synder og må sørge for at blive befriet fra dem. Gjaldt det kun syndens magt i os, så var det helt rigtigt; men når vi ser vores synder stadig stå tilbage for Gud og gøre os afskyelige for ham, så er det ganske, som om vi sagde: Jeg tror ikke, at Kristus var Guds Lam, som skulle bære verdens synder bort; jeg tror ikke, at Kristi blod renser os fra al synd. Sådan har apostlene ikke haltet til begge sider. Vi ser her, at det for dem har været en afgjort sag, at så sandt som Kristus var opstået, så var vores synder taget bort og sonet, så var vores tro ikke forgæves, og så var vi ikke i vores synder. Sådan burde også vi en gang for alle lade det være afgjort, at Kristus har gjort os denne uendelig store tjeneste og med sin død taget vores synder bort, og at al vores usalighed alene skyldes vantroen. Vi burde dog, Kristus til ære, for alvor tro dette, hvordan synden end raser i verden og i vores kød, og hvor tørt det end må være i vores følelse. Det er en åndelig slaphed, at vi afhænger så meget af følelser og indtryk, og at selve troen er en fremmed sag for os. Når nu hjertet undertiden er så helt tørt og uden følelse af Guds nåde, at Ordet smager os som tørt savsmuld, og det i bønnen føles, som om Gud var tusind mil borte eller død og forsvundet fra verden – hvad har vi så af Guds rige? Slet intet! Sådan føles det nemlig. Men er det også virkelig sådan, at alt nu er tabt? Se her, hvor vigtigt det er, dette, som hedder tro; for da må vi tværtimod vide, at midt under al denne forfærdelige synd og tørhed i følelsen er vi dog ved Kristus helt syndfri og elsket af Gud – «benådet i den elskede». Hvis Kristus ikke er opstået, så er vi endnu i vores synder; men hvis Kristus er opstået, så er vi ikke i vores synder.

Hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Det er et ord, som giver mennesker noget at forstå af kristendommens alvor. Apostlen røber her, hvor hårdt det til sidst kan gå for dem, som virkelig vil indtage himlen. Mange vil måske mene, at man ikke burde bekende dette så åbent, men hellere sige til menneskene: «Det bliver ikke svært, vejen er let, kom med os, det er bare dejligt at vandre til Zion». Men nej, enhver har ret til at få sandheden at vide om, hvad han skal forberede sig på. Og enhver må forberede sig på, at hvis han vil være en virkelig efterfølger af den Korsfæstede, hvis han er blandt de ægte børn, som står under Faderens tugt, hvis hans kød virkelig skal korsfæstes med dets lyster og begæringer, så skal han mærke, og det skal blive sandt for ham, hvad Apostlen her siger: «Hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker». Men hvad siger du, som læser dette? Kan du stemme i med Apostlen i dette ord? Blandt de vakte og de kristne er der to slags folk, som ikke kan stemme i med Apostlen her. Først vore lette medvandrere, som aldrig har haft nogen snæver port at gå igennem, men blot af forstandige grunde har valgt de kristnes vej – som aldrig har smagt syndens fordømmelse og heller ikke saligheden ved en fuld forsoning med Gud ved Kristus; deres mest lokkende evangelium har derimod været, at «gudsfrygten er gavnlig til alt og har løfte om dette liv og om det kommende». Vi gentager, at det, de aldrig har fordybet sig i, er spørgsmålet om den snævre port; de mener, at de er gået igennem den, når de har forladt verdens almindelige vej og er trådt ind i de kristnes kredse og leveregler. De er kommet ind til brylluppet, men har ikke bryllupsklæder; de er blandt de jomfruer, som går ud for at møde brudgommen, men ikke har olie i deres kar. De kan ikke begribe, hvordan Apostlen kan tale på denne dystre måde om vejen til himlen; for de synes tværtimod, at kristendommens vej er ganske let: man har jo meget dejlige samværsstunder i Zion og skal blot være så klog og forsigtig, at man ikke støder an hos mennesker og pådrager sig ubehageligheder fra verden, så er også verden ganske god. Og hvad det indre eller øvelsen i helliggørelse angår, skal man blot lære at forstå den evangeliske frihed og ikke tage sagen så strengt, som nogle enfoldige mennesker gør, der med en lovisk og sygelig samvittighedsømhed ser for meget på sig selv. Se, i sådanne smukke tanker klæder en løs, selvgjort kristendom sig ofte, især i tider som denne, da gudsfrygten begynder at vinde indpas og anseelse i alle slags stænder og klasser, og da også en virkelig livskvælende formfromhed fremkalder advarsler fra oplyste kristne. Da får evangeliet også tilhængere som de selvgjorte kristne, der er tegnet her. Å, gid de dog én gang ville give agt på deres hjerter – og på hele Guds ord! Så ville de finde, at deres hjerter i al stilhed har deres største fornøjelser i jordiske ting, og at den omvendelse, som er til Gud, og den sande tros liv og fred i Kristus er ukendte ting for dem. Disse kan altså ikke stemme i med Apostlens ord: «Hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker» – men hvis de oprigtigt vil bekende sandheden, må de sige: Vores vej er let, for vi lider intet for vores kristendom.

Men for det andet er der også nogle virkelig levende og salige Guds børn, som heller ikke kan finde sig i den klagende tone i dette ord, men siger: «Guds rige er jo retfærdighed og fred og glæde i Helligånden». Sådan er også vores salige erfaring. Vi har en sådan fred og glæde, at al den glæde, vi nød i verden, må kaldes jammer og nød ved siden af den. «Herre, hvem har jeg i himlen foruden dig? Og når jeg har dig, har jeg ikke behag i noget på jorden» – så behøver jeg heller ikke trøsten fra den kommende herlighed; jeg har nok i min Gud og hans venskab. Se, hvem kan nægte, at dette er en ægte kristen bekendelse? Men hvordan skal Apostlens klagende tone i dette ord så forklares? Det ser jo ud, som om der var en modsigelse i Skriftens egne ord? Svar: Disse forskellige erfaringer og domme om vejen hos oprigtige nådebørn peger blot på forskellige afsnit af den samme vej og på forskellige åndelige aldre. Sådan siger Herren: «Kan I vel få brudesvendene til at faste, så længe brudgommen er hos dem? Men der skal komme dage, da brudgommen bliver taget fra dem; og da skal de faste i de dage» (Luk 5,34–35). Du lykkelige barnealder! Du dejlige bryllupstid, da brudgommen er nær og beværter os med sit milde ansigt, «med fede retter, med gammel vin, marvfulde retter og klaret vin». Da er man stærk og herlig; da synes man ikke, som Paulus siger her, at vi er de ynkværdigste af alle mennesker. Men der kommer andre dage, da brudgommen er langt borte, da vi ikke ser hans ansigts milde smil mod os, da denne mærkbare glæde og fred og kærlighed og liflighed og åndelige kraft savnes i lange tider, og de allerhårdeste fristelser, kampe og anfægtelser og en ynkelig svaghed og tørhed gør os sølle og elendige – vi ligner nøgne, afløvede træer om efteråret, og hertil kan endnu komme bitre sorger og modgang og usædvanligt fjendskab og forfølgelse fra verden. I sådanne tider bliver livet mørkt og bittert, og da begynder man at forstå og elske Apostlens ord: «Hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker». Hør, hvad Luther skriver om dette ord. Han siger: «Den udvortes lidelse, at verden forfølger og fordriver os og viser os al slags ondskab og list, er dog en barneleg og kun et ABC i de kristnes lidelse og elendighed. Men dette trænger igennem, nemlig den angst og ve, som de bærer i hjertet under fristelser og anfægtelser, så de frygter for den evige død og for at blive Djævelens staldbrødre i helvedes afgrund. Det ligger dem på hjertet dag og nat, og de må kæmpe sådan med det, at de nok kunne svede blod, så jeg meget hellere ville lide sult og tørst i fængsel et helt år (med Guds fred i hjertet) end udstå én dag en sådan helvedesangst fra Djævelen, som han angriber de kristne med, de kristne, som dog tror og er vise på den kommende opstandelse og det evige liv for de troende og tværtimod den evige død over de onde. Og netop fordi de ved alt dette, har de ingen ro, før de ser sig frelst derfra. – – Derfor er en (sådan) kristen jo et overmåde elendigt menneske, elendigere end alt, hvad der kan kaldes elendighed, idet hans hjerte dagligt må steges på disse gløder, forfærdes og bæve, så ofte han kommer til at tænke på døden og Guds strenge dom, og frygte for, at han har vakt Guds vrede og fortjent helvede, selv om han også er from og godt øvet i troen; for disse tanker holder ikke op hos ham og føles meget mere og stærkere end de gode tanker. Derfor ser man nogle mennesker, som går så dybt bedrøvede og nedslåede i en sådan hjertets jammer, at de ikke kan sige det til noget menneske og ingen lyst og glæde har ved livet, men ønskede, at de var døde.» Så vidt Luther. – Se, sådan kan en kristens liv stadig blive, når han lever under Herrens tugt og det gamle menneskes korsfæstelse og under Djævelens anfægtelser; og da behøves håbet om den forløsning og herlighed, som Gud skal give. Bliver du bare falsk i ånden, så du danner dig din kristendomsvej efter kødets behag, så forstår du aldrig dette Apostlens ord, at vi er de ynkværdigste af alle mennesker, hvis vi alene for dette liv har håbet på Kristus.

Men dermed nægtes ikke, hvad oplyste fortolkere har bemærket, at dette ord især sigtede til apostlene og de første kristne under de hårde forfølgelsestider, som de skulle gennemgå. At Apostlen særlig har tænkt på det, ser vi af hans egne ord i v. 30–32, hvor han siger: «Hvorfor udsætter også vi os for fare hver time» (hvis vi ikke er vise på opstandelsen)? «Jeg dør hver dag, så sandt som jeg kan rose mig af jer, mine brødre, i Kristus Jesus, vores Herre. Hvis jeg på menneskevis har kæmpet mod vilde dyr i Efesos, hvad gavn skulle jeg vel have af det?» At Paulus her særlig har tænkt på sig selv og de øvrige apostle, ser man også i 4. kapitel af dette brev, hvor han siger: «Det forekommer mig, at Gud har stillet os apostle frem som de allerringeste, som dødsdømte; for vi er blevet et skuespil for verden, både for engle og mennesker. Vi er tåber for Kristi skyld, men I er kloge i Kristus; vi er svage, men I er stærke; I er ærede, men vi er foragtede» osv. Her ser vi nu tydeligt, hvordan han gør stor forskel på apostlene og andre kristne i Korinth, og dermed revser han samtidig disse «unge mænd» (Es 40,30), disse indbildske kristne, som endnu var så «kloge i Kristus», så stærke og fortræffelige i deres egne øjne, fordi de endnu ikke var kommet i den rette smelteovn. Og hvad Apostlen antyder her, at det især er Kristi vidner, der frem for alle andre må lide, det gælder til alle tider. For det første må de frem for andre lutres og renses. Profeten siger særlig om Levis sønner, præstestammen: «Herren skal sidde og smelte og rense sølvet; og han skal rense Levis sønner og lutre dem ligesom guldet og sølvet» (Mal 3,3). Da de, som skal bære større gaver til gavn for andre, desuden derved bliver særlig fristet til hovmod (2 Kor 12,7), må de frem for andre have «en torn i kødet» og «slås af en Satans engel». For det andet må de også selv have erfaring af alt det, som de skal undervise andre i, ikke blot for at kunne tale rigtigt om det, men også for at kunne tale om det med varme og iver; for enhver taler mest levende om det, han selv erfarer. En sjælesørger skal derfor så at sige have «forsøgsmarken» eller prøveskolen for alt, hvad han skal lære andre, i sit eget hjerte. Skal han kun lære om omvendelse og tro, behøver han ikke at erfare meget mere end disse hovedstykker; men skal han også være til trøst for virkelig anfægtede sjæle, så må han også prøve, hvad fristelser og anfægtelser vil sige – alt efter Kristi forbillede, om hvem Skriften siger: «Fordi han har lidt og været fristet, kan han hjælpe dem, som fristes». Og om Kristus lægger vi mærke til, at så længe han levede som privatperson, blot som en from og hellig israelit, blev han ikke ført ud i ørkenen for at blive fristet af Djævelen; men netop da han tiltrådte sit læreembede, lyder den første tekst sådan: «Da blev Jesus af Ånden ført op i ørkenen for at blive fristet af Djævelen» (Matt 4,1). Som følge af alle disse omstændigheder er det stadig især Kristi vidner, der skal lide, ja, også når intet af det ses på dem, men de må tale de mest trøsterige ord til andre, ligesom Moses ved Pi-Hakirot. Midt mens han talte til folket kun om trøst og mod, hørte Herren angstråb fra hans hjerte (2 Mos 14,13–15). Prætorius siger om dette: «Men især er det i reglen dem, der har den højeste oplysning og prædiker evangeliet rent og trofast, som plages mest; de går ligesom i dynd, vand og sand helt op til ørerne og har i denne onde og troløse verden som oftest ikke et menneske, som de kan klage deres nød og angst for. De er i en stadig krig, og deres hjerter bliver dagligt gennemboret af mange pile, så de ofte bliver sengeliggende af sorg. Paulus klager i 1 Kor 4,9–13 over, at vor Herre Jesu Kristi apostle, som skulle anses for verdens sole, der oplyste den, var de mest hadede og plagede mennesker på jorden». Så vidt Prætorius.

Men alt det bitre, som Guds kæreste børn skal lide, bør blot være os et sikkert tegn på, at Herren har gemt noget andet til os end jordisk lykke. For når jeg ser på alle Guds uendelige fuldkommenheder, så ser jeg, at det ikke er muligt, at han skulle handle sådan med os, at han – når han blandt mængden af sine fjender og foragtere på jorden også har et folk, som elsker ham og kæmper imod alt ondt for at kunne tjene og ophøje ham – så skulle lade disse sine venner blive så bedraget af ham, at de her i tiden skulle være de ynkværdigste af alle mennesker og i evigheden blive til intet. Nej, så var det klogere at foragte Gud og leve frit efter sine lyster. Nej, alt, hvad jeg ser af Guds fuldkommenheder, forvisser mig om, at sådan skal det ikke være. Dette bevis er så stærkt, at det også har overbevist mange vantro om, at der kommer en anden tid, da lønnen skal blive sådan, at den stemmer overens med den guddommelige Majestæts allerfuldkomneste egenskaber, med den guddommelige trofasthed, visdom og sandhed.

Allerede på denne måde ser vi nu det stærke bevis for vores opstandelse, som ligger i dette ord. Men den egentlige bevisførelse, som Apostlen havde i sigte, ligger i, at det var Kristi første vidner, der måtte lide så meget for deres vidnesbyrd og dog blev ved med at vidne. Paulus vil sige: Hvis vi apostle ikke er helt vise på Kristi opstandelse og vores egen kommende salighed med ham i herligheden, hvorfor skulle vi så pådrage os så megen lidelse ved at prædike om det? Vi har jo intet andet ud af det i dette liv end en kæde af lidelse, pinsler og død. Hvis vi desuden ikke har nogen evig løn i sigte, så var vi jo de største tåber af alle mennesker, når vi pådrog os sådant for et bevidst bedrag. dr. Macknight synes at se Paulus her svare på en skjult tanke hos disse tvivlere, nemlig den, at apostlene ikke var helt vise på, at Kristus var opstået, eller på vores egen kommende opstandelse; men når de alligevel prædikede om det, måtte det jo være for en eller anden timelig vindings skyld. På en sådan tanke hos læseren svarer Apostlen her og siger: Nej, havde vi kun håbet på Kristus for dette liv, så var vi de mest beklagelsesværdige, de ynkværdigste af alle mennesker; sådan er jo vores løn i dette liv; mærker I ikke deraf, at vi ser hen til et andet? Kort sagt: netop det, at apostlene med så glad et mod løb med deres vidnesbyrd imod ild og sværd, imod hån og foragt, imod de grusomste pinsler og den mest vanærende død, bør vise hele verden, at de havde set deres Herre opstået tilstrækkelig godt og derfor var så berusede af himmelsk glæde og så vise på hele evangeliets sandhed, at de intet i denne verden agtede for noget, men kun så på «den sejrspris, som Guds kaldelse ovenfra holder frem i Kristus Jesus». Var apostlene ikke blevet forfulgt, men havde haft en eller anden timelig vinding af deres prædiken, så havde jeg aldrig været helt tryg ved evangeliets sandhed. Muhammed gav sine vidner sværdet i hånden, og dermed kæmpede de sig til jordiske fordele; men Kristi vidner fik kun en «tåbelig prædiken» om en korsfæstet mester til våben og havde kun foragt, pinsler og død som løn her på jorden. Da ser jeg Guds spor – sporene af en guddommelig kraft og en guddommelig vished om et andet liv efter dette. Og se her, hvordan den himmelske visdom leger på jordens overflade og «spotter» sine fjender! Han tager fjendskabet i sin tjeneste for at fremme netop det, som det vil modstå. Da hans opstandelse skulle bekræftes godt og grundigt, lader han fjenderne sætte romersk vagt ved graven og forsegle stenen med Pilatus’ ring; ellers kunne man endnu i dag have sagt, at hans disciple stjal ham bort. Men netop denne vagt har sikret os imod det. Og da vi behøvede bevis for, at Kristi vidner ikke var bedragere, lader han de grusomste forfølgelsers ildprøve gå hen over dem for alles øjne, så hele verden måtte se alvoren og oprigtigheden hos disse vidner. Og da vi endnu i dag havde brug for at se, at det er gået sådan til, lader han det tegn fortsætte til verdens ende, nemlig tegnet på slangens fjendskab mod «kvindens sæd».

Men når nu det hele således er en guddommelig sandhed og vel bekræftet, så vil jeg ikke mere; så har vi ikke håbet blot for dette liv; så er vi ikke de ynkværdigste, men tværtimod de lykkeligste af alle mennesker. Fryd dig, troende kristen! Selv om du her var den ynkværdigste, er du den herligste; selv om du var den fattigste, er du den rigeste; for Himmerigets herlighed er din – en evig og over al måde vægtig herlighed. Fryd dig i den allerstørste bedrøvelse, ja, selv om hele dit liv var det allerbitreste martyrium. Åh, glæd dig! For når den skønne basun engang lyder, og de døde opstår i forherligede skikkelser, og du får se kongen i hans herlighed og høre hans liflige indbydelse, da skal du sande, at du gerne ville gå på jorden endnu i tusind år i det allersværeste martyrium for at få den herlighed at nyde evigt. Derfor, hvis du blot er et Guds barn, så besind dig på, at du umuligt en eneste stund kan være virkelig ulykkelig; men hvad der end er hændt dig, og hvordan det end føles og ser ud, så er du dog på samme tid overmåde lykkelig. Det er blot fordi en kristen glemmer sig selv altfor slemt, at han synes at være ulykkelig; i virkeligheden har du hver stund, også under den bitreste erfaring, de allerstørste grunde til at fryde dig. For det er jo umuligt, at noget kan opveje den herlighed, at du er en kristen, er «udvalgt ud af verden» og kaldet til del i de helliges arvelod i lyset og har håbet om den evige herlighed i himlen. Se, hvis vi alene i dette liv har håbet på Kristus, da – ja, da er vi visselig de ynkværdigste af alle mennesker; men har vi håbet om evighedens herlighed, da er vi i alle tilfælde og i alle stunder overmåde lykkelige.

«Men nu er Kristus opstået fra de døde og er blevet førstegrøden af de hensovede.» Med udtrykket «førstegrøde» tænker Apostlen på, hvordan Israel bar førstegrødeneget frem til templet. Det var en skik, som Herrens lov havde fastsat i Israel (3 Mos 23), at de om morgenen efter «den store sabbat», som påskefesten begyndte med, bar et neg af den første frugt af deres høst frem til præsten i templet, for at det skulle «svinges for Herrens ansigt». Derved blev dette neg et eksempel på og et pant på den kommende høst, på den mængde af lignende neg, som skulle følge efter. Med hentydning til denne skik kaldes Kristus her «førstegrøden af de hensovede», fordi han er den første, som opstod for aldrig mere at dø, og fordi hans opstandelse er et eksempel på og en håndpenge på de retfærdiges opstandelse. Men hertil kommer endnu den mærkelige omstændighed, at Kristus opstod netop på den samme dag, som førstegrødenegene blev båret op til Herrens tempel. Hvem ser ikke Gud her? Sandelig, den, som tror Kristi ord om, at «selv alle hårene på vores hoved er talt», vil i glad forundring over denne Guds ordning nok indse, at det ikke blot er Apostlen, men Herren Gud selv, som i høsten og førstegrødeneget har givet os et billede af menneskelegemernes og Herren Kristi opstandelse. Længere nede, v. 36–44, finder vi opstandelsen af de menneskelegemer, som er lagt ned i jorden, fremstillet som en høst af en udsæd, «hvede eller noget andet». Og når det hertil kommer, at Gud havde befalet, at førstegrødeneget skulle bæres frem på den dag, vi allerede har nævnt, som altid blev den tredje dag efter at påskelammet var slagtet, og at han siden lader Kristus blive dræbt netop på den dag, da man spiste påskelammet, og opstå fra de døde netop på den dag, da man bar førstegrødeneget frem – hvem ser så ikke igen her med glad forundring den himmelske visdom lege på jordens overflade? Af Guds store ager på jorden, hvor hans dyrebare sædekorn, menneskelegemerne, er lagt ned, var Kristus førstegrøden, som blev ført ind i det himmelske Jerusalems tempel, «som ikke er gjort med hænder». Visselig var han da håndpengen og pantet på den mængde af lignende neg, som siden skal følge efter ham. Vi må ikke glemme, at Kristus ikke handlede for sig selv på jorden; han er ikke blevet menneske og et offerlam for sin egen skyld, men han var og gjorde alt for os. Hvis vi virkelig kunne besinde os på dette, ville vi også se, hvad hans opstandelse betyder. Det er netop vores vantros store vildfarelse, at vi betragter Kristus som en enkelt person, der handler for sig selv; mens hele Guds ord derimod forkynder os, at han har gjort alt for os og i vores sted; at vi for Guds øjne var indesluttet i ham, og at alt, hvad han gjorde og led, at han døde og opstod, det gjaldt os. Når vi betænker dette, så vil vi også se, hvordan han i sin opstandelse kun var «førstegrøden af de hensovede». – «Af de hensovede», siger Apostlen. For Gud betyder vores død ikke mere, end at vi «sover». Sådan plejede Kristus også at kalde døden blot en søvn. «Lazarus, vores ven, sover,» sagde han. «Pigen er ikke død, men hun sover» osv. Og det beviste han, da han med den største lethed vakte dem op; det gjorde han kun for at vise os, at han var den, som havde nøglerne til helvede og døden, og som var kommet for at bryde dødens magt.

«For eftersom døden kom ved et menneske, så kom også de dødes opstandelse ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således skal også alle gøres levende i Kristus.» Vi må aldrig glemme, at Kristus i alt skulle være den, der genoprettede det, vi mistede i Adam – i alt skulle læge, hvad der blev ødelagt ved Adam eller syndefaldet. Nu var det ikke blot synden og fordømmelsen, som ved Adam kom over alle mennesker, men også døden i alle dens betydninger, også den legemlige, altså tilintetgørelsen af menneskets legemlige del. Derfor skulle Kristus også genoprette den, så at vi ved ham skal få et helt menneskes væsen tilbage, sådan som mennesket var før syndefaldet, og dertil hørte også et skønt, sundt og udødeligt legeme. Som der lige blev sagt: Kristus skulle genoprette alt, hvad der gik tabt ved syndefaldet. Du, som læser dette, tror vel ved Guds nåde med glæde det, Apostlen siger i Rom 5, at ligesom synden er kommet ind i verden ved et menneske og ved synden døden, så kommer også retfærdigheden og livet ved et menneske; eller som det lyder i v. 18–19: «Ligesom fordømmelse kom over alle mennesker ved én overtrædelse, så er også retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker ved én retfærdighed. For ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed.» Men tror vi dette herlige evangelium, så må vi også tro det, Apostlen her siger om legemets genoprettelse: «Ligesom alle dør i Adam, således skal også alle gøres levende i Kristus.» Vi må ikke pille Kristi værk fra hinanden. Hans genoprettelsesværk var fuldkomment. Han skulle gøre alle vores fjender uskadelige: synden, Djævelen og fordømmelsen. Men i denne tid er det hele usynligt og urimeligt for vores fornuft; for han har ladet skinnet af alt dette onde blive tilbage hos os, for at troen kan øves. Når jeg er blevet et Guds barn, kan jeg alligevel ikke se, at synden er taget bort; for jeg må stadig se og mærke dens liv og kraft i mit kød, så at jeg måtte fortvivle helt og mene, at jeg er en vederstyggelighed for Gud, hvis jeg ikke i mit hjerte havde den guddommelige overbevisning dybt fæstnet, som hedder tro, nemlig at Kristus «fordømte synden i kødet» (Rom 8,3), så at den for Gud slet ikke gælder som en synd til min fordømmelse. Men i denne tro kan jeg alligevel med fuld sandhed sige: «I al min synd er der ingen synd, nemlig for Gud, som ved, hvad Kristi dyrebare blod gælder; jeg er helt syndfri for Gud, jeg er helt retfærdig og ren, alene ved Kristi blodige forsoning, alene i Kristus.» På samme måde: Når jeg ser og mærker, hvordan Djævelen raser i mig og i alle mennesker, så forekommer det mig urimeligt, at han er overvundet af Kristus; men når Kristus har sagt det, må jeg alligevel tro det og sige: «Al hans rasen skal ikke skade mig, så længe jeg blot bliver i Kristus; tværtimod skal han kun tjene mig ved at drive og øve mig i troen og bønnen.» Ligeledes, når døden lægger mit legeme i jorden, så det smuldrer og bliver til støv, så forekommer det mig lige så urimeligt, at dette legeme alligevel skal opstå og leve i evighed; men når Kristus har sagt det – når Kristus har sagt: «Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør» – så må jeg med glæde sige: Kristus skal ikke blive en løgner i det ord. Ufattelige undere! Synden skal ikke gælde som synd, Djævelen skal ikke skade mig, døden skal ikke beholde mig, for Kristus er en fuldkommen frelser. Som Luther siger: «Sandelig, hvis Kristus har udført sit hverv rigtigt (at genoprette det, som var tabt) og lader det prædike ved sine apostle, så skal det ikke være noget uvist. Lad os derfor frimodigt vove det på ham og fare herfra på denne artikel, at når vi længe har været døde og rådnet op, og den skønne basun endelig begynder at lyde og sige (som Kristus til Lazarus): ’Peter, Paulus, kom ud!’, så skal vi i et øjeblik som en gnist fare frem af jorden, skønnere end hele himlen, med hele legemet og alle lemmer føjet sammen, hvad enten vi var brændt til pulver eller fortæret i vandet.» Lovet være den store Gud, som selv skal gøre det og selv har sagt det, som for eksempel i Es 26,19: «Dine døde skal få liv, og mine lig skal opstå igen. Vågn op og jubl, I, som har ligget i muldet; for en dug for planter er din dug, og jorden giver de hensovede fra sig.»

«Men enhver i sin orden: Kristus som førstegrøden, derefter de, som hører Kristus til, ved hans komme.» Ordet «orden» betyder egentlig en trop og hentyder til en afdeling af en hær. Det ser her ud, som om de retfærdige skal opstå for sig og de onde for sig – eller at de retfærdige skal opstå netop ved Kristi komme, og ikke blot før de mennesker, som da lever, er blevet forvandlet, men også før de onde er blevet vakt op. Sådan har Apostlen også beskrevet det mere udførligt i 1 Thess 4,15–17, hvor det hedder: «For dette siger vi jer som Herrens ord, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, slet ikke skal komme før dem, som er sovet ind. For Herren selv skal stige ned fra himlen med befalingsråb, med ærkeengels røst og med Guds basun, og de, som er døde i Kristus, skal opstå først. Derefter skal vi, som lever og er tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften, og så skal vi være hos Herren altid.»

«Derefter kommer enden, når han overgiver riget til Gud og Faderen, når han har tilintetgjort alt herredømme og al myndighed og magt.» Det «herredømme», som Kristus skal tilintetgøre, det «rige, han skal overgive til Faderen», er kun det, han som menneske og vores Mellemmand har haft på jorden, nemlig som vores «ypperstepræst, profet og konge». – «For han må» (som sådan) «herske som konge, indtil han har lagt alle sine fjender under sine fødder. Som den sidste fjende bliver døden tilintetgjort.» Døden kaldes «den sidste fjende», fordi den er den sidste, der udøver sin magt, og den sidste, der bliver tilintetgjort, nemlig i opstandelsen. Men når der ikke mere er brug for en profet til at lære, heller ikke for en ypperstepræst til at ofre og mægle, heller ikke for en konge til at forløse, beskytte og styre, så skal Faderen overtage magten – «for at Gud skal være alt i alle» (v. 28), skal blive den umiddelbare genstand for alles tilbedelse og tjeneste. Læg mærke til, at Apostlen i v. 28 ikke siger «Faderen» som i v. 24, men «Gud – at Gud skal være alt i alle», det vil sige: Mellemmandsembedet, som krævede et menneske for os, er ophørt, og vi er nu i stand til at nærme os og favne selve Guddommen. Dette er hovedindholdet i v. 27–28.

Efter at Apostlen nu først med Kristi opstandelse og med hele hensigten med Kristi forsoning havde bevist, at også vi skal opstå, og efter at han også havde ladet os forstå noget om ordenen for disse store, sidste begivenheder i verden, begynder han at skænde lidt på de letsindige korinthere og gøre dem til skamme, fordi de kunne lade sig føre bort fra en så vigtig trosartikel, mens de ellers troede på Herren Kristus. Han siger selv: «Til jeres skam siger jeg dette.» Hvad siger han da? Jo, først siger han:

«Hvad skulle de ellers gøre, som lader sig døbe over de døde? Hvis de døde i det hele taget ikke opstår, hvorfor lader de sig så døbe over de døde?» I vil være kristne og benægter dog de dødes opstandelse, mens der dog netop blandt de kristne findes en skik, som særlig er egnet til at bevidne troen på de dødes opstandelse – nemlig den, at de lader sig døbe over de døde. Men hvordan det gik til, eller hvordan disse ord egentlig skal forstås, derom har fortolkerne haft mange forskellige meninger. Luther har sammen med nogle andre følgende mening: «For at styrke troen på de dødes opstandelse hos menneskene lod de sig døbe ved afdøde kristnes og martyrers grave for at bevidne, at de med vished troede, at de døde, som lå begravet dér, skulle opstå igen, og at de ville døbes til den samme tro, som disse afdøde havde levet og var døde på.» Men denne skik har især haft til formål at bevidne, at netop det legeme, som var lagt ned, skulle opstå, og ikke et andet legeme, skabt af intet. «Nej,» som Luther udtrykker det, «netop den Paulus og Peter, som ligger begravet her, skal ved Guds kraft opstå igen, dog ikke længere så skrøbelig som under vandringen på jorden, men med et fornyet, skønt og forherliget legeme; ligesom netop den samme Kristus, som var født af Maria og naglet til korset, opstod af graven, hvilket han viste med arrene i sine hænder og i sin side.» Men da ordene «over de døde» lige så rigtigt kan gengives «for de døde», har andre ment: Apostlen sigtede til den skik, at når nogle af de troende blev henrettet som martyrer, så har andre nyomvendte, grebet og opflammet af martyrernes frimodighed i troen i døden, bedt om at blive døbt i deres sted for så at sige at udfylde de bortgangnes plads; ligesom nye soldater udfylder den plads i hæren, hvor en anden lige er faldet. Dermed har de da bevidnet den visseste tro på opstandelsen og det evige liv, idet de regnede martyrerne for så lykkelige i deres død for Kristi skyld, at de ville træde i deres sted og deres fodspor. Det sikre er, at de, Apostlen tænker på, som «lod sig døbe over de døde», med dåben indviede sig til et sådant liv, hvor de på denne jord kun havde lidelse og død foran sig, så at man kunne sige, at de hver stund svævede over de døde; og så spørger Apostlen: Hvorfor skulle de ønske på den måde at blive døbt til døden, hvis de døde ikke opstår? (v. 30): «Og hvorfor udsætter også vi os hver stund for farer?» Hvorfor skulle vi være sådanne tåber, at vi for den kristne tros skyld udsatte os for bestandig livsfare, uro og angst på jorden, hvis vi ikke vidste af et bedre liv? – V. 31: «Jeg dør hver dag, så sandt som jeg kan rose mig af jer, mine brødre, i Kristus Jesus, vores Herre.» Apostlen vil sige, at han hver dag gik med dødstanker, at han for sin prædikens skyld hver stund kunne vente døden og derfor mærkede mere til døden end til livet. Og alligevel havde han på samme tid noget at «rose sig af i Kristus Jesus»! – Ja, han siger: «Vi roser os af håbet om Guds herlighed» (Rom 5,2). Det var en ros af liv, salighed og herlighed. Se her billedet af et kristent hjerte! «Dér kæmper døden og livet mod hinanden, frygt og trøst, synd og retfærdighed, en ond og en god samvittighed, tro og vantro, rædsel og håb, Gud og djævel, himmel og helvede. Om en sådan kamp taler Apostlen her,» siger Luther. Og Prætorius udlægger disse ord således: «Så sandt som jeg kan rose mig af jer i Kristus Jesus, det vil sige: Jeg er vel en af himlens indbyggere og har Helligåndens ypperste gaver, jeg har en velfunderet forståelse af evangeliet og gør store undergerninger; men ved al denne min ros har jeg ikke mange gode dage på jorden; for ’jeg dør hver dag’, det vil sige: Jeg svæver i stadig dødsfare og bærer så at sige min sjæl i mine hænder.» – V. 32: «Hvis jeg på menneskevis har kæmpet mod de vilde dyr i Efesos, hvad gavn skulle jeg så have deraf, hvis de døde ikke opstår?» – «På menneskevis», det vil sige: For at bruge et almindeligt ordsprog om grusomme mennesker, så har jeg jo i Efesos kæmpet mod vilde dyr, da jeg med min prædiken bragte dem, som havde deres udkomme af Dianas dyrkelse, i en sådan uro, at «de blev fyldt med vrede», «og hele byen kom i oprør» (ApG 19,23–29). Hvorfor skulle jeg udsætte mig for alt sådant, hvis jeg ikke havde en evig løn for øje? Skulle jeg så ikke hellere sige med epikuræerne: Hvis de døde ikke opstår, «så lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø»?

«Lad jer ikke føre vild. Dårligt selskab ødelægger gode skikke», som den græske digter Menander har skrevet. «Det er et dårligt selskab, hvor man letsindigt spotter troens største hemmeligheder, kun fordi den blinde fornuft ikke kunne fatte dem – det er sådan et selskab, der har ødelagt jeres tro og ført jer vild.» Her har Apostlen rørt ved et punkt, som også vi i disse dage burde tage os til hjerte, men et punkt, som intet menneske agter på eller vil tage til sig. Når spørgsmålet gælder vores liv og vandel, plejer hver kristen dog at nære en vis frygt for sin svaghed; men så snart det gælder vildfarelse i tro og lære, frygter ingen. Dér er man sikker og mener: Fra min rene lære skal ingen kunne føre mig vild; jeg har sandheden så klart for mig, at jeg også godt kan prøve andres meninger. Hvor groft dette end lyder, er det dog en sandhed, at tusinder af ellers gudfrygtige kristne på dette punkt nærer en mærkelig, blind formastelighed. Grunden til det ligger i den giftige indskydelse, som den gamle slange gav ved syndefaldet: «I skal blive som Gud og kende godt og ondt.» Dette ord har sat så dybt et mærke i vores natur, at næppe nogen kristen kan komme bort fra den indbildning, at det, han tænker, nødvendigvis må være det rigtigste, og at ingen skal kunne forvirre hans forstand. Af tusinder af hoveder tænker hvert eneste, at dets mening er den rigtigste. Her er grunden til, at ingen forførelse sker så let og ubemærket som forførelse i tro og meninger; for netop dér, hvor jeg er sikker, dér skal faldet ske. Det er en grundlov i den Helliges styre, at den, som ikke frygter, men stoler på sig selv, han skal også overlades til sig selv – og så er det forbi med al ret forstand, så kan det menneske styrte af sted hvorhen som helst. Det skal Herren Zebaots nidkærhed gøre, så sandt som «Gud står de hovmodige imod» og lader «de første blive de sidste», så de mest fremragende kristne bliver de mest forblindede, så snart de begynder at nære og dyrke selvkære indbildninger om sig selv. Disse er grundårsagen til al forførelse. Men når det nu dertil kommer, at det for det første er alle menneskers natur at blive kede af det gamle og blive betaget af nyheder, og for det andet, at «Satan selv forklæder sig som lysets engel» (2 Kor 11,14), det vil sige kommer i fromme personers skikkelse og på den højtideligste og mest fornuftige måde fremstiller sin nyhed, så er det hurtigt gjort, at en indbildsk sjæl er fanget. Åh, hvor nødvendigt er det derfor for den, som vil blive i sandheden og ikke miste de vigtigste trosartikler, at han med virkelig mistillid til sig selv for alvor råber om Guds nåde og gunst, så Gud ikke overlader os til vores egen fornuft, dette uhyre i trossager, men under os sin Hellige Ånd, som leder os i sandheden! Dertil hører også, at man vogter sine øjne og ører mod alt «dårligt selskab», mod Djævelen i menneskers mund, mod alt, hvad der skrives eller tales for at rokke vores tro på dyrebare, hellige sandheder; at man vogter sine øjne og ører og ved, at det kan være så fint og mesterligt fremstillet, at «om det var muligt, skal selv de udvalgte blive ført vild» (Matt 24,24), så du ikke tør være sikker på, at intet kan forvirre dig. Det skal vi betænke ved denne Apostlens formaning: «Lad jer ikke føre vild» osv.

Og hvad nu angår denne artikel om de dødes opstandelse, som Apostlen her har bevist så kraftigt, så må vi indrømme, at hvis der endnu er nogen tvivl tilbage i din sjæl, så er det et bevis på, at du ikke er rigtig vågen eller ædru, men er hildet i en kødelig sløvhed; for så kan man letsindigt tænke hvad som helst, så går man aldrig til bunds i spørgsmålet og behøver ikke at tigge sådan om Åndens lys, at man får det. Derfor siger Apostlen videre (v. 34): «Vågn rigtig op» – bliv engang rigtig ædru – «og synd ikke» ved et sådant letsind, at I i en så vigtig trosartikel, som Kristus selv har forkyndt, skulle tænke og antage hvad som helst, der falder jer ind eller kommer jer for øre, ligesom en beruset, der i sit forvirrede sind ikke ved, hvad han gør. Eller hvordan kan du være uvis i et spørgsmål, hvor Kristus selv har talt, og det med bestemte og utvetydige ord? – «For nogle kender ikke Gud»; midt i al rigdommen af kundskab om Guds ord er begrebet om Gud alligevel, på grund af deres sløvhed, så uvist, dunkelt og svævende for dem, at det godt kan hedde: «de kender ikke Gud»; de ved ikke, om man kan stole på Gud; de kan se, at det og det er forkyndt af Gud, og alligevel ved de ikke med vished, om det forholder sig sådan – om Gud kan og vil fuldbyrde, hvad han selv har sagt. «Til jeres skam siger jeg dette!» Denne skam rammer også mange blandt os. Åh, gid vi kunne vågne og «vågne rigtig op»!