Sejrssangen

1 Kor 15,54–57

(Fjortende årgang, 1855)

Men når dette forgængelige har iført sig uforgængelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: Døden er opslugt i sejr.

Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr?

Men dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.

Men Gud være tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Dette er altså de retfærdiges sejrssang i opstandelsen, hvormed de skal trodse døden, helvede, synden og alt, som pinte dem i tiden. Hvis vi nu havde troen og vågne sanser, ville vi her få øje på nogle forhold, som burde fylde selv den mest elendige og martrede sjæl med glæde og lovsang. For i denne sejrssang og i disse Apostlens ord ser jeg det, som skal hjælpe mod alt ondt. Her ser jeg det, som skal hjælpe alle troende, også dem, som «ikke kan tro», sådan som de gerne ville og burde, men som Herren alligevel kalder troende, fordi de dog vil tro og ønsker at kunne tro. Anderledes er det med de letsindige sjæle, som lever af luft og har nok i deres afguder, ja, også med de selvgode åndelige, som har så meget i deres gudsfrygt og deres egne sejre, at Kristi sejr endnu er en sag, de ikke behøver at tænke meget på – de skal ikke her få nogen særlig glæde.

Det første, som her trøster min sjæl, er det lille ord «når» – «når dette forgængelige har iført sig uforgængelighed, og det dødelige har iført sig udødelighed» osv., da skal jeg synge denne sejrssang, da skal jeg have et hjerte, som rigtig kan glæde sig og tro og elske, sådan som jeg nu gerne ville – et hjerte, som kan være varmt og glad og fuldt af Herrens pris. Indtil da, her i tiden, kan jeg nok komme til at kæmpe mig til døde i bøn for at gøre mit hjerte glad og vågent i troen og i stand til at besinde sig på alt det, Gud har gjort og givet os, og dog ofte rejse mig fra bønnen lige så mørk og tør og død i følelsen. Så længe jeg bærer «den jordiskes billede», kan jeg nok komme til at mærke, at mit hjerte er så ugudeligt, sanseligt, jordisk og kødeligt, at jeg forfærdes over det, eller at jeg ikke engang kan forfærdes, og at alle mine bønner om et bedre hjerte møder en kobbermur – der er ingen bønhørelse (så længe fristelsen endnu skal vare), men kun et dunkelt: «Min nåde er dig nok»; og jeg kan ikke engang adlyde den røst og lade mig nøje, jeg er utryg, ulykkelig og pint – sådan er «den jordiskes billede». Men her ser jeg, hvad der skal hjælpe: «når dette forgængelige har iført sig uforgængelighed» osv., da skal jeg være en fuldkommen kristen; da skal jeg have et hjerte, som rigtig kan tro og glæde sig og elske og være helligt og rent.

Men det andet, som glæder mig, er, at den sejr, som jeg da skal kunne synge om med fuld glæde, allerede nu tilhører mig og allerede nu og i al evighed gælder mod alt det onde, som bekymrer og ængster min sjæl. For de fuldendte salige, som i himlen så frit trodser synden, døden og alt ondt og så glad synger om sejr, vandt ikke det gode, som giver dem grund til at trodse, gennem døden eller den store forvandling; derved vandt de kun nydelsen af det, kun evnen til rigtig at se det og føle det og fryde sig og prise; men selve sejren havde de allerede før, selve det gode, som de fryder sig over, ejede de allerede i tiden, efter at de var kommet til troen.

«Så ejer hver en sjæl, som her på jorden bor, / sit barnekår så vel som en i himlens kor.»

For den endelige sejrssang bygger dog på en sejr, som allerede er vundet og givet os; og vi går her på jorden kun og venter på, at byttet skal deles ud, venter på, at den salighed skal åbenbares, som vi allerede i sandhed ejer. «Gud være tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!»

Lad os nemlig tænke over, hvilken sejr Apostlen her taler om. En sejr forudsætter en strid, et slag. Hvor og hvornår stod det slag? Og mellem hvem? Vi ved, at der her tales om det store slag mellem «kvindens sæd» og «slangen» – det store, afgørende slag for hele verden ved den anden Adam. Da en høj, men falden og nedstyrtet engel, Djævelen, stred mod Herren og angreb hans dyreste eje, barnet, mennesket, behagede det den store Gud til forherligelse af sin ære ikke at bruge sin almagt mod fjenden, men at føre en åndelig strid med ham. Og mennesket var det, som de store verdenskæmpere stred om. Det mærker vi ofte i hele vort væsen, hvordan den stærke og den stærkere kæmper om os. Da nu Djævelen havde fået mennesket til at falde, til at synde mod Skaberen, var det med rette i denne fjendes magt, så vi hos Esajas kaldes «en retfærdigs fanger»; for Djævelen havde Guds egen dom på sin side, at hvis mennesket syndede, skulle det «visselig dø». Men hør, hvordan det lyder videre: «Kan man da tage en kæmpe hans rov fra ham eller løse en retfærdigs fanger?» *) Ja, så siger Herren: «Fra en helt skal hans fange rives, og tyrannens rov skal blive reddet; og den, som strides med dig, med ham vil jeg stride, og dine børn vil jeg frelse» (Es 49,24–25). Djævelen havde Guds egen lov på sin side, at mennesket skulle visselig dø. Derfor gav Gud sin Søn til en soning, for at han kunne vise, at han tilgiver synderne med retfærdighed, på lovlig grund, og ikke af eftergivenhed. Se herom Rom 3,25.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Noget mindre var heller ikke nok; for den afsagte dom: «Du skal visselig dø», viste straks efter faldet sin forfærdelige betydning deri, at mennesket straks blev dødt for Gud og alt helligt og så fyldt af synd og Djævelens sæd, at det allerede på faldets dag begyndte at tale lutter onde ord af løgn og uvilje mod Skaberen (1 Mos 3,10–13). Men også den legemlige og evige død var de fastsatte følger af synden; og det var umuligt, at Gud kunne gå bort fra sin dom, hvis han skulle være en retfærdig og sanddru Gud. Der kunne altså ikke være tale om nogen eftergivenhed. Og lige så umuligt var det, at et væsen, der var fjendtligt mod Gud, kunne tages ind i himlen. Derfor var mennesket evigt fortabt, medmindre en anden gyldig person påtog sig dets sag, opfyldte retfærdighedens krav, sonede for mennesket og genoprettede dets forstyrrede forhold til Gud. For til dets frelse krævedes både, at synden blev sonet, at Guds retfærdighed blev fyldestgjort på lovlig grund, og også, at menneskets sind blev venligt stemt mod Gud, underdanigt over for Gud og fjendtligt mod slangen og hans sæd, synden. Men hvem skulle nu gøre det? Også det havde Gud allerede besluttet før skabelsen. Da han fra evighed forudså alt og så, hvordan hans herlige egenskaber ville blive prist, hvis ikke blot hans almagt, visdom og godhed, men også hans strenge retfærdighed og hans store barmhjertighed blev vist mod menneskene, besluttede han, før verdens grundvold blev lagt, måden for vor frelse. Da besluttede han at give sin egen elskede Søn, den anden person i guddommen, til menneskenes Mellemmand og Frelser. Allerede på syndefaldets dag forkyndte Gud Herren dette sit råd for de forfærdede mennesker med de underfulde ord om «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved», og om det «fjendskab», han ville sætte mellem denne kvindes sæd og slangens (1 Mos 3,15). Siden gentog han dette løfte gang på gang for fædrene gennem profeterne og stadig tydeligere, jo nærmere det gik mod tidens fylde. Til sidst kunne Esajas tale så tydeligt om vor Frelsers fødsel og sejrrige strid, hvorved syndens og lovens åg skulle brydes, at han dikterer frydesangen for dem, som skulle leve i opfyldelsens tid: «For et barn er født os, en Søn er givet os, herredømmet er på hans skuldre, og hans navn er Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste. For dit ansigt skal de glæde sig, som man glæder sig ved høsten, som man fryder sig, når man deler bytte. For deres byrdes åg og deres skulders svøbe og deres plageres stok skal du sønderbryde ligesom på Midjans tid» – det vil sige ligesom da Gideon slog midjanitterne, hvilket skete på en sælsom måde, nemlig kun ved at blæse i basun og knuse lerkrukker, så et lys, der var skjult i dem, strålede frem i natten (Dom 7). Således skulle også Kristi jordiske del knuses og den skjulte guddoms lys derved stråle frem til fjendens nederlag. At Kristus skulle overvinde Satan med en sådan måde at stride på, nemlig ved sin blodige død, ved at blive et sonoffer, det blev forkyndt ikke blot ved profeternes ord, men også ved et utal af forbilleder, nemlig de blodige ofre, som Gud havde forordnet, og som i menneskehedens barndom skulle stille den kommende Frelsers blodige sonedød for øjnene. I denne offertjeneste skulle israelitten bestandig se for sine øjne, hvordan blod skulle udgydes til soning for synderne. Med sådanne forbilleder har Gud gennem en hel verdensalder på fire tusind år forberedt verden på den kommende Forsoner. Åh, hvilken stor sky af vidner! Over for en hel verdensalders vældige vidnesbyrd bliver vore arme hjerters tvivl dog ret lette. Jeg spørger mig selv: Hvad betød da denne endeløse blodige ofring af så mange millioner lam – en ofring, som Gud selv havde forordnet som gudstjeneste? Noget må den betyde. Johannes råber som svar: «Se Guds Lam, som bærer verdens synd». Hebræerbrevet forklarer det: «Loven havde en skygge af de kommende goder» – selve væsenet var i Kristus. Da han trådte ind i verden, siger han til Faderen: «Offer og gave ville du ikke have, men et legeme har du beredt mig» (Hebr 10). Se dér, hvad alle de blodige ofre betegnede: det var Kristi legeme. Sådan var nu den lange forberedelse, før den lovede kvindesæd kom, som skulle stride med slangen. Til sidst, «da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven» (Gal 4,4). «Da nu børnene har kød og blod, fik også han på samme måde del deri, for at han ved døden skulle gøre ham til intet, som havde dødens magt, det vil sige Djævelen, og sætte alle dem fri, som hele livet igennem af frygt for døden måtte være trælle» (Hebr 2,14).

Hør nu her, hvad der krævedes, for at slangen kunne besejres. Den hellige lov, som bandt mennesket under dødens og Djævelens magt, måtte opfyldes, og den død, som mennesket havde fortjent, måtte udstås. Derfor var det Mellemmandens første sag, at han var «født under loven for at løskøbe dem, som var under loven». Det skete på den måde, at han i vort sted helt og holdent opfyldte loven. Som lovens Herre behøvede han slet ikke at stå under den lov, som var givet os; at han blev en tjener, det gjorde han alt sammen for vores skyld, som han selv siger: «Menneskesønnen er kommet for at tjene og give sit liv som løsesum». Og det gjorde han sandelig fuldkomment. Han «elskede Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sin forstand og sin næste som sig selv». Han elskede Gud sådan, at alt, hvad han gjorde, sigtede mod hans himmelske Faders vilje og ære; det var hans mad at gøre sin Faders vilje; han var sin Fader lydig til døden, ja, til døden på et kors (Fil 2,8). Dernæst elskede han også sin næste som sig selv. Han kom og blev menneske for at blive vor næste og gjorde alle sine gerninger her på jorden for at tjene os. Ja, han elskede sin næste så højt, at han gav sit liv, hvilket er prøven på den højeste kærlighed, som han selv sagde: «Ingen har større kærlighed end den, at man sætter sit liv til for sine venner». Men Paulus priser hans kærlighed endnu højere og siger: «for sine fjender» (Rom 5,10). Åh, en fuldkommen opfyldelse af loven! Og det skete for os, i vort sted og for vor regning. «Han var født under loven for at løskøbe dem, som var under loven». Det var det første, vor nådige Frelser gjorde.

Men for det andet skulle han også efter Guds nådige beslutning «smage døden for alle» (Hebr 2,9). «Herren kastede alles vore synder på ham» (Es 53,6); og med synden fulgte også hele lovens forbandelse, Guds vrede og den evige død. Alt dette onde blev nu sluppet løs over Mellemmanden i den time, da slaget skulle stå, hvilket skete på bjerget Golgata uden for Jerusalem. Synden, loven, døden og Djævelen møder her «kvindens sæd». «Lad os så se,» siger Luther, «hvordan de går løs på ham: de kaster ham til jorden og slår ham ihjel. Åh, min Gud, hvor bliver så min Kristus og Frelser af? Jo, Gud kommer og river ham ud af døden og gør ham levende igen – og ikke det alene, men han sætter ham også ved Majestætens højre hånd i himlen og lader ham regere over alt». Hvor blev så synden af? Den ligger under hans fødder. Hvor blev døden af? Den blev opslugt i sejr. Hvor blev lovens forbandelse af? Den blev taget bort, «da han blev en forbandelse for os». Hvor blev anklageren af, Djævelen, som anklagede os for Gud dag og nat? Han blev kastet ned og dømt (Åb 12,10; Joh 16,11). Se nu her, hvad det var for en sejr, som Apostlen i vor tekst triumferer over, når han siger: «Døden er opslugt i sejr. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr?» Hør, hvordan han trodser og blot spørger efter disse fjender. Og for at man skal vide, hvad han mener, forklarer han sig og siger: «Dødens brod er synden»; for på grund af synden kom døden ind i verden, og kun ved bevidstheden om utilgiven synd er døden noget virkelig forfærdeligt, ellers er den en god og ønskelig søvn. «Og syndens kraft er loven», siger han; for hvor der ingen lov er, dér regnes synden ikke, dér gælder den ikke til fordømmelse. Det er kun ved loven, at synden kan fordømme og pine os og lægge døden på os, for slet ikke at tale om, at loven også vækker synden i kødet og også derfor kaldes «syndens kraft». Nu trodser Apostlen disse vore plageånder og siger: Død, hvor har du dit spyd? Hvem har taget våbnet fra dig? Kom og stik mig, hvis du kan! Synd, hvor har du din kraft? Hvorfor er du ikke i stand til at fordømme mig? Jeg er jo en synder; hvorfor fordømmer du mig ikke? Dødsrige, hvor er din sejr? Hvorfor holder du ikke menneskene fast i din magt? Se, sådan en glad og trodsig tone ligger der i denne sejrssang. Åh, tænk dog over, hvor vis apostlene har været i troen på, at synden og lovens forbandelse virkelig er taget bort. For når han først siger: «Død, hvor er din brod?» og så tilføjer, at «dødens brod er synden», så er det jo det samme som at spørge: «Hvor er synden? Hvor findes synden nu?» Hør, hvordan en apostel taler! Åh, hvornår skal vi komme til det lys i troen, at vi spørger: Hvor er synden? Jeg ved ikke af nogen synd – så fuldkomment er den sonet af Kristus. Og hvor er syndens kraft, loven? Jeg ved ikke af nogen lov, som kan fordømme mig – så fuldkomment har Jesus opfyldt den og taget dens forbandelse bort. Men hvad siger vi? Er syndens fordømmende magt helt borte? Er det sandt? Taler vi ikke bare eventyr? Hvordan er det virkelig? Har Kristus med sin soning virkelig taget verdens synd bort? Eller er det sådan, at min synd først skulle lægges på Guds Søn og kræves af ham, og at den samme synd bagefter også skal kræves af mig? Jeg vil have fuld vished om det; for ellers frygter jeg, at synden i min dødsstund bliver mig alt for gruelig, og at jeg dør i fortvivlelse. Åh, gid vi dog i tide gjorde os klart, hvordan det står med sådanne spørgsmål! Hvilken trøst du har, må du selv vide; men jeg vil ingen anden trøst have end den, at Guds Lam bar og tog bort verdens synd, lovens forbandelse og dødens og dødsrigets magt. Se, dette var den store sejr, som her prises. Så er nu alt fuldbragt: Syndefaldets skade er læget, al verdens og min synd er helt og holdent sonet, så Skriften siger, at den er «kastet i havets dyb» (Mika 7,19); lovens forbandelse er taget bort, døden er opslugt i sejren, anklageren er kastet ned, mennesket igen forsonet med Gud, paradiset igen åbent, så vi igen kan tale med Gud lige så fortroligt som børn med deres far og til sidst i evig salighed være hos ham i himlen. «Gud være tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!»

«Ja, men,» siger du, «hvordan kan alt dette være sandt, at synden, loven og døden er således taget bort i sejren, når vi dog stadig dagligt mærker og ser deres frygtelige magt i verden og i os selv?» – Svar: Sådan har det behaget den evige Visdom, nemlig at lade de slagne fjender blive tilbage på jorden indtil den yderste dom, dels for at de mod deres vilje mere og mere skal forherlige hans triumf, idet alle mennesker skal lære det onde, han har overvundet, grundigt at kende og så meget mere prise ham, dels for at fjendskabet mod slangens sæd, synden, skal blive så meget større hos alle troende kristne på jorden. For jo mere synden og Djævelen frister og plager en troende, desto mere bliver han fjendtlig mod synden og Djævelen. Således skal Guds stolte fjende erfare, at riget af alle troende på lovlig vis er blevet Herrens og hans Salvedes, idet ikke blot synden er sonet, men de troende også er fjender af Djævelens sæd og af hjertet venner med Gud. Og således skal Kristi rige helt og holdent blive et troens rige, hvorved den mistillid til Gud, som Satan indgav i faldet, grundigt skal vendes om til en daglig øvelse i tro på Gud og mistillid til alt, hvad vi selv synes at se, forstå og føle. Mennesket skulle gå samme vej tilbage, som det var gået bort. Det gik bort fra Gud ved vantroen (slangen sagde: «Skulle Gud have sagt?»), derfor skulle vejen tilbage helt og holdent være en troens vej. Men skal vi da blive i troen og ikke føres vild af det, vi ser og føler, er det overmåde vigtigt, at vi besinder os på dette, at Gud med vilje har ladet det onde blive tilbage i verden for at prøve, friste, anfægte og udmatte os, for at vække vor nidkærhed mod synden og gøre nåden og Kristi sejr stadig dyrebarere for os; for hvis vi ikke besinder os på, at det er Guds eget vise råd, at alt dette onde skal anfægte os, så bliver vi helt forvirrede og falder i mismod, når vi kommer til at erfare det. Tænk derfor aldrig, at du her i tiden skal få lov at føle dig fri for synden, medmindre du bliver en forblændet og sovende hykler; tænk aldrig, at loven ikke skal angribe dig i samvittigheden, straffe og dømme dig, eller at Djævelen og døden ikke skal forfærde dig. Nej, alt dette må du lide, indtil dette dødelige har iført sig udødelighed; først da skal du føle dig helt fri og hellig og uanfægtet.

Hør, hvad Luther siger om dette på Johannes Døberens dag: «I har hørt, mine venner, at Gud lader skikkelsen og fornemmelsen af synd, død og djævel blive tilbage hos os, så at synden gnaver mig, angriber mig i samvittigheden og vil tvinge mig til fortvivlelse; også Guds dom forskrækker mig; ligeledes trænger døden ind på mig og vil opsluge mig. Det ydre udseende lader Gud blive tilbage og tager det ikke bort; denne skikkelse må blive tilbage, så at vi ikke føler andet, end at vi er syndere og ligger under døden og Djævelen; og alligevel bliver liv, uskyld og sejr over synd, død og djævel tilbage under denne skikkelse, sådan som han selv siger om menigheden: ’Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.’ Han siger ikke: De skal ikke anfægte den eller kæmpe imod den, men kun: ’De skal ikke få magt over den.’

«Da nu striden og anfægtelsen bliver tilbage, så bliver også fornemmelsen af den tilbage, når Djævelen angriber mig. Jeg må jo også mærke det, når synden gnaver mig, Guds vrede forskrækker mig og dødsangsten, ja, selve døden overfalder mig. Men sådan ser det kun ud for mig, der ikke fornemmer andet, end at synd, død og djævel er til stede. Men under en sådan anfægtelse er Ordet og Ånden nær. Han giver mig mod og gør mig tryg og vis på, at Gud ikke er vred, at synden ikke fordømmer mig, at jeg ikke skal dø, og at jeg ikke er forladt af Gud. Hjertets grund står fast i håbet, og med en sådan tillid bliver mennesket ikke under synden eller døden, men bliver herre over dem. Den er kristen, som er en synder og erkender sin synd; det piner ham og er ham imod af hjertet, at han endnu mærker dens fristelser. Den er ikke kristen, som slet ikke mærker noget til synden. Ingen hellig nægter, at han er i synder, men alle bekender det, og det gør dem inderligt ondt, at de må slæbe på dette usle kød; derfor råber de også alle med Paulus: ’Jeg elendige menneske! Hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme?’ Sådan klager og jamrer de alle, fordi de mærker synden og længes efter at blive forløst fra den. I denne fornemmelse og erkendelse af synden ligger Kristi rige, så at der i synderne ingen synd er, det vil sige: selv om jeg mærker og fornemmer synden, siger Gud alligevel: Jeg vil tilgive dig, eftersom du dog er i troen og har din trøst til Kristus, min elskede Søn, som er givet hen for dig; derfor skal det slet ikke skade dig.» Så vidt Luther.

Åh, betænk dog, hvor nødvendigt det under sådanne omstændigheder bliver at tænke over dette Guds underfulde råd, hvis vi skal kunne blive i troens trøst og frimodighed. Og det er jo dog højst nødvendigt; for mister vi troen, så er jo alt tabt. Desuden bør vi jo til Kristi ære allerede her prise hans sejr, eftersom den dog allerede er vundet og givet os. Der står ganske vist i grundteksten: «giver os sejren»; men det sker jo dog allerede her. Han giver hele sin sejr til hver og en, som tror, så sandt som Kristus ikke er kommet og har kæmpet denne strid for sin egen skyld, men for os. Sejren skal tilhøre os så fuldt og helt, som om vi selv havde gjort alt det, Kristus gjorde; ellers er vi evigt fortabte. Derfor er det nødvendigt, at vi engang lærer i troen at tilegne os Kristi sejr sådan, at vi har nogen nytte og trøst af den; ellers er alt, hvad Kristus har gjort og sagt, forgæves for os. «Derfor», siger Luther igen, «når loven kommer og anklager dig for, at du ikke har holdt den, så vis den hen til Kristus og sig: Dér er den mand, som har gjort det; ham holder jeg mig til. Han har opfyldt loven for mig og skænket mig dens opfyldelse; så må den tie stille. Kommer synden og vil slå dig ihjel, så vis den hen til Kristus og sig: Så meget du kan have på ham, så meget kan du også have på mig, for han er gjort til synd for os, for at hans retfærdighed skulle være vores. Kommer døden og vil forskrække dig, så sig: O død, kender du også den mand Kristus? Du slog ham engang ihjel mellem to røvere, men dermed blev han din død. Han er min, og jeg er hans. Kommer Djævelen og vil også have del i dig, og helvede vil opsluge dig, så vis dem hen til Kristus, så skal du nok få dem til at tie.» Ja, sandelig: hvis Kristi sejr ikke er vores, så er vi helt fortabte. Men omvendt, hvilken salig fred at få hvile helt og holdent på Kristus på den måde! Åh, jeg er træt af den evindelige, forgæves stræben efter selv at sejre, selv at være retfærdig for Gud; jeg tror på en sejr, der allerede er vundet, og på én eneste sejrherre. Sådan har man fred, sådan giver man Lammet æren, og sådan kan man engang begynde at elske ham og gøre de rette gode gerninger.

Men hvis du så begynder at se på de store mangler i din kærlighed og dine gerninger, så vogt dig, at du ikke lader dig lokke ud af fæstningen og på ny går ind i din egen retfærdighed; så er du snart fanget og fortabt. Nej, du må uophørligt og ihærdigt holde fast ved, at hvordan det end er og ser ud med dig, så gælder denne Kristi store sejr dog altid; ved den kan alt hjælpes; du kan stadig altid blive frelst og få nåde og fred. Holder du ikke fast ved det, så er du fortabt og mister al kraft; men kan du stadig blive i troen, så kan der dog udrettes noget, også til fremgang for din kærlighed og fromhed.

Sådan må vi i tiden kæmpe os frem gennem modsigelserne fra de fjender, som endnu anfægter os; men der skal komme en anden tid, da de ikke mere skal anfægte os, da vi skal se og mærke, at de er slået ned – «når dette forgængelige iklæder sig uforgængelighed, og dette dødelige iklæder sig udødelighed». Apostlen siger: «Da skal det ord blive opfyldt» osv., det vil sige: da skal vi se sejrens fuldendelse; da er døden helt dræbt for evigt, synden helt borte fra verden, Djævelen og helvede helt bragt til tavshed. Da stemmer vi for alvor og med glæde i sejrssangen. Da skal vi se med vore øjne, at alt det, vi her i tiden troede på Herrens ord, var helt rigtigt. Og da – hvilken salighed! «Da Herren genoprettede Zion, var vi som drømmende – da blev vor mund fyldt med latter og vor tunge med jubel» (Sl 126) – da skal vi sige: Er det sandt, eller drømmer jeg, at jeg nu er helt fri for alt ondt, al synd og al fare? Nu helt hellig, nu helt og for evigt salig, så jeg aldrig mere kan gå fortabt? Ja, vi skal blive «som drømmende», vi skal undre os over os selv og spørge i usigelig, salig forundring:

Nej, hvor, hvor er jeg nu? Før pint i mørke egne / og nu blandt himlens magter! / Før i en tåredal, nu blandt de frelstes tal! / Før mattet af det legeme, / som hindrede mig i løbet på væddeløbsbanen dér, / nu er det anderledes her! / Før tidens møje, / før strid for at døde kødet, / nu tryghed, glæde og fred – og det i evig tid!

Nu skal mit hjerte aldrig mere såres, frygte eller lide, hverken under syndelysternes angreb eller lovens trusler eller Djævelens gloende pile. Nu skal min Frelsers venskab aldrig mere formørkes. Nu skal han aldrig mere skjule sig for min sjæl. I tiden har han ofte gjort med os, som Josef gjorde med sine brødre, da de kom til Egypten og ikke kendte ham: Han lod, som om han holdt dem for spioner, kastede dem i fængsel og gjorde især sin elskede Benjamin til tyv ved at lægge sølvbægeret i hans sæk (1 Mos 42–44). Sådan har også vor broder Jesus voldt dem, han elskede mest, den allerstørste bekymring. Nådens børn, som intet højere har ønsket sig end nåde til at være helt oprigtige, tro og lydige mod Frelseren, har ikke følt andet, end at de var de værste syndere, de mest falske og ulydige – skønt de uophørligt har råbt til ham om nåde til at være helt oprigtige og lydige! Hvad skal man kalde det, om ikke en dyb skjulthed hos Jesus? Men Josef kunne ikke altid skjule sig. For at kunne give sine følelser og tårer frit løb sendte han egypterne bort fra sine brødre, og nu brød han ud: «Jeg er Josef, jeres bror!» Sådan skal også vor himmelske Josef på den store adskillelsens dag give sig til kende for sine brødre. Nu skal han ikke mere gøre sin Benjamin til tyv, ikke mere kalde den kana’anæiske kvinde en hund, ikke mere lade Maria Magdalene græde, ikke mere lade sine kæreste børn tro, at de er de værste syndere, afskyelige for ham. Nej, nu skal det lyde: «Jeg er Josef, jeres bror! Jeg vidste godt, at I hellere ville være tro, lydige og rene; jeg har godt hørt alle jeres stille suk og jeres skrigende bønner om nåde og kraft til det, men jeg vidste godt, hvad jeg ville gøre. Nu er alt godt! Kom nu og tag det bedste land i eje, det rige, som er beredt til jer fra verdens grundlæggelse.» «Og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg, heller ikke skrig, heller ikke pine skal være mere, for det første er forsvundet» (Åb 21,4). Ja, så sandt som Herren selv har sagt det, og så sandt som Kristus ikke blev givet hen for blot at vinde noget timeligt godt for os, så sandt bliver dette dog enden for alle troende. Og nu skal de for alvor kunne synge sejrssangen: «Døden er opslugt i sejr. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr?»

«Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning, idet I ved, at jeres arbejde ikke er forgæves i Herren.»

Dette er den korte slutformaning, som Apostlen bygger på den herlige lære, han nu har forsvaret i dette kapitel. Gid også vi må tage den formaning til hjertet! Hør, hvordan Apostlen taler: «idet I ved, at jeres arbejde ikke er forgæves i Herren», det vil sige: eftersom I nu har set, hvilken herlig ende der venter jer, «så vær faste og urokkelige» osv. Vær faste i den nåde og sandhed, I har begyndt i, og i løbet på væddeløbsbanen. Kronen lønner så rigeligt alle, der redeligt holder ud i kampen. Du, som læser dette, er måske så lykkelig at være blevet «udvalgt ud af verden» til at følge Jesus – så lykkelig nu at stå i et inderligt fællesskab med din Frelser: Åh, «hold fast i det, du har, for at ingen skal tage din krone!» Djævelen har svoret os døden og går omkring, snart som en brølende løve, snart som en lysets engel. Mange, som «begyndte i Ånden, ender i kødet»: snart ved verden og lysterne, som på ny tager dem tilbage – de blev trætte af striden og af at døde kødet og gav sig på ny i syndens tjeneste – snart ved at drukne i mismod over en eller anden mægtig og vedholdende fristelse; snart ved nye læres fortryllende magt, hvorved de blev ført bort fra den enfoldige troskab mod Kristus, og selve livet tørrede ud – «når jeg ikke sad og stillede min sjæl», siger David, «så blev min sjæl afvænnet, som en, der afvænnes fra sin mor» *) – snart ved hovmodige indbildninger, som er døden for enhver nåde, der bor i én. Nogle frafaldne er lette at kende, når de ligefrem vender tilbage til verden og synden og ikke længere omgås Guds ord; andre beholder derimod et skin af gudsfrygt, men der er ingen ånd i dem, intet liv, intet behov for nåden og evangeliet, kun kundskabens og sandhedens «form i loven». «Og det havde været bedre for dem ikke at have kendt retfærdighedens vej – – og så er det sidste blevet værre for dem end det første» (2 Pet 2,20–21). Åh, bed om, at Gud nådigt må skåne dig for så ulykkelig en ende. Og mærk vægten af Apostlens formaning: «Vær faste og urokkelige» osv. Vær fast i troen; hold dagligt venskab med din Frelser; lad intet ligge dig så meget på sinde som at være vis på din Guds venskab hver dag og altid at blive fundet i Kristus. Vær fast i kærligheden og i «øvelsen i gudsfrygt», så du ikke lader dig trætte, hverken af menneskers ondskab og utaknemmelighed eller af dit eget onde, så du bliver slap og eftergivende, når kampen bliver meget hård og langvarig. Hold ud endnu en lille tid med at døde kødet; nu gælder det, nu står striden om kronen. «Vær tro», siger Herren, «vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets krone.» Vær fast i håbet og tålmodigheden under et bittert kors og en bitter lidelse. Hold ud, nu gælder det; det drejer sig kun om en lille ond stund. At falde fra er let, men at holde ud og indtage himlens borg kræver kamp. – «Faste og urokkelige», siger Apostlen. Da han i hele dette kapitel har skrevet om en vildfarelse, som var trængt ind i menigheden, er der grund til at antage, at han med disse ord også sigter til fasthed i den sande lære. Bliv altså «urokkelig» ved det gamle Ord! Lad dig ikke drive omkring af ethvert lærdomsvejr som svage siv, der drives hid og did af vinden. Vi lever også i en tid, hvor alle mulige nyheder bydes frem på det åndelige område; den ene kommer med én ting, en anden med noget andet; og menneskenaturen er sådan, at det gamle snart smager fadt og ikke er noget værd, mens det nye liver op. Vogt dig for at følge denne naturens art. Og vær ikke så indbildsk at tro, at ingen kan føre dig vild, at du selv altid vil mærke, hvad der er rigtigt eller forkert. Vær heller ikke så utaknemmelig mod den guddommelige Ånd og sandheden, som har født dig på ny, at du skulle mene, at endnu en anden lære kunne være bedre – eller at der behøves noget nyt for den, som allerede «er i Kristus». Apostlen siger: «I er fyldt i ham» (Kol 2,10); og nu vil du fuldkomme denne nådestand med en eller anden ny gerning af dig selv! Hvordan vil du så svare din Frelser, når han spørger: Var du ikke allerede salig i mig? Vi skal ikke være børn og lade os «kaste og drive omkring af ethvert lærdomsvejr» (Ef 4,14). Nej, «ligesom I nu har modtaget Herren Kristus Jesus, så vandr i ham, rodfæstede og opbyggede i ham og befæstede i troen, sådan som I er blevet undervist, og vær rige på tak i den» (Kol 2,6–7). Ustadigheden kommer af utaknemmelighed og letsind, som vi ser på Israels børn i ørkenen: Da de glemte og ringeagtede den store frelse, som var blevet dem til del, var de ikke længere tilfredse med det brød, som kom fra himlen, med mannaen, den «usle føde»; da ville de have pirrende krydderier, «porrer, rødløg og hvidløg» (4 Mos 11), og så blev de ødelagt af Herrens vrede. Lad os aldrig glemme dette spejl.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

«Altid rige i Herrens gerning.» Vær mere og mere flittig i Herrens tjeneste i den lille tid, der er tilbage at leve i kødet, så du ikke i åndelig dovenskab «lever for dig selv, men for ham, som er død og opstået for os». I alt, hvormed du kan fremme Herrens ære eller hans dyrekøbtes vel, må du flittigt og rigeligt vise din tjeneste og ikke blive træt og tage af i det gode, men tværtimod blive mere og mere flittig i det. Nogle begynder så lovende med glad og villig lyst til at tjene Gud og brødrene; men efter nogle år er de slappe og kolde, der er ingen drivende lyst og kraft mere. Det er en sørgelig udgang på så smuk en begyndelse. Lad os våge! Lad os vogte os vel, så naturen ikke bedrager os! «Lad os ikke blive trætte af at gøre det gode; for vi skal også høste til sin tid, hvis vi ikke bliver trætte.» Men «den, som sår i sit kød, skal høste fordærv af kødet; men den, som sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden» (Gal 6,8–9). Åh, dit arbejde i Herren er ikke forgæves. Vågn op, besind dig! Alt det, som skal komme, kommer endnu. Vi har ikke fulgt klogt udtænkte fabler. Det kommer endnu, nemlig «evigt liv til dem, som med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforgængelighed». Alt det, vi har betragtet i dette herlige kapitel, er jo stadig en evig sandhed. Skulle ikke al denne Kristi kærlighed tvinge dig, gøre dig inderligt glad, villig og flittig til hans tjeneste, da han har gjort dig den store tjeneste, at du nu skal have evigt liv for intet, at alle dine synder er taget fra dig, at ingen synd tilregnes dig, ingen lov fordømmer dig, ingen død beholder dig, og at du til sidst skal være hos Gud i himlen i evig salighed? Åh, «vær da faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning, idet I ved, at jeres arbejde ikke er forgæves i Herren!»