i. Ἐκκλησία, συναγωγή, πανήγυρις.

Der findes ord, hvis historie det er særlig interessant at følge, når de i den kristne kirke får en dybere betydning og en ny indvielse – ord, som kirken ikke selv har opfundet, men har taget i sin tjeneste og brugt i en langt højere betydning end nogen, verden tidligere havde givet dem. Selve det ord, som kirken bærer sit navn efter, er et eksempel på en sådan gradvis forædling af et ord – et mere glimrende eksempel kan man næppe finde.1 For vi møder ἐκκλησία på tre klart adskilte betydningstrin: det hedenske, det jødiske og det kristne. På det første trin var ἡ ἐκκλησία (== ἔκκλητοι, Euripides, Orestes, 939) den lovlige forsamling af alle med borgerret i en fri græsk bystat, samlet for at tage sig af offentlige anliggender. At de var kaldt sammen, udtrykkes i ordets sidste del; at de var kaldt ud af hele befolkningen som en udvalgt del af den, så hverken den brede hob, de fremmede eller de, der havde mistet deres borgerrettigheder, var med – det udtrykkes i den første. Både kaldet (κλῆσις, Fil 3,14; 2 Tim 1,9) og det at blive kaldt ud (ἐκλογή, Rom 11,7; 2 Pet 1,10) er træk, man skal huske, når ordet tages op i en højere, kristen betydning, for netop i dem ligger hovedsagelig grunden til, at det egner sig så særligt til sin ophøjede brug.2 Det er interessant at se, hvordan ordet ét sted i Det Nye Testamente vender tilbage til denne tidligere betydning (ApG 19,32.39.41).

Før vi ser nærmere på dette ord, må vi dog først se lidt på forhistorien for et andet ord, som jeg vil sammenligne det med. Συναγωγή forekommer to eller tre gange hos Platon (således Theaitetos 150 a), men er på ingen måde et gammelt ord i klassisk græsk, og her mangler det helt den tekniske betydning, som det allerede i Septuaginta og endnu tydeligere i Apokryferne tegner til at få, og som det i Det Nye Testamente viser sig at have fået fuldt ud. Men selv om συναγωγή bevægede sig i den retning, lagde det ikke den betydning bag sig, som var den eneste, det kendte i klassisk græsk; det betegner ofte, ligesom dér, enhver samling eller sammenføring af personer eller ting. Således har vi dér συναγωγὴ ἐθνῶν (1 Mos 48,4), συναγωγὴ ὑδάτων (Es 19,16), συναγωγὴ χρημάτων (Sir 31,3) og lignende. [udtrykkene betyder «en forsamling af folk», «en samling af vand» og «en samling af rigdom».] Det var i tiden mellem afslutningen af den gammeltestamentlige kanon og begyndelsen af den nytestamentlige, at συναγωγή fik den tekniske betydning, som det har fuldt ud, da evangeliehistorien begynder. Dér betegner det nemlig de steder, der var afsat til gudstjeneste og til oplæsning og udlægning af Guds ord – «synagogerne», som de kaldes. De kunne oprettes i et ubegrænset antal og var det nødvendige supplement til templet, som efter Guds hensigt kun var og kun kunne være ét.

Men tilbage til ἐκκλησία. Dette ord gik ikke, som visse andre ord, direkte og i ét skridt fra den hedenske verden over i den kristne kirke. Her som så ofte er det Septuaginta, der danner bindeleddet og overgangen; det er dér, ordet bliver forberedt til sin allerhøjeste betydning. Da de alexandrinske oversættere gik i gang med at oversætte de hebraiske skrifter, stødte de på to ord, der gik igen hele tiden, nemlig עֵדָה og קָהָל. For dem brugte de i almindelighed συναγωγή og ἐκκλησία som de mest dækkende græske ækvivalenter. Den regel, de synes at have sat sig selv, er denne: at oversætte עדה for det meste med συναγωγή (2 Mos 12,3; 3 Mos 4,13; 4 Mos 1,2 og i alt mere end hundrede gange) og, hvilke andre gengivelser af ordet de end måtte bruge, aldrig i et eneste tilfælde at gengive det med ἐκκλησία. Man kunne ønske, at de havde været lige så konsekvente med קהל; men det har de ikke været. For selv om ἐκκλησία er deres hyppigste gengivelse (5 Mos 18,16; Dom 20,2; 1 Kong 8,14 og i alt omkring halvfjerds gange), gengiver de alt for ofte også dette ord med συναγωγή (3 Mos 4,13; 4 Mos 16,3; 5 Mos 5,22 og i alt omkring femogtyve gange), og dermed udvisker de for den græske læser den forskel, der utvivlsomt er mellem ordene. Den engelske King James-oversættelse (A.V.) mangler på samme måde en konsekvent gengivelse. Dens to ord er «congregation» og «assembly»; men i stedet for fast at lade det ene svare til det ene og det andet til det andet, gengiver den עדה snart med «congregation» (3 Mos 10,17; 4 Mos 1,16; Jos 9,27), snart med «assembly» (3 Mos 4,13); og omvendt קהל undertiden med «assembly» (Dom 21,8; 2 Krøn 30,23), men langt oftere med «congregation» (Dom 21,5; Jos 8,35).

Vitringa har en interessant drøftelse (De Synag. Vet. s. 77–89) af forskellen mellem disse to hebraiske synonymer, og resultatet sammenfattes i følgende udsagn: «Notat proprie קהל universam alicujus populi multitudinem, vinculis societatis unitam et rempublicam sive civitatem quandam constituentem, cum vocabulum עדה ex indole et vi significationis suae tantum dicat quemcunque hominum coetum et conventum, sive minorem sive majorem» (s. 80). [«קהל betegner egentlig hele mængden af et folk, der er forenet ved fællesskabets bånd og udgør en stat eller et samfund, mens ordet עדה efter sin art og betydning kun betegner en hvilken som helst sammenkomst og forsamling af mennesker, hvad enten den er mindre eller større.»] Og igen: «Συναγωγή, ut et עדה, semper significat coetum conjunctum et congregatum, etiamsi nullo forte vinculo ligatum, sed ἡ ἐκκλησία [==קהל] designat multitudinem aliquam, quae populum constituit, per leges et vincula inter se junctam, etsi saepe fiat non sit coacta vel cogi possit» (s. 88). [«Συναγωγή betegner ligesom עדה altid en forenet og samlet forsamling, også selv om den måske ikke er bundet af noget bånd; men ἡ ἐκκλησία betegner en mængde, der udgør et folk og er knyttet sammen indbyrdes ved love og bånd, selv om det ofte sker, at den ikke er samlet eller kan samles.»] Hvis vi godtager dette som en rigtig skelnen, vil vi se, at det ikke var uden god grund, at vor Herre (Matt 16,18; 18,17) og hans apostle gjorde krav på dette som det ædlere ord til at betegne det nye fællesskab, som han grundlagde – et fællesskab, der var knyttet sammen af de tætteste åndelige bånd og helt uafhængigt af sted.

Alligevel ser vi ikke, at betegnelsen ἐκκλησία helt blev taget fra den jødiske menighed; også den var «menigheden i ørkenen» (ApG 7,38), for den kristne og den jødiske menighed var kun forskellige i grad, ikke i art. Heller ikke ser vi, at kirken helt gav afkald på συναγωγή. Den sidste hæderlige brug af ordet i Det Nye Testamente – ja, den eneste kristne brug af det dér – står hos den apostel, som i særlig grad fik til opgave at holde de ydre bånd mellem synagogen og kirken ubrudte så længe som overhovedet muligt, nemlig hos Jakob (Jak 2,2). Jeg kan tilføje, at ἐπισυναγωγή to gange bruges i hæderlig forstand, men i en mere almen betydning (2 Thess 2,1; Hebr 10,25). Af og til finder vi også hos de tidlige kirkefædre, for eksempel hos Ignatius (Ep. ad Polyc. 4; andre eksempler hos Suicer, s. v.), at συναγωγή stadig bruges som en hæderlig betegnelse for kirken eller for dens forsamlingssteder. Der var dog kræfter på spil, som fik de troende til at have mindre og mindre lyst til at bruge dette navn om sig selv og til sidst helt at overlade det til dem, som Herren i kanonens sidste bog på grund af deres voldsomme modstand mod sandheden ligefrem havde betegnet som «Satans synagoge» (Åb 3,9; jf. Joh 8,4 [sandsynligvis Joh 8,44]). Vi har allerede set, at betegnelsen ἐκκλησία var mere passende og værdig. Dertil kom, at kirken i stadig højere grad slog rod i den hedenske verdens jordbund og mere og mere helt brød løs fra sin jødiske stamme og rod. Alene dette ville have fået de troende til at lade συναγωγή falde – et ord, der ikke havde nogen så hæderlig historie at se tilbage på og var varigt forbundet med jødisk gudsdyrkelse – og i stadig mere eksklusiv grad at tage ἐκκλησία til sig, et ord, der allerede var så velkendt og havde så hæderlig en betydning for græske ører. Det er værd at bemærke, at ebionitterne, der i virkeligheden var en jødisk sekt, selv om de for en tid havde fundet vej ind i den kristne kirke, anerkendte, at denne fordeling af betegnelserne var rigtig. Epifanios (Haeres. xxx. 18) beretter om dem: συναγωγὴν δὲ οὗτοι καλοῦσιν τὴν ἑαυτῶν ἐκκλησίαν, καὶ οὐχὶ ἐκκλησίαν. [«Men disse kalder deres kirke en synagoge og ikke en kirke.»]

Af det, der er sagt, vil man se, at Augustin ved et held, som han ikke havde nogen ret til at vente, kun tog halvt fejl. Han overførte sine latinske etymologier til græsk og hebraisk uden at standse op og spørge, om de holdt dér – hvad der var usandsynligt nok – og fandt grunden til at tilskrive den jødiske kirke συναγωγή og den kristne ἐκκλησία i, at «convocatio» (== ἐκκλησία) er et ædlere ord end «congregatio» (== συναγωγή). Det første betyder nemlig egentlig at kalde mennesker sammen, det andet at samle («congregatio» af «congrego» og det igen af «grex», hjord) kvæg sammen.3 Se Field, On the Church, i. 5.

Πανήγυρις adskiller sig fra ἐκκλησία ved, at der i ἐκκλησία, som allerede nævnt, altid lå tanken om en forsamling, der kom sammen for at behandle sager. Πανήγυρις var derimod en højtidelig forsamling med henblik på festlig glæde; derfor finder man det hele tiden forbundet med ἑορτή, fx hos Filon, Vit. Mos. ii. 7; Ez 46,11; jf. Hos 2,11; 9,5 og Es 66,10, hvor πανηγυρίζειν == ἑορτάζειν. Ordet har givet os «panegyrik», som egentlig er en festtale, holdt ved en af disse store festforsamlinger. Der kunne opstå handel ud af, at så store mængder var samlet, eftersom mange af forskellige grunde gerne ville benytte sig af sammenkomsten – men kun på samme måde som et «fair» er vokset ud af en «feria», og en «holiday» ud af en «holy-day» [det engelske «fair» (marked) kommer af latin «feria» (festdag), og «holiday» (fridag) af «holy-day» (helligdag)]. Strabon (x. 5) lægger mærke til det forretningsmæssige præg, som πανηγύρεις almindeligvis fik (ἥ τε πανήγυρις ἐμπορικόν τι πρᾶγμα [«festforsamlingen er en slags handelsanliggende»]; jf. Pausanias, x. 32. 9). Det var faktisk i så høj grad deres fremtrædende træk, at romerne gengav πανήγυρις med «mercatus» [marked], og det endda når det var De Olympiske Lege, der var tale om (Cicero, Tusc. v. 3; Justinus, xiii. 5). Disse og de andre højtidelige lege var i fremtrædende grad, om end ikke udelukkende, det græske folks πανηγυρεις (Thukydid, i. 25; Isokrates, Paneg. 1). Holder vi fast i denne festlige karakter ved πανήγυρις, vil vi se, at ordet passer særligt godt i Hebr 12,23, det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor det forekommer. Apostlen fremstiller dér fællesskabet mellem den stridende kirke på jorden og den sejrende kirke i himlen – mellem kirken, der slider og lider her, og den kirke, hvorfra al træthed og møje for evigt er forsvundet (Åb 21,4). Og hvordan kunne han bedre beskrive den sidste end som en πανήγυρις, som himlens glade og festlige forsamling? Meget smukt skriver Delitzsch (in loc.): «Πανήγυρις ist die vollzählige zahlreiche und inbesondere festliche, festlich fröhliche und sie ergötzende Versammlung. Man denkt bei πανήγυρις an Festgesang, Festreigen und Festspiele, und das Leben vor Gottes Angesicht ist ja wirklich eine unaufhörliche Festfeier.» [«Πανήγυρις er den fuldtallige, talrige og især festlige forsamling, der er festligt glad og fryder sig. Ved πανήγυρις tænker man på festsang, festdans og festlege, og livet for Guds ansigt er jo virkelig en uophørlig festfejring.»]

Fodnote 1 Zezschwitz har i sin meget interessante forelæsning Profangräcität und Biblischer Sprachgeist, Leipzig 1859, s. 5, sagt det fremragende: «Das Christenthum wäre nicht als was es siegend über Griechenthum und Römerthum sich ausgewiesen, hätte es zu reden vermocht, oder zu reden sich zwingen lassen müssen, nach den Grundbegriffen griechischen Geisteslebens, griechischer Weltanschauung. Nur sprachumbildend, ausstossend was entweiht war, hervorziehend was griechische Geistesrichtung ungebührlich zurückgestellt hatte, verklärend endlich womit das ächtmenschliche, von Anfang an so sittlich gerichtete Griechenthum die Vorstufen der göttlichen Wahrheit erreicht hatte: nur so ein in seinen Grundbegriffen christianisirtes Griechisch sich anbildend konnten die Apostel Christi der Welt, die damals der allgemeinen Bildung nach eine griechische war, die Sprache des Geistes, der durch sie zeugte, vermitteln.» [«Kristendommen ville ikke have vist sig at være det, som den sejrende over den græske og den romerske verden viste sig at være, hvis den havde kunnet tale – eller havde måttet lade sig tvinge til at tale – ud fra grundbegreberne i det græske åndsliv og den græske verdensanskuelse. Kun ved at omforme sproget, støde ud, hvad der var vanhelliget, drage frem, hvad den græske åndsretning urimeligt havde skubbet i baggrunden, og endelig herliggøre det, hvormed den ægte menneskelige og fra begyndelsen så etisk orienterede græske kultur havde nået forstadierne til den guddommelige sandhed – kun ved således at danne sig et græsk, der var kristnet i sine grundbegreber, kunne Kristi apostle formidle sproget for den Ånd, der vidnede gennem dem, til en verden, som dengang i sin almene dannelse var græsk.»]

Fodnote 2 Begge disse pointer fremhæves godt af Flacius Illyricus i hans Clavis Scripturae, s. v. Ecclesia: «Quia Ecclesia a verbo καλεῖν venit, hoc observetur primum; ideo conversionem hominum vocationem vocari, non tantum quia Deus eos per se suumque Verbum, quasi clamore, vocat; sed etiam quia sicut herus ex turbâ famulorum certos aliquos ad aliqua singularia munia evocat, sic Deus quoque tum totum populum suum vocat ad cultum suum (Hos 11,1), tum etiam singulos homines ad certas singularesque functiones. (ApG 13,2.) Quoniam autem non tantum vocatur Populus Dei ad culture Dei, sed etiam vocatur ex reliquâ turbâ aut confusione generis humani, ideo dicitur Ecclesia, quasi dicas, Evocata divinitus ex reliquâ impiorum colluvie, ad cultum celebrationemque Dei, et aeternam felicitatem.» [«Da ordet Ecclesia kommer af verbet καλεῖν, skal man først bemærke dette: at menneskers omvendelse kaldes en kaldelse, ikke kun fordi Gud kalder dem ved sig selv og sit ord, som med et råb, men også fordi Gud – ligesom en herre af skaren af tjenere kalder nogle bestemte ud til særlige opgaver – både kalder hele sit folk til at tjene sig (Hos 11,1) og også de enkelte mennesker til bestemte og særlige tjenester (ApG 13,2). Men da Guds folk ikke blot kaldes til at tjene Gud, men også kaldes ud af den øvrige mængde og forvirring i menneskeslægten, kaldes det Ecclesia – som om man sagde: af Gud kaldt ud fra den øvrige sump af ugudelige til at tjene og prise Gud og til den evige salighed.»] Jf. Witsius, In Symbol. s. 394–397.

Fodnote 3 Enarr. in Ps. lxxxi. 1: «In synagogâ populum Israël accipimus, quia et ipsorum proprie synagoga dici solet, quamvis et Ecclesia dicta sit. Nostri vero Ecclesiam nunquam synagogam dixerunt, sed semper Ecclesiam: sive discernendi caussâ, sive quod inter congregationem, unde synagoga, et convocationem, unde Ecclesia nomen accepit, distet aliquid; quod scilicet congregari et pecora solent, atque ipsa proprie, quorum et greges proprie dicimus; convocari autem magis est utentium ratione, sicut sunt homines.» [«Ved synagogen forstår vi Israels folk, for det er egentlig deres forsamling, der plejer at kaldes synagoge, skønt den også er blevet kaldt kirke. Men vore egne har aldrig kaldt kirken en synagoge, men altid kirken – enten for at skelne, eller fordi der er en vis forskel mellem congregatio (sammendrivning), som synagogen, og convocatio (sammenkaldelse), som kirken har fået sit navn efter. For også kvæg plejer at drives sammen, ja, egentlig netop kvæg, som vi jo også egentlig bruger ordet hjorde om; men at kaldes sammen hører snarere til dem, der bruger fornuften, sådan som mennesker gør.»] Det samme siger forfatteren af en kommentar til Ordsprogenes Bog, som tidligere blev tilskrevet Hieronymus (Opp. bd. v, s. 533), og som Vitringa (s. 91) citerer som Hieronymus'.