ii. θειότης, θεότης.

Ingen af disse ord forekommer mere end én gang i Det Nye Testamente: θειότης kun i Rom 1,20 (og én gang i De Apokryfe Bøger, Visd 18,9), θεότης i Kol 2,9. I den engelske King James-oversættelse (A.V.) har vi gengivet begge med «Godhead» [guddom]. Alligevel må de ikke opfattes som ensbetydende, og heller ikke som to forskellige former af samme ord, der med tiden har skilt sig ud fra hinanden og fået hver sin betydningsnuance. Der er tværtimod en reel forskel på dem, og den bunder i deres forskellige afledning: θεότης kommer af Θεός, mens θειότης ikke kommer af τὸ θεῖον, som næsten, men ikke helt, svarer til Θεός, men af tillægsordet θεῖος.

Sammenligner vi de to steder, hvor de hver især forekommer, ser vi straks, hvor rammende det ene ord er brugt det ene sted og det andet ord det andet sted. På det første sted (Rom 1,20) erklærer Paulus, hvor meget af Gud der kan kendes ud fra den åbenbaring af sig selv, som han har givet i naturen, ud fra de spor af sig selv, som mennesker overalt kan følge i verden omkring dem. Men det er ikke den personlige Gud, noget menneske kan lære at kende ved disse hjælpemidler – ham kan man kun kende ved hans åbenbaring af sig selv i sin Søn – men kun hans guddommelige egenskaber, hans majestæt og herlighed. Det fornemmer Theofylakt, der til Rom 1,20 angiver μεγαλειότης som ensbetydende med θειότης. Og der er ingen tvivl om, at Paulus bruger dette mere vage, mere abstrakte og mindre personlige ord, netop fordi han vil fastslå, at mennesker kan kende Guds kraft og majestæt, hans θεῖα δύναμις (2 Pet 1,3), ud fra hans gerninger – men ikke vil antyde, at de kan kende ham selv ud fra dem eller ud fra noget, der er mindre end åbenbaringen af hans evige Ord.1 Lignende grunde får ham til at bruge τὸ θεῖον snarere end ὁ θεός, da han taler til athenerne på Areopagos (ApG 17,29).

Men på det andet sted (Kol 2,9) erklærer Paulus, at i Sønnen bor hele den absolutte guddoms fylde. Det var ikke blot stråler af guddommelig herlighed, der forgyldte ham og for en tid oplyste hans person med en glans, som ikke var hans egen; nej, han var og er absolut og fuldkommen Gud. Og apostlen bruger θεότης for at udtrykke denne væsensmæssige og personlige guddom hos Sønnen, med Augustins ord (De Civ. Dei, vii. 1): «Status ejus qui sit Deus.» [«Tilstanden hos den, som er Gud.»] Således siger Beza med rette: «Non dicit: τὴν θειότητα, i.e. divinitatem, sed τὴν θεότητα, i.e. deitatem, ut magis etiam expresse loquatur;... ἡ θειότης attributa videtur potius quam naturam ipsam declarare.» [«Han siger ikke τὴν θειότητα, dvs. guddommeligheden, men τὴν θεότητα, dvs. guddommen, for at udtrykke sig endnu tydeligere; … ἡ θειότης synes snarere at betegne egenskaberne end selve naturen.»] Og Bengel: «Non modo divinae virtutes, sed ipsa divina natura.» [«Ikke blot guddommelige kræfter, men selve den guddommelige natur.»] De Wette har forsøgt at udtrykke forskellen i sin tyske oversættelse ved at gengive θειότης med «Göttlichkeit» [guddommelighed] og θεότης med «Gottheit» [guddom].

Der har ikke manglet folk, som har benægtet, at Paulus havde nogen sådan forskel i tankerne. De bygger denne benægtelse på den antagelse, at der ikke på overbevisende måde kan påvises nogen sådan forskel på de to ords betydning. Men selv hvis en sådan forskel ikke kunne påvises i klassisk græsk, ville det i sig selv slet ikke være afgørende for sagen. Kristi evangelium kunne alligevel lægge ny betydning ind i ordene og igen hente den frem af dem og udvikle skjulte forskelle, som de, der hidtil havde brugt ordene, måske ikke havde haft brug for, men som nu var blevet nødvendige. Og at denne forskel mellem «guddom» og «guddommelighed» – hvis jeg må bruge disse ord for henholdsvis θεότης og θειότης – er en forskel, man måtte føle stærkt, og som derfor ville søge at komme til udtryk i den kristne teologi, det har vi et slående bevis på i den kendsgerning, at de latinske kristne forfattere ikke var tilfredse med «divinitas», som de fandt parat hos Cicero og andre, og som de undertiden nøjedes med at bruge (se Piper, Theol. Stud. u. Krit. 1875, s. 79 ff.). I stedet prægede de selv «deitas» som den eneste dækkende latinske gengivelse af det græske θεότης. Vi har Augustins udtrykkelige vidnesbyrd om dette (De Civ. Dei, vii. 1): «Hanc divinitatem, vel ut sic dixerim deitatem; nam et hoc verbo uti jam nostros non piget, ut de Graeco expressius transferant id quod illi θεότητα appellant, &c.» [«Denne guddommelighed, eller om jeg så må sige: guddom; for vore folk vægrer sig nu ikke ved også at bruge dette ord, så de mere præcist kan overføre fra græsk det, som grækerne kalder θεότης, osv.»]; jf. x. 1, 2. Men lad os ikke lægge vægt på dette, heller ikke på ordenes forskellige etymologi – at det ene er τὸ εἰναί τινα θεόν, det andet τὸ εἰναί τινα [eller τι] θεῖον – som så tydeligt peger på denne forskel i deres betydning; også eksemplerne, så vidt de kan fremføres, støtter det samme. Både θεότης og θειότης er, som abstrakte ord i almindelighed på alle sprog, kommet sent ind i sproget, og det ene af dem, θεότης, er yderst sjældent. Faktisk er der hidtil kun fremført to eksempler på det fra klassisk græsk, det ene fra Lukian (Icarom. 9), det andet fra Plutark (De Def. Orac. 10): οὕτως ἐκ μὲν ἀνθρώπων εἰς ἥρωας, ἐκ δὲ ἡρώων εἰς δαίμονας, αἱ βελτίονες ψυχαὶ τὴν μεταβολὴν λαμβάνουσιν. ἐκ δὲ δαιμόνων ὀλίγαι μὲν ἔτι χρόνῳ πολλῷ δι᾽ ἀρετῆς καθαρθεῖσαι παντάπασι θεότητος μετέσχον; men til disse kan føjes et tredje, også fra Plutark (De Isid. et Osir. 22). I dem alle udtrykker ordet, i overensstemmelse med det synspunkt, der her hævdes, guddom i absolut forstand, eller i hvert fald i så absolut en forstand, som hedningerne kunne forestille sig den. Θειότης er et langt almindeligere ord, og overalt, hvor det bruges, bekræfter det den forskel, der her er draget. I det, som θειότης tillægges, er der altid en tilsynekomst af det guddommelige, af visse guddommelige egenskaber, men aldrig absolut, væsensmæssig guddom. Således tillægger Lukian (De Cal. 17) Hefaistion θειότης, da Alexander efter hans død ville ophøje ham til en gud; og Plutark taler om θειότης τῆς ψυχῆς (De Plac. Phil. v. 1; jf. De Is. et Os. 2; Sull. 6), foruden forskellige andre steder i samme retning.

Til slut kan det bemærkes, at uanset om Paulus havde denne forskel i tankerne eller ej – og det er jeg fuldt overbevist om, at han havde – så slog den sig fast i kirkens senere teologiske sprog. De græske kirkefædre bruger aldrig θειότης, men altid θεότης, som det eneste ord, der fuldt ud udtrykker den væsensmæssige guddom hos hver af de tre personer i den hellige Treenighed.

Fodnote 1 Cicero (Tusc. i. 13): «Multi de Diis prava sentiunt; omnes tamen esse vim et naturam divinam arbitrantur.» [«Mange har forkerte meninger om guderne; men alle mener dog, at der findes en guddommelig kraft og natur.»]