cvi. ἀστεῖος, ὡραῖος, καλός.

Ἀστεῖος forekommer to gange i NT (ApG 7,20 og Hebr 11,23), og begge gange er det et tillægsord om Moses. Det er hentet fra 2 Mos 2,2, hvor Septuaginta bruger ordet som gengivelse af det hebraiske טוֹב; sml. Filon, De Vitâ Mos. i. 3. Det τῷ Θεῷ, som i ApG 7,20 er føjet til ἀστεῖος, har voldt fortolkerne ikke så lidt hovedbrud, hvad de mange forskellige gengivelser af udtrykket tydeligt viser. Jeg skal nævne nogle få: «gratus Deo» [behagelig for Gud] (Vulgata); «loved of God» (Wiclif); «a proper child in the sight of God» (Tyndale); «acceptable unto God» (Cranmer, Genève-bibelen og Rheims); «exceeding fair» (den engelske King James-oversættelse, A.V.). Den sidste gengivelse, som gør τῷ Θεῷ til en forstærkning af den høje kvalitet ved det, der således prises, kommer nok sandheden nærmest; sml. en lignende vending i Jon 3,3: πόλις μεγάλη τῷ Θεῷ [en stor by for Gud, dvs. en overordentlig stor by]. I Hebr 11,23 har alle vores engelske oversættelser «a proper child» (et smukt barn), og det ville ikke være let at gøre det bedre, selv om «proper» brugt på den måde er lidt gammeldags.

Det ἄστυ (by), som ligger i ἀστεῖος og danner dets grundlag, fortæller os straks, hvor ordet tager sit udgangspunkt, og forklarer de skiftende betydninger, det gennemløber. Først er den ἀστεῖος, som er født og opvokset, eller i hvert fald opdraget, i byen, og som på den måde er «urban». Men man kan gå ud fra, at den bybårne («urban») også er dannet og høflig («urbane»), så han vidner om den venlige, civiliserende indflydelse fra livet blandt mennesker og omgangen med dem, som han har nydt godt af. Dermed får ἀστεῖος et vist etisk skær, som er virkeligt, selv om det måske ikke stikker særlig dybt; den, der er sådan, stilles underforstået over for ἀγροῖκος, bondeknolden, tølperen, fæstebonden. I et lærerigt sted hos Xenofon (Cyrop. ii. 2. 12) beskrives οἱ ἀστεῖοι således også som εὐχάριτες, dvs. imødekommende og elskværdige, i ordets mere beskedne betydning. Dernæst antager man, at den højere dannelse, som den bybårne nyder, vil vise sig i selve hans ydre, der er formet og præget af humaniserende indflydelser. Således kan man gå ud fra, at den ἀστεῖος er smuk at se på og velskabt, og en tanke om skønhed – dog i reglen ikke af høj karakter – finder meget tydeligt vej ind i ordet. Således stiller Plutark(De Soc. Gen. 584 c) ἀστεῖος op over for αἰσχρος, det ligefrem grimme, og således er også Judit ἀστεῖα (Jdt 9,23), svarende til det εὐπρόσωπος, der bruges om Sara (1 Mos 12,11).

Ὡραῖος er et ord, der hele tiden går igen i Septuaginta, hvor det gengiver en lang række forskellige hebraiske ord. I NT forekommer det kun fire gange (Matt 23,27; ApG 3,2.10; Rom 10,15). De trin, hvorved det får betydningen smuk, som det har alle disse steder, er få og ikke svære at følge. Alt, hvad der i denne verden lever under vækstens og forfaldets love, har sin «time» eller ὥρα, dvs. den periode, hvor det tager sig smukkest ud med den ynde eller skønhed, det måtte have. Denne ὥρα, som altså er vendepunktet i dets tilværelse, tiden, hvor det er yndigst og bedst, giver ὡραῖος, først i betydningen rettidig – således ὡραῖος θάνατος hos Xenofon, en rettidig død, fordi den er hæderfuld – og siden i betydningen smuk (in voller Entwicklung oder Blüte stehend [som står i fuld udfoldelse eller blomstring], Schmidt).

Man vil se, at ἀστεῖος og ὡραῖος når frem til ét og samme mål, så «fair», «proper» eller «beautiful» (smuk) kunne gengive det ene eller begge; men de når dertil ad helt forskellige veje, eftersom de hviler på helt forskellige billeder. Det ene hører kunsten til, det andet naturen. I ἀστεῖος er forestillingerne om nethed, symmetri, elegance og til sidst mere eller mindre skønhed bundet sammen. Det er i reglen noget lille, ἀστεῖος antyder, også når det er noget, der fremstilles til vores beundring. Således indrømmer Aristoteles, at små mennesker (οἱ μικροί) kan være ἀστεῖοι og σύμμετροι, nette og velskabte, men han nægter dem betegnelsen καλοί. Med ὡραῖος er det anderledes. I det kommer den tanke til orde, at alt, hvad der hører denne forgængelige verden til, mister ynden i sin skikkelse, men at det har sin «time», hvor kort den end er: tiden for dets højeste fuldkommenhed.

Det er meget interessant at iagttage de højere moralske sider og anvendelser af καλός, frem for alt den fuldkomne frihed, hvormed det færdes både i skønhedens og i godhedens verden og gør krav på dem begge som sine egne; men det skal vi ikke tale om her. Det er kun som betegnelse for skønhedens fysiske sider, at det kan sammenlignes med ὡραῖος her. Καλός, der siges at have samme oprindelse som det tyske «heil» og vores eget «whole»Etym. Note. 40 (Curtius, Grundzüge, 130), udtrykker, så langt tilbage vi kender det, skønhed, og vel at mærke skønhed set fra et synspunkt, der lå den græske ånd særlig nær: som den harmoniske helhed, ligevægten, forholdet og målet mellem alle delene indbyrdes i det, som tillægsordet bruges om. Basileios den Store (Hom. in Ps. xliv.) viser det fremragende, når han drager grænsen mellem det og ὡραῖος (Hom. in Ps. xliv): Τὸ ὡραῖον, siger han, τοῦ καλοῦ διαφέρει· ὅτι τὸ μὲν ὡραῖον λέγεται τὸ συμπεπληρωμένον εἰς τὸν ἐπιτήδειον καιρὸν πρὸς τὴν οἰκείαν ἀκμήν· ὡς ὡραῖος ὁ καρπὸς τῆς ἀμπέλου, ὁ τὴν οἰκείαν πέψιν εἰς τελείωσιν ἑαυτοῦ διὰ τῆς τοῦ ἔτους ὥρας ἀπολαβών, καὶ ἐπιτήδειος εἰς ἀπόλαυσιν· καλὸν δέ ἐστι τὸ ἐν τῇ συνθέσει τῶν μελῶν εὐάρμοστον, ἐπανθοῦσαν αὐτῷ τὴν χάριν ἔχον. [Det modne (ὡραῖον) adskiller sig fra det skønne; for modent kaldes det, som på det rette tidspunkt er nået frem til sin egen blomstring, ligesom vinstokkens frugt er moden, når den gennem årets tid har fået sin egen modning til fuldendelse og er egnet til at nydes; skønt er derimod det, som er velafstemt i delenes sammensætning og har ynde blomstrende over sig.] Sml. Platon, Tim. 365; Rep. x. 601 b, og Stallbaums note.