cv. δημιουργός, τεχνίτης.

«Builder and maker» (bygmester og skaber) kan ikke anses for en særlig tilfredsstillende gengivelse af τεχνίτης καὶ δημιουργός i Hebr 11,10, for «maker» siger ikke meget mere, end «builder» allerede har sagt. Ordene, som vi har dem, blev bragt ind i teksten af Tyndale og har siden bevaret deres plads i alle de protestantiske oversættelser, mens Wiclif har «craftyman and maker» og Rheims-oversættelsen «artificer and builder». Delitzsch finder denne forskel mellem dem: Gud betragtet som τεχνίτης ses som den, der udkaster planen og, om man så må sige, grundplanen til den himmelske stad. Han er δημιουργός, fordi han giver den guddommelige idé eller tanke i sit sind virkelig form og skikkelse. Denne fordeling af betydningen på de to ord, som i det væsentlige er Vulgatas («artifex et conditor») [kunstner og grundlægger] og i nyere tid Meyers (Baukünstler und Werkmeister) [bygningskunstner og værkmester], har den fordel, at det, som er først – for så vidt der findes et først og et sidst i ordenen af Guds værk – også nævnes først: den guddommelige hensigt før den guddommelige virkeliggørelse af den. Men den lider af en alvorlig mangel, nemlig at den tillægger τεχνίτης en betydning, som det er svært, hvis ikke umuligt, at finde noget eksempel på. Det er bestemt ikke en uværdig forestilling om Gud at tænke sig ham som den, der tegner grundplanen til den himmelske stad, og Hebræerbrevet med sine forbindelser til Filon og gennem ham til Platon er netop det sted, hvor vi kunne vente at møde den. Men τεχνίτης giver ikke det mindste grundlag for at tillægge ordet en sådan betydning, hverken på de andre steder, hvor det forekommer i NT (det er tre: ApG 19,24.38; Åb 18,22), eller på de tretten steder i Septuaginta og Apokryferne. Betydningen lader sig lige så lidt spore i det græsk, der ligger uden for de hellige skrifter. Selv om jeg altså mener, at δημιουργός og τεχνίτης kan og bør skelnes, kan jeg ikke godtage denne skelnen.

Men lad os først sige noget om hvert af ordene. Δημιουργός er et af de storslåede og, med henblik på den retoriske virkning, fint valgte ord, som er et så bemærkelsesværdigt og enestående træk ved Hebræerbrevet, og som stilistisk adskiller det så meget fra de andre breve. Ud over den ene forekomst der (Hebr 11,10) findes det én gang i Apokryferne (2 Makk 4,1), i Septuaginta slet ikke. Den egentlige betydning er, som ordet selv viser, «en, hvis værker står frem for offentlighedens blik» («cujus opificia publice prostant») [hvis værker ligger offentligt fremme]. Men dette med værkernes offentlige karakter er faldet ud af ordet, og tilbage er kun «skaber» eller «ophavsmand» – i mere eller mindre stor stil. Det er et af Platons yndlingsord, og han bruger det på mange forskellige måder. Således er retorikken overtalelsens δημιουργός (Gorg. 453 a); solen er ved sin tilstedeværelse eller sit fravær dagens eller nattens δημιουργός (Tim. 40 a); Gud er de dødelige menneskers δημιουργός (sml. Josefus, Antt. i. 7. 1). Der er i Den Hellige Skrift ingen antydning af, at ordet var optaget i tidens teosofiske eller filosofiske spekulationer, og heller ingen anelse om den fremtrædende rolle, det skulle komme til at spille i kommende stridigheder, selv om nogle af dem lå lige for døren.

Men når Gud, der får navnet δημιουργός, anerkendes som alle tings skaber – πατὴρ καὶ ποιήτης [fader og skaber], som Plutarkkalder ham (De Fac. in Orbe Lun. 13), πατὴρ καὶ δημιουργός [fader og skaber] hos Klemens af Rom – så fremhæver τεχνίτης, som ofte står sammen med det (således Lukian, Hipp. 8; Filon, Alleg. Leg. iii. 32), yderligere det, vi tør kalde skabelsens kunstneriske side. Det er denne side, som giver Cicero ret til at tale om Gud som «artifex mundi» [verdens kunstner]: han former og danner på mange og forunderlige måder det materiale, som han ved en tidligere viljesakt – tidligere, vel at mærke, i vores forestilling om den – har kaldt til eksistens. Hvis δημιουργός mere fremhæver den guddommelige skabers magt, udtrykker τεχνίτης snarere hans mangfoldige visdom, den uendelige variation og skønhed i hans hænders værker: «Hvor mangfoldige er dine værker; med visdom har du skabt dem alle!» Al skønheden i Guds verden erkender ham som sin ophavsmand, τοῦ κάλλους γενεσιάρχης [skønhedens ophav], som en forfatter i Apokryferne kalder ham, en forfatter, hvis videre ord jeg straks skal citere. Bleek (om Hebr 11,10) er derfor, som jeg ikke kan tvivle på, nærmere sandheden, når han siger: Durch τεχνίτης wird hier gleichfalls der Schöpfer bezeichnet, aber mit Beziehung auf alas Künstlerische in der Bereitung des Werkes [Med τεχνίτης betegnes også her Skaberen, men med henblik på det kunstneriske i udførelsen af værket]; og han citerer Visd 13,1: οὔτε τοῖς ἔργοις προσχότες ἐπέγνωσαν τὸν τεχνίτην [og ved at give agt på værkerne erkendte de heller ikke kunstneren]. Det er lidt ubekvemt at tage ordene, ikke i den rækkefølge de står i selve brevet, men i omvendt orden, δημιουργός først og τεχνίτης bagefter. Ulempen er dog ikke så stor som ved at beholde rækkefølgen, som vi finder den, og lade den styre vores tolkning, sådan som det forekommer mig, at Delitzsch har gjort.