Teserne

Tese I.

Hele Den Hellige Skrifts læreindhold, både i Det Gamle og i Det Nye Testamente, består af to lærdomme, der er grundlæggende forskellige fra hinanden, nemlig loven og evangeliet.

Tese II.

Kun den er en ren lærer, som ikke blot fremlægger alle troens artikler i overensstemmelse med Skriften, men også skelner ret mellem lov og evangelium.

Tese III.

At skelne ret mellem lov og evangelium er den vanskeligste og højeste kunst for kristne og teologer, og den kan kun Helligånden lære os i erfaringens skole.

Tese IV.

Den rette erkendelse af forskellen mellem lov og evangelium er ikke blot et herligt lys til den rette forståelse af hele Den Hellige Skrift, men uden denne erkendelse er og bliver Skriften også en helt lukket bog.

Tese V.

Den første og mest åbenlyse og grove måde at blande lov og evangelium sammen på er, når man – sådan som pavekirken, socinianerne [en antitrinitarisk bevægelse fra 1500-tallet] og rationalisterne gør – gør Kristus til en ny Moses eller lovgiver og dermed gør evangeliet til en gerningslære, mens man – sådan som pavekirken gør – fordømmer og forbander dem, der lærer evangeliet som et budskab om Guds frie nåde i Kristus. (S. 2)

Tese VI.

For det andet deles Guds ord ikke ret, når man ikke prædiker loven i hele dens strenghed og evangeliet i hele dets sødme, men blander noget evangelisk ind i loven og noget lovmæssigt ind i evangeliet.

Tese VII.

For det tredje deles Guds ord ikke ret, når man først prædiker evangeliet og så loven, først helliggørelsen og så retfærdiggørelsen, først troen og så omvendelsen, først de gode gerninger og så nåden.

Tese VIII.

For det fjerde deles Guds ord ikke ret, når man forkynder loven for dem, der allerede er forfærdede over deres synder, eller evangeliet for dem, der lever trygt i deres synder.

Tese IX.

For det femte deles Guds ord ikke ret, når man i stedet for at henvise de syndere, som loven har ramt og forfærdet, til ord og sakramente, anviser dem at tilkæmpe sig nådestanden ved at bede og kæmpe – nemlig at bede og kæmpe så længe, til de føler, at Gud har benådet dem.

Tese X.

For det sjette deles Guds ord ikke ret, når man prædiker om troen, enten sådan,

som om den døde tro, der blot holder noget for sandt, gør et menneske retfærdigt og frelst for Gud, selv trods dødssynder, eller

sådan, som om troen retfærdiggør og frelser på grund af den kærlighed og den fornyelse,

som den virker.

Tese XI.

For det syvende deles Guds ord ikke ret, når man kun vil trøste dem med evangeliet,

som ved loven har fået anger, ikke af frygt for Guds vrede og

straf, men af kærlighed til Gud. (S. 3)

Tese XII.

For det ottende deles Guds ord ikke ret, når man lærer sådan, som om angeren ved siden af

troen er en årsag til syndernes forladelse.

Tese XIII.

For det niende deles Guds ord ikke ret, når man kræver troen, som om

mennesket selv kunne skænke sig den eller i hvert fald medvirke til den, i stedet for at søge

at prædike den ind i hjertet ved at lægge selve evangeliets løfter frem.

Tese XIV.

For det tiende deles Guds ord ikke ret, når man kræver troen som en betingelse

for retfærdiggørelsen og frelsen, som om mennesket ikke alene ved troen, men også

på grund af troen, for troens skyld og i betragtning af troen bliver retfærdigt

og frelst for Gud.

Tese XV.

For det ellevte deles Guds ord ikke ret, når man gør evangeliet til en

omvendelsesprædiken.

Tese XVI.

For det tolvte deles Guds ord ikke ret, når man prædiker sådan, som om det

allerede var en sand omvendelse at aflægge visse laster og øve visse gerninger og

dyder.

Tese XVII.

For det trettende deles Guds ord ikke ret, når man beskriver de troende sådan,

som de ikke alle er, og som de ikke altid er, både hvad angår troens styrke og hvad angår

følelsen af troen og dens frugtbarhed.

Tese XVIII.

For det fjortende deles Guds ord ikke ret, når man beskriver menneskenes almindelige fordærv

sådan, som om også de sandt troende levede i herskende og forsætlige

synder. (S. 4)

Tese XIX.

For det femtende deles Guds ord ikke ret, når man prædiker, som om visse

synder i sig selv ikke var fordømmelige, men i sig selv tilgivelige.

Tese XX.

For det sekstende deles Guds ord ikke ret, når man binder frelsen til fællesskabet

med den synlige, rettroende kirke og frakender enhver, der tager fejl i en eller anden

trosartikel, frelsen.

Tese XXI.

For det syttende deles Guds ord ikke ret, når man lærer, at sakramenterne virker til frelse

ex opere operato [«i kraft af den udførte handling», dvs. alene ved at handlingen bliver udført, uden tro].

Tese XXII.

For det attende deles Guds ord ikke ret, når man gør en falsk forskel mellem opvækkelse og omvendelse og

forveksler ikke at kunne tro med ikke at

have lov til at tro.

Tese XXIII.

For det nittende deles Guds ord ikke ret, når man ved lovens krav, trusler eller løfter søger at bevæge

de ugenfødte til at aflægge synderne og gøre gode gerninger

og dermed gøre dem fromme, mens man søger at tvinge de genfødte til det gode

med lovmæssige påbud i stedet for at formane dem

evangelisk.

Tese XXIV.

For det tyvende deles Guds ord ikke ret, når man beskriver den utilgivelige synd mod

Helligånden sådan, som om den var utilgivelig på grund af sin størrelse.

Tese XXV.

For det enogtyvende deles Guds ord ikke ret, når man ikke i sin lære som helhed

lader evangeliet være det fremherskende. (S. 5)