Første aftenforelæsning. (12. september 1884.)

Mine kære venner! Vil I engang blive dygtige lærere i kirke og skole, er det nødvendigt og uomgængeligt, at I lærer alle den kristne åbenbarings lærdomme at kende på det allernøjeste. Men dermed er ikke alt det nødvendige gjort. Det er også nødvendigt, at I forstår at bruge disse lærdomme rigtigt; at I ikke blot har fattet dem klart med forstanden, men at de alle er trængt dybt ind i jeres hjerte og har vist deres guddommelige, himmelske kraft; at alle disse lærdomme er blevet så kostelige, så værdifulde og så dyrebare for jer, at I slet ikke kan andet end bekende dem med brændende hjerte og sige med Paulus: «Vi tror, derfor taler vi», og med alle apostlene: «Vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt.» Ganske vist har I ikke som apostlene set det med legemlige øjne og hørt det med legemlige ører, men I skal have erfaret det med åndelige øjne og ører. Nu er det mit mål i dogmatikken at grunde jer i hver enkelt lære og gøre jer visse på den. Derfor er denne fredagsaftentime beregnet på at gøre jer til rigtige praktiske teologer og at tale den kristne lære ret ind i hjertet på jer, så I engang kan træde frem som levende vidner, med Ånds og krafts bevis; så I ikke står på prædikestolen som døde statuer, men med frimodighed og glæde hjælper, hvor der er noget at hjælpe.

Den første og vigtigste lære er læren om retfærdiggørelsen. Men den anden lære følger straks efter: hvordan lov og evangelium skal skelnes. Det er skellet mellem loven og evangeliet, vi nu vil beskæftige os med. Det skal være genstand for vores alvorlige studium. Luther siger ganske vist, at han vil sætte den øverst og kalde en doktor i Den Hellige Skrift, som godt forstår denne kunst at skelne loven fra evangeliet. Men I må ikke tro, at jeg vil sætte mig øverst og regnes for en doktor i Den Hellige Skrift. Nej, så tager I meget fejl. Ganske vist bliver jeg af og til kaldt det, som et skældsord. Men også jeg vil langt hellere forblive en ydmyg elev og sætte mig ved vores Luthers fødder, sådan som han selv har lært denne lære af apostlene og profeterne. Hver gang I kommer til denne time, så kom med et stille suk i jeres (S. 6) hjerte om, at Gud rigeligt vil give os sin Helligånd, jer til at høre og mig til at undervise til frelse. Så vil vi gå i gang i fast tillid til, at Gud vil velsigne os, både i vores egne sjæle og i dem, vi skal frelse.

Sammenligner vi Den Hellige Skrift med andre skrifter, så lægger vi mærke til, at ingen bog synes så fuld af modsigelser som Bibelen – og ikke blot i biting, men i hovedsagen, i læren om, hvordan vi kan komme til Gud og blive frelst. Ét sted tilbydes alle syndere tilgivelse, et andet sted fastholdes alle synderes synder. Ét sted tilbydes alle mennesker det evige liv for intet. Et andet sted bliver mennesket pålagt selv at gøre noget. Denne gåde løser sig, når vi betænker, at der i Skriften findes to helt forskellige lærdomme: lovens lære og evangeliets lære.

§ Tese I.

Hele Den Hellige Skrifts læreindhold, både i Det Gamle og i Det Nye Testamente, består af to lærdomme, der er grundlæggende forskellige fra hinanden, nemlig loven og evangeliet.

Det er ganske vist ikke min hensigt i disse timer at behandle læren om lov og evangelium systematisk. Min hensigt er snarere at vise jer, hvor let man kan blande lov og evangelium sammen, skønt de er så forskellige fra hinanden, og det til stor skade for

tilhørerne, så begge lærdommes endelige formål bliver forspildt. Men I vil først betragte dette punkt med interesse, når I gør jer klart, hvori forskellen mellem loven og evangeliet består. Lov og evangelium adskiller sig ikke ved, at evangeliet er en guddommelig lære, mens loven er en menneskelig lære, der bygger på fornuften. Nej, alt, hvad Skriften indeholder af dem begge, er den levende Guds eget ord. Forskellen er heller ikke, at kun evangeliet er nødvendigt og loven ikke, som om loven blot var et tillæg, man i en nødsituation kunne undvære. Nej, begge er lige nødvendige for os. Uden loven forstår vi ikke evangeliet, og uden evangeliet hjælper loven os intet. Forskellen er heller ikke, som enfoldige mennesker ofte mener, at loven er Det Gamle Testamentes lære og evangeliet Det Nye Testamentes lære. Nej, der er evangelium i (S. 7) Det Gamle Testamente og lov i Det Nye Testamente. I Det Nye Testamente har Herren endda brudt lovens segl op for os; han har renset den for de jødiske forskrifter. Forskellen er heller ikke, at de to har forskelligt endemål, som om evangeliet var givet til frelse og loven til fordømmelse. Nej, begge har menneskers frelse som deres sidste mål; blot kan loven efter syndefaldet ikke bringe os til frelse, men kun forberede os på evangeliet. Og ved evangeliet får vi så også kraft til i nogen grad at opfylde loven. Forskellen er heller ikke, at disse lærdomme modsiger hinanden. Nej, der er ingen modsigelser i Skriften. De er blot forskellige og står i den skønneste harmoni med hinanden. Forskellen er heller ikke, at kun den ene af de to lærdomme er til for kristne og den anden ikke. Også for en kristen har loven stadig sin betydning. Ja, holder man op med at bruge den ene af de to, er man ikke længere en sand kristen. Forskellen mellem lov og evangelium består derimod i følgende: 1. De to lærdomme er forskellige med hensyn til den måde, de er blevet åbenbaret for mennesket på; 2. de er forskellige i deres indhold; 3. i deres løfter; 4. i deres trusler; 5. i den opgave og de virkninger, de har; 6. med hensyn til de personer, som den ene eller den anden lære skal prædikes for. Alle andre forskelle kan henføres til disse seks punkter. Nu vil vi også bevise ud fra Guds ord, hvad jeg har sagt.

Lov og evangelium er altså for det første forskellige med hensyn til den måde, de er blevet åbenbaret for mennesket på. Loven er skabt ind i mennesket og skrevet i dets hjerte. Ved syndefaldet er denne skrift i hjertet ganske vist blevet meget falmet, men den er ikke udslettet. Når loven prædikes selv for det mest ugudelige menneske, siger hans samvittighed derfor til ham: «Det er sandt», mens samvittigheden ikke siger ham det, når han hører evangeliet prædiket; ja, måske bliver han rasende. Selv det mest lastefulde menneske indser, at han burde gøre det, der står i loven. Hvordan kan det være? Fordi det er skrevet i hans hjerte. Anderledes er det med evangeliet. Evangeliet indeholder forkyndelsen og åbenbaringen af lutter frie nådegerninger fra Guds side, og dem kan man ikke selv slutte sig til. Det, Gud ifølge evangeliet har gjort, var han ikke nødt til at gøre, som om det ikke kunne være anderledes, hvis han ville forblive ret- (S. 8) færdig og kærlig. Nej, Gud ville stadig have været den evige kærlighed, selv om han havde ladet alle mennesker fare til Djævelen.

Rom 2,14–15: «For når hedninger, som ikke har loven, af natur gør lovens gerninger, er de, som ikke har loven, loven for dem selv; de viser nemlig, at lovens gerning står skrevet i deres hjerter, når deres samvittighed vidner med, det vil sige, når tankerne indbyrdes anklager eller forsvarer dem.» Her bevidner apostlen det: Også de blinde hedninger bærer moralloven i

deres hjerte og samvittighed. Dertil behøvede man ingen overnaturlig åbenbaring. De ti bud blev kun givet, for at den falmede skrift kunne blive frisket op igen. Rom 16,25–26: «Han, som kan styrke jer med mit evangelium, med Jesu Kristi forkyndelse og med åbenbaringen af den hemmelighed, som i evige tider har været skjult, men nu er blevet åbenbaret og ved profetiske skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle folkene for at føre dem til troslydighed.» Med klare ord bevidnes det her, at evangeliet fra verdens begyndelse ikke har kunnet udledes. Det er kun blevet kendt, fordi Helligånden har indgivet det til Guds hellige mennesker. Og hvor vigtig er denne forskel dog ikke! Alle religioner har noget af loven. Nogle blandt hedningerne er endda nået så vidt, at de har indset, at også en indre rensning af sjælen, en rensning af tanker og begær, er nødvendig. Men om evangeliet findes der intet andre steder end i den kristne religion. –

Hvis loven ikke var skrevet i menneskets hjerte, ville ingen høre på prædikenen om loven; alle ville vende sig bort. Man ville sige: «Det er grusomt, det kan man jo ikke holde.» Men prædik I bare loven! Selv om folk spotter, gør de det kun med munden; for det, I prædiker, prædiker deres samvittighed for dem hver eneste dag. Vi ville heller ikke omvende et eneste menneske med vores evangelium, hvis ikke loven gik forud. Vi ville ikke omvende nogen, hvis loven ikke var skrevet i hjertet. Jeg taler naturligvis om Gud, sådan som han har åbenbaret sig, og sådan som han har fastlagt sin bestemte frelsesorden. Han kunne jo have frelst alle ved sin blotte vilje.

For det andet adskiller lov og evangelium sig ved deres indhold. Loven siger os, hvad vi skal gøre. Om det siger evangeliet intet; det åbenbarer os kun, hvad Gud gør. Loven taler om vores gerninger, evangeliet om Guds store gerninger. I de ti bud finder I ti gange tilråbet: «Du (S. 9) skal!» Mere har loven ikke at råbe til os. Evangeliet derimod kræver slet ingenting. Tænk ikke: «Jamen, det kræver jo tro!» Forestil jer en, der er sulten, og I siger til ham, at han skal komme, sætte sig til bords og spise – så vil han ikke sige:

«Ah, hold nu op, du har ikke noget at befale mig.» Nej, han tager imod det som en venlig indbydelse. Sådan er det også med evangeliet. Det er en venlig indbydelse til de himmelske goder.

Gal 3,12: «Men loven er ikke af tro, men den, som gør disse ting, skal leve ved dem.» Et overordentlig vigtigt skriftsted! Loven ved intet om tilgivelse, intet om nåde. Loven siger ikke: «Hvis du angrer, hvis du forbedrer dig, så bliver resten tilgivet dig»; det står der ikke et ord om i loven. Den byder og kræver kun. Evangeliet derimod tilbyder kun; det vil ikke tage, men kun give. Derfor hedder det:

Joh 1,17: «Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.» – Evangeliet har intet andet end nåde og sandhed. Åh, hvor vigtigt er det ikke! Når vi læser loven, gransker i den og sammenligner os med den, bliver vi forskrækkede over de mange krav, der stilles til os, og vi ville fortvivle og være fortabte mennesker, hvis vi ikke havde andet. Men Gud være lovet! Vi har endnu en lære, evangeliet, og den holder vi os til. For det tredje er lov og evangelium forskellige i deres løfter. Loven lover noget lige så stort som evangeliet, nemlig det evige liv og saligheden. Men her viser den store forskel sig: Loven lover os alt på visse betingelser, nemlig på den betingelse, at vi opfylder loven fuldkomment. Derfor er løftet så meget mere sørgeligt, jo større det er. Loven rækker os maden, men ikke så langt hen, at vi kan nå den. Den rækker os saligheden som til en Tantalos. [I græsk mytologi måtte Tantalos stå i vand til halsen under frugttræer, men vandet og frugterne veg tilbage, hver gang han ville drikke eller spise.] Den siger ganske vist til os:

«Jeg vil slukke din tørstende sjæl og stille din sult», men den er ikke

i stand til det; for den siger altid: «Hvis du gør, hvad jeg befaler, skal du få det.» – Hvor anderledes er dog det dejlige, søde og trøsterige evangelium! Det lover os Guds nåde og salighed uden nogen betingelse overhovedet. Det er et løfte om fri nåde. Det kræver intet andet end: «Tag imod det, så har du det.» Men det er ingen betingelse, kun en venlig indbydelse. 3 Mos 18,5: «Derfor skal I holde mine love og mine forskrifter; for det menneske, der gør dem, skal leve ved dem.» Ingen anden bliver altså frelst ved loven. (S. 10) I Luk 10,26ff. svarer Kristus den selvretfærdige skriftkloge: «Hvad er der skrevet i loven, hvad læser du?» Og da den skriftkloge havde svaret helt rigtigt:

«Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv», siger Kristus til ham: «Gør dette, så skal du leve.» Her bevidner Herren: Går det efter loven, kan kun den, der opfylder loven, opnå saligheden. Men det ville ikke være en fortjeneste, at de, der gør hans vilje, skulle blive frelst; det ville være Guds godhed. Men denne betingelse styrter os ud i fortvivlelse.

Da Herren ville give disciplene besked om, hvad de skulle prædike, sagde han (Mark 16,15–16): «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Til evangeliet er der altså ikke knyttet nogen betingelse overhovedet; det er et nådeløfte.

Endvidere hedder det i Rom 3,23–24: «Der er ingen forskel; for alle har syndet og mangler herligheden fra Gud, og de erklæres retfærdige uden fortjeneste af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.»

Ef 2,8–9: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds; ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.» –

Ubetingede løfter om nåde og salighed finder vi i evangeliet. Åh, hvilken kostelig forskel! Når loven har slået os til jorden, kan vi med glæde løfte hovedet igen, for vi har en lære ud over loven, som slet ikke kræver noget. Hvis vi spurgte Jesus Kristus: «Hvad skal jeg da yde fra min side for at blive frelst?», ville han svare: «Ingen gerninger! Jeg har gjort det hele; du behøver ikke drikke en eneste dråbe af mit bæger.» Og betænker I det ret, mine venner, så må I hoppe og springe af glæde over, at også I har fået bragt dette glade budskab. Den, som alligevel hænger med hovedet og tænker: «Jeg er et skændigt menneske, for mig er der ingen tilgivelse», han forkaster netop evangeliet, han forkaster netop Kristus. Og selv om jeg havde begået de største synder, og selv om jeg måtte sige med Paulus: «Jeg er den største synder», ja, havde jeg Judas' synd og havde jeg begået Kains synd, så skal jeg alligevel tage imod evangeliet, for det kræver jo intet af mig.

For det fjerde er lov og evangelium forskellige med hensyn til truslerne. Evangeliet har jo slet ingen trusler, (S. 11) men kun trøst. Hvor I i Skriften finder en trussel, kan I være fuldt forvisset om, at den hører til loven. Åh, hvor saligt ville det menneske være, som rigtig trøstede sig ved dette! Men det må Helligånden virke i hver enkelt. Man kan det ikke, hvis Helligånden ikke virker det. Hvor Helligånden ikke gør det i et menneske, dér forbliver mennesket vantro. Men man må ikke tro, at evangeliet gør mennesket sorgløst og sikkert, fordi det intet ved om trusler. Nej, evangeliet fjerner lysten til synd hos den troende. – Loven derimod kender intet andet end trusler. Ligesom Abraham drev Hagar ud i ørkenen med et stykke brød og en flaske vand, sådan giver loven os et stykke brød og jager os så ud i ørkenen.

5 Mos 27,26: «Forbandet være den, der ikke opfylder alle denne lovs ord og handler efter dem. Og hele folket skal sige: Amen.» Ja, mennesket bliver af loven opfordret til at forbande sig selv. Kun et menneske, der er omgivet af helvedes mørke, kan tro, at han nok skal klare loven. Evangeliet gør det helt anderledes. Paulus siger i 1

Tim 1,15: «Dette ord er troværdigt og værdigt til al modtagelse, for Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.» Også den største blandt syndere får altså ingen trussel, men kun det sødeste løfte.

Luk 4,16–21: «Han kom til Nazaret, hvor han var vokset op, og på sabbatten gik han som sædvanlig i synagogen. Han rejste sig for at læse op, og man rakte ham profeten Esajas' bog. Han rullede bogen op og fandt det sted, hvor der står: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig til at bringe godt nyt til fattige. Han har sendt mig for at helbrede dem, der har et knust hjerte, for at råbe frihed ud til fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed og råbe et nådeår fra Herren ud. Så rullede han bogen sammen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig. Alle i synagogen sad med øjnene rettet mod ham. Han begyndte at tale til dem: I dag er dette skriftord gået i opfyldelse, mens I hørte på det.» –

Her siger Herren, hvad indholdet af hans lære, altså af evangeliet, er. Han ville sige: «Jeg er ikke kommet for at bringe en ny lov, men for at forkynde evangeliet.» Hans prædiken rummer lutter trøst og frelse for syndere. Åh, hvor lykkeligt er ikke det menneske, der ret forstår dette! Gud hjælpe os alle dertil! (S. 12)