Anden aftenforelæsning (19. september 1884)

Mine venner, så længe et menneske godt vil være kristen, men endnu ikke er det, så længe er han helt tilfreds med blot at kende de kristne lærdommes ydre omrids. Alt andet hører præsterne og teologerne til, siger han. En ikke-kristen har ingen interesse i at erkende alt det, Gud har åbenbaret, så klart som muligt. Men så snart et menneske bliver kristen, vågner der i ham en levende længsel efter Kristi lære. Selv den mest uuddannede bonde, der ikke før var omvendt, vågner pludselig op, når han bliver omvendt. Han begynder at tænke over Gud og himlen, frelse og fortabelse osv. og beskæftiger sig med de højeste spørgsmål i menneskelivet. Et eksempel har vi i de jøder, der kom til Kristus i store skarer, og ligeså i apostlene. Den skare hørte Kristus med stor glæde og undrede sig over, at han prædikede med myndighed og ikke som de skriftkloge; men for det meste blev det ved denne begejstring og denne undren. Anderledes var det med apostlene, som heller ikke var uddannede folk. De blev ikke stående, men stillede Kristus alle slags spørgsmål, og efter en lignelse sagde de: «Herre, forklar os denne lignelse.» Sådan var det også med folkene i Berøa, som hver dag granskede Skriften. Derfor siger Apologien meget rigtigt:

«For gode samvittigheder råber efter sandheden og efter ret undervisning ud fra Guds ord, og for dem er døden ikke så bitter, som det er bittert for dem, hvis de er i tvivl om et enkelt stykke; derfor må de søge, hvor de kan finde undervisning.» (Müller, s. 191.)

Men er det allerede et nødvendigt kendetegn på en almindelig kristen, at han stræber efter sandheden, efter guddommelig vished, så gælder det i endnu højere grad for en teolog. Man kan jo ikke forestille sig en teolog, der ikke har den største interesse for de kristne lærdomme. Den, der blot har gjort begyndelsen . . . i sit hjerte, regner intet punkt for ringe, og hver lærdom er for ham guld, sølv og ædelsten. Gud give, at det også er sådan med jer! Så kommer I heller ikke mætte til disse timer, men vil igen og igen spørge: «Hvad er sandhed?» – ikke som Pilatus, men som Maria, der sad ved Jesu fødder og lyttede til hvert ord, Kristus sagde. Så vil også denne time blive til stor velsignelse (s. 13) for jer, hvor ringe redskabet end er, som skal bringe jer sandheden nær. Det første er altså, at I tænker over, hvori disse to lærdomme adskiller sig fra hinanden. Vi har hørt, at lov og evangelium på

seks forskellige punkter adskiller sig fra hinanden. Fire af dem har vi allerede set på. Lad os nu komme til den femte forskel!

Den femte forskel angår de to lærdommes virkninger. Hvori består så lovens virkning? Den er tredobbelt. For det første siger loven os, hvad vi skal gøre, men giver os ingen kraft til det; tværtimod gør den os endnu mere uvillige til at holde loven. Mange omgås ganske vist loven som en regneregel. Men når loven først slår ned i hjertet, så sætter hjertet sig op imod Gud; så bliver mennesket rasende på den Gud, der kræver noget så umuligt af ham. Ja, han forbander Gud i sit hjerte, ja, han ville myrde Gud, hvis han kunne, og støde ham ned fra tronen, hvis det var muligt for ham. Lovens virkning er altså, at lysten til synd bliver endnu større.

For det andet afslører loven menneskets synder for ham, men viser ham ingen hjælp til at komme ud af dem og styrter mennesket ud i fortvivlelse.

For det tredje virker loven ganske vist anger og rædsel for helvede, for døden og for Guds vrede, men den har ikke en eneste lille dråbe trøst til synderen. Kommer der ikke andet til end loven, så må mennesket fortvivle, dø og gå til grunde i sine synder. Nu, efter syndefaldet, kan loven ikke virke andet i mennesket. Tænk godt over det! Det ser I af:

Rom 7,7–9: «Jeg vidste ikke af begæret, uden at loven sagde: Du må ikke begære. Men synden fik en anledning og virkede ved buddet enhver form for begær i mig. For uden lov er synden død. Men da buddet kom, levede synden op.»

Ingen hedning ved, at det onde begær i hjertet allerede er synd. De største moralister har sagt: «Det er ikke min skyld. Det kan jeg ikke gøre for, jeg kan ikke forhindre det.» Men Guds lov råber: «Du må ikke begære! Du må ikke have lyst!» Ja, vi må ikke engang nære det arvede begær. – Når et menneske ikke tænker på loven, så går synden ud og ind hos ham, og han ved slet ikke, at han synder. Spørg et verdensbarn, så vil det svare forundret (s. 14): «Jeg har ikke gjort noget ondt. Jeg har ikke slået nogen ihjel, jeg har ikke begået ægteskabsbrud, jeg har ikke stjålet» osv. Han mærker slet ikke, at synden går ud og ind hos ham. Men når loven farer ind i ham som et lyn, så erkender han, hvor stor en synder han er, og hvilke frygtelige, ugudelige tanker han har. Derfor siger apostlen: «Synden levede op», da loven kom. Loven afslører synden, men giver os ingen trøst. Havde vi kun loven, sådan som vi har den nu, og intet andet, så måtte vi gå evigt fortabt og fare til helvede. Straffene og forbandelsen i Guds lov vil først blive mærket i helvede; for loven skal opfyldes, den skal beholde sin guddommelige autoritet.

2 Kor 3,6: «Bogstavet slår ihjel.» Apostlen kalder loven bogstavet, fordi Gud skrev den med bogstaver på stentavlerne. Selv hedninger har erkendt, at loven virker det modsatte af det, den befaler. I kender utvivlsomt det ord af den sjofle digter Ovid: «Nitimur in vetitum semper cupimusque negata.» [«Vi stræber altid efter det forbudte og begærer det, der nægtes os.»] Han var selv et svin, og så siger han det ligeud: «Se, sådan gør jeg; jeg gør altid det, som andre anser for forbudt.»

Da israelitterne fik de ti bud ved Sinajbjerget, skælvede alting. Som naturen viste sig, sådan så det også ud i hjerterne. Gud ville allerede dengang på forhånd vise: «Se, sådan virker loven.» Derfor læser vi også om den rige unge mand, der kom til Kristus og spurgte, hvordan han kunne blive frelst, og som var så stærblind, at han slet ikke erkendte sin syndige fordærvelse: «Han gik bedrøvet bort.» Kristus kunne endnu ikke komme til denne unge mand med evangeliet; først måtte han overbevise ham om, at han slet ikke kunne opfylde loven. Så læser vi om landshøvdingen Felix, at da Paulus prædikede for ham om retfærdighed, om kyskhed og om dommen, så

blev han bange og sagde: «Gå nu, for denne gang. Når jeg får tid, vil jeg kalde dig til mig igen.» Men han lod ikke Paulus kalde igen, for han ville være fri for lovens torden og lyn. Og efter Peters lovprædiken på den første pinsedag hedder det: «Det stak dem i hjertet.» Men så spurgte de: «I mænd, brødre, hvad skal vi gøre?» – nemlig «for at blive frelst». Da svarede Peter dem: «Omvend jer, og lad hver af jer døbe i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse, så skal I få Helligåndens gave.» (s. 15) Helt anderledes er nu evangeliets virkninger. Den første består i, at evangeliet kræver troen, men i selve kravet skænker og giver den. Når vi prædiker: «Tro dog på Herren Jesus Kristus!», så giver Gud gennem os folk troen. Vi prædiker troen, og den, der ikke med vilje sætter sig imod, får troen. Det er ganske vist ikke ordets blotte ydre lyd, der gør det, men ordets indhold.

Evangeliets anden virkning er, at det slet ikke straffer synderen, men tager al rædsel, al frygt og al angst bort og fylder ham med fred og glæde i Helligånden. Da den fortabte søn kommer hjem igen, nævner faderen ikke med et eneste ord hans frygtelige, skændige levned; intet, intet siger faderen om det, men han falder den fortabte søn om halsen, kysser ham og tilbereder ham et herligt måltid. Det er en herlig lignelse, som viser os, hvad evangeliet virker. Det tager al uro bort og fylder os med salig, himmelsk fred.

For det tredje kræver evangeliet overhovedet intet godt af mennesket: intet godt hjerte, ingen god vilje, ingen forbedring, ingen fromhed, ingen kærlighed, hverken til Gud eller til mennesker. Det befaler intet, men det forvandler mennesket, planter kærligheden i hjertet og gør mennesket i stand til alle gode gerninger. Det kræver intet, men giver alt. Åh, har vi så ikke lyst til at hoppe og springe?

Disse evangeliets virkninger stilles os for øje i ApG 16 ved fangevogteren i Filippi. Da Paulus og Silas havde svaret på hans spørgsmål: «Herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» med ordene: «Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din husstand», siger han ikke først: «Ja, men hvordan skal jeg så bære mig ad med det?»

Nej, han tror, for disse ord har talt troen ind i hans hjerte. Straks hedder det om ham: «Han var lykkelig over, at han og hele hans husstand var kommet til tro på Gud.» Her ser I: Evangeliet giver den tro, det kræver; i kravet om tro ligger intet lovisk, men det er et krav i kærlighed. Rom 1,16: «For jeg skammer mig ikke over evangeliet, for det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.» Her er der tale om noget herligt. For når evangeliet giver den evige salighed, hvad kan der så være herligere, skønnere, saligere og mere dyrebart? (s. 16) Ef 2,8–10: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt, for at vi skulle vandre i dem.» Her beskrives evangeliet kort ud fra sine virkninger. Evangeliet siger ikke: «Du skal gøre gode gerninger», men det gør mig til et sådant menneske, til en sådan skabning, som slet ikke kan andet end tjene Gud og næsten. Åh, hvilken dyrebar virkning!

Gal 3,2: «Dette ene vil jeg vide af jer: Modtog I Ånden på grund af lovgerninger eller ved prædikenen om troen?» De måtte nok svare på det spørgsmål:

«Ved prædikenen om troen har vi fået et nyt hjerte; for før kunne vi ikke gøre noget godt. Vi er skabt om til en ny skabning.» Ligesom man ikke behøver at sige til solen, at den skal skinne, sådan er det helt spildt møje at sige til en sådan skabning: «Du skal gøre det og det.»

Endelig er lov og evangelium for det sjette forskellige med hensyn til de personer, som hver af dem skal prædikes for. Der er altså en forskel i objekterne. Subjectum operationis og finis cui [latinske dogmatiske fagudtryk: «virkningens genstand» og «den, som noget er bestemt for», dvs. de mennesker, hver af de to lærdomme skal virke på] er helt forskellige for de to lærdomme. Loven skal prædikes for de sikre syndere og evangeliet for de forskrækkede syndere. I øvrigt skal begge ganske vist prædikes, men spørgsmålet er: Hvem er de personer, som loven skal prædikes for og ikke evangeliet? Og omvendt.

1 Tim 1,8–10: «Vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som den skal bruges, når man ved dette, at loven ikke er bestemt for en retfærdig, men for lovløse og oprørske, ugudelige og syndere, gudløse og vanhellige, fadermordere og modermordere, mordere, utugtige, homoseksuelle, bortførere, løgnere, løftebrydere, og hvad der ellers er i modsætning til den sunde lære.»

For alle disse skal der altså kun prædikes lov og ikke en eneste lille dråbe evangelium. Så længe et menneske endnu har det godt i sine synder, så længe han endnu ikke vil give slip på den og den synd, så længe skal der kun prædikes den forbandende og fordømmende lov for ham. Men så snart han bliver forskrækket, så straks evangeliet, for så hører han ikke længere til de sikre syndere. Så længe Djævelen altså endnu holder dig fast i en synd, så længe er du endnu ikke evangeliets subjectum operationis, men lovens. (s. 17) Es 61,1–6: «Herrens ånd er over mig, derfor har Herren salvet mig. Han har sendt mig for at bringe de elendige et budskab, for at forbinde dem, hvis hjerte er knust, for at forkynde løsladelse for de fangne og åbne fængslet for de bundne, for at forkynde et nådeår fra Herren og en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger, for at skaffe de sørgende i Zion smykke i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg og smukke klæder i stedet for en modløs ånd.» «Hævnens dag fra vor Gud» er den dom, som Gud ville fuldbyrde over helvede og over Djævelen. Og hvilket budskab kan være mere herligt? Djævelen har skamferet menneskeslægten forfærdeligt og styrtet den i dyb elendighed. Det har Kristus så hævnet. Kristus har forkyndt for Djævelen: «Jeg har sejret over dig, og de mennesker, der er skabt i mit billede, skal ikke gå fortabt. Jeg har erhvervet dem frelsen.» Kun de, der overhovedet ikke vil frelses, går fortabt, for Gud tvinger ingen.

For sådanne stakkels, bedrøvede syndere skal der til gengæld ikke prædikes et eneste lille ord af loven. Ve den præst, som prædiker lov for sådan en vansmægtende synder! Præsten skal tværtimod sige til sådan et menneske: «Kom bare! Der er endnu plads! Og selv om du var nok så stor en synder, der er endnu plads! Og selv om du var en Judas, og selv om du var en Kain, der er endnu plads. Åh, kom bare til Jesus!» Sådanne mennesker er evangeliets subjectum operationis.

Hør nu et sted fra Luthers «Prædiken om forskellen mellem loven og evangeliet». Han skriver (W. IX, 416ff.): «Ved loven skal der ikke forstås andet end Guds ord og bud, hvori han befaler os, hvad vi skal gøre og lade være, og kræver vores lydighed og gerning af os. Det er let at forstå in causa formali, men meget svært in causa finali [latin: «med hensyn til dens form (hvad den er)» – «med hensyn til dens formål (hvad den skal udrette)»]. Men de love eller bud, som taler om gerninger, som Gud kræver af hver enkelt særskilt efter natur, stand, embede, tid og andre omstændigheder, er mangfoldige. Derfor siger de også ethvert menneske, hvad Gud har pålagt ham efter hans natur og embede og kræver af ham; for eksempel skal hustruen passe børnene og lade husbonden råde osv. Det er hendes bud. En tjener skal være sin herre lydig og gøre det andet, der hører til en tjeners embede. På samme måde har en tjenestepige også sin befaling. Men den almindelige lov, som angår os mennesker alle sammen, er denne, Matt 22,39: Du skal elske din næste som dig selv, råde og hjælpe ham i hans nød, som den nu kommer; hvis han sulter (s. 18), så giv ham mad; er han nøgen, så giv ham tøj, og hvad der ellers er af den slags. Det kaldes at afgrænse loven rigtigt og måle den af over for evangeliet, nemlig at loven hedder

og er det, som trænger på for at få vores gerninger. Evangeliet eller troen derimod er en sådan lære eller et sådant Guds ord, som ikke kræver vores gerninger og heller ikke befaler os at gøre noget, men byder os ganske enkelt at tage imod den tilbudte nåde med syndernes forladelse og evig salighed og lade den skænke os. Her gør vi jo intet, men tager kun imod og lader os give det, som skænkes og tilbydes os ved Ordet, idet Gud lover og lader dig sige: Dette og dette skænker jeg dig osv. Som i dåben, som jeg ikke har lavet, og som heller ikke er min gerning, men Guds ord og gerning: Der siger han til mig: Kom her, jeg døber dig og vasker dig fra alle dine synder; tag imod den, den skal være din. Når du nu lader dig døbe på den måde, hvad gør du så andet end at modtage og tage imod en sådan nådegave? Forskellen mellem loven og evangeliet er altså denne: Gennem loven kræves det, hvad vi skal gøre; den trænger på for at få vores gerning over for Gud og næsten. Men i evangeliet bliver vi kaldt til gaveuddelingen eller til den rige almisse, hvor vi skal tage og modtage Guds nåde og den evige salighed. Denne forskel er let at få øje på ud fra dette: Evangeliet tilbyder os Guds gave og skænk, hjælp eller frelse og byder os kun at holde sækken frem og lade os give; men loven giver intet, den tager og kræver af os. Nu er de to ting, at give og at tage, jo meget langt fra hinanden. For når noget skænkes mig, så bidrager jeg intet til det, men tager og modtager det og lader mig give det. Omvendt, når jeg i mit kald udfører det, som er mig befalet, og ligeledes råder og hjælper min næste, så modtager jeg intet, men giver til en anden, som jeg tjener. Sådan adskilles loven og evangeliet formali causa [latin: «med hensyn til deres form»]: Det ene lover, det andet befaler. Evangeliet giver og byder os at tage imod; loven kræver og siger: Det skal du gøre.»

Vi ser, at Luther ikke udvikler denne lære videnskabeligt, men at han vidnede om den som en profet. Derfor gjorde han så stort et indtryk. Havde han skrevet et latinsk, videnskabeligt værk om det, systematisk inddelt med A, a, a, alef, b, a, alef, c, a, alef, B, a osv., så havde folk tænkt: «Det er da en umådelig lærd mand», men det havde ikke gjort et sådant indtryk. Hos kirkefædrene finder vi næsten intet om denne forskel mellem loven og evangeliet. (s. 19)