Tredje aftenforelæsning. (26. september 1884.)

Mine venner, lige så smal som vejen til himlen er efter Kristi egne ord, lige så smal er også den rene læres vej. For den rene lære er netop intet andet end læren om vejen til himlen. Men ligesom et menneske let kan komme bort fra en smal, lidet befærdet sti gennem en tæt skov, enten til højre eller til venstre, uden at ville det og uden at vide af det, lige så let kan man også fare vild fra den rene læres smalle vej, som også kun få betræder, og som også fører gennem en tæt skov af vranglærer. Så styrter man enten ned i sværmeriets sump eller i fornuftsvisdommens afgrund. Det er ikke noget at spøge med. Den falske lære er en farlig sjælegift. Et helt stort selskab ved bordet kan drikke sig til den legemlige og timelige død, hvis der er blandet arsenik i bægrene. På samme måde kan også en stor tilhørerskare pådrage sig den åndelige og evige død, hvis den falske læres gift er blandet i prædikenen. Blot en eneste falsk trøst, blot en eneste falsk revselse kan berøve et menneske dets sjæls frelse. Og det sker så meget lettere, fordi vi alle af naturen er langt mere modtagelige for fornuftens blinkende og blændende lys end for sandheden: «Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd, for det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det» (1 Kor 2,14).

Heraf kan I se, hvor tåbeligt det er, ja, hvilken frygtelig forblindelse der viser sig, når man nu så mange steder håner den rene lære og

råber til os: «Hold nu endelig op med det skrig: Ren lære! Ren lære! Det fører kun til død ortodoksisme. Sørg hellere for et rent liv; på den måde vil I plante en sand kristendom.» Det er præcis, som hvis jeg ville sige til en landmand: «Tænk nu ikke hele tiden på god sæd; tænk hellere på gode frugter.» Netop omsorgen for den gode sæd er jo den rette omsorg for gode frugter. Sådan er også omsorgen for den rene lære den rette omsorg for en sand kristendom og for et sandt, kristent liv. Den falske lære er ukrudtssæden, som fjenden sår, og som ondskabens børn vokser op af. Hvedesæden er den rene lære; det er den sæd, som rigets børn kommer af, de børn, som allerede i dette liv hører til Jesu Kristi rige og engang skal optages i (S. 20) herlighedens rige. Gid Gud allerede nu ville give jer i hjertet en alvorlig frygt, ja, en ægte afsky for falsk lære, og af nåde skænke jer en hellig længsel efter den rene, frelsende sandhed, som Gud selv har åbenbaret. Det er jo først og fremmest det, disse aftentimer skal tjene til.

Lad os nu fortsætte vores betragtninger! Heller ikke i dag kan vi uden videre tage afsked med vores tese. Vi har ganske vist allerede set, hvordan lov og evangelium er forskellige fra hinanden. Vi er også blevet befæstet i denne erkendelse ved to vidnesbyrd fra Luther. Men nu er det nødvendigt, at I også får et eksempel at høre på, hvordan man skal fremføre disse to lærer uden at blande dem sammen. Hør derfor et sted fra Luthers udlægning af Johannesevangeliets 6., 7. og 8. kapitel fra årene 1530 til 1532. – Unge mennesker spørger som regel mere efter det smukke sprog og udtryk end efter indholdet. Men det er meget farligt. I må altid spørge mere efter Quid? [hvad?] end efter Quomodo? [hvordan?] – Loven skal prædikes i hele sin skarphed, men tilhøreren skal mærke: «Det tjener til frelse for den, der endnu er sikker i sine synder.» Og evangeliet skal prædikes sådan, at man mærker: «Det gælder kun dem, som loven har grebet, og som trænger til trøst.» Det er frem for alt det, der er afgørende i en prædiken.

Om Kristi ord i Joh 7,37: «Hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke» siger Luther nu følgende (W. VII, 2319-23): «Om de to stykker prædiker man. Loven gør tørstig, fører til helvede og dræber; men evangeliet giver at drikke igen og fører til himlen.» – Luther taler ikke kun om denne forskel dér, hvor ordet lov og ordet evangelium står, men overalt, hvor der overhovedet gives anledning til at prædike disse

«to stykker». «Loven siger, hvad vi skal gøre, og at man ikke har gjort det, hvor hellig man end er; sådan gør den mig usikker og jager mig ud i tørst.» – Når Kristus indbyder dem, «der tørster», mener han dem, der er knust af lovens hammer. Direkte indbyder Kristus kun dem til at komme til ham, indirekte ganske vist alle mennesker. En sådan tørstende skal ikke gøre andet end at drikke, det vil sige tage imod evangeliets trøst. Den, der er rigtig tørstig og kun får et lille glas vand, å, hvor det kvæger ham! Men er en ikke tørstig, kan man hælde det ene glas vand efter det andet i ham, og det hjælper ham dog intet; det kvæger ham ikke. – «Den siger: ‹Du må ikke slå ihjel›, og driver mig helt ind i mine gerninger; den siger: (S. 21) ‹Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv, du må ikke bryde ægteskabet, ikke sværge og ikke stjæle›, og den siger: Se til, at du har levet sådan eller stadig lever sådan. Når du så kommer så vidt, vil du opdage, at jeg ikke elsker Gud af hele mit hjerte, som jeg burde, og du må bekende og sige: Å, kære Gud, det har jeg ikke gjort, jeg har ikke holdt loven, for hverken i dag eller i morgen elsker jeg Gud af hjertet; og jeg skrifter det ene år som det andet, nemlig at jeg har gjort både dit og dat. Dette skriftemål vil aldrig holde op. Hvornår skal det få en ende, så dit hjerte kan hvile og være vis på Guds nåde? Du bliver ved med at tvivle; i morgen skrifter du det samme som i dag; det almindelige skriftemål bliver ved. Hvor vil du så hvile og have fast grund under fødderne med din samvittighed, så du ved,

hvordan du står over for Gud? Dit hjerte kan ikke sige dig det, gør så meget, du kan. For loven bliver stående, og den siger: ‹Du skal elske Gud og mennesker af hele dit hjerte.› Men siger du: Det gør jeg ikke, så siger loven: Du skal gøre det; og så bringer loven mig i en sådan angst, at jeg må blive tørstig, forskrækkes, skælve og sige: Hvad skal jeg gøre, for at Gud vil se nådigt til mig? Jeg skal opnå Guds nåde – ja, hvis jeg holder de ti bud, hvis jeg har gode gerninger og mange fortjenester! Men det sker aldrig; jeg holder ikke de ti bud, og derfor får jeg ingen nåde. Sådan viser det sig, at mennesket ikke kan finde hvile i sine gode gerninger og dog gerne ville have en god samvittighed. Han får en længsel efter at få en god, glad, fredfyldt og trøstet samvittighed; han tørster, han ville gerne have fred. Det er tørsten, og den varer så længe, indtil Kristus kommer og siger: Vil du gerne have fred, hvile og en god samvittighed, så råder jeg dig: Kom her til mig, og lad Moses og dine gerninger fare; gør forskel på mig og Moses. Fra Moses har du tørsten; han har gjort sit og udført sit embede, han har ængstet dig og gjort dig tørstig. Kom nu også engang til mig, tro på mig, hør min lære; jeg er en anden prædikant, jeg vil give dig at drikke og kvæge dig.»

– Den, der ikke har erfaret alt dette, er sine mente sonans [en lyd uden forstand], han er som et rungende malm og en klingende bjælde. Men når en præst selv har erfaret det, og det nu virkelig kommer fra hjertet, så går det også til hjertet igen. Bliver nogen vakt og omvendt gennem en uomvendt præst, sker det blot per accidens [tilfældigt, dvs. ikke i kraft af præsten selv]. Og når man så vil prædike, må man lægge en slagplan for at vinde sine tilhørere for Guds rige. Ellers kan tilhørerne nok sige: «Det var da smukt», men det (S. 22) er også alt. Tomme går de ud af kirken igen. – «Den, der godt kunne denne kunst eller denne forskel, fortjente nok at hedde doktor. For man skal skille loven og evangeliet fra hinanden. Loven skal forskrække og gøre forsagt og fortvivlet, især de grove, rå folk, indtil de erkender, at de ikke kan gøre, hvad loven vil have, og heller ikke opnå nåden, så de fortvivler; for der kommer intet ud af, at de skulle kunne opnå nåde. Sådan sagde dr. Staupitz engang til mig: ‹Jeg har mere end tusind gange løjet over for Gud og sagt, at jeg ville blive from,

og jeg har aldrig gjort det; derfor vil jeg ikke længere foresætte mig, at jeg vil være from; for jeg ser nok, at jeg ikke kan holde det, og jeg vil ikke lyve mere.› Sådan gik det også mig: i

pavedømmet mente jeg det meget alvorligt, at jeg ville være from; men hvor længe varede det? Kun til jeg havde holdt messe. En time efter var jeg værre end før. Det varer ved, indtil man bliver helt træt og må sige: Jeg vil sætte fromheden, Moses og loven et andet sted hen og holde mig til en anden prædikant, som siger:

‹Kom til mig, når du er træt og tynget, og jeg vil give dig hvile›, og lad ordet ‹kom til mig› være dig kært. Denne prædikant lærer ikke, at du kan elske Gud, eller hvordan du skal handle og leve, men siger, hvordan du alligevel skal blive from og frelst, når du ikke kan gøre det. Det er en anden prædiken end Moses’ lovlære, som kun har med gerninger at gøre. Loven siger: Du må ikke synde; gå hen og vær from, gør dit og dat! Men Kristus siger: Her, tag imod! Du er ikke from, men jeg har gjort det for dig, remissa sunt tibi peccata [dine synder er dig forladt]. Disse to prædikener skal man lære og drive på samme tid. For bliver man ved én slags lære alene, er det ikke rigtigt. For loven

gør kun tørstig og tjener ikke til andet end at forskrække hjerterne; men evangeliet gør alene mæt, glad og levende og trøster samvittighederne. For at evangeliets lære nu ikke kun skal frembringe dovne, kolde kristne, der mener, at de ikke behøver at gøre noget godt, siger loven til den gamle Adam: Du må ikke synde, vær from, hold op med det, gør dette! osv. Men når samvittigheden så mærker det og ved, at loven ikke er et tomt nul, så bliver mennesket forskrækket; så hør da evangeliets lære, når du har

syndet; hør læreren Kristus, som siger: Kom til mig, jeg vil ikke lade dig dø af tørst, men give dig at drikke … Havde man prædiket sådan for mig, dr. Luther, i min ungdom, så havde jeg skånet mit legeme meget og var ikke blevet munk. Men nu, da man har det, foragter (S. 23) den gudløse verden det; for de har ikke skullet udholde det bad og den svedekur, som jeg og andre sad i under pavedømmet. Fordi de ikke har følt samvittighedens nød, foragter de det, for de har ingen tørst; derfor stifter de nu sekter og sværmeri. Det er sandt: Dulcia non meminit, qui non gustavit amara [den, der ikke har smagt det bitre, husker ikke det søde]; de, der ikke har været tørstige, smager ingenting. Tørst er en god skænker, og sult er en god kok; men hvor der ingen tørst er, smager intet godt, hvor godt det så end er. Derfor er lovens lære givet, for at man skal bades i den og svede i loven som på en svedebænk og lide angst og nød; ellers smager det ikke de overmætte og selvtilfredse. Men dem lader man fare; det bliver heller ikke prædiket for dem, for det er en prædiken for de tørstige. Til dem bliver der sagt: Lad dem komme til mig, dem vil jeg kvæge og give at drikke.»

Sådan skal lov og evangelium altså fremføres uden at blande de to sammen. – Den, der ikke prædiker enkelt, prædiker sig selv, og den, der prædiker sig selv, prædiker folk i helvede, også selv om folk siger: «Det var da smukt! Han har talegaver!» Selv hos en sand, oprigtig præst dukker sådanne hovmodige tanker jo op fra det syndige kød; men så snart han mærker det, spytter han ad dem og beder Gud om at tage de forbandede hovmodige tanker fra ham. Så går han ydmyg op på prædikestolen. Man kan også mærke på en, om det kommer fra hjertet eller ej. I kan jo ganske vist ikke tale som en Luther, men I må dog overveje: «Hvordan kan jeg prædike loven for de sikre og evangeliet for de fattige syndere?» I hver prædiken må begge lærer komme frem. Mangler den ene af dem, er den anden falsk. For en prædiken er falsk, når den ikke giver alt, hvad der hører til frelsen. Man må ikke tro, at det er i orden at prædike lov i den ene del og evangelium i den anden. Nej, en sådan topografisk opdeling duer ikke. Begge dele kan stå i én sætning, men hver enkelt tilhører skal mærke: «Det er til dig!» I enhver prædiken, hvor trøstende og venlig den end er, må der også være lov. Lad os høre et sted fra Luthers udlægning af Salme 23 til ordene i v. 3: «Han kvæger min sjæl» (W. V, 400ff.): «Fordi vor Herre Gud har to slags ord, lov og evangelium, giver profeten tydeligt at forstå, når han siger: ‹Han kvæger min sjæl›, at han her ikke taler om loven, men om evangeliet.» – Kommer man til ord, der indeholder trusler og straf, så hører de til loven. (S. 24) Er det ord, der trøster, giver, skænker og tilbyder, så hører de til evangeliet. I vil ikke finde noget søndagsevangelium, som I ikke kan prædike både lov og evangelium ud fra. – «Loven kan ikke kvæge sjælene, for den er et ord, der kræver af os og byder, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte osv. og vores næste som os selv. Den, der ikke gør det, fordømmer den og fælder denne dom over ham: Forbandet være enhver, som ikke gør alt, hvad der står skrevet i lovens bog. Men nu er det sikkert, at ingen på jorden gør det; derfor kommer loven med sin dom, når tiden er inde, bedrøver og forskrækker sjælene, og hvis der ikke bliver skaffet råd, trænger den på, så

de fortvivler og må være evigt fordømt. Derfor siger Sankt Paulus: Ved loven kommer kun erkendelse af synd. Ligeledes: Loven virker kun vrede. Men evangeliet er et saligt ord; det kræver intet af os, men forkynder alt godt, nemlig at Gud har skænket os fattige syndere sin enbårne Søn, for at han skulle være vores hyrde, som søgte os forsmægtede og spredte får op igen og gav sit liv for os, så han på den måde kunne forløse os fra synden, fra den evige død og fra Djævelens magt.» – Man kunne spørge, hvordan det dog kan gå til, at loven fremkalder fortvivlelsens forfærdelige synd. Det sker

dog kun per accidens [tilfældigt, dvs. ikke i kraft af lovens eget væsen]. I sig selv er loven også god. Lad os endnu høre et sted fra Luthers kommentar til Galaterbrevet, til Gal 2,13–14 (W. VIII, 1785ff.): «Når din samvittighed derfor forskrækkes af loven og kæmper med Guds dom, så søg hverken råd hos fornuften eller hos loven, men grund dig alene på nåden og trøstens ord. Forhold dig da helt og aldeles, som om du aldrig havde hørt noget som helst om Guds lov, men gå ind i mørket (2 Mos 20,21), hvor hverken loven eller fornuften lyser, men alene troens dunkle ord; og troen stoler sikkert på, at den bliver frelst uden for og over loven, i Kristus. Sådan fører evangeliet os ud over lovens og fornuftens lys og ind i troens mørke, hvor lov og fornuft intet har at gøre. Loven skal også høres, men på sin plads og til sin tid. Mens Moses er på bjerget, hvor han taler med Gud ansigt til ansigt, har han ikke loven, han giver den ikke og forvalter den ikke; men da han var steget ned fra bjerget, er han en lovgiver og styrer folket med loven. Sådan skal samvittigheden være fri af loven, men legemet skal adlyde loven. … Den, der derfor godt forstår (S. 25) at skelne evangeliet fra loven, skal takke Gud og vide, at han er teolog. Jeg forstår det ganske vist endnu ikke i anfægtelsen, som jeg burde. Men de to skal skelnes således, at du sætter evangeliet i himlen og loven på jorden, at du kalder evangeliets retfærdighed en himmelsk og guddommelig og lovens retfærdighed en jordisk og menneskelig, og at du skelner evangeliets retfærdighed fra lovens retfærdighed lige så omhyggeligt, som Gud med al omhu har skilt himlen fra jorden, lyset fra mørket og dagen fra natten. Den ene skal være lys og dag, den anden mørke og nat; og gid vi kunne skille dem endnu længere fra hinanden. Når man handler om troen eller samvittigheden, skal loven derfor udelukkes helt og blive på jorden; men handler man om gerninger, så skal man tænde gerningernes eller lovretfærdighedens lampe om natten. Sådan skal evangeliets og nådens sol og umådelige lys lyse om dagen, men lovens lampe om natten. Derfor skal en samvittighed, der er forskrækket, fordi den føler sin synd, tænke sådan: Nu har du med jorden at gøre; dér skal æslet arbejde, tjene og bære den byrde, der er lagt på det, det vil sige: Legemet med dets lemmer skal være underlagt loven. Men når du stiger op til himlen, så lad æslet blive tilbage på jorden med sin byrde. For samvittigheden har intet at gøre med loven, med gerninger og med jordisk retfærdighed. Sådan bliver æslet i dalen, men samvittigheden stiger med Isak op på bjerget og ved slet intet om loven og om gerninger, men har kun syndernes forladelse for øje og intet andet end den retfærdighed, som er stillet frem for os og skænket os i Kristus. … Dette lærestykke om forskellen mellem loven og evangeliet må man nødvendigvis kende, fordi det rummer summen af hele den kristne lære. Derfor skal enhver, der lægger vind på gudsfrygt, med den største omhu gøre sig umage for at lære at skelne dette, ikke alene med ord, men også i sandhed og erfaring, det vil sige i hjertet og samvittigheden. Hvad ordene angår, er denne skelnen ellers let. Men i anfægtelsen vil du erfare, at evangeliet er en sjælden gæst i samvittigheden, mens loven er en daglig husfælle. For fornuften har af naturen kendskab til loven. Når samvittigheden derfor forskrækkes over synden, som loven påviser og gør stor, så skal du sige: At dø har sin tid, at leve har sin tid, at høre loven har sin tid, ikke at bekymre sig om loven har sin tid, at høre evangeliet har sin tid, ikke at (S. 26) kende evangeliet har sin tid. Nu skal loven pakke sig, og evangeliet skal komme her, for nu er det ikke tid til at høre loven, men evangeliet. Men du har ikke gjort noget godt, tværtimod har du syndet groft. Det indrømmer jeg, men jeg

har syndernes forladelse ved Kristus, for hvis skyld alle mine synder er mig eftergivet. Men når samvittigheden ikke står i kamp, og der skal udføres ydre embedsgerninger, dér hvor du er ordets tjener, øvrighedsperson, ægtemand, lærer, elev osv., da er det ikke tid til at høre evangeliet, men loven; da skal du udføre dit kald» osv. – Vores egen retfærdighed er til dette liv, men den retfærdighed, som evangeliet bringer, er en himmelsk retfærdighed. – Som vi senere skal høre, må man ikke kun skelne ret mellem lov og evangelium i prædikenen, men frem for alt også i sit eget hjerte.