Fjerde aftenforelæsning (3. oktober 1884)

Når en teolog ikke vil vige eller give efter på et eneste punkt i den kristne lære, blot for at der endelig kan blive fred i kirken, så ser det i fornuftens øjne ganske vist ud som utålelig stædighed, ja, som åbenlys ondskab. Derfor bliver sådanne teologer, så længe de lever, kun elsket og rost af få. De fleste skælder dem tværtimod ud for fredsforstyrrere, ja, for nogle, der ødelægger Guds rige. Man ser på dem som afskyelige mennesker. Men til sidst bliver det dog åbenbart, at det at holde helt bestemt og ubøjeligt fast ved den rene lære i Guds ord på ingen måde river kirken ned. Midt i den største ufred er det netop det, der bygger kirken op, og til sidst bringer det den sande fred. Derfor ve den kirke, som ikke har sådanne mænd, der står som vægtere på Zions tinder, melder enhver fjende, der truer med at trænge ind, og stiller sig under Jesu Kristi fane til den hellige krig!

Forestil Dem blot engang ret levende: En Athanasius havde givet en smule efter i læren om Kristi guddom. Han havde indgået et kompromis med arianerne og ladet sig berolige med, at arianerne erklærede, at de også troede, at Kristus er Gud, bare ikke fra evighed – (…) han var blevet Gud – men de føjede til: «Alligevel skal han tilbedes, for han er Gud.» Hvad ville der så være sket? Allerede dengang ville kirken være faldet ned fra (S. 27) den klippe, som den alene er grundlagt på, og den klippe er alene Jesus Kristus. Forestil Dem dernæst: En Augustin havde blot veget en smule i læren om den frie vilje, eller rettere om menneskets fuldstændige uformåen i åndelige ting. Han havde indgået et kompromis med pelagianerne og ladet sig berolige med, at pelagianerne erklærede: «Ja, naturligvis kan intet menneske blive frelst uden hjælp af Guds nåde» – men ved Guds nåde forstod de den gave fra Gud, som ethvert menneske får del i. Hvad ville der så være sket, hvis Augustin havde givet efter her? Allerede dengang ville kirken have mistet evangeliets kerne. Intet af det ville være bevaret ud over den tomme, hule skal, ja, kirken ville ikke have beholdt andet end navnet. For evangeliets lære om, at mennesket bliver retfærdigt for Gud og frelst af Guds rene og skære nåde ved Jesu Kristi fortjeneste, er jo den allervigtigste lære, kernen og stjernen i den kristne lære. Hvor denne lære ikke forkyndes, dér er der ingen Kristus, intet evangelium, ingen frelse. Dér er menneskene fortabte, dér er Guds Søn kommet til denne verden forgæves. Forestil Dem endelig: Luther havde blot veget en smule i læren om den hellige nadver. Han havde indgået et kompromis med Zwingli dengang ved religionssamtalen i Marburg og ladet sig berolige med, at zwinglianerne sagde: «Vi tror også på et vist nærvær af Kristi legeme og blod i nadveren, men ikke på et legemligt nærvær, for Gud giver os ikke så høje, ubegribelige ting at tro» – hvormed Zwingli satte hele kristendommen på spil, så selv Melanchthon, der ellers var meget tilbøjelig til at give lidt efter, erklærede, at Zwingli var faldet tilbage i hedenskab –

hvad ville der så være sket? Allerede dengang ville kirken være forfaldet til nationalisme [sandsynligvis trykfejl for «rationalisme»], som sætter fornuften over Guds klare ord.

Derfor være alle de trofaste stridsmænd velsignet, som har kæmpet for hvert eneste punkt i den kristne lære uden at spørge efter menneskers gunst og uden at frygte mennesker! Deres vanære har ikke været forgæves, selv om den ofte var stor. Som forbandede gik de omkring lige til deres død, men nu bærer de ærens krans og er i det saligste fællesskab med Kristus, alle englene og de udvalgte. Heller ikke deres arbejde og deres hede kamp har været forgæves, for endnu i dag, efter mere end halvandet årtusind eller dog efter flere århundreder, høster kirken, hvad de har sået. – Derfor, mine venner, lad også os holde fast ved dette klenodie, den rene lære! Lad det ikke undre Dem, hvis vi så også (S. 28) må bære den vanære, som de bar. Husk i stedet, at ordet i Sir 4,33 da også bliver sandt for os: «Forsvar sandheden til døden, så vil Gud Herren stride for dig!» Lad det være Deres motto! Strid for sandheden til døden, så vil Gud Herren stride for Dem!

Vi kommer nu til en tese, som siger os: Da de to lærdomme, loven og evangeliet, er så forskellige fra hinanden, må vi også skelne mellem disse to lærdomme i vores prædikener.

§ Tese II.

Kun den er en ren lærer, som ikke blot fremlægger alle troens artikler i overensstemmelse med Skriften, men også skelner ret mellem lov og evangelium.

Denne tese falder i to dele. Den ene del kræver, at en ren lærer fremlægger alle troens artikler i overensstemmelse med Skriften. Det er i vores tid et helt uhørt krav. Man gyser ved det – og det gælder de såkaldt troende – når nogen siger:

«Jeg har fundet sandheden, jeg er vis på hver eneste lære i åbenbaringen.» Man betragter en sådan påstand som arrogance. Især må en ung student ikke sige det om sig selv. «Bare ikke blive færdig!» råber man til Dem i Tyskland. «Tro endelig ikke, at De allerede har fundet sandheden! Bliv ved med at studere, til De har nået målet!» Men målet nås aldrig hos dem, for hvis én sagde: «Jeg er færdig», så ville han straks komme i stærk mistanke. … Der findes mennesker, som ikke søger deres fornøjelse i mad og drikke, heller ikke i rigdom eller i gode dage, men i at tilfredsstille deres trang til viden. Det billiger man ganske vist heller ikke, men i grunden gør man dog det samme, når man siger til sine egne studenter og advarer dem: «Bare ikke blive færdig med den kristne lære!» For de er bange for, at man skal blive færdig med en eller anden artikel i stedet for evigt og altid at vælte stenen for at få den op ad bakken. Derfor har også Kahnis, som tidligere var trofast luthersk, i forordet til sin elendige dogmatik søgt at retfærdiggøre sig med ordene: «Dies diem docet» [«Den ene dag lærer den anden»], hvormed han vil sige: «For et år siden troede jeg dit og dat, men så fik jeg andre tanker, så fandt jeg andre lærdomme.» En elendig, frygtelig holdning! Nej, Guds ord kræver, at vi skal have det helt rent og uforfalsket, så vi, når vi (S. 29) går ned fra prædikestolen, kan sige: «Jeg har prædiket Guds ord ret, så jeg kan sværge på det, ja, så jeg, hvis en engel kom fra himlen, alligevel kunne sige: Jeg har prædiket ret!» Derfor siger Luther, om end på en paradoksal måde, at når en præst kommer ned fra prædikestolen, må han ikke bede et fadervor; det skal han gøre før prædikenen. En sand præst behøver nemlig ikke at sige efter prædikenen: «Forlad mig min skyld», men: «Jeg har forkyndt den rene sandhed.» Men siger man det i dag, bliver man anset for halvt sindssyg. Så dybt er man sunket ned i skepticisme.

Guds ord siger os i Jer 23,28 (hvor profeten lader Herren tale): «Den, der har mit ord, skal prædike mit ord ret. Hvad har halm og hvede med hinanden at gøre? siger Herren.» Altså skal der kun være hvede og ingen halm i vores prædikener. Apostlen Paulus advarer galaterne i Gal 5,9: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen.» Han vil sige: En eneste falsk lære ødelægger hele læren. Og allerede Moses advarer: «I må ikke lægge noget til og heller ikke tage noget fra», 5 Mos 4,2, og Johannes slutter hele Bibelen med de samme ord. Når man så siger: «Så langt når man aldrig, at man kan fremlægge troens artikler i overensstemmelse med Skriften», så er det en djævelsk lære. Især når studenterne hører det, er det den rene helvedesgift, der bliver hældt i deres hjerter. For så gør de sig slet ikke umage for at komme til bunds i sandheden og blive klare over sandheden.

Men selv om én kunne sige: «Der var ingen falsk lære i min prædiken», så kan hele prædikenen alligevel være falsk. Skulle man tro det? Det siger den anden del af vores tese. Kun den er en ren lærer, som også skelner ret mellem lov og evangelium. Det er i sidste ende prøven på en rigtig prædiken. Det afgørende er ikke kun, at alle de sætninger, der forekommer i prædikenen, er taget fra og stemmer med Guds ord, men også om lov og evangelium er holdt adskilt. To bygmestre kan få nøjagtig det samme byggemateriale, men den ene opfører en herlig bygning af det, mens den anden, der har det samme, forkludrer det hele. Er han ikke rigtig ved sine fulde fem, begynder han måske med taget, sætter alle vinduerne i ét værelse eller lægger stenene oven på hinanden, så det hele bliver skævt. Det ene hus bliver skævt og forkludret og falder sammen, det andet bliver stående og er rart og dejligt at bo i. Sådan kan alle lærdommene forekomme i to prædikener: Den ene er herlig og kostelig, den anden er forkert i bund og grund. Det skal De lægge godt mærke til! Når De hører sværmernes prædikener, vil De ofte (S. 30) sige: «Han har prædiket sandhed», og alligevel føler man sig utilfreds. Nøglen til denne gåde er: Prædikanten har ikke holdt lov og evangelium ret adskilt, og derfor er det hele falsk. Han har prædiket lovens sandhed, hvor han skulle have bragt evangeliets sandhed, og han har bragt evangeliets sandhed, hvor han skulle have bragt loven. Den, der så følger denne prædikant, farer vild. Han kommer ikke ind på den sikre grund i Guds sandhed, og han kommer ikke til vished om nåde og frelse. Det sker også tit i studenternes prædikener. Dér kommer der trøst, dér bliver der sagt: «Det er alt sammen nåde», så hedder det: «Man skal gøre gode gerninger», og så igen: «Med vores gerning er det tabt.» Det er alt sammen hulter til bulter, og ingen forstår det, allermindst den, der har mere brug for det ene end for det andet. Lov og evangelium skal holdes ret adskilt. Pas godt på, at De retter Dem efter denne regel, når De udarbejder Deres prædikener! Måske er prædikenen en gang flydt rigtig let fra pennen, men læs så prædikenen igennem og se efter, om lov og evangelium er holdt ret adskilt. Så vil De ofte se: «Ja, dér halter det!» Så er prædikenen falsk, selv om der ikke er nogen falsk lære i den. Men hør nu også de bibelsteder, som bevidner det.

2 Tim 2,15: «Gør dig umage for at stå frem for Gud som en retskaffen og ulastelig arbejder, der deler sandhedens ord ret.» «Orthotomein», «dele ret», er tydeligvis brugt i billedlig betydning. Udtrykket er hentet enten fra præsternes opdeling eller fra den opdeling, en husfar må foretage, når han skal forsyne husstanden med mad og drikke. Den sidste forståelse synes at være den rigtige, selv om mange af vores teologer vælger den første. Og i Luk 12,42 siger Herren: «Hvor stor en ting er det ikke med en tro og klog forvalter, som herren sætter over sine tjenestefolk, for at han skal give dem deres del i rette tid.» Her kræves der to ting af en god forvalter: For det første skal han i rette tid give husstanden, karlene, pigerne og børnene, alt

hvad de behøver, og for det andet skal han give hver enkelt sin del, det, som den enkelte netop har brug for. Hvis en forvalter ikke gjorde andet end at bære alt sammen frem fra køkken og kælder, ville han ikke være fornuftig. Så ville børnene nok række ud efter meget, og de andre fik ikke noget. Han skal også give hver enkelt den rette mængde, alt efter om han har arbejdet hårdt eller ej. Og når der er både børn og voksne, ville han være en tåbe, hvis han satte kød og vin frem for børnene og (S. 31) mælk og let kost for de voksne. Men hvor svært er det ikke at indse, at de samme fejl ofte bliver begået i prædikenen. En præst må ikke hælde alle lærdommene ud, sådan som de lige falder ham ind, men han skal skære for til sine tilhørere, sådan som hver enkelt har brug for. Han skal være som en apoteker, der skal give de syge netop den medicin, som hjælper mod den sygdom, de lider af. Sådan må også en præst give hver enkelt, hvad der tilkommer ham. Sikre, sorgløse og overmodige syndere skal han lade høre lovens torden, men de sønderknuste syndere skal han lade høre Frelserens nådes søde røst. Det er at give hver enkelt sin del.

Ez 13,18–22: «Så siger Herren, Herren: Ve jer, der syr puder til folks arme og laver hynder til hovedet på både unge og gamle for at fange sjæle. Når I så har fanget sjælene blandt mit folk, lover I dem livet. Og I vanhelliger mig blandt mit folk for en håndfuld byg og en bid brød, idet I dømmer de sjæle til døden, som ikke skulle dø, og dømmer dem til livet, som ikke skulle leve, med jeres løgne blandt mit folk, som gerne hører løgn. Derfor siger Herren, Herren: Se, jeg vil til livs jeres puder, som I fanger og trøster sjælene med, og jeg vil rive dem bort fra jeres arme og sætte de sjæle fri, som I fanger og trøster. Og jeg vil rive jeres hynder i stykker og redde mit folk ud af jeres hånd, så I ikke mere skal fange dem, og I skal erfare, at jeg er Herren. Fordi I med løgn bedrøver de retfærdiges hjerte, som jeg ikke har bedrøvet, og styrker de ugudeliges hænder, så de ikke vender om fra deres onde væsen, for at de kunne blive i live.» Her kan De se, at der råbes ve over en præst, som ved, at hans menighed har brug for loven, men som tier for en bid brøds skyld. Ja, ve, ve enhver, som laver puder og hynder til de sikre syndere! Dem, som de skulle skræmme op af søvnen med loven, luller de i søvn med evangeliet. Men så er evangeliet brugt forkert, når det prædikes for dem, der ikke bliver forskrækket over synden. Omvendt er det frygteligt, ja, endnu mere frygteligt, når en præst er en lovisk lærer og ikke vil prædike evangeliet for sin menighed, fordi han tænker: «De misbruger det jo alligevel.» Skal de fattige syndere derfor gå glip af det? Lad de ugudelige fare! Guds børn vil så alligevel erfare, hvor nær hjælpen er, og hvor let den er at få. Men den, der fortier evangeliet for dem, som trænger til trøst, skelner ikke mellem lov og evangelium, og ve, ve ham! (S. 32) Zak 11,7: «Og jeg vogtede slagtefårene for de elendige fårs skyld. Og jeg tog mig to stave; den ene kaldte jeg Mild, den anden kaldte jeg Ve; og jeg vogtede fårene.»

En sand, åndelig hyrde har to stave. Staven «Mild» er evangeliet, og staven

«Ve» er loven. Nu skal han vide nøje, mod hvem han skal bruge den ene, og for hvem han skal bruge den anden. Messias siger, at han har brugt staven Ve mod slagtefårene, som er der for at blive slagtet og ikke for at komme på græs. De elendige får er de fattige syndere. Dér bruger han evangeliets trøstende kæp og stav. De fleste præster tager fejl og kaster knortekæppen ind blandt fårene og bruger staven Mild mod de onde slyngler. – I øvrigt er Luthers oversættelse på dette sted uovertræffelig. Gid dog de folk, der vil revidere Luthers bibel, ville blive hjemme!

Også naturen lærer os, at visse ting slet ikke må blandes, hvis de skal beholde deres helsebringende kraft. Der findes visse stoffer, som hver for sig er sunde,

men blander man dem, bliver de til gift. Sådan er det også med lov og evangelium. Eller læg mærke til farverne: Tager De gult og blåt sammen, bliver det hverken blåt eller gult, men grønt. Og når lov og evangelium blandes sammen i prædikenen på den måde, opstår der et tertium genus [«en tredje slags»], som slet ikke hører hjemme dér, ja, hvorved de begge mister deres kraft.

I prædikenen om forskellen mellem loven og evangeliet skriver Luther (W. IX, 412f.): «Derfor er det yderst nødvendigt, at disse to slags ord bliver skelnet ret og godt fra hinanden. For hvor det ikke sker, kan hverken loven eller evangeliet forstås, og samvittighederne må gå til grunde i blindhed og vildfarelse. For loven har sit mål, hvor langt den skal gå, og hvad den skal udrette, nemlig indtil Kristus: at skræmme de ubodfærdige med Guds vrede og unåde. Ligeledes har evangeliet også sit særlige embede og værk: at prædike syndernes forladelse for de bedrøvede samvittigheder. Derfor må disse to ikke blandes sammen, og det ene må ikke tages for det andet, uden at læren forfalskes. For lov og evangelium er vel begge Guds ord, men ikke én og samme lære.» De kan sige helt rigtigt, hvad loven siger, og hvad evangeliet siger. Men siger De det sådan, at de to bliver blandet sammen, så opstår der gift for sjælene. Lov og evangelium er Guds ord, men to slags lære. – Den, der ikke kender denne forskel, den rette forskel, har slet intet. Den blotte viden om forskellen og det at lære den hjælper ganske vist heller ikke – for det kan man lære på et (S. 33) par timer, så man kan svare til eksamen – men erfaringen må komme til. Først da ser man: Forskellen mellem disse to lærdomme er en herlig ting!

Luther siger i begyndelsen af den prædiken: «Sankt Paulus' mening er denne: at der i kristenheden skal læres og fattes en bestemt forskel mellem loven og evangeliet, mellem gerningerne og troen, både af prædikanter og tilhørere. Sådan befaler han det jo også Timotheus, da han formaner ham i 2 Tim 2,15 til at dele sandhedens ord ret osv. For denne forskel mellem loven og evangeliet er den højeste kunst i kristenheden, som alle og enhver, der roser sig af eller tager det kristne navn på sig, skal kunne og vide. For hvor det skorter på dette stykke, dér kan man ikke skelne en kristen fra en hedning eller jøde; så meget afhænger af denne forskel. Derfor lægger Sankt Paulus så stærk vægt på, at disse to lærdomme, nemlig lovens og evangeliets, bliver holdt godt og ret adskilt hos de kristne. Begge er vel Guds ord, loven eller de ti bud og evangeliet; evangeliet blev givet af Gud allerede i begyndelsen i Paradiset, loven på Sinaj bjerg. Men det, det hele står og falder med, er, at man skelner ret mellem de to ord og ikke blander dem sammen. Ellers vil man hverken kunne vide eller bevare den rette forståelse af det ene eller det andet; ja, når man tror, man har dem begge, vil man ikke have nogen af dem.»