Femte aftenforelæsning (17. oktober 1884)

Det er herligt og ufatteligt underfuldt, at Gud ikke styrer denne verdens riger direkte, men gennem mennesker, som – for nu at se bort fra alt andet – er alt for kortsynede og alt for svage til det. Men det er dog langt mere underfuldt, at Gud planter, forvalter, udbreder og opretholder selve sit nåderige, ikke direkte, men gennem mennesker, som er helt uduelige til det. Det vidner om en menneskekærlighed og venlighed, men også om en visdom hos Gud, som ingen menneskelig forstand kan fatte eller udgrunde. For hvem kan måle størrelsen af Guds kærlighed, som åbenbarer sig i, at Gud ikke blot vil frelse den verden, der er faldet fra ham, men at han også vil bruge menneskene selv, altså medsyndere, til det? Hvem kan beregne rigdommen af Guds visdom, at han forstår at fuldbringe frelsesværket gennem de helt uduelige

og uegnede men- (S. 34) nesker, og at han hidtil har ført det så herligt igennem og stadig fører det igennem?

Å, mine venner, det giver jer stor grund til ikke blot at undre jer i ydmyghed, men også til at glæde jer inderligt og juble over, at Gud engang også vil gøre jer til sådanne redskaber for sin nåde! Tænk bare på det: Hvis I her kunne lære at forlænge livet med halvtreds år for dem, der engang bliver betroet jer, eller endda at vække de døde op til et nyt jordisk liv – hvor højt og herligt ville jeres kald så ikke tage sig ud, både for jer selv og for alle mennesker! Hvor ville man slås om jer! Hvilke usædvanlige mennesker ville man ikke anse jer for! Hvilken skat ville man ikke regne jer for, hvis man kunne få fat i jer! Og dog ville alt dette være ingenting mod det kalds højhed og herlighed, som I her skal forberedes til. I skal ikke forlænge det fattige, jordiske liv for dem, der bliver betroet jer, men bringe dem det liv, som er indbegrebet af al salighed, og som er evigt, altså uden ende. I skal ikke vække dem, der bliver betroet jer, op fra den legemlige død til dette fattige, jordiske liv, men I skal rive dem ud af deres åndelige og evige død, så de kan gå ind i himlen.

Å, hvis I ret betænkte, hvilken stor ære Gud dermed har givet jer, så ville I dagligt, ja, hver time falde på knæ. Ja, I ville kaste jer med ansigtet mod jorden, i støvet, og sige med salmisten: «Herre, hvad er et menneske, at du tager dig sådan af det, og et menneskebarn, at du agter det så højt?» Sl 144,3. Samtidig ville det være en spore for jer til dagligt og hver time at give jer helt hen til den barmhjertige Gud og sige: «Her har du mig med legeme og sjæl og med alle mine kræfter! Jeg vil bruge mig selv helt op i din tjeneste.» Hvor gerne ville I ikke være rede til at ofre alt for jeres kald og lade jer forme til et redskab for Gud. Men det vigtigste for jer er dog, at I selv først grundigt og levende har lært det at kende, som Gud har åbenbaret gennem sine profeter og apostle til menneskers frelse, før I lærer andre. Lad os derfor med glæde fortsætte med at gennemgå vores overordentlig vigtige emne.

Hør nu først to vidnesbyrd af Johann Gerhard. Han kan ganske vist ikke tale om de ting, man erfarer, med en sådan guddommelig veltalenhed; det var kun Luther forundt. Men Gerhard havde studeret Luther grundigt og fremstillet hans lære systematisk. Han skriver (Loc. de evang., §55): (S. 35) «Skønt forskellen mellem loven og evangeliet skal fastholdes overalt» –

Læg mærke til det: overalt! Der er ingen lære, hvor man ikke samtidig bliver opfordret til at skelne ret mellem lov og evangelium – «så må den dog frem for alt iagttages på to punkter: 1. I artiklen om retfærdiggørelsen, eftersom vores retfærdiggørelse ikke er af loven, som på grund af vores køds fordærv og svaghed har en vis, om end tilfældig, afmagt i så henseende, Rom 8,3,» – Loven hører ikke hjemme i læren om retfærdiggørelsen. Å, hvor vigtigt det er! Gennem loven kan vi ikke blive frelst, og derfor giver Gud os et andet middel, som vi kan blive frelst ved. Det kommer kun an på, om vi tager imod det, nemlig evangeliet, dette glædens budskab. Tager I læren om retfærdiggørelsen ud af Bibelen, så har Bibelen ikke større betydning end en hvilken som helst anden moralsk bog – «men af evangeliet, hvor den retfærdighed, der gælder for Gud, er blevet åbenbaret uden lov, Rom 3,21, fordi det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, Rom 1,16. Derfor skal folk formanes, ja, drives til at gøre gerningerne efter lovens norm, men ind på den skueplads, hvor vi retfærdiggøres for Gud, må gerningerne ikke bringes, for dér er der en vedvarende modsætning mellem at gøre og at tro, mellem nåde og gerninger, mellem lov og evangelium.» – Ve os, hvis vi går i gang med at fremlægge evangeliet og så bringer loven ind i det! Det gør vi

nemlig, når vi siger mere end: «Tag imod det!» Så er det lov. Evangeliet kræver slet ingenting af os, det siger kun: «Kom, spis og drik!» Det, evangeliet bringer os, er det store måltid. Her tager langt de fleste præster fejl. De er bange for, at hvis de prædiker evangeliet alt for tydeligt, så falder folk i synd, og så har de selv skylden. De tænker, at det er foder for kødet. Det er jo rigtigt, at evangeliet for mange bliver en duft af død til død, men det er ikke evangeliets skyld. Det sker kun, fordi man ikke tager imod evangeliet og ikke tror på det. Tanken «jeg tror» er endnu ikke troen; nej, hele mit hjerte må være grebet og hvile i evangeliet. Så er jeg også forvandlet, så kan jeg ikke andet end elske Gud og tjene ham. Ganske vist skal menneskene også formanes på det allerindtrængende, når de er kommet til tro, men ind på retfærdiggørelsens skueplads må formaningerne ikke bringes. Forinden må loven udføre sit embede, så tilhørerne (S. 36) sultne og tørstige tager imod evangeliet og drikker det i fulde drag. Så snart mennesket er blevet en fattig synder, så snart han ser, at han ikke kan blive frelst af sig selv, selv om der endnu ingen kærlighed er i ham, så siger Kristus: «Dét er manden! Kom her til mig, som du er; jeg hjælper dig, jeg tager den byrde af dig, som tynger dig, og den byrde, jeg lægger på dig, er en let byrde og et blidt åg.» Når jeg siger til et menneske, hvordan han kan blive retfærdig, er det afgørende, at jeg forkynder ham Guds frie nåde, ikke skjuler noget og ikke siger andet end det, Gud siger i evangeliet. Rundt om bjerget Sinaj skal der sættes et hegn, men rundt om bjerget Golgata skal der ikke sættes noget. Dér er Guds vrede stillet for alle.

Nu har Herren givet kirken to nøgler og gennem kirken også alle præster: bindenøglen og løsenøglen. Bindenøglen lukker himlen, løsenøglen lukker den op. Disse to underfulde nøgler har præsten i sin hånd, for da kirken gav ham prædikeembedet, gav den ham samtidig disse nøgler.

Gerhard siger nu, at forskellen mellem lov og evangelium skal iagttages: «2. i brugen af kirkens nøgler. For de ubodfærdige og sikre må syndernes forladelse ikke forkyndes» – det ville også igen være en skændig sammenblanding af lov og evangelium, hvis man ville forkynde evangeliet for de ubodfærdige. Det ville være, som hvis jeg ville proppe mere mad i munden på et menneske, der er så mæt, at han er ved at kaste op – «men snarere Guds vrede ud fra loven. Rom 2,9: ‹Trængsel og angst over hvert menneskes sjæl, som gør det onde.› 1 Tim 1,9: Loven er givet for de uretfærdige, ugudelige, vanhellige osv., som den trykker ned under byrden af sin anklage og fordømmelse. For de sønderknuste hjerter skal lovens trusler ikke skærpes, men snarere skal den evangeliske trøsts olie

dryppes ind. Es 66,1: ‹Hvor er det sted, hvor jeg skal hvile?› V. 2: ‹Men jeg ser til den elendige, til den, der har en sønderbrudt ånd og frygter for mit ord.› Matt 11,3 [sandsynligvis Matt 11,5]: ‹For fattige forkyndes evangeliet›» – Når jeg ved, at et menneske ikke er i en tilstand, hvor evangeliet gavner ham, så må jeg ikke forkynde det for ham. Men når jeg står frem offentligt, er det noget andet. Dér må jeg først og fremmest tage hensyn til Guds udvalgte børn. Men alligevel må jeg også dér prædike lov. Ja, en prædiken, der ikke rummer lov, er intet værd. I enhver forsamling er der altid (S. 37) nogle ubodfærdige, og de skal skræmmes op af deres syndesøvn. – Den, der straks svarer, når man formaner ham: «Åh hvad, det giver jeg ikke noget for», beviser, at hans hjerte endnu ikke er knust.

Et andet sted skriver Gerhard (Loc. de evang., §52): «Der er flere grunde til, at denne forskel skal fastslås nøje og fastholdes strengt: 1. Ar-

tiklen om retfærdiggørelsen vil ikke bevare sin renhed, ja, vil slet ikke kunne bevare den, hvis forskellen mellem disse to slags lære forsømmes – noget, som kirkehistorien fra tidligere tider beviser mere end tilstrækkeligt.» – Ve den, der forgifter læren om retfærdiggørelsen! Han forgifter den brønd, som Gud har gravet til menneskenes frelse. Den, der tager denne lære fra et menneske, røver alt fra ham. Så er hjertet taget ud af kristendommen, så slår det ikke mere; så er stigen til himlen fjernet; så er der ikke længere noget håb om, at mennesket bliver frelst. – «2. Kristi velgerninger bliver i ikke ringe grad formørket, hvis ikke evangeliets lære skilles fra loven ved nøje grænser.» – Så snart vi blander lov og evangelium sammen, formørker vi Kristi velgerninger og røver Kristus hans ære ved også at tilskrive mennesket noget – og dermed røver vi den helt fra ham. Gud har skabt os uden vores medvirken, og sådan vil han også frelse os uden vores medvirken. Vi skal takke ham for vores skabelse med et håb om det evige liv; sådan vil han også frelse os helt alene. Ve den, der siger, at mennesket også må gøre noget til sin frelse! Han frakender Kristus alt. Jesus hedder jo Frelser, ikke hjælper til frelsen, sådan som præsterne er – nej, han har fuldt og helt tilvejebragt frelsen for os. Derfor er vi også så bestemte i vores strid om læren om nådevalget. For i grunden drejer det sig ikke om andet, end at vi vil have lov og evangelium holdt adskilt, mens vores modstandere udvisker forskellen. Når de hører: «Af lutter barmhjertighed har han udvalgt os til pris for sin nåde; Gud vil alene have æren for, at han frelser os» osv., så siger de: «Det er en frygtelig lære! Så er Gud jo partisk. Gud må have set noget i mennesket, som var grunden til, at han udvalgte det. Har han set noget godt, så har han udvalgt ham.» Men så er mennesket egentlig hovedårsagen til sin egen frelse. Så kan mennesket sige:

«Nå, Gud ske lov! Jeg har også selv bidraget til, at jeg er blevet frelst.» Men når vi er nået frem til det himmelske fædreland, vil vi snarere sige: «Var det gået efter mit hoved, havde jeg aldrig fundet frelsen; og selv om jeg havde fundet den, havde jeg mistet den igen. (S. 38) Du kom og drog mig til Ordet, snart gennem trængsel, snart gennem angst, snart gennem sygdom osv. Alt dette har været lutter midler i din hånd til at bringe mig op til himlen, mens jeg hele tiden ville ned i fortabelsen.» Ja, dér vil vi med undren se, at der ikke har været én time, hvor Gud ikke har arbejdet på os, for at vi skulle blive frelst, og at der ikke har været én time, hvor vi …

havde villet det. «Ja, du alene har forløst mig, du alene frelser mig», må vi sige til Gud. Jeg kan slet ingenting gøre til min frelse, så sandt som der lever en Gud i himlen. Og det er det, denne strid drejer sig om.

Gerhard: «3. Sammenblandingen af loven og evangeliet fører nødvendigvis til forvirring i samvittighederne, for i store og alvorlige samvittighedsrædsler bliver der ingen sand og fast trøst tilbage, når evangeliets nådeløfter forfalskes.» – Sammenblandingen af lov og evangelium fører uro i samvittigheden med sig. Nok så trøstende prædikener hjælper ikke folk, hvis man stikker en brod ind i dem. Så smager evangeliets honning ganske vist godt i begyndelsen, men ligger der en lovens brod ved siden af, bliver det hele fordærvet igen. Samvittigheden kan ikke finde ro, hvis jeg ikke siger: «Gud tager imod dig af nåde.» Når præsten siger: «Kom, alt er rede, men – det og det skal I stadig gøre», så er jeg fortabt, for så må jeg hele tiden tænke: «Har jeg nu også gjort det sådan, som Gud vil have det?» Så hjælper intet af det mig.