Sjette aftenforelæsning (24. oktober 1884)

En gammel, gudfrygtig luthersk teolog beskriver blandt andet teologistuderende sådan her: «Når de kommer på universitetet, ved de alt. På andet

studieår opdager de, at der dog er et og andet, de endnu ikke ved. Og når det sidste studieår er slut, er de overbevist om, at de slet ikke ved noget.» Det er let at se, hvad den gamle teolog ville lære os med det. Han ville sige, at der ikke findes nogen værre indbildskhed end den at tro, at man allerede er nået meget langt i sin viden, og at det, når et menneske bilder sig noget ind på sin viden, er et sikkert tegn på, at den viden må være meget overfladisk. Der er ingen tvivl om, at den gamle teolog har fuldkommen ret i det. Det stemmer helt med apostlen Paulus' ord i 1 Kor 8,2: «Hvis nogen mener (S. 39) at erkende noget, har han endnu ikke erkendt det, som det skal erkendes.»

Derfor må alle store pædagoger og didaktikere også råbe til deres elever: «Non multa, sed multum.» [Ikke mange ting, men meget – dvs. ikke meget stof, men grundigt.] Det afgørende er ikke så meget, hvad og hvor meget man ved, men hvordan man ved det. Jo dybere en mand trænger ind i sit fag, desto hurtigere bliver han derfor overbevist om, at der endnu er meget, han mangler. Han siger ikke som vor tids slagord: «Quantum est, quod scimus!» [Hvor meget er det ikke, vi ved!] Tværtimod siger han med den store filosof: «Quantum est, quod nescimus!» [Hvor meget er det ikke, vi ikke ved!] Jo lærdere en mand i virkeligheden er, desto mere beskeden er han, for han ved, hvor meget han endnu mangler, hvor snævre grænser hans viden har, og hvor meget uudforsket der findes, som endnu skal udforskes. Men gælder det om al viden, på ethvert vidensområde, så gælder det i ganske særlig høj grad på teologiens område. Her gælder apostlen Paulus' ord, som han ikke siger om den rette viden, men om den indbildske viden. Derfor råber Luther også til enhver doven student: «Studér, attende lectioni! [giv agt på læsningen!] Du kan ikke læse for meget i Skriften, og det, du læser, kan du ikke forstå for godt, og det, du forstår, kan du ikke lære fra dig for godt, og det, du lærer godt fra dig, kan du ikke leve for godt. Experto crede Ruperto.» [Tro Rupert, der har prøvet det – dvs. tro en, der taler af erfaring.] Ligesom sand erkendelse og sand viden i teologien er forbundet med store vanskeligheder og stort besvær, sådan gælder det frem for alt den lære, vi nu behandler i disse aftentimer. Den tredje tese giver os den bedste lejlighed til at blive helt klar over det.

§ Tese III.

At skelne ret mellem lov og evangelium er den vanskeligste og højeste kunst for en kristen og for en teolog, og den læres alene af Helligånden i erfaringens skole.

Måske tænker en og anden af jer: «Hvad? Skulle det virkelig være sandt? Nu har jeg hørt fem forelæsninger om det og er helt klar over det. Skulle det være den vanskeligste kunst? Den kan jeg.» Men, min kære ven, så tager du grundigt fejl! Husk, at meningen ikke er, at læren om loven og evangeliet er så vanskelig, at man ikke kan lære den uden Helligåndens hjælp. Den er let, så let, at et barn kan forstå den. Ethvert barn kan fatte denne lære; den står i enhver katekismus; den er ikke fast føde, men mælk; den hører til det allerførste, til kristendommens (S. 40) grundelementer, for uden denne lære kan intet menneske være en kristen. Også et lille barn opdager hurtigt: «I første parti handler det om de ti bud og i andet om troen. Først får man at vide, hvad man skal gøre, og derefter, at mennesket blot skal tro for at blive frelst» – at der dér ikke kræves noget. Med denne lære forholder det sig helt anderledes end med læren om de egenskaber, som personerne i guddommen adskiller sig fra hinanden ved. Med denne lære forholder det sig helt anderledes end med læren om prædestinationen og dens mange uransagelige hemmeligheder; det forholder sig helt anderledes end med læren om, hvordan egenskaberne ved Kristi guddom meddeles til Kristi menneskelighed. Det er lærdomme, som børn ikke kan fatte; de går over deres forstand. Anderledes er det med læren om loven og evangeliet. Den kender I også nu. I kender læren om lov og evangelium. Men her er der

tale om at anvende den, om applicatio, om usus [anvendelse, brug]. Praksis – det er det vanskelige, som intet menneske kan klare ved egen eftertanke. Det må Helligånden lære os i erfaringens skole. Det er for det første så vanskeligt og en så høj kunst for en præst som kristen. For det andet er det så vanskeligt og en så høj kunst for en præst som præst.

Altså: For det første er det så vanskeligt og en så høj kunst for en præst som kristen at skelne ret mellem lov og evangelium. Ja, at skelne ret mellem lov og evangelium er den største kunst, et menneske kan lære.

Sl 51,12–13: «Skab mig et rent hjerte, Gud, og giv mig en ny og vis ånd. Stød mig ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din hellige ånd fra mig.»

David beder Gud om en vis ånd. Han manglede vished, efter at han var faldet så forfærdeligt, efter at han havde udgydt uskyldigt blod og var faldet i ægteskabsbrud. Da han erkendte sin synd, fik han ganske vist tilgivelsen, men vi hører ikke, at David straks blev glad. Tværtimod ser vi af mange salmer, at han var i den dybeste nød og anfægtelse. Når Guds sendebud kom og sagde: «Dine synder er taget bort», så lød det inde i ham: «Å nej, det er ikke muligt, synden er for stor.» Ja, vi ser, at han gennemvædede sin seng med tårer, at han gik bøjet og krum, og at hans knogler var udtørrede, som når alt bliver tørt om sommeren. Denne høje, kongelige profet kendte udmærket læren om loven og evangeliet. Alle hans salmer er fulde af, hvor stor forskellen er mellem de to. (S. 41) Men da han selv faldt i synd, kneb det med praksis; da råbte han: «Giv mig en ny og vis ånd.» Sådan er de kristne netop. De holder Skriften for sand, for Guds ufejlbarlige ord. Men når de har brug for trøst, finder de ingen, og de råber om barmhjertighed og bønfalder Gud på deres knæ. Gud lod også David smage, hvor bitter synden er. Vi ser i det hele taget, at David efter sit syndefald var mere bedrøvet end glad, og at den ene ulykke efter den anden ramte ham. Det gjorde Gud ikke, fordi han ikke havde tilgivet ham synden, men for at bevare ham mod et nyt fald. Det gjorde Gud af lutter kærlighed og barmhjertighed. Den, der naturligvis stadig er død i synder, tænker:

«Hvor var David dog tåbelig, at han stadig pinte sig selv, selv om Gud havde tilgivet ham synden?» En sådan gør evangeliet til en hovedpude; han lever videre i synden og tænker, at han jo alligevel kommer i Himlen. Men det er et kødeligt evangelium.

Luk 5,8: «Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!» Er det ikke forunderligt? Herren kommer til sin discipel, som han kaldte «Petros», «klippemanden», og siger til ham og hans kammerater, at de skal kaste deres net ud, selv om de ikke havde fanget noget hele natten. Peter gjorde det, men nok med den tanke, at han alligevel ikke ville fange noget. Og se, de fangede så mange fisk, at nettet sprængtes. Da bliver Peter forskrækket og tænker: «Det må være den almægtige Gud selv! Det må være min skaber! Det må også være ham, der engang skal dømme mig!» Så falder han ned for Jesu fødder og siger: «Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!» Han tror ikke andet, end at Herren vil sige til ham: «Se, så mange synder har du begået, og derfor fortjener du at blive fordømt.» Hvor kom denne skræk da fra? Hvorfor faldt han ikke ned for Jesu fødder og takkede ham? Han havde sine synder for øje; han kunne ikke takke med glæde, men måtte skælvende falde på knæ og sige de frygtelige ord til sin Herre og Frelser: «Gå bort fra mig, Herre!» Men Djævelen havde røvet al hans trøst og bildt ham ind, at han måtte sige sådan til Kristus. Han troede ikke andet, end at Herren ville knuse ham. Han kunne ikke skelne mellem lov og evangelium. Havde han kunnet det, så kunne han frimodigt have nærmet sig Jesus og tænkt, at Kristus havde tilgivet ham alle hans synder. Hvor ofte må han ikke senere have tænkt: «Hvor var du dog en stor tåbe dengang! Du skulle langt hellere have sagt: ‹Å, bliv hos mig, Herre, for jeg er en

syndig mand.›» Det gjorde han også, da han senere faldt igen. Da blev han fyldt med en usigelig glæde, da Jesus så på ham, fuld af nåde. (S. 42) 1 Joh 3,19–20: «I dette kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi berolige vores hjerte, hvad end vores hjerte fordømmer os for, for Gud er større end vores hjerte, og han ved alt.» Ja, når vores hjerte ikke fordømmer os, så er det let at skelne mellem lov og evangelium. Og sådan er en kristen også stillet. Men han kommer også i den tilstand, at hans hjerte fordømmer ham. Han kan gøre, hvad han vil; han kan ikke få den stemme til at tie. Den råber til ham igen og igen og minder ham pludselig om tidligere synder. Pludselig kommer han i tanker om en synd, som han for længst havde glemt, og så bliver han med ét grebet af en frygtelig skræk. Kan et menneske da skelne mellem lov og evangelium, så falder han ned for Kristi fødder og trøster sig ved hans fortjeneste. Men det er svært. For en, der er åndeligt død, virker det tåbeligt at pine sig selv med tidligere synder. Han bliver mere og mere ligeglad med al synd. Men en kristen mærker sine synder og mærker også sin samvittigheds vidnesbyrd imod dem. Men når kristne til sidst praktiserer forskellen på loven og evangeliet ret, siger de med den hellige Johannes: «Gud er større end mit hjerte; han har afsagt en anden dom, og den gælder også mig.» Men det er svært! Godt for jer, hvis I har lært den kunst! Og når I har lært den, så tro ikke, at I kan den; I forbliver altid elever. Der vil komme timer, hvor I ikke vil kunne skelne mellem lov og evangelium. Men når loven fordømmer jer, skal I straks gribe evangeliet.

Luther lærer om dette mere herligt end nogen anden siden apostlenes tid, og alligevel indrømmer han, at han ofte lå slået til jorden, når det kom til praksis. Djævelen plagede ham ofte, selv om han ikke havde begået grove synder, men havde levet et tugtigt liv. Djævelen plagede ham ofte med de åndelige synder, så han ikke vidste, hvad han skulle stille op. Så gik han ofte til sin skriftefar Bugenhagen og klagede sin nød for ham, knælede og lod sig give tilgivelse. Derefter gik han glad derfra igen.

Luther skriver (W. IX, 421): «For Gud har givet disse to slags ord, loven og evangeliet, det ene lige så vel som det andet, og hvert med sin befaling: loven, at den skal kræve fuldkommen retfærdighed af enhver; evangeliet, at det af nåde skal skænke den retfærdighed, som loven kræver, til dem, der ikke har den (det vil sige alle mennesker). Den, der ikke har opfyldt loven og ligger fangen i synd og død, skal nu vende sig fra loven til evangeliet og tro (S. 43) prædikenen om Kristus: at han i sandhed er Guds lam, som bærer verdens synd, som forsoner sin himmelske Fader og skænker evig retfærdighed, liv og salighed til alle, der tror det, helt gratis og af nåde. Til denne prædiken alene skal han holde sig, påkalde Kristus, bede om nåde og syndernes forladelse og tro fast (for alene med troen bliver denne store gave grebet); så har han, som han tror. Det er nu den rette forskel, og hele magten ligger i at ramme den rigtigt. Den lader sig godt prædike eller skelne med ord, men at bruge den og føre den ud i praksis er en høj kunst, og det er svært at ramme rigtigt. Pavekirken og sværmerne ved slet intet om den; og jeg ser også hos mig selv og hos andre, der forstår at tale bedst om den, hvor vanskelig denne forskel er. Kunsten er almindelig: Det er hurtigt sagt, at loven er et andet ord og en anden lære end evangeliet, men at skelne i praksis og sætte kunsten i værk, det er møje og arbejde.»

Videre (IX, 425): «Dette skal man meget mere holde fast ved, når loven vil tvinge mig til at forlade Kristus, hans gave og evangeliet. Så slipper jeg hellere loven og siger: Kære lov, har jeg ikke gjort gerningerne, så gør du dem; jeg vil ikke for din skyld lade mig pine ihjel, tage til fange eller holde nede under dig og således glemme evangeliet. Har jeg syndet, gjort uret eller undladt at gøre ret, så lader jeg dig, lov, tage dig af det. Pak dig, og lad mit hjerte være i fred; jeg

vil ikke vide af dig dér. Men når du kræver og vil have, at jeg skal være from her på jorden, så vil jeg gerne gøre det; men når du vil klatre og bryde ind dér, så jeg skal miste det, som er givet mig, så vil jeg langt hellere slet ikke vide af dig end give slip på gaven.»

Som to fjendtlige magter støder loven og evangeliet undertiden sammen i samvittigheden. Evangeliet siger: «Du er i nåde hos Gud.» Loven siger: «Nej, tro ikke på det, for se, hvordan du har levet! Hvor meget og hvor groft har du ikke syndet! Hvilke tanker og lyster har du ikke haft!» Ja, dér er det svært at skelne mellem lov og evangelium. Dér skal det lyde: «Væk med dig, lov; du har ikke mere at kræve. Dine krav er for længst fuldt ud opfyldt. Det er en anden, der har betalt min skyld for mig.» For et menneske, der er dødt i synder, er det ikke svært; han er hurtigt færdig med loven. Men for en, der er omvendt, er det svært. Ja, han kan falde lige i den modsatte grøft og komme nær ved at fortvivle. (S. 44) Luther (W. IX, 415): «Den, der godt kan denne kunst at skelne loven fra evangeliet, skal du sætte øverst og kalde ham en doktor i Den Hellige Skrift. For uden Helligånden er det umuligt at ramme denne forskel. Jeg erfarer det hos mig selv og ser det også dagligt hos andre, hvor svært det er at skille lovens og evangeliets lære fra hinanden. Helligånden må være mester og lærer her, ellers vil intet menneske på jorden kunne forstå eller lære det. Derfor kan ingen pave, ingen falsk kristen, ingen sværmer skille de to fra hinanden, især in causa materiali et in objecto.» [med hensyn til stoffet og genstanden.] Når Luther siger, at det er svært at skelne mellem lov og evangelium in causa materiali et in objecto, så mener han: Det er ikke svært at sige, hvilket indhold loven og evangeliet har, og hvilken genstand disse lærdomme har; men det er ikke kun svært altid at være sikker på: «Dette hører til loven, og dette til evangeliet», men også, når man in natura [i virkeligheden] har genstanden foran sig, at sige: «Ham tilkommer loven, og ham evangeliet.» Og allersværest er det for teologerne selv.

I Bordsamtalerne (W. XXII, 655) siger Luther: «Der er ikke det menneske på jorden, der kan og ved, hvordan man skelner ret mellem evangeliet og loven. Vi bilder os nok ind, når

vi hører prædiken, at vi forstår det; men der mangler meget; alene Helligånden kan denne kunst. Jeg skulle også nok have ment, at jeg kunne den, eftersom jeg har skrevet så længe og så meget om det; men sandelig, når det kommer til at ramme rigtigt, så ser jeg godt, at der mangler meget, meget hos mig. Derfor

skal og må alene Gud Helligånden være mester og lærer.» – Luther, der i så mange år forinden havde skrevet store bøger om det, kommer med sådan en bekendelse! Vi er altid tilbøjelige til at lytte mere til loven end til evangeliet.

I sin kommentar til Salme 131 (W. IV, 2881) skriver Luther: «Nogle bilder sig ind, at de forstår disse ting meget godt, men I skal vogte jer for overmod og huske, at I forbliver Ordets elever. For Satan er sådan en mester, at han meget let kan ophæve forskellen og trænge loven ind på os i stedet for evangeliet og omvendt evangeliet i stedet for loven. Hvor ofte sker det ikke for folk, når de ligger i deres sidste dødskamp, at de stakkels samvittigheder griber nogle evangeliske skriftsteder, som dog egentlig hører til loven, og således mister evangeliets trøst! Som

dette skriftsted i Matt 19,17: ‹Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene›, og ligeledes dette i Matt 7,21: ‹Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget› (S. 45).» – I dødsnøden kommer Djævelen og prøver i den sidste time at rive den stakkels kristne løs fra evangeliet. Når de kristne skal gå ind i evigheden, tænker de: «Er jeg nu også beredt?» Så siger de en mængde skriftsteder for sig selv, og så kommer de til nogle som: «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene», og tænker ikke på, at det også er lov. Så lyder det i hjertet: «Du er ikke beredt, du kan ikke blive frelst.» De kan netop dér ikke skelne mellem lov og evangelium.

Derfor er det godt, at I lærer det allerede i jeres ungdom. I må ikke tænke: «Vi har jo hørt læren meget udførligt. Så hvis jeg kommer i dødsnød, holder jeg mig bare til den.» Ja, hvis det var noget, vi kunne klare ved egne kræfter! Dér vil Djævelen bringe jer i en sådan forvirring, at I hverken ved ud eller ind. I må heller ikke tænke: «Å, jeg er jo endnu ung!» Hvor ofte river Gud ikke en bort i hans ungdoms skønneste blomstring for at vise de andre, hvor nødvendigt det er at tænke på døden. – «Gennem disse og lignende skriftsteder bliver hjerterne ofte så forvildede, at de ikke ser andet end det, de har gjort og burde have gjort, og ligeledes hvad Gud kræver og forbyder. Når hjerterne betragter det, glemmer de alt det, som Kristus har gjort, og som Gud har lovet at gøre ved Kristus. Derfor skal ingen være så formastelig at tro, at han har nået alt dette fuldkomment.» Vi taler jo endnu kun om, hvordan en præst som kristen skal skelne mellem loven og evangeliet. For en kristen skal han være; ellers burde han ikke være præst. – Den, der ikke er kommet så langt, at han kender og praktiserer denne forskel, er stadig en hedning eller en jøde. Det er en kristens forma, hans væsen, at han forstår at søge sin frelse i Kristus og derfor at flygte fra loven.

Luther (W. VIII, 1792): «Ja, i anfægtelsen vil du opdage, at evangeliet er en sjælden gæst i samvittigheden, mens loven er en daglig husfælle. For fornuften har af naturen kendskab til loven.» – Man må lære det ved erfaring, ellers lærer man det slet ikke. Hvis I er kristne, vil I også indrømme det: «Det erfarer jeg også; jeg bliver langt oftere uroet og pint end trøstet.» Når der er en sådan trøst i hjertet, er det lyspunkter i dagen; nogle dage er der ganske vist slet ingen. Men man skal bare hele tiden holde sig for øje: «For sådanne fattige syndere, som jeg er, er evangeliet til, det søde evangelium. Jeg har syndernes forladelse ved Kristus.» – «Derfor, når samvittigheden bliver forskrækket over synden, som loven viser og gør stor, så skal du sige: At dø har sin tid, (S. 46) at leve har sin tid; at høre loven har sin tid, ikke at bekymre sig om loven har sin tid; at høre evangeliet har sin tid, ikke at vide af evangeliet har sin tid. Nu skal loven pakke sig, og evangeliet komme hid, for nu er det ikke tid til at høre loven, men evangeliet. Men du har ikke gjort noget godt, tværtimod har du syndet groft. Det indrømmer jeg, men jeg har syndernes forladelse ved Kristus, og for hans skyld er alle mine synder mig eftergivet. Men når samvittigheden ikke står i kamp, og ydre embedsgerninger skal udføres, dér hvor du er en Ordets tjener, en øvrighedsperson, en ægtemand, en lærer, en elev osv., så er det ikke tid til at høre evangeliet, men loven; så skal du udføre dit kald» osv. – Når man skal gøre det, der er ret, over for verden, er det altså ikke tid til at høre evangeliet; da skal man høre loven, når man tænker på sit kald. Når det ikke drejer sig om, hvordan du står i forhold til Gud, må du rette dig efter loven – ikke som en træl, men som et barn.