Syvende aftenforelæsning. (7. november 1884.)

Da jeg for fjorten dage siden fortalte jer, at Luther siger, at intet menneske uden Helligåndens oplysning kan skelne rigtigt mellem lov og evangelium, ja, at Luther selv kun er en ringe begynder i denne høje, herlige kunst, var det slet ikke min hensigt at slå jer ned og tage modet fra jer. Tværtimod ville jeg på den ene side helbrede dem, der hidtil havde ment, at det var en ganske let kunst, for dette store selvbedrag. På den anden side ville jeg befri dem, der tænker: «Når selv Luther havde så svært ved at tilegne sig denne kunst, så vil jeg være langt mindre egnet til det», fra deres modløshed og opmuntre dem.

For tænk på dette: Når et menneske kun lærer at skelne rigtigt mellem lov og evangelium i Helligåndens skole og ved sand kristen erfaring, så kan man have gennemgået alle tænkelige skoler – har man ikke gået i denne skole, i Helligåndens skole, kan man ikke tilegne sig denne kunst. Ingen må tro, at når der tales om, hvor svært dette punkt er, så gælder det kun de svage, men ikke begavede og kundskabsrige unge mænd. Tværtimod: Jo mere begavet og (S. 47) jo mere kundskabsrig man er, desto lettere kommer man til at have høje tanker om sig selv og til at stole på sig selv. Man tager sagen let og når derfor måske aldrig til at forstå, hvordan disse lærdomme rigtigt skal forbindes med hinanden og skelnes fra hinanden. Tænk blot på Chrysostomos. Han var en stor lærd og en fremragende taler, så man af den grund kaldte ham Guldmund, selv om han egentlig hed Johannes. Han syntes at have den gave, at han kunne gøre med sine tilhørere, hvad han ville. Ville han gøre dem glade, lykkedes det; ville han gøre dem bedrøvede, stod også det i hans magt; ville han få dem til at juble, kunne han også det; ville han få dem til at klage, græde og sukke, stod også det i hans magt. Og alligevel udrettede den gode mand i det hele taget kun lidt, fordi han skelnede så dårligt mellem lov og evangelium og hele tiden blandede de to lærdomme sammen på en så farlig måde. Et andet eksempel har I i Andreas Osiander. Han var en lærd og skarpsindig mand og en taler uden lige. I begyndelsen skelnede han ganske fortrinligt mellem lov og evangelium. Det ser man af et udkast, han skrev til Den Augsburgske Bekendelse. Men det gjorde han kun, så længe han gerne ville være Luthers elev. Men han blev stolt af sine smukke gaver og sine herlige kundskaber, og så blev han til sidst helt blind. Følgen var, at han faldt i den allerværste sammenblanding af lov og evangelium. Han lærte nemlig, at mennesket ikke bliver retfærdigt for Gud ved den retfærdighed, som Kristus har vundet for det ved sin bitre lidelse og død, men ved at Kristus med sin væsentlige guddommelige retfærdighed bor i mennesket. Åh, lad jer derfor advare!

Når et menneske altså lærer at skelne og dele lov og evangelium rigtigt i Helligåndens skole, så følger det, at selv de allersvageste – blot de er sande kristne og selv har erfaret lovens kraft, evangeliets trøst og troens magt – er bedst rustet til at anvende det, de selv har erfaret, på andre. Derfor prædiker de mindst begavede præster ofte allerbedst. Der er ingen tvivl om, at mange enfoldige, fattige, uanselige og upåagtede præster ude på landet i Chrysostomos' tid skelnede bedre mellem lov og evangelium end denne store taler i verdensbyen Konstantinopel, bedre end den filosofisk dannede Clemens af Alexandria og bedre end mangevideren Origenes. Det samme finder vi i reformationstiden. En enfoldig præst, Cordatus, der var en fortrolig ven af Luther, har uden tvivl skelnet tusind gange (S. 48) bedre mellem lov og evangelium end Melanchthon, praeceptor totius Germaniae [«hele Tysklands læremester»], selv om Melanchthon hånligt kaldte ham Quadratus, «den firskårne», fordi han havde afsløret Melanchthon, da denne kom på afveje i læren om den frie vilje. Derfor: Den, der er kommet til at elske sin Herre Jesus og har erfaret lovens og evangeliets kraft, vil lære denne kunst allerbedst, hvor svær kunsten at skelne mellem lov og evangelium end er.

I dag vil vi nu tænke over, at det at skelne rigtigt mellem lov og evangelium også er den højeste og sværeste kunst for en teolog, og at alt andet, en teolog skal vide, er ringere end denne kunst.

2 Tim 2,15: «Gør dit bedste for at kunne træde frem for Gud som en retskaffen og ulastelig arbejder, som deler sandhedens ord rigtigt.» Når apostlen her siger til Timotheus, at han skal gøre sig umage, giver han jo dermed til kende, at det er en stor og svær kunst at skelne rigtigt mellem lov og evangelium.

Luk 12,42–44: «Hvor stor en ting er det ikke med en tro og klog forvalter, som herren sætter over sine tjenestefolk, for at han skal give dem deres portion i rette tid! Salig er den tjener, som hans herre finder i færd med det, når han kommer. Sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.» – Det kalder Herren en stor ting – ikke når han taler om Guds ord i al almindelighed, eller, for at blive i billedet, når forvalteren giver hver enkelt noget af den mad, han har fået til uddeling. Nej, når han i rette tid giver hver enkelt sin portion og giver hver enkelt netop det, han skal have efter sin sjæls tilstand. Det skal også ske i rette tid. For den er en dårlig forvalter, som giver tjenestefolkene noget og så efter en længere pause igen noget, uden at spørge, hvor meget og hvor ofte han skal give dem. Sådan skal en præst virkelig forstå kunsten at give hver enkelt i rette tid det, han netop har brug for, hvad enten det er lov eller evangelium. At denne kunst kun læres ved Helligånden, ser vi af:

2 Kor 2,16: «Og hvem er kvalificeret til det?» og kap. 3,4–6: «En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke fordi vi er kvalificerede i os selv til at tænke noget af os selv, men vores kvalifikation er fra Gud, som har kvalificeret os til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavets, men Åndens.» –

Apostlen venter udelukkende evnen til denne høje, svære kunst fra Gud. Ved bogstaven skal forstås loven, og ved Ånden evangeliet. Her bliver det (S. 49) helt klart bevidnet for os, at begge dele skal prædikes rigtigt side om side. Og til det har intet menneske af naturen evnen; Gud selv må give ham den. Men derfor må han heller ikke længere have verdens ånd. Den, der stadig bærer verdens ånd i sig, kan aldrig nogen sinde lære denne skelnen rigtigt. For Guds Ånd kan ikke bo i et hjerte, hvor også verdens ånd stadig vil have en plads og holder fast på den. Derfor kan verden ikke modtage Ånden. Vil nogen altså blive en rigtig dokimos [græsk: «en, der har bestået prøven», jf. 2 Tim 2,15], må han først blive en kristen. Han kan måske nok fremstille alle dogmerne korrekt, men det er ikke nok. Han må også forstå at give hver eneste af de sjæle, der er samlet foran ham, det, den har brug for. Det er muligt, når præsten nøje kan udforske, hvordan det står til med hver sjæl. Det er ganske vist noget meget svært, ligesom diagnosen er det allersværeste for en læge. Det er ikke nok, at du bruger Guds levende, skarpe ord. Med dette skarpe sværd kan du meget let slå sjælene ihjel, hvis du ikke giver dem det, de har brug for. Derfor må en præst kunne skelne, om han har en hykler for sig eller en oprigtig kristen; om det er en, der stadig er åndeligt død, eller en, der er vågnet af syndens søvn; om det er en, der er anfægtet af Djævelen og kødet, eller en, der på grund af sin ondskab er overgivet i Djævelens magt. Derfor vil en, der ikke har erfaring, meget let holde en hykler for en sand kristen osv. Man skal altså prædike sådan, at hver enkelt mærker:

«Det gælder dig! Han har beskrevet hykleren præcis sådan, som jeg er.» Eller præsten har skildret den anfægtede sådan, at den anfægtede ikke kan nægte: «Sådan står det til med mig.» Også den angrende må hurtigt mærke: «Den trøst gælder mig, den skal jeg tilegne mig.»

Den forskrækkede må tænke: «Åh, det er et sødt ord, det er til mig.» Ja, også den, der ikke vil omvende sig, må kunne sige til sig selv: «Ja, det er helt præcist et billede af mig.» Derfor må præsten virkelig forstå at male hver tilhørers indre. Hvis man blot fremstiller de forskellige lærdomme sådan objektivt, hjælper det ikke nok. Hvis en mand ganske vist er rettroende og har grebet den rene lære, men ikke selv står i forbindelse med Gud, endnu ikke har gjort sit regnskab med Gud op og endnu ikke har fået vished for, om hans syndeskyld er tilgivet eller ej – hvordan skal han så kunne holde en kristen prædiken? Ja, også her gælder det ord, som hedningerne har: «Pectus disertum facit», «hjertet gør veltalende». Ja, kun i Helligåndens skole, i anfægtelsen, kan man rigtigt lære at skelne mellem lov og evangelium. Derfor holder folk også så meget af at læse Luthers (S. 50) prædikener.

Til at begynde med bryder man sig ganske vist ikke om hans prædikener. Men når folk tager sig sammen, måske fordi præsten engang har sagt: «Det er den mest dyrebare prædikenbog», så kommer de til sidst til at holde så meget af den, at de slet ikke vil vide af noget andet. Det er også virkelig en fryd at læse i Luthers prædikener. Man finder sig selv på hver side. Først skræmmer han én så frygteligt, at man hverken kan se eller høre; først kaster han én ned i dybet. Men næppe har han gjort det, før han siger: «Tror du det?» «Ja!»

«Godt, så kom op igen!» Der er torden og lyn, men straks også Helligåndens stille susen i evangeliet. Man kan slet ikke stå imod; man må sige: «Det er godt, kraftigt, daglig brød, det er den rette føde for min sjæl.» Luther viser ikke en lang vej og giver ikke mange anvisninger på, hvordan man kan komme ud af det. Når han har bragt én dertil, at man ser, at man er en fattig synder, siger han: «Stop! Kristi nåde er større end hele verdens synd.» Han prædiker hele tiden lov og evangelium side om side, så loven i evangeliets lys står langt mere skræmmende frem, og evangeliet ved loven bliver langt sødere og mere trøsterigt. Det må I lære af den kære fader Luther. Så lytter folk også efter. Det interesserer dem; de mærker, at præsten i denne time vil hente dem ud af fortabelsen, så de må gå glade ud af kirken.

Men hvor meget må en præst dog passe på, at han ikke siger noget forkert. Derfor må man altid gennemgå sin prædiken endnu en gang og overveje: «Er alt dette nu også helt rigtigt? Går det hverken imod loven eller imod evangeliet?» Det ville for eksempel være forkert, hvis nogen sagde: «Den, der stadig er bange for døden, er ikke et Guds barn, for den kristne er ikke bange for døden.» Det er en stor løgn. Det er nok rigtigt, at de kristne ikke er bange for at træde frem for Gud, men de er stadig bange for forrådnelsen og formuldningen i graven osv. En sådan sætning må en præst straks stryge. Dernæst: Unge mennesker, der gerne vil virke og udrette noget (og det er jo glædeligt, når det er tilfældet), taler gerne om, hvor meget lykkeligere en kristen er end verdens børn. Men så går de ofte over grænsen og siger: «Åh, de stakkels mennesker, verdens børn har slet ingen glæder, slet ingen fred, slet ingen ro.» Det er jo slet ikke sandt. Hører verdens børn det, tænker de: «Den enfoldige præst! Hvad ved han om det? Vi har skam både glæde og ro.» Han må udtrykke det anderledes. Han må sige, at verdens børn nok har glæder (S. 51) og fornøjelser, men så kommer der pludselig sådanne tanker: «Hvad nu, hvis det alligevel er, som de kristne siger? Hvis de nu har ret, hvordan vil det så gå dig?» Midt i sus og dus dukker tanken om døden op som et spøgelse og forbitrer glæden. Så må sådanne folk indrømme: «Ja, den mand kan virkelig male et billede af én!» Eller hvis I maler de kristne sådan, at de er så lykkelige og slet ikke har nogen nød, så er det heller ikke sandt. De kristne har meget mere angst, nød og trængsel end verden. Men alligevel er den kristne langt lykkeligere. Hvis Gud kommer i nat og vil have hans sjæl, tænker han: «Gud være lovet, nu er det forbi! Nu er jeg snart hos min Frelser!» I trængslen tænker han: «Det varer jo ikke længe, så kommer jeg hjem, og så er al jordens elendighed og lidelse forsvundet og glemt.» De kristne græder, og englene glæder sig over dem. De har angst og rædsel, og Gud mener det inderligt godt med dem; han siger: «I er mine kære børn.» Det er blot nogle eksempler på, at man ikke må gå over grænsen, heller ikke i den bedste hensigt.

Det andet, I skal være opmærksomme på, når I skriver jeres prædikener, er, at I heller ikke siger noget, der kan misforstås. For eksempel kan det misforstås at sige: «Den, der synder med vilje og viden, falder ud af nåden.» For også sande kristne synder undertiden med viden og vilje, men i en sådan situation, hvor de så at sige bliver stormet af synden indefra eller også udefra. Det kalder man overilelsessynder. Mangen en har et

hidsigt temperament, men er ellers kærlig; men så kommer der noget i vejen for ham, og pludselig løber det over for ham, og han udslynger vrede ord. Så revser Guds Ånd ham:

«Se, hvad du er for et menneske!» og han beder igen sin Gud om tilgivelse. Det er rigtigt, at når den kristne synder bevidst, bedrøver han altid Helligånden; Helligånden vil ikke være med til det. Derfor må man også sige til folk: «Det er en farlig vej! Dér trækker Helligånden sig tilbage, dér bliver I kastet tilbage i stedet for at komme videre. Og hvis I ikke bliver ved i sand omvendelse, kan denne synd føre jer i fortabelsen.» Ligeledes kunne det misforstås, hvis nogen siger: «Gode gerninger er ikke nødvendige, kun troen.» De gode gerninger er skam nødvendige. Hvis jeg siger: «De er ikke nødvendige til frelse», så er det rigtigt. Men hvis jeg ikke gør gode gerninger, kan jeg ikke blive på den rette vej. Og desuden har Gud jo også befalet dem. Det er hans vilje, at vi skal gøre gode gerninger. (S. 52) Det kunne også misforstås at sige: «Synden skader ikke en kristen.» Ja, ganske vist styrter den, når den er begået af svaghed, ikke straks ind i Guds unåde, men den skader alligevel. «Der er ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus», siger Paulus; han siger ikke: «ingen synd». Kort sagt: Man kan ikke prædike forsigtigt nok. Men det er også forkert, når man undertiden ikke forklarer og uddyber noget nærmere. Således hørte Aegidius Hunnius, mens han endnu gik i latinskole, engang i en kirke ordene: «Men der er dog en synd, som ikke kan tilgives. Det er synden mod Helligånden.» Dette ord gik som en dolk gennem hans hjerte. For han tænkte straks, at den synd havde han begået. Ja, det førte til, at der opstod den tanke i ham, at han ville tage sit liv. Han huskede nemlig ganske rigtigt, at Helligånden undertiden havde banket på hans hjerte under prædikenen, og at han så i ungdommelig letsind havde glemt det igen. Men Gud hjalp ham på vidunderlig vis ud af hans samvittighedsangst. Engang da han gik hen til sin plads, fandt han et løsrevet blad fra en dyrebar opbyggelsesbog af M. Spangenberg. Og netop dér var der tale om synden mod Helligånden; dér stod der, at den, der havde begået denne synd, ikke ville omvende sig indtil sin død. Sådan blev han reddet. Derfor blev han også en så stor teolog, fordi han allerede i sin ungdom måtte gennemgå så store anfægtelser. Endnu sværere er det nu at skelne rigtigt mellem lov og evangelium i den personlige sjælesorg, når præsten har den enkelte foran sig. På prædikestolen kan han sige forskellige ting og tænke: «Det skal nok banke på hjerterne.» Men når folk kommer til ham som deres præst, er det langt sværere. Han må hurtigt mærke: «Den ene er en kristen, den anden er ikke.» Dermed er ikke sagt, at han ikke kan tage fejl, hvis nogen stiller sig an som meget from og dog er en hykler. Men hvis han kan skelne rigtigt mellem lov og evangelium, så har folk måske bedraget ham, men præsten har ikke skylden. Han pådrager sig kun et frygteligt ansvar, hvis han selv er skyld i, at folk misforstår ham. Men hvis de stiller sig an som rigtig kristne for at bedrage mig, så er det ikke mig, der bliver bedraget, men vedkommende selv. Præsten skal behandle en som kristen, når han ser: Det er en kristen – og omvendt. Men de ikke-kristne er ikke alle ens. Den ene er en grov religionsspotter og bibelforagter; den anden er rettroende og har (S. 53) den døde forstandstro, men præsten mærker: «Du er stadig blind, du ligger stadig i den åndelige død.» Den, der selv stadig ligger i synder, forstår naturligvis heller ikke at bedømme en sådan. Hvis en ikke-kristen nu er meget forskrækket og fuld af ubevidst angst, fordi han har begået Gud ved hvilke synder, men endnu er ubrudt, så må sjælesørgeren mærke: «Han må først brydes ned.» Den ene er lastefuld, den anden selvretfærdig. Det er netop det svære: at opdage disse forskellige slags uomvendte og hver gang give dem det rette middel. I skal altså blive overbevist om, at en præst kun bliver rigtigt rustet ved Helligånden.

Endnu sværere er det endelig at behandle sande kristne efter deres særlige sjælelige tilstand. Den ene er en svag, den anden en stærk kristen; den ene er glad, den anden bedrøvet; den ene er doven, den anden gløder af iver; den ene har kun lidt erkendelse, den anden er dybt grundfæstet i sandheden. Og så én ting mere! For at bedømme et menneske rigtigt og behandle det derefter er det af allerstørste betydning for en præst at kende temperamenterne. Mit åndelige øje må ikke lade temperamentets fejl tage de gode egenskaber fra mig. Hvis en for eksempel er sangviniker, er han altid ved godt mod og plager sig ikke med dystre tanker, og alligevel er han måske ikke en kristen, for det er ham simpelthen medfødt. Hvis I nu finder ud af: «Han er sangviniker», og I prædiker loven for ham, og han bliver bedrøvet, så ved I: «Ordet har virket.» Og når I så prædiker evangeliet for ham, må I skelne, om det er hans natur eller ej, når han bliver glad. Eller hvis I ser, at en melankoliker er meget bedrøvet og ser mørk ud i ansigtet, må I ikke straks tro, at han er så bedrøvet på grund af sine synder. Men hvis han pludselig bliver levende ved evangeliet, og I ser det modsatte af hans temperament, så kan I være sikre på: Evangeliet har virket i ham. Eller I har en flegmatiker foran jer, som altid gerne vil have det rigtig mageligt og ikke vil forstyrres i sine tanker. Når I har beroliget ham, så tro ikke straks, at det er evangeliet, der har beroliget ham. Eller I har en koleriker foran jer. Når han bliver modløs, kan I være sikre på: «Det har Guds ord virket.» (S. 54)