Ottende aftenforelæsning. (14. november 1884.)

Hvis Den Hellige Skrift virkelig var en så dunkel bog, at man ikke med sikkerhed kunne forstå meningen med alle de skriftsteder, som den kristne tros artikler er grundlagt på, og hvis man derfor måtte indrømme, at man uden en anden autoritet ikke kunne afgøre, hvilken af to eller flere udlægninger af et skriftsted der er den eneste rigtige, så kunne Skriften ikke være Guds ord. For hvad ville det være for en åbenbaring, som efterlod os i mørk uvidenhed netop om sit væsentlige indhold? Især de gamle jødiske skriftkloge i middelalderen erklærede, at den bogstavelige mening jo var åbenbar, men at der fandtes en hemmelig skriftmening af allerstørste betydning; den kunne man ikke udforske, dertil behøvede man en kabbala [jødisk mystisk overlevering og skriftfortolkning]. De sagde, at bogstavet alef forekom seks gange både i det første og i det sidste vers af den hebraiske tekst. En almindelig mand kunne ikke vide, hvorfor det var sådan, men kabbalaen gav besked om det: Dermed var det åbenbaret, at verden skulle bestå i seks tusind år.

Det er jo helt latterligt, men i selve kristenheden, i pavekirken, lærer man, at Skriften er så dunkel, at man knap kan forstå et eneste ord i Den Hellige Skrift, eller i hvert fald at man ikke kan bevise rigtig mange vigtige lærdomme i den kristne religion ud fra Skriften. Dertil skulle overleveringen være ubetinget nødvendig. Men det er en stor blindhed! Om dem gælder Sankt Paulus' ord: «Men selvom vores evangelium er tildækket, er det tildækket for dem som går fortabt» (2 Kor 4,3). Med rette siger Luther i sin udlægning af Salme 37: «Der er ikke skrevet nogen klarere bog på jorden end Den Hellige Skrift; den er i forhold til alle andre bøger som solen i forhold til alle andre lys. De siger kun den slags for at føre os bort fra Skriften og ophøje sig selv til herrer over os, så vi skal tro deres drømmeprædikener. Det er en grufuld, stor forhånelse og synd mod Den Hellige Skrift og hele kristenheden, når man siger, at Den Hellige Skrift er mørk og ikke så klar, at enhver kan forstå den, så han kan lære og bevise sin tro.» Og i sit skrift til rådsherrerne i alle Tysklands byer om, at de skal oprette og

holde kristne skoler, skriver Luther (W. X, 551): «Sofisterne har sagt, at Skriften er mørk; de har ment, at Guds ord af natur er så mørkt og taler så sælsomt. Men de ser ikke, at hele fejlen ligger (S. 55) i sprogene; ellers var der aldrig sagt noget lettere end Guds ord, hvis vi forstod sprogene. En tyrk må jo tale mørkt for mig, selv om et tyrkisk barn på syv år sagtens forstår ham, fordi jeg ikke kender sproget.» Luther har fuldstændig ret. Den Hellige Skrift er ikke bare lige så klar som det klareste menneskelige skrift; den er endnu langt klarere, for den er formuleret af Helligånden, sprogenes skaber. Derfor er det helt umuligt at bevise en vildfarelse eller endog en selvmodsigelse ud fra Skriften, når man holder sig til Skriftens ord. Derfor hedder det i den dejlige nadversalme «Herre Jesus Kristus, du har beredt»: «Dit ord står fast som en mur, som ingen kan fordreje, hvor klog han så end er.»

Men selv om Skriftens historisk-grammatiske mening godt kan udredes af en, der blot forstår sproget, så kan intet menneske – om han så er nok så stor en sprogforsker, nok så berømt en filolog eller nok så skarpsindig en logiker – forstå Den Hellige Skrift til sin frelse uden Helligånden. Derfor siger apostlen Paulus i 1 Kor 2,14: «Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds Ånd, for det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det, for det skal bedømmes åndeligt.» Og i 1 Kor 1,23: «Men vi forkynder Kristus som korsfæstet, for jøder et anstød til fald og for grækere en tåbelighed.» Men for at et menneske kan få den frelsende erkendelse af Skriften, er det frem for alt nødvendigt at have det rette kendskab til forskellen mellem loven og evangeliet. Hvor denne erkendelse findes, dér bliver hele Skriften lys; hvor den ikke findes – denne erkendelse –, dér forbliver hele Den Hellige Skrift en bog, der er lukket med syv segl. –

Før vi nu går videre til den fjerde tese, skal I høre et par citater fra Luther.

Når man hører uerfarne præsters prædikener, kan man måske ikke sige, at de har forvansket loven eller forvansket evangeliet, og alligevel må man ofte sige, at lov og evangelium er flydt sammen. At det at skelne ret mellem lov og evangelium er teologens højeste kunst, bevidner Luther i sin prædiken om forskellen osv. (IX, 422): «Kunsten er almindelig kendt; det er hurtigt sagt, at loven er et andet ord og en anden lære end evangeliet; men at skelne i praksis og sætte kunsten i værk, det er møje og slid. Sankt Hieronymus har også skrevet meget om det, men som en blind om farverne.» – Luther havde den største respekt for de lærde. Han sagde også til Erasmus:

«Du er en dyrebar mand», fordi han havde bragt sprogene frem igen. Men en doktor i Den Hellige Skrift kaldte han ham ikke. Hvorfor ikke? Fordi han ikke forstod denne (S. 56) kunst. Og selv om en mand med de største evner forberedte sig i halvtreds år til det hellige prædikeembede, men ikke havde fået Helligånden, ville han alligevel ikke kunne skelne ret mellem lov og evangelium. Ja, her er Skylla og Karybdis [to uhyrer i græsk mytologi på hver sin side af et smalt stræde; undgår man det ene, falder man let i kløerne på det andet]. På begge sider kan man føre sjælene i fordærv og synde svært mod de stakkels kristne.

Til Gal 2,14 (VIII, 1788): «Den, der godt forstår at skelne evangeliet fra loven, skal takke vor Herre Gud, og han kan med rette gælde for en teolog. Jeg har ganske vist i mine anfægtelser endnu ikke forstået det så godt, som jeg havde haft brug for.» –

En jævn præst kan være en fremragende teolog, og en anden, der har studeret alle de orientalske sprog og hvem ved hvad, fortjener måske endnu ikke navnet. Det kommer an på, om Gud har gjort ham til det eller ej. Du, som siger: «Nu går du dog for vidt», du er endnu blind! Hvis du havde erfaret det, ville du indrømme, at denne kunst er meget svær.

§ Tese IV.

Den rette erkendelse af forskellen mellem loven og evangeliet er ikke blot et

herligt lys til den rette forståelse af hele Den Hellige Skrift, men uden denne

erkendelse er og bliver Skriften også en fast tillukket bog.

Når vi blader i Den Hellige Skrift og endnu ikke kender forskellen mellem loven og evangeliet, ser det ud for os, som om der er en hel masse modsigelser i Skriften, ja, som om hele Skriften er sat sammen af lutter modsigelser, endnu mere end tyrkernes Koran. Snart lover den et menneske frelse, snart fordømmer den det. Da den rige unge mand spurgte Herren: «Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?», svarede Herren ham: «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene.» Da fangevogteren i Filippi stillede Paulus og Silas nøjagtig det samme spørgsmål, fik han svaret: «Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din husstand.» Ét sted læser vi i Hab 2,4: «Den retfærdige skal leve ved sin tro»; Johannes siger i 1 Joh 3,7:

«Den som praktiserer retfærdighed, er retfærdig», og apostlen Paulus svarer: «Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud, og de erklæres retfærdige gratis på grund af hans nåde ved løskøbelsen i Kristus Jesus.» Ét sted står der i (S. 57) Skriften, at Gud ikke vil vide af syndere; et andet sted, at enhver, som påkalder Herrens navn, skal blive frelst. Ét sted udbryder Paulus: «Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker», og Salme 5 siger: «Du er ikke en Gud, der har behag i ugudelighed; den, der er ond, kan ikke bestå for dig»; men Peter siger: «Sæt jeres håb fuldstændigt til nåden.» Ét sted hedder det, at Guds vrede hviler over hele verden, og så hedder det igen: «For således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Et andet bemærkelsesværdigt sted er 1 Kor 6,9–11. Dér siger apostlen først: «Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der lader sig bruge homoseksuelt, eller mænd som udøver homoseksuel handling, eller tyve eller griske eller fordrukne, eller spottere eller røvere skal arve Guds rige.» Og så tilføjer han: «Og sådan var nogle af jer, men I lod jer renvaske, ja, I blev helliget, ja, I blev erklæret retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vores Guds Ånd.»

Må ikke den, der intet ved om forskellen mellem lov og evangelium, blive omgivet af et sandt mørke, når han læser alt dette? Må han ikke tænke: «Hvad? Skal det være Guds ord? En bog med den slags modsigelser?» Det forholder sig heller ikke sådan, at der i Det Gamle Testamente åbenbares en vred Gud og i Det Nye Testamente en nådig Gud, eller at man i Det Gamle Testamente blev frelst ved sine gerninger og i Det Nye Testamente ved troen; nej, vi finder begge dele både i Det Gamle og i Det Nye Testamente. Men så snart vi kender forskellen mellem lov og evangelium, går solen op over Skriften. Så finder vi den allerskønneste harmoni i Skriften. Vi ser, at loven ikke er åbenbaret, for at vi skulle kunne blive retfærdige ved den, men for at vi skal lære vores afmagt at kende og se, hvor svage mennesker vi er. Så mærker vi, hvilket sødt budskab evangeliet er, og hvilken herlig lære det er; så tager vi imod evangeliet med tusind glæder.

Også kirkehistorien viser, hvor vigtigt det er at kende denne forskel. Fordærvet i kirken begyndte med sammenblandingen af lov og evangelium. Læser vi kirkefædrenes skrifter, mærker vi snart, at elendigheden skyldes dette: De forstod ikke at skelne ret mellem lov og evangelium. Vel finder vi endnu herlige vidnesbyrd frem til det sjette århundrede, men så mærker vi også, at dette lys slukkes, og at denne forskel bliver mere og (S. 58) mere glemt. Det ser vi også af munkelivet, som nu fik større og større anseelse. Hvad Herren sagde til den rige

unge mand, holdt de ligefrem for nødvendigt til frelse. Dem, de skulle bringe evangeliet, bragte de loven. Går vi så helt frem til den tid, da pavedømmet herskede, er kendskabet til denne forskel fuldstændig udslukt; og dermed falder et sandt helvedes mørke på, så rent hedenskab og afgudsdyrkelse fandt vej ind i kirken. Og hvordan gik det ikke vores kære Luther! Han havde fra begyndelsen nok megen erkendelse sammenlignet med datidens mørke, men han forstod ikke at skelne mellem lov og evangelium. Hvor har han dog pint og martret sig! Han spæglede sig og fastede, så han var lige ved at pådrage sig døden ved det. Det sværeste og mest forfærdelige ord for ham var, at den retfærdighed, der gælder for Gud, åbenbares i evangeliet. «Åh,» tænkte han, «hvor elendigt! Loven kræver, at man opfylder den, og nu skal man oven i købet retfærdiggøres ved evangeliet!» Ja, han siger selv, at han undertiden havde gudsbespottelige tanker. Så gik det pludselig op for ham, hvilken retfærdighed evangeliet taler om. Fra den tid, siger han, gennemgik han hele Skriften og begyndte at gøre sig klart: «Her er lov, og dér er evangelium»; i hver bog så han efter, og således blev det klart for ham overalt. Og i det øjeblik, Luther lærte denne forskel at kende, blev han født som reformator. Det var også grunden til, at hans optræden fik så uhyre stor virkning. Dermed befriede han det stakkels folk fra den nød, som dets præsters lovprædiken havde drevet det ud i.

Men forstå nu også selv, hvor vigtigt dette egentlig bliver for jer, når I engang skal være sjælesørgere. Når nogen kommer til jer i angst og nød, er årsagen altid den: Loven har virket i dette stakkels menneske, og han tænker ikke på, at han kan blive frelst ved evangeliet. Det tænker han ikke på, og han klager: «Ak, jeg er en stakkels synder, der har fortjent helvede» osv. Så siger I til ham: «Ja, du er rigtignok et fortabt og fordømt menneske. Men det skriftsted er lov. Nu er der imidlertid også en anden lære. Loven har gjort sit værk på dig. Ved loven skal erkendelse af synd komme. Forlad nu Sinaj og kom til Golgata! Se dér din frelser dø og bløde for dig.» Ja, når I kommer ud i embedet, vil I først rigtig forstå, hvilken høj betydning og vigtighed forskellen mellem lov og evangelium har, og at (S. 59) det alene er kendskabet til denne forskel, der gør jer skikkede til at føre det embede, som skal frelse verden. Det allervigtigste er naturligvis, at I selv har erfaret denne forskel på jer selv. Jeg tænker ikke på dem, der aldrig har været i angst over deres synder, og som mener, at de jo er vokset op i kristne familier og derfor er rettroende, men på dem, der er bekymrede for deres frelse. Snart vil I mene, at I er Guds børn, snart vil I mene, at jeres synder ikke er tilgivet jer. Vil I så have den rette fred, kan det kun ske ved erkendelsen af forskellen mellem lov og evangelium.

I Apologien for Den Augsburgske Bekendelse (Müller, s. 119) hedder det: «For at vi ret kan erkende Kristi velgerning og evangeliets store skat (som Paulus priser så højt), må vi skille Guds løfte og tilbudte nåde på den ene side og loven på den anden side lige så langt fra hinanden som himmel og jord.» – Guds ord kan forkynde os evangeliet nok så trøsteligt; hvis vi ikke ved, at der i Guds ord også er loven, som vi er flygtet fra, og at vi er fortabte og fordømte syndere, der har grebet evangeliet, så vil vi ikke kunne få fred. Kommer vi til et trøsterigt skriftsted, tænker vi: «Ja, jeg har jo syndernes forladelse», og så kommer vi til et andet sted og regner os igen for fortabte, når vi ikke kender forskellen mellem lov og evangelium.

Konkordieformlen, Epitome (Müller, s. 533f.): «Vi tror, lærer og bekender, at forskellen mellem loven og evangeliet skal bevares med stor flid i

kirken som et særligt herligt lys, hvorved Guds ord bliver delt ret efter Sankt Paulus' formaning.» Det samme gentages i Declaratio [Solida Declaratio, Konkordieformlens udførlige del] til artikel 5 (s. 633): «Da forskellen mellem loven og evangeliet er et særligt herligt lys, som tjener til, at Guds ord bliver delt ret, og at de hellige profeters og apostles skrifter bliver rigtigt forklaret og forstået, skal man med særlig flid holde fast ved den, så disse to lærdomme ikke blandes sammen, og der ikke gøres en lov ud af evangeliet. For derved fordunkles Kristi fortjeneste, og de bedrøvede samvittigheder berøves den trøst, som de ellers har i det hellige evangelium, når det prædikes klart og rent, og som de kan holde sig oppe ved i deres højeste og sværeste anfægtelser mod lovens rædsel.» – Skelnes disse to lærdomme ikke, så formørkes evangeliet, og Kristi fortjeneste fordunkles; for når jeg frygter lovens trusler, så har (S. 60) jeg glemt Kristus. For Kristus siger til mig: «Selv om din synd var blodrød, skal den dog blive snehvid. Den, der er træt og bærer byrder, skal bare komme, så skal han finde hvile for sin sjæl.» Det vil præsten kun forkynde ret, når han har fået et uudsletteligt indtryk af forskellen mellem loven og evangeliet. Kun han kan også trøstigt lægge sig på sit dødsleje. Lad Djævelen hviske ham i øret, hvad han vil; så siger han til Djævelen: «Du har helt ret, men jeg har en anden lære, og den siger mig noget helt andet. Og jeg er glad for, at loven har tilredt mig sådan, for nu smager evangeliet mig så meget desto bedre.»

Ved slutningen af Konkordieformlens femte artikel (s. 639) hedder det: «For at de to lærdomme, lovens og evangeliets, ikke blandes og mænges sammen, og den ene ikke tillægges, hvad der hører den anden til – hvorved Kristi fortjeneste og velgerninger let fordunkles, evangeliet igen gøres til en lovlære, som det er sket i pavedømmet, de kristne således berøves den rette trøst, som de har i evangeliet mod lovens rædsel, og døren i Guds kirke igen åbnes for pavedømmet –, så må den sande, egentlige forskel mellem loven og evangeliet drives og bevares med al flid, og hvad der kunne give anledning til confusion inter legem et evangelium, det vil sige til, at de to lærdomme, lov og evangelium, forvirres og blandes sammen til én lære, skal omhyggeligt undgås.» – I denne store fare står også vi. Læs blot skrifterne af dem, der vil være de allerbedste! De er så skarpe, fordi de blander lov og evangelium sammen, så folk på dødslejet bliver overgivet til tvivlen. Hvor mange vil ikke tænke: «Jeg må se, om Gud vil tage imod mig!» Men den, der dør så uvis, dør ikke salig. Og hvem har i mange tilfælde skylden for det? Præsten. Han må heller ikke sige, at loven er ophævet, for det er ikke sandt; loven står ved magt, loven bliver ikke ophævet. Men vi har et andet budskab. Gud siger ikke: «Ved loven kommer

retfærdighed», men: «Ved loven kommer erkendelse af synd.» Ja, i Romerbrevet hedder det: «For ham som tror på ham der erklærer den ugudelige retfærdig, tilregnes hans tro til retfærdighed.» Netop når jeg indser, at jeg er en ugudelig, er jeg altså på den rette vej, på vejen til frelse.

Luther skriver til Gal 3,19 (VIII, 2260): «Hvor man ikke helt egentligt og

klart skiller evangeliet fra loven, dér er det ikke (S. 61) muligt at bevare den kristne lære uforfalsket; men hvor man har denne forskel ret og sikkert, dér ved man godt og rigtigt, hvad der er den rette måde, hvordan og hvorved man skal blive retfærdig for Gud. Er dette lys og denne erkendelse til stede, kan man let skille troen fra gerningerne, Kristus fra Moses, evangeliet fra Moseloven og alle andre verdslige love, retsregler og ordninger.»

Endelig skriver Chemnitz i sine Loci theologici i afsnittet De justif. [om retfærdiggørelsen], fol. 206: «Da Paulus udtrykkeligt siger, at uden loven åbenbares i evangeliet den retfærdighed, der gælder for

Gud, derfor er hovedsagen i dette spørgsmål (spørgsmålet om retfærdiggørelsen), at den sande og klare forskel mellem loven og evangeliet fastslås og holdes fast med flid. … Og hvilket andet lys har fordrevet det pavelige riges så tætte mørke end netop dette, at man har vist den sande forskel mellem loven og evangeliet?» – Intet andet lys har fordrevet pavedømmets mørke end netop dette, at forskellen mellem loven og evangeliet trådte frem. Mægtige kejsere tog fat på værket, store koncilier ville forsøge at reformere, og hvad udrettede de? Intet! Det blev bare værre og værre. Hvordan kan det så være, at den ringe munk fik det gennemført? Uden tvivl, fordi han satte denne lysestage tilbage på det hellige sted. Han kunne have prædiket nok så evangelisk, men de kristne ville ikke være blevet trøstet; for når de så stødte på loven, ville de have tænkt: «Ja, dér tog jeg jo alligevel fejl! Jeg må dog holde Guds bud, hvis jeg vil gå ind til livet.» Det er da også det, der mangler hos de fleste. Hus prædikede evangeliet fortrinligt, men han viste ikke den rette forskel mellem loven og evangeliet. Derfor fik hans værk heller ikke rigtig bestand. Må derfor Gud, som har tændt dette lys for os, bevare det for os. Her tænker jeg især på jer! Vi gamle ligger snart i graven. I vores tid er lyset igen begyndt at skinne. Sørg for, at dette lys ikke slukkes igen. Og hvis I tænker: «Det har jeg jo fattet på et par timer», så er I på vildspor. Hvis dette lys ikke vogtes omhyggeligt, er det snart slukket. Således finder vi kun dette lys brændende i kirkefædrenes tidligste skrifter. Men så kommer andre kirkelærere, i hvis skrifter man ikke længere finder noget sikkert. Derfor fandt pavedømmet siden så hurtigt indpas. Men den samme fare truer også os. (S. 62) Hovedstedet i Skriften for vores tese er Rom 10,2–4: «For jeg vidner om dem at de brænder for Gud, men ikke med forståelse. For da de er uvidende om Guds retfærdighed og søger at opstille deres egen retfærdighed, underordner de sig ikke under Guds retfærdighed. For Kristus er lovens mål til retfærdighed for enhver som tror.» Hvad mener apostlen altså her med den manglende forståelse? «For de er uvidende om Guds retfærdighed.» Det er den manglende forståelse. De tænkte, at de måtte brænde for loven, for den var jo helt sikkert Guds lov; hvordan kunne man så gå bort fra den? Havde de lagt mærke til Paulus' prædiken, ville de snart have indset: «Han lader jo loven stå»; så ville de ikke være blevet evangeliets fjender, og det frygtelige mørke, der omsluttede dem, ville være veget.