Niende aftenforelæsning (21. november 1884)

Ifølge de etnologiske statistikeres nyeste beregninger lever der i dag over 1400 millioner mennesker på jorden, og af dem bekender knap 400 millioner, altså ikke engang en tredjedel af menneskeheden, sig til Kristus, i hvem alene frelse og salighed er at finde. Så forfærdelig og sandelig begrædelig denne kendsgerning end er, så er det ikke mindre forfærdeligt og ikke mindre begrædeligt, at næsten halvdelen af disse 400 millioner såkaldte kristne endnu er tilhængere af paven, Antikrist. Det er en så uhyggelig og sørgelig hemmelighed, at sande kristne frygter for at se med åbne øjne ned i denne afgrund af ubeskrivelig jammer og elendighed.

Nu vil ganske vist rigtig mange, ja, næsten de fleste af dem, der vil være lutheranere, ikke høre tale om, at paven er Antikrist, og at pavedømmet er antikristendommen. Når den rettroende amerikansk-lutherske kirke stadig i dag bekender dette i fuld alvor sammen med hele reformationens kirke og i overensstemmelse med denne kirkes

bekendelser, så kalder man det i bedste fald en grille hos snæversynede hoveder, der ikke vil følge med tiden. Hvor kan det komme af? Det kommer først og fremmest af, at man ikke længere ved, hvad der gør Antikrist til Antikrist, og hvad der gør antikristendommen til antikristendom. Man siger nemlig: «Vi indrømmer gerne, at (S. 63) der har været mange paver, især i middelalderen, som var sande uhyrer, og som helvede har opslugt, hvad selv pavelige forfattere indrømmer.» Man indrømmer, at der også i dag er mange forfærdelige vederstyggeligheder i gang dér, men man siger: «Hvor findes der en kirke, hvor der ikke er vildfarelser, ja, hvor der ikke er nogen judasser?» Man indrømmer også, at de mest afskyelige kætterier er i gang i pavedømmet, men man understreger, at man jo også i pavedømmet holder fast ved de tre økumeniske bekendelser. For da koncilet i Trient blev åbnet i 1545 og højtideligt konstituerede sig, begyndte man med at fremsige de tre bekendelser. Derfor råber man til os: «Også paverne tror, at Bibelen, Det Gamle og Det Nye Testamente, er Guds åbenbarede ord, at Gud er treenig, at Kristus er Gud og menneske i én person og verdens frelser.» «De bekender lige så vel som vi», siger man, «at der kommer en opstandelse af de døde og en yderste dom over alt kød; de tror også, at der er en himmel og et helvede.» «Pavedømmet er altså langtfra antikristendommen», tilføjer man, «det er tværtimod en stærk dæmning mod den frygtelige syndflod af vantro, som er kommet over kristenheden.» Panteisme, materialisme, ateisme, socialisme, nihilisme, anarkisme og hvad de ellers hedder, alle disse frygtelige arvestykker fra den nyere tid, anser man for antikristendommen. Men hvor kommer det fra, spørger jeg igen, hvor kommer det fra, at man vil slutte deraf: «Altså er pavedømmet ikke antikristendommen, og paven er ikke Antikrist»? Man tænker simpelthen først og fremmest ikke på, at paven vil være Kristi stedfortræder på jorden og hele kristenhedens synlige overhoved. Når han vil være det, må han jo også bekende mange kristne lærdomme; han må maskere sig, ellers kunne en antikrist umuligt eksistere inden for kristenheden. Og han må jo erklære krig mod alle religioners fjender og mod den kristne religions fjender, for han ved: Hvis Kristus falder, må også Antikrist falde. For falder den, hvis stedfortræder han vil være, så er det også forbi med hans stedfortræderskab. Når paven tilsyneladende kæmper for Kristus og kristendommen, så kæmper han for sig selv og sit rige. Men det allervigtigste er dette, at paven alene i hele kristenheden – for de samfund, der fornægter den treenige Gud, regner jeg ikke til kristenheden

– at paven helt alene i hele kristenheden er en fjende af den frie nåde i Kristus, en fjende af evangeliet under skin af kristendom og ved at efterabe kristne institutioner. Det leder os hen til (S. 64)

§ Tese V.

Den første og tilmed den mest åbenlyse og grove måde at sammenblande lov og evangelium på er, når man – sådan som de pavelige, socinianerne og rationalisterne gør – gør Kristus til en ny Moses eller lovgiver og dermed evangeliet til en gerningslære, og når man omvendt – sådan som de pavelige gør – fordømmer og forbander dem, der lærer evangeliet som et budskab om Guds frie nåde i Kristus.

At de pavelige gør det, vil jeg give to vidnesbyrd om. Koncilet i Trient, som ville genopbygge pavedømmet, efter at det havde fået dødelige sår ved Luthers reformation, blev som bekendt åbnet to måneder før Luthers død. I 4. session hedder det: «Det højhellige, økumeniske og almene koncil i Trient, lovligt forsamlet i Helligånden, … som altid har dette for øje, at evangeliets renhed, efter at vildfarelserne er fjernet, må bevares i kirken; det, som tidligere

gennem profeterne var lovet i de hellige skrifter, og som vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, først forkyndte med sin egen mund og derefter befalede, at hans apostle skulle prædike for al skabningen som kilden både til al frelsende sandhed og til al rettesnor for livet»

osv.

Det lyder ikke så frygteligt i begyndelsen. Hele denne yngel af antikristelig ondskab taler også om, at evangeliet indeholder frelsende lærdomme, men straks tilføjer de, at det også foreskriver, hvordan man skal leve. Det skulle være, hvad Kristus mente, da han sagde: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen», Mark 16,15. Dermed skulle han have villet sige: «Sig dem evangeliet, sig dem, hvordan de skal leve, og hvilke gerninger de skal gøre.» Her ser vi også, at de ikke vil have evangeliet i ordets sande betydning og ikke tager imod det. I deres forstand er det i bedste fald en lov, sådan som Moses kom med den. De indskærper heller ikke så meget Guds bud som kirkens bud. Overtræder nogen Guds bud, lader de ham være i fred; men overtræder han kirkens bud, plager man ham, indtil han indrømmer, at han har begået en dødssynd, fordi han fx har spist kød om fredagen.

I 6. session, kanon 21, siger denne synagoga diaboli [djævelens synagoge]: «Hvis nogen siger, at Kristus Jesus er givet menneskene af Gud som forløser, som de skal stole på, og ikke også som en lov- (S. 65) giver, som de skal adlyde, han være forbandet.» – Dermed er hele kristendommen væltet over ende. Hvis Kristus er kommet til verden for at give os nye love, så kunne vi godt sige, at han lige så godt kunne være blevet oppe i himlen. Moses havde allerede givet os en så fuldkommen lov, at vi ikke kunne opfylde den. Hvis Kristus nu havde givet os endnu flere nye love, så måtte det have drevet os til fortvivlelse.

Allerede ordet «evangelium» taler imod det. At Kristus selv kaldte sit ord evangelium, ved vi fra Mark 16,15: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for hele skabningen.»

Og for at man skal vide, hvad han forstår ved evangelium, tilføjer han det konkrete indhold:

«Den som tror og bliver døbt» osv. Hvis Kristi lære var en lov, så var den ikke

et «euangelion», ikke et glædesbudskab, men et sørgebudskab. Går vi til Det Gamle Testamente, ser vi ligeledes, hvordan det forholder sig med hans lære. 1 Mos 3,15: «Og han skal knuse dit hoved.» Hvad ligger der i disse ord? Dette: Messias, forløseren, frelseren, skulle ikke komme for at fortælle os, hvad vi skal gøre, og hvilke gerninger vi skal udføre for at komme ud af mørkets, syndens og dødens frygtelige rige; nej, det skulle Messias selv gøre, det ville han ikke overlade til os. «Han skal knuse slangens hoved» betyder jo ikke andet, end at han skulle ødelægge Djævelens rige. Menneskets opgave er nu kun at erkende, at det er forløst, at det er sat fri fra dette fængsel og ikke har andet at gøre end at tro, tage imod det og af hjertet glæde sig over det. Havde der stået: «Han skal frelse jer», så havde det ikke været så trøstefuldt, heller ikke hvis der havde stået: «I skal tro på ham», for så havde man slet ikke vidst, hvad der skulle forstås ved denne tro. Dette protevangelium [«det første evangelium», betegnelsen for 1 Mos 3,15] var kilden, som de troende i Det Gamle Testamente øste deres trøst af. Da var det vigtigt, at de vidste: «Der kommer en, som ikke bare vil sige os, hvad vi skal gøre for at komme i himlen; nej, Messias vil selv gøre det hele.»

Når Djævelens rige er ødelagt, kan der jo ikke længere være spørgsmål om, hvad jeg skal gøre. Er det ødelagt, så er jeg fri, og så har jeg ikke andet at gøre end at tilegne mig det. Det er jo det, Skriften mener med ordet «Tro!» Det betyder: «Tilegn dig det, som Kristus har vundet» –

Man kunne nu anføre mange flere profetier som bevis på dette. Jeg vil kun minde jer om én til, som rigtig viser os, hvad evangeliets lære egentlig er. (S. 66) Jer 31,31–34: «Se, tiden kommer, siger Herren, da vil jeg slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus. Ikke som den pagt, jeg sluttede med

deres fædre, da jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egypten, den pagt, som de ikke holdt, så jeg måtte tvinge dem, siger Herren; men dette skal være den pagt, som jeg vil slutte med Israels hus efter denne tid, siger Herren: Jeg vil lægge min lov i deres hjerte og skrive den i deres sind, og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Og ingen skal belære sin næste eller sin bror og sige: Kend Herren! For de skal alle kende mig, både små og store, siger Herren. For jeg vil tilgive dem deres misgerning og aldrig mere komme deres synd i hu.» – En ny pagt vil Gud altså slutte! Det skal man lægge mærke til. Denne pagt skal ikke være en lovpagt for os som den pagt, Gud oprettede med Israel på Sinajbjerget. Messias vil ikke sige: «I skal være sådan og sådan, I skal leve sådan og sådan, og de og de gerninger skal I gøre.» Nej, Messias vil ikke komme med en sådan lære. Han skriver straks loven ind i hjertet, så et sådant menneske er sig selv en lov. Han bliver ikke tvunget udefra, men drevet indefra. «For jeg vil tilgive dem deres misgerning og aldrig mere komme deres synd i hu.»

Dermed angives grunden til det foregående. Det er summen af Kristi evangelium: syndernes forladelse af fri nåde for Kristi Jesu egen skyld. Den, der derfor mener, at Kristus er en ny lovgiver, som har givet os nye love, stryger hele kristendommen ud. For det er netop dette, der skiller den kristne religion fra alle verdens andre religioner. Alle andre religioner siger: «Sådan og sådan skal du være, de og de gerninger skal du udføre, hvis du vil komme i himlen.» Men den kristne religion siger: «Du er en fortabt og fordømt synder, du kan ikke selv frelse dig! Men fortvivl ikke af den grund! Der er en, som har vundet saligheden for dig! Kristus har åbnet himlens porte for dig og råber til dig: Kom, alt er rede! Kom til bryllup!» Derfor siger Kristus også: «Jeg er en læge for de syge og ikke for de raske. Jeg er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Jeg er kommet for at kalde syndere til omvendelse og ikke de fromme.» Hvor vi ser Herren Jesus, er han omgivet af syndere, og bag ham står farisæerne på lur. Men sultne og tørstige står synderne omkring ham; han har vundet deres hjerte, og selv om den guddommelige majestæt (S. 67) strålede frem fra ham, tør de gå hen til ham og får tillid til ham. Farisæerne siger bittert: «Denne mand tager imod syndere og spiser med dem.» Herren hører det, og selv om han ikke havde hørt det, vidste han det alligevel. Og hvad gør Herren? Han forsvarer sig ikke, han siger ikke: «Jeg vil ikke have syndere, men fromme», men han bekræfter deres udsagn: «Ja, jeg vil have synderne», og det beviser han for dem med lignelsen om det fortabte får. Hyrden tager imod det fortabte får, hvor forrevet og såret det end er; han lægger det på sine skuldre og bærer det hjem med glæde. Dernæst forklarer han sin adfærd med lignelsen om den tabte mønt. Kvinden leder efter mønten i hele huset, leder efter den i skidtet, og når hun har fundet den, kalder hun på sine veninder og siger: «Glæd jer med mig; for jeg har fundet den mønt, jeg havde mistet.» Så tilføjer Herren den uforlignelig smukke lignelse om den fortabte søn. Herren siger altså:

«Det er min lære: Jeg er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.»

Ser I på hele Jesu liv, så ser I: Han går ikke omkring som en stolt filosof eller som en moralist, der har lutter dydshelte omkring sig, som han lærer at nå den højeste grad af filosofisk fuldkommenhed; nej, han går omkring og opsøger de fortabte syndere og siger endda, at skøgerne og tolderne skal komme ind i Himmeriget før de stolte farisæere. Dermed viser han os meget tydeligt, hvad hans evangelium er. Men det samme siger også alle apostlene.

Joh 1,17: «Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.» Her stiller Johannes loven over for nåden og sandheden. Altså må han også forstå en lære ved nåde og sandhed. Det er det samme som at sige: Kristi lære er læren om nåde og sandhed. Nåde behøver jeg ikke at forklare, og ved sandhed skal forstås: «Jeg lærer selve virkeligheden bag det, som i Det Gamle Testamente kun er forbilledet. I Det Gamle Testamente var der kun skyggen; jeg bringer virkeligheden.» Hele den levitiske gudstjeneste var kun forbilledlig. Men Kristus bragte det, som i Det Gamle Testamente kun var antydet som en skygge.

Joh 3,17: «For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham.» Dermed er en sådan tanke afvist på det klareste, som om Kristus var kommet for at prædike en ny lov. For havde han gjort det, så var han også kommet for at dømme verden. For loven dømmer synderen. (S. 68) Men nej, Gud har ikke sendt sin søn for at dømme verden, men for at verden – han mener de fortabte, forbandede, fordømte syndere – skal frelses ved ham. For hvorfor står der «verden»? Verden er faldet fra og fortabt. Men Frelseren bringer en sød lære: «Og selv om I står i skyld over for hvert eneste af Guds bud, så mist ikke modet; jeg bringer jer tilgivelse, frelse og salighed.» Rom 1,16–17: «For jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium, for det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, først for jøde og derefter for græker. For i det åbenbares den retfærdighed, der gælder for Gud, af tro til tro, som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro.»

1 Tim 1,15: «Dette ord er troværdigt og værdigt til al modtagelse, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.» – Er det så ikke forfærdeligt, når man over for disse klare skriftord lærer i pavedømmet: «Det, som i Skriften kaldes evangelium, er ikke andet end en ny lov»? Andre steder uddyber de det og siger, at mange love er udgået af Kristi mund, som Moses intet vidste om. Til dem regner de kærligheden til fjenden, at man ikke skal hævne sig, at man ikke skal kræve tilbage, hvad man er blevet frataget, osv. Så siger de: «Det er lutter nye love.» Men nej, allerede Moses siger: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind, og din næste som dig selv.» Kristus har nu ikke ophævet denne lov fra Moses, men han har heller ikke givet nye love; han har åbnet loven og vist dens åndelige betydning. Derfor siger han også i Matt 5,17:

«Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.» Han er altså ikke kommet for at give love, men for at opfylde loven, så vi kan nyde godt af hans opfyldelse. Lad os nu høre videre, hvordan koncilet i Trient ikke vil vide af evangeliet og fordømmer og forbander dem, der lærer evangeliet som et budskab om Guds frie nåde i Kristus.

Koncilet i Trient, 6. session: «Hvis nogen siger, at menneskene bliver retfærdiggjort enten alene ved tilregnelsen af Kristi retfærdighed eller alene ved syndernes forladelse, med udelukkelse af den nåde og kærlighed, som udgydes i deres hjerter ved Helligånden og er iboende i dem, eller også at den nåde, hvorved vi bliver retfærdiggjort, kun er Guds gunst, han være forbandet. Hvis nogen (S. 69) siger, at den retfærdiggørende tro ikke er andet end tillid til den guddommelige barmhjertighed, som forlader synderne for Kristi skyld, eller at det alene er denne tillid, hvorved vi bliver retfærdiggjort, han være forbandet. … Hvis nogen siger, at den retfærdiggjorte ved de gode gerninger, som han gør ved Guds nåde og Jesu Kristi fortjeneste, hvis levende lem han er, ikke virkelig fortjener forøgelse af nåden, det evige liv og, hvis han dør i nåden, opnåelsen af dette evige liv, … han

være forbandet.» – Jeg mener, at det ikke kan bevises tydeligere, at paven er Antikrist – medmindre I da er helt blinde og intet ved om kristendommen. De pavelige sætter kors op alle vegne, men hvad er det andet end hykleri? De har kun korsene, men ikke Kristus. Gang på gang læser man, at Maria skal hjælpe dem, så Peters lille skib ikke går under. At sige: «Jesus er vores borg, vores klippe» osv., har de ikke meget lyst til. Sandelig, selv de allerværste sekter inden for kristenheden er mindre slemme end paven. For alle sekter uden undtagelse indrømmer: «Vil et menneske blive frelst, kan det kun ske ved troen på Guds nåde i Kristus Jesus.» Evangeliet bliver ganske vist formørket i alle sekterne, men det bliver ikke fordømt og forbandet, sådan som paven gør det. Og fordi denne læresætning stadig står fast i alle sekterne, er de uden sammenligning bedre end pavedømmet. De er forfalskede kirker, men pavekirken er en falsk kirke. Falske penge er ikke penge, og på samme måde er pavekirken som en falsk kirke ingen kirke. Sekterne er ecclesiae corruptae [fordærvede kirker], men pavekirken er en ikke-kirke. Jeg mener ikke den romerske kirke, men pavekirken, dvs. dem, der har underkastet sig paven, tager imod hans dekreter og gentager disse forbandelser. Det er ecclesia maligna, synagoga Satanae [den onde kirke, Satans synagoge].

Nu siger man: Kristus siger jo i Matt 11,28–30: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet, og så vil I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.» Altså lægger Kristus også en byrde på. Ja, de romerske siger, at dette Kristi åg og denne byrde, denne selvfornægtelse og det at tage korset op, er langt tungere end Moseloven. De siger: Moses forbød kun den grove, ydre gerning. Derfor mener de også, at når Kristus siger: «I har hørt, at der er blevet sagt til de gamle», så mener han Moses med «de gamle». Men Kristus vil sige: «De gamle har i deres forskrifter lært jer, at når I ikke begår den grove (S. 70) gerning, så har I holdt loven.» Og nu udlagde Kristus Moseloven i dens sande betydning.

Luther skriver om dette (Anm. über Matth., VII, 214): «De tager grundigt fejl, som

her udlægger ‹Kristi åg› som den evangeliske lov, det vil sige som budene, for så vidt som de er givet af Kristus.» – Evangeliet og den evangeliske lov er for dem synonymer; de kalder det også nova lex [den nye lov]. – «Og sofisterne har her gjort sig store anstrengelser for at vise, hvordan Kristi åg er lettere end Moses’ åg, skønt Moses kun forbød selve gerningen, mens Kristus desuden også forbød hvert eneste unyttigt ord og hele hjertet.» – De sagde, at Moseloven havde været let, fordi Moses kun havde forbudt den grove, ydre gerning. Det påstår de for at bevise, at man i Det Gamle Testamente kunne være blevet frelst ved loven, for det var jo ikke så svært. Loven i evangeliet skulle kun være let for så vidt, som den havde ophævet omskærelsen og ceremoniloven. Men det åg og den byrde, som Kristus her taler om, er intet andet end det kære kors. – «Til sidst er disse blinde folk nået frem til den slutning, at loven og evangeliet forholder sig til hinanden som excedentia og excessa [det, der overgår, og det, der overgås], nemlig at loven på det ene punkt er lettere end evangeliet, fordi den ikke forbyder hjertet, men hånden (eller den ydre, grove gerning), mens evangeliet til gengæld på det andet punkt er lettere end loven, fordi det har ophævet omskærelsen og ceremonierne. Hvilken blindhed! Den passer godt til sådanne folk, som af foragt ikke vil læse evangeliet. Man skulle meget hellere have lært, hvor underfuld Kristi kraft er i hans hellige: Ved troen forvandler han i menneskers hjerter døden til latter, straffen til glæde og helvede til himmel. For de, som tror på ham, ler ad og foragter alle de onder, som verden og kødet flygter fra i rædsel og væmmes ved. Det kalder Kristus et sødt åg og en let

byrde, det vil sige at bære korset med glæde, sådan som Paulus siger: «Vi er stolte af vores

trængsler.» Rom 5,3.» – Så snart et menneske ved sand omvendelse er kommet til levende tro, er det et frelst menneske. Så står det allerede ved himlens porte, og så snart døden kommer, åbner portene sig, og det går ind. Men fordi det nu engang er farligt for en kristen kun at have gode dage i denne verden, har Frelseren også sørget for det og lagt korset på ham. Så snart en kristen bekender sin tro i ord og gerning, bliver folk fjendtlige mod ham. Selv om fjendskabet ikke viser sig udadtil, så (S. 71) mærkes det alligevel og giver den kristne mange trængsler. Ja, hvor mange har ikke måttet sætte livet til for Kristus! Men hvor let er Kristi byrde i sammenligning med lovens byrde! Den, der mærker lovens byrde, siger: «Jeg er den elendigste skabning!» – ja, en sådan styrter ned i modløshed og fortvivlelse. Den, der hverken lever under loven eller under evangeliet – ja, han lever bare af sted som et animal [dyr]; men ve ham, når hans øjne bliver åbnet efter døden! En kristen derimod kan glæde sig til, at Gud vil forløse ham fra dette livs jammer og elendighed; så kan han synge halleluja! Vi har eksempler på det hos martyrerne. De gik ikke grædende og klagende til retterstedet. Nej, de gik martyrdøden i møde med glæde og jubel. Dér gik Kristi ord i opfyldelse:

«Mit åg er godt, og min byrde er let.» – Lad ikke disse ord blive ved ørerne, men anvend dem på jer selv. Hovedformålet med disse aftentimer er nemlig at hjælpe jer videre i kristenlivet. Gud give, at det ikke bliver forgæves!