Tiende aftenforelæsning (28. november 1884)

Det er glædeligt og vigtigt, når et menneske beslutter sig for at blive en sand kristen. Men denne beslutning bringer ingen velsignelse, hvis den, der træffer den, ikke mener det virkelig alvorligt. Mange tusinder har allerede besluttet sig for at forlade verden med liv og sjæl og vælge Guds børns smalle vej, efter at de havde tømt alle verdensglædens bægre til bunds. Mange tusinder har allerede besluttet sig for at opgive deres synder, også de kæreste, efter at de havde erfaret, hvor sandt ordet er: «Synden er folkets fordærv.» Mange tusinder har allerede besluttet sig for at søge Guds nåde og syndernes forladelse, efter at de dag og nat var blevet plaget af uvisheden om, hvorvidt de stod i nåde hos Gud, og om deres synder var tilgivet, og havde været fulde af angst: «Hvis du dør i dag, vil du så dø salig?» Og hvad er der sket? De fleste af dem, der tog denne beslutning, har ikke ført den ud i livet. De har udsat det en dag, en uge, en måned, det ene år efter det andet. Det blev ved beslutningen, og til sidst overraskede døden dem, og de gik evigt fortabt. (S. 72) Hvorfor det? Fordi de simpelthen ikke mente deres beslutning alvorligt. Gud er jo så tålmodig, så venlig og så nådig, at han daglig og rigeligt tilgiver sine kristne deres skrøbelighedssynder og brøst. Men det gælder netop kun dem, der mener deres kristendom virkelig alvorligt. Den, som ikke gør det, er simpelthen ikke en sand kristen. Derfor skriver allerede den vise Sirak (Sir 18,23): «Vil du tjene Gud, så gør det med alvor.» Det forholder sig på samme måde, når et menneske beslutter sig for at blive en tjener for Kristus, en tjener for hans kirke og hans ord. Hvor vigtig og glædelig denne beslutning end er, bringer den ingen velsignelse, hvis man ikke mener den alvorligt. Vil nogen være præst, må han have et sådant sind, at han kan sige til sin Herre Kristus: «Åh, min kære Herre Jesus, du er min, og derfor vil jeg også være din. Alt, hvad jeg gør og har, mit legeme og min sjæl, mine kræfter og mine gaver, hele mit liv – til dig, til dig skal det altsammen være viet. Læg så på mig, hvad du vil, jeg vil gerne bære det. Før mig hvorhen du vil, gennem sorg eller glæde, gennem medgang eller modgang, før mig gennem

skam eller ære, før mig gennem menneskers gunst eller foragt, før mig gennem et langt liv eller til en tidlig død: jeg er tilfreds med det altsammen. Gå du blot foran, så vil jeg følge dig!» Derfor synger også vores kære Paul Gerhardt:

«Jeg hænger ved og bliver

hos Kristus som et lem;

hvor mit hoved går igennem,

der tager han mig med.

Han bryder gennem død,

gennem verden, synd og nød,

han bryder gennem helvede,

jeg er altid hans ledsager.»

Sådan var den dyrebare apostel Paulus' sind fra første øjeblik, da Herren havde vist sig for ham og talt til ham. Han siger selv, at han, da han havde fået befaling om at drage ud blandt hedningerne og forkynde dem evangeliet om Kristus, gik i gang uden at rådføre sig med kød og blod. Lykkelig er han! Hans virke blev også velsignet ud over al beskrivelse. Og nu har han allerede i 1800 år været hos sin Gud og Frelser for hans ansigt og lover og priser ham i al evighed. Åh, mine kære venner, I er jo alle besluttet på at gå i Kristi tjeneste, i hans kirkes og hans ords tjeneste. (S. 73) Lad det så også være jer en virkelig alvor, ellers er jeres beslutning spildt. Ja, har Gud tidligt ført jer til denne beslutning, og I så alligevel ikke fulgte den, men snart igen kvalte Helligåndens stemme i jeres hjerte, så vil alle disse salige øjeblikke træde frem som anklagere for Guds trone. Men hvis I fører beslutningen ud i livet, så er I lykkelige! I vil aldrig klage over, at I har gennemgået så megen sorg og angst og nød. I vil tværtimod glæde jer, når Herren engang med sin gennemborede hånd sætter ærens krone på jeres hoved. Men hvad er egentlig jeres hovedopgave, når I vil træde ind i det hellige embede? I skal forkynde loven og evangeliet for den syndige verden – men klart og fuldstændigt og med brændende ånd. Det fører os nu til

§ Tese VI.

For det andet bliver Guds ord ikke delt ret, når man ikke prædiker loven i hele dens strenghed og evangeliet i hele dets sødme, men blander noget evangelisk ind i loven og noget lovisk ind i evangeliet.

Vores opgave er jo at tænke over forskellen på loven og evangeliet, og over hvordan man kan blande de to sammen på en så farlig og ødelæggende måde. Med den sidste del begyndte vi i sidste time. Men de to lærdomme kan også blandes sammen på den måde, at man bringer noget evangelisk ind i loven og noget lovisk ind i evangeliet. Lad os spørge Skriften selv om det. Hvad siger den først om loven? Hvordan gør den det klart for os, at vi ikke må blande noget evangelisk ind i loven? Hovedstedet er:

Gal 3,11–12: «Og det er tydeligt at ingen erklæres retfærdig for Gud ved loven, for “den retfærdige skal leve på grund af tro”, men loven er ikke af tro, men “den som gør disse ting, skal leve ved dem”.» Et kostbart sted! Retfærdig for Gud bliver mennesket kun ved troen. Hvad følger deraf? Loven kan ikke gøre mennesket retfærdigt, for den ved intet om en tro, der retfærdiggør og frelser. Det står kun i evangeliet. Det er det samme som at sige: «Loven ved intet om nåde.»

Rom 4,16: «Derfor må retfærdigheden komme af tro, for at den kan være af nåde, og løftet kan stå fast for alle (S. 74) efterkommere, ikke alene for den af loven, men også for den af Abrahams tro, han som er far til os alle.» –

Troen bliver ikke krævet af os, fordi vi i det mindste skal gøre en lille gerning – for ellers ville der slet ingen forskel være på dem, der kommer i helvede, og dem, der kommer i himlen. Nej, retfærdigheden kommer af tro, for at den kan være af nåde. Det er netop et og det samme: Når jeg siger: «Mennesket bliver retfærdigt for Gud ved troen», så mener jeg: «Han bliver retfærdig for intet, af nåde, som en gave.» Her kræves der intet af mennesket; her råbes der til ham:

«Grib det, så har du det!» Og netop dette at gribe er troen. Selv om et menneske aldrig havde hørt et ord om troen, men hører evangeliet, glæder sig over det, sætter sin lid til det, tager imod det og trøster sig ved det, så har han den sande, rette tro, selv om han aldrig har hørt noget om troen. Der må altså ikke blandes noget evangelisk ind i loven. Den, der udlægger loven og bringer nåden ind i den – Guds nåde, venlighed og tålmodighed, han som tilgiver synden – han har ødelagt loven på skændig vis. Han handler som en, der henter sukker og søder den bitre medicin, når en syg ikke kan lide smagen. Og hvad sker der? Hvad er følgen? Medicinen virker ikke, og den syge beholder sin feber. Han skulle ikke have sukret medicinen og taget kraften fra den. Præsten må prædike loven sådan, at der ikke er noget sødt tilbage i den for os fortabte, fordømte syndere. Alt det søde, man bringer ind i loven, er gift. Det neutraliserer denne himmelske medicin, så den ikke længere kan virke.

Matt 5,17–19: «Tro ikke at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller én tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den som ophæver ét af disse mindste bud og underviser menneskene således, skal kaldes den mindste i Himlenes rige. Men den, som holder dem og underviser således, skal kaldes stor i Himlenes rige.» – Hver gang I prædiker loven, må I vide: Loven slækker ikke på noget. Det ved loven intet om; den kræver kun. Loven siger: «Det skal du gøre! Gør du det ikke, så hjælper ingen tålmodighed, ingen godhed, ingen langmodighed; så må du fare til helvede.» Og for at gøre det helt tydeligt for os siger Herren: «Den som ophæver blot ét af disse mindste bud og underviser menneskene således, skal kaldes den mindste i Himlenes rige.» Dermed er der ikke sagt, (S. 75) at de så skal sidde helt nederst, men at de slet ikke hører til i Himmeriget.

Gal 3,10: «For alle de med lovgerninger er forbandede, for der står skrevet: Forbandet enhver som ikke bliver i alt det som er blevet skrevet i lovens bog, og gør det.» – Så snart I vejleder et menneske til gode gerninger og samtidig giver ham en trøst med og siger: «Du burde ganske vist være fuldkommen, men Gud forlanger ikke det umulige. Gør bare så meget, som du formår i din svaghed; du skal bare mene det oprigtigt!» – så er det en fordømt lære, en skændig forvrængning af loven. Det sagde Gud ikke et ord om på Sinaj.

Rom 7,14: «For vi ved at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden.» Det må en præst for Guds skyld altid huske på, når han prædiker lov: at loven er åndelig, at loven virker på ånden – ikke på et eller andet lem, men på ånden, på viljen, på hjertet, på menneskets sindelag. Sådan er det altid. Når loven siger: «Du må ikke slå ihjel», ser det ud, som om det kun gjaldt hånden. Men nej, det gælder hjertet. Det ser vi også af det niende og tiende bud. Det hører også med til en ret lovprædiken fra prædikestolen. Det er ikke nok bare at tordne mod de skændige laster, som måske florerer i menigheden. Den evindelige tordnen hjælper ikke. Selv om folk måske holder op med det,

der blev revset, gør de det igen fjorten dage senere. Man skal selvfølgelig gå imod det med stor alvor, men man må også sige til folk: «Selv om I holder op med det, med jeres banden og sværgen osv., er I ikke kristne af den grund; derfor kan I alligevel fare til helvede. Det, Gud er ude efter, er, hvordan jeres hjerte er indstillet.» Det kan man fremlægge i al ro, men helt klart. Man kan sige: «Se, når Gud siger: “Du må ikke slå ihjel”, så betyder det ikke, at I ikke er mordere, bare fordi I ikke slår ihjel med hånden, bare fordi I ikke overfalder og plyndrer nogen og bringer hans liv i fare! Tro ikke, at I så allerede har opfyldt det femte bud. Nej, loven gælder hjertet, den gælder ånden.» Hvis I kun nævner det i forbifarten: «Loven er åndelig», så lægger folk slet ikke mærke til det. Nej, I må fremlægge det helt grundigt. Så er det, som når I tager en skarp kniv. Den skærer ind i det levende kød, og folk går hjem som slået for panden. Ordet virker, og derhjemme falder folk på knæ og siger (S. 76) til sig selv: «Sådan som Gud vil have det, er jeg ikke. Der må blive et andet menneske ud af mig.»

Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.» – Gud har ikke givet jer loven i hånden, for at I skal gøre folk fromme med den. Loven gør ingen from. Tværtimod: Når loven begynder at virke for alvor, begynder mennesket først for alvor at rase og storme mod Gud. Han hader den præst, der har råbt det ind i hans hjerte, og han kan ikke slippe af med det igen. Man hører også folk sige: «Åh, i den kirke går jeg ikke igen, der bliver man jo angst og bange. Så går jeg hellere hen til pastor N.N. Der føler man sig så godt tilpas, der ser man, hvilket godt menneske man egentlig er.» Ja, i helvede vil de gerne hævne sig på ham, når de ser, hvordan denne falske profet har styrtet dem i helvede. På Sinaj var der intet venligt, intet trøsterigt. Allerede dagen før sagde Moses til Israels folk, at Gud ville komme. Og Gud kom under torden og lyn. Så snart morgenen gryr, trækker et frygteligt uvejr op i horisonten. Til sidst begynder bjerget at skælve, og folket skælver endnu mere ved at se bjerget skælve. Bjerget forvandles til en majestætisk højovn. Ilden skyder op mod himlen, og røg og damp og os stiger op. Og nu begynder en stor, frygtelig basun at lyde, så bjerg og dal hører det, og alt skælver som under lutter tordenkiler. Og det allerfrygteligste er: Jahves stemme lyder og siger alle de ti bud til dem: «Du skal! Du skal! Du skal!» Og slutningen lyder: «Jeg er en stærk, nidkær Gud, som straffer fædrenes synd på børnene osv.» Da var alt i Israel opløst i frygt og rædsel. Skulle det mon have været en tilfældighed, at der netop den dag trak et så frygteligt uvejr op? Allerede dagen før satte Moses jo et hegn op rundt om bjerget, så ingen skulle komme nær bjerget, og sagde til folket: Den, som kom inden for dette hegn, ville falde død om, for alt var i det voldsomste oprør; ingen ville have kunnet overleve der. Kun en Moses kunne træde frem, fordi han var under Guds beskyttende hånd. – Dermed har Gud sagt os, hvordan vi skal prædike loven. Vi kan jo ganske vist ikke høre torden og lyn igen, men åndeligt kan vi gøre det. Åh, hvor gavnlig en prædiken er, når man sidder i kirken, og præsten begynder med loven i hele dens skarphed og udlægger den i dens åndelige betydning! Så sidder mange der og tænker: «Hvis den mand har ret, så er du fortabt!» Mange mener ganske vist: «Jamen, sådan skal en evangelisk (S. 77) præst da ikke handle!» Jo, netop sådan skal han handle, ellers er han ikke en evangelisk præst. Hvis loven ikke går forud, har evangeliet ingen virkning. Først Moses, så Kristus – eller først Johannes Døberen, så Kristus! Først tænker folk: «Åh, hvor frygteligt er det dog!» Og så kommer præsten med strålende øjne til evangeliet. Nu glæder folk sig og forstår, hvorfor præsten lod loven gå forud: for at de skulle se, hvor tilsmudsede de var af synd.

Og sådan skal I også gøre med katekesen. Bland endelig ikke noget evangelisk ind i katekesen, når I behandler loven – højst til sidst! For de små børn må også blive angst og bange; de må også erfare det. Det er også grunden til, at så mange tror, at de er helt gode kristne, men i virkeligheden er elendige farisæere. Det er forældrene, der har opdraget dem til det; deres forældre har ikke gjort dem til fattige syndere. Selv om et menneske er faldet i de frygteligste synder, tænker han dog, når han hører loven: «Du er alligevel en frygtelig synder!», mens den farisæer er sunket langt dybere. Sådanne farisæere er langt sværere at omvende. Det var frem for alt jødernes største fordærv på Kristi tid, og det er det største fordærv i pavekirken den dag i dag. Jøderne havde bragt noget evangelisk ind i loven ved at sige:

«Hvis du ikke slår ihjel med hånden, er du ingen morder! Hvis du ikke falder i åbenlys hor, er du heller ingen ægteskabsbryder!» Selv det onde begær forklarede man som noget helt naturligt. De pavelige siger det samme. De må ganske vist indrømme, at Kristi udlægning af loven nævner meget, som man ikke kan regne med til de grove overtrædelser af loven. Men det er efter deres mening kun gode råd, som man kan følge, hvis man vil nå helt højt op i himlen. Det kalder de så overskydende gode gerninger.

Til ordene «I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel» osv. skriver Luther (W. VII, 640 ff.): «Her tager han nu nogle af de ti bud op for at forklare dem ret, og han viser, at farisæerne og de skriftkloge ikke har lært dem anderledes eller drevet og tydet dem videre end efter de blotte ord, sådan som de står og lyder, altså om de ydre, grove gerninger. For det første har de i dette femte bud ikke set på andet end ordet ‹slå ihjel›, som om det betød at slå ihjel med hånden og lade folk blive liggende, som om intet videre var forbudt her. Og dertil har de lavet sig et smukt skalkeskjul, så de ikke skulle være skyldige i drab, (S. 78) selv om man overgav en anden til døden, sådan som de overgav Kristus til hedningen Pontius Pilatus. De ville ikke besudle deres hænder med blod, for at de kunne forblive rene og hellige – så meget, at de ikke engang ville gå ind i dommerens hus. Og dog var det alene dem, der bragte ham i døden og pressede Pilatus imod hans vilje til at lade ham slå ihjel, Joh 18,28 ff. Alligevel gik de omkring, som om de var helt rene og uskyldige, så de endda irettesatte apostlene for det, ApG 5,28, og sagde: ‹I vil gøre os ansvarlige for denne mands blod.› Som om de ville sige: Det var jo ikke os, men hedningerne, der slog ham ihjel. Sådan læser man også om kong Saul, 1 Sam 18,25 ff. Han hadede David og ville gerne have slået ham ihjel. Men fordi han ville være hellig, tænkte han, at han ikke selv ville slå ham ihjel, men sende ham ud blandt filistrene, så han kunne komme om der, og hans egen hånd var uskyldig i hans død.» – Jøderne havde kun taget det femte bud i den grove, bogstavelige forstand. «Hvis I lader det og det være,» sagde folkets lærere, «så har I opfyldt det femte bud godt.» Disse folk, der roste sig så meget af loven, har tømt selve loven og kun beholdt den ydre skal. Det sker stadig i dag hos rationalisterne. Den slags rationalister er kun ude på at bevare deres hæderlige liv og ikke styrte sig ud i skammelige laster, som enhver borger må skamme sig over. De er altid kun ude på at prædike hæderlighed. Men det forekommer også hos såkaldte kristne præster. Også de pavelige har fulgt farisæerne heri og ligner dem som to dråber vand. De pavelige siger også: «Ecclesia non sitit sanguinem [Kirken tørster ikke efter blod]. Der er ganske vist mange blevet slået ihjel, som var vores fjender, som var kættere, men det har vi ikke gjort, det har øvrigheden gjort.» Men hvis øvrigheden ikke ville gøre det, blev den sat i band. De vil vaske deres hænder rene i martyrernes blod, men de vil ikke kunne vaske sig rene. En dag skal de træde frem for Gud med dette blod, dette vidne. Sådan var det også med jøderne. Havde de erkendt, hvad lovens åndelige mening er, så

havde de også erkendt: «Ja, det er os, der slog Kristus ihjel; for det er jo os, der råbte: Korsfæst, korsfæst ham!» – Luther skriver videre: «Se, det er den smukke farisæiske hellighed, der kan gøre sig selv ren og forblive from, bare den ikke selv slår ihjel med hånden, selv om hjertet er fuldt af vrede, had og misundelse og af skjult, ond og morderisk list, og tungen desuden er fuld af forbandelser og bespottelse. Sådan er også vores paveliges hellighed, og de er blevet rene mestre på dette område. Og for at deres hellighed ikke skulle blive straffet, og for at Kristi ord ikke skulle binde dem, (S. 79) har de fint hjulpet ham og gjort hele tolv råd ud af det: at Kristus ikke har befalet alt dette som nødvendigt, men overladt det til enhvers eget forgodtbefindende som et godt råd, som den kan holde, der vil fortjene noget særligt frem for andre – så det er en helt overflødig lære, som man godt kunne undvære. Men spørger du dem, af hvilken grund de gør råd ud af det, eller hvordan de beviser det, så siger de: Jamen, hvis man skulle lære sådan, så ville det være nimis onerativum legis christianae, det vil sige: det ville lægge alt for tung en byrde på kristenheden – sådan som de i Paris offentligt og uden skam har skrevet imod mig. Ja, sandelig en smuk grund og en stor byrde, at en kristen skulle være venlig mod sin næste og ikke lade ham i stikken i nød, sådan som enhver gerne ville have, at man gjorde mod ham! Og fordi de synes, det er for svært, må det ikke kaldes befalet, men skal stå frit for enhver, der har lyst til at gøre det; men den, der ikke vil eller kan gøre det, skal ikke bebyrdes med det. Sådan skal man stoppe munden på Kristus, sætte sig til dommer over hans ord og gøre det til, hvad der behager os. Men han lader sig ikke narre sådan og tilbagekalder ikke den dom, som han har fældet og udtalt her: at himlen skal være lukket for den, der ikke har en bedre fromhed, og at han skal være fordømt; og, som det følger bagefter, at også den, der siger til sin bror: Du tåbe, skal være skyldig til helvedes ild. Heraf kan man let regne ud, om det er rådet eller befalet.»

Når Kristus siger: «Hvis nogen vil føre retssag mod dig og tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og hvis nogen tvinger dig til at gå en mil, så gå to med ham. Giv til den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig», så siger de pavelige: «Det har Kristus ganske vist sagt, men det er kun evangeliske råd. Når det drejer sig om, hvem der skal komme i himlen, så må man holde loven; men når det drejer sig om, hvem der vil komme rigtig højt op i himlen, så må han også følge disse råd.» Chemnitz opregner disse råd (Loci theol. P. II, fol. 104). De overskydende gerninger er jo den skat, som paven uddeler af. Derfra uddeler han sin aflad. Der er i alt tolv råd. For det første: frivillig fattigdom. Når Kristus nemlig siger: «Sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen», så siger de, at det blot var et godt råd; de, der går i kloster, har fulgt dette råd. For det andet: ugift stand. Det tager de fra Matt 19,12: «For der er eunukker, som blev født sådan fra moders liv, og der er eunukker, som blev gjort til eunukker af mennesker, og der er eunukker, som har gjort sig selv til eunukker for Himmerigets (S. 80) skyld.» Så siger de: «Se, disse munke og nonner har fulgt dette gode råd», eller som de siger: «De lever i kyskhed.» For det tredje: ubetinget lydighed mod ordensforstanderen. Også dette gode råd har munkene og nonnerne fulgt. For det fjerde: ikke at hævne sig. Man skulle ikke tro, at nogen i den kristne kirke kunne stå frem og sige: «Det er kun et godt råd! Man kunne godt hævne sig, men hvis man ikke hævner sig, er det en herlig god gerning.» For det femte: at bære fornærmelser tålmodigt. For det sjette: at give almisse. For det syvende: ikke at sværge. For det ottende: at undgå anledning til synd. Helt forfærdeligt! Man behøver altså ikke at undgå al anledning til synd, men gør man det, står man højt oppe. For det niende: at have den rette hensigt med sine gerninger. Altså: Når du gør en god gerning, kan du gøre den af hvilket som helst motiv, og så er det en god gerning; men har du den rette hensigt med den, så er du en særlig hellig mand. For det tiende: at gøre det, Kristus siger i Matt

23,3: «De taler, men handler ikke», og Matt 7,5: «Træk først bjælken ud af dit øje.» For det ellevte: ikke at bekymre sig om det timelige. Også det er kun et godt råd hos de pavelige! For det tolvte: at irettesætte sin bror. Det er ikke en egentlig pligt, for det hører ikke til loven! – I kan se, hvor gruligt loven her er forvansket, ja, hvordan lovens egentlige ånd er taget ud af den. De pavelige mener, at det ville være for meget forlangt, hvis alle skulle følge alt dette. For ikke alle kan gå i kloster. Hvem skulle så sørge for brød og kød? Nej, det ville være for meget forlangt. Det er ganske forfærdeligt!

Da så jesuitterne trådte frem, erklærede de, at den stakkels kristenhed hidtil havde været alt for tynget af moralen; derfor havde de sluttet sig sammen og taget den tungeste moral fra kristenheden. Det har de også med held gennemført, så den mest nederdrægtige slyngel kan være en god kristen efter deres moral. Deres moral er ganske enkelt en omvendt dekalog [de ti bud]: Man kan begå alle mulige forfærdelige vederstyggeligheder, bare man har en god hensigt. Så kan man også forgifte sin far, bare man har den gode hensigt at arve ham. Men når Kristus siger: «Den, som siger: Du tåbe, skal være skyldig til helvedes ild! Den, der ikke opfylder loven åndeligt, fortjener helvede», så vælter han hele denne pavelige og jesuittiske moral. (S. 81)