Ellevte aftenforelæsning (5. december 1884)

Blandt de mange alvorlige ord mod de falske lærere, som vi finder i Skriften, hører de ord, vi finder i Jer 23,22, i hvert fald til de alvorligste, hvis de ikke ligefrem er de alvorligste af alle. Dér siger Herren om de falske lærere: «For hvis de havde holdt sig til mit ord og havde prædiket mine ord for mit folk, så havde de omvendt det fra dets onde færd og dets onde liv.» Heraf ser vi, at en præst ved falsk lære kan blive årsag til, at de sjæle, der er betroet ham, ikke omvender sig og derfor – det er forfærdeligt at sige! – går evigt fortabt. Ganske vist går de, der lader sig forføre af falsk lære, samtidig fortabt ved egen skyld. Gud har jo på utallige steder i sit ord med stor alvor advaret mod de falske lærere og profeter og beskrevet dem helt nøje, og derfor vil den, der foragter disse advarsler fra Gud, engang råbe ve over sig selv. Ikke desto mindre er de falske profeter og lærere, som fremfører den falske lære, ikke dermed undskyldt. Tværtimod er deres skyld så meget større, fordi de ikke alene selv er gået en forkert vej, men også har vist de sjæle, der var betroet dem, en forkert vej. Gud vil kræve de sjæle, som han har betroet dem, af deres hænder; for der står skrevet i Hebr 13,17: «Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle som nogle, der skal stå til regnskab.»

Åh, hvor vil alle falske lærere derfor blive forfærdede på den store dommens dag, når alle de sjæle, de har forført, står for Guds domstol og anklager dem for Gud! Åh, hvor vil en Arius blive forfærdet, han som bestred Jesu guddom og ville rive den guddommelige majestæt af Kristi hoved – hvor vil han blive forfærdet! Hvor vil en Pelagius blive forfærdet, han som benægtede, at et menneske bliver retfærdigt og frelst alene ved Guds nåde! Hvor vil frem for alt paverne blive forfærdede, de som har samlet alle antikristelige læresætninger i ét system, når alle de utallige sjæle, som de har forført og hvis hjerter de har forgiftet, står for Gud! Da vil enhver falsk lærer ønske, at han aldrig var født, og han vil forbande den dag, da han blev indsat i det hellige embede. Da vil vi også se, at falsk lære ikke er noget så ubetydeligt og harmløst, som man mener i vore dage. (S. 82) Åh, mine kære venner, læg derfor godt mærke til, hvad Gud gennem sin profet Esajas

lader skrive til os i Es 66,2: «Jeg ser til den elendige og til den, der har en sønderbrudt ånd og frygter for mit ord.» Gud forlanger altså af os alle, som står i det hellige embede eller vil træde ind i det, at vi ikke bare har Guds ord kært, men at vi også frygter Guds ord. Vi skal nemlig af hjertet frygte for at vige fra blot ét bogstav i Guds ord og vogte os for at lægge noget til eller trække noget fra. Vi må hellere være parate til at udgyde vores blod end at give efter på blot ét bogstav i Guds ord. Derfor bør I tage vores kære Luther som forbillede, når han siger: «For mig er det sådan, at selv et enkelt skriftord gør verden for trang for mig.» Det vil sige: «Hvis jeg så, at blot et eneste skriftsted modsagde den lære, jeg forkynder for folk, så ville jeg ikke få ro dag og nat; jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle flygte hen; det ville være alt for forfærdeligt for mig!» Stræb derfor efter at få det sind, som den kongelige profet David havde, når han siger i Sl 119,120: «Jeg frygter dig, så min hud gyser, og jeg forfærdes over dine lovbud.»

Men et sådant sind kan I naturligvis ikke have – eller i hvert fald ikke følge – så længe I ikke har et klart og grundigt kendskab til alle Den Hellige Skrifts lærdomme. For hvordan kan I bevare det, som I ikke har? Og det er jo derfor, I har fået jeres studietid her: for at I kan blive fortrolige med hele Den Hellige Skrift og lære hver trosartikel at kende, både for sig selv og i dens sammenhæng og forhold til de andre lærdomme. Det er også målet med vores fredagsaftener, når vi behandler forskellen mellem loven og evangeliet. For alt afhænger af, at man skelner rigtigt mellem lov og evangelium. Jeg er nemlig ikke bange for – medmindre I ligefrem falder fra – at I vil finde på nye trosartikler; men jeg er bange for, at I ikke vil skelne rigtigt mellem lov og evangelium. For dertil hører frem for alt, at I hverken viger af til højre eller til venstre, hverken til modløshed eller til slaphed.

§ Tese VII.

Guds ord bliver for det tredje ikke delt rigtigt, når man først prædiker evangeliet og derefter loven, først helliggørelsen og derefter retfærdiggørelsen, først troen og derefter omvendelsen, først de gode gerninger og derefter nåden. (S. 83)

Her tales der om, at man heller ikke deler Guds ord rigtigt, når de forskellige lærdomme ikke fremstilles i deres rette orden – når man sætter det først, som skulle komme bagefter. Det kan gøre umådelig skade i tilhørernes hjerter og forstand. Rækkefølgen kan vendes på hovedet på fire måder. For det første, når man vender ordenen om, så man først prædiker evangeliet og derefter loven. Måske tænker I: «Hvem skulle dog være så forvendt? Ethvert barn, der har lært sin katekismus, ved jo udmærket: Først kommer loven, og så evangeliet.» Men det kan alt for let ske, og vi har eksempler på, at hele fællesskaber har hyldet denne vildfarelse. Sådan var det på Luthers tid med antinomisterne med Agricola fra Eisleben i spidsen, og i forrige århundrede med herrnhutterne. Herrnhutterne ville helst slet ikke høre noget om loven, men frem for alt var deres grundsætning: «Først skal evangeliet forkyndes, først skal Kristi lidelse og blod stilles frem for folk.» Men det var helt forkert. Det er ganske vist sandt, at herrnhutterne greb mange, men det var kun overfladisk. Mennesket fik aldrig øjnene op for sin dybe, syndige fordærvelse; det erkendte aldrig rigtigt, at det var Guds fjende, ja, at det snarere fortjente at blive kastet i helvede. – Når vi her taler om evangeliet, taler vi selvfølgelig om evangeliet i snævrere forstand, nemlig i modsætning til loven.

Mark 1,15: «Omvend jer og tro på evangeliet!» «Omvend jer» er jo tydeligvis et ord fra loven. Det kommer først i Herrens prædiken, og derefter: «Tro på evangeliet!» Og heri har de hellige apostle da også fulgt Kristus.

ApG 20,21: «Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus.» Først prædikede apostlen Paulus omvendelse og derefter tro, først lov og derefter evangelium.

Luk 24,47: «Og at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.» «Omvendelse og syndernes forladelse»! Han vender det ikke om: «Syndernes forladelse og omvendelse!» Nej, det ville være en forkert vej til frelsen, en vej, der slet ikke fører til frelse. Den anden måde at vende den rette orden på hovedet består i, at man først prædiker livets helliggørelse og derefter retfærdiggørelsen, som består i syndernes forladelse. Retfærdiggørelse af nåde er netop syndernes forladelse. At Kristi retfærdighed bliver min retfærdighed – netop derved bliver jeg retfærdiggjort. (S. 84) Sl 130,4: «For hos dig er tilgivelsen, for at man skal frygte dig.» Det betyder altså: Først må du skænke os syndernes forladelse, og så frygter vi dig, så vandrer vi i et nyt, helligt liv. Med «frygte» menes ikke bare ærefrygt for Gud, men hele helliggørelsens værk.

Sl 119,32: «Når du trøster mit hjerte, løber jeg dine buds vej.» Først trøsten, retfærdiggørelsen, benådningen, syndernes forladelse, og derefter: «løber jeg dine buds vej». Han vil sige: «Netop fordi du tager imod mig af nåde, får jeg lyst til dine bud. Så længe jeg ikke har tilgivelse, kan jeg ikke elske dig og heller ikke dine bud; så hader jeg dig tværtimod. Men når du har benådet mig, får jeg et andet hjerte, så forlader jeg verden med glæde; så finder jeg hos dig noget langt bedre, end jeg kan finde i verden.»

1 Kor 1,30: «Af ham er I i Kristus Jesus, som af Gud er blevet visdom for os og retfærdighed og helliggørelse og forløsning.» – Her ser I, hvordan det ene følger efter det andet. Først er det nødvendigt, at vi får visdom, kundskab om vejen til frelse. Den vej må vi først kende. Så kommer retfærdigheden, som vi får ved troen. Først efter retfærdiggørelsen følger helliggørelsen. Først må jeg vide, at Gud har tilgivet mig mine synder, at han har kastet alle mine synder i havet; så er det en lyst og glæde for mig at vandre i helliggørelse, mens det før var for meget for mig, en byrde. Før var jeg vred på Gud og hadede ham, fordi han krævede så meget af mig; jeg ville helst have stødt ham ned fra tronen, og jeg tænkte: «Det ville være bedre, hvis der ingen Gud var!» Men da Gud så havde benådet og retfærdiggjort mig, glædede jeg mig ikke bare over evangeliet, men også over loven.

Joh 15,5: «Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre.» Frelseren vil have, at vi skal være i ham, som en gren er i et vintræ. Dermed menes ikke, at vi skal gå ind i Frelseren; men han vil sige: «I må tro på mig af hele jeres hjerte, sætte jeres tillid og fortrøstning til mig og helt omfavne mig med troens arme, så I kun lever i mig, jeres Jesus, som har reddet jer og frelst jer.» Så skal I også bære frugt! Frelseren viser altså: Først må jeg retfærdiggøres, og først derefter (S. 85) kan jeg leve i helliggørelsen. Men er jeg en løs, afskåret gren, så visner jeg og kan ikke bære frugt.

ApG 15,9: «Han gjorde ingen forskel på os og dem, men rensede deres hjerter ved troen.» Først må jeg retfærdiggøres ved troen; så bliver jeg også renset ved den, så bliver jeg fornyet og helliggjort. Det er en af de frygteligste vildfarelser, når retfærdiggørelse og helliggørelse blandes sammen. Så kan man prædike nok så smukt – alt er alligevel forgæves. Kun den strenge adskillelse

mellem retfærdiggørelse og helliggørelse gør det klart for en fattig synder og gør ham vis på, om han står i nåde hos Gud eller ej, og udruster ham med kraft til et nyt liv. For det tredje bliver den rette orden vendt på hovedet, når man først prædiker troen og derefter omvendelsen, sådan som antinomisterne gjorde, og som herrnhutterne stadig gør den dag i dag. De siger altid: «Troen er det første; derefter må du angre din synd og omvende dig.» Men hvor tåbeligt er ikke det? Hvordan kan troen komme ind i et hjerte, der ikke er knust? Hvordan kan den, der væmmes ved maden, hungre og tørste? Nej, vil du tro på Kristus, så må du først blive syg; for Kristus er kun læge for de syge. Først må du blive en fattig, fortabt synder, for han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Først må du blive et fortabt får, for han er en god hyrde, som går efter de fortabte får.

ApG 2,38: «Peter sagde til dem: Omvend jer, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse, så skal I få Helligåndens gave.» Sådan taler Peter til jøderne, som spurgte ham: «I mænd, brødre, hvad skal vi gøre?» Det svar giver han dem. Først omvendelse og derefter syndernes forladelse. Troen følger altså først efter omvendelsen. Alle de ovennævnte steder hører også hjemme her, fx ApG 20,21. Alle, der vender denne orden på hovedet, bliver slået af dette ene ord: «omvendelse til Gud og tro på Jesus Kristus». Disse skriftsteder er de rette lygter for en præst, så han ikke farer vild. For det fjerde og sidste er det forkert, når man først prædiker de gode gerninger og derefter nåden. Det er alt sammen sager af samme slags; det ene er lige så forkert som det andet.

Ef 2,8–10: «For af nåde er I frelst ved tro, og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds; ikke (S. 86) på grund af gerninger, for at ingen skal rose sig. For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt, for at vi skulle vandre i dem.» Dette gyldne skriftsted! Apostlen siger altså ikke: «Vi må gøre gode gerninger, så vil Gud være os nådig», men det stik modsatte: «Af nåde er I frelst! Men ved nåden er I skabt til gode gerninger.» Først må du være benådet, og så har Gud skabt dig på ny; så må du gøre gode gerninger og kan ikke længere stå under syndens herredømme.

Tit 2,11–12: «For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og til at leve med selvbeherskelse, retfærdigt og gudfrygtigt i denne verden.» Også her får vi vist: Først må nåden prædikes for os, men derefter opdrager den os. Det betyder ikke castigare [latin: tugte, straffe], men der menes opdragelsen, den guddommelige pædagogik, som ligger i nåden. Så snart et menneske tager imod den nåde, som Gud har bragt ned fra himlen, begynder den også at udøve sin opdragelse. Og hvad opdrager den mennesket til? Til at gøre gode gerninger og leve retskaffent. Det Gamle Testamente er jo især præget af loven, selv om evangeliet også blev prædiket dér, og Det Nye Testamente er overvejende præget af evangeliet, selv om loven bestemt heller ikke mangler dér. I Det Gamle Testamente skete først lovens højtidelige åbenbaring, i Det Nye Testamente evangeliets højtidelige åbenbaring. Evangeliet var jo allerede til stede i Paradiset, men en sådan højtidelig åbenbaring havde der endnu ikke været. På Sinaj skete lovens fulde åbenbaring under lyn og torden, og jorden skælvede, så det så ud, som om jorden skulle gå under. I Det Nye Testamente viste der sig også ild ved Helligåndens udgydelse på pinsedagen, men den brændte intet. Tunger af ild viste sig over apostlenes hoveder, men ilden svedede ikke deres hår. Der kom en voldsom vind, en brusen fra himlen, men intet blev ødelagt, intet blev flyttet fra sin plads. Dermed skulle det vises: Nu skulle der ske en helt anden, en trøsterig åbenbaring. – Og gå så til apostlenes

breve, især Romerbrevet, som jo rummer hele den kristne lære. Hvad finder vi dér i de første tre kapitler? Den skarpeste lovprædiken. Derefter følger i kapitel 4 og 5 udelukkende lære om retfærdiggørelsen, og fra kapitel 6 udelukkende helliggørelse. Dér har vi et rigtigt forbillede for den rette rækkefølge: først loven, Guds vrede og trusler; så evangeliet, Guds løfter (S. 87) og hans trøst. Derefter følger vejledningen i, hvad vi nu skal gøre, efter at vi er blevet andre mennesker. Og hver gang profeterne prædikede for at omvende nogen, begyndte de først med loven; og når straffetalen havde gjort sin virkning, trøstede de synderen. Så snart tilhørerne var blevet forfærdede, vidste apostlene ikke af andet end at give dem tilgivelse, og først derefter sagde de: «Nu må I også vise jer taknemmelige mod Gud.» De befalede dem det ikke og truede dem heller ikke, hvis de ikke gjorde det; nej, de beder dem og formaner dem ved Guds barmhjertighed. Det er den rette helliggørelse, som følger efter retfærdiggørelsen; det er den rette retfærdiggørelse, som følger efter omvendelsen.

Nu vil jeg ved nogle eksempler vise jer, hvordan man allerede i sine dispositioner kan røbe, at man ikke forstår at skelne mellem lov og evangelium. Det er helt grove eksempler, for man forstår sagen bedst, når man tager rigtig grove eksempler, sådan som vi også ser det hos Luther. Så jeg vil gøre ligesom Luther. For hvad jeg måske har af godt, det har jeg lært af vores kære Luther.

Forkerte dispositioner

1. Tema: Vejen til frelse består I. i troen, II. i sand omvendelse. Hvis I vender det om på den måde, så er I ægte antinomister og herrnhuttere.

2. Tema: De gode gerninger. I. Hvad de består i, II. at de også må ske i troen. Disponerer I sådan, så har I allerede sagt, hvad gode gerninger er, uden at have talt om troen. For når jeg skal beskrive gode gerninger, må jeg beskrive dem sådan, at de sker ved troen. Så ville I komme til at bedømme de gode gerninger efter loven, men det er forkert; for bedømt efter loven er enhver god gerning, også en kristens, en fordømmelig gerning, hvor god den end ser ud.

3. Tema: Om bønnen. I. Den rette bøn beror på vished om bønhørelse, II. på troen. Så ville I komme til at prædike helt forkert i første del.

4. Tema: Guds ords løfter og trusler. I. Løfter, II. trusler. Først trøster han mig, og så kommer han og kaster sten efter mig, så jeg glemmer alt, hvad han først havde sagt til mig. Først må der slås til med loven, og derefter må I forbinde sårene med løfterne. Den, der slutter (S. 88) sin prædiken med trusler, har gjort meget for at gøre den ufrugtbar.

5. Tema: Den sande kristendom består I. i det kristne liv, II. i den sande tro, III. i en salig død. Det ville være en gyselig disposition!

6. Tema: Hvad må et menneske gøre, hvis det vil være vis på sin frelse? I. Det må forbedre sig og blive et andet menneske, II. det må angre sine synder, III. men det må også gribe Kristus i troen. Hvordan kan jeg leve et bedre liv, hvis jeg endnu ikke føler afsky for den onde vandel, for synderne? Og det allerskrækkeligste er nr. 3. For intet gør mig mere vis end troen.

Derfor var det bestemt forkert, når pietisterne sagde, at Bjergprædikenen beskriver trinene i frelsesordenen. Det, der har forledt dem, er, at Kristus allerede i begyndelsen siger: «Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.» At være «fattig i ånden»

betyder her: ikke at have noget, man hænger sit hjerte ved. Også en millionær kan være fattig i ånden; hænger han ikke sit hjerte ved penge og gods, så ejer han det i virkeligheden slet ikke. Omvendt kan en tigger være rig i ånden, hvis han forlader sig på de få penge, han

stadig har. Den første er et saligt menneske, den anden er det ikke. Når Kristus så fortsætter: «Salige er de, som sørger, for de skal trøstes», mener pietisterne, at der tales om at sørge over synden; det skulle være det andet trin i frelsesordenen. Men Kristus mener den lidelse, det kors, man bærer i dette liv for Guds skyld. Og så siger Kristus: «Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.» Her har pietisterne det forfærdelig svært; for troen og retfærdiggørelsen er jo endnu ikke kommet, og det falder som en tung klods ned i deres frelsesorden. Så gør de de mærkeligste krumspring for at få deres trin til at gå op. Men man kan se, at der ikke er noget ved det. Til sidst siger Kristus: «Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.» Det skulle så være det fjerde trin i frelsesordenen! Ja, hvis sagtmodigheden virkelig gik forud! Hvis De altså nogen sinde skal prædike over saligprisningerne, så se Dem godt for, og følg ikke de pietistiske prædikanter! Luther havde antinomisterne imod sig, og derfor måtte han også udtale sig om dette. Antinomisterne lærte, at man først skulle prædike nåden og derefter omvendelsen. Ja, de ville, at loven slet ikke skulle prædikes i kirken; den hørte hjemme på rådhuset, (S. 89) ved galgen; for tyve og mordere skulle man prædike den, men den var ikke for hæderlige folk, endsige for kristne. I sit skrift «Mod antinomisterne» fra 1539 skriver Luther (W. XX, 2024) således: «Antinomisterne har udtænkt sig en ny metode: at man først skal prædike nåden og derefter åbenbaringen af vreden, så man for alt i verden ikke skal høre ordet (loven) eller tale om det. Det er en fin lille kattestol, som de synes rigtig godt om, og de mener, at de kan trække hele Skriften ind og ud med den og dermed blive lux mundi [verdens lys]. Belægget for det skal og må Paulus give dem i Rom 1.» – De sagde, at der i Rom 1,16 står: «Jeg skammer mig ikke over Kristi evangelium, for det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.» «Altså begynder apostlen med evangeliet!» Men først kommer jo indledningen, og v. 16 er kun temaet for hele brevet. I v. 18 begynder han så den første del og siger derefter: «Det, jeg nu har vist, er, at alle mennesker er syndere, at alle mangler den ære, de skulle have hos Gud.» Først i anden del prædiker han så evangeliet. –

«Men de ser ikke, at Paulus lærer lige omvendt (det stik modsatte): Han begynder med først at vise Guds vrede fra himlen og gør hele verden til syndere og skyldige for Gud; derefter, når de er blevet syndere, lærer han dem, hvordan man får nåde og bliver retfærdig, sådan som de tre første kapitler viser med stor kraft og klarhed. Og det er også en særlig blindhed og dårskab, at de mener, at åbenbaringen af vreden er noget andet end loven, hvilket dog er umuligt; for åbenbaringen af vreden er loven, når den bliver erkendt og følt, som Paulus siger: Lex iram operatur (loven virker vrede). Har de så ikke ramt det fint, når de fjerner loven og

alligevel lærer den, når de lærer vredens åbenbaring? Men de vender skoen om og lærer os loven efter evangeliet og vreden efter nåden. Men hvilke skændige vildfarelser Djævelen har i sinde med denne kattestol, dem kan jeg godt se nogle af, men jeg kan ikke behandle dem denne gang.» – Luther bruger ordet «Katzenstühlchen» (kattestol). Det er en lille trappe, hvor den ene side løfter sig, når man stiller sig på den anden. Sådan bar antinomisterne sig ad, så de kunne stille loven og evangeliet, som de ville. I sin kommentar til Første Mosebog kap. 21,12.16 (I, 2142. ff.) skriver Luther:

«Det siger man med rette, at man skal rejse folk op og trøste dem; men man må også føje til og sige, hvem det er, man skal trøste, nemlig dem, der ligesom Ismael og hans (S. 90) mor er jaget ud af hus og fædreland og er ved at gå helt til i ørkenen af sult og tørst, som sukker og råber til Herren og ikke er langt fra fortvivlelsen. Sådanne folk er de rette tilhørere til evangeliet.» – Hagar og Ismael måtte først ud i elendigheden, ellers var de ikke kommet bort fra deres hovmod. Af

natur er mennesket formasteligt; det siger: «Hvad ondt har jeg da gjort? Jeg har ikke slået nogen ihjel, jeg er ikke faldet i ægteskabsbrud og utugt, jeg har ikke stjålet.» Med de par pjalter mener det at kunne bestå for Gud. Det hovmod må væk, og dertil kræves lovens hammer, som slår denne klippe i stykker og knuser den. –

«Derfor fortjener antinomisterne med rette, at alle er imod dem, når de vil støtte sig til vores eksempel og forsvare sig med det» – Antinomisterne sagde: «Luther har selv i begyndelsen ikke prædiket andet end trøst. Nu er han faldet fra sin gamle lære, han er også blevet lovisk. Det er derfor, han går imod os.» Men da Luther trådte frem, behøvede han slet ikke at undervise folket meget om loven. Folk var så knuste, at der næsten ikke var én, som troede, at han var i nåde hos Gud. For når de romerske præster prædikede bedst, så var det lov, og ved siden af Guds lov kirkens lov og hovedsætningerne fra de tidligere koncilier, teologer og paver. Da Luther nu trådte frem – og han havde selv siddet fast i det – vidste han: «Det arme folk kan ikke hjælpes bedre end ved, at du forkynder dem det rene evangelium.» Så blev det da også, som når dug og en frugtbar forårsregn drypper ned fra himlen over hele kristenheden. Derfor skriver Luther videre: «… når de vil støtte sig til vores eksempel og forsvare sig med det, skønt grunden ligger klart for dagen til, at vi i begyndelsen lærte sådan om Guds nåde. Den forbandede pave havde helt undertrykt de arme samvittigheder med sine menneskebud og havde taget alle de rette midler, al hjælp og trøst bort, som de arme, forsagte hjerter kunne være blevet reddet med fra fortvivlelsen: hvad skulle vi da dengang ellers gøre?» – Luther ville have været den elendigste bøddel, hvis han også ville have slået dette arme folk. Men nu er det anderledes. Dengang var folk bange for Guds lov, de ængstedes for helvede. Nu siger folk: «Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø, og efter døden er alt forbi.» Og selv om ikke alle gør det lige så slemt, så tænker de dog: «Nå, så slemt bliver det vel ikke.» Her må loven prædikes, ellers udretter De intet. – «Men vi ved også godt, at man må tale anderledes (S. 91) med dem, som er mætte, forkælede og fede. Dengang var vi alle forstødte og hårdt plagede. Vandet i flasken var sluppet op, det vil sige: der var ingen trøst at få. Vi lå som døende ligesom Ismael under busken.» – Folk på Luthers tid var alle som Ismael, der var ved at gå til. Den smule vand, som Hagar og Ismael havde taget med ud i ørkenen, var snart tørret ud i solens hede. Så var alt forbi. – «Dengang havde vi brug for lærere, som holdt Guds nåde frem for os og lærte os, hvordan vi kunne blive kvæget. Men antinomisterne vil, at man simpelthen skal begynde læren om omvendelsen med nåden; men sådan har jeg ikke båret mig ad. For jeg vidste godt, at Ismael først var blevet drevet ud og havde mistet modet, før han hørte trøsten fra englen. Derfor har jeg fulgt det eksempel og ikke trøstet andre end dem, som forinden havde anger og sorg over deres synd og havde mistet al tillid til sig selv, dem som loven havde forskrækket, og som Livjatan havde overfaldet og gjort helt forfærdede. For for deres skyld er Kristus kommet til denne verden, og han vil ikke, at den rygende væge helt skal slukkes, Es 42,3. Derfor råber han i Matt 11,28: ’Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder.’ Sådan var Ismael ikke, før han blev drevet ud af huset; han var stolt og helt tryg, en antinomistisk epikuræer. Jeg, sagde han, er herre og arving i huset (fordi han var født før Isak); Isak og Sara skal vige for mig. Skulle man så have rost og tålt dette hovmod hos ham, eller skulle man straffe ham for det? Men hvordan kunne han straffes på anden måde, end at han sammen med sin mor blev jaget ud af huset og ikke fik andet med sig fra Abrahams hus end lovens løn, nemlig brød og vand? For sådan plejer loven at gøre: Den fører tyven bundet til galgen; men før han bliver kvalt, kvæger den ham

med en slurk vand; til sidst slipper vandet dog op, og tilbage er kun døden; mere gør loven ikke. Lad os derfor lære, at Gud er fjende af alle hovmodige, men dem, der er ydmyget og har følt lovens kraft, dem trøster han, om ikke

gennem mennesker, så dog måske gennem en engel fra himlen; for han vil ikke, at sådanne folk skal gå fortabt, ligesom han heller ikke vil lade de trygge og stolte blive i Abrahams hus. Men en lærer og præst må være lærd, dygtig og erfaren i begge disse stykker, så han både kan straffe og knuse de genstridige og igen trøste dem, der er straffet og knust, så de ikke helt mister modet og bliver opslugt af loven.» (S. 92)