Tolvte aftenforelæsning (12. december 1884)

Mine venner, hovedfejlen ved prædikenerne i vor tid er, at de for det meste er uden mål. Og det er netop de troendes prædikener i vore dage, der lider af denne fejl. De vantro eller sværmeriske prædikanter forfølger et ganske bestemt mål – bare ikke det rette. De troende præster derimod mener for det meste, at de har forvaltet deres embede helt godt, bare det, de har prædiket, har været Guds ord. Men det er præcis, som hvis en ansat jæger mente at have røgtet sit hverv godt, når han går ud med ladt gevær og skyder ind i skoven; eller som hvis en artillerist mente at have gjort sin pligt, når han stiller sig op i slagordenen med sin kanon og så fyrer den af. Lige så dårlige og unyttige som disse jægere og soldater er, lige så dårlige og unyttige er de præster, der ikke har nogen plan med deres prædikener og ikke forfølger noget mål. De kan gerne have smukke tanker i deres prædikener, men de bliver alligevel uden virkning. De kan gerne af og til tordne voldsomt med loven, men lynet slår alligevel ikke ned. De kan gerne vande den have, de har fået betroet, med evangeliets livgivende vand, men de vander ikke så meget planterne i bedene som havegangen, og så er alt spildt.

Sådan prædikede hverken Kristus eller de hellige apostle. Når de havde prædiket, vidste hver eneste tilhører: «Det var dig, der var ment!» – også uden at de havde peget på en bestemt person og stukket til ham. Da Herren Kristus for eksempel engang havde fortalt den voldsomme, skrækkelige lignelse om de morderiske vingårdsmænd, indrømmede ypperstepræsterne og de skriftkloge selv: «Vi har forstået: Han mener os.» Og da den hellige apostel Paulus engang havde prædiket om retfærdighed, kyskhed og den kommende dom for den utugtige og uretfærdige landshøvding Felix, mærkede Felix snart: «Det er dig, der er ment!» Han blev bange, men fordi han ikke ville omvende sig, sagde han til Paulus: «Gå nu, for denne gang. Når jeg får tid, vil jeg kalde dig til mig igen.» Men han kaldte ham ikke. Han havde hørt den rette, velrettede prædiken, og den havde ramt ham. Derfor, mine venner: Når de vantro næsten overalt i vort tyske fædreland får overtaget i de lutherske menigheder, er årsagen uden tvivl, at de (S. 93) kristne præsters prædikener er uden mål. De vantro bliver flere i menighederne, samtidig med at de kristne præster er blevet flere; for der er mange flere af dem end i min ungdom. Hvorfor udretter de intet? Åh, gid disse kære mænd havde så megen ydmyghed, at de satte sig ved Luthers fødder og studerede hans postiller! Så ville de lære, hvordan de skal prædike for at gøre indtryk. For når Guds ord prædikes ret, vender det aldrig tomt tilbage. Åh, Gud give, at De, når De engang kommer i embedet, ikke bliver sådanne vrøvlehoveder uden mål, der så må klage over, at De udretter så lidt, når det er Deres egen skyld, fordi De ikke har et bestemt mål, når De udarbejder Deres prædiken, og

tænker: Dem og dem vil jeg ramme – ikke den og den person, som jeg nævner ved navn, men dem, der befinder sig i den eller den tilstand. Men lige så vigtigt det er, at prædikenerne ikke er uden mål, lige så vigtigt er det, at De har det rette mål. Har De ikke det, så nytter al prædiken ingenting, hvad enten De prædiker loven eller evangeliet.

§ Tese VIII.

For det fjerde deles Guds ord ikke ret, når man forkynder loven for dem, der allerede er forfærdede over deres synder, eller evangeliet for dem, der lever trygt i deres synder.

Vi har allerede i den første gennemgang af vores teser set, hvori loven og evangeliet adskiller sig fra hinanden. Der er seks forskelle. Loven og evangeliet er forskellige: 1. med hensyn til den måde, disse lærdomme er blevet åbenbaret for mennesket på; 2. ved det indhold, de hver har; 3. ved de løfter, de hver har; 4. ved truslerne; 5. ved det embede og de virkninger, de to lærdomme har; og 6. med hensyn til objektet, altså de personer, som den ene eller den anden lære skal prædikes for. Som regel nævnes denne forskel som den sidste, men ikke fordi den skulle være mindre vigtig; for denne forskel er vigtigere end de andre, ja, yderst vigtig. Den består netop i, at evangeliet kun skal prædikes for de sønderknuste, fattige, angrende syndere, men loven for de trygge syndere. Den, der vender det om, forveksler de to, og ved at forveksle dem blander han dem sammen på en yderst farlig måde. At det forholder sig sådan, har vi allerede overbevist os om i de første gennemgange ud fra stedet 1 Tim 1,8–10: «Men vi (S. 94) ved at loven er god hvis man bruger den som den skal bruges, når man ved dette, at loven ikke er bestemt for en retfærdig, men for lovløse og oprørske, ugudelige og syndere, gudløse og vanhellige, fadermordere og modermordere, mordere, utugtige, homoseksuelle, bortførere, løgnere, løftebrydere, og hvad der ellers er i modsætning til den sunde lære.» Den, der er retfærdig ved Kristus, er loven altså ikke givet til, men til de lovløse og oprørske osv. De er lovens objekter. Den, der nu gør en fattig, sønderknust synder til lovens objekt, begår dermed en alvorlig synd mod dette fattige menneske; ham skulle han jo prædike evangeliet for.

Es 61,1–3: «Herren Herrens ånd er over mig, for Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at forkynde for de elendige, for at forbinde dem, hvis hjerte er knust; for at forkynde frigivelse for de fangne og åbne fængslet for de bundne; for at forkynde et nådeår fra Herren og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle sørgende; for at give de sørgende i Zion smykke i stedet for aske, glædesolie i stedet for sorg og smukke klæder i stedet for en bedrøvet ånd.» «Hævnens dag» betegner ikke en dom over menneskene, for så ville der ikke blive forkyndt et nådeår; men Guds Søn ville hævne sig på Satan, som havde styrtet menneskeslægten ud i elendigheden. Derfor er det et glædeligt, trøsterigt budskab for os. Havde Gud ikke hævnet os på Satan, så var vi fortabt. Havde Kristus ikke forløst os fra Djævelen, så kunne vi ikke være glade, men måtte blive ved med at være bedrøvede. Derefter følger der i dette skriftord lutter billedlige udtryk, som alle skal anvendes på de åndelige nådegaver. Vi ser af disse steder: Efter Guds ord skal der ikke bringes en eneste lille dråbe af evangeliets trøst til dem, der lever trygt i deres synder. Derimod skal der ikke forkyndes trusler og straf med et eneste lille ord for dem, hvis hjerte er knust, men kun løfter, trøst og nåde, tilgivelse og retfærdighed, liv og frelse. Sådan gjorde også vor Herre Kristus. Da den store synderinde

kom til ham, knælede foran Kristus for øjnene af de selvretfærdige farisæere, vaskede hans fødder med sine hede tårer og tørrede Herrens fødder med sit hår, som hun helt sikkert havde drevet megen forfængelighed med – hun var sønderknust, hun havde ingen trøst, men hun vendte sig til Jesus, om hvem hun havde erkendt: Det er nådestolen – hvad gjorde Herren så? Han siger ikke ét ord om (S. 95) hendes skjulte synder – for hun havde uden tvivl levet i de mest afskyelige synder, i utugt – ikke ét ord nævner han om det! Han siger ganske enkelt: «Dine synder er forladte», og giver hende desuden en kort formaning: «Synd fra nu af ikke mere.»

Sådan gør Herren også med Zakæus, den skændige tolder, der havde bedraget land og folk, men som vel havde hørt en del direkte fra Herren selv eller i hvert fald hørt meget om ham fra andre. Han havde indset: «Sådan kan det ikke fortsætte, det må blive bedre!» Da Herren nu kommer forbi, klatrer han op i et morbærtræ, for han vil se denne hellige mand. Men han tænker ikke, at Herren ville se ham. Men hvad gør Herren? Han får øje på ham oppe i morbærtræet og råber til ham: «Zakæus! Skynd dig at stige ned, for i dag bør jeg opholde mig i dit hjem», og han går med glæde ind i hans hus. Men Zakæus har helt sikkert tænkt: «Nu vil han tage mig i skriftemål; nu vil han vise mig, hvad ondt jeg har gjort.» Men ikke et ord om alt det. Jesus siger tværtimod: «I dag er frelsen kommet til dette hus, for også han er en Abrahams søn.» Og det er kun Zakæus selv, der siger: «Se, Herre! Halvdelen af min ejendom giver jeg de fattige; og hvis jeg har presset noget af nogen, giver jeg det firdobbelt igen.» Frelseren kræver det ikke af ham, men hans samvittighed kræver det af ham, den samvittighed, der først var vågnet og nu var blevet stillet. Men af glæde siger han: «Se, Herre! Halvdelen af min ejendom giver jeg de fattige» osv. Og det har han uden tvivl også holdt.

Det samme ser vi i lignelsen om den fortabte søn. Da han kom tilbage, havde han ødslet alt væk og sat sin ejendom over styr med skøger. Men da han med et sønderknust hjerte vender tilbage til sin far, hvad gør hans far så? Ikke et eneste bebrejdende ord kommer over hans læber. Han falder endda sin søn om halsen, kysser ham og råber: «Lad os være glade, for denne min søn var død og er blevet levende igen, han var fortabt og er fundet.» Og nu holdes der en glædesfest, men der høres ikke et eneste bebrejdende ord. Og hvad gør Herren endnu på korset? Ved siden af ham hænger et menneske, der indtil da har ført et forbrydersk liv, men som gennem Kristi tålmodige lidelse kommer til erkendelse og siger: «Vi får jo med rette, hvad vi har fortjent for det, vi har gjort. Men han har ikke gjort noget forkert.» Og til sidst vender han sig til Herren med ordene: «Herre, husk mig, når du kommer i dit rige!» Han erkender: «Det er Messias!» (S. 96) Og hvad gør Herren? Han siger ikke: «Dig skal jeg

huske? Sådan og sådan har du båret dig ad.» Han holder ikke hans synder op for ham, nej, han siger kun:

«I dag skal du være med mig i Paradis!»

Sådan viser Herren os, hvad vi skal gøre med en fattig synder, der måske så sent som i dag har levet skændigt, men som er sønderknust og angrende og fuld af rædsel over sine synder. Her skal vi ikke spilde et eneste ord på bebrejdelse og straf, men vi skal give ham tilgivelse for hans synder og trøste ham. Den, der gør det, skiller først og fremmest evangeliet fra loven.

Men sådan gjorde de hellige apostle også. Jeg minder blot om fangevogteren i Filippi. Han var lige ved at begå selvmord, en frygtelig dødssynd, og da siger Paulus kun til ham: «Gør ikke dig selv noget! Vi er her alle sammen.»

Han havde allerede hørt Paulus og Silas love og prise Gud hele natten, og han havde uden tvivl allerede fået en god erkendelse. Og nu beder han om lys, falder skælvende ned for Paulus' og Silas' fødder og råber: «Kære herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Nu siger de ikke til ham: «Du skal først gøre det og det, du skal først føle anger», nej, de siger kun: «Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din

husstand.» De indbyder ham kun til at modtage nåden; troen er jo netop intet andet end modtagelsen af nåden.

Hør nu noget fra Luther – ikke så meget steder, hvor han indskærper, at man skal forkynde evangeliet rent og klart for fattige syndere, men hør engang, hvordan Luther trøstede en mand, der var faldet i en stor og alvorlig synd. Det var Spalatin, født 1482, en prægtig mand, som hjalp meget med i reformationens værk. Han blev kirkeråd hos den saksiske kurfyrste, boede i Altenburg og var Luthers nære ven. Spalatin havde nu været med til at tilråde, at en præst giftede sig med sin afdøde hustrus stedmor. Det er helt imod Guds ord, og det var så meget mere skrækkeligt, som apostlen Paulus i 1 Kor 5 beskriver et lignende tilfælde og samtidig siger, at det er en sådan utugt, som ikke engang hedningerne kender til. Da den gode Spalatin nu fik øjnene op for det, ville han ikke lade sig trøste. Luther fik at vide, at han var helt tungsindig. Ingen trøst ville bide på ham. Han mente, at eftersom han havde kendt Guds ord så godt og allerede havde erfaret Guds trøst så rigt, kunne ingen trøst længere gælde for en som ham. Hvordan trøstede Luther så denne mand? De finder brevet i W. X, 2022–2029. Luther skriver: (S. 97)

«Til den ærværdige herre i Kristus, hr. Georg Spalatin, superintendent over de meissenske kirker og den mest trofaste hyrde i Altenburg, sin elskede i Herren: Guds nåde og fred i Kristus og Helligåndens trøst, amen.

Min allerkæreste Spalatin, jeg har inderlig medlidenhed med Dem og beder vor Herre Kristus alvorligt om, at han vil styrke Dem og give Dem et glad mod. Jeg ville gerne vide, og jeg spørger også flittigt efter, hvad der tynger Dem, eller hvordan det står til med Deres svaghed. Nu får jeg af nogle at vide, at det ikke er andet end sorg og tungsind i ånden over en ægteskabssag, hvor en sognepræst har friet til sin afdøde hustrus stedmor og ladet sig vie til hende. Forholder det sig sådan, så beder jeg Dem inderligt for vor Herre Kristi skyld: Byg endelig ikke på Dem selv og Deres hjertes tanker og følelser, men hør mig, Deres bror, som taler med Dem i Kristi navn. Ellers vil sorgen tage overhånd og slå Dem ihjel efter Skt. Paulus' ord i 2 Kor 7,10: ‹Verdens bedrøvelse virker død.› Det har jeg selv ofte erfaret, og i året 1540 også med magister Philipp i Weimar, som tungsindet og sorgen i landgrevens sag allerede havde gjort det af med; men Kristus vakte ham op igen gennem min mund. Men lad os nu sige, at De har syndet i dette, og at skylden til dels er Deres, fordi De måske har billiget et sådant ægteskab.»

Luther siger altså: Jeg vil indrømme, at De har begået en alvorlig synd i denne sag. Han havde jo billiget ægteskabet og havde tilrådet, at det blev indgået. – «Ja, jeg vil gå videre og sige: Selv om De havde begået flere og større synder i denne og andre sager end

Manasse, Judas konge, hvis forargelse og ugerninger ikke kunne læges gennem hele hans efterslægts tid indtil Jerusalems ødelæggelse – mens Deres forargelse dog er ganske let, desuden kun timelig og derfor let at råde bod på – ja, lad os sige, siger jeg, at De havde skyld i det: Ville De så derfor græmme Dem til døde og ved dette mord synde endnu mere afskyeligt mod Gud?» – Han vil sige: Dette ægteskab kan opløses igen, for det er slet ikke et rigtigt ægteskab. Synden ville være større, hvis han nu fortvivlede over Guds nåde, end den, at han havde tilrådet at indgå ægteskabet; for den mest skrækkelige synd er altid at fortvivle over Guds nåde, for det betyder altid at gøre Gud til en løgner. – «Det er mere end nok, at De har forset Dem i dette. Lad dog synden ikke blive hængende ved Dem, men lad den være (S. 98) forbigående, og hold op med sorgen, som er en endnu meget større synd.» – Det vil sige, at han ikke vil lade denne sorg fare. – «Hør den salige trøst, som Herren holder frem for Dem gennem profeten, når han siger i Ez 33,11: ‹Så sandt jeg lever, jeg har ikke behag i syn-

derens død, men i at han omvender sig og lever.› Mener De da, at Herrens hånd er blevet for kort alene over for Dem? Es 59,1. Eller er han alene over for Dem holdt op med at være nådig og barmhjertig? Sl 77,10. Eller er De den første, der ved sin synd har bragt det så vidt, at vi nu ikke længere har en ypperstepræst, som kan have medlidenhed med vores svaghed? Eller forekommer det Dem forunderligt nyt, at et menneske, der lever i kødet og er omgivet af så mange djævles utallige pile, af og til bliver såret eller slået til jorden?» – Luther vil sige: Hvorfor undrer du dig dog over, at du er faldet så dybt? Det sker. Det skrækkelige er kun, at vi ikke vil rejse os igen, at vi ikke som fortabte, fordømte syndere vil krybe hen til nådestolen.

«Det forekommer mig, min kære Spalatin, at I endnu kun har lidt erfaring i kampen mod synden, den onde samvittighed, loven og dødens rædsel. Eller også har Satan flyttet al den trøst bort fra jeres øjne og hukommelse, som I nogen sinde har læst i Skriften, og som I, når I var uden for anfægtelsen og rustet på det allerbedste, godt vidste at minde jer selv om: hvad Kristi embede og velgerninger er. Ja, han har revet alle jeres smukke, kristne prædikener ud af hjertet – prædikener om Guds nåde og barmhjertighed, som er vist os i Kristus, og som I har brugt til at undervise, formane og trøste andre med glad ånd og stort, frejdigt mod. Eller også har I sikkert hidtil kun været en svag synder, der kun var sig ganske små og ubetydelige fejl og svagheder bevidst.» – Luther kan kun forklare på to måder, hvorfor Spalatin nu er så utrøstelig. Enten har han tidligere ikke i tilstrækkelig grad erkendt sin syndenød og elendighed og ikke set, hvor stor en synder han er af natur, og så måtte der først komme et så groft fald, for at han kunne se, hvor stor en synder han er. Eller også må Satan have dækket al trøst til for ham, så han ikke kunne se den. Hvis du rigtigt havde forstået, hvor frygteligt dit hjerte er fordærvet over for Gud, så ville du ikke være så utrøstelig. Så ville du tænke: Ja, kilden er så ond, derfor har sådant vand måttet flyde ud af den. – «Derfor er min trofaste bøn og formaning, at I vil slutte jer til os og holde jer til os, som er rigtige, store og forhærdede syndere.» – Spalatin skulle komme ind i det selskab, hvor der er rigtige, store og fordømte syndere, og det forekom (S. 99) ham, at han selv hørte til dér. – «Så I endelig ikke gør Kristus lille og ringe for os, som om han kun kunne hjælpe mod opdigtede, ubetydelige, barnlige synder.» – Når vi gør vores synd lille, så gør vi Kristus lille. Det betyder da så meget som: Han kan nok tilgive små synder, men ikke store.

– «Nej, nej, det ville ikke være godt for os. Han er derimod Frelseren og Forløseren fra rigtige, store, svære, fordømmelige overtrædelser og misgerninger, ja, fra de allerstørste og værste, kort sagt: fra alle synder tilsammen.»

Den, der har begået en sådan synd og ikke regner den for noget, kan Kristus ikke hjælpe. Men den, der tager den alvorligt, er allerede hjulpet. – «På denne måde trøstede dr. Staupitz mig engang, da jeg også lå syg på netop dette hospital og i samme anfægtelse som I nu.» –

Luther gik selv til Staupitz og klagede sin nød for ham. Han faldt aldrig i grove, åbenlyse synder; han havde først og fremmest at gøre med hjertets synder. Gud havde dér givet ham et overmål af erkendelse af menneskets fordærv. – «Nå, sagde han, I vil være en malet synder og derfor kun have Kristus som en malet frelser.» – En malet frelser vil jeg ikke have; derfor må jeg ikke undre mig over, at jeg er en ægte, rigtig og virkelig synder. – «I må for alvor vænne jer til at tro, at Kristus er en sand frelser, og at I til gengæld er en sand synder. For Gud spøger ikke og har heller ikke med opdigtede ting at gøre. Det var tværtimod hans fulde og store alvor, da han sendte sin enbårne Søn til verden og gav ham hen for os alle osv., Rom 8,32; Joh 3,16. Disse og lignende tanker (hentet fra Skriftens trøsteord) har den lede Satan taget ud af jeres hukommelse, så I ikke kan huske dem nu i jeres store angst og tungsind. Derfor, for

Guds skyld, lån mig jeres ører, bror, og hør dog, hvordan jeg, jeres bror, synger med glæde. Jeg står uden for jeres sorg og tungsind og er stærk – og stærk netop for at I, som er svag og jaget og skræmt af Djævelen, kan støtte jer til mig og rejse jer op, indtil også I, når I er rejst op igen, kan byde Djævelen trods og frimodigt synge: ›Man støder mig, så jeg skal falde, men Herren hjælper mig‹, Sl 118,13. Tænk nu, at jeg er Peter, der rækker jer hånden og siger til jer: ›I Jesu navn: Rejs dig og gå!‹, ApG 3,6. Åh, min kære Spalatin, hør dog og tro de ord, som Kristus taler til jer gennem mig.» – Kristus taler gennem mig, fordi jeg holder hans ord frem for jer. – «For jeg tager jo ikke fejl, det ved jeg» – Luther (S. 100) siger det ikke om sin egen person, men fordi han holder Guds ord frem for ham; derfor står Kristus i ham over for Spalatin og taler til ham – «endnu mindre siger jeg noget djævelsk. Nej, Kristus taler gennem mig (fordi jeg holder hans ord frem for jer) og befaler jer at adlyde og tro jeres bror i den fælles tro. Han selv giver jer tilgivelse for denne og alle synder. Så får vi altså del i jeres synder og hjælper jer med at bære dem.» –

Når en præst giver tilgivelse for synder, der er blevet bekendt i skriftemålet, tager han disse synder med på sin samvittighed. Men det kan han roligt gøre. Den, der kom til ham, har måske bekendt de mest gruelige synder for ham med et sønderknust hjerte. Så kan han roligt give ham tilgivelse og sige: Det vil jeg stå til ansvar for over for Gud på den store dag. Og Gud vil sige: «Sådan skal det være, for han kom til dig med en knust samvittighed, og da tilkom ham intet andet end evangeliet.» – «Se derfor til, at I også sammen med os får del i vores trøst, som er sand, sikker og varig. Herren selv har befalet os at give jer den og har også befalet jer at tage imod den fra os. For ligesom det går os til hjerte, at I bliver så jammerligt pint af tung sorg, sådan mishager det ham endnu meget mere (for han er nådig, barmhjertig, tålmodig og rig på godhed og fortryder snart straffen, Joel 2,15 [sandsynligvis Joel 2,13]).» – Du skal få del i vores synder, men du skal også få del i vores trøst. Gud har ingen behag i, at man er sønderknust og flittigt anstrenger sig for at blive i denne sønderknuselse og anger. Nej, når lovens hammer har knust os, så skal vi også flygte fra Moses og gå til Kristus; det er den rette vej. – «Afvis derfor ikke den, der trøster jer og forkynder Guds vilje, og som hader og fordømmer jeres sorg og tungsind som Satans plager. Tillad endelig ikke Djævelen at male og fremstille Kristus for jer anderledes, end han i sandhed er. Tro i stedet Skriften, som vidner om ham, at han er blevet åbenbaret for at gøre en ende på Djævelens gerninger», 1 Joh 3,8. Jeres tungsind er en af Djævelens gerninger, som Kristus vil gøre en ende på, hvis I bare ville tillade det. I har haft angst nok, I har været bedrøvet nok, I har gjort bod nok, ja, mere end nok (slå derfor ikke trøsten fra jer, lad jer hjælpe osv.).» – En vidunderlig udlægning! Ved Djævelens gerninger forstår man sædvanligvis de frygtelige, grove synder, men Luther forstår også tvivlen og tungsindet derved – som den største synd. Kristus er ikke kommet for at fylde os med sorg, men med fred og glæde i Helligånden. – «Se (S. 101) dog, min kære Spalatin, hvor oprigtigt jeg handler og taler med jer. Jeg vil regne det for den største gunst, I kan vise mig, hvis I giver denne min trøst plads hos jer, det vil sige Herren Kristi egen tilgivelse, tilgivelse og oprejsning» – det er den tak, han beder om for sin møje: at han har sat sig ned og, helt sikkert under inderlig bøn til Gud, har skrevet dette brev, oven i købet på rejse (det er dateret i Zeitz) – «og gør I det, vil I,

når det bliver bedre med jer, selv måtte sige og bekende, at I med en sådan lydighed har bragt Herren det kæreste og mest velbehagelige offer. Som der står skrevet i Sl

147,11: ›Herren har behag i dem, der frygter ham, dem, der håber på hans godhed.‹ (Ligeledes Sl 34,19: ›Herren er nær hos dem, der har et knust hjerte, og hjælper dem, der

har et sønderknust sind‹; og Sl 51,19: ›De ofre, Gud har behag i, er en angst ånd; et angst og sønderknust hjerte vil du, Gud, ikke foragte.‹) Derfor må den lede Djævel bare fare og pakke sig med sin sorg. Han har bedrøvet os hårdt for jeres skyld og ville også gerne ødelægge den glæde, vi har i Herren – ja, hvis han kunne, sluge os alle på én gang. Men Kristus, vor Herre, true ad ham, og han vil true ad ham. Han styrke, trøste og bevare jer ved sin Ånd. Amen. Trøst også jeres hustru med disse og bedre ord; jeg har desværre ikke tid til at skrive et brev mere. Zeitz, den 21. august, anno 1544. Jeres Martin Luther.»

Jeg har villet gengive brevet for jer i dets fulde længde. Jeg håber, at det har tiltalt jer så meget, at I vil læse det tit igen. Og tænk især på det, hvis der en gang i jeres tid som præster kommer sådan en bedrøvet, trøstesløs synder til jer. Læs så dette brev, og forbered jer grundigt på at behandle sådan en synder ret evangelisk. Luther indrømmer, at Spalatin havde syndet, men han vidste: Nu gælder det for Guds skyld om ikke at sige noget, der kunne fare som en pil ind i den stakkels Spalatins hjerte.

Hør nu et brev, som Luther allerede skrev i året 1516 til en augustinermunk, Spenlein, der ikke kunne finde ro med hensyn til sin nådestand. Han havde også tidligere været i augustinerklostret i Wittenberg. Alle, der kender Luthers skrifter, regner det for et ganske herligt brev. Man undrer sig over, at han allerede dengang kunne skrive sådan. Det er det rene guld og honning! – Luther skriver altså til Georg Spenlein (W. XXI, 529 ff.): «Jeg ville gerne vide, hvordan det står til med jeres sjæl: om den engang er blevet mæt af sin egen retfærdighed og længes efter at være glad og tryg i Kristi retfærdighed (S. 102). For i vore dage er fristelsen til formastelse stærkt udbredt hos mange, især hos dem, der af al magt vil være retfærdige og fromme og ikke kender Guds retfærdighed, som er givet os i Kristus på det allerrigeligste og for intet. Derfor søger de at gøre godt i sig selv så længe, indtil de får tillid til at kunne bestå for Gud som folk, der nu er rigtigt smykket med dyder og fortjenester – hvad der dog umuligt kan ske. Da I var hos os, var I fanget i denne mening, ja, vildfarelse, og det var jeg også. Men jeg kæmper stadig mod denne vildfarelse og er endnu ikke helt sluppet af med den. – Derfor, min kære bror, lær Kristus at kende, og vel at mærke den korsfæstede. Lær at lovsynge ham og at fortvivle helt over jer selv.» – Han vil sige: «Undr jer ikke over, at I ikke finder noget værdigt hos jer selv, men lutter synd. Lær dog at lovsynge Kristus og at fortvivle helt over jer selv som et menneske, hos hvem der ikke findes noget godt – undtagen når Gud engang har gjort noget godt gennem ham.» Han skal ikke stræbe efter at skaffe sig sådan en egen retfærdighed, at han ikke længere synes at være en synder. Det ville være frækhed af en, der kendte Guds ord; det ville være at fornægte Forløseren.

– «Men sig til ham: Du, min Herre Jesus, er min retfærdighed, men jeg er din synd. Du har taget min på dig og givet mig din. Du har taget på dig, hvad du ikke var, og givet mig, hvad jeg ikke var. Vogt dig for altid at stræbe efter en så stor retfærdighed, at du ikke længere vil synes at være en synder for dig selv, ja, ikke længere vil være det. For Kristus bor kun i syndere.» – Walch knytter en bemærkning til dette, men det siger sig selv, hvad der menes. De, der er frække syndere, vil netop ikke være syndere. De tænker: «Det er menneskelig svaghed! Mennesket er nu engang født sådan.» Og når de undertiden spiller fromme, så er det det rene hykleri. «Vi er sådanne stakkels syndere», siger de; men dermed mener de ikke de synder, som Den Hellige Skrift taler om. De siger nok: «Vi er nu engang også sådanne svage mennesker» – og den ene drikker sig fuld, den anden horer, den tredje stjæler! Alt det skal kun være en svaghed! Men Kristus bor sandelig kun i syndere, nemlig i dem, der i deres egne øjne er syndere. Først boede Kristus blandt englene; nu ville han også engang bo i synderne. Derfor kom han til denne jord. – «For derfor er han kommet ned fra himlen, hvor han boede i de retfærdige,

for at han også skulle bo i synderne. Tænk over denne hans kærlighed, så vil I se hans allersødeste trøst. For hvis vi skal komme til ro i samvittigheden ved egen møje og plage (S. 103), hvad døde han så for?» – Et herligt ord! Den, der er urolig på grund af sine synder, er en tåbe, hvis han ikke skyndsomst flygter til Kristus, men tænker: «Min onde samvittighed viser jo, at jeg ikke skal komme til Gud.» Nej, den viser dette: Du skal komme til Jesus, og så vil du få en glad samvittighed, så du både dag og nat, når du står op, og når du lægger dig, kan prise Gud med glad hjerte. For hvorfor døde Kristus ellers for dig? Når du altså ser, at du også har begået den og den synd, og du ikke ved nogen råd – og det skal du heller ikke vide af dig selv, men der er en, der ved råd – så gå bare til Jesus! – «Derfor skal I kun finde fred i ham ved en frimodig fortvivlelse over jer selv og jeres gerninger.» –

Et mærkeligt ord: «Ved en frimodig fortvivlelse over jer selv!» Og dog er det sandt! Når en stakkels synder ser på sig selv, er han fortvivlet; når han ser på Jesus, er han frimodig. – «Lær også af ham: Ligesom han selv har taget imod jer og gjort jeres synder til sine og sin retfærdighed til jeres, sådan skal også I tro dette fast om ham,

som det sig hør og bør; for forbandet er den, der ikke tror det!» Det er det allerskønneste evangelium, jeg kan prædike. For dermed er det sagt: Kristus er kommet for hver og en, hvert menneskes synd har han båret, hver og en kalder han til sig, hver og en skal tro på ham, hver og en skal glæde sig over ham og være vis på, at alle hans synder er tilgivet, og skal være vis på, at han, når han dør, vil dø salig.