Trettende aftenforelæsning (9. januar 1885)

Mine venner, hvis en præst skal udrette noget ordentligt med sin prædiken, så kræver det først og fremmest, at han prædiker Guds ord og forkynder det klart og rent. Mange præster i vor tid tier om visse lærepunkter, som verden tager anstød af, i den bedste mening, fordi de ikke vil give deres tilhørere anstød. Men det er en meget stor vildfarelse. Et menneske kan kun blive gjort til en sand kristen ved Guds ord – ikke ved nok så høj og glødende veltalenhed. Ordet alene skaber omvendelse, tro og gudfrygtighed og bevarer os desuden i det til enden. Det andet, der er nødvendigt, for at en præst kan udrette noget med sine prædikener (S. 104), er dette: at han ikke blot selv tror det, han prædiker for andre, men at hans sjæl også er fuld af de sandheder, han forkynder, så han går op på prædikestolen med en brændende længsel efter at udøse sit hjerte for sine tilhørere. Han må være begejstret for sit emne i ordets rette betydning. Så ser det ud, som om hans ord bryder frem af munden som flammer fra en sjæl fuld af ild. Dermed er ikke sagt, at det er præstens levende tro, der først giver Guds ord dets kraft og liv. Herren siger jo udtrykkeligt: «Mine ord er ånd og liv», og forfatteren til Hebræerbrevet: «Guds ord er levende og virkningsfuldt og skarpere end noget toægget sværd og trænger igennem, så det skiller sjæl og ånd, marv og ben, og det er dommer over hjertets tanker og overvejelser.» Men når en præst forkynder det, som han selv så ofte har erfaret i sit hjerte, så finder han også let de rette ord til at overbevise sine tilhørere – ord, som går til hjertet, fordi de kommer fra hjertet, efter det gamle, smukke ordsprog:

«Pectus disertum facit, hjertet gør veltalende.» Dermed menes ikke den kunstlede, regelrette veltalenhed, men den sunde åndelige kunst at tale sådan, at ordene tænder i tilhørernes hjerter. For når tilhørerne mærker, at præsten prædiker med fuld og hellig alvor, så bliver de med uimodståelig

magt draget til at lytte med den største opmærksomhed til det, hans prædikener lærer. Derfor sker det også, at mange enfoldige, mindre begavede og mindre lærde præster udretter mere end de mest begavede og grundlærde mænd.

Ak, mine kære venner, gid I derfor først og fremmest må være virkelig levende og ivrige kristne, der gløder for sandheden! Det er udrustningen til, at man med tiden også kan blive en vældig prædikant, hvis ånd tilhørerne ikke kan stå imod, sådan som apostlene vidnede om. Folk vidste ikke, hvor det kom fra, men disse enfoldige mænds prædiken gjorde et vældigt indtryk på dem. – Dermed er det langt fra sagt, at høje evner og grundig teologisk lærdom ikke skal regnes højt; tværtimod, det er lige det modsatte, der gælder. For når en præst ud over sin levende tro også har høje evner og grundig lærdom, så er han til syvende og sidst et stort og dygtigt redskab i Guds hånd. For når vi træder i Guds tjeneste, lægger han ikke alle vore naturlige gaver og alt det, vi har tilegnet os ved naturlig flid, til side, men han renser (S. 105) det, lutrer det og tager det i sin tjeneste. Derfor er det også sket, at hvor store evner og grundig lærdom var parret med en levende tro, dér er der sket store ting i Guds rige, og der er opnået store resultater. Jeg minder jer blot om apostlen Paulus, som var den eneste lærde blandt apostlene. Han arbejdede og udrettede mere end alle de andre, som han selv vidner. Jeg minder jer også om den store reformator Luther. Havde han kun været en troshelt og ikke samtidig en så stor, højt begavet og lærd mand, var han aldrig blevet den reformator, der udførte sin tids største gerning – og det så herligt. Derfor vil jeg minde jer om, at I i jeres studietid dag og nat må stræbe efter at nå det højeste mål i alle grene af den teologiske viden, ikke kun i den læremæssige, men også i den praktiske teologi. Det ønsker jeg jer af hele mit hjerte! Gid dette ønske må gå i opfyldelse! Så vil det vise sig på jer, hvor vigtigt begge dele er, nemlig en levende tro og gode evner sammen med troskab og flid. Det være nok om dette.

Tro ikke, at dette var en indledning. Nej, det skulle kun være et forord. Gid dette ord, selv om det er talt i svaghed, må finde god plads hos jer! Det hjælpe Helligånden jer til! For der afhænger meget, meget af, mine venner, at I ikke blot går ud i verden som lysbærere, men også som verdens lys. Det skal I være – ganske vist ikke ved umiddelbar, men ved middelbar oplysning. Lad os nu gå over til vort emne. Vi har allerede betragtet den første del af den ottende tese, nemlig at Guds ord ikke deles ret, når man forkynder loven for dem, der allerede er forfærdede over deres synder. Lad os i dag gå over til den anden del af denne tese, som siger os, at Guds ord ikke deles ret, når man forkynder evangeliet for dem, der lever trygt i deres synder. Det ene er lige så farligt som det andet. Den, der bringer en tryg synder evangeliets trøst, eller som i hvert fald prædiker sådan i flæng ud over forsamlingen, at de trygge syndere – og det er præstens skyld – tror, at denne evangeliske trøst gælder dem, gør ubeskrivelig skade. Han kan prædike hele skarer ned i helvede i stedet for ind i himlen. Nej, evangeliet er ikke for de trygge syndere. Vi kan ganske vist ikke forhindre, at de trygge syndere kommer i vore kirker og hører evangeliet, men det er netop præstens kunst at bringe hele den evangeliske trøst i al dens (S. 106) sødme på en sådan måde, at de trygge syndere mærker: «Denne trøst gælder ikke dig.» Det må de kunne mærke på hele den måde, præsten fremlægger det på. Hør nu nogle skriftbeviser.

Matt 7,6: «Giv ikke det hellige til hunde, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal træde dem ned med deres fødder og vende sig om

og sønderrive jer.» – Et mærkværdigt ord! Hvad er da det hellige? Det er netop Kristi ord. Og hvad er perlerne? Evangeliets trøst, den nåde, retfærdighed og frelse, der forkyndes i det. Om det skal vi intet sige til hundene, evangeliets fjender, og heller ikke til svinene, som vil blive i deres synder og søger deres himmel og deres salighed i syndens snavs.

Es 26,10: «Men selv om den ugudelige bliver tilbudt nåde, lærer han dog ikke retfærdighed, men gør kun ondt i et retskaffent land; for han ser ikke Herrens herlighed.» – Det er helt forgæves, at jeg tilbyder den ugudelige nåde. Han mener, at han ikke har brug for nåde, eller han tror, at han allerede har den fuldt ud. Han bilder sig ind, at de små synder, han har gjort sig skyldig i, for længst er tilgivet, eller at der for længst er groet græs over dem. Ham skal jeg altså ikke prædike evangeliet for, for det er ikke andet end at tilbyde nåde, og det hjælper ham jo alligevel ikke. For et ugudeligt menneske, som vil blive i sine synder – det være sig grove eller fine synder, for Djævelen kan ikke blot binde mig med snavsede, grove synder, men også med ganske fine tråde: med hovmod, misundelse, kærlighedsløshed osv. – et sådant ugudeligt menneske «ser ikke Herrens herlighed». Sådanne folk ser slet ikke, hvilken stor skat der bliver tilbudt dem. De forstår ikke læren om at blive frelst af nåde; enten vil de ikke have den, eller også misbruger de den på det skammeligste.

De tænker: «Åh, hvis det er nok til frelse, at man blot skal tro, så er mine synder også tilgivet. Selv om jeg bliver, som jeg er, kommer jeg alligevel i himlen. Jeg tror også på min Herre Jesus.» Den præst, der er skyld i, at den trygge synder misbruger evangeliet på den måde, pådrager sig en stor skyld og et stort ansvar over for Gud.

Ordsp 27,7: «En mæt sjæl træder honning fra tavlen under fode, men for en sulten sjæl er alt det bitre sødt.» – Den, der allerede har spist sig mæt, kan jeg sætte nok så megen honning fra tavlen frem for; han væmmes ved den mad. Men for den sultne smager den herligt. Evangeliet, der er sødt som honning og honning fra tavlen, skal vi derfor (S. 107) kun prædike for de sultne sjæle. Dem, der ikke er sultne, tilkommer det bitre, nemlig loven. Et forbillede i dette er for det første vor kære Herre Jesus Kristus. Iagttag ham i evangelierne, så finder I: hver gang han mødes med de trygge syndere – og det var dengang helt sikkert de selvretfærdige farisæere – har han ikke en gnist af trøst til dem. Han kalder dem slanger og øgleyngel, råber et tidobbelt ve over dem, afslører deres afskyelige hykleri og dømmer dem til helvede, til den evige fordømmelse, som de ikke kan undslippe. Skønt han vidste, at det var de samme personer, som ville nagle ham til korset, siger han dem frygtløst sandheden. Det må præsterne lægge sig på sinde. De må prædike loven i al dens skarphed for de trygge, gudløse syndere, for fjenderne og hyklerne, også selv om de på forhånd ved, at det vil gå dem som Herren Kristus. Jeg mener ikke, at vi kan bære det, han har båret; vi kan ikke drikke det bæger, han har drukket. Men vi skal nok få folks fjendskab at mærke. De vil åbent optræde imod os, eller de vil hele tiden agitere imod os i det skjulte. Men det hjælper ikke; har præsten sådanne folk foran sig, må han kun prædike loven for dem og intet andet. Og når han prædiker i flæng ud over forsamlingen, skal de tænke: «Det er ikke os, han mener, men de fromme sjæle; det er dem, evangeliet er ment for.» Ganske vist siger Herren også: «Kom til mig, alle», men han tilføjer straks: «I som er trætte og bærer byrder.» Dermed giver han til kende, at han ikke indbyder de trygge syndere. De ville jo kun spotte ham, hvis han holdt sin åndelige, himmelske rigdom frem for dem. Engang kom en rig ung mand til ham og spurgte:

«Gode mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?» Først afviser han titlen

«gode mester», fordi den unge mand var selvretfærdig og mente, at han selv var en

god mester. Han mente det ikke oprigtigt. Havde han holdt Kristus for Guds Søn og verdens frelser og troet på ham og derfor kaldt ham den gode mester, så havde alt været i orden. Men fordi han kun kalder Herren sådan for at smigre ham, afviser Herren det. Og hvad gør Herren så? Han stiller ham dette spørgsmål:

«Hvad er der skrevet i loven, hvad læser du?» Den unge mand svarer ganske ivrigt med lovens hovedbud og siger: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af al din kraft og af hele dit sind, og din næste som dig selv.» Og Herren siger: «Du svarede rigtigt; gør (S. 108) dette, så skal du leve.» «Åh», siger han, «alt dette har jeg holdt fra min ungdom af.» Han mener:

«Hvis du ikke kender nogen anden lære, så er du alligevel ikke nogen vis mand; det vidste jeg allerede. Jeg troede, jeg ville få helt andre svar af dig. Hvad mangler jeg endnu?»

Siger Herren så måske: «Du mangler troen»? Slet ikke! Nej, han har jo et elendigt, trygt, selvretfærdigt menneske foran sig. Derfor prædiker han ikke et eneste ord evangelium for ham. Ham måtte han først bringe til erkendelse af sin egen elendighed, selv om han i sin alvidenhed på forhånd vidste, at alt var spildt på ham. Men Gud gør meget i sin kærlighed, for at mennesket engang på dommens dag ikke skal kunne undskylde sig; nej, Gud vil sige: «Det og det har jeg gjort for dig, og du afviste det alligevel.» Herren Kristus fortsætter nu og siger: «Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du få en skat i himlen; og kom og følg mig.» Så hedder det: «Men da den unge mand hørte dette ord, gik han bedrøvet bort, for han havde meget gods.» Han gik bort med en ramt samvittighed, for hans samvittighed sagde ham uden tvivl:

«Det er rigtignok en anden lære end den, jeg har kendt hidtil. Det kan jeg ikke gøre. Mit gods er vokset fast til mit hjerte. Skal jeg gøre det, så vil jeg hellere lade være med at følge ham. Jeg vil ikke drage rundt i landet med ham som en tigger.» Ja, hans samvittighed sagde ham sikkert også: «Efter denne Kristus' lære er du et fordømt menneske, og dit mål er helvede.» Det var det, Herren ville opnå; det var det mål, Herren ville nå hos denne mand. Om manden senere blev omvendt eller ej, ved vi ikke. Lad det være, som det vil. Her har vi et forbillede for, hvordan vi skal forholde os til de syndere, som endnu er trygge og selvretfærdige. Her er den skarpeste lov på sin plads. Vi kan ganske vist ikke give en sådan befaling som Kristus, herrernes Herre. Men vi har spørgsmål nok, vi kan stille dem, så de godt kan indse: «Du er endnu helt sunket ned i synder, du er endnu et fortabt menneske!» (Jf. Matt 19 og Luk 10.)

Det samme ser vi også hos apostlene. Hver gang de prædikede, forkyndte de først loven, så den gik tilhørerne gennem hjertet. Lad os sammenligne:

ApG 2. Her gør Peter i den første pinseprædiken først sine tilhørere til Kristi mordere og ramte dermed deres hjerte. Forskrækkede spurgte de: «I mænd, kære brødre, hvad skal vi gøre?» Nu siger apostlen Peter til dem: «Omvend jer, og lad jer døbe, hver og en, (S. 109) i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse.» Han prædiker evangeliet for dem og siger, at også de kan finde tilgivelse for alle deres synder, også de allerforfærdeligste. Og sådan finder vi apostlene overalt, ikke kun i Jerusalem, men også i Athen, Korinth, Efesos osv. Overalt prædiker de først omvendelse og så troen; for de vidste, at de her overalt for det meste havde trygge syndere foran sig, som endnu ikke havde erkendt deres naturlige, syndige elendighed. Men de var ikke kun skarpe med loven over for dem, der intet havde hørt om kristendommen, men også over for dem, der ville være kristne, men samtidig levede trygt i synd.

Et mærkværdigt eksempel har vi i det sidste og næstsidste kapitel af Andet Korintherbrev. Dér skriver den hellige apostel: «Jeg frygter, at jeg, når jeg kommer, ikke skal finde jer sådan, som jeg ønsker, og at I heller ikke skal finde mig sådan, som I ønsker; at der vil være strid, misundelse, vrede,

stridigheder, bagtalelse, sladder, opblæsthed og uorden.» 2 Kor 12,20. Han vil sige: «I tror, at jeg vil prædike evangeliet for jer, men I vil undre jer, når jeg kommer, og I hører, hvad jeg vil prædike for jer.» Og han taler ikke om skurkestreger, hor, tyveri, banden og mord, men om alle syndere, også om hyklerne, sådan som de stadig findes i alle kristne menigheder. V. 21: «og jeg frygter, at min Gud, når jeg kommer igen, skal ydmyge mig hos jer, og at jeg må sørge over de mange, som før har syndet og ikke har omvendt sig fra den urenhed, utugt og udsvævelse, som de har øvet.» Nu levede de vel ikke i utugt og udsvævelse, men de havde tidligere levet i det. De var blevet kristne blot ved en forstandsmæssig overbevisning, men de havde ikke omvendt sig. Med munden bekendte de sig til kristendommen, men det var ikke en hjertets tro; de var ikke genfødt og fornyet ved Helligånden. 2 Kor 13,1–2: «Det er tredje gang, jeg kommer til jer: På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Jeg har sagt det før, og jeg siger det på forhånd, som var jeg til stede, for tredje gang, og nu, da jeg er fraværende, skriver jeg det til dem, som før har syndet, og til alle de andre: Når jeg kommer igen, vil jeg ikke skåne nogen.» Her har vi et herligt eksempel for en præst. Når folk begynder uforstyrret at leve i alt muligt syndigt og mener, at når de blot stadig går i kirke og til den hellige nadver, så må alle holde dem for gode kristne, så må præsten mærke: Nu er det tid, at jeg igen holder loven frem for dem, så jeg ikke sorgløst går videre i min ro, mens mine tilhørere farer til helvede, og så de ikke engang på (S. 110) den yderste dag anklager mig og siger: «Det er din skyld, at vi må lide pine!» Apostlen måtte jo tænke: «Når jeg træder frem i denne menighed, er der stadig nogle trygge, og dem må jeg skræmme op.» I denne ugudelige, sodomitiske tid brød han sig ikke om, hvorvidt de blev hans fjender. Han sagde det til dem allerede på forhånd:

«Jeg vil ikke skåne dem. Jeg vil forkynde dem helvedes fordømmelse lige op i ansigtet; jeg vil straffe dem som mennesker, der viser sig at blive ved med at synde imod deres samvittighed og alligevel gerne vil anses for kristne.» På samme måde må vi heller ikke prædike evangeliet for dem, der er sikre syndere, men loven. Først må vi prædike dem ned i helvede, og først derefter kan vi prædike dem op i himlen. Først må vi med vores prædiken bringe vores tilhørere dertil, at de dør, og først derefter kan de blive vakt til live ved evangeliet. Først må vi bringe dem dertil, at de mærker, at de er dødssyge, og så må vi gøre dem raske med evangeliets trøst. Først må vi ved loven afsløre deres egen retfærdighed og vise, hvilken beskidt klædning den er, og så skal de ved evangeliet iføres Kristi retfærdigheds klædning. Først må vi bringe dem dertil, at de af hjertet siger: «Jeg fortabte og fordømte menneske», som der står i katekismen, så de derefter ved evangeliet bringes dertil, at de af glæde udbryder: «Åh, jeg salige menneske!» Først må de ved loven gøres til intet, og derefter ved evangeliet til noget, til pris for Guds nåde. Ganske vist kan vi ikke foreskrive synderne, hvor dyb deres omvendelse skal være; for vi finder i Den Hellige Skrift, at omvendelsens dybde har været meget forskellig hos dem, der ifølge beretningen blev omvendt. Men noget af omvendelsens bitre bitterhed må enhver have oplevet, ellers kommer han aldrig til at smage noget af evangeliets sødme. Og når Vorherre har ladet et menneske komme til troen uden megen angst og rædsel for at føre det til frelse, så indhenter han altid det forsømte senere. Dem, som Vorherre hurtigt har bragt til tro og frimodighed, må han igen og igen dyppe ned i en ret sorg over deres synder; ellers falder de fra. Sådan siger Herren også om dem, der kun tror en tid: «I deres hjerter spirede sæden hurtigt, og troen voksede snart; de tog imod ordet med glæde,

men det hjalp dem ikke.» Evangeliets sødme hjælper dem intet, hvis hjertets klippegrund ikke er slået i stykker til sand. (S. 111) Vi gør i hvert fald den iagttagelse, at alle de, der allerede i begyndelsen har gennemgået en meget stor og dyb sorg, er blevet de bedste og mest standhaftige kristne. Det er også dem, der er blevet de bedste præster og de bedste teologer: dem, som Gud allerede i deres ungdom har sænket ned i angstens og nødens bølger, og som Vorherre for alvor har bragt i angst og nød for deres frelse.

Det ser vi blandt andet hos den kære Luther. Han fik betroet det største værk, der kunne udføres i hans tid, nemlig reformationens værk. Uden at han selv anede det, forberedte Gud ham. Det skete ikke ved, at Gud gjorde ham rigtig klog eller gav ham stort menneskekendskab, og heller ikke ved, at han straks havde en helt klar forståelse af Guds ord – den havde han nemlig heller ikke i begyndelsen, før Helligånden bragte ham det rette lys. Nej, Gud bragte ham dertil, at han kastede sig på knæ og kæmpede med Gud, at han kom i angst og rædsel, så han hvert øjeblik var i fare for at falde i gudsbespottelse. Men det var den rette skole, som en reformator kunne udgå fra.

Det samme ser vi også hos Flacius, der uden tvivl var sin tids største teolog næst efter Luther, men som desværre senere faldt i vildfarelser, som han ikke lod sig overbevise om var forkerte. Også han stod i lang tid ved fortvivlelsens afgrund. Luther tog sig af ham, indtil han endelig kunne tage imod evangeliets trøst.

Også om Johann Gerhard, den største dogmatiker, læser vi, at han allerede som gymnasieelev kom i den dybeste angst og nød og blev i den i over et år, uden at nogen kunne trøste ham, indtil hans åndelige læge, Johann Arndt, endelig trøstede og helbredte ham. Men da han var kommet ud af denne helvedesangst og havde erkendt, at han var en elendig synder, blev han en stor mand.

Og hvis vi kendte alle de store teologers historie – meget af den er aldrig kommet frem i dagens lys og vil først blive kendt i evigheden – så ville vi se, at alle disse store mænd først er blevet små og intet værd, og at de så er blevet store, da de var kommet ud af angsten og nøden, da de begyndte at tro evangeliet og blev andre mennesker; at de så er blevet store redskaber for Gud, sådan som vi ser dem i Guds rige. Det er en sørgelig sag med en ung mand, der kun ved en tør forstandsmæssig overbevisning er kommet til at «tro» på Guds ord. Er han et skarpsindigt hoved, kan han let komme i fare for at antage alle mulige vildfarelser og blive kætter; for han har aldrig været i den rette hjerteangst. Men den, der har erfaret (S. 112) Ordets kraft, den, der er gået igennem en sand og alvorlig omvendelse, vil ikke så let følge sit hjertes afgrunde, for han har lært dem at kende og stoler ikke på dem. Derfor holder han sig til Ordet, når hans fornuft begynder at tale, og befaler den at tie. Gud give, at De ikke blot har hørt dette, og at De ikke blot bruger det i Deres kommende embede, men at De også erfarer det i Deres egen sjæl. – Hør nu nogle vidnesbyrd om dette fra Luther, først fra hans kommentar til nogle kapitler i Anden Mosebog (W. III, 1285f.): «For evangeliet er ikke en prædiken for grove, rå og vilde syndere, der lever uden nogen som helst andagt, men en trøst for de bedrøvede sjæle, Matt 11,28. For det er en fin spise, som kræver en sulten sjæl. Derfor synger også den kære jomfru Maria i sin lovsang, Magnificat, Luk 1,53: Hungrige har han mættet med gode gaver. Ellers kaster den tossede pøbel sig over det, og alle vil de være evangeliske og kristne brødre og stifter så sekter og alskens ulykke. Djævelen tage dem!» – Når jeg bebrejder en anden noget, og han bliver vred, så beviser han, at han ikke er en sand kristen. For en kristen tager helt sagtmodigt imod en bebrejdelse, også når den er ubegrundet. Det undrer ham

slet ikke synderligt, at man tiltror ham noget sådant, for han ved, at man ikke kan vente noget godt af noget menneske, så længe det er i sin naturlige tilstand. Har en kristen nu ikke gjort det, han blev beskyldt for, så siger han: «Gud ske lov! Det er jeg ikke skyldig i.» – «En kristen er ikke fræk, vild og rå, men hans samvittighed er sky, forsagt og modløs; synden bider dem, og de frygter Guds vrede og djævelen og døden.» – Et vigtigt ord! Ifølge Luther er de bestemt ikke kristne, som synden ikke bider, som ikke kæmper med deres synd og måske endda spørger: «Hvad ondt gør jeg da?» Men du stakkels menneske, når du taler sådan, står det sørgeligt til med dig. For er du en sand kristen, så tænker du: «Ja, sandelig, mine synder går mig over hovedet, ikke kun dengang jeg endnu ikke var omvendt, men også nu. Det tror jeg ikke kun, fordi jeg ved det fra Bibelen, men fordi jeg også hver dag erfarer, hvor ondt mit hjerte er, og hvor skrøbelig den gamle Adam er.» – «For et sådant sønderknust og forpint hjerte smager Herren Kristus godt. Ligeledes smager forløsningen fra synd, død, djævel og helvede godt for dem, der sidder fast i døden og mærker en sådan nød og gerne ville have ro. Den får de, når hjertet har troen; men de mærker også samtidig, hvor skrøbelig den gamle Adam er.» (S. 113) Endvidere skriver Luther i skriftet Om koncilierne og kirken (W. XVI, 2741ff.): «Mine antinomister prædiker meget fint og (og det kan jeg ikke tro andet end) med ægte alvor om Kristi nåde, om syndernes forladelse og hvad der ellers er at sige om forløsningens artikel.» – Antinomisterne er som bekendt eleverne af Johann Agricola fra Eisleben, der lærte, at man ikke skulle prædike loven i kirken, for den hørte hjemme på rådhuset, ved galgen osv. –

«Men denne konsekvens flygter de fra som fra djævelen: at de skulle tale til folk om den tredje artikel, helliggørelsen, det vil sige om det nye liv i Kristus. For de mener, at man ikke skal forskrække eller bedrøve folk, men altid prædike trøsterigt om nåden og syndernes forladelse i Kristus og for alt i verden undgå disse eller lignende ord: Hører du, du vil være kristen og alligevel blive ved med at være ægteskabsbryder, horebuk, fordrukken so, hovmodig, gerrig, ågerkarl, misundelig, hævngerrig og ondskabsfuld osv. I stedet siger de: Hører du, er du ægteskabsbryder, horkarl, gnier eller en anden slags synder – bare du tror, så er du frelst og behøver ikke frygte loven; Kristus har opfyldt det hele.

Kære ven, sig mig: Er det ikke at indrømme antecedens og benægte konsekvens [at give forudsætningen ret, men benægte det, der følger af den]? Ja, det er netop at tage Kristus bort og gøre ham til intet i samme øjeblik, som han prædikes allerhøjest.» – Så groft vil ingen af Dem nok bære sig ad, men man kan let komme ind på det spor. Når man rigtig vil trøste mennesker i angst og nød, der mener, at de er for store syndere og har syndet for længe, så tager man fat og priser nåden: «Om du så havde begået hele verdens synd, om du var en Judas eller en Kain, om du havde forfulgt Jesus, så behøver du alligevel ikke tvivle på Guds nåde.» Det er jo helt rigtigt, men det skal siges sådan, at den ryggesløse synder mærker: «Det handler kun om den slags mennesker, det gælder kun dem, der er forskrækkede og bedrøvede, men ikke dem, der er som du og tænker: Nå, det går nok alligevel.» Derfor: Tag Dem i agt, for Guds skyld! Når De går i gang med at prædike evangeliet, så tal sådan, at De ikke gør synderne sikre og dermed bliver syndens prædikanter og syndens beskyttere. – «Og det er alt sammen ja og nej i én og samme sag. For en Kristus, der skulle være død for sådanne syndere, som efter syndernes forladelse ikke holder op med synderne og fører et nyt liv, er intet og findes ingen steder.» – Det må ikke misforstås, som om Kristus ikke var død for alle syndere. Men han er ikke død for at gøre synderne sikre. – «Således prædiker de fint (S. 114) efter nestoriansk og eutykiansk dialektik Kristus sådan, at Kristus er og dog ikke er; de er nok fine påskeprædikanter, men skammelige pinseprædikanter.» –

Læg Dem det på sinde! Det er godt, hvis De er fine påskeprædikanter, der rigtig forstår at frem-

hæve alt: Kristi sejr over synd, død, djævel og helvede; men De skal også være gode pinseprædikanter, der siger til folk: «Du må omvende dig, og så kommer Helligånden med sin nåde og trøster, oplyser og helliggør dig.» Den fuldkomne helliggørelse når vi ikke her, men den skal begynde, og den skal også vokse; for den, der ikke går frem, går tilbage, og den, der går tilbage, holder helt op med at bruge det, Gud har skænket ham, og dør til sidst helt hen. – «For de prædiker intet de sanctificatione et vivificatione Spiritus Sancti, om Helligåndens helliggørelse, men kun om Kristi forløsning. Og dog er Kristus (som de med rette prædiker højt) netop Kristus og har vundet forløsning fra synd og død, for at Helligånden skal gøre os til nye mennesker ud af den gamle Adam, så vi er døde for synden og lever for retfærdigheden, som Sankt Paulus lærer i Rom 6,2ff. – det skal begynde og vokse her på jorden og fuldendes i det hinsidige. For Kristus har ikke blot fortjent os gratiam, nåden, men også donum, Helligåndens gave, så vi ikke blot skulle have syndernes forladelse, men også holde op med synderne, Joh 1,16–17. Den, der nu ikke holder op med synderne, men bliver i sit gamle onde væsen, må have en anden Kristus fra antinomisterne. Den rette Kristus er der ikke, om så alle engle ikke råbte andet end: Kristus! Kristus!

– og han må blive fordømt sammen med sin nye Kristus.» – Sådan skriver en Luther, der i hele kristenheden er kendt som det største vidne om Guds nådes storhed og rigdom i Kristus, en mand, der havde gaven til at trøste som få i kristenheden. Men han var ikke ensidig. Samtidig er han skarp og vældig, når det gælder om at prædike loven. Dér skåner han ingen. Alle de sikre slår han med staven

«Ve».

I sin «Vejledning for visitatorerne» fra 1528 (W. X, 1913f.) skriver Luther: «Nu finder vi i læren blandt andet især den fejl, at selv om nogle prædiker om troen, der skal gøre os retfærdige, så bliver det dog ikke vist godt nok, hvordan man skal komme til troen, og næsten alle udelader et stykke af den kristne lære, uden hvilket heller ingen kan forstå, hvad tro er eller betyder.» – Hvis jeg hele tiden råber til folk: «Tro, (S. 115) tro bare på Kristus, så bliver I frelst!», så forstår de slet ikke, hvad jeg vil. Jeg må først komme med lovens økse og torden, og når de så ser på mig og tænker: «Ja, hvis det er sådan, hvordan står det så til med os? Ve os!», så kommer evangeliets trøst. – «For Kristus siger i Luk 3,8 (Luk 24,47), ‹at der i hans navn skal prædikes omvendelse og

syndernes forladelse›. Men mange taler nu kun om syndernes forladelse og siger intet eller kun lidt om omvendelse, skønt der uden omvendelse ingen syndernes forladelse er; syndernes forladelse kan heller ikke forstås uden omvendelse. Og når man prædiker syndernes forladelse uden omvendelse, følger det, at folk bilder sig ind, at de allerede har fået syndernes forladelse, og derved bliver sikre og frygtløse. Det er en større vildfarelse og synd end alle de vildfarelser, der har været før vor tid; og man må sandelig frygte, som Kristus siger i Matt 12,45 (Luk 11,26), ‹at det sidste bliver værre end det

første›.» – Et bemærkelsesværdigt udsagn! Før Luther trådte frem, herskede kun loven. De stakkels mennesker levede i angst og rædsel. Da Luther så var kommet til erkendelse af evangeliet, prædikede han dette søde evangelium for disse stakkels sønderknuste syndere. Men det misforstod mange og tænkte: «Hvis vi vil prædike som Luther, må vi hver søndag prædike om troen og om retfærdiggørelsen og retfærdigheden uden gerninger.» Så sagde Luther, at det var en større vildfarelse end den tidligere. Hvis en præst kun prædiker om troen og tier om loven, fører han sine tilhørere ind i en så forfærdelig tilstand, at de mener, at de slet ikke behøver omvendelse, så de til sidst slet ikke står til at hjælpe. – «Derfor har vi undervist og formanet sognepræsterne om, at de, som det er deres pligt, skal prædike hele evangeliet

og ikke det ene stykke uden det andet. For Gud siger i 5 Mos 4,2, at man ikke må lægge noget til hans ord eller tage noget fra det. Og prædikanterne i dag skælder paven ud for at have føjet mange ting til Skriften, hvilket desværre også er alt for sandt! Men de, der ikke prædiker omvendelse, river et stort stykke ud af Skriften og taler imens om kødspisning og lignende små ting – selv om heller ikke de skal forties, når tiden er inde, for tyranniets skyld og for at forsvare den kristne frihed. Men hvad er dette andet end, som Kristus siger i Matt 23,24, ‹at si myggen fra, men sluge kamelen›? Derfor har vi formanet dem til flittigt og ofte at formane folk til omvendelse, til at have anger og sorg over deres synd og til at forskrækkes over (S. 116) Guds dom. Og de må heller ikke forsømme det store og nødvendige stykke af omvendelsen; for både Johannes og Kristus straffer farisæerne hårdere for deres hellige hykleri end almindelige syndere. Således skal prædikanterne straffe de grove synder hos den almindelige mand; men hvor der er falsk hellighed, skal de formane langt hårdere til omvendelse.» – Det er ikke at prædike loven for alvor, hvis man kun prædiker imod de grove laster; så skaber man bare farisæere. Det skal naturligvis også ske.