Fjortende aftenforelæsning (16. januar 1885)

Hvad angår forskellen mellem den lutherske og den reformerte kirke, mine venner, så mente det lutherske folk i hvert fald tidligere, at hele forskellen bestod i, at lutheraneren beder «Fader vor» og den reformerte «Vor Fader», og at man i den lutherske kirke brugte hele oblater, mens man i den reformerte kirke brugte almindeligt brød, som blev brudt. Skylden for denne rystende uvidenhed havde vor kirkes utro tjenere. De har forsømt folket på det skammeligste. Med en sådan uvidenhed var det sandelig ikke noget under, at de stakkels lutheranere til sidst lod sig overtale til en union med de reformerte. I den senere tid er det blevet anderledes, og netop oprettelsen af unionskirken, som først blev gennemtvunget med magt i Preussen, er blevet anledningen til, at det kære lutherske folk igen besindede sig på forskellen mellem den reformerte og den lutherske kirke. Claus Harms, præst og professor i Kiel, udgav i 1817, da unionen blev indført, 95 nye teser til fejringen af reformationsfesten. I den 95. tese skriver han: «Nu har man planer om en vielse for at gøre den lutherske kirke, denne fattige tjenestepige, rig.» «Men», tilføjer han, «gør det endelig ikke over Luthers grav! Hans ben vil blive levende, og så ve jer!» Og det er gået i opfyldelse. Nu ved næsten ethvert nogenlunde oplært luthersk barn, at forskellen mellem den lutherske og den reformerte kirke i sandhed er stor, og at den ligger i den kristne læres hovedartikler. Nu ved det lutherske folk udmærket: Lutheraneren holder fast ved Jesu Kristi evigt sandfærdige ord: «Dette er mit legeme, og dette er mit blod!» og tror derfor også, at Kristi legeme og blod væsensmæssigt og sandt er til stede i den hellige nadver, bliver uddelt og (S. 117) nydes af nadvergæsterne. De reformerte udlægger derimod disse tydelige, soleklare ord anderledes og siger: «Dette betyder Kristi legeme, dette betyder hans blod.» Derfor påstår de også, at Kristi legeme og blod er lige så langt borte fra den hellige nadver som himlen fra jorden, for Kristus er nu indesluttet i himlen, og først på den yderste dag kan han ventes tilbage til jorden. Nu ved hele det lutherske folk, at ifølge Skriften, altså ifølge den evige sandheds bog, er den hellige dåb et genfødelsens bad, et middel, hvorved genfødslen bliver virket af Helligånden ovenfra. De reformerte påstår derimod, at dåben kun er et tegn, kun et symbol, kun en fremstilling af det, der allerede forinden er sket i mennesket. Nu ved hele det lutherske folk, at Kristi menneskelige natur gennem sin personlige forening med

guddommen også har fået guddommelige egenskaber, nemlig at alvidenhed, almagt, allestedsnærværelse og den værdighed at blive tilbedt er blevet meddelt den. De reformerte påstår derimod, at der mellem mennesket Kristus og andre mennesker kun er en gradsforskel: Han har ganske vist højere gaver, men selv de højeste, som hans menneskelige natur besidder, er kun skabte gaver, gaver af skabningens art. Nu ved hele det lutherske folk, at ifølge den hellige Skrift er Faderens nåde almen, Sønnens forløsning almen og Helligåndens kraftige kaldelse gennem Ordet ligeledes almen. Den reformerte kirke lærer derimod en partikularisme og påstår på det bestemteste, at Gud har skabt størstedelen af menneskene til den evige fordømmelse og derfor fra evighed har bestemt dem til den evige død.

En forfærdelig, rystende lære i det klare lys fra det allersaligste, dyrebare evangelium! Kort sagt: Enhver lutheraner ved nu, at forskellen mellem den lutherske og den reformerte kirke er fundamental, at den ikke ligger i periferien, men i centrum. Hvordan kan det så alligevel gå til, at så mange, der vil være lutheranere, lader sig fange i unionens net og, mens de vil være lutheranere, roligt bliver i denne unions nødtilstand – i en kirke, som ikke Kristus, men en jordisk konge har grundlagt, i en kirke, hvor man ikke taler med én røst, som apostlen vil have det i 1 Kor 1, hvor man ikke er forenet i de samme tanker og den samme mening, hvor der ikke er én tro, én dåb, ét håb, som apostlen siger om Jesu Kristi kirke i Ef 4? Hvordan kan det gå til? Det kommer netop af, at man mener: Hvor mange og hvor store vildfarelser der end findes i den reformerte kirke, så er den dog i hovedsagen (S. 118) enig med den lutherske kirke; forholdet er et helt andet end mellem den lutherske og den pavelige kirke. Det sidste er vel sandt. Men gid Gud gav, at den reformerte kirke blot var enig med os i hovedsagerne – så ville den også snart blive enig med os i nogle mindre vigtige punkter! Men netop det mangler den reformerte kirke: at give det rette svar på spørgsmålet: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Netop i læren om retfærdiggørelsen, den lutherske kirkes hovedlære, er den ikke enig med os og viser ikke den rette vej til nåde og frelse. Det er der jo nu meget få, der indser. Alle reformerte og de sekter, der stammer fra den reformerte kirke, siger: «Ja, mennesket bliver frelst af nåde alene.» Men så snart man ser efter i praksis, opdager man hurtigt: De har ganske vist denne teori, men de gennemfører den ikke; tværtimod viser de den stik modsatte vej. Og det er netop det, den følgende tese, som vi kommer til i aften, opfordrer os til at drøfte.

§ Tese IX.

For det femte bliver Guds ord ikke delt ret, når man i stedet for at henvise de syndere, som loven har ramt og forfærdet, til ord og sakramente lærer dem at tilkæmpe sig nådestanden ved at bede og kæmpe, nemlig at bede og kæmpe, indtil de føler, at Gud har benådet dem.

Det er den fælles lære hos alle reformerte og reformerte sekter, og til dem hører også baptisterne, metodisterne, de såkaldte Albrechtsleute (Evangelische Gemeinschaft) [et amerikansk kirkesamfund med metodistisk præg, grundlagt af Jacob Albright (tysk: Albrecht)], episkopalerne og presbyterianerne. De er alle kun grene på det store reformerte kirketræ, og de lærer alle det, som vores tese fordømmer. Den rene evangeliske lære om, hvordan en stakkels, forfærdet synder kan nå til vished om, at han har en nådig Gud, hører man ikke hos dem; den vej viser ingen af disse sekter os. Men for at vi kan få guddommelig vished om, hvad der i denne henseende er den rette måde at dele Guds ord ret på, så lad os se på nogle eksempler fra Skriften. Lad os iagttage de hellige apostle, som jo var drevet og fyldt af Helligånden

og altså uden tvivl delte Guds ord ret og viste de forfærdede syndere den rette vej til at nå til ro, til fred og til vished om deres nådestand. Og for at der ikke skal være nogen tvivl tilbage, vil vi tage netop de største og groveste syndere for os og se, hvordan apostlene behandlede dem. (S. 119) I ApG 2 fortælles der, hvordan apostlen Peter behandlede folk, som få uger forinden havde skreget: «Korsfæst, korsfæst ham!» Disse elendige mennesker, som foran Pilatus' domhus skreg: «Væk med Jesus! I galgen med denne forbryder! Så vil vi langt hellere have Barabbas!» – dem havde nysgerrigheden ført derhen, hvor det store under, udgydelsen af Helligånden, netop fandt sted. For de hørte brusen som af et vældigt vindstød og ville se, hvad det var. Vi ser nu, at Peter først irettesatte spotterne, som sagde, at apostlene var fulde af sød vin. Han viser dem, at udgydelsen af Helligånden ikke er andet end en opfyldelse af profeten Joels profeti. Derefter fortæller han, hvordan Herren Kristus har lidt, er død og opvakt, og hvordan han til sidst for op til himlen. Og så slutter han med ordene: «Derfor skal hele Israels hus vide for vist, at denne Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.» Det var en frygtelig lovprædiken, så korte disse ord end var. Derfor hedder det da også i v. 37: «Men da de hørte dette, stak det dem i hjertet.» Apostlens ord gennemborede deres hjerte; det var for dem, som om apostlen dermed havde stødt en dolk i hjertet på dem. De skælvede, de blev forfærdede, og Guds Ånd trykkede på og bragte dem til bevidsthed om, hvilken frygtelig synd de havde begået ved at korsfæste deres egen Messias. «Og de sagde til Peter og de øvrige apostle: I mænd, brødre! Hvad skal vi gøre?» Hvad gør apostlen så? Siger han: «Nu må I selv forbedre jer, I må erkende jeres synd endnu bedre, I må falde på knæ og råbe om barmhjertighed! Måske hjælper Gud jer alligevel, måske tager han imod jer»? Intet af alt dette! Han siger til dem: «Omvend jer, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse.» «Me-

tanoeite», «bliv af et andet sind!» Hermed menes helt åbenlyst omvendelsens anden del, nemlig troen. Ordet «omvend jer» er altså brugt synekdokisk [dvs. en del nævnes for helheden eller omvendt], for loven havde allerede gjort sit værk hos disse tilhørere. Apostlen Peter var langt fra at søge frelsen i at jage dem ud i endnu større nød, angst og rædsel. Nu, da deres hjerte var gennemboret, nu var det nok; nu var de beredt til at høre det allersaligste evangelium og tage det ind i deres hjerte. Derfor siger apostlen nu til dem: «I må blive af et andet sind, I må tro på evangeliet om denne korsfæstede, I må give slip på alle jeres vildfarelser og straks lade jer døbe i (S. 120) Jesu Kristi navn til syndernes forladelse.» Og de lader sig døbe. Således giver apostlen dem altså vidnesbyrdet som svar: «Jeres synder er jer forladt. Nu er alt godt. Gud kommer ikke længere jeres frygtelige synder i hu.» Han tilføjer endnu: «Og I skal få Helligåndens gave. For jer gælder løftet og jeres børn og alle dem, der er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde til sig. Også med mange andre ord vidnede han for dem og formanede dem og sagde: Lad jer frelse fra denne vanartede slægt! De, som nu gerne tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til.» Det var altså det hele; mere krævede apostlen ikke af dem. De skulle blot tage imod hans ord og trøste sig ved disse søde trøsteord, ved dette løfte om syndernes forladelse, om livet og frelsen. Her hører vi ikke det mindste om de metoder, som sekterne bruger nu. Dem skal vi høre mere om. Det er den første prædiken, Peter holdt, efter at han så at sige kom frisk fra Helligåndens værksted. Han gik frem med troens højeste inderlighed, og således vandt han tre tusind sjæle med en eneste prædiken og bragte dem til ro, til fred og til frelsesvished. I v. 42 hedder det videre: «Og de holdt

fast ved apostlenes lære og fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne.»

Der var altså ikke blot blevet fremkaldt en flygtig feberhede, sådan som sværmerne nu så ofte fremkalder det, når de rejser rundt og arrangerer såkaldte vækkelser. Nej, det gik dem dybt ind i hjertet og forvandlede hele deres hjerte; de blev glade og frimodige og tog nu al den vanære og forfølgelse og alle de lidelser på sig, som de sande kristne dengang måtte udholde. Det er det første eksempel fra apostlenes praksis. Det andet er fangevogterens omvendelse i Filippi. Om den fortælles der:

ApG 16. I det første eksempel var det jøder; her hører vi om en hedning, og det endda en rigtig ugudelig hedning. I v. 19–20 hedder det: «Da hendes ejere» (ejerne af den slavepige, som Paulus havde uddrevet en spådomsånd af) «så, at deres håb om fortjeneste var forsvundet, greb de Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet foran byens ledere. De førte dem frem for dommerne og sagde: Disse mennesker skaber uro i vores by. De er jøder.» Det var deres politik. Jøderne var hadet og foragtet overalt. V. 21: «Og de forkynder skikke, som vi, der er romere, ikke må tage imod eller følge.» Det fornemme folk ville være af bedre stof end andre (S. 121) folk. V. 22: «Folkemængden rejste sig også imod dem, og dommerne lod deres tøj rive af dem og gav ordre til, at de skulle piskes.» Det skete helt uden rettergang. V. 23–24: «Da de havde fået mange slag, kastede man dem i fængsel og befalede fangevogteren at holde godt øje med dem. Med den ordre satte han dem i det inderste fængselsrum og låste deres fødder fast i blokken.» – Det havde fangevogteren slet ikke fået befaling om, at han skulle kaste dem i det inderste fængsel og lægge deres fødder i jern. Men det var ham en lyst. Selv om han ikke vidste, om apostlene med rette var blevet sat i fængsel, var det ham fuldstændig ligegyldigt. Han var et umenneske! V. 25: «Ved midnatstid bad Paulus og Silas og sang lovsange til Gud, og de andre fanger lyttede til dem.» Det hørte fangevogteren uden tvivl også, og under alle omstændigheder har det allerede gjort et vældigt indtryk på ham. Han havde uden tvivl ventet, at de nu ville sidde i fangehullet og skære tænder og forbande ham, men nu hørte han dem synge og prise Gud. Han må have tænkt: «Det er mærkelige mænd! Sådanne folk har du aldrig før haft i dit fængsel!» V. 26–27: «Pludselig kom der et kraftigt jordskælv, så fængslets grundvold rystede. Straks sprang alle døre op, og alles lænker gik løs. Fangevogteren vågnede, og da han så, at fængslets døre stod åbne, trak han sit sværd og ville dræbe sig selv, for han troede, at fangerne var flygtet.» Romerne forstod nemlig ikke spøg. Var man fangevogter, var man også ansvarlig for, at fangerne ikke slap væk. Og hvis det var særlig farlige folk, kunne det koste ham hovedet, hvis han lod dem undslippe. Han troede jo ikke på en Gud, som ville dømme ham, og derfor tænkte han: «Hvad nytter livet dig, når du alligevel snart bliver dømt til døden? Så er det bedre, at du selv gør det af og dræber dig.» V. 28: «Men Paulus råbte højt: Gør ikke dig selv noget! Vi er her alle sammen.» Hvilket indtryk må det ikke have gjort på fangevogteren! Han havde lagt apostlene i det inderste fængsel, og i stedet for at være vrede på ham, i stedet for at hævne sig på ham, falder de ham i armene og råber: «Gør ikke dig selv noget, vi er her alle sammen!» Af apostlenes lovsange havde han uden tvivl forstået så meget, at det var folk, der ville fortælle folket, hvordan de på den anden side af dødsriget (Hades) kunne få en lykkelig lod, og i sin store angst beder han nu:

«Kære herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» (v. 30). Havde apostlene nu været sværmere, så havde de sagt: «Ja, (S. 122) min kære ven, det går ikke så hurtigt! Vi må ordinere dig en stor, lang kur, før sådan et ugudeligt, nederdrægtigt menneske som du kan blive frelst.» Men ikke et ord om det! De så: Det stakkels menneske er beredt for evangeliet. Han er nu stadig lige så ugudelig som før. Han har endnu

intet had til synden. Om alt dette siger han ikke et ord. Han vil bare slippe for syndens straf og få en lykkelig, salig lod på den anden side af graven. Men trods alt dette læser vi i v. 31–33: «De svarede: Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din husstand. Og de talte Herrens ord til ham og til alle i hans hus. Samme nat, i den samme time, tog han dem med sig og vaskede deres sår, og straks blev han og hele hans husstand døbt.» Endnu samme nat bliver han omvendt, kommer til tro og bliver vis på nåden og på forsoningen med Gud. Han bliver et elsket Guds barn. Og hvilke midler havde apostlene brugt? Ikke andre, end at de forkyndte evangeliet for ham uden nogen forbehold. Uden nogen betingelser siger de: «Tro på Herren Jesus Kristus.» Her ser vi, hvordan apostlene handlede i praksis. Og hver gang troen var blevet virket ved Ordet, fulgte dåben straks efter. Apostlene sagde ikke: «Nu skal vi først gennemgå et langt kursus med dig, så du lærer alle den kristne tros artikler nøje og grundigt at kende, og så skal vi give dig en prøvetid, hvor du kan stå din prøve» – intet af den slags! Fangevogteren beder om dåben, fordi han ved, at han ved den bliver optaget i Kristi rige, og de giver ham den også. – Sammenlign nu denne praksis med den praksis, som den reformerte kirke følger i dag. Dermed mener jeg alle de sekter, der er udgået fra den reformerte kirke. Hvis de så en luthersk præst handle sådan, ville de råbe: «Den ugudelige, letsindige præst! Hvordan kan han handle sådan? Han burde da først indskærpe synderen: ‹Du skal først mærke nåden i dit hjerte.› Men intet af det. Han trøster mennesket og døber ham endda!» Men det er bibelsk, det er luthersk; for den lutherske kirke er intet andet end den bibelske kirke, som ikke vil afvige fra Bibelen, ikke vil tage noget fra og ikke lægge noget til, men vil stå fast ved Guds ord. Det er dens øverste grundsætning, og den gennemfører den også i hele sin lære og sin praksis. – Til sidst læser vi i v. 34: «Han tog dem med op i sit hjem, dækkede bord for dem og var lykkelig sammen med hele sin husstand over, at han var kommet til tro på Gud.» Han glædede sig, og han havde grund til det. (S. 123) Han ville nu sige: «Før havde jeg ingen Gud, før var jeg uden håb i denne verden. Nu har jeg en Gud og Frelser, som har forløst mig, som har købt mig med sit dyrebare Guds blod, og som har givet mig det løfte, at han vil komme igen og tage mig op i sit herlighedsrige.» Det var altså det andet eksempel, jeg har vist jer fra apostlenes praksis, når det gjaldt om at føre et menneske til vished om nåden.

Nu kommer vi til eksemplet med apostlen Paulus selv. Han havde været et så skændigt menneske, at han forfulgte de kristne på den allermest afskyelige måde. Hvordan blev han så omvendt? Det beskriver han selv allersmukkest i ApG 22. I v. 1–2 står der: «Brødre og fædre, hør nu, hvad jeg har at sige til mit forsvar. Da de hørte, at han talte til dem på hebraisk, blev de endnu mere stille.» Næsten hver gang han trådte offentligt frem, fortalte han om sin omvendelse, især når han talte til jøderne. Her talte han hebraisk for at vække tilhørernes opmærksomhed. Dengang var der meget få, der forstod hebraisk til fulde, men Paulus, der var en lærd mand, forstod det. Nu blev der helt stille, så de ikke gik glip af et eneste ord. V. 3: «Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, men opvokset her i byen. Ved Gamaliels fødder er jeg blevet grundigt oplært i vore fædres lov, og jeg var lige så nidkær for Gud, som I alle er i dag» – han vil sige: «Jeg var også sådan et menneske, som I stadig er.» – V. 4: «Jeg forfulgte denne Vej» («denne Vej» betyder det samme som «denne religion») «til døden; jeg lagde både mænd og kvinder i lænker og satte dem i fængsel.» V. 5: «Det kan ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg endda breve med til brødrene i Damaskus, og jeg tog derhen for også at føre dem, der var der, i lænker til Jerusalem, så de kunne blive

straffet.» – Han tvang dem altså med kvaler og tortur til at fornægte og spotte Kristus. V. 6–9: «Men mens jeg var på vej og nærmede mig Damaskus, skete det ved middagstid, at et stærkt lys fra himlen pludselig strålede omkring mig. Jeg faldt til jorden og hørte en røst, der sagde til mig: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger. De, der var sammen med mig, så nok lyset og blev bange, men de hørte ikke røsten af ham, der talte til mig.» Paulus skulle vide, at det var ham, der var ment. Han alene hørte denne røst, og derfor nævner Kristus også hans navn. V. 10: «Jeg spurgte: Hvad skal jeg gøre, Herre? (S. 124) Og Herren sagde til mig: Rejs dig og gå ind til Damaskus. Der vil du få at vide alt det, der er bestemt, at du skal gøre.» – Han skal ikke omvendes ved andet end ved Ordet. Frelseren prædiker ikke her noget for ham om omvendelse. Hvad han skulle gøre for at blive frelst, skulle han få at vide gennem et menneske. V. 11–13: «Jeg kunne ikke se noget på grund af det stærke lys, og mine ledsagere måtte føre mig ved hånden, og sådan kom jeg ind til Damaskus. En mand ved navn Ananias, som var from og levede efter loven, og som alle jøderne der i byen talte godt om, kom hen til mig, stillede sig foran mig og sagde: Broder Saul, rejs dig! Og i samme øjeblik så jeg op på ham.» Ananias havde haft et syn af Herren, hvor han fik besked på, hvad han skulle sige, når han kom til Saulus. Han kalder ham allerede sin broder, da han kommer til ham. V. 14–16: «Han sagde: Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans vilje og til at se den Retfærdige og høre røsten fra hans mund. For du skal være hans vidne over for alle mennesker om det, du har set og hørt. Hvad venter du så på nu? Rejs dig, lad dig døbe og få dine synder vasket bort, og påkald Herrens navn!» – Ananias siger altså ikke: «Først skal du bede og mærke nåden!» Nej: «Lad dig først døbe, nu hvor du har lært Herren Jesus at kende, og få dermed dine synder vasket bort! Og påkald så Herren Jesu navn!» For det er den rette nådens orden: Man skal ikke først bede om Guds nåde; først når et menneske har Guds nåde, kan det bede ret. – Her har vi altså Herrens egen praksis. Han må jo vide, hvordan man skal omgås stakkels syndere. Så snart Saulus var blevet forfærdet, kom Herren straks med sin trøst. Han krævede ikke, at Saulus først skulle mærke alt muligt, men lod ganske enkelt ordet om nåden forkynde for ham. Og derefter føjer han den hellige dåb til som et segl. – Deraf lærer vi, hvordan en ret Kristi tjener skal gå frem, når han vil føre syndere, som loven har knust, til vished om Guds nåde. Men hvordan bærer sekterne sig ad? De gør det stik modsatte. Ganske vist prædiker de også først loven, og det med stor skarphed. Det gør de helt ret i. Det gør vi også, det gjorde apostlene også, og det gjorde Kristus også. Det forkerte er bare, at de som regel skildrer helvedes kvaler så sanseligt, at de egentlig mere sætter fantasien i sving end når ind til hjertets dybeste grund. De prædiker ganske vist ofte loven med dens forfærdelige trusler ganske fortræffeligt, men ikke efter dens (S. 125) åndelige mening. Det, der mangler hos de fleste sekter, er dette: De gør ikke folk til stakkels, fortabte og fordømte syndere, som ved: «Ja, jeg hører hjemme i helvede.» De får dem snarere til at tænke: «Det er da alt for forfærdeligt, at Gud truer så frygteligt for sådanne synders skyld.» Hvis man ikke ved loven får et menneske så vidt, at det helt tager sin egen retfærdigheds klædning af og tænker: «Åh, jeg er et elendigt, ugudeligt menneske; mit hjerte synder dag og nat med onde lyster, onde tanker og onde begæringer, med skændige tilbøjeligheder og ønsker af enhver art!» – den, der ikke får et menneske så vidt, har ikke prædiket loven ret. En præst må få et menneske så vidt, at det lige til sin død ikke på et eneste skridt stoler på sig selv, men bekender: «Jeg er en elendig skabning! Det gode, jeg gør, kommer ikke fra mig, men fra vor Herre. Derimod er det mig, der alligevel fordærver, forgifter og forsurer det gode, som Gud vil gøre

gennem mig.» Hvis det ikke lyder sådan i hjertet, er mennesket endnu ikke rigtigt beredt for evangeliet.

Men det er ikke det værste ved sekterne, at de ikke prædiker loven, som de burde. Når et menneske hos dem er blevet jaget ud i rædsel og angst, prædiker de endnu ikke evangeliet for ham. Nej, de ville mene, at de begik den forfærdeligste synd, hvis de straks trøstede et sådant menneske. Så fortæller de det stakkels menneske, hvad han skal foretage sig for måske alligevel at komme til nåde: hvor længe han nu skal bede, hvor længe han skal kæmpe, stride og råbe, indtil han til sidst kan sige: «Å, nu mærker jeg det, jeg har Helligånden og Guds nåde», indtil han kan rejse sig og råbe: «Halleluja!» Og for at han hurtigt kan nå dertil, siger metodistprædikanterne ved et større møde: «Nu vil vi knæle ned omkring dig og råbe til Gud, at han dog må tilgive dig dine synder.» Nogle gange er det så forgæves, andre gange varer det uger og måneder. Hvis en er ærlig og indrømmer: «Ak, jeg mærker kun afmagt og lutter onde tilbøjeligheder i mig», så svarer de ham: «Ja, så står det stadig sørgeligt til med dig! Du må bede og stride!» – indtil han endelig har oplevet en følelse. Så siger de: «Gud ske lov! Nu er du fri for synden! Nu er alt godt! Du har været igennem omvendelseskampen. Nu er du et Guds barn og står i hans nåde.» Men det er en falsk grund. Den følelse kan jo have en helt anden årsag. Den kan være en fysisk virkning, som prædikantens livfulde skildring har fremkaldt, og ikke Helligåndens vidnesbyrd. Derfor sker det også ofte for mange oprigtige sjæle, at de den ene gang tror og mærker, (S. 126) at de har Herren Jesus, og den næste gang, at de har mistet ham; den ene gang mener, at de står i nåden, og den næste gang, at de er faldet ud af nåden. Ve sådanne stakkels sjæle, hvis de i dødsstunden ikke har nogen følelse af nåde og tænker: «Ve dig, du er fordømt og fortabt for evigt!» Hvor ofte mon det ikke sker! Dog tvivler vi ikke på, at Helligånden kommer sådanne stakkels sjæle, som har været i så dårlige hænder, i møde, så de kaster al deres kæmpen og striden og arbejde over bord, kaster sig i Guds frie nådes skød og således dør salige. Men det er så ikke den metodistiske prædikens gode virkning; det er Helligåndens virkning trods den metodistiske prædiken.

Af alt dette ser vi nu, at der er tre store og forfærdelige vildfarelser, som denne forkerte praksis bygger på.

For det første: Sekterne tror ikke og lærer ikke, at mennesket virkelig og fuldt ud er forsonet med Gud. De tror det ikke og lærer det heller ikke, for de behandler vor Herre som en meget hård mand, hvis hjerte man først må blødgøre med bitre bønner, gråd og skrig. Men det er intet andet end en fornægtelse af Jesus Kristus, som for længst har blødgjort vor Herres hjerte, og som for længst har forsonet ham med hele verden. For hos Gud findes der intet halvt. Gud elsker i Kristus alle syndere uden undtagelse; alle synderes synd er udslettet; al skyld er betalt. Nu er der intet, den stakkels synder behøver at frygte, når han kommer til den himmelske Fader, som er forsonet ved Kristus. Men man mener, at Herren Kristus har gjort sit, og at mennesket nu også skal gøre sit; først når de to ting kommer sammen, bliver mennesket forsonet med Gud. Sekterne fremstiller forsoningen, som om den bestod i, at Frelseren gjorde Gud villig til at frelse menneskene, hvis mennesket også var villigt til at lade sig forsone. Men det er et antievangelium. Gud er forsonet! Derfor råber apostlen Paulus til os: «Forson jer med Gud», og siger dermed: «Gud er forsonet med jer ved Jesus Kristus! Så slå da til og tag den hånd, som den himmelske Fader rækker ud mod jer.» Videre siger apostlen: «Én er død i stedet for alle, altså er alle døde.» Det betyder: Er Kristus død for alle menneskers synd, så er det nøjagtig det samme, som hvis alle mennesker var døde og havde gjort fyldest

for deres synder. Derfor behøves der slet intet fra menneskers side for at forsone Gud; han er allerede forsonet. Retfærdigheden findes allerede, mennesket behøver ikke først at arbejde sig til den. Ja, hvis (S. 127) mennesket vil det, er det en forfærdelig helligbrøde, en kamp mod nåden, mod Guds Søns forsoning og fuldkomne forløsning.

For det andet lærer sekterne forkert om evangeliet. De anser det for intet andet end en vejledning i, hvad mennesket skal gøre for at gøre sig fortjent til Guds nåde. Men evangeliet er tværtimod Guds kundgørelse: «I mennesker, I er forløst fra jeres synder; I er forsonet med Gud; jeres synder er tilgivet jer.» Det vover ingen sektprædikant at sige lige ud. Skulle en af dem endelig gøre det, som fx Spurgeon gør i nogle prædikener, så er noget så luthersk en undtagelse blandt sekterne. Men det bliver han også hårdt kritiseret for; så hedder det bare: «Han går nu for vidt.»

For det tredje lærer sekterne forkert om troen. De betragter den som en egenskab i mennesket, der gør mennesket bedre; og netop fordi troen gør mennesket bedre, er den så overordentlig vigtig og gavnlig for dem. Det er ganske vist sandt: Den, der kommer til den sande tro, bliver også et helt andet menneske. Med troen kommer kærligheden ind i hjertet. Troen kan ikke være uden kærlighed, lige så lidt som ilden er uden varme. Men at troen har denne egenskab, er ikke grunden til, at den retfærdiggør os, og at den giver os det, som Kristus allerede har erhvervet for os, og som derfor allerede er vores, så vi kun skal gribe det. De lærer ikke, som Skriften svarer på spørgsmålet: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» – «Du skal tro, altså skal du slet ikke selv gøre noget!»

For når apostlen svarer på det spørgsmål: «Tro på Herren Jesus Kristus», så betyder det ikke andet end: «Du skal slet intet gøre; du skal kun tage imod det, Gud har gjort for dig. Så har du det, så er du et salig menneske.» Det er den dyrebare lære i Guds ord. Åh, hvor er vi lutheranere dog overmåde lykkelige og salige mennesker, fordi vi har denne lære! Denne lære fører os lige til Kristus uden nogen omveje. Denne lære åbner himlen for os, når vi mærker helvede i vores hjerte. Denne lære gør, at vi når som helst kan få nåde; for hvis vi længe slås og kæmper – måske i den bedste mening – så går vi helt forgæves veje. Vi behøver ikke at slås og kæmpe, men kan gå lige til ham og sige:

«Herre Jesus, jeg er en stakkels synder, det ved jeg, det har jeg erfaret, og det erfarer jeg stadig i dette øjeblik, når jeg tænker over, hvad der foregår i mit inderste hjerte; men du har kaldt mig til dig i dit evangelium. Nu kommer jeg, præcis som jeg er, for ellers kunne jeg ikke komme til dig.» (S. 128) Det er den evangelisk-lutherske kirkes frelsende lære, som den har lært af Kristus og apostlene.

Denne lære må I nu også gøre brug af. Det ville være forfærdeligt, hvis nogen af jer gik i seng i aften og måtte sige til sig selv: «Jeg ved ikke, om Gud er mig nådig, om jeg står i nåde hos Gud, om mine synder er tilgivet. Jeg ved ikke, om jeg ville dø salig, hvis Gud kaldte mig bort fra dette liv i nat.» Gud give, at ingen af jer går i seng på den måde, for den, der gør det, lægger sig til hvile under Guds vrede. Som vi tænker om Gud, sådan er han for os. Den, der tænker og tror, at Gud er ham nådig, ham er Gud også helt sikkert nådig. Men gør vi vor Herre til et skræmmebillede, en Gud, der er vred på os, så har vi også en unådig Gud, hvis vrede hviler over os. Men den Gud, der er vred på os, har vor Frelser taget bort fra os; vi har en Gud, der vil forbarme sig over alle. Det andet, jeg ønsker for jer, er, at I får en ret frimodighed i hjertet, så I engang med glæde kan forkynde denne allersaligste lære i jeres menigheder. Hvis I kun skulle prædike tør moral, kunne I måske tænke: «Ak, det er en sur opgave! Dermed kan du jo ikke udrette ret meget.»

Men har I selv erfaret i jeres hjerte, hvad det vil sige at bringe evangelisk trøst og sige til tilhørerne: «I er jo stakkels, fortabte og fordømte syndere, men kom

blot, og tro blot: I er forløst!» Jeg siger: Tror I det, og tænker I grundigt over det, ja, så kan I ikke andet end glæde jer til den dag, da I for første gang står foran jeres menighed og kan bringe den dette salige budskab. Tror I det af hjertet og tænker grundigt over det, så må I helt sikkert sige: «Ja, jeg har dog valgt det skønneste, herligste kald, der findes.» For et bud, der kommer med godt nyt, er altid velkomment. Og sådan må det også gå jer! Det hjælpe Gud jer til!