Femtende aftenforelæsning (23. januar 1885)

Kære venner i Herren! Som bekendt lærer de pavelige, at selv de fromme ikke straks kommer ind i himlen, når de dør. Også de skal først i en såkaldt skærsild, hvor de ved frygtelige ildkvaler bliver renset for de synder, de endnu ikke helt har gjort bod for, før de kan nå frem til at skue (S. 129) Gud. Og ikke nok med det: De pavelige lærer, at intet menneske, ja, heller ikke en from kristen, allerede i dette liv kan være sikker på, at han står i nåde hos Gud, at han har syndernes forladelse, og at han bliver evigt frelst – undtagen nogle ganske få, fx de hellige apostle og særligt store helgener, som Gud ad en ekstraordinær vej på forhånd har åbenbaret, at de vil nå målet. Det er en helt og aldeles trøstesløs og tilmed virkelig antikristelig vranglære. Vores lutherske kirke lærer som bekendt det stik modsatte. Men desværre har langt de fleste såkaldte lutheranere vel et vist menneskeligt håb om, at de står i nåde hos Gud, at de har syndernes forladelse og vil opnå den evige salighed – men de er ikke sikre på det. Det er et lige så sørgeligt fænomen, og det beviser, at disse lutheranere slet ikke kender den lutherske lære, endsige har taget den til hjerte. Hvordan kunne den kristne lære dog kaldes evangelium, det vil sige et glædeligt budskab, hvis de, der tager imod denne lære, hele tiden skulle tvivle på, om deres synder er dækket til, om Gud ser på dem som retfærdige, og om de engang kan blive frelst? Hvilken forskel ville der så være mellem en kristen og en hedning, som går gennem denne verden uden Gud og uden håb, hvis ikke engang den kristne vidste, hvordan han står over for sin Gud, og hvad der engang bliver hans evige skæbne, fortabelse eller salighed? Siger den hellige Skrift ikke: «Tro er vished om det, der håbes på, overbevisning om ting, der ikke ses» [Hebr 11,1]? Siger vores kære Herre Jesus Kristus ikke: «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile» [Matt 11,28]? Siger vores kære Herre Kristus ikke:

«Den, som drikker af det vand, som jeg vil give ham, vil aldrig tørste igen» [Joh 4,14]? Siger han ikke: «Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de vil aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd» [Joh 10,27–28]? Ville alt dette ikke være tomt blændværk, hvis denne tvivlens lære var rigtig – ja, for at sige det ligeud, og det er frygteligt at sige: det rene løgn og bedrag? – Vores kære Herre Jesus Kristus kræver af sine, at de kæmper mod deres kød og blod, kæmper mod verden, kæmper mod Djævelen og er tro indtil døden. Han kræver af dem, at de skal give afkald på alt, hvad de ejer, skal komme til ham, tage hans kors op, fornægte sig selv og følge ham. Han siger på forhånd til dem:

«Holder I fast ved mig, så vil verden hade jer, (S. 130) vanære jer og forfølge jer, måske endda til blods.» Hvis nu denne tvivlens lære var rigtig, hvem kunne så have lyst til at gå til Kristus, holde fast ved ham og kæmpe alle dette livs store og svære kampe igennem under hans blodfane? Hvem ville så have kraft til at jage efter helliggørelsen, hvis han måtte tvivle på, om han overhovedet ville nå målet? Ja, den, der har taget denne tvivlens

lære ind i sit hjerte, er et ulykkeligt menneske. Han forbliver en elendig lovens træl, hvis samvittighed igen og igen siger til ham: «Det står ikke rigtigt til med dig! Hvem ved, hvad Gud mener om dig, og hvilken straf der venter dig!»

Der er ingen tvivl om, at denne tvivlens lære er den allerfrygteligste vildfarelse, et menneske kan falde i. Den gør Kristus, hans forløsning og hele evangeliet til skamme. Derfor er dette ingen spøg!

Men hvor sidder roden til denne vildfarelse? Den skal ikke søges andre steder end i sammenblandingen af loven og evangeliet. Lad os derfor lære den rette deling af Guds ord, som apostlen Paulus kræver af en retskaffen Guds tjener: den rette deling af loven og evangeliet.

For otte dage siden så vi, at der kun er én rigtig måde at føre et menneske, der af hjertet er forskrækket over sine synder, frem til vished om syndernes forladelse og dermed også vished om sin frelse: Guds ord, nemlig evangeliet, skal prædikes for ham, og han skal opfordres til ganske enkelt at tro det og anvende det på sig selv og ikke tvivle på, at dette himmelske nådebudskab er sandt. Dernæst skal han også opfordres til at lade sig døbe til syndernes forladelse, hvis han endnu ikke er døbt. At dette er den eneste rigtige vej, så vi af tre eksempler i den hellige Skrift, hvor vi hører om omvendelser: de tre tusinde, der blev omvendt på den første pinsedag ved apostlen Peters prædiken, fangevogteren i Filippi, der blev omvendt, og apostlen Paulus' underfulde omvendelse, som han selv fortæller os om i Apostlenes Gerninger. Derimod så vi, at det netop er en falsk metode, når man giver den forskrækkede synder alle mulige regler for, hvordan han nu skal forholde sig, og hvad han alt skal gøre – hvor ivrigt og hvor længe han skal bede, kæmpe og stride, indtil han endelig i sit indre hører en vis hemmelig stemme: «Dine synder er dig forladt! Du er et Guds barn! Du er omvendt!» – indtil han føler, at nåden er udgydt i ham. Det er den reformerte sekts omvendelsesmetode og alle dens børns. (S. 131) Gid man nu ikke også fandt denne omvendelsesmetode i den lutherske kirke! Men desværre findes den også dér. Først var det pietisterne, der forsøgte at bringe folk til omvendelse på den måde. De havde på mange punkter helt ret. Den lutherske kirke var så at sige faldet i søvn; en sand åndelig død lå over kirken som et stort ligklæde. Nu ville pietisterne hjælpe, men i stedet for at vende tilbage til reformationskirkens renhed og lære dér, hvordan man gør de åndeligt døde levende, fulgte man de reformertes metode. Lad mig vise jer det ved eksemplet med dr. Johann Philipp Fresenius.

Fresenius blev født i 1705 og døde i 1761. Fra 1748 var han senior for præsteskabet i Frankfurt am Main. Han var ellers en fortræffelig mand, uden tvivl en oprigtig kristen, en from og gudfrygtig mand, som også skrev mange smukke, opbyggelige skrifter, som der ikke er meget at udsætte på. Med stor alvor skrev han mod de pavelige, jesuitterne og herrnhutterne. Det sidste gjorde ham lidt mistænkelig blandt de troende på den tid.

Allerede som dreng var han en ivrig kristen. Når drengene på stedet kom sammen, drev han mission blandt dem og forsøgte at omvende dem. Dette sindelag bevarede han, lige til han kom på universitetet i Strasbourg. Dér studerede han med jernflid og blev en grundlærd mand. Hans far så ikke gerne, at han tog på universitetet, for han sad selv i trange kår. Men i tillid til Gud tog han af sted og tænkte: «Gud vil hjælpe mig!» Han måtte også tit klare sig ganske jammerligt, havde ofte kun vand og brød og boede i en lang periode i et elendigt værelse, indtil professorerne hørte, hvor sørgelige kår han levede under. De skaffede ham fri bolig, og nogle af dem gav ham gratis måltider. Sådan klarede han sig igennem.

En af hans mest udbredte bøger er hans skrifte- og altergangsbog, som han udgav i 1745. Den kom på kort tid i otte oplag. Blandt de troende på den tid var der kun få, der ikke havde bogen. I 1845 blev den udgivet på ny af Meyer, men han fjernede ikke de vildfarelser, der står i den – han føjede snarere endnu flere til.

At jeg netop tager denne bog for at vise jer, hvordan også lutheranere blander lov og evangelium sammen, skyldes, at jeg selv har haft de sørgeligste erfaringer med den. Da jeg var færdig med gymnasiet og kom på universitetet, var jeg ganske vist ikke en teoretisk vantro, for mine forældre var (S. 132) troende. Men jeg var kommet hjemmefra meget tidligt, allerede som otteårig. Og siden havde jeg altid været sammen med vantro. På vores skole var alle lærerne vantro undtagen én, der havde et lille strejf af tro. Da jeg kom på universitetet, kunne jeg ikke De Ti Bud udenad, jeg kunne ikke engang remse Bibelens bøger op. Min bibelkundskab var elendig, og der var slet ikke tale om sand tro. Men jeg havde en ældre bror, som var kommet på universitetet før mig. Kort før jeg kom derhen, var han kommet i selskab med nogle omvendte mennesker og havde sluttet sig til dem. Da jeg nu kom, førte han mig straks ind i denne kristne studenterkreds. Jeg anede ikke, hvilket mål jeg gik i møde, men jeg havde stor respekt for min ældre bror, og han inviterede mig. I begyndelsen var det kun det, at disse studenter var så venlige og kærlige over for mig, der tiltrak mig. Det var jeg ikke vant til, for på vores gymnasium gik det meget råt for sig. Men disse studenters væsen tiltalte mig overordentlig meget. Det var altså ikke først Guds ord, der tiltrak mig. Men jeg begyndte at befinde mig så godt blandt disse kristne studenter, at jeg nu også gerne gik med til deres bønnemøder – for sådanne bønnemøder holdt de – og se, så kom den kære Gud og virkede i mig, i min sjæl, ved sit ord, og i løbet af kort tid var jeg virkelig blevet et menneske, som Gud havde benådet med tro, om end med ringe grundlag i erkendelsen. Sådan gik det i omtrent et halvt år. Så kom en gammel kandidat i nærheden af os, en ægte pietist, der ikke kunne regne med nogensinde at blive ansat i landskirken. For dengang herskede rationalismen overalt, og derfor anså de andre studenter os også for skøre og undgik os som pesten. Sådan stod det til derovre dengang. Denne kandidat kom altså og sagde til os: «I tror, I er omvendte kristne? Langtfra! I har jo endnu ikke været igennem nogen rigtig bodskamp.» Jeg satte mig ganske vist til modværge dag og nat og tænkte først, at han bare ville føre os fra evangeliet tilbage under loven. Men han kom igen og igen, indtil jeg til sidst alligevel begyndte at tvivle på vores kristendom. Før havde jeg følt mig så salig i min tro på min Herre Jesus Kristus, men nu begyndte en tid med de sværeste åndelige anfægtelser. Jeg gik til denne kandidat og spurgte ham: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Så foreskrev han mig forskellige ting og gav mig flere bøger, blandt andet Fresenius' skrifte- og altergangsbog. Men jo mere jeg læste i den, desto mere (S. 133) usikker blev jeg på, at jeg var en kristen. Mit indre sagde hele tiden til mig: «Det er ikke nok; der skal mere til for at være en kristen.» For dertil kom, at kandidaten var langt mere pietistisk end Fresenius selv. Når jeg dengang læste en åndelig bog, der handlede om nådens og frelsens orden, læste jeg kun det, der stod om omvendelsen. Når så evangeliet og troen kom, lukkede jeg bogen og tænkte: «Det er ikke noget for dig.» Og jo mindre jeg smagte evangeliets sødme, desto mørkere blev det i mit hjerte. Jeg ville sandelig ikke bedrage mig selv, det ved Gud; jeg ville blive frelst. Jeg mente så altid, at de bøger var de bedste, som var rigtig skarpe og ikke levnede én noget af Guds nåde – indtil jeg endelig hørte om en mand, som skulle være en ret åndelig læge. Jeg skrev derfor også til ham, men tænkte:

«Hvis han siger noget til dig om nåde og evangelium, så putter du brevet i kakkelovnen.» Men brevet var så trøsterigt, at jeg ikke kunne modstå det. Og sådan kom jeg ud af den tilstand, som ikke mindst Fresenius havde bragt mig i.

Åh, hvor er de studenter dog lykkelige, som fra første færd har evangeliets rene, salige og trøsterige lære! Men desværre er erfaringen, at jo rigeligere man har den rene lære i Guds ord, desto ringere bliver den agtet!

Fresenius inddeler i sin bog alle altergæster i ni klasser. Dér ledte jeg, men jeg fandt mig selv i ingen af dem. Det samme bevidnede afdøde pastor Kehl over for mig: Han havde ikke kunnet finde sig selv i nogen af disse klasser, og han var dog helt sikkert en troende, gudfrygtig kristen. Sådan går det, når man vil dissekere på den måde. Fresenius inddeler altergæsterne således: 1. De uværdige altergæster. 2. De, der oprigtigt søger nåden, men ikke er sikre på den. 3. De, der er sikre på, at de står i nåden, nemlig de åndelige børn eller svage begyndere i kristendommen. 4. De unge mænd, eller de, der allerede er blevet stærkere. 5. Fædrene, eller de erfarne kristne. 6. De, der står i svære åndelige anfægtelser. (Jeg stod i sådanne, og alligevel kunne jeg ikke finde mig selv i denne klasse.) 7. De, der er glade i Gud. 8. De, der er faldet bort fra Guds nåde. 9. De, der befinder sig i en angstfuld tilstand. Nu taler han om den første klasse. Han skriver (kap. 3, § 11): «Da nu alt afhænger af, at sådanne syndere bliver omvendt, hvis de skal blive i stand til at opnå syndernes forladelse og værdigt nyde Kristi legeme og blod, vil jeg her give en trofast vejledning i, hvad de fra deres side skal iagttage, for at (S. 134) de kan blive grundigt omvendt og det på kort tid.»

– Det var et evangelium for mig: «på kort tid!» Jeg tænkte: «Gid det dog måtte gå sådan med dig!» – «Det er en vejledning, som jeg i min embedsførelse allerede har set holde stik hos mange syndere, og den, der trofast har fulgt den, er helt sikkert blevet frelst. Ja, jeg har ofte til mit hjertes største glæde set, at ad denne vej er selv syndere, der mere end andre var lænket af Satan, på kort tid kommet i en sådan tilstand, at man kunne regne dem for nye skabninger i Kristus. Vejen er lige og enkel. Den kræver ingen store spidsfindigheder og ingen selvvirksomhed; man lader kun Gud virke i sig, og han giver os jo i forvejen gerne alt, hvad vi har brug for. Det kommer nemlig kun an på, at synderen iagttager tre regler. De er udledt af selve den guddommelige frelsesordens inderste natur og er sådan beskaffet, at selv Djævelens værste træl må blive hjulpet ved dem, hvis han bare omgås dem trofast. Gør han ikke det, må han tilskrive sin egen utroskab og ikke reglerne, at han ikke bliver hjulpet.» –

Nuvel, jeg ville gerne iagttage alle reglerne. – «Den første regel lyder: Bed om nåden. Den anden: Våg over nåden. Den tredje regel: Betragt Guds ord på den rette måde. Fordi synderen ikke kan omvende sig selv, må han bede om denne nåde. Fordi han let kan miste den nåde, han har bedt sig til, må han våge over den. Fordi Guds ord er det nådemiddel, hvorved Gud oplyser os og hos voksne tilvejebringer genfødslen eller hjertets forvandling, må han betragte det på den rette måde. Og heraf ser man, hvordan disse tre regler er udledt af den guddommelige frelsesordens inderste natur. For at man bedre kan lære at iagttage dem, vil vi kort forklare dem én efter én. Den første regel: Den, der vil have omvendelsens nåde, må bede om denne nåde.» – Som om de, der kan bede alvorligt, ikke allerede var omvendt! Han burde sige: «De skal høre Guds ord.» Og det gør han til den sidste regel. Det hele går ud på, at alt afhænger af, hvad mennesket skal gøre, hvad mennesket skal præstere for at opnå nåden. – «Men denne bøn må være anderledes, end man tidligere var vant til, mens synden herskede. Den må ikke forblive et koldt, fremmed og dødt læbeværk, men ske med stor alvor i

hjertet.» – Han taler altså alligevel om en, hos hvem synden ikke længere hersker. Hans proton pseudos [græsk: «den første løgn», dvs. den grundlæggende fejl, som resten følger af], er i det hele taget, at han fejlagtigt skelner mellem omvendelse og (S. 135) opvækkelse, skønt den, der virkelig er vakt – nemlig fra den åndelige død – også er omvendt. Men når han så er omvendt, har han brug for bønnen og kampen. For når hans tro er opstået, er den som et lille barn, der let kan dø, hvis det ikke får næring. Men bønnen og kampen hører ikke til for de uomvendte, men for de omvendte. Jeg får ikke kraft til det, før jeg er omvendt, før jeg tror. – «Man går da ind i sit kammer, sådan som Frelseren råder til i Matt 6,6, eller et andet sted, hvor man kan tale alene med Gud, bøjer knæ for ham og råber af alle kræfter om nåde – og ikke kun om den nåde, at Gud vil tilgive synderne, men også om den nåde, at han virkelig vil forvandle hjertet og tilintetgøre kærligheden til synden i det.» – Som om det var to ting, der skete på hver sin tid! Når jeg har syndernes forladelse, så er mit hjerte også forvandlet, og kærligheden til synden er tilintetgjort. Og så vil han altså have, at man skal råbe så længe, indtil Gud giver én nåde! Som om han nogensinde havde hørt, at Gud er så hård en mand, at man først må blødgøre ham med sin bøn og kamp! – «Og fordi Kristus også allerede har erhvervet os den første omvendelsesnåde, grunder man også allerede denne første bøn på hans fortjeneste» – dér skal altså et menneske omvendes, som allerede er omvendt! For at bygge sin bøn på Kristi fortjeneste er jo ikke andet end at tro –

«og råber til Gud om, at han for den skyld vil skænke os omvendelsens nåde, fordi Herren Jesus har betalt en så dyr løsesum for os.» – Det er ganske forfærdeligt, hvor godt Fresenius end har ment det! Han taler om Kristi fortjeneste, og alligevel bliver mennesket drevet hen til sine egne gerninger. Men mennesket vil aldrig nogen sinde nå det ved det, det selv gør. – «Denne bøn beder man ikke én eller to gange; man bliver ved dag efter dag med at sukke, bede, råbe og skrige, indtil man opnår nåden.» – Hvad er det så for noget? Han mener ikke andet end «indtil man føler». Det er det, sådanne folk kalder nåde: denne søde rørelse, som tilfredsstiller hjertet. Det skal så være nåden, skønt nåden dog ikke er noget i mit hjerte, men i Guds hjerte. Jeg skal ikke søge nåden i mig selv, men uden for mig selv. – «At man af egen erfaring er forvisset om, at hjertet virkelig er forandret.» – Alt dette ville være rigtigt, hvis den gode mand dermed mente en troende kristen. Han skal gøre alt dette. Men forinden er mennesket åndeligt dødt. Det kan ikke se åndeligt, ikke høre åndeligt, ikke føle åndeligt. – (S. 136) «Her vil mangen en nu tænke: Jeg vil gerne indrømme, at man opnår nåde, når man beder på denne måde; men hvordan kan synderen bede sådan? Er bønnen ikke selv allerede et værk af Guds nåde, som vi altså ikke har af os selv, så længe vi endnu er døde i synder?» – Døde i synder! Og alligevel fortsætter han: «Svar: Denne måde at bede på er ganske vist et værk af nåden, som den døde synder ikke kan nå frem til af egne kræfter; men vi ved også, at den forudgående eller vækkende nåde meget ofte og alvorligt banker på hos synderen for at vække ham af syndesøvnen; og hver gang den gør det, tilbyder den mennesket noget, som det ikke har, nemlig kraften til at sukke sådan og råbe om hjælp fra dybet af sin fordærvelse, sådan som det har brug for.» – Som om en død kunne gøre noget med en fremmed kraft! – Der står videre: «Synderen kan selv mærke dette, hvis han blot giver agt på sig selv. Han bliver ofte gjort urolig over sin tilstand ved Guds ord, ved sygdom, ved andre menneskers død, ved forfærdelige drømme, ved tanken om sin død, om den yderste dom, om helvede og himmel og lignende.» – Det er yderst farligt! Når redelige sjæle ikke har oplevet alt det, som man siger til dem, at de skal opleve, så tænker de: «Ja, jeg er vakt, men ikke omvendt!» Tusinder og millioner har allerede pint sig selv med tanken: «Jeg er ikke omvendt.» – «og i samme øjeblik vågner der

i ham en længsel efter saligheden og et hemmeligt suk om nåde.» – Hvad er dette hemmelige suk om nåde andet end troens første gnist? Det er jo ikke noget, jeg først får givet, for at jeg derefter selv kan arbejde mig frem til nåden. – «Men denne længsel og dette suk er ikke et værk af hans natur; det er en kraft, som vækkelsens nåde allerede har virket i ham. Tager han nu imod denne kraft, er det ikke længere umuligt for ham at bede, råbe og skrige sådan, som hans fordærvelse kræver; og idet han gør det, bliver også kraften til at bede ved Guds nåde større og stærkere.» – Hvor finder De noget om det i Skriften? Ikke et ord! Det er efter troen, at det gælder om at kæmpe, for nu vil Djævelen igen røve fra dig, hvad du har fået. Ja, som sagt: Så længe et menneske endnu ikke er omvendt, er det åndeligt dødt, og så har det heller ingen kraft endnu. Selv om det var muligt at blæse kraft ind i det, ville det dog ikke bruge denne kraft, så længe det er dødt. Prøv at blæse kraft ind i en statue og se, om den vil bevæge sig. Nej, den forbliver død og rører sig ikke. (S. 137) Det er en vildfarelse, som er helt fremherskende i den nyere teologi: at mennesket omvender sig selv ved åndelige kræfter, som det får givet. –

«Andre vil her tænke: Skriften siger jo selv, at Gud ikke hører syndere, Joh 9,31; derfor er det forgæves, når de vil bede; for Gud vidner udtrykkeligt i Es

1,15: ‹Selv om I breder hænderne ud, skjuler jeg dog mine øjne for jer; og selv om I beder meget, hører jeg jer dog ikke.› Svar: Disse og lignende skriftsteder taler kun om den slags syndere, som ganske vist beder om at slippe for straffedommene, om syndernes forladelse eller endda kun om timelig hjælp, men ikke om hjertets forandring»; – Der har han helt ret. Men om hjertets forandring beder netop kun den, hos hvem hjertets forandring allerede er begyndt, og det er kun den, der har troen. Så længe han ikke tror, er han død i synder og letsindig; han lader det komme an på, om han måske kommer i himlen eller i helvede, hvis han dør i aften; han forlader sig på Guds godhed på en kødelig måde – «som trods al deres bøn holder fast ved forsættet om at fortsætte i de synder, der hersker over dem, og som ikke beder selve bønnen i Helligåndens kraft, men af deres egne naturlige kræfter; og så ligger det i sagens natur, at de ikke kan blive bønhørt i denne forkerte tilstand og med så falske hensigter. David siger i Sl 66,18: ‹Havde jeg ondt i sinde i mit hjerte, ville Herren ikke høre!› Men de syndere, vi taler om, søger ikke kun tilgivelse, men også en sand forandring af hjertet, og det er dem alvor at blive omvendt.» – Den, der mener det alvorligt, er allerede omvendt. De andre er ligeglade. Kun de sande kristne bekymrer sig om deres sjæls frelse. – «Så er også deres bøn et værk af Guds nåde; men hvad Gud selv virker, kan han ikke foragte; og deraf følger, at en sådan bøn i sandhed bliver bønhørt, hvad også erfaringen på mange måder bekræfter.»

– Selvfølgelig, når man gør denne falske skelnen mellem vækkelse og omvendelse og endda tilskriver den, der endnu er blind, oplysning! – «Den anden regel: Den, der for alvor vil omvendes, må våge over den nåde, som Gud skænker ham som svar på hans bøn.» – Altså skal et menneske endog have den åndelige årvågenhed før omvendelsen. – «Så snart Gud skænker kraft til at bede, skænker han også kraft til at våge, og den må bruges med stor omhu og alvor.» – Det er altsammen ganske godt, når det anvendes på en begynder (S. 138) i kristenlivet. – «Man våger da over sit hjerte, så det ikke bliver behersket af syndige tanker», og nådens virkninger i det dermed bliver hindret. Man våger over sine øjne og ører, så der ikke gennem disse to porte til hjertet bliver ført nyt snavs ind, som forstyrrer Åndens indre arbejde. Man våger over sin tunge, så man ikke bedrøver Guds Ånd med urene, syndige ord, Ef 4,29–30, og ikke

forfører sit hjerte, Jak 1,26. Man våger over sit selskab i omgangen med andre mennesker, så man trækker sig bort fra det onde, på én gang forlader og bryder det syndige venskab med verden, som er fjendskab mod Gud, Jak 4,4, og så man, når man i kraft af sit kald nu engang må omgås onde mennesker, gør sit hjerte fast mod det onde og ikke gør sig medskyldig i andres synder. Man våger over hele sin vandel, så den ikke på ny bliver besmittet af forsætlige synder.» – Han beskriver hele helliggørelsens værk. Alt det forventer han af et uomvendt menneske! Man kan virkelig næppe fatte, at en så lærd og erfaren præst ikke har set det! – «Man våger over den guddommelige nådes virkninger, så man giver dem stadig bedre plads i hjertet, og især lægger godt mærke til de stunder, hvor nåden søger os, når Gud skænker os nye vækkelser til bøn, til at betragte hans ord, til kamp mod synden eller til at øve kærlighed mod næsten» osv. – Altså er kærligheden til næsten allerede til stede, før et menneske er omvendt! Det er det farlige. Den, der er redelig, tænker: «Alt det skal altså finde sted hos mig, og alligevel er jeg endnu et uomvendt menneske.» – «At man i en sådan tid søger at trænge dybere ind i nåden ved at sukke, bønfalde og bede.» – Det er forfærdeligt – som om et menneske kunne trænge dybere ind i nåden! Nåden er jo netop noget i Guds hjerte. Enten har jeg hele nåden eller slet ingen. Nåden lader sig ikke stykke ud, som Luther siger. Enten er jeg et Djævelens barn eller et Guds barn; enten er jeg i mørkets rige eller i lysets rige; enten står jeg i Guds nåde, eller jeg ligger under hans vrede. Der er ingen mellemting. «Denne vågen er yderst nødvendig i omvendelsen, og den, der ikke agter på den, men giver synden plads indadtil og udadtil, kan umuligt komme på ret køl. Mange mennesker begynder ganske vist deres omvendelses værk med alvor; de beder og bønfalder om nåde, Gud hører dem og skænker dem så megen nåde, som de bare vil tage imod.» – Det er tvetydigheden i ordet «nåde», der (S. 139) forleder ham til det. – «de løber godt en tid, Gal 5,7»; – Det siger apostlen om galaterne, der allerede var omvendt. – «men de våger ikke alvorligt og ikke vedholdende nok, og så mister de igen den nåde, de havde opnået, og fjenden tager på ny hjertet i besiddelse. Her skal man dog også mærke sig, at denne vågen i begyndelsen af omvendelsen er noget svær, men hvis man er tro, bliver den efterhånden stadig lettere, så man til sidst når til en så salig øvelse og færdighed i den, at man synes, man ikke kan andet end hele tiden være på vagt. Men fordi det, som sagt, går noget tungt i begyndelsen, sker det stadig en gang imellem, at de, der er begyndt på omvendelsen, bliver alt for uforsigtige og snart indadtil, snart udadtil lider skade ved fjenden.» – Altsammen sandt, hvis det bare ikke var sagt om en, der først skal blive omvendt ved det. – «Sker det nu, skal man ikke af den grund fortvivle, men fatte nyt mod, søge sin tilflugt hos Jesus», – Endelig kommer det også! – «og af hjertet bede om tilgivelse for denne uforsigtighed og om nåde til større forsigtighed. Bøn og vågen følges altså ad i stadig vekslen og samklang.»

Nu kommer den tredje regel: at man skal betragte Guds ord på den rette måde. Vi skal se, at han kun taler om Guds ords kraft til at forvandle menneskets hjerte. Han taler ikke om – og det ser ud til, at han heller ikke kender noget til – Guds ords kollative kraft [dvs. den meddelende, skænkende kraft; af latin conferre, «give, overdrage»]: at ordet nemlig ikke kun taler om retfærdiggørelsen, men at den også samtidig bliver givet og meddelt gennem ordet. Så snart ordet siger: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst», virker det ikke kun i mig, så jeg tror det, men det meddeler mig også disse goder. Vi må tænke om den, der prædiker for os, som om Vorherre stod bag ham. Når præsten trøster mig, må jeg tænke:

«Det er jo Gud selv, der siger det til dig.» Når jeg hører fra hans mund: «Dine synder er dig

forladt», så skal jeg ikke kun tænke: «De ord står jo ganske vist i Bibelen, dem må jeg prøve at gøre mig til nytte», men også: «Gennem disse ord giver Gud selv dig syndernes forladelse.» Men denne lære var desværre gået tabt i den lutherske kirke i lang tid. Fresenius skriver nu videre: «Den, der har en ret længsel efter at blive omvendt, må betragte Guds ord på den rette måde. Det sker både, når man læser ordet, og når man hører det. Man læser ordet på den rette måde, når man gør det (S. 140) i den gode hensigt, at man ved det må blive oplyst og ved dets kraft blive gjort til et andet menneske»; – Han siger ikke et ord om, at der i dette ord ikke kun bliver talt, men at der også bliver tilbudt og skænket, og at den, der tror det, også har det. Ordet uddeler og giver. Men her er alt gjort afhængigt af menneskets egen adfærd. – «når man beder om denne nåde før, under og efter læsningen; når man ikke læser for meget ad gangen, men lidt, og standser ved hvert kraftigt skriftord, løfter hjertet til Gud, fremlægger indholdet for ham i et kort suk og beder ham om at lade det blive kraftigt i os.» – At man skal læse lidt, er desuden et betænkeligt råd. Man skal ganske vist til tider standse op ved enkelte skriftord, men en sand kristen må også læse hele Bibelen hurtigt igennem, så han i store træk ved, hvad den indeholder. Ved siden af må han så i stilhed betragte ordet.

– «Især skal man råde sådanne begyndere til først at gå de fire evangelier igennem på denne måde, fordi Herren Jesus der stilles os tydeligst for øje i sin nåde og i sit forbillede; bagefter kan man gøre det samme med resten af Det Nye Testamentes skrifter, med Davids salmer og andre af Den Hellige Skrifts bøger. Hvad man ikke forstår, går man ærbødigt forbi; man bliver ikke hængende i tvivl, men holder sig kun til det, der er klart og tydeligt, og lever i det sikre håb, at Gud efterhånden også vil lukke så meget op for os af resten, som vi har brug for. – Man hører ordet på den rette måde, når man hører sådanne lærere, der forkynder det i dets renhed; når man i det har netop den samme gode hensigt, som man læser det med; når man før, under og efter hørelsen beder om Guds kraft og nådevirkninger; når man villigt tager imod det og især lægger mærke til det, der egentlig passer til ens egen tilstand; og når man til sidst bevarer det, grunder over det og derved lader det trænge så meget dybere ind i hjertet.» – Det er altsammen ganske fortræffeligt! Det forkerte er kun, at det bliver sagt om en, der først skal omvendes.

Det er altså de tre regler, som Fresenius giver dem, «som endnu ikke er omvendt, men som gerne vil omvendes». Han forsikrer så også: «Den, der følger disse tre regler i al mulig troskab, vil i løbet af kort tid blive et andet menneske, og Guds nåde vil virke så kraftigt i ham, at han stadig tydeligere vil kunne se tegnene på en ny skabning i Kristus hos sig selv.»

Nu spørger jeg Dem: Hvor står et sådant råd i Den Hellige Skrift? Hver gang apostlene prædikede, og så snart tilhørerne spurgte: (S. 141) «Hvad skal vi gøre for at blive frelst?», gav de intet andet svar end dette: «Tro på Herren Jesus Kristus.» Det er også den eneste rette metode, som en præst skal bruge, når han vil føre folk til troen, til vished om syndernes forladelse og det evige liv. Og så må han heller ikke undlade at lægge dem, der ad denne rette vej er kommet til vished om deres synders forladelse og om, at de står i nåden, på sinde, at de nu må bede, kæmpe og stride og altid bruge Guds ord ret. For af det, at de rettroende lutheranere vidner imod denne fremstilling, imod denne forkerte metode, må man ikke slutte, at de ikke er venner af sand og alvorlig kristendom, af alvorlig og uophørlig bøn, af alvorlig kamp og stadig årvågenhed. Nej, retskafne lutheranere er lige så ivrige for det som for ikke at føre nogen ad omveje til Kristus.