Sekstende aftenforelæsning. (30. januar 1885.)

Ingen lære i vores evangelisk-lutherske kirke tager de reformerte større anstød af end denne: at mennesket får Guds nåde, syndernes forladelse, retfærdighed for Gud og den evige salighed ved intet andet end den troende tillid til det skrevne ord, til dåben, til den hellige nadver og til tilgivelsen. Når en reformert hører det, især en såkaldt teolog, siger han: «Hvilken mekanisk vej til himlen! Hvad kan det døde bogstav vel hjælpe? Apostlen

Paulus siger jo selv: ‹Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende›!» «Hvad kan en dåb med jordisk vand hjælpe?» siger man videre. «Nej, den rette dåb er dåben med ild og Ånd!» Og han siger videre: «Hvad kan et måltid hjælpe, hvor man spiser og drikker Kristi naturlige legeme og naturlige blod?» «Nej,» siger man, «den rette mad, som virkelig stiller sjælens sult, og den rette drik, som virkelig slukker sjælens tørst, er den sandhed, der er kommet ned fra himlen.» Man siger også: «Hvad skal det hjælpe mig, at et dødeligt, syndigt menneske, som ikke kan se ind i hjertet, siger til mig: ‹Dine synder er dig forladt›?» «Nej,» siger man, «først da er mine synder forladt, når Gud (S. 142) selv siger disse ord i mit hjerte og lader mig føle dem.» Sådan dømmer den reformerte.

Stemmer det med Skriften? Aldrig i livet!

Ifølge Den Hellige Skrift er Skriftens bogstav ikke noget dødt. Ganske vist siger apostlen Paulus i 2 Kor 3,6: «Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.» Men for det første mener han ikke, som sammenhængen viser, Guds ord i sig selv, men loven; den slår ihjel. Ånden derimod, det vil sige evangeliet, gør levende. Dertil kommer, at når apostlen siger: «Bogstavet slår ihjel», så kan bogstavet ikke selv være dødt, for en død kan ikke slå mig ihjel. – Ifølge Den Hellige Skrift er dåben heller ikke bare et bad i jordisk vand; Guds Ånd er forbundet med den. Ja, Jesus er til stede med sit blod for at vaske mig ren for mine synder. Derfor siger Ananias også til Saulus i ApG 22,16: «Lad dig døbe og få dine synder vasket bort.» Og Kristus siger til Nikodemus i Joh 3,5: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.» Først nævner han vandet og så Ånden, for netop gennem vanddåben skal Ånden gives mig. Og apostlen siger klart og tydeligt i Gal 3,27: «Alle I, som er blevet døbt, har iklædt jer Kristus», og i brevet til Titus, Tit 3,5–7: «Gud har frelst os ved genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden, som han i rigt mål udøste over os ved Jesus Kristus, vores frelser, for at vi, retfærdiggjort ved hans nåde, skulle blive arvinger med håb om evigt liv. Det er et troværdigt ord.» – Ifølge Skriften er den hellige nadver heller ikke et jordisk, men et himmelsk måltid på jorden. I det får vi ikke bare brød og vin, heller ikke bare Kristi legeme og blod, men med dem bliver syndernes forladelse, liv og salighed tilbudt og beseglet for os. For Kristus siger, idet han deler det velsignede brød ud: «Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.» «For jer», siger han, og dermed vil han minde sine disciple om: «Tænk godt over det: Nu skal I få og nyde det legeme, ved hvis bitre død på korset hele verden er forløst. Skulle I så ikke juble af glæde, når denne løsesum for hele verdens synd så at sige bliver lagt i munden på jer?» Når Kristus rækker sine disciple det velsignede bæger, siger han: «Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer.» «Udgydes for jer!» Hvorfor tilføjer han det? Han vil sige: «Idet du får for- (S. 143) soningens blod i dette hellige måltid, får du samtidig det, som er erhvervet ved dette offer på korset.» – Og

endelig: Ifølge Den Hellige Skrift er en stakkels præsts tilgivelse ikke hans egen tilgivelse, men Jesu Kristi egen tilgivelse, for han giver tilgivelse på Kristi befaling, i Kristi sted og i Kristi navn. For Kristus siger til disciplene: «Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.» Hvad vil han sige med det? Intet andet end dette: «Jeg er udsendt af Faderen. Når jeg taler til jer, er det min Faders ord. I må ikke se på den ringe skikkelse, I ser mig i. Jeg kommer i Faderens navn, i Faderens sted, og mit løftesord, som går ud af min mund, er min Faders ord. Ligesom min Fader nu har udsendt mig, sender jeg jer. Også I skal tale i mit navn og i mit sted.» Derfor siger han videre til dem: «Modtag Helligånden! Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet, og hvis I afviser at tilgive nogen, bliver tilgivelsen afvist.»

Der ser De, hvor ringeagtende, hvor foragtende, hvor nedladende den reformerte taler om de hellige nådemidler, Ordet og sakramentet, og hvor stort og majestætisk Herren og apostlene taler om dem! Hvem har nu ret? Kristus eller den reformerte? De hellige apostle eller præsterne i den reformerte kirke? Jeg ville skamme mig over at give et svar på det! De ved alle, hvad svaret er. – Men den egentlige grund til, at den reformerte dømmer sådan, er denne: Han ved ikke, hvordan et menneske skal komme i besiddelse af nåden, syndernes forladelse og retfærdigheden for Gud og komme til den evige salighed. Han viser en anden vej; han vil ikke vide af de midler, som Gud har givet; han har selv udtænkt nye fremgangsmåder. Det har vi allerede overbevist os om i de seneste aftentimer. Gid Herren nu vil give sin Helligånd, så vi i dag bliver styrket og befæstet i denne overbevisning og derefter kan glæde os i vores tro.

Den niende tese er en af de allervigtigste. For netop heri består sekternes sammenblanding af lov og evangelium: I stedet for at vise den forskrækkede synder hen til Ordet og sakramenterne lærer de ham at tilkæmpe sig nådestanden ved bøn og kamp, indtil han føler nåden. Det ser jo ganske vist meget fromt og kristeligt ud, og den, der ikke har erfaring, lader sig let narre. Men vi har, Gud være lovet, et ord, som ikke narrer os. Det kan vi stole på, ved det kan vi blive i mørket; det er vores lygte. Når døden kommer og siger: «Kom med!» – og vi (S. 144) ikke føler noget – så kan vi være trøstige og følge den og sige: Trøstigt vil jeg gå med! Gud være lovet, at jeg skal ud af dette forfærdelige fængsel! Der er ingen tvivl: Jeg kommer frem for en nådig Guds trone. Hvorfor? Ikke fordi jeg føler noget, ikke fordi jeg har gjort gode gerninger, ikke fordi jeg har forbedret mig – nej, det ville alt sammen være sandgrund, for det kan let ske, at disse søde følelser forlader mig, når døden kommer. Men den, der er vant til at stole på Ordet, har da en god stav, sådan som et menneske har brug for, når det skal igennem dødens mørke dal. Åh, gid den kære Gud vil udruste Dem med den, så De, når De engang kommer ind i prædikeembedet, ikke bare fægter i luften, men ved: «Dette er den evige, levende Guds ord, og djævlene i helvede skal ikke kunne sige ‹nej› til det.» Da gælder det: «Ti stille, når Herren taler! For han er Herre over alt, og alt må bøje sig for ham.»

Indtil nu har jeg selv, så godt jeg kunne, fremlagt denne lære for Dem, sådan som den findes i Den Hellige Skrift. I dag vil vi se, hvad vores bekendelsesskrifter siger, så De kan se, at det ikke er min private opfattelse, men læren i vores dyrebare lutherske kirke. Men lad os først høre et vidnesbyrd fra Zwingli om den reformerte lære. For han er bedstefar til alle de reformerte kirker. Tilsyneladende fik han ikke så stor indflydelse som Calvin, men han lagde grunden til den reformerte kirke, og så tog Gud ham ganske pludselig bort fra de levendes verden. Calvin filede derefter på Zwinglis grove arbejde, gjorde det hele fint og vandt derved englænderne og franskmændene

for sig, mens han ikke udrettede meget blandt det tyske folk. Men Zwinglis lære er den kilde, som alle de reformerte kirkers falske lærdomme er strømmet ud af. Hvordan udtaler han sig nu om nådemidlernes forhold til troen? De fleste af Dem ved det: I 1530 ville zwinglianerne også være med til at bekende i Augsburg, men lutheranerne nægtede dem fællesskabet. Så skrev Zwingli selv en såkaldt augsburgsk bekendelse og sendte den til kejseren. Det frygteligste ved det er, at han kun et halvt år forinden havde lært det direkte modsatte. I 1529, sidst på efteråret, underskrev han nemlig ved religionssamtalen i Marburg blandt andet følgende: «For det ottende er teologerne blevet enige om, at Helligånden … ikke giver nogen troen uden forudgående mundtlig prædiken, men at han ved og med Ordet skaber og virker troen, hvordan, hvor og (S. 145) hos hvem han vil. For det niende, at den hellige dåb er et sakramente, hvorved mennesket bliver genfødt.» Luther forelagde altså zwinglianerne og Zwingli selv den rene, klare lutherske lære, og de tog imod den, for de ville så gerne forbinde sig med wittenbergerne. Med tårer stod Zwingli foran Luther, rakte ham hånden og bad om broderskab. Så gik han så langt, som han mente at kunne gå, og sagde: «Ved det mundtlige ord bliver troen skabt, ved dåben bliver mennesket genfødt.» Og et halvt år efter fornægter han det hele igen. I sin bekendelse skriver han nemlig: «For det syvende tror og ved jeg, at alle sakramenter så langt fra giver nåde, at de ikke engang bringer den eller rækker den frem.» – Og her i Marburg havde han underskrevet det modsatte og givet hånd på, at det også var hans bekendelse! – «Heri vil jeg måske forekomme Dem, stormægtigste kejser, at tale alt for frit ud. Men sådan forholder det sig. For nåden virkes og gives af Helligånden (når jeg bruger ordet nåde, taler jeg dog latin og forstår det som tilgivelse, godhed og velgerning uden fortjeneste og løn), og derfor tilkommer denne gave alene Ånden.» – Han vil sige: «Derfor hjælper prædiken, dåb og nadver intet; de er tomme tegn.» – «Men Ånden behøver ingen ledsagelse eller vogn, for han er selv den kraft og det køretøj, som alt føres ved, og behøver ikke selv at blive ført.» – Hvor plat taler han om disse hellige ting! Når Helligånden altså vil komme til mennesket, behøver han intet Guds ord, intet evangelium, ingen dåb, ingen nadver! Det kan han selv gøre, han behøver ikke at lade sig køre! – «Vi læser heller aldrig noget sådant i Den Hellige Skrift», –

hvad mon han har haft for en bibel! – «at ydre ting som sakramenterne med sikkerhed bringer Ånden med sig. Tværtimod: Hvis ydre ting nogen sinde er kommet farende sammen med Ånden, så var det Ånden, der bragte dem, og ikke de ydre ting.» – Han skyder ordet «med sikkerhed» ind; det er tvetydigt. Nådemidlerne bringer virkelig nåden, men ikke sådan at de tvinger mennesket. Til den, der bliver døbt, siger Gud: «Jeg vil være din Gud, og du skal stå under min nåde og yndest.» Tager mennesket ikke imod det, så har han ikke nåden; men det kommer ikke af, at den ikke er der, men af, at mennesket foragter den. Og hele Skriften er jo fuld af, at Ordet og sakramenterne virkelig bringer Helligånden. For eksempel ApG 10,44: «Endnu mens Peter talte disse ord, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet.» Her (S. 146) bliver det jo tilskrevet Ordet, at Helligånden kommer med det. Og hvad dåben angår, så har De jo hørt, at der udøses strømme af Helligånd med dåben. – «Da en voldsom vind fór frem, kom tungerne samtidig med i kraft af vinden, men vinden blev ikke båret i kraft af tungerne. Sådan bragte vinden vagtler og rev græshopperne bort; men aldrig har vagtler eller græshopper været så lette og flygtige, at de bragte vinden. Og da der gik en vind forbi Elias, så stærk at den kunne flytte bjerge, var Herren alligevel ikke i vinden. Kort sagt: ‹Ånden (vinden)

blæser, hvor den vil›, det vil sige: blæser sådan, som det er dens art, ‹og du hører nok

dens stemme, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den bliver stille. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden›, det vil sige, som bliver oplyst og draget på en usynlig og ubemærket måde. Det er Sandheden, der har sagt det. Altså bliver Åndens nåde ikke bragt til veje ved denne neddykning» – sådan kalder han dåben – «eller den drik» – han mener den hellige nadver –

«eller salvelse.» – Fordi han taler til den romerske kejser, minder han om den sidste olie. Men hvem blandt lutheranerne har da regnet den for et sakramente? Det var kun en midlertidig ceremoni, som blev brugt i apostlenes tid. – «For hvis det var sådan, ville man vide, hvordan, hvor, hvorhen eller hvorpå Ånden kom. For hvis nådens nærvær og kraft er bundet til sakramenterne, så virker de der, hvor de bliver bragt hen; og hvor de ikke kommer, bliver alt mat og elendigt. Og her skal teologerne ikke komme og snakke om det stof eller den person, som modtager det, nemlig at han skal være i god stand, det vil sige, at dåbens eller nadverens nåde (som de siger) gives til den, som først er gjort skikket til det. For den, som modtager en sådan nåde ved sakramenterne (som de vil have det), gør enten sig selv skikket til det eller bliver beredt af Ånden. Gør han det selv, så formår vi også noget af os selv, og så er den forudgående nåde intet. Men bliver han beredt af Ånden til at modtage nåden, så spørger jeg: Sker det også ved et sakramentes ledsagelse eller uden for sakramentet? Sker det ved et sakramentes hjælp, så bliver mennesket beredt til sakramentet ved sakramentet, og sådan vil det fortsætte i det uendelige, så der altid er brug for et sakramente til at forberede sakramentet. Men bliver han beredt uden sakramente til at modtage sakramentets nåde, så er Ånden jo med sin nåde til stede også før sakramentet, og nåden er altså sket og nærværende, før sakramentet kommer. Heraf (S. 147) drager man den slutning (hvad jeg i sagen om sakramenterne gerne indrømmer og tillader), at sakramenterne gives som et offentligt vidnesbyrd om den nåde, som allerede forinden er til stede hos hver enkelt person.» –

Læg mærke til det! Efter Zwinglis lære gælder dåben netop intet, for Ånden behøver jo ikke noget køretøj! –

«Altså optager kirken ved dåben den, som først er optaget ved nåden. Dåben bringer altså ingen nåde, men bevidner kun over for kirken, at den, som den gives til, allerede har modtaget nåden. … For det tiende tror jeg, at profetiens eller prædikenens embede er helligt, fordi det frem for alle andre embeder er højst nødvendigt. For vil man tale kanonisk eller helt korrekt, så ser vi, at apostlenes og evangelisternes eller biskoppernes ydre prædiken hos alle folk er gået forud for troen», –

det kan han ikke benægte, derfor nævner han det. Han tænker: «Så kan man ikke holde det op imod mig» – «som vi dog alene tilskriver Ånden. For vi ser desværre rigtig mange, som ganske vist hører evangeliets ydre prædiken, men alligevel ikke tror, fordi Ånden mangler.» – Der ser De sværmeren. Af denne lære måtte sværmeriet vokse frem. Og det er også virkelig kommet frem. Det ser vi bedst her i Amerika. Her er åndssværmeriet overalt. – «Hvor der alligevel bliver sendt profeter, det vil sige Ordets prædikanter, dér er det et tegn på Guds nåde, fordi han vil åbenbare kundskaben om sig selv for sine udvalgte» – Her titter hans lære om den absolutte forudbestemmelse igen frem. Han vil sige: «Når Ordet bliver prædiket, og der alligevel er så mange uomvendte, så kommer det ikke af, at Ordet ikke har vist sin kraft, men af, at der overhovedet ingen kraft er i dette ord. Det er Ånden, der må gøre det. Når den kære Gud lader prædike, gør han det kun, fordi han vil omvende de udvalgte. Derfor anvender han kun sin Ånd hos dem; de andre tager han den fra.» Det er et vidnesbyrd om, hvordan den reformerte kirke lærer om nådemidlernes forhold til nåden, retfærdigheden og saligheden. Hør nu nogle vidnesbyrd fra vores bekendelsesskrifter! De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. VIII, § 10 (Müller, S. 322): «Derfor skal og må vi fastholde, at

Gud ikke vil handle med os mennesker på anden måde end ved sit ydre ord og sakramente. Men alt, hvad man uden et sådant ord og sakramente roser sig af om Ånden, er djævelen.»

– Ånden kommer kun ved Ordet. Nogen (S. 148) kan godt mene, at han er så fuld af Ånd, at han er ved at revne, men det er hans egen ånd, sværmerånden. Den sande Ånd får man kun ved Guds ord. Kun ved Ordet og sakramentet vil Gud handle med os. Det ser vi af alle de steder i Den Hellige Skrift, hvor vi hører om mennesker, der blev omvendt.

Apologien, art. IV, § 68 (Müller, s. 99): «Nu kan man jo ikke have med Gud at gøre, og Gud lader sig ikke kende, søge eller gribe, uden alene i Ordet og ved Ordet, som Paulus siger: Evangeliet er Guds kraft for alle, som tror på det. Ligeledes i Romerbrevet kapitel 10: Troen kommer af det, som høres. Og alene heraf burde det jo være klart nok, at vi alene ved troen bliver retfærdige for Gud. For når vi alene ved Guds ord kommer til Gud og bliver retfærdige, og ingen kan gribe Ordet uden ved troen, så følger det, at troen gør retfærdig.» – Det er et meget vigtigt ord! For det vidner for os: Alle de, som ikke regner nådemidlerne for noget, tror ikke af hjertet, at mennesket bliver frelst alene af nåde. For hvad er det egentlig for en indvending, de kommer med? De siger: «Hvad? Skulle mennesket få syndernes forladelse blot ved at bruge bogstaven, Ordet, dåben, nadveren, tilgivelsen? Det ville da være alt for let!» Ja, men du godeste, når vi bliver frelst af den rene nåde, skal det så ligefrem være svært, hvis det virkelig skal være nåde? Netop fordi vi bliver frelst af nåde, må Gud have indrettet det sådan, at vi ikke behøver andet end et middel, hvormed Gud rækker os syndernes forladelse, nåde og frelse. Gud siger til mig: «Tro blot!», det vil sige: «Tag imod, stol blot på mig! Det er sandhed, hvad jeg siger dig! Kom blot! Grib det, jeg giver dig, og tag imod det!» Når evangeliet bliver prædiket for mig, skal jeg tro: Det er Gud, der gennem dette menneske bringer mig dette glædelige budskab, og samtidig siger han til mig: «Hvorfor slider du dog med dine gerninger? Kristus har erhvervet alt! Tro blot, det hele er dit! Jeg lyver ikke!» Sådan siger Gud. Men hvad der gælder om Guds ord, det gælder naturligvis også om sakramenterne; for de er også nådemidler. De er det synlige ord. Guds ord, evangeliet, kan kun høres, men sakramenterne er samtidig også synlige, for de er handlinger, der er forbundet med sanselige ting. Derfor er det en ganske gruelig vranglære – i vor tid er det især de moderne troende, der siger det – at Ordet skulle have sin særlige kraft, dåben skulle være en særlig medicin mod andre (S. 149) sygdomme og nadveren igen mod andre skader. Men det er løse, menneskelige spekulationer, som Skriften ikke ved et ord om. Hør, hvordan vores bekendelse udtaler sig om det.

Apologien, art. XIII, § 5 (Müller, s. 202): «Men ligesom Ordet går ind gennem ørerne, sådan er det ydre tegn stillet for øjnene for indvendig at tilskynde og bevæge hjertet til tro.» For Ordet og det ydre tegn virker det samme i hjertet, som Augustin har sagt det så fint: Sakramentet, siger han, er et synligt ord. For det ydre tegn er et billede, hvorved det samme betegnes, som bliver prædiket ved Ordet; derfor udretter de begge det samme.» –

Det er et vigtigt stykke! For en, der kan høre, kan jeg forkynde evangeliet med ord. Men er han døv, så kan jeg ikke undervise ham med ord. Så tager jeg et billede frem, hvor Kristi korsfæstelse er malet, eller Kristi fødsel med englene, der kommer fra himlen. Så kan jeg med alle mulige fagter forklare det og undervise ham ud fra billedet – også selv om han ikke forstår et eneste ord. Og sådan er det også med sakramenterne. De fremstiller så at sige i billede det, som Ordet forkynder for vores ører. «Sakramenterne er det synlige ord.» Denne herlige grundsætning har vi fra Augustin. Den, der derfor taler så nedladende og ringeagtende om sakramenterne, han taler

det samme imod Ordet, han tænker ikke på, hvilken frygtelig skyld han lægger på sig selv; han spotter Gud og gør ham til en ynkelig ceremonimester, der har foreskrevet os alle mulige fagter bare for at øve vores lydighed. Nej, med sådan en ynkelig ting giver han sig ikke af, for skyggernes og forbilledernes tid er forbi. Selve legemet og godernes egentlige væsen er her. Det Gamle Testamentes tid er forsvundet. Luther skriver (W. VI. 438) til Es 20,2: «Ligesom Helligånden virker gennem Ordet, sådan virker han også gennem tegnene, som så at sige ikke er andet end det virkelige ord, hvor det, som ordenes lyd giver at forstå, udtrykkes ved sagen selv. Og ligesom Ordet aldrig er forgæves, sådan kan heller ikke tegnene være uden frugt. Således er dåben og Herrens nadver tegn, hvorved troen bliver rejst op og styrket.» – Af dette sted ser vi også, at det ikke er vores kirkes lære, at vi bringes til tro og nåde ved blot at høre, eller ved at lade os dykke ned i vandet og trække op igen. Nej, for så ville vi jo blive frelst ved gerninger! Nej, det kommer an på, at vi i denne hellige betragtning (S. 150) siger til os selv: «Det er min Guds stemme til mig!» For at lade sig døbe uden tro hjælper intet, om vi så lod os døbe ti gange hver dag. Uden tro hjælper nadveren os intet, om vi så tog imod den hver dag. Ja, så meget mere forfærdelig ville vores forblindelse være, så meget større vores forhærdelse, så meget tættere vores mørke, så meget dybere vores åndelige forstokkelse, så meget tungere vores fordømmelse. Nej, når Ordet og sakramenterne virker, så virker de på den måde, at de rejser troen op i os, og troen henter så goderne ud af dem. Det er vores kirkes lære.

Nu endnu et sted fra Luther, der handler om dette emne i almindelighed. Han skriver om det til 5 Mos 4,28 (W. III, 2500 ff.). Denne prædiken blev holdt før religionssamtalen i Marburg. Der taler Luther imod sværmerne, imod zwinglianerne, imod gendøberne. Zwingli var sådan en sværmer. For selv om Zwingli et halvt år senere gav Luthers lære ret, så ser vi, at han igen et halvt år senere tilbagekaldte det hele, og det endda højtideligt over for kejseren. Han ønskede, at kejseren skulle lade hans bekendelse læse op i rigsdagens offentlige forsamling. Men det skete ikke, og først efter Zwinglis død blev denne bekendelse offentliggjort af hans svigersøn. Han mente, at han måtte rejse sin svigerfar dette mindesmærke, men det var rigtignok et dårligt et af slagsen. – Denne prædiken af Luther blev altså holdt i 1529. Man må ikke tage fejl i kronologien! Samme år var Zwingli med til at bekende. Så kunne man tænke: «Luther har jo gjort Zwingli bitter uret!» Men nej, dengang havde Zwingli endnu ikke bekendt sig til det, og derfor taler Luther sådan. Luther skriver altså:

«Se, hvad gør vore nye sekter og sværmere andet end at føre folk hen til gerningerne?» – Selv om de ikke siger: «Du skal give de fattige så og så meget, eller du skal tilgive din fjende, så fortjener du himlen», når de bare siger:

«Det er for lidt forlangt, at et menneske tager imod evangeliets glædelige budskab!»

så kan jeg sige: «Du er rigtignok ingen kristen, for en kristen er den, der tror, at han bliver frelst af nåde.» Er nogen allerede kristen, så siger jeg til ham: «Nu begynder arbejdet og kampen!», for han har allerede troen. Det må jeg sige til ham, ikke for at han derved skal komme i himlen; for du må først komme i himlen her på jorden, før du kan kæmpe og stride. – «Gendøberne, hvad gør de, hvad lærer de? De siger, at dåben ikke er noget»; – sværmerne har skilt sig ud på grund af dåben, og alligevel siger de: «Dåben er ikke noget; den er kun en lydighedsgerning (S. 151), som mennesket skal udføre.» Og de er frække nok til at sige: «Det passer sig for os at opfylde hele retfærdigheden.» Sådan sammenligner de sig med Herren Kristus. Når de lader sig døbe, er de så venlige at gøre den kære Gud den tjeneste. Det lærer de den dag i dag; det har jeg selv oplevet og også læst – «de tager nåden helt bort fra dåben, så

der ikke er nogen Guds nåde og barmhjertighed, ingen syndernes forladelse i den, men kun et tegn på, at du er from, og du skal være from, før du bliver døbt osv., eller at dåben er et tegn på, at du har denne fromhed.» – Altså skal du rigtignok først have nåden, og så får du dåben som et tegn på, at du allerede har den! Det er ganske forfærdeligt! – «De skiller nåden fra dåben og lader kun et rent ydre tegn blive tilbage; der er ikke en gnist af nåde, men den er helt skåret ud. Når altså Kristi nåde er borte fra dåben, så bliver der en ren gerning tilbage.» – Så er dåben ikke andet end en gerning, som vi udfører. – «Ligeså tager sværmerne i Herrens nadvers sakramente løftet bort, som bliver tilbudt os; de siger, at det er brød og vin, når du spiser eller drikker det. Dermed er den nåde, der bliver tilbudt os deri, også skåret bort og fornægtet. For sådan lærer de: ‹Du gør en god gerning, når du alene bekender Kristus, og når du blot spiser og drikker brødet og vinen i nadveren, så kan der ingen nåde være.›» – De siger: «Du gør en god gerning ved at bekende Kristus gennem din deltagelse i den hellige nadver; men nåden

må du selv tage med.» – «Sådan går det, når nogen falder fra det første bud; han opretter snart en afgud og en gerning, som han stoler på. Derfor siger Moses: Kære børn, se jer godt for, bliv hos Gud og følg ham, ellers kan I ikke undgå afgudsdyrkelse; I må falde i afgudsdyrkelse, I kan ikke værge jer imod det; for nåden bliver altid anfægtet af Djævelen, intet kætteri kan tåle Guds nåde.» – Dette sidste ord er en vigtig grundsætning! Hver gang et kætteri er opstået, havde det denne grund: Man kunne slet ikke tro, at mennesket alene af nåde bliver retfærdigt og frelst for Gud. Det er den egentlige anstødssten, som alle kættere, alle falske lærere slår hovedet imod. Men det nytter ikke; enten må du tro det, eller også må du se, hvor du ender. For når den store Gud er kommet fra himlen, så tør jeg ikke regne det for en lille sag. Men skal jeg så ikke lægge noget til, så det bliver fuldkomment? Nej, du skal falde ned for Gud som en fattig synder, (S. 152) ligesom den spedalske, og love og prise Gud for hans store nåde. Så vil du mærke, at der ikke er noget ved alt det åndssværmeri! Nu vil du få Guds Ånd, du vil blive brændende i kærlighed til Gud, du vil mærke, at det ikke er en mekanisk vej til at komme i himlen, men den mest åndelige vej, der overhovedet findes. Den ånd er da ikke noget selvbedrag. Ånd og liv kommer af Guds ord. – «Sværmerne i vore dage lægger også alle sammen vægt på det første bud og siger: Vi forkynder også nåde og barmhjertighed ved Kristus og forkaster ikke artiklen om det første bud, og de siger, at jeg, Luther, lyver om dem. Men se nøje efter hos dem: De bekender Kristus, som er død og har hængt på korset og frelst os, det er sandt; men de fornægter det, hvorved vi får ham, det vil sige: midlet, vejen, broen og stien, den bryder de ned.» – Det er hovedsagen! Hvad hjælper det mig, når nogen siger til mig: «Der findes en kostelig skat. Hent den dog! Du behøver bare at tage den», men ikke siger mig, hvor den er, hvilken vej jeg skal gå, hvilket middel jeg skal bruge for at få fat i den? Så siger jeg:

«Hold mig fri for snakken om din store skat!» Sådan snakker sværmerne meget om den store skat, som ligger i den kristne religion. Men når jeg spørger, hvordan jeg får fat i den, så fortæller de mig ikke, hvor jeg finder den. Med rette hedder det i salmen:

«Dit ord, din dåb og nadveren

mig trøster i denne jammerdal,

dér ligger min skat begravet.» [frit oversat efter den tyske salme «Dein Wort, dein Tauf und dein Nachtmahl / Tröst mich in diesem Jammerthal, / Da liegt mein Schatz begraben».]

Den, der ikke henter den dér, henter intet guld, selv om det ser ud som guld; det er kun flitterguld. Ak, gid jeg kunne skrive det ind i jeres hjerte, så I ikke bare lader det gå

forbi jeres ører, men så det dog bliver kraft og liv i jer! Hvilke vidner ville I så blive, og I ville ikke som sværmerne fornægte Guds nåde i Kristus! –

«Jøderne tror også, at der er en Gud, men vejen til at komme til Gud, nemlig ved Kristus, ved Kristi menneskelige natur, den fornægter de. Tyrken bekender også Gud, men fornægter vejen, midlet, broen, som man kommer til Gud ad, det vil sige Guds nåde; Kristus vil de ikke have, heller ingen sakramenter, hvorved man kommer til nåden. Det er med dem, som hvis jeg prædikede for én: Her har jeg en skat; og alligevel holdt jeg ikke skatten op for næsen af ham og gav ham heller ikke nøglerne til den; hvad ville den skat så hjælpe ham? De lukker (S. 153) skatten af for os, som de skulle stille op for næsen af os, og fører mig ud på abehalen.» [tysk talemåde, «at føre én på abehalen», dvs. at narre én; Walther leger videre med billedet.] – Hvis en ville stå rigtig fast og så trådte på en abehale, så ville han se, hvilket elendigt grundlag han stod på, når han pludselig så aben oppe i grenene! – «Adgangen og overrækkelsen, brugen og besiddelsen af skatten nægter man mig og tager fra mig. Derfor siger sværmerne også meget om Gud, om syndernes forladelse og Guds nåde, også at Kristus er død; men hvordan jeg får Kristus, og hvordan nåden kommer til mig, så jeg får den, og vi kommer sammen – dér siger de: Ånden må gøre det alene; de fører mig ud på abehalen og siger, at det ydre og mundtlige ord, dåben og sakramentet ikke er til nogen nytte, og alligevel prædiker de om nåden. Det kalder jeg at forkynde skatten og tale smukt om den, men tage nøglen og broen bort, som jeg skal komme til skatten ad. Nu har Gud ordnet det således, at denne skat bliver givet og rakt os ved dåben, nadverens sakramente og det ydre ord. For det er de midler og redskaber, hvorved vi kommer til Guds nåde. Det fornægter de.» – Jeg må bekende over for jer: Det har plaget mig længe. Når jeg læste det, syntes jeg også, det var for enkelt, dengang jeg var student. Jeg tænkte: «Nej, det kan da ikke være den rette vej!» – indtil jeg til sidst kom i stor angst og nød; da mærkede jeg: «Det er den eneste vej!» Og siden er jeg ved Guds store nåde blevet ved den. Ved Guds nåde; for ingen kan af egen kraft komme dertil og holde fast ved det. Af naturen er vi alle mere tilbøjelige til at slå ind på vildvejen end på den sande vej. Men til sidst vil også de, der blandt sekterne er af Gud, i det mindste i dødsstunden vende om, selv om de ikke tænker: «Nu vil jeg blive luthersk» – for det kommer det ikke an på; jeg kan godt hedde luthersk og fare til Djævelen – men uden rigtig at vide det kaster de alt det bort, som de havde forladt sig på, og kaster sig i stedet på Guds barmhjertighed. At endda mange i pavekirken bliver frelst, kommer af, at de til sidst kaster alt over bord og kun holder fast ved Guds barmhjertighed. Guds godhed og nåde er underfuld. Selv om en havde foragtet nåden i firs år, selv om han var belæsset med millioner af synder, med afskyelige synder, og han bryder sammen og råber: «Gud, vær mig, synderen, nådig!», så tager Gud også imod ham. Men det må ikke misbruges, så en nu tænker: «Nå, så synder du bare trøstigt videre, og i den sidste time siger du ligesom tolderen: ‹Gud, (S. 154)

vær mig, synderen, nådig!›» Den, der tænker sådan, er på vej til forhærdelse, og følgen kan blive, at Gud pludselig river ham bort, så han ikke engang kan fatte en gudfrygtig tanke, og så står han pludselig i evigheden for Guds domstol! – «Det siger jeg, fordi Djævelen er så snedig» – listig – «og bekender disse ord, men fornægter midlet, hvorved vi kommer dertil; det vil sige, de fornægter ikke skatten, men skattens brug og nytte; de tager fra os og berøver os måden, midlerne og vejene, hvordan vi skal og kan komme dertil og nyde skatten, og hvordan vi skal og kan komme til nåden. Du skal, siger de, have Ånden; men hvordan jeg kan få Ånden, det vil de ikke lade mig få. Ja, hvordan kan jeg få Ånden og tro, når man ikke prædiker Guds ord for mig og rækker mig sakramenterne? Jeg må have midlet; for

Troen kommer af det, som høres, men det, som høres, kommer ved det mundtlige ord, Rom 10,17. Kort sagt: Der kan ikke opstå nogen sekt, uden at den må gå imod det første bud og støde an mod Kristus Jesus, og i denne artikel samles alle kættere under ét.» – Ånden får jeg kun ved at stole enfoldigt på Guds ord. Og når du slet intet føler, men alligevel siger: «Det har Gud sagt, det tror jeg!», så vil du mærke, at Helligånden er flyttet ind i dit hjerte, og at du bliver fyldt med fred og glæde i Helligånden! – «Lad os derfor blive ved artiklen: Du må ikke have andre guder; og lad os omhyggeligt holde øje med dette formål og scopus [latin: mål, sigte]. For lader vi det gå os af syne, så står dør og port på vid gab for alle sværmere. Gud har aldrig villet have sin gudstjeneste i verden uden ydre midler.» –

Men i dag vil vi blive ved dette punkt. Det er en overordentlig vigtig udredning. Heller ikke i dag otte dage vil vi gå videre. Det er for vigtigt. Jeg skylder jer det, for jeg bærer et tungt ansvar. Snart skal jeg stå for Guds trone og aflægge regnskab for de mange dyrebare sjæle, som engang skal få tusinder betroet. Gud vil engang spørge mig: «Har du gjort, hvad dit embede krævede?» Derfor må jeg sige jer dette, hvad enten I bryder jer om det eller ej – skønt jeg ikke tvivler på, at I gør det, ikke mindst fordi I fra barnsben har haft Guds dyrebare ord. Og jeg håber, at I også allerede har gjort alle slags erfaringer, som har lært jer, at intet andet end Guds ord kan give jer sand trøst i alle anfægtelser, hvis I vil være visse på jeres frelse. (S. 155)