Syttende aftenforelæsning (6. februar 1885)

Kære venner! Da Luther og nogle af hans tilhængere og våbenfæller i 1529 efter indbydelse fra landgreve Filip af Hessen holdt en samtale med Zwingli og nogle af hans tilhængere i Marburg, så det først ud, som om det længe ønskede mål, en broderlig og kirkelig forening, virkelig ville blive nået. Schweizerne gav nemlig efter på det ene punkt efter det andet, indtil det endelig gik i stå, da man kom til punktet om den hellige nadver. Ganske vist tilbød schweizerne, at de for fredens skyld sammen med Luther også ville tale om en væsentlig tilstedeværelse af Kristi sande legeme og sande blod i nadveren – men de forstod så derved en åndelig tilstedeværelse. Og alligevel bad schweizerne meget indtrængende, ja, Zwingli endda med tårer, om at man dog ikke for dette ene stridspunkts skyld ville nægte dem det broderlige og kirkelige fællesskab. Og hvad gjorde Luther? Han havde hurtigt mærket, at schweizerne ikke handlede helt ærligt. Og at det ikke var en grundløs mistanke, viste sig, som De ved, et halvt år senere. Da væltede Zwingli det hele igen og nægtede alle de indrømmelser, han havde gjort. Hvad gjorde Luther derfor? Han sagde til Zwingli: «I har en anden ånd end vi!» Dette verdensberømte, mindeværdige, bevingede ord slog ned som et lyn i hjertet på Zwingli og hans folk. Det fortæller han selv i et brev til sin ven dr. Probst, præst i Bremen: Hver gang han havde sagt disse ord

– og han havde ofte gentaget dem for sig selv – havde de været helt brændende. Hvorfor mon? De vidste, at de var slået; de vidste, at de var afsløret, og nu måtte de lægge deres uærlige hensigt frem: at indføre en blot udvortes union.

Hvad mente Luther så med ordene: «I har en anden ånd end vi»? Uden tvivl ville han dermed sige dette: «Hvis I stakkels mennesker blot sad fast i én vildfarelse af ren menneskelig svaghed, ja, så var det måske et spørgsmål, om vi ikke alene kunne, men endda måtte anerkende jer som svage, vildfarende brødre. For så ville I helt sikkert snart blive helbredt for denne ene vildfarelse. Men sådan er det ikke; forskellen mellem os og jer er denne: I har

en anden ånd!» Og hvad mon Luther forstod ved den (s. 156) ånd, som schweizerne manglede? Uden tvivl mener Luther dermed den ånd, som Herren mente, da han engang sagde til sine kære disciple i Matt 18,3: «Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke omvender jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.» Ja, kære venner, det er den ånd, som Zwingli og hans folk manglede, og som dem, der er trådt i hans fodspor, stadig mangler i dag. Det er den barnlige enfoldigheds ånd, som tager Faderen på ordet. Men ånden i de zwingliske, calvinske og unionerede kirker er netop fornuftens ånd, tvivlens ånd, uvishedens ånd. Med den siger man, hver gang man føres hen til Skriftens hemmeligheder, med den uoplyste, ugenfødte Nikodemus: «Hvordan kan det ske? Det kan jeg ikke fatte; det strider mod min fornuft.» Derfor er sådanne folk heller ikke sikre, selv når de indrømmer noget, og derfor kan man heller ikke stole på dem. Det ser man jo tydeligt af, at de indgår union med dem, der har den modsatte lære. Man kan også se det af, at de for det meste lader mærke, at de selv skammer sig over deres religion og ikke vil indrømme så meget med munden, som de må indrømme med hjertet. Derimod er Luthers og hele den sande lutherske kirkes ånd den barnlige enfoldigheds ånd, troens ånd, den ånd, der underkaster sig Guds ord og tager fornuften til fange under Guds visdom. Det er den ånd, der kommer til udtryk i ordene i den herlige salme: «Du har sagt det, derfor er det sandt; du er almægtig, derfor er intet umuligt for dig.» Den, der ikke af hjertet kan sige det efter den gudfrygtige digter, skal bare ikke kalde sig lutheraner; han hører til de sværmeriske sekter. Det er vores kirkes kendetegn: «Ubetinget underkastelse under Guds ord», mens alle sekters lærere uafbrudt kastes frem og tilbage som en havbølge og tydeligt lader mærke, at de ikke står på Guds ords klippe. Men enhver kirke, der mangler denne barnlige enfoldigheds ånd, kan man ikke stole på, selv om den bekender sandheden med munden. Er det ikke forfærdeligt? Det er ganske vist en alvorlig anklage, men at den ikke er grundløs, ved De allerede ud fra det, De har hørt. Lad os nu i dag finde endnu nogle andre beviser for det.

At de såkaldte protestantiske kirkesamfund uden for den evangelisk-lutherske kirke intet ved om den rette vej til syndernes forladelse gennem Ordet og nåde- (s. 157) midlerne, ser man især af, at de forkaster tilgivelsen, både den, som præsten lyser fra prædikestolen, og den, der udtales ved det almindelige skriftemål og ved privatskriftemålet. Disse såkaldte protestantiske samfund siger, at den lutherske kirke egentlig er den mindst reformerte af alle protestantiske kirker, for i den sidder der stadig meget pavelig surdej. Så nævner de først præstekjolen, dernæst oblaterne, som vi bruger i den hellige nadver i stedet for almindeligt brød, dernæst krucifikset på alteret og lysene i kirken, at præsten messer foran alteret, korstegnet og at man bøjer hovedet, når Jesu navn nævnes – lutter uskyldige ceremonier, som vores lutherske kirke slet ikke binder frelse og salighed til, men som den heller ikke vil gøre til synd. For ingen skabning har lov at gøre noget til synd, som Gud ikke har gjort til synd i sit ord; hvad Gud hverken har befalet eller forbudt, er frit. Men disse samfund går endnu videre og siger: «Den allerværste pavelige surdej, den allermest afskyelige rest fra pavedømmet i den lutherske kirke, er tilgivelsen.»

Den første grund til denne bebrejdelse er, at de slet ikke ved, hvad vi egentlig lærer om tilgivelsen; de gør sig et helt forkert billede af denne vores lære. De er ikke samvittighedsfulde nok til at spørge: «Hvordan forstår I det, at I giver tilgivelse, hvordan mener I det?» Så

ærlige er de ikke; i stedet skælder de os bag vores ryg ud for at være pavelige, som vil føre deres stakkels folk til Rom. Man forestiller sig gerne, at vi lærer, at mennesket ved ordinationen udrustes med en vis hemmelig kraft til at kunne forlade synder. De tror, at vi lærer, at tilgivelsen er et privilegium for præsterne: Når præsten siger: «Dine synder er dig forladt», så er de forladt, men når en lægmand siger de samme ord, er de uden kraft. Men som bekendt er det ikke vores lære; det er de paveliges lære. Allerede vores Lille Katekismus kunne belære dem om, at vores lære er en helt anden. Der står nemlig i femte hovedstykke om nøglemagten, at denne magt til at forlade synder er givet til kirken på jorden, for der står: «Nøglemagten er den særlige kirkelige myndighed, som Kristus har givet sin kirke på jorden: at forlade de angrende syndere deres synder, men at fastholde de uangrendes synder, så længe de ikke omvender sig.» «Den særlige kirkelige myndighed!» Den er altså ikke givet til præsterne, men til kirken. Præsterne er ikke kirken, men kun kirkens tjenere. Hvis de er kristne, hører de med til denne kirke; men hvis de (s. 158) ikke er kristne, hører de ikke med til den, men er kun ligesom gibeonitterne i Det Gamle Testamente, der skulle hugge brænde og bære vand. Hvis de er kristne, har de også del i nøglemagten, men ikke præsterne alene: nøglerne tilhører kirken, hver enkelt, der er et lem af kirken. Ja, den ringeste håndlanger har dem lige så vel som den mest ansete generalsuperintendent. Det har vores kirke klart udtalt, blandt andet også i den vidunderlige fortælling fra Augustin i De Schmalkaldiske Artikler (Müller, s. 341), hvor der står: «Sådan kan i en nødsituation også en simpel lægmand give en anden tilgivelse og blive hans sognepræst, sådan som den hellige Augustin fortæller i sine historier, at to kristne var sammen på et skib, hvor den ene døbte den anden og derefter fik tilgivelse af ham.» – Der var nemlig engang to personer på et skib; den ene var en omvendt kristen, og den anden var hedning. De blev bekendt med hinanden. Den kristne forkynder evangeliet for sin nye bekendt, og hedningen kommer til tro ved Helligåndens virkning og bliver kristen. Så bryder en frygtelig storm løs; alle ser døden i øjnene. Alle opgiver håbet om at blive reddet. Da ønsker hedningen først og fremmest:

«Åh, hvis jeg dog bare kunne blive døbt, så jeg kunne synke roligt ned i vandet!» Og den kristne tænker på sin side: «Åh, hvis jeg dog bare kunne få tilgivelsen tilsagt én gang til!» Så siger den kristne til hedningen: «Hør, vi kan begge få hjælp. Først døber jeg dig, så er du en døbt kristen, og så giver du mig tilgivelse. Så er vi begge hjulpet.» Og det skete også. Men Gud afvendte dødsfaren, og de nåede lykkeligt i land. Den pågældende biskop sagde nu ikke: «Det gælder ikke!» Tværtimod anerkendte biskoppen straks dåben, og tilgivelsen var ligeledes gyldig.

Hvad er det så egentlig for en lære, som tilgivelsen – om jeg så må sige – hviler på? Vi lutheranere lærer kort sagt følgende om det:

1. At Kristus, Guds Søn, har taget alle synderes synder på sig og ladet dem tilregne sig, som om de var hans egne. Derfor peger Johannes Døberen med fingeren på Kristus og siger: «Se, Guds lam, som bærer verdens synd.»

Vi lærer:

2. at Kristus ved sit fattige, elendige liv, ved sin lidelse, ved sin korsfæstelse og ved sin død har udslettet alle menneskers synd (s. 159) og erhvervet forladelse for den. Intet menneske i verden er undtaget, fra Adam til det sidste, der vil blive født ind i denne verden. For Paulus skriver i 2 Kor 5,21: «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi i ham skulle blive den retfærdighed, der gælder for Gud.» Og allerede Esajas siger i Es 53,5: «Han blev så-

ret for vore overtrædelsers skyld og knust for vore synders skyld. Straffen lå på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår er vi blevet helbredt.» Og allerede i Det Gamle Testamente sukker Messias i profetien: «Jeg må betale det, jeg ikke har røvet.» Vi lærer:

3. at Gud Fader ved at oprejse sin Søn Jesus Kristus fra de døde har stadfæstet og beseglet det forsonings- og forløsningsværk, som Kristus havde fuldbragt på korset; at han ved at oprejse Kristus offentligt for himmel og jord, for engle og mennesker har bevidnet: «Denne min elskede Søn har råbt fra korset: ‹Det er fuld-

bragt!› – og hermed erklærer jeg: Ja, det er fuldbragt! I syndere er forløst! Her er syndernes forladelse for enhver! Den er der allerede! I skal ikke først gøre jer fortjent til den.» Vi lærer:

4. at Kristus med sin befaling om evangeliets prædiken for al skabningen samtidig har påbudt, at syndernes forladelse skal forkyndes alle mennesker – altså dette glade budskab: «Alt, hvad der er nødvendigt til jeres frelse, er allerede sket! Når I spørger: Hvad skal vi gøre for at blive frelst? så husk: Åh, det er jo allerede sket alt sammen! Der er intet mere at gøre. I skal kun tro det, der er sket, så er I hjulpet.»

Vi lærer:

5. at Kristus ikke blot i almindelighed har befalet sine apostle og dem, der skulle følge efter dem i embedet, at prædike evangeliet, altså syndernes forladelse, men også at tilsige enhver enkelt, der beder dem om det, denne trøst: «Du er forsonet med Gud!» For når syndernes forladelse er erhvervet for alle, så er den også erhvervet for hver enkelt. Når jeg kan tilbyde den til alle, så kan jeg også tilbyde den til hver enkelt. Og jeg kan ikke bare, jeg skal. Og gør jeg det ikke, så er jeg Moses' tjener og ikke Kristi tjener. Vi lærer:

6. at fordi syndernes forladelse nu, som allerede nævnt, er erhvervet, kan ikke blot præsten i kraft af et særligt hverv forkynde den, men også enhver kristen mand, enhver kristen kvinde, ja, ethvert barn. Og også barnets tilgivelse er lige så vis som apostlen Peters tilgivelse, ja, hvad siger jeg: lige så vis, som (s. 160) Jesu Kristi tilgivelse ville være, hvis han igen stod personligt foran os og sagde: «Dine synder er dig forladt!» Der er overhovedet ingen forskel. For som sagt drejer det sig ikke om: «Hvad kan mennesket?»

men om: «Hvad er der sket ved Kristus?»

Forestil Dem engang: En hel by gjorde oprør, ja, myrdede kongens søn; hele borgerskabet havde sammensvoret sig mod sin fyrste, mod sin herre, og de havde dermed alle forskyldt døden. Men – i lignelsen kan vi ikke sige, at den samme søn, som blev myrdet, har lagt sig imellem, men – en anden søn beder sin far om at tilgive oprørerne, benåde dem, lade et benådningsdokument udfærdige og så skrive under på det. Så ville han gå hen til oprørerne eller sende bud til dem og forkynde det for dem; så ville de igen blive gode, taknemmelige borgere og trofaste undersåtter. Antag nu, at kongen gav efter for sin søns bøn, men selv blev siddende i ro på sit slot og sendte bud ud, gav dem dokumentet med, og budene råbte i alle gader: «I er benådet!» – mens folk før med skælven havde set, at de var slået og måske ville blive henrettet i de nærmeste dage. Hvad ville det så være for nogle folk, der sagde: «Nej, det tror vi ikke; kongen må selv komme, ellers tror vi det ikke»? Det ville være en uforskammethed uden lige. I sådan et tilfælde ville heller ingen være så fræk; enhver ville være glad, når budet kom med papiret med kongens segl og navn under, som lød omtrent sådan: «Hermed tilgiver jeg alle oprørere. De skal bare tage imod denne benådning og så igen blive gode borgere!»

Sæt nu, at disse bud ikke nåede ud alle vegne, men at andre, som havde hørt om benådningen, gik ud i alle kroge og udbredte den. Så ville det være lige

så gyldig en benådning som den, de første bud forkyndte – ikke fordi de havde en særlig magt til også at tilbyde benådningen, men fordi benådningen allerede er besluttet, skrevet og beseglet, fordi den allerede er stadfæstet, og fordi det allerede er kendt og åbenbart: «Kongen har udtrykkeligt befalet, at denne benådning skal forkyndes.» Sådan er det også med os mennesker. Vi er oprørerne; vor Herre er kongen, som vi har gjort oprør imod, og Guds Søn er den, der har gjort alt, hvad der var nødvendigt for at bevæge vores himmelske konge til at benåde os alle. Alt det er sket. Hvad gør en luthersk præst så, når han forkynder syndernes forladelse og giver tilgivelse? Ikke andet end at han underretter folk om det: (s. 161) «Sådan står det til med jer. Kristus har lagt sig imellem for jer, og Gud tager jer til nåde» – og det gør han vel at mærke på Kristi udtrykkelige befaling. – Hvis nogen giver mig det hverv: «Sig til den og den, at jeg tilgiver ham», og jeg udfører dette hverv, så er det lige så gyldig og virksom en tilgivelse, som hvis han selv kom og sagde: «Jeg tilgiver dig.»

Eller hvis De havde en ven i Tyskland, som havde fornærmet Dem frygteligt, og De så fik at vide, at han bebrejdede sig selv det dybt, lå dødssyg og var urolig og bange for, at denne synd ville plage ham til hans sidste stund, så han derfor ikke ville finde nåde hos Gud – ville De så nødvendigvis selv tage derover? Nej, De kunne skrive et brev, eller De kunne fortælle det til en bekendt, der rejste derover, og give ham besked: «Sig til min ven, at jeg for længst har tilgivet ham; han skal ikke bekymre sig om det. Jeg er forsonet med ham.» Det vil han også tage imod som gyldigt. Sådan er det nu også her med tilgivelsen.

Nu spørger jeg jer: Er der noget pavekirkeligt i det? Det er der vel ikke! For de paveliges lære er denne: Når en præst giver tilgivelse, ligger tilgivelsens kraft i hans indvielse, hvor han blev salvet med den hellige olie. Og fra dens side, der får tilgivelsen, ligger tilgivelsens kraft i hans anger, hans skriftemål og hans fyldestgørelse. De pavelige siger, at der til en gyldig og frelsende tilgivelse hører: 1. confessio oris, 2. contritio cordis, 3. satisfactio [mundens bekendelse, hjertets anger, fyldestgørelse]. For det første altså et fuldstændigt skriftemål. For hvis nogen undlader at bekende noget i skriftemålet, er hele skriftemålet og tilgivelsen efter deres mening ugyldig og uden kraft. For det andet skal den, der skrifter, have en fuldstændig anger og et sønderknust hjerte; ellers er nøglerne falske nøgler, der ikke lukker Himlen op. For det tredje hører det med, at den, der skrifter, yder den fyldestgørelse, som præsten pålægger ham. Men intet af dette findes i vores lære. Vi siger: Tilgivelsens kraft bygger ikke på præstens ordination og indvielse, ja, slet ikke på præsten, men 1. på at Kristi forsoning og forløsning er fuldkommen, og 2. på Kristi befaling om, at evangeliet skal forkyndes for alle mennesker, og det er ikke andet end: «Alle mennesker skal have tilgivelse, alle mennesker skal have syndernes forladelse tilsagt.» Lad mig nu som vidnesbyrd for det, jeg har sagt, fremlægge nogle steder fra vores kirkes bekendelsesskrifter og fra Luthers skrifter.

Den Augsburgske Bekendelse, art. 25 (Müller, S. 53f.): «Samtidig bliver folket omhyggeligt undervist i, hvor trøstefuldt tilgivelsens ord (S. 162) er, og hvor højt og dyrebart tilgivelsen skal agtes; for det er ikke det nærværende menneskes røst eller ord, men Guds ord, som tilgiver synden.» – Man tror som regel, at der hermed skal siges, at tilgivelsens ord er taget fra Bibelen og altså er Guds ord. Men meningen er denne: Når jeg siger til en fattig synder: «Dine synder er dig tilgivet», så er det nøjagtig, som om den kære Gud selv sagde det til ham – ikke fordi jeg er et særligt menneske med en særlig kraft, men fordi Gud har givet befaling om at tilgive synderne i hans navn og i hans sted. Så er det fuldstændig det samme, om Gud siger det, eller jeg gør. Vores bekendelse siger altså: Jeg skal fast tro, at det, denne præst siger til mig, siger den evige, almægtige Gud selv til mig, han, som har myndighed over det. «Men hvordan kan en præst tilgive

synder?» – Det er den samme forkerte og enfoldige indvending, som farisæerne allerede kom med, da de sagde om Kristus: «Han spotter Gud.» For han kunne jo ikke tilgive synder, mente de. Men hvordan kan jeg tilgive synder i Guds sted? Havde han ikke befalet det, ville min tilgivelse ganske vist ikke have nogen virkning. Men Gud har befalet det, ligesom jeg også kan bede en anden om i mit sted at fortælle en tredje, at jeg er forsonet med ham. I tilgivelsen siger vi ikke andet end det, der er sket; for det dyrebare er jo, at syndernes forladelse er vundet for os. Åh, hvis vi dog ret troede, hvad tilgivelsen er! Med hvilken glæde ville vi så gå i kirke på de dage, hvor vi skal modtage tilgivelsen! Men hvem tror det? Kun de færreste; selv blandt lutheranerne er der få, der ret tror det. Det er den falske læres forbandelse. Folk får det ikke prædiket, og så bliver de snydt for deres dyreste skatte. Så siger sværmerne: «Ja, det står skam i Bibelen, men det skal man ikke tage efter ordlyden.» Det skal Herodes takke dig for! [tysk talemåde, der ironisk afviser en påstand] Selvfølgelig skal jeg tage det efter ordlyden. Skal jeg måske læse mellem linjerne? Nej, Gud vil kræve mig til regnskab, hvis jeg har drevet sådan spot med hans ord. En ret lutheraner stoler på det; og om så hele verden spotter over det og foragter ham, bekymrer det ham ikke det mindste. Han har en anden, en højere autoritet på sin side. – «For den bliver talt i Guds sted og efter Guds befaling.» – Den Augsburgske Bekendelse skriver også mange fra unionskirken under på [tilhængere af den prøjsiske union mellem lutherske og reformerte kirker]. «Ja, den skriver vi også under på», siger de. Men der er ikke et sandt ord i det. De bekender sig ikke til den; ellers ville de tænke, når de læste sådanne ord: «Væk med denne pavelige bog!» De har slet ikke prøvet vores kirkes bekendelsesskrifter (S. 163), ja, de har ikke engang set efter, hvad der står. – «Om denne befaling og nøglemagt, hvor trøstefuld og nødvendig den er for de forskrækkede samvittigheder, bliver der undervist med stor flid.» – Hvor mange går ikke rundt i fortvivlelse, netop i sværmernes sekter, fordi de ikke føler det, de gerne ville føle, og til sidst dør de i fortvivlelsen og går fortabt. Hvis de dog vidste, hvordan det lyder hos os: «Tag imod tilgivelsen, og tro det fast», og hvordan vi så kan træde frem for Gud og sige:

«Kære Gud, han har givet mig tilgivelse, fordi du har befalet at tilgive mig! Du kan ikke blive en løgner, du kan ikke bedrage mig!» Gud ville svare: «Sådan er det rigtigt; jeg bliver ikke en løgner, jeg holder, hvad jeg har lovet.» Men skal folk nå dertil, må de netop undervises omhyggeligt i det. – «Desuden hvordan Gud kræver, at man tror denne tilgivelse, ikke mindre end hvis Guds røst lød fra Himlen.» –

Måske vil en og anden af jer sige: «Hvad, skal da også et ugudeligt menneske tro, at han har fået tilgivelse?» Ja, Gud kræver det, og han er forpligtet til at tro det – det gælder hans sjæls frelse. Men han kan det ikke. Det er et andet spørgsmål. For hvis han ville tro, ville hans samvittighed straks sige: «Hvad? Vil du tro? Du vil jo slet ikke til Gud. Du lever i dine synder og vil blive ved med det. Du er ligeglad med Gud.» Men han burde tro det. Eller skulle Gud måske kræve, at vi ikke tror det, han siger? Nu har Gud befalet, at evangeliet skal prædikes for hele verden, og dette evangelium skal vi tro. Og når tilgivelsen forkyndes for mig, så bringes evangeliet til mig som enkeltperson, og med det tilgivelsen. For evangeliet er ikke andet end en tilgivelse – «og at vi skal trøste os glad ved den og vide, at vi ved en sådan tro får syndernes forladelse. Om disse nødvendige stykker har de præster, som i gamle dage lærte så meget om skriftemålet, ikke nævnt et eneste ord, men kun pint samvittighederne med lange opregninger af synderne, med fyldestgørelse, med aflad, med pilgrimsrejser og den slags.» – Hos de pavelige er hovedsagen selve skriftemålet. For når en almindelig katolik har skriftet og fået tilgivelse, falder det ham ikke ind at tro: «Nu er jeg forsonet med Gud.» Det eneste, der betyder noget for ham, er, at han har sagt det hele. Og har han undladt at sige noget, som han troede ville give ham en rigtig stor og frygtelig

fyldestgørelse, så går han derfra, plaget af tanken om, at det hele ikke har hjulpet ham. Men vi siger: «Kom, fattige synder, tag imod tilgivelsen. Tror du den, så har du den. Tro blot, også selv om du kommer lige fra den mest afskyelige synd (S. 164). Gud kræver ikke andet, end at du tager imod det, Kristus har gjort og lidt for dig.» Det har man også tidligere ofte forsømt. De stakkels mennesker er mere blevet mindet om, at de skulle have ret anger, at de skulle være rigtig sønderknuste og fatte rigtig gode forsætter; men man har sagt for lidt til dem: «Kom, også selv om du kun kan kravle! Kom bare, også selv om du må sige, at du er den værste synder. Kom, her er nådens dør lukket op for dig. Tag imod det, der bliver dig tilbudt!» Blev der mindet mere om det, ville der også være flere kristne. For det gør ikke mennesket sorgløst, men levende, at han tror dette og bliver et andet menneske. Han begynder at mærke sin Guds store kærlighed og at glæde sig over, at Gud af fri barmhjertighed har taget alle hans synder fra ham og smykket ham med Kristi retfærdigheds klædning.

Apologien, art. 12, § 39 (Müller, S. 172): «Nøglemagten forkynder os altså evangeliet gennem tilgivelsen.» – Så sikre var de gamle. Evangeliet bliver forkyndt for os gennem tilgivelsen. For den er egentlig en epitome, et uddrag af evangeliet, som handler om de kristnes tro og retfærdiggørelse. Alt ligger i dette ene ord: «Jeg tilgiver dig i Kristi sted alle dine synder i Gud Faderens, Gud Sønnens og Gud Helligåndens navn.» – «For tilgivelsens ord forkynder mig fred og er selve evangeliet.»

Luther, Kirkepostillen (W. XII. 2048): «Dette er altså nytten af Kristi lidelse og opstandelse, at han ikke gjorde det for sin egen skyld, men for hele verdens, at han har trådt djævelen og min synd, som hang på ham langfredag, under fødder, så djævelen endda flygter for Kristi navn. Vil du nu gøre brug af så store goder, nuvel, han har allerede skænket dig dem»; – du skal ikke først knæle ned og bede om, at han skal skænke dig det; han har jo allerede skænket dig alt. – «vis ham blot så megen ære, og tag imod det med tak.»

Luther, Kirkepostillen (W. XI, 1489): «Det er ikke noget, vi gør, og det kan ikke fortjenes ved vores gerning; det er allerede skænket og givet; du skal blot åbne munden, eller rettere hjertet, og holde stille og lade dig fylde. Sl 81,11.»

Den Store Katekismus, femte bøn, § 88 (Müller, S. 478): «Derfor er det her igen meget nødvendigt at bede og råbe: Kære Fader, forlad os vor skyld. Ikke fordi han ikke også uden og før vores bøn tilgiver synden (for han har skænket os evangeliet, hvor der er lutter tilgivelse, før vi har bedt om det eller nogen sinde (S. 165) har tænkt på det). Men det gælder om, at vi erkender og tager imod denne tilgivelse.» – Det er et bemærkelsesværdigt sted! Man må ikke tro, at når der i Fadervor står: «Forlad os vor skyld», så kan man jo se, at man først skal bede sig til tilgivelsen. Vi skal ikke bede om syndernes forladelse, fordi den ikke allerede er der, men for at vi skal erkende, at den allerede er der, og styrke vores tro. Sådan siger Luther også om bordbønnen: «Gud giver nok dagligt brød også uden vores bøn», men Gud vil have, at vi beder,

så han lader os erkende det, og vi modtager vores daglige brød med taksigelse.

Luther, Huspostillen (W. XIII, 2078–2084): «Da nu vor kære Herre Kristus havde prædiket således for den lamme og tilgivet ham hans synder, begynder de skriftkloge at tænke, at Kristus spotter Gud, fordi han vil tilgive synd.» – I ved jo, at man på 19. søndag efter trinitatis udlægger det evangelium, hvor vi hører, at Kristus gav den lamme tilgivelse, og at farisæerne, da de så det, sagde: «Han spotter Gud! Hvem kan tilgive synder undtagen Gud alene?» Nu viser Kristus, at han som Menneskesønnen har givet den lamme tilgivelse. Og så råber det fattige folk, drevet og

bevæget af Helligånden, at Gud har givet mennesker en sådan magt. Hvorfor har Matthæus så taget med, at folket sagde det? Netop fordi det var et ord, som Helligånden havde vakt i dem. Kristus siger ikke: «Nej, nej, mennesker har Gud ikke givet denne magt, sådan som han har givet mig den», men vi skal tværtimod forstå af det: «Ja, ja, mennesker har han givet magten.» For Herren Kristus vil ikke gå rundt i hele verden i synlig, menneskelig skikkelse og sige til hver enkelt: «Dine synder er dig tilgivet»; han har i stedet givet de kristne befaling om, at de skal gøre det. Ja, han har endda indstiftet et særligt embede, hvis indehavere ikke skal andet end hele tiden at sige det, som Kristus dengang sagde til den lamme. Også for alle andre mennesker skal vi forkynde det. Hvorfor? Alt er jo allerede sket til vores forsoning, og den, der tror det, tror den kære Gud og ikke os. Og når han tror det, så har han det.

Luther skriver videre: «Dette er også et nødvendigt stykke, som meget afhænger af, og derfor skal vi

også lægge nøje mærke til det. For det ser man overalt hos alle sværmere og sekterere, at de alle sidder fast i den vildfarelse, at de ikke forstår, hvordan synderne bliver tilgivet. Spørg paven og alle hans doktorer, så kan de ikke sige dig, hvad tilgivelsen udretter. For på denne (S. 166) lære bygger hele pavedømmet: Nåden bliver indgydt i mennesket ved en hemmelig virkning; den, der vil opnå den, må angre, skrifte og yde fyldestgørelse.» – Læg mærke til, at Luther siger, at hele pavedømmet består af denne lære, og jeg føjer til: alle sekterne med; for de lærer alle uden undtagelse: Vil du have syndernes forladelse, så må du bede, du må kæmpe, du må stride, lige til du mærker: «Nåden er indgydt i dig»; så kan du være rolig. Men det er det rene bedrag! Nåden kan ikke indgydes i os; for nåden er Guds sindelag uden for os, oppe i Himlen, og kan kun forkyndes for os. Derfor kan vi kun blive virkelig rolige ved Ordet, hvad enten det bliver prædiket for os, eller vi læser det. Vi kan nemlig hente os en tilgivelse ud af hvert eneste kapitel i Bibelen, for der er ikke et kapitel i Bibelen, som ikke siger til os: «Dine synder er dig tilgivet!» Hvert lille trøsterigt bibelord, hvor der siges om Gud, at han vil være nådig, er en tilgivelse. Derfor siger Luther også, at en ret evangelisk præst ikke kan åbne munden uden at udtale tilgivelsen. Det er også sandt. En ret evangelisk præst – læg vel mærke til det! En mosaisk præst kan ikke gøre det; han prædiker folk ind i fortvivlelsen og ind i Helvede, mens den ægte evangeliske præst henter dem ud af Helvede, selv de største syndere. Men når synderne ganske vist gør som de oprørere, der hører, at kongen har benådet dem, og siger: «Vi vil ikke have nåden! Vi vil myrde hans søn, vi vil få ham i galgen», så kommer de naturligvis selv i galgen – ikke fordi kongen ikke har tilbudt dem nåden, men fordi de ikke har taget imod den. – Læren om den indgydte nåde er altså hele pavedømmets og alle vores sekters hemmelighed.

Luther fortsætter: «Men når man spørger, hvad tilgivelsen og nøglerne gør, siger de, at det er en ydre ordning, som bliver holdt i kirken. De grunder altså ikke syndernes forladelse på Ordet og troen, som den dog skal grundes på, men på vores anger, skriftemål og fyldestgørelse.» – Når nogle for eksempel læser et afladsbrev fra paven, siger de: «Man skal jo også angre sine synder, ellers hjælper afladsbrevet ikke; man skal også skrifte og yde fyldestgørelse.» «Ja», siger disse uvidende, forblindede mennesker, «der kan I se, det er ikke så slemt med paven, som I siger! Han kræver jo tre ting: anger, skriftemål og fyldestgørelse.» Men hvilken forfærdelig, helvedes, djævelsk blindhed! Dermed bliver jo (S. 167) hele evangeliet væltet omkuld! Tre ting skal mennesket altså gøre. Og det allerforfærdeligste er, at paven, Antikrist, siger:

«Troen har I ikke brug for. I skal bare have anger, være sønderknuste og skrifte. Præsterne

slår noget af for jer; er det ikke ligefrem contritio, så er de tilfredse, også selv om det blot er attritio [contritio = sand anger af kærlighed til Gud; attritio = ufuldkommen anger af frygt for straf]. Det ville ganske vist være bedre, om det var anger, så alle synder også kunne blive tilgivet.» Så er præsterne som regel også så venlige, at de kun pålægger folk en ganske lille fyldestgørelse og for eksempel siger til dem: «Bed ti Fadervor, eller læg noget i kirkebøssen.» Så lægger de måske et lille beløb i den og tror, at så er sagen ordnet. Eller de skal spise fisk en dag, hvor de ellers godt må spise kød. Men alt dette er det rene djævelske bedrag, en ond ånd, der forfører folket. – Derfor fortsætter Luther: «Men det er en ganske løgnagtig lære, som forfører folk og viser dem ind på den forkerte vej.» – Men tiden er gået. Jeg synes, emnet er vigtigt nok til, at vi vender tilbage til det endnu en gang og sammenligner nogle flere gode steder, og så vil vi, hvis vi får tid, se ordentligt på ordene i vores tese: «indtil de føler, at Gud har benådet dem». Om dem har vi endnu ikke talt. Og dog er det vigtigt. I har mere brug for det her end præsterne i Tyskland, for vi lever i et land fuldt af sekter. Vores stakkels folk ser sekternes store skinhellighed og bliver let ført vild af den; for de mener, at hvis de for alvor vil redde deres sjæle, må de slutte sig til den mest alvorlige sekt; så bliver de helt sikkert frelst. Ja, hvis sekterne kunne frelse! Men der er kun én frelser. Den, der ikke helt og fuldt tiltror ham, at han alene bringer ham ind i Himlen, kommer sandelig ikke ind, for han, Jesus Kristus, er alene døren.