Attende aftenforelæsning. (13. februar 1885.)

Et menneske, der er sat i fængsel for sine ugerninger og også er dømt til døden, og som nok har hørt et løst rygte om, at han skal benådes, men slet ikke kan blive vis på det, befinder sig uden tvivl, mine venner, i en ganske forfærdelig situation. Hver gang han hører en lyd, som fortæller ham: «Nu bliver døren til din celle åbnet», farer han sammen, (S. 168) for han ved ikke, om han nu højtideligt og endegyldigt skal have sin benådning forkyndt, eller om han skal føres til retterstedet. Kun et helt råt, forvildet, gudløst og samvittighedsløst menneske vil da stadig kunne spøge og le. Men i en lignende situation befinder ethvert menneske sig af naturen i åndelig henseende. Efter at menneskeslægten i sine første forældre er faldet fra Gud, er hvert menneske allerede af naturen dømt af Gud til den timelige og evige død. Alle har vel hørt et dunkelt rygte om, at Gud vil benåde dem, men de kan ikke komme til vished om det. Hver gang et menneske fx bliver dødeligt sygt, eller hver gang en anden frygtelig ulykke rammer ham, især når uro, angst og rædsel fylder hans hjerte og samvittighed, er det for ham, som om evighedens porte åbnede sig – men det stakkels menneske ved ikke, om det er til den evige død eller til det evige liv. Kun det mest forhærdede menneske kan da være roligt; enhver anden vil skælve og bæve. Latteren vil være gået ham af, hvor meget han end måske i sit liv har leet ad det hellige.

Hvad? Skulle den venlige, gode, nådige og barmhjertige Gud da ikke have gjort noget for at gøre os visse på, om vi har syndernes forladelse, og om vi i den kommende verden skal komme ind i den evige freds og hviles boliger? Skulle Gud ikke have gjort noget for at befri os fra den forfærdelige situation? Det er utænkeligt! Selvfølgelig har Gud gjort det! Har Gud ikke gjort noget så stort, at det overstiger alt, hvad vi kan tænke? Han har sendt sin enbårne Søn til os i denne verden, har ladet ham blive et menneske, som vi er, har lagt vores synders byrde på ham og til sidst givet ham hen i korsets forsoningsdød. Og så skulle han lade os leve hele vores liv i den forfærdelige

tilstand, hvor vi ikke vidste, om han stadig var vores fjende, i den tilstand, hvor vi ikke vidste, om vores dødsdag ville blive vores dommedag? Det er umuligt! Nej, så snart Guds evige Søn var blevet menneske og kommet til denne jord, kom også straks den ypperste tjener for Guds trone ned på jorden og forkyndte gennem hyrderne ved Betlehem for os, for os alle, for hele verden: «Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket; for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by!» Og da Kristus så havde fuldbragt sit store værk, og da Gud Fader havde oprejst ham fra de døde og dermed frikendt ham, vores borgen og stedfortræder, og i ham retfærdiggjort og absolveret os alle, da gav Kristus (S. 169) sine disciple befalingen: «Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet – det vil sige glædesbudskabet om den forløsning, der er sket – for hele skabningen.» Og han føjer til: «Jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning», og vidner dermed: «Dette glædesbudskab skal nu lyde videre indtil den yderste dag, så vidt jorden rækker.» Åh, vi salige mennesker, som har fået så rig en nåde! Hvem kan udsige vores salighed? Himmel og jord er ganske fulde af Herrens godhed, af Herrens, vor Guds, nåde! Hvor vi går og står, råber alt til os: «Du er forløst! Dine synder er dig forladt! Himlen står åben for dig! Åh, tro det, tro det blot, så har du det!»

Men ak, gennem falske lærere bliver den ubeskrivelige glæde, som den rigt benådede menneskehed har fået, ak, så hårdt ødelagt! Det har vi især set i de sidste tre aftentimer. Nu vil vi overbevise os endnu mere om det, først og fremmest med dette formål: for det første, at vi ikke selv forbitrer den ubeskrivelige glædes bæger, som vores himmelske Fader har fyldt til os, og for det andet, at De, når De træder ind i det embede, som forkynder forsoningen, ikke fratager de stakkels mennesker det, som Gud for længst har givet dem, ja, som han fra evighed har tiltænkt dem. Denne niende tese, som vi nu har for os, er egentlig den centrale tese i hele rækken af teser. Den, der forstår denne tese ret, kan skelne ret mellem lov og evangelium; men den, der ikke forstår denne tese, vil aldrig lære det, heller ikke gennem alle de andre regler. Det har overordentlig stor betydning, når det her hedder:

«For det femte bliver Guds ord ikke delt ret, når man, i stedet for at henvise de syndere, som loven har ramt og forfærdet, til Ord og sakrament, vejleder dem til selv at tilkæmpe sig nådestanden ved at bede og kæmpe, nemlig ved at bede og kæmpe så længe, til de føler, at Gud har benådet dem.»

Vi har allerede set, at sværmerprædikanternes manglende evne til at skelne mellem lov og evangelium særlig viser sig i, at de forkaster tilgivelsen. De har ikke blot en helt forkert forestilling om, hvad tilgivelsen er – de ved slet ikke, hvad vi egentlig lærer om tilgivelsen – men fordi de ser, at vi i det ydre gør omtrent som de pavelige, mener de, at vores lære om tilgivelsen er en pavelig forestilling. Men nej! Selv om de pavelige også siger tilgivelsens dyrebare ord, har de dog taget kernen ud af dem. Vi beholder de dyrebare ord, men vi søger også at række kernen frem til dem, som (S. 170) beder om tilgivelsen, og indbyder dem til at nyde den.

Lad os nu høre videre, hvad Luther skriver i Huspostillen om evangeliet på 19. søndag efter trinitatis. I dette evangelium finder vi jo beretningen om den lamme, hvis synder Herren tilgav. Og da Herren Jesus gjorde det, knurrede de hykleriske farisæere og sagde ved sig selv: «Han spotter Gud! Hvem kan tilgive synder undtagen Gud alene?» Dermed mente de, at de havde lagt en stor visdom for dagen og sat den op imod Herren. Men Herren lukkede snart munden på dem. Han spurgte dem, hvad der mon var lettest: at sige disse ord: «Dine synder er dig forladt», eller at sige til den

lamme: «Rejs dig og gå, tag din seng og gå hjem.» De svarede ikke, for de vidste godt, at de ville fange sig selv i deres eget svar. Hvis de sagde: «Det er lettere at sige til et menneske: ‹Dine synder er dig forladt›, end at sige til en lam: ‹Rejs dig og gå›», så var de allerede bange for: «Det kan han», for han havde allerede gjort så mange herlige undere. Og ganske rigtigt, han kan det! Den lamme tager på Herrens ord sin seng og går glad hjem. Folkeskarerne, som så det, vidste: Kristus var et sandt menneske – og det var han også – men det tager de ikke anstød af. Han havde jo allerede vist sig kraftigt nok som Guds Søn. Og nu priser de Gud, fordi Gud har givet mennesker en sådan magt. Havde det været overtro, så havde Helligånden sikkert tilføjet: «De stakkels mennesker troede, at mennesker havde fået en sådan magt; men nej, mennesker har ikke fået den.» Men ikke et ord om det, for Helligånden havde givet dem den tanke, og de tænkte vel også: «Ja, når vi har sådan en Messias, så står det godt til med os.» Sådan er det jo altid: Når folket er blevet ført ud på en tør græsgang, når evangeliets trøst er blevet ødelagt for dem, så er de som forsmægtende får. Når så evangeliets rene, grønne græs bliver bragt til dem, åh, med hvilken glæde de fortærer det! Det ser man i Tyskland. Rationalisternes kirker står tomme, men hvor der står en præst på prædikestolen, som prædiker med Ånds og krafts bevis, dér er kirken fuld. Folk har stadig deres bibel, deres katekismus og deres gamle salmebog; de holder fast ved de gamle bibelord, de har lært, og glæder sig stadig over de gamle opbyggelsesbøger. Og når der så kommer en levende person og forkynder dem evangeliet, er de ude af sig selv af glæde. (S. 171) Men desværre findes der også præster, som, selv om de står i troen, dog prædiker med så høje ord, at det går hen over hovedet på folk, så man ser: «Præsten er troende, men folk er døde, døde!» Man skal ikke kun forkynde sandheden, men også tale enkelt, så selv Hans bag døren kan forstå det – han, som er så dårligt klædt, at han slet ikke tør gå ind i kirken. Vi skal prædike sådan, at det står soleklart for enhver: «Dette er vejen til frelse og ingen anden.» Det ville ikke være noget under, hvis Gud hver gang slyngede et lyn ned over den præst, der har høje ord i sit manuskript for at glimre med sin talegave – ord, som folket derfor heller ikke kan forstå, og som højst går ind i forstanden, men ikke ind i hjertet. Men ind i hjertet skal det gå. – Lad os nu høre Luther: «Sådan siger gendøberne også: Hvad skulle dåben kunne gøre til syndernes forladelse? Det er jo kun en håndfuld vand! Ånden må gøre det, hvis vi for alvor skal blive rene for synd; vandet kan ikke gøre det. Altså drager de også syndernes forladelse bort fra Ordet og vil ikke lade det blive ved det, som de fromme små folk her siger, at en sådan magt er givet mennesker.» – De glor på dåbsvandet som køer og tror, at vi lærer, at vandet skal hjælpe. Ja, vandet hjælper ikke. Der er ikke lagt nogen særlig kraft ned i vandet; det er vand som andet vand. Men det er forbundet med Guds ord, som lyder: «Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Når disse ord kommer til dåbsvandet, gør de det så dyrebart – dyrebarere end himmel og jord og alle verdens skatte. Fordi Gud kun vil frelse os ved troen og kun af nåde, siger han: «Godt, lad dig døbe – og tro mit løfte! Så sandt jeg er Gud, skal du blive frelst.» Du skal ikke se på dig selv og spørge: «Hvad skal jeg da gøre for at blive frelst?» Du forbliver en fordømt synder, og frelsen bliver givet dig af fri nåde og fri barmhjertighed. Men gendøberne laver en helt ny vej, som der ikke står et ord om i Bibelen, nemlig at folk skal kæmpe, indtil de endelig kan sige: «Nu føler jeg det, jeg har fået nåde.» Det er forfærdeligt, langt mere forfærdeligt, end de fleste aner. – «Sakramentssværmerne siger også sådan: Der er kun brød og vin i sakramentet, derfor kan man ikke finde syndernes forladelse

dér; Ånden må give den, kødet gavner intet. Kort sagt: Ingen sværmerånder, ingen præst eller munk har kunnet se, at syndernes forladelse er en magt, der er givet mennesker, (S. 172) sådan som det står her i evangeliet. Lær derfor her at kunne tale sådan om sagen: Jeg ved godt, og jeg bekender også, at Gud alene tilgiver syn-

der. Men jeg må også vide dette: hvorpå jeg kan mærke, at mine synder er mig forladt, eller hvilket middel det er, hvorved mine synder bliver mig forladt. Dér lærer den hellige Skrift mig og alle kristne, at når jeg vil have syndernes forladelse, må jeg ikke sætte mig hen i en krog og sige: Min Gud, forlad mig mine synder, og så vente på, at en engel skal komme fra himlen og sige til mig: Dine synder er dig forladt.» – Tænk dog over det: Hvis De havde fornærmet nogen ganske frygteligt, og tanken om det pinte Dem, og De gerne ville have, at han tilgav Dem, og ville være gode venner med ham igen – hvordan vil De så blive vis på, at han har tilgivet Dem? Måske ved at De mærker, at De bliver lettet om hjertet, så De tænker: «Nå, han har nok tilgivet mig»? Enhver vil sige til Dem: «Du er en tåbe, for det kommer ikke an på, hvad du føler, men på, hvad den føler, som du har fornærmet.»

Eller bliver den, der har fornærmet, måske vis på tilgivelsen ved, at den anden giver ham en eller anden gave? Nej, det gør ham usikker. Den fornærmede kan jo dermed lade ham føle: «Hvad har du gjort, dit elendige menneske? Jeg er et helt andet menneske end du. Skam dig ind i hjertet! Jeg vil samle gloende kul på dit hoved.» Hvad er der så tilbage for ham for at blive vis? Den fornærmede må sige til ham, at han har tilgivet ham. Når han så kommer og siger: «Du er bekymret for, at jeg stadig er vred på dig, fordi du har fornærmet mig. Det er sandt, du har handlet skammeligt, men alt er dig tilgivet! Vær bare glad og ved godt mod igen! Vi er gode venner igen!» – ikke sandt, så ved De: «Han har tilgivet mig!» Præcis sådan er det også hos Gud. De kan ikke slutte, at Gud har tilgivet Dem Deres synder, ud fra at De føler Dem så lettet, heller ikke ud fra at han overøser Dem med velgerninger; for han lader det regne over retfærdige og uretfærdige og lader sin sol stige op over onde og gode. Nej, De kan alene vide det ud fra, at han siger det til Dem. Den, der søger denne vished ad en anden vej, finder den ikke, men bedrager kun sig selv, når han mener at have fundet den ad denne anden vej. Men hvor siger Gud da, at han vil tilgive os? Netop i Ordet, i evangeliet, i dåben, i nadveren, i tilgivelsen – dér siger han det. I den hellige nadver er det egentlig ikke nydelsen af Kristi legeme og blod, der er den nådegave, vi henter dér; nådegaven er løftet om syn- (S. 173) dernes forladelse, som Kristus samtidig har knyttet dertil, når han siger: «Som gives for jer; som udgydes til syndernes forladelse.» Kristi legeme og hans blod er kun det kongelige segl, som Frelseren trykker på disse ord. Kort sagt: I alt, hvad Gud gør for at forsikre os om sin nåde, har Ordet førstepladsen. Sådan er det også med tilgivelsen. Det er Ordet, det kommer an på. Derfor skal vi ikke vente på, om en engel kommer fra himlen og siger til os:

«Dine synder er dig forladt.» Da kunne vi komme til at vente længe. Gud har heller ikke lovet det. Havde han virkelig lovet det, så kunne vi frimodigt bede om det. Gud vil gerne give os de største gaver, selv om vi er fattige syndere. Har han lovet noget, så gør han det også. Vær bare frimodig! «Luk din mund vidt op, så jeg kan fylde den», hedder det i Sl 81. Han har lovet os syndernes forladelse, og tror vi det, så har vi den også. –

«For Gud lover, at han vil stige ned til mig og selv tilsige mig syndernes forladelse.» – Det vil folk ikke tro. Calvin var ikke tilfreds med Zwinglis udlægning af den hellige nadver, men heller ikke han kom på rette vej. Han sagde, at når man vil nyde Kristi legeme og blod, så sker det ikke ved, at man modtager dem under brødet og vinen; man må derimod i troen svinge sig op i himlen, så vil Helligånden formidle, at man bliver bespist

med Kristi legeme og blod. Det er dog det rene fantasier, som er opstået i hovedet på en Calvin. Men sådan viser mennesket netop, at det ikke vil tro, at Gud har så stor kærlighed til os fattige syndere, at han kommer til os. Sværmerne mener: «Vi må op til ham!» Men han er allerede kommet ned til os. Evangeliet er netop en lære, som er og bliver et anstød for jøderne og en tåbelighed for grækerne – ikke kun for de omskårne jøder og de udøbte hedninger, men for mange tusinder og atter tusinder midt i kristenheden. – «Dette sker for det første i den hellige dåb; for dér er hans befaling, at man skal døbe mig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og ved dette ord står desuden dette tilsagn: ‹Den, som tror og bliver døbt, vil blive frelst.› Ja, siger du, dåben er jo kun vand!

Det er sandt; men dette vand er ikke alene, Guds ord er med. Ligeså, når du går til din sjælesørger, som har en særlig befaling til det, eller ellers til en kristen» – her gør Luther overhovedet ingen forskel, som vi senere skal høre mere udførligt – «og beder om, at han vil trøste dig og løse dig fra dine synder, og han siger til dig: Jeg forkynder dig i Guds (S. 174) sted ved Kristus forladelse for alle dine synder – så skal du her være vis på, at dine synder ved dette ydre ord i sandhed og visselig er dig forladt; for dåben og Ordet vil ikke lyve for dig. Det har man ikke prædiket under pavedømmet, og endnu i dag forstår ingen pavelig præst det. Tak derfor Gud for en sådan nåde, og lær, at Gud vil tilgive synden. Men hvordan? Ikke anderledes end sådan som der står her: at han har givet mennesker en sådan magt. Sådan som Kristus begynder det her, og derefter befaler, at man fremover i kirken indtil

verdens ende skal holde det sådan og i hans navn prædike omvendelse og syndernes forladelse. Sådan at enhver skal lære at søge syndernes forladelse hos mennesker og ingen andre steder.

For kun dér skal man finde den. For sådan lyder vor Herre Kristi befaling: ‹Sandelig siger jeg jer: Hvad I løser på jorden, skal også være løst i himlen›, Matt.

18,18; ligeledes: «Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet», Joh 20,23. For Gud vil ikke finde sig i, at enhver vil bygge sig sin egen særlige stige eller trappe op til himlen; han vil selv være den eneste bygmester. Vil du derfor have syndernes forladelse, så gå hen og lad dig døbe, hvis du ikke er døbt; eller er du døbt, så husk på det løfte, som Gud dengang gav dig, og vær ikke vantro. Ligeledes: Gå hen og forlig dig med din næste, og bed derefter om tilgivelsen. Og når du hører, at man i Jesu navn lover dig syndernes forladelse, så tro det: Så har du den i sandhed. Gå derefter også til det højværdige sakramente, og modtag dér Kristi legeme og blod, for at du kan blive vis på, at denne dyrebare skat gælder dig og er din egen, så du skal nyde godt af den osv. Man skal altså ikke foragte dåben, tilgivelsen, prædikenen og sakramentet, men søge og hente syndernes forladelse dér. For det er derfor, Gud har kaldet og indsat din præst, din far og mor og din nærmeste medkristne og lagt sit ord i deres mund, for at du skal søge trøst og syndernes forladelse hos dem. For selv om det er mennesker, der taler, er det dog ikke deres ord, men Guds ord. Derfor skal man tro fast på det og ikke foragte det. … Derfor har gendøberne og andre sekter på én gang mistet syndernes forladelse, dåben, sakramentet, den kristne kirke og alle kristne gerninger, fordi de kaster det ord bort, som de hører fra deres næste, og ikke regner det for andet end en ko, der brøler. Ja, selv om din Gud talte gennem en ko eller et andet dyr, sådan som han engang talte gennem et æsel, skulle man alligevel ikke foragte hans ord, men lade det (S. 175)

gælde; hvorfor vil man da foragte det, når det er mennesker, der taler det på Guds befaling og efter hans ordning? For selv om du hører et menneskes stemme, hører du dog ikke et menneskes ord, men Guds ord, og du finder helt sikkert syndernes forladelse dér, når du blot tager imod det i tro.»

Videre skriver Luther i sin Evangeliepostil (W. XI, 999–1002) om ordene: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg jer. Modtag Helligånden! Hvis I tilgiver nogen deres synder» osv.: «Kristus vil sige så meget som dette: Når I siger et ord over en synder, skal det være sagt i himlen og gælde lige så meget, som hvis Gud selv talte det i himlen; for han er i jeres mund, og derfor er det også lige så meget, som om han selv sagde det. Nu er det jo sandt: Når Kristus, som er Herre over synd og helvede, siger et ord og siger til dig: Dine synder skal være borte, så må de væk, og intet kan stå imod. Omvendt, når han siger: Dine synder skal ikke være dig tilgivet, så forbliver de utilgivne, så hverken du eller nogen engel eller helgen eller nogen skabning kan tilgive synden, selv om du piner dig selv til døde. Netop den magt har enhver kristen. … Og det er den kraft, vi har fra hans opstandelse og himmelfart.» – Var Kristus ikke opstået, kunne vi heller ikke give tilgivelse. For hvad skulle vi bygge den på? Først efter at Gud Fader havde anerkendt Kristi forsonings- og forløsningsværk, havde givet Kristus tilgivelse ved at oprejse ham fra de døde og dermed også havde givet alle mennesker tilgivelse, kan vi mennesker sige til hinanden: «Vær ved godt mod, alle synder er dig tilgivet, alle dine synder er udslettet! Vær ved godt mod, tro det bare!» Det bygger netop på, at Gud Fader har herliggjort Kristus, vores stedfortræder, og dermed har udråbt for himmel og jord: «Ja, I mennesker er forløst, I er forsonet! Jeres synder er jer tilgivet.» – «Dog må man gå varsomt frem her, så man ikke gør som paven; for de pavelige har trukket det derhen, at de skulle have en sådan magt, at hvad og hvordan de end udtaler sig, så må det gå sådan, fordi de siger det. Nej, den magt har du ikke; den har alene den guddommelige majestæt. De siger nemlig: Når paven siger et ord og siger: Synderne er dig tilgivet, så er de borte, selv om du hverken angrer eller tror. Dermed mener de, at det står i deres magt at give og tage himlen, at lukke op eller i, at sætte i himlen eller kaste i helvede; det skal nok lade vente længe på sig. For deraf ville følge, at vores frelse beroede på menneskers gerninger, kræfter og magt.» – (S. 176) Desværre har jeg, da jeg for første gang var tilbage i Tyskland, med egne ører hørt en højt anset, troende præst sige: «Ja, en lægmand kan også sige dig mange trøstefulde sandheder, men give dig tilgivelse kan han ikke. Det er et privilegium, som Gud har givet sine tjenere, som kirken har ordineret og indsat.» Hvad må sådan en mand have forestillet sig ved tilgivelse? Det må være intet andet end den pavelige forestilling, der sad i ham. Det er i øvrigt allerede over tredive år siden. Jeg kom da også i et ordentligt sammenstød med ham, men han lod sig ikke belære.

Men det er forfærdeligt, forfærdeligt at sige: «Ja, når præsten siger det, så er dine synder dig tilgivet; men siger en lægmand det, så er de ikke tilgivet.» Det er præcis sådan, paven taler!

Nej, det beror ikke på, at præsten skulle have en hemmelighedsfuld kraft til at tage synderne bort; det beror på, at Kristus allerede har taget synderne bort, og at nu enhver skal sige det til den anden – og især også præsterne, ikke fordi de har en særlig kraft, men fordi det er Guds ordning: Præsterne skal forvalte nådemidlerne, ordet og sakramentet. Men i en nødsituation viser det sig, at også en lægmand kan gøre det lige så godt som en prælat eller en superintendent. Heraf kan I også se: Vores lære om tilgivelsen er den direkte modsætning til pavekirkens lære. Der er ikke spor af pavedømme i den. Paven forbander og fordømmer vores lære. Han siger jo, at intet menneske overhovedet kan være vis på sin frelse eller på, at han er retfærdiggjort. Bellarmin, den såkaldt største teolog blandt de pavelige, skriver (De justificatione c. 3 [Om retfærdiggørelsen, kap. 3]): «Det er den almindelige mening hos næsten alle teologer, at mennesker i dette liv ikke kan have troens vished om deres retfærdighed, med undtagelse af dem, som Gud værdiger at kundgøre det ved en særlig åben-

baring.» Han vil sige: «Jeg vil give dig Bibelen. Søg nu dit navn i den, og se, om du dér personligt får forsikring om, at dine synder er tilgivet. Du vil ikke finde dit navn. Men der findes nogle mænd som Peter og Paulus; for dem har Gud åbenbaret det på overnaturlig vis. Men du kan ikke være vis på din retfærdiggørelse og frelse.» Er det ikke en skændig djævlelære? Pavekirken kalder sig alle kirkers mor og berøver dog de kristne al trøst og siger dem lige op i ansigtet: «I kan ikke være visse på, om I bliver frelst. Det må I vente med til efter døden, til evigheden; så skal det nok vise sig.» En forfærdelig, djævelsk grusomhed! – (S. 177) Luther skriver videre: «Da det altså strider mod hele Den Hellige Skrift, kan det ikke være sådan, at når du lukker i eller lukker op, så må der derfor være lukket i og lukket op. Derfor må man forstå det ret, når Kristus siger: Hvis I tilgiver nogen deres synder, bliver de tilgivet osv.: Det er ikke magten hos den, der taler, der her bliver indstiftet, men hos dem, der tror.» – Fordi troen frelser, derfor er min tilgivelse gyldig, ikke fordi jeg udtaler den. Selv om jeg var et helt igennem helligt menneske, selv om der intet uret var ved mig, så man ikke kunne finde noget at dadle hos mig, selv om jeg havde al hellighed, ja, selv om jeg var en ærkeengel, så hjalp alt det ikke det mindste til at gøre tilgivelsen gyldig. Men når jeg siger evangeliets ord, som ingen kan blive frelst uden, så er det kraftigt og godt.

Lad mig nu også anføre et sted fra Luthers skrift om nøglerne. Det er et helt uforligneligt skrift! Jeg for min del må i hvert fald sige, at det var af dette skrift, jeg først lærte, hvad evangelium er. Jeg havde troet, at jeg vidste det, og dog vidste jeg det dengang endnu ikke. Af dette skrift lærte jeg det. Gud være evig lov og tak for det! Da jeg blev en troende kristen, havnede jeg blandt pietisterne. Så stødte jeg på Luthers skrifter, og dér læste jeg også dette.

Luther havde allerede tidligere skrevet et skrift om nøglerne. Men da han læser det igennem, bryder han sig ikke om det og kasserer det; han tænker, at han må begynde forfra. Det hører Veit Dietrich, og han skriver til ham og beder ham ynkeligt om dog at sende ham dette skrift. Han fik det også, men på betingelse af, at han aldrig lod det trykke og ikke viste det til nogen, for skriftet var ikke, som Luther havde villet have det. Han havde skrevet et andet. Men i forrige århundrede blev det alligevel trykt. Jeg har det også. Det er ganske fortrinligt, men det sidste skrift om nøglerne overgår det dog langt. I det (W. XIX, 1172–1177) hedder det: «Tænk dernæst på, at nøglerne eller syndernes forladelse ikke beror på vores anger eller værdighed, sådan som de lærer og forvrænger det; for det er helt og holdent pelagiansk, tyrkisk, hedensk, jødisk, gendøbersk, sværmerisk og antikristeligt.» – Dér kommer der nogle pæne betegnelser frem! Og sådan er det også: Så snart min sag er bygget på min egen anger, har jeg ikke brug for nogen Herre Kristus. Angeren er ganske vist nødvendig, men ikke for at jeg skal fortjene mig syndernes forladelse. For hvis jeg er et hovmodigt, farisæisk menneske, hvad bryder jeg mig så om syndernes forladelse? Så går det mig som en, der har ædt og drukket sig propmæt og fuld, og så sætter man de lækreste retter og drikke frem for ham; så siger (S. 178) han bare: «Hm! Hm!» Sådan er langt de fleste såkaldte kristne. De har spist sig propmætte, og når man bringer dem denne kostelige føde til deres sjæl, så siger de: «N – e – j!!» Altså anger, anger er nødvendig. Man må ikke misforstå vores gode Luther! Han har ikke forkyndt evangeliets trøst for sådanne kødeligt sikre syndere; han har ikke trøstet dem. Men når nogen angrede, så han længtes efter syndernes forladelse, så sagde han: «Her, tag imod den, så har du den!» –

«men omvendt, at vores anger, gerning, hjerte og alt, hvad vi er, skal bygge på nøglerne og af hele vores hjerte trøstigt forlade sig på dem som på Guds ord, og at du, så sandt du ikke vil miste legeme og sjæl, slet ikke skal tvivle på, at det, nøglerne siger og giver dig, er lige så vist,

som om Gud selv talte det; og det taler han jo også helt sikkert selv; for det er hans befaling og ord

og ikke et menneskes ord eller befaling.» – Han vil sige: Du skal ikke tænke: Ja, men hvordan er det så med min anger? Er den tilstrækkelig? Nej, sådan skal du ikke tænke. At grunde sit håb på det er at bygge på det rene sand! Tværtimod skal du tænke: «Gud ske lov! Nu har jeg jo fået tilgivelsen; derfor er min anger nu også god!» Ja, man skal ikke bygge tilgivelsen på angeren, men bygge angeren på tilgivelsen. Sådan er det rigtigt! – «Men tvivler du, så gør du Gud til løgner, vender op og ned på hans ordning og bygger hans nøgler på din anger og værdighed. Angre skal du, det er sandt; men at syndernes forladelse derfor skulle blive vis og nøglens gerning blive stadfæstet, det er at forlade troen og fornægte Kristus. Han vil tilgive og skænke dig synden ved nøglen, ikke for din skyld, men for sin egen skyld, af lutter nåde.» – Kristus har sagt: «Dine synder er dig tilgivet.» Har han sagt det, så tro det. Tror du det ikke, siger du selv, at Kristus er en løgner. Om vi præster så tilsiger sådan en tilgivelsen ti gange, hjælper det dog ikke noget hos ham. Vi kan jo ikke se ind i folks hjerter, men det har vi heller slet ikke brug for; vi skal blot se efter i vor kære Guds ord. Deraf ved vi, at Gud har givet hele verden tilgivelse. Så er det vist, at alle har fået deres synder tilgivet. Her vil måske en og anden sige: «Nå? Så er synderne også tilgivet ham, der er en ugudelig skurk, og som måske netop går og tænker på at bryde ind i aften og stjæle og røve?» Ja vist, men hvad skyldes det så, at tilgivelsen ikke gavner ham noget? Han tager ikke imod tilgivelsen, han tror ikke på tilgivelsen. For hvis han troede Helligånden, så ville han holde op (S. 179) med at stjæle. Spørger I så videre: «Er det da rigtigt at give sådan en slyngel tilgivelse?», så må svaret være: «Nej, det er forkert, hvis jeg ved, at han er sådan en, for så ved jeg, at han ikke tager imod tilgivelsen. Ved jeg det, er det en stor og alvorlig synd, hvis jeg udfører denne hellige handling på ham og på den måde kaster perlerne for svinene. Men tilgivelsen er gyldig, og den forbliver gyldig. Og havde Judas modtaget tilgivelsen, så var hans synder blevet ham tilgivet af vor kære Gud, men han tager ikke imod det. Skal jeg få denne skat, hører der to ting til: én, der giver den, og en anden, der tager imod den. Men sådan et menneske tager ikke imod den, selv om han bilder sig det ind og siger med munden: ‹Jeg tager imod den.› Hans hjerte siger: ‹Jeg vil hellere tjene Djævelen og fortsætte mit syndige liv.›

Men denne lære gør ikke mennesker sikre og ligeglade; tværtimod henter den mennesket ud af Djævelens rige, grundigt og radikalt, ikke som moralisterne, der blot maler mennesket hvidt udenpå, mens det sorte menneske stikker nedenunder.» –– «Kristus siger: Hvad I binder på jorden osv. Læg her mærke til, at han sikkert, sikkert har lovet, at det, vi binder og løser på jorden, skal være bundet og løst; her er ingen fejlnøgle. Han siger ikke: Hvad jeg binder og løser i himlen, det skal I også binde og løse på jorden, sådan som fejlnøglens lærere fabler. Hvornår skulle vi få at vide, hvad Gud binder eller løser i himlen? Aldrig nogensinde, og så var nøglerne forgæves og til ingen nytte.» – Sådan taler nemlig de pavelige med deres skændige, falske lære. Når nogen siger til dem: «Hvad hjælper denne tilgivelse da, hvis vedkommende er en skurk? Giver I ham også tilgivelse?», så siger de: «Ja, hos ham er nøglen en fejlnøgle. Dér har vi ikke fået fat i den rette nøgle; den hører ikke hjemme her og passer ikke i nøglehullet.» Men vores nøgle slår aldrig fejl; for den siger kun, hvad Gud har sagt. Det er mennesket, der slår fejl. Er han endnu ubodfærdig, så hjælper løsenøglen ham slet intet, men fordobler blot hans fordømmelse. – «Han siger heller ikke: I skal vide, hvad jeg binder og løser i himlen; hvem ville eller kunne vide det?

Men sådan siger han: Binder og løser I på jorden, så vil jeg binde og løse med i

himlen; gør I nøglernes gerning, så vil jeg også gøre den; ja, når I gør den, så skal den være

gjort, og det er ikke nødvendigt, at jeg gør den efter jer. Hvad I binder og løser (siger jeg),

det vil jeg hverken binde eller løse, men det skal være bundet eller løst uden min bin-

den og løsen; det skal være én gerning, min og jeres, ikke to; gør jeres gerning, så er min allerede sket; binder og løser I, (S. 180) så har jeg allerede bundet og løst. Han forpligter og binder sig til vores gerning, ja, han betror os sin egen gerning; hvorfor skulle vi så gøre den uvis eller vende det om og påstå, at han først må binde og løse i himlen? Som om hans binden og løsen i himlen var noget andet end vores binden og løsen på jorden, eller som om han havde andre nøgler deroppe i himlen end disse på jorden, skønt han dog tydeligt og klart siger, at det er himlens nøgler og ikke jordens nøgler.» – Himlens nøgler har vi her på jorden. – «Men sådanne tanker om to slags nøgler kommer af, at man ikke regner Guds ord for Guds ord; fordi det bliver talt af mennesker, betragter

man det netop, som om det var menneskeord, og tænker, at Gud er højt deroppe og langt, langt, langt borte fra dette ord, som er på jorden; så gaber man op mod himlen og digter endnu andre nøgler. … Lad dig her ikke vildlede af den farisæiske snak, som nogle narrer sig selv med: hvordan et menneske skulle kunne tilgive synd, når han dog hverken kan give nåden eller Helligånden. Bliv du ved Kristi ord, og vær vis på, at Gud ikke har nogen anden måde at tilgive synd på end ved det mundtlige ord, som han har betroet os mennesker. Søger du ikke tilgivelsen i ordet, så gaber du forgæves op mod himlen efter nåden eller, som de siger, efter den indvortes tilgivelse.» – Sværmerne siger, at det først og fremmest kommer an på den indvortes tilgivelse. Og de ved aldrig, om det virkelig er Helligåndens indvortes tilgivelse eller deres egen sværmerånds. – «Men siger du, sådan som sværmerånderne og sofisterne også gør: Mange hører jo nøglernes binden og løsen, men bryder sig alligevel ikke om det og forbliver ubundne og uløste; derfor må der være noget andet til stede end ordet og nøglerne: Ånden, Ånden, Ånden må gøre det – mener du så, at den ikke er bundet, som ikke tror

bindenøglen? Han skal nok til sin tid erfare, at bindingen på grund af hans vantro

ikke har været forgæves og ikke har slået fejl. Sådan også: Den, der ikke tror, at han er løst

er, og at hans synd er ham tilgivet, han skal med tiden nok få at mærke, hvor helt sikkert hans synder dengang var ham tilgivet, og at han ikke ville tro det. Sankt Paulus siger i Rom 3,3: For vores vantros skyld svigter Gud ikke. Vi taler altså heller ikke her om, hvem der tror på nøglerne, og hvem der ikke gør; vi ved udmærket, at kun få tror. Men vi taler om, hvad nøglerne gør og giver.» – (s. 181) Mange vil engang undre sig, når vor Herre regner alle de søndage op for dem, hvor han ville give dem tilgivelse, og de ikke troede det, men gjorde Gud til en løgner – hvor ofte de har stået ved himlens port og ikke ville gå ind. – «Den, der ikke tager imod det, har rigtignok

intet; men nøglen svigter ikke af den grund. Mange tror ikke på evangeliet, men evangeliet svigter og lyver ikke af den grund. En konge giver dig et slot; tager du ikke imod det, så har kongen ikke løjet eller svigtet af den grund, men du har snydt dig selv, og det er din

egen skyld; kongen har helt sikkert givet det.» – Det skal I anvende på tilgivelsen. I den giver Gud alle tilgivelse. Og synden er dig virkelig tilgivet, selv om du ikke tror det, men vender og drejer dig i din vantro og tænker: «Hvad kan dette elendige menneske tilgive mig?» Ak, du stakkels menneske! Det er jo ikke ham, der tilgiver dig dine synder; det gør Gud selv. Præsten kan selv være et helvedes barn, og alligevel bliver dine synder dig tilgivet ved den tilgivelse, han udtaler. Hvorfor? Fordi han gør det i Guds navn og på Guds befaling. Sådan har en konge tit sendt en ugudelig tjener, og de befalinger, der gennem ham gik ud til undersåtterne, var alligevel lige så gyldige, som hvis kongen selv havde givet dem med sin egen mund. – «For det er Guds befaling og ord, som den ene udtaler og den anden hører. Begge er de ved deres sjæls salighed forpligtet til at tro det lige så visst og fast som alle andre trosartikler.» – Ja, også præsten er forpligtet til at tro, at alle synderne bliver tilgivet, når han udtaler tilgivelsen.

Gør han ikke det, er han en elendig spotter, der vover at lukke gabet op og samtidig i sit hjerte tænker: «Det er bare komedie for den enfoldige almue.»