Nittende aftenforelæsning (20. februar 1885)

Blandt de mange lærestridigheder, der i første halvdel af forrige århundrede var mellem de såkaldte pietister og de ortodokse, var en af de allervigtigste denne: Pietisterne – som bekendt elever af Spener, August Hermann Francke og Johann Jakob Rambach, men ikke helt tro elever af dem – lærte følgende: De, der ikke nøjagtigt kunne angive den dag og time, hvor de var blevet omvendt og havde fået nåde, var bestemt ikke sande (S. 182) kristne, måtte ikke regne sig selv for det og måtte heller ikke regnes for det af andre. De ortodokse benægtede derimod dette. Nu er det ganske vist sandt: Omvendelsen sker ikke i løbet af en dag eller en time, men i et øjeblik. For efter Den Hellige Skrift er omvendelsen intet andet end en opvækkelse fra den åndelige død til det åndelige liv, intet andet end en vending fra den brede vej, der fører nedad, til den smalle vej, der fører opad; den er intet andet end en flytning fra Djævelens rige til Jesu Kristi, Guds Søns, rige. Men ligesom der ikke findes nogen mellemtilstand mellem død og liv, ingen mellemvej mellem den smalle vej, der fører opad, og den brede vej, der fører nedad, og intet mellemrige mellem Satans rige og Kristi rige, sådan er ethvert menneske jo naturligvis enten åndeligt dødt eller åndeligt levende; enten går det ad den smalle sti eller ad den brede vej, enten er det i Jesu Kristi rige eller i Djævelens rige. Altså er mennesket enten omvendt eller ikke omvendt. Noget midt imellem findes ikke. Nu stiller Den Hellige Skrift os ganske vist mange eksempler for øje på mennesker, der faktisk kunne angive tid, dag og time for, hvornår de blev omvendt til Gud og fik nåde. Jeg vil blot minde Dem om nogle eksempler. Allerede de første mennesker blev på den første dag i deres tilværelse, som også var dagen for deres fald, straks omvendt igen; de rejste sig fra deres fald og fik nåde, retfærdighed, liv og salighed ved forkyndelsen og løftet om kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved. Også om David ved vi, at efter at han et helt år efter sit dybe fald havde levet hen i kødelig sikkerhed, kommer profeten Natan til ham og foreholder ham hans afskyelige synd

– han bliver forskrækket, bekender sin synd, og straks siger profeten Natan til ham: «Så har også Herren taget din synd bort; du skal ikke dø.» I det øjeblik blev han omvendt, og derfor lover og priser han i Sl 32 Gud for, at hans synder er ham tilgivet. Saulus, som forfulgte de kristne, oplevede den store nåde, at Herren selv viste sig for ham. Først råbte han det frygtelige ord til ham: «Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?» Da styrter Saul sammen og råber: «Hvem er du, Herre?» Og Herren siger: «Jeg er Jesus, som du forfølger. Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden.» Dér ligger Saul sønderknust for Herren. Dér bliver han et Guds barn, et udvalgt redskab. For efter to eller tre dage rejser han sig og forkynder den korsfæstede, fuld af Ånd og fuld af kraft. Vi læser også om de (S. 183) tre tusind tilhørere til den første kristne pinseprædiken, at efter at apostlen havde foreholdt dem, at de havde myrdet Kristus, stak det dem i hjertet. Men så snart der blev sagt til dem: «Tro på Herren Jesus», tog de imod det i Helligåndens kraft. Vi læser videre om fangevogteren i Filippi, som blev omvendt til Gud samme nat, som han havde behandlet to af Herrens disciple så grusomt, nemlig Paulus og Barnabas [ifølge ApG 16 var det Paulus og Silas], havde kastet dem i det inderste fængsel og lagt deres fødder i jern – ja, som i det øjeblik, han hørte jordskælvet, var lige ved at støde sværdet i sit hjerte og tage sit eget liv. For på spørgsmålet: «Kære herrer, hvad

skal jeg gøre for at blive frelst?» svarede apostlen ham ikke blot: «Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din husstand», men han kom også virkelig til tro nu. Alle disse kunne sige: «Ja, på den dag og i den time blev jeg omvendt; dér gik jeg fra døden til livet, dér kom jeg fra mørket til lyset, fra Guds vrede til nåden.» – Men hvor mange læser vi overhovedet ikke noget sådant om i Skriften! Kirkehistorien lærer, at i de 1800 år, den kristne kirke har bestået, har millioner og atter millioner, der blev opdraget i kirken, ikke kunnet angive den dag og time, hvor de blev omvendt, men de vidste godt og kunne også påvise, at de var blevet andre mennesker, at de ved Helligånden var kommet til en levende tro på Kristus, til nåden, til retfærdigheden og til håbet om det evige liv.

Hvordan kan det mon være gået til, at pietisterne, som jo mente det inderligt godt, kom frem til denne lære: Den kan ikke være en kristen, som ikke har fundet ud af: «På den og den dag og i den og den time er du blevet omvendt»? Grunden var denne: De mente, at man på et tidspunkt pludselig måtte opleve en himmelsk glæde, hvor ens inderste sagde til en: «Du har fundet nåde hos Gud, nu er du hans barn!» Så måtte de naturligvis sige: «Hvis det er den måde, man bliver omvendt til Gud på, så må man også kunne sige: På den og den dag og i den time blev jeg omvendt; dér blev jeg et andet menneske, dér blev mine synder mig tilgivet, dér blev jeg iført Jesu Kristi retfærdigheds klædning.» Men det er en stor, skæbnesvanger og farlig vildfarelse. Det har vi allerede delvis set. I dag kommer vi så til den del, der især handler om det, nemlig den sidste del af tese IX, hvor det siges, at Guds ord ikke skelnes ret, når man vejleder syndere, der er ramt og (S. 184) forskrækket af loven, til at tilkæmpe sig nådestanden ved at bede og kæmpe, nemlig ved at bede og kæmpe så længe, til de føler, at Gud har benådet dem. Det er også vores metodisters system. Men før vi beskæftiger os med det, må vi først afvise en misforståelse af læren om, at et menneske ikke må grunde sin frelse og sin nådestand på sin følelse. For også denne lære bliver afskyeligt misbrugt af mange. Der findes mennesker, som regner sig for gode kristne og dog er åndeligt døde. De har aldrig oplevet en virkelig angst over deres synder, de er aldrig blevet fyldt af rædsel over dem, de er aldrig blevet forfærdede over helvede, som de dog har fortjent; de har aldrig ligget på knæ og med hede tårer klaget for Gud, at de er afskyelige, fordømte syndere, og endnu mindre har de grædt søde glædestårer og priset Gud for, at han har forbarmet sig over dem. De læser Guds ord, de hører det også, men de oplever intet ved det. De går i kirke, de lader sig give tilgivelse, og det kvæger dem ikke; de går til den hellige nadver og forbliver kolde som is og føler intet. Men hvis de en gang imellem bliver urolige over, at de er så ligegyldige med hensyn til deres frelse og salighed, og at Guds ord slet ikke smager dem, prøver de at berolige sig selv sådan: «Jamen, i den lutherske kirke lærer man jo: Det kommer ikke an på følelsen. Så selv om jeg slet ikke har følt noget, gør det ikke noget. Jeg kan alligevel godt være en god kristen, for jeg tror jo.» Men det er et stort og frygteligt selvbedrag! Den, der er i en sådan tilstand, har ikke andet end en død forstandstro; han har kun en skintro, eller – for at sige det groft – en mundtro. Med munden siger han nok: «Jeg tror», men hans hjerte ved intet om det. Nej, Guds ord råber til os: «Smag og se, at Herren er god!» Den, der aldrig har smagt, hvor god Herren er, skal ikke tro, at han står i den sande tro! Og apostlen Paulus siger i Rom 8,16: «Ånden selv vidner for vores ånd, at vi er Guds børn.» Hvordan kan Helligånden give vores ånd et vidnesbyrd, uden at vi føler det? Vidnet må tale så højt, at dommeren kan opfatte

ham. Sådan er det også her. Efter Guds ord giver Ånden selv os vidnesbyrd om, at vi er Guds børn, og den, der aldrig har mærket dette vidnesbyrd, er stadig åndeligt død. Han har endnu intet vidnesbyrd for sig og gør meget uret, hvis han alligevel regner sig selv for en god kristen. – Videre siger apostlen Paulus i Rom 5,1: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige på grund af (S. 185) tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus.» Den objektive fred er der allerede før vores retfærdiggørelse. Den fred har Kristus skabt ved sit blod. Altså må der her være tale om en fred, som man føler, fornemmer og oplever. Og videre skriver apostlen Paulus i Rom 14,17: «Guds rige er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.» Den, der nok har oplevet mange glæder, men kun verdslig glæde, kødelig glæde, og ikke den åndelige glæde, som Paulus taler om i det skriftord, jeg lige har anført, han er simpelthen død. – Det ser vi også af eksemplerne på de hellige, som Bibelen fortæller os om. Dem ser vi igen og igen gløde af lovprisning til Gud for det, han har gjort mod dem. Det forudsætter jo, at deres hjerte vidste, at Herren var dem nådig. Hvis David intet havde vidst om det, ville han så have udbrudt: «Lov Herren, min sjæl, og alt, hvad der er i mig, hans hellige navn! Lov Herren, min sjæl, og glem ikke, hvad godt han har gjort mod dig! Han tilgiver dig alle dine synder og helbreder alle dine skrøbeligheder»? Nej, han havde en meget varm følelse af det. Og spørg endelig et hvilket som helst menneske, der har alle kendetegn på en sand, levende kristen: «Har du da også selv oplevet alt det, du taler om?» Så vil han svare: «Ja, selvfølgelig har jeg oplevet det! Jeg har oplevet den rædsel fra Gud, der kommer over en synder, som Gud vil frelse. Men så har jeg også oplevet sødmen ved Guds nåde i Kristus Jesus. Å, hver gang jeg tænker på min Frelsers kærlighed, smelter mit hjerte! Og på den anden side bliver jeg ofte overfaldet af angst og rædsel, når jeg ser på loven, selv om jeg ved, at jeg har fundet nåde.»

Læg altså mærke til dette: Når vi siger: «Ingen må grunde sin frelse og sin nådestand på sin følelse», så mener vi ikke dermed: «Altså behøver mennesket slet ingen følelse at have, når det gælder religionen; det kan alligevel godt være en god kristen.» Nej, det lærer vi ikke. Hør et vidnesbyrd fra Luther om dette. Og Luther var bestemt ikke noget følelsesmenneske, alt andet end det, mens for eksempel Melanchthon var det i allerhøjeste grad. Når han følte noget, var han glad; men Luther kunne føle, hvad han ville – han holdt sig til Ordet.

I sin Kirkepostil (W. XII, 323 ff.) skriver Luther, som altid søgte ikke at forlade sig på følelsen, fordi den jo er foranderlig og bedragerisk, alligevel følgende til ordene: «Fordi I er børn, har Gud sendt sin Søns Ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, kære Far»: «Her skal nu enhver lægge mærke til og prøve, om han også føler Helligånden (S. 186) og fornemmer hans stemme i sig.» – Der står jo: Han råber: Abba, kære Far. – «For Paulus siger her: Hvor han er i hjertet, dér råber han: Abba, kære Far! – ligesom han også siger i Rom 8,15: I har fået Guds nådige barnekårs Ånd, ved hvem vi råber: Abba, kære Far! Men dette råb føler man, når samvittigheden uden al vaklen og tvivl fast forlader sig på og er sikker på, at ikke blot ens synder er en tilgivet, men at man også er Guds barn og sikker på saligheden, og med et glad og vist hjerte i al tillid kan kalde Gud sin kære Far og råbe til ham.» – Det er vor tids jammer: Sådan en tro finder man kun sjældent. Enten er folk åndeligt døde, og derfor er de helt uden bekymring og mener, at de nok skal komme i himlen; eller også er de ængstelige og usikre. Hvor mange dør ikke og tænker: «Hvordan vil det nu gå dig? Mon du kommer i himlen eller ej?» Det er en gyselig tro, en skintro! Nej, troen må være vis. – «Samvittigheden må være så vis på dette, at den ikke engang er så vis på sit eget liv, og hellere ville lide alle slags død, ja, også helvede, end lade det tage fra sig eller tvivle på det.» – De ved jo, at den romerske kirke benægter dette,

Den siger ikke blot, at et menneske ikke kan nå frem til vished, men endda at det ikke skal nå frem til vished. Ja, det ville være en forbrydelse og en fræk anmasselse, hvis et menneske – uden at Gud på en særlig, overordentlig måde havde åbenbaret ham det fra himlen – sagde: «Jeg ved det og er vis på det: Jeg står i nåde hos Gud og bliver frelst.» Det er et evangelium vendt på hovedet, ligesom hele pavedømmet overhovedet ikke er andet end en meget sørgelig forvandling af evangeliet til en lov, nemlig til dets kirkelove.

– «For det ville være en krænkelse af Kristi rige gerning og lidelse, hvis vi ikke troede, at han derved har vundet alt dette til os i overflod, og ikke lod hans store gerning og lidelse ægge og styrke os lige så mægtigt til en sådan tillid, som synden eller anfægtelsen skræmmer os bort fra den eller gør os modløse.» – Så siger folk: «Ja, jeg ved godt, at Kristus har forløst hele verden, men spørgsmålet er: Hvordan står det så til med mig? Er jeg da også forløst?» Sådan taler den, der hverken ved noget om loven eller om evangeliet. For den, der har lært evangeliet, siger: «Fordi Guds Søn har forløst hele verden, er jeg også forløst.» Men er jeg forløst, så vil han også, at jeg skal tro det. Han hindrer mig ikke i det; han advarer mig ikke, som pietisterne gør: «Tro nu endelig ikke for tidligt.» Vi kan slet ikke tro for tidligt; nej, når evangeliet (S. 187) prædikes for os, skal vi tro det, så sandt vores sjæls frelse står på spil. Vi skal tro det, hvis vi ikke vil være under Guds unåde og vrede. Men holder man sig ikke til Ordet, kan man ikke være vis. Så vakler og svajer man dag for dag og time for time. Det ene øjeblik tænker man: «Du er en kristen», og den næste time tænker man igen: «Ak, hvor har du dog igen taget fejl! Du er alligevel ikke en kristen.» – Luther fortsætter: «Der kan godt være en strid her, så mennesket føler og frygter, at det ikke er et barn» – Luther påstår ikke, at Helligåndens vidnesbyrd er helt alene i et Guds barns hjerte; ved siden af opstår der også en strid – «og synes og fornemmer også, at Gud er en vred og streng dommer over det, sådan som det skete for Job og mange flere. Men i den kamp må denne barnlige tillid til sidst sejre, selv om den skælver

og bæver; ellers er alt tabt.» – Tilliden må være der, og dog skælver og bæver man, mens tilliden er der. Jeg kan skælve og bæve og alligevel være vis. Jeg kan gå hen over en frygtelig afgrund og skælve ved det, fordi jeg tænker:

«Tænk, hvis du nu styrtede ned i dette dyb!» Men jeg har et rækværk på begge sider, og det holder jeg godt fast i, og så kommer jeg sikkert og trøstigt over. Det er den forunderlige modsigelse i en kristen: Han skælver og bæver og er dog samtidig vis. –

«Når nu Kain hører det, vil han slå kors for sig med hænder og fødder og i sin store ydmyghed sige: Nej, Gud bevare mig fra et så afskyeligt kætteri og en sådan formastelighed! Skulle jeg, stakkels synder, være så hovmodig at sige, at jeg er Guds barn? Nej, nej, jeg vil ydmyge mig og erkende mig som en stakkels synder osv. Dem skal du lade fare og vogte dig for som for den kristne tros og din frelses værste fjender. Vi ved også godt, at vi er stakkels syndere; men her gælder det om ikke at se på, hvad vi er og gør, men på, hvad Kristus er og har gjort for os og stadig gør; vi taler ikke om vores natur, men om Guds nåde, som er så meget større end vi – sådan som Sl 103,11 siger – som himlen er højere end jorden, og så langt som øst er fra vest. Synes du, det er stort, at du skal være Guds barn, min ven, så lad det heller ikke forekomme dig småt,

at Guds Søn er kommet, født af en kvinde og stillet under loven, for at du skulle blive et sådant barn. Stort er alt, hvad Gud virker; derfor giver det

også stor glæde og mod, frimodige ånder, som ikke frygter for noget og formår alt. Kains sag er en snæver sag og skaber lutter forsagte, ængstelige hjerter, som ikke duer til noget, hverken til at lide eller til at virke, og som frygter for et blad på et træ, sådan som Moses siger i 3 Mos 26,36. Hold derfor (S. 188) fast ved denne tekst: Åndens råb i hjertet må du føle; for det er jo dit hjertes råb – hvordan skulle du så ikke føle det? Desuden bruger Paulus ordet «råbe», selv om han godt kunne have sagt: Ånden hvisker eller taler,

eller synger; det er alt sammen endnu større.» – Der står ikke: «Ånden giver vidnesbyrd i almindelighed», men: «vores ånd». Altså må vores ånd jo høre det åndeligt, når han vidner; og «at høre dette vidnesbyrd» er netop følelsen. – «Han råber og kalder af al magt, det vil sige af hele sit fulde hjerte, så alt lever og ånder i en sådan tillid; som han også i Rom 8,26

siger: ›Ånden i os beder for os med så store suk, at ingen kan udsige dem med ord‹; ligeledes Rom 8,16: ›Guds Ånd giver vores ånd vidnesbyrd om, at vi er Guds børn‹; hvordan skulle vores hjerte da ikke mærke en sådan råben, sukken og et sådant vidnesbyrd?»

Det er mærkeligt. En kristen, der begynder at tvivle, hører så, at der er en anden stemme i ham, som siger: «Nej, Kristus er jo død for dig! Du behøver ikke at miste modet, du behøver ikke at fortvivle! Også du hører til blandt Herrens forløste, også du hører hjemme i himlen. Vær bare frimodig!» Denne stemme, som kommer af sig selv – for vi kan ikke selv frembringe den – er Helligåndens vidnesbyrd. Det sker især, når den kristne er i åndelig nød. For et vidne hører man jo ikke hver dag; men når jeg er anklaget, så henter jeg et vidne. Sådan er det også i det åndelige. Netop når den stakkels kristne er i den største nød, råber Helligånden: «Mist ikke modet!» –

«Åh, dertil tjener anfægtelse og lidelse herligt: de driver til en sådan råben og vækker Ånden; men vi frygter og flygter fra korset, derfor mærker vi aldrig Ånden og bliver under Kain. Mærker du nu ikke denne råben, så tænk dig om, og hold ikke op med at bede, før Gud bønhører dig; for du er Kain, og det står ikke godt til med dig.» – Kain flakkede omkring og vidste ikke, hvordan han stod over for Gud. – «Dog skal du ikke forlange, at en sådan råben skal være alene og ublandet i dig; der vil også måtte være et mordskrig ved siden af, som driver og øver dig i denne råben, sådan som det er gået alle andre.» – Hvor vis man end er på sin nådestand, vil man altid høre djævelens mordskrig. Mens man er vis på Guds nåde, kommer der en hemmelig stemme og hvisker:

«Ak, snak, du er ikke fri for dine synder endnu! Hvor mange onde tanker har du ikke haft igen i dag! Hvilke syndige lyster er der ikke steget op i dig i dag! Hvilke unyttige ord er der ikke gået ud af din mund i dag! Det gode, (S. 189) du har gjort, har jo kun været skin.» Det er djævelens mordpile. Men så træder Ånden op til vores forsvar og vidner for os, hvis vi er kristne. – «Din synd vil også råbe, det vil sige skabe en stærk modløshed i din samvittighed. Men Kristi Ånd skal og må overdøve dette skrig, det vil sige skabe en tillid, der er stærkere end modløsheden; som Sankt Johannes siger i 1 Joh 3,19–22:

›Hvis vores hjerte anklager os, så er Gud større end vores hjerte. Derfor, kære brødre, når vores hjerte anklager os, har vi tillid til, at vi skal få alt af ham, hvad vi beder om. Derpå kender vi også, at vi er født af sandheden, når vi således kan trøste vores hjerte for hans ansigt.‹ Så er denne Åndens råben og skrigen altså intet andet end en mægtig, stærk, urokkelig tillid af hele hjertet, som vi, hans kære børn, har til Gud som vores kære Fader.»

Men nu vil vi dog gå over til det, som ifølge vores tese i dag først ligger foran os, nemlig at de, der siger følgende, blander lov og evangelium grueligt sammen:

«Vil du blive vis på dine synders forladelse, så må du bede, kæmpe og stride så længe, indtil du endelig får en glad følelse, som hemmeligt siger til dig: ›Vær frimodig, du har dine synders forladelse.‹ ›Så‹, siger de, ›er nåden i dit hjerte‹» – mens nåden, strengt taget, slet ikke kan være i mit hjerte; den er i Guds hjerte. Nej, først må du tro og så føle. Følelsen kommer af troen, og ikke troen af følelsen. Og den, hvis tro kommer af følelsen, har ingen sand tro; for troen behøver et guddommeligt løfte. Derfor kan du være vis på, at det står rigtigt til med troen hos dem, der kan sige: «Intet i hele verden ser jeg på uden det kære evangelium. Det bygger jeg på.» Så kan djævelen

komme og skræmme og plage dem. Har de så måske ikke straks søde følelser, vil de sige:

«Og om mit hjerte sagde bare nej,

dit ord skal være mig mere vist»;

eller:

«Uden følelse vil jeg stole på dig,

til jeg kommer for at skue dig.»

Hovedstedet herom er nu 1 Joh 3,19–20: «I dette kender vi, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi stille vores hjerte, så at hvis vores hjerte fordømmer os, er Gud større end vores hjerte og kender alle ting.» Når en kristen også op- (S. 190) lever, at hans hjerte fordømmer ham – derved skal også samvittigheden forstås – når han vil trøste sig, og han hører en stemme, der siger: «Nej, du er fordømt! Du har ingen syndernes forladelse! Du har ingen nåde! Du er ikke Guds barn! Du har ingen ret til at håbe på det evige liv!» – så siger den kære Johannes: «Hvis vores hjerte fordømmer os, så er Gud større end vores hjerte.» Vi skal tænke: «Ja, min samvittighed er også en dommer, men kun en underdommer. Over den står en højere dommer, og det er Gud.» Så skal jeg sige til mit hjerte: «Vær stille, hjerte! Vær stille, samvittighed! Jeg har spurgt en anden dommer, om jeg er fri for mine synder; og det er den store Gud, han er større end du; det er en højere instans.» For en højere instans kan altid omstøde en lavere instans' domme. Når vi holder os til Ordet, siger den højere dommer til os: «Dine synder er dig tilgivet.» Og den, der ved Guds nåde kan tro det af hjertet, åh, han er et saligt menneske! For ham er helvede lukket og himlen slået vidt op. Og lad så alle djævle i helvede brøle: «Du er fortabt!» – så kan han svare: «Nej, jeg er alligevel ikke fortabt, men evigt frelst; for her står det skrevet!» Når tiden er inde, kommer følelsen nok igen. Netop når den kristne er nået så vidt, at han tænker: «Ak, jeg føler slet ingenting! Jeg er et elendigt og fortabt menneske! Jeg er så kold og så død! Guds ord smager mig som det rene rådne træ! Tilgivelsen vil ikke vederkvæge mig! Helligåndens vidnesbyrd er ikke i mig!» – når han så tænker: «Nu er det ude med mig!» – så kommer der med ét en stor glæde over hjertet, og Gud lader ham alligevel ikke i stikken. Ganske vist lader Gud sig ikke foreskrive noget her. Der er stor forskel på de kristne. Nogle har den store nåde, at den kære Gud fører dem ganske let af sted og altid giver dem en skøn, sød følelse, så de slet ikke har brug for nogen stor kamp. For det er sikkert: når jeg ser, at det, jeg oplever, stemmer overens med Guds ord, når de to mødes, så er der ikke brug for mere kamp. Men andre fører Gud næsten altid gennem mørke, gennem stor angst, gennem svær tvivl og al slags nød. Her må man dog skelne mellem, om en person er et dødt menneske, eller om han står midt i en sådan anfægtelse. Og det er ikke svært at skelne. For når jeg er i angst over, at jeg intet føler og fornemmer, og jeg dog så gerne ville fornemme og føle noget, så er det et tegn på, at jeg er en sand kristen. For den, der vil tro, tror allerede. Eller hvordan skulle det være muligt, at nogen gerne vil tro noget, som han (S. 191) holder for usandt? Intet menneske vil jo bedrages. Så snart jeg vil tro noget, tror jeg det allerede i det skjulte. Det må især sjælesørgerne lægge sig på sinde. Der kommer ofte gode menighedsmedlemmer og siger: «Ak, kære præst, jeg kan slet ikke tro. Det er en jammer.» Spørger jeg: «Vil De da gerne tro?», og han svarer: «Ja, selvfølgelig!», så skal man trøste ham: «Så tror De også allerede! Vær bare frimodig, og vent, til Gud lader anfægtelsens stund gå over! Så skal De nok mærke, hvordan Deres tro vil bryde frem, fuld af kraft og frimodighed.»

Joh 20,29: «Jesus sagde til ham: Fordi du har set mig, Thomas, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog tror.» Thomas ville ikke tro, at Kristus var opstået fra de døde, medmindre han havde lagt sine fingre i Kristi naglemærker. Da skænker Kristus ham af barmhjertighed den store nåde. Så kaster han sig ned for Kristus og siger:

«Min Herre og min Gud!» Derpå siger Herren til ham: «Fordi du har set mig, Thomas, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog tror.» Men hvad er det i grunden at se andet end at fornemme? For om jeg fornemmer noget gennem mit nervesystem, eller om jeg ser noget med mine øjne, eller om jeg hører noget gennem mine hørenerver, det kommer ud på ét. Når Herren nu her siger: «Salige er de, som ikke har set og dog tror», og dermed siger: «Vi skal først tro og så se», og vi ikke skal sige:

«Jeg vil først se og så tro», så er det også sikkert, at vi ikke først skal ville føle, men snarere tro og så vente, til Gud giver os den søde følelse af, at han har taget synden fra os. Hebr 11,1: «Troen er en sikker tillid til det, man håber, og at man ikke tvivler på det, man ikke ser.» Dér har vi en definition af troen. Men er troen dette – en fast, sikker tillid, et ikke-tvivlen, et ikke-vaklen – så siger det sig selv, at troen ikke må grunde sig på at se, føle og fornemme; for så grunder den sig på sand, og det varer ikke længe, før hele huset, der er bygget på sand, falder sammen. Ak, ve det menneske, der har vænnet sig til kun at regne sig for benådet, når han har søde følelser! I dødsstunden er det som regel forbi med den slags søde følelser. Dødsnøden fordriver følelsen. Salig er det menneske, der da siger:

«Jeg tror, hvad Jesu ord mig lover,

hvad enten jeg føler det eller ej.» (S. 192)

Salig den, der da kan fare hen i fred! Men ve den, der så tænker: «Nu føler jeg slet ingenting. Nu skal jeg dø! Jesus er ikke længere i mit hjerte. Åh, jeg elendige, ulykkelige menneske!» Hvor mange er mon ikke gået fortabt i de sværmeriske sekter, fordi de til sidst har sluppet Herren Jesus, idet de mente, at de ikke måtte gribe ham, at de manglede tilladelse til det! For alle sværmere mener, at det først er gennem følelsen, de får lov til at komme til Jesus og trøste sig ved ham. Derfor siger de ofte til en broder: «How do you feel?» [engelsk: «Hvordan føler du dig?»] Når han så siger: «Jeg føler slet ingenting!», hedder det: «Ak, dit stakkels menneske! Kom, lad os bede, kæmpe og stride, til du får følelse.» Så får han jo en eller anden følelse, men ofte er det kun en sanselig følelse og ikke Helligåndens følelse. For det ligger jo i den menneskelige natur, at når den bliver så usædvanlig anspændt, at den er helt ude af sig selv, og det så pludselig er forbi, som om alle strenge var sprunget, så kommer der en lyksalig følelse, ligesom hos en, der er faldet i vandet og tror, han skal drukne, og nu bliver trukket op: også han får sådan en lyksalig følelse, og det er dog ikke den lyksalige følelse, Helligånden giver.

Luther skriver i Kirkepostillen (W. XI, 2122 f.): «Troens anden egenskab er, at den ikke vil vide eller på forhånd være forvisset om, hvorvidt den er nåden værdig og bliver bønhørt, sådan som tvivlerne gør, der famler efter Gud og frister ham. Ligesom en blind famler efter væggen, sådan famler de også efter Gud og ville gerne først føle ham og have vished for, at han ikke kan løbe fra dem. Hebræerbrevet, kap. 11,1,

siger: ›Troen er en sikker tillid til det, der er at håbe, og retter sig efter det, som ikke ses‹, det vil sige: troen holder sig til de ting, den ikke ser, føler eller fornemmer, hverken i legeme eller sjæl; men ligesom den har en god formodning om Gud,

sådan overgiver den sig til det og vover sig ud på det og tvivler ikke på, at det skal ske den, som den formoder; og så sker det den også sandelig, og følelsen og fornemmelsen kommer til den, usøgt og ubegæret, netop i og gennem en sådan formodning eller tro.» – Det er netop troens art: den vil ikke vide det i forvejen og være forvisset om det og så tro, men den tror, så snart Ordet lyder, og så får den ganske vist denne forvisning, den ene før, den anden senere. Det er den almindelige erfaring: Når en er blevet kristen, får han hurtigt en sød følelse. Gud gør med sine ånde- (S. 193) ligt små børn ligesom en jordisk far med sine små børn. Dem giver han blød mad, sødt sukkerbrød osv. Sådan giver den kære Gud i begyndelsen sine kristne de søde følelsers sukkerbrød. Men når de har gjort mange erfaringer, når de er blevet øvet i troen, så er det slut med sukkerbrødet, og han giver dem nu sort rugbrød – og det er undertiden meget hårdt og gammelt. Så tænker den kære Gud: «Nu har du oplevet nok i dit kristenliv. Dette er ikke en for hård prøve for dig. Hvis jeg gav det til de små børn, kunne de slet ikke fordøje det.» Derfor tænker også mange kristne: «Ak, hvilket saligt menneske var jeg dog engang! Hvor svælgede jeg i de søde fornemmelser, i den glade vished om, at jeg har en nådig Gud i himlen, som jeg før, inden min omvendelse, ikke havde nogen anelse om! Med glæde gik jeg i seng, for jeg vidste, at jeg hvilede i min Jesu arme. Med glæde stod jeg op, for jeg vidste, at min Jesus og hans engle går ud og ind med mig. Ingen ulykke kan ramme mig; eller kommer der en ulykke, så er den dog kun en lykke, som også Paul Gerhardt synger:

«Min trængsel slører ikke

mit hjerte og mit blik.

Ulykken er min lykke,

og natten er mit solglimt.»

Nu kan den kristne også ganske godt fordøje det hårde rugbrød, mens en nybegynder i kristenlivet ville sige, hvis Gud tog sin trøst fra ham: «Nej tak, jeg vil ikke være sådan et elendigt menneske. Præsterne prædiker altid, at det kristne liv er et herligt liv, men nu ser jeg: en kristen er det allerulykkeligste menneske; hos ham er der intet andet end angst, nød og skræk.» Hvilken kærlig Fader for sine kristne er Gud derfor ikke! Han lægger ikke straks det tunge på dem. Han vænner dem først til sig. Så tager han trøsten mere og mere fra dem, for at de skal lære at gribe Gud i mørket. Derfor skal man endelig ikke tro, at man nu er faldet ud af nåden, eller at man ikke længere står i den første kærlighed, når man ikke længere gør disse salige erfaringer i samme grad som før. En gammel, erfaren kristens kærlighed til sin Frelser smager nok ikke længere så sødt, men den er meget renere, for mange slagger, som var der i begyndelsen, er blevet brændt ud. Luther skriver videre: «For sig mig: Hvem havde givet disse spedalske brev og segl på, at Kristus ville bønhøre dem? Hvor er her fornemmelsen og følelsen af hans nåde? Hvor er kendskabet, viden- (S. 194) skaben eller sikkerheden om hans godhed? Intet af det er her. Hvad er der så her? En fri overgivelse og et glad vovestykke i tillid til hans ufornemmede, uprøvede, ukendte godhed. Her er ingen fodspor, hvorpå de kunne spore, hvad han ville gøre; man ser alene på hans blotte godhed, og den skaber i dem en sådan formodning og et sådant vovemod, at han ikke vil svigte dem. Men hvorfra havde de kendskab til hans godhed? For de måtte jo på forhånd vide, hvor uerfaret og ufornemmet den end måtte være. Uden tvivl fra rygtet og ordet, idet de havde hørt meget godt om ham, men dog aldrig selv mærket det; for Guds godhed må forkyndes gennem Ordet og således bygges på, uprøvet og ufornemmet.» Når jeg har bedt et fadervor

med værdig andagt – hvad der ganske vist sker meget sjældent hos de allerfleste – så tør jeg dog sige «Amen» med glæde, selv om jeg under bønnen slet ikke har fornemmet, at Helligånden egentlig driver mig; men jeg har bedt det under kamp, og så har jeg dog bedt en bøn, som bliver hørt.

Videre skriver Luther (W. XI, 623 f.): «Det er altså det, jeg har sagt: at Gud ikke vil finde sig i, at vi skal forlade os på noget andet eller med hjertet hænge ved noget, som ikke er Kristus i hans ord, hvor helligt og fuldt af ånd det så end er. Troen har ingen anden grund, som den kan stå fast på. Derfor går det sådan for Kristi mor og for Josef, at deres visdom, tanker og håb må slå fejl, og alt er tabt, mens de længe leder efter ham fra det ene sted til det andet. For de leder ikke efter ham, som de skal, men som kød og blod plejer, der altid glor efter en anden trøst end Ordet; for det vil altid have noget, som det kan se og føle og hænge ved med sanser og fornuft. Derfor lader Gud dem også synke og slå fejl, for at de må lære, at al trøst hos kød og blod, hos mennesker og alle skabninger er intet og hverken er hjælp eller råd, medmindre Ordet bliver grebet. Her må alt slippes: venner, bekendte, hele byen Jerusalem, al kunnen, klogskab, og hvad de selv og alle mennesker er; for alt det giver og hjælper ikke til nogen sand trøst, før man søger ham i templet, hvor han er i det, som hører Faderen til. Dér finder man ham med sikkerhed, og hjertet får glæden igen; ellers måtte det forblive uden trøst, både fra sig selv og fra alle skabninger. Når Gud altså vil lade os komme i en så svær anfægtelse, skal vi også lære, at vi da ikke følger vores egne tanker eller menneskers råd, som viser os hid og did, til os selv eller til andre. Vi skal i stedet tænke, at vi må søge Kristus (S. 195) i det, som hører Faderen til, det vil sige, at vi ganske enkelt og alene holder os til evangeliets ord, som viser os Kristus ret og lader os kende ham. Og lær blot i denne og i alle åndelige anfægtelser, når du vil trøste andre eller dig selv ret, at sige med Kristus: Hvorfor løber du sådan hid og did og piner dig selv med angste og bedrøvede tanker, som om Gud ikke længere vil være dig nådig, og som om der ingen Kristus var at finde? Og du vil ikke være tilfreds, før du finder ham i dig selv og føler dig hellig og uden synd. Det bliver der intet ud af; det er lutter spildt møje og arbejde. Ved du ikke, at Kristus hverken vil være eller lade sig finde andre steder end i det, som hører Faderen til? Ikke i det, som du eller alle mennesker er og har. Fejlen ligger ikke hos Kristus og hans nåde: han er og bliver bestemt ikke tabt og lader sig altid finde. Men fejlen ligger hos dig, fordi du ikke søger ham ret, dér hvor han er at søge; for du retter dig efter din følelse og mener at kunne gribe ham med dine tanker. Hertil må du komme, hvor det ikke er dit eller noget menneskes, men Guds værk og styre, nemlig dér, hvor hans ord er. Dér vil du træffe ham, høre og se, at der hverken er vrede eller unåde, sådan som du frygter og bæver for, men lutter nåde og inderlig kærlighed til dig, og at han som en venlig, kær mellemmand går i forbøn for dig hos Faderen og siger det kærligste og bedste om dig. Han sender dig heller ikke en sådan fristelse, fordi han vil forstøde dig, men for at du skal lære ham så meget bedre at kende og hænge så meget fastere ved hans ord, og for at du skal revse din egen uforstand og erfare, hvor inderligt og trofast han mener dig det godt.»

Her har De en fordømmelse af alle sværmeriske sekter. For hvordan de end er, har de denne store vildfarelse: De forlader sig ikke alene på Kristus og hans ord, men frem for alt på noget, der foregår i dem selv. De tænker for det meste: «Med mig er der jo ingen fare, for jeg har jo omvendt mig.» Som om jeg så havde en garanti: Du er jo omvendt, altså kommer du i Himlen! Nej, vi skal ikke se tilbage på vores omvendelse og tænke: «Du er jo omvendt, så kan du være tryg!» Tværtimod skal jeg hver dag gå til min Frelser igen, som om jeg endnu ikke havde omvendt mig. Min tidligere omvendelse hjælper mig intet, hvis jeg nu bliver sorgløs og selvsikker. Jeg må hver

dag hen til nådestolen; ellers hjælper det intet, at jeg var omvendt. Ja, ellers kan jeg også gøre min egen omvendelse til min frelser. Men det er forfærdeligt! Så gør jeg jo i virkeligheden mig selv til min frelser. (S. 196)