Tyvende aftenforelæsning. (27. februar 1885.)

Mine venner, når en luthersk teologisk kandidat endelig får anvist det sted, hvor han skal forvalte embedet som luthersk præst, så burde dette sted være ham det kæreste, skønneste og dyrebareste på hele jorden. Han skulle ikke ville bytte det for et kongerige; det skulle stå for ham som et lille paradis, hvad enten det så er en stor eller en lille by, en nøgen prærie eller en skov, der endnu ikke er helt ryddet, en blomstrende bygd eller en egn, der ligner en ørken. Ak, de kære engle kommer med så stor glæde ned fra himlen, når den kære Gud sender dem ned for at tjene dem, der skal arve frelsen! Hvor skulle vi fattige syndere så ikke med stor glæde skynde os efter, når også vi skal føre mennesker, vores medsyndere, til frelse? Men med lige så stor glæde, som en ung, nyligt kaldet præst bør holde sit indtog i sit sogn, med lige så stor alvor bør han stå fast ved: «Jeg vil gøre alt, for at hver sjæl, der er betroet mig, bliver frelst!» Mærker han derfor, at langt de fleste i hans menighed – ja, som det ofte ser ud, alle – endnu er blinde, døde, uomvendte mennesker, så må det ikke gøre ham ærgerlig eller tage modet fra ham. Det skal tværtimod anspore ham til en brændende længsel: «Jeg vil vække dem alle op fra deres åndelige død og ved Guds nådemidler gøre dem til levende kristne. Djævelen skal ikke forhindre det. I tro vil jeg tage fat!» Eller mærker han måske, at der i hans nye menighed endda findes nogle, som lever i åbenlys skam og last, så behøver han heller ikke at fortvivle, men skal tænke: «Åh, jeg har et kraftigt ord, og jeg vil forsøge, om jeg ved det kan gøre disse syndens slaver fri.» Eller mærker han, at hans menighed endnu står på et meget lavt trin i erkendelsen af frelsen og endnu er helt uvidende om, hvad evangeliet egentlig er, så må han sætte sig for: «Jeg vil gå glad til værket og tålmodigt og ivrigt undervise disse stakkels uvidende mennesker, så lyset dog må gå op for dem!» Eller mærker han måske, at der i hans menighed er oprigtige sjæle, som dog er skolet i pietismen og hidtil er blevet ført i den retning, som er lovisk anlagt og derfor holder meget for synd, som slet ikke er synd, så må han beslutte: «Jeg (s. 197) vil ikke gøre det, som jeg ellers godt kunne gøre; for jeg ved, at der er sjæle her, som holder det for synd. Jeg vil ikke give dem anstød.» Eller omvendt: Der er måske folk, som er mere antinomistisk indstillet, som er mere tilbøjelige til at gå for vidt i den kristne frihed og aldrig har været vant til, at loven blev prædiket skarpt for dem. Så må han ikke straks tænke: «Her må du sætte dig imod det med al magt! Jeg vil ikke prædike andet end den skarpeste lov for dem et helt år!» Ak nej, man må gå dem i møde, og først lidt efter lidt må loven træde skarpere frem. For apostlen Paulus siger om sig selv – og han vil, at enhver Kristi tjener skal tage det til hjerte: «Jeg er blevet alt for alle for at jeg i hvert fald kan frelse nogle.» Det betyder: «Jeg kan ikke nøjes med blot at forkynde sandheden; jeg må forkynde den sådan, som alle disse mennesker netop har brug for. Der er en hel del, jeg endnu ikke må sige, men må udskyde til senere, indtil de endelig har fået tillid til mig og min lære, og jeg kan sige alt frit ud til dem uden at frygte, at de bliver stødt bort.» Kort sagt: Mærker han, at hans menighed endnu sidder i mørke, at den endnu er en ørken, så må han tænke: «Nuvel, ved Guds nåde vil jeg gøre den til en blomstrende Guds have.» Eller ser han med

stor glæde, at langt de fleste i hans menighed er gamle, erfarne, troende, levende kristne, og at der kun er få i menigheden, som straks giver indtryk af at være uomvendte, så må han sætte sig for: «Nuvel, først og fremmest må jeg straks forsøge at føre dem, der endnu er uomvendte, til Kristus.» Naturligvis må han samtidig sætte sig for i rette tid at give dem, der allerede er grundfæstede, den faste føde, som de har brug for.

Ak, ulyksalig er den unge præst, der træder ind i embedet og tænker: «Nuvel, nu er tiden med det store arbejde og slid forbi. Nu er jeg sejlet ind i rolighedens og fredens havn! Det vil jeg også nyde. Nu er jeg min egen herre og behøver ikke at lade noget menneske i verden foreskrive mig noget!» Ulyksalig er det menneske, der træder ind i det hellige embede med et sådant sind! Men ulyksalig er også den præst, der vil drive sit embede som et håndværk og tænker: «Nu vil jeg rigtig indrette mig et dejligt, mageligt og hyggeligt præstekald! Nu vil jeg vogte mig vel for at gøre folk til mine fjender; jeg vil tværtimod gøre alt for, at de alle er mine gode venner.» Ak, et ulyksaligt menneske! Sådanne vil bruge det åndelige til at vinde det legemlige! Det er ingen Jesu Kristi tjenere! Til dem (s. 198) vil han engang på hin dag sige: «Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig alle sammen, I som øver lovløshed!» Men salig er den præst, der allerede den første dag fast sætter sig for:

«Nuvel, jeg vil gøre alt, så vidt Gud giver mig nåde til det, for at ikke så meget som én sjæl i denne menighed går fortabt ved min skyld! Ved Guds nåde vil jeg gøre alt, for at jeg, når jeg engang må lægge min hyrdestav fra mig, kan sige til Kristus: ‹Her er jeg og de, du har givet mig; jeg har ikke mistet nogen af dem!›» – sådan som Kristus engang kunne sige til sin Fader. «Deres blod klæber ikke til mine fingre, heller ikke blodet af dem, der står ved din venstre side.»

Men nu opstår spørgsmålet: «Hvad er så det vigtigste, for at en præst kan nå dette herlige mål?» Det vigtigste er, at han kommer til Gud for sin menighed med brændende bøn og alvorlig forbøn, og det hver dag, og at han forkynder Guds rene ord med stor iver, både offentligt og for den enkelte, publice et privatim [offentligt og privat], og det med den rette deling af sandheden. For den hellige apostel Paulus skriver: «Gør dit bedste for at kunne træde frem for Gud som en der er anerkendt, som en arbejder der ikke skammer sig, og som en der deler sandhedens ord ret.»

2 Tim 2,15.

Det er jo netop det emne, som optager os i dette seminarår, nemlig at vi skal dele Guds ord ret, det vil sige skelne ret mellem lov og evangelium. Det er hele Den Hellige Skrifts to hovedlærdomme; af disse to hovedlærdomme består den. Om hvert eneste skriftord, ja, også om hver historisk begivenhed, der er fortalt i Den Hellige Skrift, kan man sige: «Dette hører til loven, og dette hører til evangeliet.» Og ingen burde forlade en teologisk læreanstalt uden at kunne sige: «Dette er lov, og dette er evangelium», eller:

«Her hører forsætningen til loven og eftersætningen til evangeliet», eller omvendt. Derfor gælder det om at nå til klarhed over dette emne. – Der ville nu have været en del mere at sige om den niende tese, men vi kan ikke dvæle længere ved den, ellers bliver vi ikke færdige.

§ Tese X.

For det sjette deles Guds ord ikke ret, når man prædiker om troen, enten sådan, som om det døde, blotte at holde noget for sandt gør et menneske retfærdigt og frelst for Gud, selv trods dødssynder, eller sådan, som om troen retfærdiggør og frelser på grund af den kærlighed og den fornyelse, som den virker. (s. 199)

I dag vil vi blive ved første del af denne tese. Det er en sammenblanding af loven og evangeliet, som vi især finder i pavekirken. At denne vildfarelse hersker i pavekirken, er hovedgrunden til, at de ikke vil vide af Luther og hans lære. De har hørt og læst, at Luther lærte, at det ikke er de gode gerninger, der frelser, men troen alene uden de gode gerninger. «Altså», slutter de, «må Luther jo have været et ugudeligt menneske! Han siger til sine lutheranere:

‹Tro, bare tro. I behøver ingen gode gerninger, så kommer I i himlen!›» Men det er slet ikke Luthers lære; Luther lærte det stik modsatte. Han siger ganske vist ikke: «Man skal nok have troen, men ved siden af den også de gode gerninger, kærligheden», men: «Vi skal have en sådan tro, som af sig selv frembringer kærligheden og bærer frugt i gode gerninger.» Men så retfærdiggør troen ikke på grund af kærligheden. Nej, den tro, som Helligånden virker, og som ikke kan andet end gøre det gode, retfærdiggør, fordi den holder sig til nådeløfterne, fordi den griber Kristus – ikke fordi den bærer frugt i gode gerninger. Men fordi den er en sand tro, gør den gode gerninger. Man behøver slet ikke at formane den til det; den gør det gode helt af sig selv. Den gør det ikke, fordi den tænker: «Du er forpligtet til at gøre gode gerninger, fordi Gud har tilgivet dig dine synder.» Hovedsagen er: Den kan ikke andet. Det er helt umuligt, at den sande tro er i hjertet uden at bryde frem i kærlighed og gode gerninger. Men det har de pavelige ingen anelse om. De tænker, at man kan stå i den sande tro og alligevel leve i dødssynder. Derfor siger de også til os: «Ja, troen, den skal nok gøre jer salige! Det er en køn religion! Den allerforfærdeligste, der nogen sinde er opfundet!» Sådan taler de om Luther. Men det er aldrig faldet Luther ind at lære en sådan tro, der blot tror det, som kirken tror. Og det er netop det, de pavelige forbinder med troen, når de siger: «Troen er overbevisningen om, at kirkens lære er den rette. Den, der har denne overbevisning, har den rette tro.» Men de tilføjer straks: «En sådan bliver dog ikke frelst.» Derfor kan en hos dem være horkarl, ægteskabsbryder, dranker og tyv og alligevel være en god troende.

Gal 5,6: «For i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller manglende omskærelse, men tro som er virksom ved kærlighed.» – Er troen ikke virksom ved kærlighed, så er den ikke uvirksom, fordi den mangler kærlighed, men fordi den slet ikke er en virkelig, (s. 200) sand tro. Kærligheden skal ikke føjes til troen; den skal vokse ud af den. Et frugtbart træ bærer ikke frugt, fordi man befaler det; så længe der er liv i det, og det endnu ikke er visnet, bærer det frugterne af sig selv. Sådan et træ er troen; den bærer gode frugter, og så længe den bærer dem, ser man: «Den er ikke visnet, den lever.» Men bærer den dem ikke, så ser man: «Den er visnet. Men så længe den lever, bærer den gode frugter.» Sådan er det også med solen. Den behøver man ikke at sige det til; den vil blive ved med at skinne til den yderste dag, uden at nogen befaler den det. Sådan en sol er også troen.

ApG 15,9: «Han gjorde ingen forskel på os og dem, men rensede deres hjerter ved troen.» En sand tro renser hjertet. Den, der siger: «Åh, jeg har en fast tro! Min tro vil jeg ikke slippe», men som ikke har et rent hjerte, til ham må man sige: «Du sidder i dybt mørke. Du har ingen tro! Du kan godt holde alle de sandheder for sande, som prædikes i den lutherske kirke –

men er dit hjerte stadig det gamle, er dit hjerte stadig fuldt af kærlighed til synden, handler du stadig bevidst imod din samvittighed, så er hele din tro kun skin. Det er ikke den sande tro, som Helligånden mener, når han i Den Hellige Skrift taler om troen.»

Joh 5,4 [sandsynligvis Joh 5,44]: «Hvordan kan I tro, når I tager imod ære fra hinanden og ikke søger den ære, der kommer fra den eneste Gud?» – En frygtelig dom! Her siger Frelseren ligefrem: «Den, der

søger ære, har ingen tro.» Det hører med til troens frugter: Så snart den sande tro er plantet i hjertet, giver man Gud alene æren. Og bliver man alligevel æret af mennesker, så tænker man i sit hjerte: «Det har du jo slet ikke fortjent!» Man siger til sin Gud:

«Er noget godt i livet mit,

så er det sandelig helt dit.»

Sådan giver den troende æren tilbage til Gud. Men den, der straks bliver bedrøvet og mismodig, fordi han bliver sat lidt tilbage eller måske endda foragtet – for så får han ikke det, han søger – han har ingen tro. Den, der går op på prædikestolen og tænker: «Nu skal folk nok se, at jeg også kan prædike!», han er et menneske uden tro, hvis det er dette sind, der behersker ham. Og når folk så siger: «Det var nu smukt! Hvor dog den unge mand fremfører alting (s. 201) smukt! Han bliver en stor mand en dag!» – hvis han måske hører uforstandige folk dømme sådan – ak, hvor gør det godt! Det er ham ti gange kærere, end hvis de stak ham ti daler i hånden – selv om han også tager imod dem. Men sagen er alvorlig! Vi er alle af naturen tilbøjelige til hovmod; vi er stolte og hovmodige og vil have ære. Kun Helligånden kan drive denne skammelige last ud af vores hjerte. Men vi bliver den ikke helt kvit. Den onde rod bliver siddende i hjertet. Men står man i troen og mærker det, så afskyr man det og tænker: «Jeg er dog et skammeligt, elendigt menneske!» Man skammer sig over sig selv; man beder Gud om dog at befri en fra disse skammelige, hovmodige tanker.

At det er sandt, kan der ikke være tvivl om, for vores Frelser siger jo selv: «Hvordan kan I tro, når I tager imod ære fra hinanden?» Dette spørgsmål kan jo ikke betyde andet end: I kan ikke tro; det er umuligt, at «søge ære» og «tro» kan forenes. Nej, følgen af, at troen kommer ind i hjertet, er, at man bliver ydmyg over for Gud og mennesker. Vi må ganske vist ikke glemme, at denne giftige rod stadig bliver siddende i hjertet – så vi ikke fortvivler, når vi en dag ser efter i vores eget hjerte. Men alligevel må vi, så ofte sådanne tanker også rører sig i os kristne, straks kæmpe imod dem. Den, der ikke kæmper imod dem, er ingen kristen, eller også har han mistet troen.

1 Joh 5,4: «Alt det, som er blevet født af Gud, sejrer over verden, og dette er sejren, som har sejret over verden: vores tro.» – Den, der altså endnu ikke er født af Gud, den, der stadig sidder fast i sin gamle natur, har ingen tro. Den, der stadig er verdens ven, den, der stadig søger sit hjertes tilfredsstillelse i verdens dårskab og forfængelighed, har endnu ingen tro, for troen er sejren, som overvinder verden.

Jak 2,1: «Mine brødre, hav ikke jeres tro på vores Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, sammen med personsanseelse.» – Den, der foretrækker de rige frem for de fattige, fordi de er rige, gør forskel på folk og har altså ingen tro. Det tåler troen ikke, siger Jakob meget smukt. Det betyder: Hvor troen er, må dette sind vige; så ser man ikke længere på personen, men ser på mennesket, som det står i forhold til Gud, og tænker: «Denne stakkels tigger er også forløst ved Guds Søns blod; derfor er han lige så meget værd for mig som en kejser og konge.» Så store undere gør troen i vores hjerter! (s. 202) Men den, der prædiker om troen, som om det døde, blotte at holde noget for sandt gør et menneske retfærdigt og frelst for Gud, selv trods dødssynder, han gør netop troen til en gerning, som mennesket kan frembringe i sig selv. Så kan han, selv når han lever i de største synder, sige: «Nuvel, jeg er ganske vist faldet i den og den synd, men jeg vil tro, og så kommer jeg jo alligevel i himlen.» Hvad er troen så

andet end en god gerning, som mennesket kan give sig selv og selv kan bevare? Men troen er en skat, som kun Helligånden kan give os.

Hør nu, hvordan de pavelige lærer på koncilet i Trient. De ved jo, at koncilet i Trient endelig trådte sammen få måneder før Luthers død for at læge de sår, som reformationens værk havde slået dem. Der beseglede de alle de vildfarelser, som efterhånden havde vundet hævd i den romerske kirke, men de fremstillede dem en smule finere, end de fleste romerske teologer dengang havde gjort. Hør nu et sted derfra i oversættelsen ved en romersk teolog, Smets.

Dér hedder det i 6. session: «Det må fast hævdes, at ikke alene ved vantro, hvorved selve troen går tabt» – det indrømmer de: Når nogen bliver vantro, mister han troen. Hvilken yderst vigtig sandhed! Det sætter de forrest for at blænde folk og føre dem vild. – «men også ved enhver anden dødssynd, selv om troen ikke går tabt derved …» – Man mister ganske vist saligheden, siger de, men troen går ikke tabt derved. Deri har de helt ret: Deres tro går ikke tabt, for den allermest lastefulde katolik tror allerbedst på deres katolske religion. – «kan evangeliet, nåden, retfærdigheden og syndernes forladelse gå tabt; dette til forsvar for Guds lov, som ikke alene udelukker de vantro, men også de troende, nemlig horkarle, ægteskabsbrydere, drengeskændere, drankere, røvere og alle dem, som begår dødssynder.» – Ifølge den romerske religion findes der altså troende tyve, troende horkarle, troende ægteskabsbrydere, drengeskændere, troende gniere, drankere, spottere og røvere. Deraf ser I nu, at disse ulyksalige mennesker heller ikke aner, hvad tro er. Hvis de vidste det, ville de snart mærke: I onde skurke kan slet ikke tro. Men samtidig ville de indse: Så lærer den lutherske kirke jo helt anderledes, end vi hidtil har troet. Luthers lære er langt fra at skubbe gerningerne til side; tværtimod viser den den rette kilde, som de gode gerninger skal flyde af. (s. 203) Når man nemlig ved Helligånden og Guds nåde har fået en fast, levende tillid til Kristus, så kan man ikke blive i synden. Troen forvandler hjertet og renser det.

Men man skulle ikke tro det: Calvinisterne sidder fast i den samme vildfarelse, bare fra den anden side.

Således læser vi i Dordrecht-synodens beslutninger (kap. V, 3–8): «På grund af disse rester af den iboende synd og desuden på grund af verdens og Satans fristelser kunne de omvendte ikke blive stående i denne nåde, hvis de blev overladt til deres egne kræfter. Men Gud er trofast; af barmhjertighed befæster han netop dem i den nåde, han engang har skænket dem, og bevarer dem mægtigt i den til enden. Men selv om den Guds magt, som befæster og bevarer de sandt troende i nåden, er for stor til at kunne overvindes af kødet, så bliver de omvendte dog ikke altid således drevet og bevæget af Gud, at de ikke i visse enkelte handlinger kunne vige fra nådens ledelse og lade sig forføre af kødets begær til at adlyde dem. Derfor må de uophørligt våge og bede, så de ikke føres ind i fristelse. Gør de ikke det, kan de ikke alene rives med af kødet, verden og Satan til svære og forfærdelige synder, men de bliver undertiden også revet med, fordi Gud i sin retfærdighed tillader det. Det viser Davids, Peters og andre helliges sørgelige fald, som beskrives i Den Hellige Skrift. Ved sådanne store synder krænker de Gud dybt, de pådrager sig dødsskyld, de bedrøver Helligånden, de afbryder troens udøvelse» – kun troens udøvelse! Selve troen beholder de altså! – «de sårer samvittigheden på det alvorligste, de mister undertiden følelsen af troen for en

tid, indtil Guds faderlige ansigt igen stråler dem i møde, når de efter alvorlig besindelse (omvendelse) vender tilbage til den rette vej. For Gud, som er rig på barmhjertighed, tager på grund af udvælgelsens uforanderlige forsæt ikke Helligånden helt bort fra sine egne, heller ikke i sørgelige tilfælde (syndefald), og han lader dem heller ikke synke så dybt, at de falder ud af barnekårets nåde og retfærdiggørelsens stand … For det første bevarer han i dem sin uforgængelige sæd, som de er genfødt af, så den ikke går tabt eller fordrives.» – (s. 204) De henviser til 1 Joh 3,9: «Enhver, som er blevet født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, for han er blevet født af Gud.» Dermed siges der imidlertid ikke, at de omvendte ikke kan miste denne sæd; men når den er i dem, bevirker den også, at de ikke længere lever i dødssynder. – «Dernæst fornyer han dem visselig og kraftigt til omvendelse ved Ordet og sin Ånd, så de af hjertet og i overensstemmelse med Gud bliver bedrøvede over de synder, de har begået (tilladt sig), med angrende hjerte i troen beder om og opnår tilgivelsen i Mellemmandens blod, igen fornemmer den forsonede Guds nåde, i troen tilbeder hans barmhjertighed og derefter med større iver arbejder på deres frelse med frygt og bæven. Således opnår de, ikke ved egne fortjenester og kræfter, men af Guds nådige barmhjertighed, at de ikke helt falder ud af troen og nåden og heller ikke bliver i deres fald til enden og går fortabt.» – Calvinisterne påstår altså: Da David faldt i ægteskabsbrud og endda begik mord, mistede han ikke troen og heller ikke nåden; troen havde blot trukket sig lidt tilbage, så han ikke kunne udøve sin tro, og det var det hele. Men ud af nåden var han ikke faldet, og troen havde han ikke mistet, så han kunne være gået fortabt og ikke være blevet frelst, hvis han var død i den tilstand.

Det er en overmåde forfærdelig lære. Når folk mener, at de ikke kan miste troen og nåden, så vil de heller ikke tænke på at omvende sig, når de er faldet fra ved grove synder, ja, endda ved ægteskabsbrud og mord. Derfor læser man også, at Cromwell, dette elendige menneske, som dømte sin konge, sin herre, til døden og anrettede mord og blodige domstole i hele landet, blev grebet af angst, da han nærmede sig sin død. Han lod sin kapellan kalde og spurgte ham, om den, der engang havde stået i troen, kunne miste troen igen. Den elendige kapellan svarede: «Nej!» Så sagde Cromwell: «Så er det godt; for at jeg engang har haft troen, det ved jeg.» Der kan nemlig have været tider, hvor Guds ord gjorde et dybt indtryk på ham. Så stolede han på, at denne skændige kapellan trøstede ham og sagde: «Jo, har du engang haft troen, så har du den også stadig!» Der har I samtidig et eksempel på, hvor forfærdelig denne lære er.

Hør nu et vidnesbyrd fra vores bekendelse, nemlig fra De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. III, § 42–45. (Müller, (s. 205) s. 319.) Dér hedder det: «Og hvis der skulle komme nogle sværmerånder – sådan som der måske allerede er nogle, og som jeg selv har set med egne øjne under oprøret – som mener, at alle de, der engang havde modtaget syndsforladelsens Ånd eller var kommet til tro, blev i troen, selv om de siden syndede, og at en sådan synd ikke skadede dem, og som derfor råbte: Gør, hvad du vil; tror du, så betyder det alt sammen intet, troen udsletter al synd osv. De siger desuden: Hvis nogen synder efter at være kommet til tro og have fået Ånden, så har han aldrig rigtig haft Ånden og troen. Sådanne vanvittige mennesker har jeg haft mange af foran mig, og jeg frygter, at en sådan djævel stadig sidder i nogle» – det kalder Luther altså djævelen! – «Derfor er det nødvendigt at vide og lære, at når de hellige mennesker – ud over at de stadig har og føler arvesynden og også dagligt omvender sig fra den og kæmper imod den – falder i åbenbar synd» – åbenbare synder er sådanne, som ikke kun sidder i hjertet – «som

David i ægteskabsbrud, mord og gudsbespottelse, så har troen og Ånden været borte.» – Så snart David var faldet i disse synder, var han ikke blot ikke længere en profet oplyst af Helligånden, men han var heller ikke længere et Guds barn. Og hvis David var død i de dage, så var han faret til helvede. Ja, han ville stadig være faret til helvede, hvis han var død næsten et år senere, før profeten Natan kom til ham og prædikede omvendelse for ham. For han sagde jo selv til Natan: «Den mand er et dødens barn!» Da svarede Natan ham: «Du er manden! Du har selv afsagt dommen over dig. Du er en dødens mand. Hvis du ikke nu omvender dig igen, så farer du til helvede og bliver fordømt!» –

«For Helligånden lader ikke synden herske og tage overhånd, så den bliver fuldbragt, men styrer og hindrer den, så den ikke kan gøre, hvad den vil. Men gør den, hvad den vil, så er Helligånden og troen ikke til stede.» – Troens lys kan ikke kun slukkes ved grove synder, men ved enhver bevidst og forsætlig synd. Derfor sker frafald fra troen også langt oftere, end vi tror. Troen hører ikke kun op hos dem, der fører et skændigt liv; mangen en lader sig imod bedre vidende og mod sin samvittighed forlede til noget, han sætter sig noget for og fører forsættet ud i livet, selv om han ved, at det er imod Gud og hans ord. Så er troen slukket – bortset fra at en sådan, hvis han hurtigt tager sig sammen igen, også hurtigt kan komme til tro igen, sådan som det var med Peter. Peter forhærdede sig ikke. Da Jesu øje så på ham, gik han udenfor og græd bitterligt. Frelserens blik havde igen (s. 206) ført ham til omvendelse, så han så sin synds uudsigelige størrelse og samtidig så sin Herres nådes uudsigelige størrelse. Jesu blik sagde til ham: «Ak, stakkels Peter, omvend dig! Jeg har tilgivet dig alt.» Og det gik ham som et sværd gennem hjertet. Derfor: vel den, som rejser sig igen med det samme, når han falder – med det samme! med det samme! – og ikke udsætter det! Når du falder, så tøv ikke, så det ikke ender med, at dit hjerte bliver forhærdet! –

«For det er, som sankt Johannes siger: Den, der er født af Gud, synder ikke og kan ikke synde. Og dog er det også sandt (som samme sankt Johannes skriver): Hvis vi siger, at vi ikke har synd, lyver vi, og Guds sandhed er ikke i os.»

Men hør nu også et smukt vidnesbyrd af Luther fra hans private skrifter. Det var i året 1536, at en vis præst sendte en kommentar til Johannes' Første Brev til fakultetet i Wittenberg. Han bad om, at man ville gennemse kommentaren og lade den trykke, hvis den var rigtig. Og dér fandt man denne vildfarelse, at de udvalgte ikke mister Helligånden, selv om de falder i bevidste synder og grove laster. Da erklærede Luther: «Nej, dette skrift må ikke trykkes», og samtidig skrev han en betænkning om dette emne, og den betænkning skrev fakultetets øvrige medlemmer under på. Betænkningen findes i Luthers værker, Walch X, 1996ff. Dér hedder det så: «Når et menneske er i synd imod sin samvittighed, det vil sige, når han bevidst og villigt handler imod Gud, som en ægteskabsbryder eller en voldsmand, der bevidst gør nogen uret osv., så er han, så længe han bevidst holder fast ved en sådan vilje, uden anger og uden tro og ikke Gud velbehagelig. Så længe en mand for eksempel har en andens hustru hos sig, er der ingen anger, ingen tro og ingen hellighed; det er jo åbenbart. For hvor der er tro, som vi bliver retfærdiggjort ved, dér må der også være en god samvittighed» – Hvordan kan jeg komme til vor kære Gud med en ond samvittighed og sige: «Ak, du min Gud har tilgivet mig mine synder! Dig være lov og pris i evighed!» Nej, Gud vil forkaste dig, hvis du siger sådan. Du spørger jo slet ikke efter Gud, du vil blive i din synd – hvordan kan du så vende dig fortroligt til Gud? Det er umuligt! Hvis der kom en til dig, som skændigt havde krænket dig, og han sagde: «Jeg har handlet skændigt mod dig. Jeg beder dig, tilgiv mig. Men jeg vil ganske vist blive ved med det» – ville du så tilgive ham? Nej! Kun en gal mand ville sige: «Tilgiv mig det, men jeg vil fortsætte med det; jeg vil fortsat krænke dig, hver gang jeg ser dig. Men jeg ønsker, at du til-

giver mig.» (s. 207) Men sådan bærer de mennesker sig ad over for Gud, som vil trøste sig ved hans nåde og samtidig blive ved med at synde – «og det er helt umuligt, at disse to ting skulle kunne stå sammen: tro, som stoler på Gud, og ondt forsæt, eller, som

man kalder det, ond samvittighed.» – Samvittigheden er et meget ubehageligt vidne. Dette vidne lukker ikke munden, hvad vi end gør. Stakkels syndere er vi jo alle. Men når vi sætter os for at gøre synden, så siger samvittigheden: «Sæt dig ikke for at gøre det. Du er Guds fjende og vil blive ved med at være hans fjende. Du vil slet ikke til Gud!» –

«Tro og påkaldelse af Gud er skrøbelige ting» – de kan meget let blive såret – «og det kan let være et meget lille sår i samvittigheden, der støder tro og påkaldelse bort»; det afhænger ikke af syndens ydre afskyelighed, om den støder mig ud af nåden og slukker troens lys i mig. Det afhænger af, hvordan mit hjerte forholder sig til synden. Bliver jeg pludselig overrumplet af synden, så tilgiver Gud mig det, han vredes ikke på mig og tilregner mig det ikke. Så slukkes troen ikke. Eller mit temperament river mig med. Jeg vil ikke gøre synden, men der er en så voldsom bevægelse i mig, at jeg har syndet, før jeg ser mig om. Det er ingen dødssynd, så man kan godt blive i nåden. Men når man imod bedre vidende og mod sin samvittighed bliver i synden, og måske i længere tid og med forsæt, så er der ingen tro; så kan man ikke bede til Gud, så går Helligånden bort fra hjertet; dér vil han ikke herske. Så lukker det stakkels menneske en anden hersker ind i hjertet. Ham lader Helligånden så blive derinde, og selv går han bort – «som enhver erfaren kristen meget ofte må opleve.» – Den kristne mærker, at selv hvis han bare en lille smule vil give efter for en synd, så bliver tilliden til Gud straks mindre. Han mærker: Hvis du ikke straks vender om, så vil synden herske over dig, og du bliver ude af stand til at tro. Så falder han på knæ og beder Gud med tårer – selv om det ikke hører til omvendelsens væsen – og kan sige til Gud: «Du ved jo, at jeg ikke vil synde!» – og ligesom engang Peter: «Herre, du ved alt, du ved, at jeg holder af dig.» For Peter kunne jo tage Frelseren til vidne, han havde en god samvittighed og kunne sige til Kristus: «Du kan jo se ind i hjertet! Hvorfor spørger du mig så?» Sådan må enhver kristen kunne tale med Gud; han må kunne sige: «Du ved jo, min Gud, at jeg ikke vil synde, og dog synder jeg. Men du ved, at jeg er blevet syndens fjende.» – «Derfor sætter Paulus disse stykker sammen, 1 Tim 1,5: ‹Dette er (s. 208) summen af læren: kærlighed af et rent hjerte og en god samvittighed og en uskrømtet tro›» – kun den kærlighed er den sande, som kommer af en uskrømtet tro. Uskrømtet tro betyder en tro, som ikke bare er malet, så den ligner tro, men som er en levende, virkelig og sand hjertetro. – «Ligeså 1 Tim 1,9: ‹Bevar troen og en god samvittighed›; ligeså 1 Tim 3,9: ‹De, som bevarer troens hemmelighed i en ren samvittighed› osv. Disse og flere lignende skriftsteder, som siden skal anføres, viser, at hvor der ikke er en god samvittighed, dér er der ingen tro og ingen hellighed.» – Tro og god samvittighed må altid være sammen. Hvor der er tro, dér er der også en god samvittighed. Men den, der ikke har en god samvittighed, har ganske sikkert heller ikke tro; for de to hører sammen. Om sådanne siger apostlen i 1 Tim 1,19, at de har lidt skibbrud på troen. Den, der ikke har en ren samvittighed, har heller ikke bevaret troens kostbare klenodie. – «Derfor gælder det, når nogen bliver retfærdiggjort: Selv om det alene er troen på Frelseren Kristus, der opnår nåde, så synderne bliver tilgivet og denne person bliver taget til nåde, så må det onde forsæt dog være borte, så der begynder en god samvittighed. Hvor der nu er tro og god samvittighed, dér er Helligånden visselig, og dog står tilliden ikke til egen værdighed eller god samvittighed, men til Kristus; derfor slutter vi, at vi er i nåde for Kristi skyld i kraft af hans løfte, og således kan den rette påkaldelse ske, som Johannes siger, 1 Joh 3,20: ‹Selv om vores hjerte fordømmer os, så kan vi frimodigt tale til Gud, og hvad vi beder om,

det får vi af ham.› Og selv om synden bliver tilbage i de hellige – medfødt elendighed og ond tilbøjelighed, og at hjertet ikke så alvorligt frygter Gud og stoler på ham» osv. – Også efter at vi er blevet omvendt, mangler vi stadig den rette gudsfrygt og også tilliden. – «hvilket dog ikke skal regnes for ringe skader, men er store synder» –

Alle synder er store synder. Heller ikke disse såkaldte skrøbelighedssynder, som den retfærdiggjorte ikke kan slippe af med, skal regnes for små ting. Selv om troen ikke slukkes derved, er det dog ikke noget at spøge med. – «alligevel skal denne skrøbelighed skelnes skarpt fra bevidst samtykke og ondt forsæt, som gør samvittigheden uren.» – Det er den store forskel! – «Sådan synd og hellighed kan ikke stå sammen, og vi skal her ikke disputere om forudbestemmelsen, men om Guds vrede, som er åbenbaret i hans ord, og derefter igen søge nåde.» –

Luther vil sige: Vi skal ikke tænke sådan: «Nå, hvis jeg er prædestineret, hvis jeg er udvalgt på forhånd, så (S. 209) har det jo ingen nød med mig. Så kommer jeg jo alligevel i himlen og bliver frelst.» Ja, det er sandt: Er du prædestineret, så bliver du helt sikkert frelst, men spørgsmålet er netop, om du er prædestineret. For hvis du går hen i dine synder og bliver i dem, så er det et tegn på, at du ikke er udvalgt. Ikke fordi Gud slet ikke ville have dig, men han har jo forudset, at du er sådan en skændig slyngel, der misbruger hans nåde. Nej, er du sådan et menneske, så står du ikke i nåden, og bliver du i den tilstand, så bliver du fordømt! – «Og at et sådant fald hos de udvalgte tager helligheden bort og driver Helligånden bort, det ses for det første helt tydeligt på Adam og Eva, som var udvalgt, men alligevel mistede deres hellighed og Helligånden så jammerligt, at alle menneskers natur siden er svag og syndig på grund af dette sår hos de første mennesker.» – Ingen kan nægte, at Adam og Eva var udvalgte, og alligevel faldt de og mistede Guds billede, Helligånden, deres hellighed og alt. Men de omvendte sig og vendte på den måde tilbage til nådens stand. – «Og var de ikke blevet rejst op igen, var de blevet i den evige fordømmelse. For hvad denne mellemtid angår, var de i sandhed under Guds vrede; disse ting er nemlig ikke skinfægteri. Paulus siger med klare ord i Rom 5,12: ‹Ved ét menneske er synden kommet ind i alle mennesker til fordømmelse›; og hvad fordømmelse betyder, er åbenlyst. Ligeså: Da David havde ligget med Urijas hustru og havde ladet den fromme mand myrde osv., var David under Guds vrede og havde mistet sin hellighed og Helligånden, indtil han blev omvendt igen; og sådan skal man også tale om andre i lignende tilfælde.» – Så snart jeg mister troen ved en dødssynd, mister jeg også straks Guds nåde og er et dødens og fordømmelsens barn. Senere kommer jeg måske til tro igen, men i mellemtiden er jeg et dødens barn. Og selv om jeg så tror igen og også bliver frelst, er jeg i mellemtiden ikke et saligt menneske, men et helt usaligt, fortabt menneske. – «Og at alt dette, som sagt, er sandt, bevises klart af følgende skriftsteder, 1 Joh 3,7: ‹Lad ingen bedrage jer; den, som gør retfærdighed, er retfærdig; den, som gør synd, er af Djævelen.› Således: Da David lod de uordentlige flammer blusse op, og hjertet vaklede, da drev Djævelen ham og drev siden den overvundne David til større synder, til mord osv. Og at Helligånden da var borte, beviser videre disse ord af Paulus, (S. 210) Gal

5,19: ‹Ingen ægteskabsbryder er medarving i Kristi rige› osv. Her tales der klart om det ægteskabsbrud, der foregår nu; så længe ægteskabsbryderen er i dette forsæt, er han ingen arving i Kristi rige. Heraf følger, at han ikke er retfærdig og hellig og heller ikke har Helligånden; ligeså følger straks: På grund af disse gerninger kommer Guds vrede over de ulydige. I Rom 8,13 gør Paulus denne nødvendige skelnen mellem synderne og siger: ‹Hvis I lever efter kødet, skal I dø; men hvis I ved Ånden dræber kødets tilskyndelser,

skal I leve.› Nu er det åbenlyst, at Paulus på dette sted prædiker for de hellige og lærer dem, hvordan de skal forblive hellige, nemlig ved at stå imod de onde tilbøjeligheder. Derimod siger han: ‹Hvis I lever efter kødet, skal I dø›, det vil sige: Hvis I følger de onde tilbøjeligheder, er I igen under Guds vrede; for det kalder han at

dø. Ez 33,13: ‹Den dag den retfærdige gør ondt, vil jeg glemme al hans retfærdighed osv., og den dag den ugudelige omvender sig og gør godt, vil jeg glemme hans synd.› Det er i sandhed en klar tekst om, at den retfærdige, når han med vidende og vilje falder i synd, ikke længere er retfærdig. I Åb 2,14 irettesætter Helligånden menigheden i Pergamon, fordi den hos sig har falsk lære og utugt, og siger med klare ord:

‹Det hader jeg.› Hvor Gud nu er vred på nogen, er denne ikke hellig, velbehagelig osv., og der har uden tvivl været både udvalgte og ikke-udvalgte blandt dem.» – Når Gud er vred på nogen – for når han hader nogen, er han vred på ham – så er denne ikke velbehagelig for ham. Selv om der godt kunne være udvalgte i den menighed, så hadede Gud nu også disse udvalgte og var vred på dem, fordi de for en tid havde drevet hans nåde, troen og Helligånden ud af deres hjerte. – «Ud fra disse og mange flere vidnesbyrd har vi altid enstemmigt lært i alle kirker: Når en hellig med vidende og vilje handler imod Guds bud, er han ikke længere hellig, men har kastet den rette tro og Helligånden fra sig. Men når han omvender sig igen, så holder Gud sin nådige

ed, hvor han siger: ‹Så sandt jeg lever: Jeg vil ikke, at synderen skal dø, men at han skal omvende sig og leve.› Derfor tager Gud for Kristi skyld denne omvendte imod igen og tænder den rette tro i hans hjerte ved evangeliet og Helligånden. Og vi har ikke fået befaling om først at spørge, om vi er udvalgt; det er nok, at vi ved: Den, der til sidst bliver i sin omvendelse og tro, er med sikkerhed udvalgt og frelst, som Kristus siger: ‹Salige er de, som holder ud til enden.›» (S. 211)