Enogtyvende aftenforelæsning. (6. marts 1885.)

Når den vantro verden hører, mine venner, at alt ifølge den kristne religion kommer an på troen, hvis et menneske vil blive frelst, så forekommer det den umuligt og utroligt. Den synes, det er åbenlys dårskab, ja, et tegn på, at også den kristne religion går ud på bedrag ligesom alle de andre religioner, der påstår at være overnaturligt åbenbaret. «For», siger den, «også brahminerne kræver tro på deres vedaer, hinduernes hellige bøger. Også Muhammed kræver frem for alt tro på sin Koran, tyrkernes hellige bog, som om den alene indeholdt den sande religion, der frelser.» Og sådan, siger man, kræver også kristendommen, der jo ligeledes skal være en overnaturligt åbenbaret religion, frem for alt troen og binder frelsen til den. «Men», siger man, «hvad kan det betyde for vorherre, hvad jeg tror eller ikke tror? Den sande religion kan dog ikke bestå i andet end et retskaffent liv, i dyd og gode gerninger. Hvordan kan det være synd, når jeg ikke tror på noget, som helt og aldeles strider mod min fornuft, der jo også er en gave fra Gud?» «Nej, nej», siger man, «hvis der er en Gud og en dommedag, så kan Gud ikke spørge mig: «Hvad har du troet?», men:«Hvad har du gjort? Hvordan har du levet?»»

Andre vil igen gå lidt dybere ind i sagen og siger: Hvis troen virkelig behagede vorherre særligt, fordi den er så herlig en gerning og så smuk en dyd, hvorfor i alverden skulle så ikke for eksempel kærligheden, tålmodigheden, modet, retfærdigheden, upartiskheden, sandfærdigheden og den slags behage ham lige så godt?

Hvor kommer disse indvendinger mod kristendommens lære om troen så fra? Den første kilde er uden tvivl stor uvidenhed. Man ved nemlig slet ikke, hvad tro er ifølge Den Hellige Skrift. Den kristne lære siger langtfra, at den tro, der retfærdiggør og frelser, ikke er andet end, at man stift og fast holder religionens lærdomme for sande, sådan som man ser på troen hos inderne og muslimerne. Tværtimod erklærer den kristne religion, at det slet ikke nytter noget blot stift og fast at holde de lærdomme, der er åbenbaret i Den Hellige Skrift, for sande; det er den lige vej til helvede, og den, der forlader sig på det, står på (S. 212) sand. Den kristne lære sætter heller ikke troen så højt, fordi den skulle være så herlig en gerning og så kostelig en dyd. Tværtimod lærer kristendommen, at troen gør retfærdig og frelser, ikke fordi den er så god en gerning, men for den forløsnings skyld, som er sket ved Kristus, og som troen griber. Og det er det, der i dag endnu en gang fører os tilbage til vores tiende tese. At den sande tro ikke er en død ting uden gerninger, men tværtimod forandrer og fornyer hjertet, genføder mennesket og bringer Helligånden ind i menneskets sjæl, det hørte vi i dag for otte dage siden. I aften skal vi nu frem for alt beskæftige os med anden del af vores tiende tese, hvor det siges, at Guds ord ikke deles ret, at lov og evangelium altså ikke skilles ret, men blandes sammen, «når man prædiker om troen, som om troen retfærdiggør og frelser for den kærligheds og fornyelses skyld, som den virker».

Lige så bestemt som Den Hellige Skrift vidner for os, at der ikke er nogen sand tro uden kærlighed, ingen sand tro uden fornyelse, ingen sand tro uden helliggørelse, og at der ikke er nogen sand tro, uden at det menneske, der har den, bliver rigt på gode gerninger, lige så bestemt vidner den samtidig for os, at denne fornyelse, denne kærlighed og disse gode gerninger, som troen frembringer, slet ikke er det, som troen gør retfærdig og frelser for. Jeg kunne anføre utallige steder fra Skriften, der beviser det, men jeg vil kun nævne jer hovedstederne.

Rom 4,16: «Derfor må retfærdigheden komme ved troen, for at den kan være af nåde, og løftet stå fast for hele slægten.» Netop derfor, siger Paulus, lærer vi retfærdigheden ved troen: fordi vi lærer, at mennesket alene af nåde bliver retfærdigt og frelst for Gud. Men hvis troen gjorde retfærdig for et eller andet godts skyld, som er i os, så ville det være en helt forkert slutning at sige, at man lærer, at mennesket bliver retfærdigt ved troen, fordi det bliver retfærdigt og frelst af nåde. Retfærdiggørelsen sker af nåde ved troen, men ikke fordi troen har så meget godt i sig. Det kommer slet ikke i betragtning ved retfærdiggørelsen. Det eneste, der tæller, er, at Jesus Kristus allerede har forløst hele verden, at han allerede har gjort og lidt alt, hvad menneskene skulle gøre og lide, og at vi blot tager imod det. Vejen til frelse er altså den, (S. 213) at vi intet gør for vores frelse, slet intet, men at Jesus Kristus allerede har gjort alt, og at vi holder os til det, trøster os ved det og sætter vores tillid til det. Dette sted er et meget kosteligt sted! Læg jer det godt på sinde! Hvis der til troen, for så vidt den retfærdiggør os, hørte noget, vi selv skal gøre, så ville det være en falsk slutning, apostlen drager her. Så måtte det tværtimod hedde: «Ved troen, fordi den hjælper os til at kunne udrette noget godt.» Men det er ikke derfor, den retfærdiggør; den gør det, for så vidt den tager imod Kristi fortjeneste. Den er kun den hånd, vi griber det med, som Gud tilbyder os.

Fil 3,8–9: «Ja, jeg regner i sandhed alt for tab over for den overvældende store erkendelse af Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg regnet alt for tab, og jeg betragter det som møg, for at jeg kan vinde Kristus og blive fundet i ham, så jeg ikke har min egen retfærdighed, den der kommer af loven, men den, der kommer ved troen på Kristus,

nemlig den retfærdighed, som Gud tilregner troen.» – Også et meget kosteligt sted! En sand sol, når man vil lære evangeliets rette væsen at kende. For apostlen siger, at han ganske vist er retfærdig, men at den retfærdighed, han har fået ved troen, slet ikke er hans egen retfærdighed; den er Kristi retfærdighed. Når vi altså bliver retfærdige ved troen, så bliver vi retfærdige ved en fremmed retfærdighed. I os ser Gud slet intet, som han kunne tilregne os som retfærdighed. Den retfærdighed, vi har ved troen, er en fremmed retfærdighed. Vi har ikke selv erhvervet den, vi har intet bidraget med. Hvis vi havde bidraget med kærligheden, og Gud retfærdiggjorde os derfor, så ville vores retfærdighed ikke være fremmed, eller den ville i hvert fald kun være halvt fremmed – en retfærdighed, der supplerede vores egen ufuldkomne retfærdighed. «Nej», siger apostlen, «jeg har ingen egen retfærdighed, men kun den retfærdighed, som Gud tilregner troen.»

Rom 4,5: «Men den, som ikke har gerninger at fare med, men tror på ham, der erklærer den ugudelige retfærdig, ham tilregnes hans tro til retfærdighed.» Når mennesket bliver retfærdigt, er det forinden et ugudeligt menneske – ikke et fromt menneske, der måske var blevet fromt ved troen og nu derfor blev retfærdiggjort. Den, der har den rette tro, siger: «Jeg var et ugudeligt menneske, jeg hørte hjemme i helvede, jeg fortjente fordømmelsen. Jeg var et fortabt menneske. Jeg var tilsølet af synd fra isse til fodsål. Men så gjorde Gud nådens under på mig, og da jeg troede på min kære Frelser, sagde han: Du skal være retfærdig! (S. 214) Jeg ser ingen egen retfærdighed hos dig, men jeg dækker dig med min Søns retfærdighed, og nu ser jeg ikke andet end ren og skær retfærdighed hos dig.» Ja, den, der ikke kommer til Kristus som en ugudelig, kommer slet ikke til Kristus.

Ef 2,8–9: «For af nåde er I blevet frelst ved tro, og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke på grund af gerninger, for at ingen skal rose sig.» Det lyder, som om apostlen hele tiden tænkte: «Du har endnu ikke sagt nok», for endelig ikke at føre læserne til selvretfærdighed. Først siger han blot: «Af nåde er I blevet frelst.» Så tilføjer han: «ved tro». Så kunne nogen tænke: «Måske har jeg erhvervet det ved troen.» Derfor tilføjer han: «Og det skyldes ikke jer selv.»

Hvor kommer det så fra, hvis ikke fra os selv? «Gaven er Guds!» Og for at afskære enhver egen fortjeneste: «ikke på grund af gerninger». Men kærligheden er også sådan en gerning i mennesket. Og til allersidst: «for at ingen skal rose sig». Men den, der siger, at troen retfærdiggør ham for den efterfølgende kærligheds skyld, kan sige: «Jeg er retfærdiggjort ved troen, men jeg har jo også elsket, jeg har også gjort gode gerninger, jeg er blevet et andet menneske, og derfor anser Gud mig for retfærdig.» «Nej», siger apostlen, «for at ingen skal rose sig!» Den, der mener, at der stadig er en lille gloriola [latin: en lille glorie, lidt hæder], en lille smule ære, tilbage til ham, har endnu ikke den retfærdiggørende tro. Han er stadig blind, han går endnu ikke på vejen til frelse, men er på den lige vej til helvede.

Rom 11,6: «Men er det af nåde, så er det ikke af gerningers fortjeneste; ellers er nåden ikke længere nåde. Men er det af gerningers fortjeneste, så er nåden intet; ellers er fortjeneste ikke længere fortjeneste.» Apostlen Paulus kan slet ikke sige tydeligt nok, at det er nåden. Hans læsere skal besinde sig på, at når de indrømmer, at det er «af nåde», så kan det ikke være af fortjeneste; ellers kunne nåde ikke være nåde. Så snart fortjeneste kommer til, er det ikke nåde. Så er det elendig snak, når man taler om nåde.

«Men er det af gerningers fortjeneste, så er nåden intet; ellers er fortjeneste ikke længere fortjeneste.» Så har du altså ikke anden mulighed end denne: Du må fast tro, at du af Guds rene, evige barmhjertighed er blevet et retfærdigt menneske ved troen. Og selv om din tro bærer god frugt, så følger frugten først, når du allerede har alt.

Mennesket må først blive frelst og så blive fromt. Mennesket må først komme i himlen, og så bliver det et andet menneske. Det er netop det vidunderlige ved den kristne (S. 215) religion. Den er fortabt, som først vil gøre alt for at komme i himlen. Nej, først må du komme i himlen og blive frelst, og så begynder du at takke Gud. Derfor siger Luther, at den kristne religion med ét ord er en takkens religion. Alt det gode, vi udretter, gør vi ikke for at vinde os noget. Vi ville heller slet ikke vide, hvordan vi skulle bære os ad med at fortjene noget. Alt er jo allerede givet os: retfærdighed, vores evige arv, vores frelse. Nu er der kun tilbage at takke. Dog er Gud så venlig, at han ud over frelsen vil give den, der er særlig tro her, en særlig herlighed. Og det er ikke nogen lille ting i evigheden. For når vorherre giver gaver, så giver han overordentlig rigt. Derfor vil der være stor forskel på de kristne i evigheden. For selv det mindste «mere» er noget overordentlig stort i evigheden. Hvorfor? Netop fordi det er evigt. Derfor burde vi, når vi har fået det evige liv, være vorherre rigtig taknemmelige for alt, hvad vi er og har. Kun det er de rette gerninger. Allerede her i verden: Når én er meget tjenstvillig over for en anden, og man bagefter får at vide: «Han gjorde det kun, fordi han regnede med at få noget for det», så tænker man: «Det er da et ynkeligt menneske! Jeg troede, han gjorde det af kærlighed til mig, og nu ser jeg, at han kun spekulerer i min pengepung! Jeg troede, det var ren tjenstvillighed og uselviskhed, men han vil bare have betaling for det. Væk med det elendige menneske!» Vi væmmes ved sådan et menneske. Han gør os ikke en tjeneste, fordi han holder så overordentlig meget af os, men han spekulerer i at få langt mere, end han har gjort for os. Og opfylder man ikke hans forhåbninger, bliver han vred og fjendtligt indstillet over for os. Derfor er det også de rette gode gerninger, som vi gør af taknemmelighed mod Gud. Den, der står i den rette tro, tænker slet ikke på at ville fortjene og vinde sig noget godt. Han kan simpelthen ikke andet end vise sin taknemmelighed i kærlighed og gode gerninger. Hans hjerte er blevet anderledes, hans hjerte er blevet blødt ved den overstrømmende kærlighed fra Gud, som han har oplevet. Og så er Gud så nådig, at han lønner sine egne gerninger, som han gør i os. For de gode gerninger, den kristne gør, er jo Guds gerninger. Nogle bebrejder os: «Ja, men i helliggørelsen må mennesket da også gøre noget.» Men mennesket begynder aldrig selv på noget godt. Gud må først tilskynde ham og først give ham lyst og kraft til at gøre det gode. Og sådan er det Guds kraft og Guds gerning, når vi synes at gøre noget godt. (S. 216) Også de pavelige siger undertiden: «Ja, mennesket bliver retfærdigt og frelst ved troen.» «Men», tilføjer de, «naturligvis kun, når kærligheden kommer til.» Og de mener vel at mærke ikke blot, at den, der ikke har kærligheden, heller ikke har troen – for det lærer vi jo også, og det lærer Skriften også –

– men de mener: «Man kan have den sande tro, som Helligånden har virket. Men hvis kærligheden ikke kommer til, så hjælper troen slet ikke.» Derfor siger man hos dem: «Den retfærdiggørende tros forma er kærligheden.» I ved jo, hvad teologerne forstår ved forma [latin: form], nemlig det, der gør en ting til den ting, den er. Så siger de pavelige altså: «Hvis kærligheden ikke kommer til troen, kan det godt være en sand tro, men det er ikke en retfærdiggørende tro; for kærligheden er troens forma, som gør den retfærdiggørende tro til retfærdiggørende tro.» Det kalder de så fides formata, den formede tro. Og når kærligheden ikke er kommet til, kalder de det en fides informis [latin: en uformet tro].

Conc. Trid., Sess. VI, Cap. VII, Canon 28 [Koncilet i Trient, 6. session, kapitel 7, kanon 28]: «Hvis kærligheden ikke kommer til, forener troen hverken levende med Kristus eller gør en til et levende lem på Kristi legeme.» – Der står ikke: «Den tro, som kærligheden ikke udspringer af.» Det ville jo være helt rigtigt. For hvis kærligheden ikke udspringer af troen, så er det netop ingen tro,

så er det blot skyggen af en tro. Men nej, de siger: Du kan have en god tro; selv den retfærdiggør ikke, hvis ikke kærligheden kommer til. Kærligheden skal ikke strømme ud af din tro – det er slet ikke muligt efter deres lære, for ved tro forstår de blot en død anerkendelse af, at kirkens lærdomme er sande – kærligheden skal komme til, så retfærdiggør din tro dig. Hvad er det så, der retfærdiggør? Kun kærligheden, kun de gode gerninger! Det vil de ikke sige ligeud, men enhver, der tænker bare en lille smule over det, må sige: Hvis troen ikke retfærdiggør i forvejen, så må det, der kommer til, alene udføre retfærdiggørelsen. – «Katekumenerne får den tro», – ved katekumener forstår de dem, der først skal til at gå over til den romerske kirke – «som skænker det evige liv, som troen uden kærligheden ikke kan skænke.» – Uden kærlighed kan den ikke skænke det! – «Derfor hører de også straks Kristi ord: Vil du gå ind til livet, så hold budene.» – Der har I den pavelige tro! Troen får ikke det evige liv, skønt den er nødvendig

– det indrømmer de. Men når mennesket så (S. 217) ikke holder loven, siger de: «Troen hjælper dig ikke. Nu da du har efterkommet Kristi befaling om at tro, kommer der en anden befaling til: Du må også holde Guds bud.» Man henviser i den forbindelse til Matt 19. En rig ung mand havde spurgt Herren: «Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?» Han havde ikke spurgt: «Hvad skal jeg gøre?» men: «Hvad godt skal jeg gøre?» Så måtte Kristus svare ham: «Så må du holde budene.» Dermed siger Herren ikke, at han virkelig kunne holde dem; han svarede ham blot på det, han havde spurgt om. Den rige unge mand var et selvretfærdigt menneske; ja, han var helt druknet i selvretfærdighed. Og da han stadig ikke var helbredt for sin frygtelige blindhed, efter at Herren havde sagt til ham, at han skulle elske Gud over alt og sin næste som sig selv, gav Herren ham endnu en lektion og sagde: «Godt, så sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige.» Så var det forbi; så gik han bedrøvet bort. Men uden tvivl havde han brodden i hjertet: «Ja, du elsker jo alligevel ikke Gud over alt. Den mand har jo ret.» Men han mente det ikke alvorligt med sin bekymring for sin frelse; ellers ville han have sagt til Herren: «Ja, det kan jeg ikke! Så må jeg gå fortabt!» Så ville Herren have sagt til ham: «Nej, her står en, der kan frelse dig. Tro på mig, så skal du, skændige synder, du som overtræder Guds bud, blive frelst.» Men han gik bort, og Skriften ville uden tvivl have fortalt os det, hvis han senere var kommet til tro. Nu kunne man tænke: Til syvende og sidst mener de pavelige vel kun, at en død mundtro ikke retfærdiggør, sådan som vi jo også lærer. Men nej, de vil sige: «Troen kan være nok så god, men kommer kærligheden ikke til, så frelser den ikke.» Det er præcis, som hvis jeg sagde: «Æbletræet kan være nok så godt, men kommer der ikke frugter til, så er det ikke et æbletræ.»

Nej, tværtimod! Det er ikke æblerne, der gør æbletræet til et æbletræ; det er æbletræet, der bærer æblerne, frugterne. Men de pavelige har også udtalt sig meget tydeligt. I Conc. Trid. l. c. can. 28 [Tridentinerkoncilet, det anførte sted, kanon 28] hedder det: «Hvis nogen siger, at troen altid går tabt sammen med den nåde, der tabes ved synden, eller at den tro, der bliver tilbage, ikke er en sand tro, selv om den ikke er levende, eller at den, der har troen uden kærligheden, ikke er en kristen, han være forbandet.» – De påstår altså: «Selv om jeg falder i dødssynder, mister jeg ikke troen.» Vi ville også sige: «Man kan leve i dødssynder og alligevel have en helt (S. 218) fuld-

stændig historisk tro.» Men så vil vi straks tilføje: «Det er ikke en sand tro, men kun en skygge af tro.» «Nej,» siger de pavelige, «det er en sand tro.» De taler altså om troen som noget ved siden af kærligheden. Kærligheden må komme til, og først den gør troen god. Troen er for dem et smukt kar, som ikke har anden værdi, end at man kan opbevare noget i det. Kærligheden er for dem

så det klenodie, der lægges ned i det. Derved bliver skrinet langt kostbarere, end det var før. Og sådan mener de pavelige: Troen bliver så kostbar, fordi den kristne føjer kærligheden til, og så kunne man godt sige: «Troen gør retfærdig» – men kun i den forstand: «for så vidt den har kærligheden».

På Gerhards tid udgav teologerne i Köln, dengang de betydeligste romersk-katolske teologer, Censura Coloniensis [latin: «Kølner-censuren»]. Der hedder det: «At den retfærdige lever af sin tro, har han ikke alene fra Kristus, men fra sin egen gerning; ja, at troen retfærdiggør – denne forma [form] eller kraft har den ikke fra Kristus, som den griber og ejer, men fra vores kærlighed.» De siger altså ikke blot: «Kærligheden må komme til», men: «Det er den eneste grund til, at troen retfærdiggør, når den retfærdiggør.»

Lad os nu høre nogle vidnesbyrd fra Luther om denne såkaldte fides formata i modsætning til fides informis [latin: den formede tro … den uformede tro] – om den tro, der har det rette væsen, og om den tro, som ganske vist er en sand tro, som de pavelige siger, men som ikke retfærdiggør.

Til Gal 3,11 (St. L. IX, 357f.) skriver Luther: «Sofisterne» – derved forstår han de pavelige teologer – «der jo er rede til at fordreje Skriften, kommer med denne spidsfindige bemærkning til stedet: Den retfærdige lever af sin tro; ja vist, men af den tro, der virker (efficaci), som gør gerninger, eller som har fået sin rette skikkelse ved kærligheden (formata caritate). Men har troen ikke en sådan skikkelse (informis), så retfærdiggør den ikke. Denne glose har de opdigtet, og med den øver de vold mod profetens ord.» – Sådan har de forvrænget og fordrejet dette kostelige, trøsterige ord. «Ja,» siger de, «selvfølgelig har apostlen Paulus og også profeten Habakkuk sagt: Den retfærdige lever af sin tro. Men hvilken tro mener han? Netop en virksom tro, som gør gode gerninger, som har kærlighed, som har fornyet mennesket; det er den tro, der er ment, og kun derfor har mennesket livet ved troen.» – «Hvis de ved den rettelig formede tro forstod den sande og teologiske tro, eller, som Paulus siger, den uskrømtede tro, som Gud kalder tro, så skulle (S. 219) denne deres glose ikke være mig imod.» – Læg godt mærke til det: Luther siger, at hvis de ved den formede tro ikke forstod andet end den sande hjertetro, så måtte de gerne bruge de ord. For han vidste: En tro, der ikke renser hjertet, retfærdiggør ikke; den lader mennesket blive siddende i sine synder. Men de pavelige fremstiller det altid sådan: «Ja, lutheranerne siger, at mennesket bliver retfærdigt ved troen uden gerninger. Men det er en ganske skændig lære. Den går kun ud på at vende menneskene bort fra de gode gerninger og få dem til at opgive dem. De vil have, at man slet ikke gør gode gerninger mere. De siger altid: Tro! tro! tro! tro! så farer man straks op til himlen.» De klogere blandt de pavelige siger naturligvis det, men de ved godt: «Sådan er det ikke.» Men der er nok af folk, også mange i præstestanden, som tror, at den lutherske kirke er sådan en skændig bande, der siger: «Det blotte at holde noget for sandt gør mennesket retfærdigt og frelst», så han derfor kommer i himlen, hvad han så end gør.

«Nej,» siger Luther, «hvis I ved fides formata forstår den tro, som Helligånden har virket, og som nu er blevet en kilde til alt godt, og siger, at den tro retfærdiggør, så er jeg helt enig med jer; men I må ikke tilføje: ‹Fordi den har denne vidunderlige beskaffenhed, derfor frelser den›. Nej, først må troen gøre retfærdig og frelse, og så bærer den også gode frugter.» – Luther fortsætter: «For så ville denne tro ikke blive stillet op som noget forskelligt fra kærligheden, men imod den tomme forestilling om troen; ligesom også vi skelner mellem den opdigtede og den sande tro. En opdigtet tro er den, der hører om Gud, om Kristus og om alle hemmelighederne ved menneskevordelsen og forløsningen, og som griber de ting, den har hørt, og kan tale smukt om dem; og alligevel forbliver det kun en tom indbildning og en forgæves lytten, som kun efterlader en lyd af evange-

liet i hjertet, som han snakker meget om; men i virkeligheden er det ikke troen, for den hverken fornyer eller forandrer hjertet og skaber ikke et nyt menneske, men lader ham blive i sin tidligere mening og livsførelse. Og denne tro er meget fordærvelig, og det ville være bedre, om man ikke havde den; en moralsk filosof er bedre end sådan en hykler, der har denne tro.» – Det ville være bedre, om sådan et menneske aldrig havde hørt noget om evangeliet, når han kun har grebet det hele med forstanden. Ja, han kan snakke om det, han kan prædike om det, endda prædike indtrængende, og selv er han kun et rungende malm og en klingende bjælde. Det ville have været bedre for ham, om han ikke havde haft denne tro. –

«Hvis de derfor (S. 220) skelnede den rettelig formede tro (fidem formatam) fra den falske eller opdigtede tro, så ville denne deres sondring ikke forarge mig. Men de taler om den tro, der får sin rette skikkelse ved kærligheden, og gør to slags tro: den uformede og den rettelig formede (informem et formatam). Denne yderst skadelige og djævelske glose må jeg afsky på det heftigste. For de siger: Selv om den indgydte tro er til stede, som er en gave fra Helligånden, og dertil den erhvervede (acquisita) tro, som vi selv frembringer ved mange troshandlinger, så er dog hver af disse to uformet (informis) og får først sin rette skikkelse ved kærligheden.» – Åh, læg mærke til det! Utallige er allerede gået i jesuitternes fælde. Når lutheranerne holder dem for: «I lærer jo slet ikke, at vi bliver retfærdige ved troen», så siger de: «Ja, det har jeres lutherske prædikant sagt jer. Det lærer vi ikke. Vi siger det endda bedre! I lærer: Tro, tro bare, så kommer I i himlen. Vi siger: Mennesket bliver retfærdigt ved troen, nemlig ved den tro, der er virksom ved kærlighed. Sådan lærer apostlen Paulus.» Den, der ikke ved, at det alt sammen er rene skurkestreger, tænker: «Så er jeg alligevel blevet fejlagtigt undervist om den katolske kirkes lære!» Men lad jer ikke narre! De taler ikke om troen som en kilde til kærligheden, men om en tro, der ved siden af har kærligheden. Derfor er det en løgn, når de siger, at de i nogen som helst forstand tror, at mennesket bliver retfærdiggjort ved troen. Når de føjer formata til fides, mener de egentlig gerningerne. De siger: «Ja, når jeg har gerningerne ved siden af, så bliver jeg retfærdig ved troen.» Det er ligesom, hvis jeg har nogle spillepenge og siger: «Når jeg har dollars ved siden af, så kan jeg købe noget.» Kommer jeg nu til en købmand, stikker købmanden måske også spillepengene i lommen, men for dem giver han mig intet; han giver kun noget for pengene. For spillepengene kan jeg ikke købe noget. Sådan bærer de pavelige sig ad her. De siger: «Troen må være der, så jeg holder læren for sand; men skal troen frelse, må kærligheden komme til, må de gode gerninger komme til, og det er egentlig dem, jeg køber himlen for.» Derfor er den romerske lære om retfærdiggørelsen egentlig ikke andet end en fuldstændig fornægtelse, en tilintetgørelse, en fordømmelse af evangeliet. Enhver sekt er uden sammenligning bedre end pavedømmet, end den romerske kirke – uden sammenligning bedre! For selv om sekterne slider og slæber (S. 221) med deres gerninger, med deres kamp og deres bønner, så holder de dog ved siden af fast ved læren:

«Troen på Jesus Kristus alene gør retfærdig og frelser.» Og når en stakkels metodist eller baptist kommer i dødsnød, så ved han: «Troen alene frelser.» Tager han så sin tilflugt til sin Herre Kristus, dør han salig. Men den pavelige tænker: «Nu kommer du i skærsilden – men hvor længe? Kærligheden mangler jeg, de gode gerninger mangler jeg! Jeg er fortabt!» Og det var netop det, Djævelen ville, da han oprettede pavedømmet. Han ville igen gøre Kristi forløsning til skamme med denne fordømte lære, at troen først gør retfærdig og frelser, når der kommer noget andet til, som fortjener frelsen. – Luther skriver videre: «Sådan er troen uden kærligheden, som de drømmer, ligesom et maleri og en smuk ting i mørket, som først kan ses,

når lyset, det vil sige kærligheden, kommer til. Og på den måde er kærligheden troens væsen (forma), og troen det blotte stof (materia), som kærligheden arbejder på. Det er at sætte kærligheden over troen og tilskrive retfærdigheden, ikke troen, men kærligheden; for det, som gør, at noget har en bestemt beskaffenhed, har selv denne beskaffenhed i højere grad. Derfor tillægger de slet ikke troen noget, eftersom de kun tillægger troen retfærdigheden for kærlighedens skyld.» – De pavelige siger ikke blot, at troen ikke frelser, når man selv har lavet den; for selv når man har den sande tro, som Helligånden virker i hjertet, bliver man efter deres mening ikke frelst ved den, medmindre kærligheden kommer til. For de mener, som Tridentinerkoncilet siger, at man kan stå i den sande tro og alligevel sidde fast i dødssynder. – «Dernæst siger disse forvrængere af Kristi evangelium, at også den indgydte tro, som ikke erhverves ved prædikenen eller ved nogen anden handling (operatione), men som Helligånden skaber i mennesket, kan bestå sammen med en dødssynd, og at selv de allerværste slyngler kan have den. Derfor, siger de, er den ørkesløs og unyttig, når den står alene, selv om den gør undere. Således tager de troens embede helt og aldeles fra den og lægger det over på kærligheden, så troen slet ikke er noget værd, medmindre det, der giver den dens rette beskaffenhed (forma), kommer til, det vil sige kærligheden.»

Til Gal 2,19 skriver Luther (St. L. IX, 218): «Når jeg således ved troen har grebet Kristus, er død fra loven, retfærdiggjort fra synden og ved Kristus befriet fra døden, Djævelen og helvede, så gør jeg gode gerninger, elsker Gud, takker (S. 222) ham og viser min næste kærlighed. Men denne kærlighed eller de gerninger, der følger, giver hverken min tro dens rette skikkelse eller pryder den; det er min tro, der giver kærligheden dens rette skikkelse og pryder den.» – Caritas non est forma fidei, sed fides est forma caritatis [Kærligheden er ikke troens form, men troen er kærlighedens form]. Hvorfor? Kærligheden gør ikke først troen god og ret; det er troen, der først gør kærligheden ret og god. Kærligheden giver ikke troen dens rette væsen, men troen giver kærligheden dens rette væsen.

I Gal 5,6 hedder det nu: «I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom ved kærlighed.» Efter de paveliges mening er det et kosteligt skriftsted for deres lære, og dog siger disse ord noget helt andet. Derfor siger Luther om dem (St. L. IX, 632ff.): «Dette ord trækker sofisterne over til deres mening, når de lærer, at vi må blive retfærdige ved kærligheden eller ved gerninger. For de siger, at troen, selv om den er indgydt af Gud (om den tro, der erhverves ved egen evne (de acquisita), tier jeg), ikke gør retfærdig, medmindre den har fået sin rette skikkelse ved kærligheden; for de kalder kærligheden den nåde, der gør mennesket velbehageligt for Gud (gratiam gratum facientem), det vil sige retfærdiggør (justificantem) (for at tale med vores ord, eller rettere med Paulus'); dernæst (siger de), at kærligheden erhverves ved vores fortjeneste, som Gud efter rimelighed må belønne (nostro merito congrui) osv. Ja, de påstår også, at den indgydte tro kan bestå sammen med en dødssynd. Således tager de retfærdiggørelsen helt og aldeles bort fra troen og tillægger den (på denne måde) alene kærligheden, og det vil de have bevist med dette sted hos Sankt Paulus:

‹Tro, som er virksom ved kærlighed›, som om Paulus ville sige: Se, troen gør ikke retfærdig; ja, den er intet, medmindre kærligheden kommer til, som gør gerningerne (operatrix) og giver troen dens rette skikkelse.» – Det er den antikristelige vildfarelse. – «Men alt dette er underlige, gruelige ting, digtet af mennesker uden Ånd. For hvem kunne tåle, at man lærer, at troen, Guds gave, som ved Helligånden indgydes i hjerterne, kan bestå sammen med en dødssynd? Hvis de sagde dette om den tro, der er erhvervet ved egen kraft (acquisita), eller om den historiske tro og om den naturlige mening, som er øst af historien, så

kunne man tåle dem; ja, om den historiske tro talte de ret. Men når de lærer sådan om den indgydte tro, bekender de dermed klart, at de slet intet forstår ret om troen. Dernæst læser de dette ord hos Paulus (som man (S. 223) plejer at sige) gennem farvet glas, forvrænger teksten og tyder den efter deres drømme. For Paulus siger ikke: Den tro, der retfærdiggør ved kærligheden; han siger heller ikke: Den tro, der gør velbehagelig ved kærligheden. Sådan en tekst digter de og lægger den med vold ind i dette sted. Endnu mindre siger han: Kærligheden gør velbehagelig. Sådan taler Paulus ikke; han siger derimod: ‹Tro, som er virksom ved kærlighed.› Han siger, at gerningerne sker ud af troen ved kærligheden, ikke at mennesket bliver retfærdiggjort ved kærligheden.» – Det blander de sammen. Her siges der jo ikke, hvad troen udretter for Gud, men hvad troen i sig selv virker. Den er nemlig virksom ved kærligheden, efter at den selv har opnået retfærdigheden for Gud og den evige salighed.

Pavekirken lærer principielt denne vildfarelse, og inden for de såkaldte protestantiske kirker tager man som regel også fejl her. Når man har sagt, at alt er ren og skær nåde, og at alt opnås ved troen, så føjer man straks til – måske fordi man frygter, at folk vil tage anstød af det: «Men troen må naturligvis også frembringe gode gerninger.» Så snart I føjer det til, har I forfalsket og væltet hele prædikenen, og så er al prædiken om nåde og tro forgæves og spildt. Det lyder, som om troen ikke er nok, og som om kærligheden også må komme til. Nej, sådan skal I sige: «Men naturligvis skal den, der ikke har kærlighed, vide, at han heller ikke har tro. Derfor kan han heller ikke være retfærdig for Gud» – ikke fordi kærligheden gør ham retfærdig for Gud, men fordi kun den tro er en sand tro, som er virket af Gud ved Helligånden, der udgyder kærligheden til Gud og næsten.