Toogtyvende aftenforelæsning (13. marts 1885)

Mine venner, det kan vel ikke benægtes, at der i dag er langt flere troende teologer end for omkring halvtreds år siden, da jeg var ung. Dengang var det næsten kun de vulgære rationalister, der sad ikke blot i de kirkelige ledelsesembeder, men også på næsten alle prædikestole. De få troende teologer blev tålt – men kun så længe de holdt sig pænt i ro, ikke bekendte deres tro for alvor og frem for alt ikke gik til angreb på vantroen. (S. 224) Hvilket omslag er der ikke siden sket i den såkaldte protestantiske kirke! De vulgære rationalister, som gør Bibelen til en ren moralbog og erklærer de særligt kristne lærdomme for orientalske billeder og fabler, der kun har værdi, for så vidt som man kan uddrage en moral af dem – de har åbenbart udspillet deres rolle; de er gået fallit. Den, der i dag vil regnes for en åndfuld mand, vil ikke være vulgær rationalist. Den såkaldte Protestantenverein [en liberal tysk protestantisk forening, stiftet 1863] har ganske vist forsøgt at genindføre den vulgære rationalisme og hjælpe den på benene igen, men det er slet ikke lykkedes. Nu erklærer selv foreningens ledende stemmer, at den allerede har overlevet sig selv. Vil man derimod i dag anses for et spekulativt hoved, så er det ganske nødvendigt at anerkende, at den kristne religion er en religion med overnaturlig åbenbaring, og at Bibelen i en vis forstand er Guds ord – nemlig at den indeholder Guds ord.

Men ad hvilken vej er de moderne troende så nået frem til denne tro? Mon ved at de levende har erkendt deres egen syndenød? Mon ved at de levende har erkendt, at de fortjener fordømmelse og trænger til forløsning? Ak, det mærker man desværre pokkers lidt til. Man kan tværtimod ikke undgå at få det indtryk, at det er fornuftspekulation, der har ført dem til deres tro. Derfor forkaster næsten alle også Den Hellige Skrifts ordrette inspiration, og derfor kritiserer de løs på alle de bibel-

ske bøger, sådan som kun bøgernes fjender kan gøre det – naturligvis uden at de selv er klar over deres fjendskab. De har forvandlet den kristne religion til en religionsfilosofi. Den moderne troende teologi er i sit væsen noget helt og aldeles andet end fortidens teologi. Den vil slet ikke være et troens system, men et vidensystem. Det, som almindelige mennesker tror, vil de bevise som absolut sandhed ud fra menneskets egne erkendelsesprincipper. Derfor finder man heller ikke hos de såkaldte moderne troende teologer den frygt, som en David havde, når han siger: «Jeg frygter for din lov, så min hud gyser.» Den respekt for Den Hellige Skrift finder man næsten ingen steder. Man behandler næsten overalt Skriften, som man ville behandle Æsops fabler. Jeg siger jer sandheden. Og når I senere sammenligner de ældre med de nyere, vil I se, at jeg har talt sandt. Man har sat videnskaben på tronen, og ved dens fødder sidder teologien og venter på filosofiens befalinger. Derfor gør man også, hver gang en mand udmærker (S. 225) sig inden for en hidtil udyrket gren af videnskaben, ham straks til «doktor i teologi», som om videnskab, lærdom og teologi var ét og det samme.

Ak, mine kære venner, hvis I ikke holder det rene evangeliums lys klart brændende i dette Vesterland, som Gud sidst har besøgt, så kan det ikke gå anderledes: den yderste dag må bryde frem. Vi lever i verdens bundfald. Det går mod enden. Gud hjælpe os blot til, at vi – så længe verden endnu står – i det mindste bliver tro her i denne sidste del af verden, som evangeliets lyd er nået ud til. Åh, glem ikke, mine kære venner: Der er kun én vej til den sande tro. Gud har ikke banet to eller flere veje, én for de lærde og én for de enfoldige. Nej, vil den lærde komme til tro og blive frelst, så må han ned på armesynderbænken lige så vel som den enfoldige, ja, lige så vel som kohyrden. Gud gør ikke forskel på folk. Der er ingen anden vej til troen end vejen gennem erkendelsen af synden og af, at man fortjener fordømmelse – gennem hjertets inderlige sønderknuselse i anger og smerte. Den, der ikke er kommet til tro ad denne vej, er ingen troende kristen, endsige en teolog. Men når jeg siger: Det er den eneste forberedelse til troen, så må man rigtignok ikke misforstå det. Forstår man det ikke ret, kan man meget let blande lov og evangelium frygteligt sammen – og det fører os til den ellevte tese til vores såkaldte Lutherstunder.

§ Tese XI.

Guds ord bliver for det syvende ikke delt rigtigt, når man kun vil trøste dem med evangeliet, som gennem loven har fået anger, ikke af frygt for Guds vrede og straf, men af kærlighed til Gud.

Det er først og fremmest pavekirkens fremgangsmåde, men i den såkaldte protestantiske kirke finder man den også hos alle sværmere og alle pietister. Når et menneske er blevet forskrækket over sine synder og føler anger og smerte over dem, så spørger man ham: «Men, min ven, hvor er din anger egentlig sprunget fra? Angrer du måske kun dine synder, fordi du nu mærker, at du kommer i helvede for disse synders skyld? Fordi du nu mærker, at det går mod fordømmelsen, fordi du ser Guds vrede over dig og fordømmelsens afgrund under dig?» «Nej, det duer ikke,» siger (S. 226) både de pavelige og sværmerne. «Nej, den rette anger må komme af kærlighed til Gud; først da er den værd at tale om. Så vil jeg også prædike evangeliet for dig.» Men det er en ganske forfærdelig vildfarelse! Og jeg håber, at jeg slet ikke behøver at bevise for jer, at det er en frygtelig sammenblanding af lov og evangelium.

Det er jo let at se. Loven har efter syndefaldet kun den opgave at bringe os til erkendelse af vores synd, men den har ingen kraft til at forny os. Den kraft ligger jo kun i evangeliet. Det er kun troen, der er virksom ved kærligheden; vi bliver ikke virksomme ved kærligheden gennem vores anger over vores synder. Nej, tværtimod: Så længe vi ikke ved, at Gud ved Kristus er vores forsonede Gud og Far, så længe hader vi ham. Og når et menneske, som endnu ikke er omvendt, siger, at han elsker Gud, så er det ikke sandt; så er det kun elendigt hykleri – ikke bevidst, siger jeg, men ubevidst. Det er kun skin, for det er kun troen, der genføder, kun evangeliet, der genføder. Derfor kan den, der endnu ikke har troen, heller ikke elske Gud. Og den, der kræver af en fattig synder, at han skal forskrækkes over sin synd og angre den af kærlighed til Gud, er en elendig forvrænger af lov og evangelium.

Nej, dette er Bibelens lære: Synderen skal komme til Jesus, som han er. Også selv om han må sige: «Ak, jeg bærer intet andet end had mod Gud i mit hjerte. Men, o Gud, hvor skal jeg gå hen? Hvordan skal jeg dog blive frelst?» Så siger en ret evangelisk præst: «Det er ganske let. Har du erkendt, at du er en fortabt og fordømt synder? Du søger hjælp og ved ikke, hvordan du skal finde den. Nu vel, så kom til Jesus med dit onde hjerte! Kom med dit had mod loven og mod Gud! Gå til Jesus; han tager imod dig, som du er. Det er hans ære, at man siger om ham: ‹Jesus tager imod syndere!›

Du skal ikke først blive anderledes; du behøver ikke først at rense dig, du behøver ikke først at forbedre dig. Nej, den, der kan forbedre dig, er alene din Jesus! Og det gør han også, når du blot tror på ham.»

Det mest almene skriftsted, der beviser dette, er Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.» Her siger apostlen, hvilken opgave loven har. Det er ikke kærlighed, der kommer af den, men erkendelse af synd; og erkendelse af synd kan jeg sagtens have uden at have kærlighed til Gud i mig.

Rom 5,20: «Men loven kom til for at gøre faldet større; men hvor synden blev større, (S. 227) blev nåden endnu større.» På græsk står der: «hina pleonase to paraptoma», det vil sige: for at synden skulle blive større. Så længe et menneske ikke kender loven, ligger mange synder i dvale i ham. Men prædik loven for ham med kraft, så den slår ned i hans samvittighed som et lyn – så bliver mennesket ikke bedre, men kun endnu værre. Først da begynder han at sætte sig op imod Gud. Så siger han: «Hvad? Skal jeg være evigt fordømt? Jeg er Guds fjende, det er sandt, det ved jeg. Men hvad kan jeg gøre for det? Jeg kan ikke lade være.» Det er lovens virkning. Den driver mennesket ud i fortvivlelsen. Og lykkelig er den, der er nået så langt! Han har taget et stort skridt på vejen mod sin frelse; han tager imod evangeliet med glæde, mens en anden, som aldrig har oplevet det, gaber ved det og tænker: «Det er en let vej til at komme i himlen.» Men en fattig synder, der står på fortvivlelsens rand, ved, hvilket glædeligt budskab evangeliet er, og tager imod det med glæde.

Rom 4,15: «For loven virker vrede.» Loven bringer altså kun mennesket til vrede mod Gud, ikke til kærlighed.

Rom 7,7–8: «Hvad skal vi da sige? Er loven synd? Slet ikke! Men jeg kendte ikke til synden uden ved loven, for jeg vidste ikke af begæret, uden at loven sagde: ‹Du må ikke begære.› Men da synden fik en anledning, virkede den ved buddet enhver form for begær i mig, for uden lov er synden død.» Det, der udtrykkeligt bliver forbudt os, griber vi altid helst efter. Mennesket er altid fristet til at handle imod bud og forbud, sådan som allerede svinet Ovid erfarede det på sig selv. Derfor har han indrømmet: Nitimur in vetitum semper cupimusque negata. [«Vi stræber altid mod det forbudte og begærer det, der nægtes os.»] Ja, det kunne selv en

hedning erfare. Et menneske som ham har også tænkt over sig selv. Han var et geni, men et svin.

Gal 3,21: «Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! Hvis der var blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville der virkelig være retfærdighed på grund af loven.» – Hvorfor spørger apostlen da? Hvorfor opstiller han denne hypotetiske sætning? Uden tvivl for at benægte sagen så meget des kraftigere. For det sker jo ofte, at jeg spørger om noget, som alle ved ikke forholder sig sådan, for at det kan blive benægtet rigtig kraftigt. Sådan også her. Apostlen vil sige: «Loven kan bestemt ikke frelse.»

2 Kor 3,6: «Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.» Dette dyrebare skriftsted bliver ganske skammeligt forvrænget af unionisterne. [tilhængerne af den preussiske union mellem lutherske og reformerte] (S. 228) De siger nemlig: «Den, der holder sig sådan til Skriftens bogstav, er på vildspor. Nej, det er ånden, de almene ideer, man får ud af Skriften, som man må holde fast ved. Men sådan som Luther gjorde i Marburg, da han skrev ‹touto esti to soma mou› [«Dette er mit legeme»] foran sig og hele tiden kun henviste til disse ord – det er ikke kristeligt.» Det er rigtignok ikke unionistisk, men ægte kristeligt. Og ordene betyder jo: «Loven slår ihjel, men evangeliet gør levende.» Vi har ikke tid til at forklare det nærmere, men læs selv efter, så vil I se, at der med bogstavet menes loven og med Ånden evangeliet.

Disse bibelsteder bliver nu også belyst af de smukke eksempler, vi finder i Skriften. Vi har ganske vist ikke mange eksempler, hvor vi får fortalt nøjagtigt, hvordan folk forholdt sig, før de blev omvendt, og hvordan de forholdt sig bagefter, da de var kommet til tro. Men alle de eksempler, vi har, viser os, at angeren ikke kommer af kærlighed til Gud.

På den første kristne pinsedag var en mængde mennesker samlet. De hørte apostlen Peter prædike, og summa summarum [kort sagt] siger han til dem: «I er Messias' mordere, Jesus fra Nazarets mordere. Ve jer!» Først havde de også lyttet, men da det kom – efter at de allerede gennem hele prædikenen var blevet forskrækket ved Guds Ånd – så hedder det om dem: «Det stak dem i hjertet.» Det var, som om Peter havde gennemboret deres hjerte med en dolk. De tænkte: «Hvis vi har gjort det, så er vi alle fortabt! Hvad vil Gud sige, når vi engang skal stå for hans domstol? Han

vil råbe til os: ‹I har myrdet jeres Messias.›» Vi hører ikke, at de sagde: «Ak, hvor er vi kede af, at vi har bedrøvet den trofaste Gud så meget!» Det var ikke kærlighed til Gud, der drev dem, men angst og rædsel, så de råbte: «Hvad skal vi gøre?» Og hvad gør apostlene? Spørger apostlen Peter dem: «Kære folk, nu er spørgsmålet, hvordan det står til med jeres anger – om den kommer af kærlighed til Gud eller af frygt for syndens straf, af frygt for helvede»? Nej, det hører vi intet om! Så snart de fulde af angst og rædsel spørger: «I mænd, brødre! Hvad skal vi gøre?», svarer apostlen: «Omvend jer, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse.» Her skal der ved omvendelse ikke forstås omvendelsens første del – angeren – men den anden del – troen. For de var allerede forskrækkede, og vi hører, at de også straks lod sig døbe. Apostlene krævede «metanoia» [omvendelse, sindsændring] af dem: at de ikke længere ville myrde Jesus, men tro (S. 229) på ham. Sådan tog apostlene imod dem, og de blev føjet til menigheden af dem, der blev frelst.

Hertil hører også eksemplet med fangevogteren i Filippi, som jeg allerede har nævnt så ofte. Men jeg må nævne det igen og igen, for det er det herligste spejl, vi har i Skriften. Fangevogteren var et gudløst menneske. Han havde sin glæde af at piske Herrens tjenere, sætte dem i det inderste fængsel, i det dybeste fangehul, og lægge dem i lænker, hvad han slet ikke havde fået befaling om. Og da han nu tror, at fangerne er flygtet alle sammen, fortvivler han og vil tage sit eget liv. Da siger Paulus til ham: «Gør ikke dig selv noget! Vi er her alle sammen.» Skælvende og bævende falder han

nu ned for apostlenes fødder og råber: «Kære herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?»

Det er altså intet andet end angst og rædsel, der driver ham til det. Og Paulus siger ikke: «Men det skal du først angre, og vel at mærke af kærlighed til Gud» – nej, han siger: «Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og din husstand.»

Sådan gik det også med Saulus. Han var en forfølger af Guds menighed, fnysende af raseri og opsat på at myrde alle kristne. Han er netop på vej derhen, hvor han vil udgyde de kristnes blod. Da møder Herren ham selv og viser sig for ham. Han styrter til jorden og går fra sans og samling. Det er det hele! Og Jesus råber endda til ham: «Det er hårdt for dig at sparke mod brodden.» Og da evangeliet nu med sød himmelsk kraft var trængt ind i hans hjerte, blev det elendige menneske revet ud af sin elendighed og nød. Og Herren giver ham heller ingen anden lektie for, end at han – den forskrækkede og sønderknuste, men siden trøstede synder – nu skulle bekende ham i stedet for at forfølge ham. Han skulle døbes og modtage seglet på sine synders forladelse. Når I prædiker, så se vel til, at I ikke går sparsomt om med evangeliet, men bringer evangeliets trøst til alle, også til de største syndere! Når de blot er blevet forskrækkede over Guds vrede og helvede, så er de beredt til at modtage evangeliet. Det strider ganske vist mod vores fornuft, for vi tænker: «Det ville da være mærkeligt, hvis sådanne slemme slyngler straks skulle trøstes. Der burde det snarere hedde: Det er rigtigt, du må lide endnu meget mere kval i din samvittighed!» Og sådan gør sværmerne. Men en ægte bibelsk teolog tænker: «Ham har Gud beredt gennem loven; for ham prædiker jeg evangeliet og troen på Jesus Kristus.» (S. 230) 2 Kor 7,10: «For den bedrøvelse, som er efter Guds vilje, virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men verdens bedrøvelse virker død.» Dette sted bliver ofte misforstået. Man mener nemlig, at bedrøvelsen efter Guds vilje er den, hvor man har anger af kærlighed til Gud. Men det er ikke tilfældet. Apostlen mener den bedrøvelse, som mennesket ikke selv har frembragt, men som Gud har frembragt ved sit ord. Det er bedrøvelsen efter Guds vilje. På græsk står der:

«kata theon lype, bedrøvelse efter Guds vilje, virket af Gud.» For det er også en stor forvrængning af den kristne lære, når man siger til synderen: «Ja, nu må du først have anger.» Spørger han så: «Jamen, hvordan skal jeg bære mig ad med det?», svarer man: «Du må sætte dig ned og tænke efter og prøve at lokke angeren frem af dit hjerte (elicere).» [latin: lokke frem, fremkalde] Sådan siger de pavelige. Men det er det rene hykleri. Intet menneske kan selv give sig anger, intet menneske i hele verden. Og selv om han arbejder med sig selv for at lokke den frem, til han græder tårer – det er det rene hykleri. En bedrøvelse efter Guds vilje er nødvendig, fordi troen er nødvendig. Gud vil virke bedrøvelsen efter Guds vilje i os, han vil forskrække os. Angeren er ikke en god gerning, som vi gør, men noget, som Gud gør. Gud kommer med sin lovs hammer og slår på sjælen. Den, der vil gøre sig selv bedrøvet, vil altid gerne gøre sig endnu mere bedrøvet. Men den, der har den rette bedrøvelse, vil helst slippe af med den igen. Dag og nat bliver han pint. Måske går han på værtshus og vil drikke den bort, men det går ikke. Blandt kammeraterne spiller han vel den store helt, men når han kommer hjem, siger hans samvittighed til ham: «Dit fordømte menneske! Hvis du dør i aften, går du fortabt!» Det er bedrøvelse efter Guds vilje, som ikke er lavet af mennesker, men af Gud. Noget elendigt menneskeværk vil Gud slet ikke vide af. Hør to vidnesbyrd fra Apologien for Den Augsburgske Bekendelse (Müller, S. 168f.):

«Desuden lærer og skriver de noget, der er endnu mere tåbeligt og forvirret: De lærer, at man kan fortjene nåde ved anger. Og når de så bliver spurgt, hvorfor Saul og Judas og deres lige ikke fortjente nåde, skønt de havde en frygtelig anger, så burde de svare på det spørgsmål, at Saul og Judas manglede evangeliet og troen, at Judas ikke trøstede sig ved evangeliet og ikke

troede; for det er troen, der skiller Peters anger fra Judas' anger. Men modstanderne tænker slet ikke på evangeliet og troen, men på loven; (S. 231) de siger, at Judas ikke elskede Gud, men frygtede straffen.» –

Det skulle have været årsagen, siger de; havde han angret af kærlighed til Gud, så havde han erhvervet sig en fortjeneste. For hos de pavelige skal der altid være den ene eller den anden slags fortjeneste, enten de congruo eller de condigno. [latin: «efter rimelighed» eller «efter værdighed» – skolastikkens to slags fortjeneste: den, som Gud af godhed lader gælde, og den, som man efter retfærdighed har krav på] – «Men er det ikke usikker og tåbelig lære om omvendelsen? For hvornår skal en forskrækket samvittighed, især i de rigtig store ængstelser, som beskrives i Salmerne og hos profeterne, kunne vide, om den frygter Gud af kærlighed som sin Gud, eller om den flygter fra og hader hans vrede og den evige fordømmelse?»

Hvordan skal man vide det? Det er forfærdeligt, hvis jeg siger til en stakkels forskrækket synder: «Ja, men hvordan står det til? Hvad er motivet til din anger?» Han vil svare: «Jeg er bange for helvede. Dør jeg i aften, kommer jeg i helvede. Det er motivet.» Men lad det være, som det vil – ser jeg, at han er forskrækket, så trøster jeg ham. Så skal kærligheden nok komme! – «De, der leger sådan med ord og laver skel efter deres egne drømme, har vist ikke erfaret meget af disse store ængstelser.» –

De taler igen som den blinde om farver, for de har aldrig haft en sund forskrækkelse over synden. Når en stakkels synder kommer til disse lærde teologer, og teologen spørger: «Hvad er det da for en anger, der gør dig angst?», så ved han måske ikke lige, hvad slags anger det er, men siger kun: «Det ved jeg slet ikke, men jeg er voldsomt forskrækket!» Så siger den lærde herre: «Min gode mand, gå du til barberen og lad dig årelade; du har meget tykt blod! Så skal det nok blive bedre med dig igen!» Det er de højt oplyste teologer. Gud sig forbarme! – «Men i hjertet, og når det kommer til erfaringen, forholder det sig helt anderledes, og ved blotte stavelser og ord finder ingen samvittighed ro, som de gode, blide, lediggående sofister drømmer om.»

– Ja, de gode, blide, lediggående sofister! Teologer, der kun spekulerer, men aldrig erfarer noget af sagen selv – hvordan skulle de kunne tale rigtigt om den?

Samme sted, S. 171f., hedder det videre: «Men når vi taler de contritione, det vil sige om den rette anger, så skærer vi de utallige unyttige spørgsmål bort, hvor de stiller spørgsmål som: Har vi anger af kærlighed til Gud, eller har vi anger af frygt for straffen? For det er kun tomme ord og forfængelig snak fra folk, der ikke har erfaret, hvordan en forskrækket samvittighed har det. Vi siger, (S. 232) at contritio eller den rette anger er dette: at samvittigheden forskrækkes og begynder at mærke sin synd og Guds store vrede over synden, og at det gør den ondt, at den har syndet. Og denne anger (contritio) sker sådan, at vores synd bliver straffet ved Guds ord.» Det er da en sød trøst! Når Gud altså har givet mig den nåde, at jeg forskrækkes over mine synder, så er jeg i den rette tilstand; så skal jeg bare frimodigt gå hen til nådestolen, hvor jeg får tilgivelse. Der skal jeg få den rette lægedom. Selvfølgelig skal jeg have anger, men ikke for at fortjene mig noget. Jeg skal have denne anger, for at jeg gerne vil tage imod det, Jesus tilbyder mig. – «I disse ængstelser mærker samvittigheden Guds vrede og alvor mod synden, og det er noget helt ukendt for den slags lediggående og kødelige folk som sofisterne og deres lige. For først da mærker samvittigheden, hvor stor en ulydighed mod Gud synden er; først da trykker Guds frygtelige vrede for alvor på samvittigheden, og det er umuligt for den menneskelige natur at bære den, hvis den ikke blev rejst op ved Guds ord.» – Selv om en har kærlighed til Gud, så ødelægger Djævelen det for ham. Hvor den falske lære findes, dér kan en let fortvivle i sin sidste time. Han har vel anger, men han tænker: «Den kommer jo ikke af kærlighed til Gud. Det er kun Guds vrede og helvede, der gør, at jeg nu står foran den åbne port og er

lige ved at styrte derind; det er det, jeg er bange for.» Men har han den rette lære, så ved han: «Nu vel, jeg tror på min Herre Jesus! Jeg holder fast ved ham. Og så, så kommer også kærligheden til Gud ind i mit hjerte.» Denne lære er altså ingen spøg! – «Derfor siger Paulus: Ved loven er jeg død for loven. For loven anklager kun samvittighederne, befaler, hvad man skal gøre, og forskrækker dem.» – Mere gør loven ikke!

– «Og her siger modstanderne ikke et ord om troen; de lærer altså ikke et ord om evangeliet eller om Kristus, men lutter lovlære, og siger, at folk fortjener nåde med sådan smerte, anger og sorg, med sådanne ængstelser – dog kun når de angrer af kærlighed til Gud eller elsker Gud. Kære Herre Gud, hvad er det dog for en prædiken for de samvittigheder, der trænger til trøst!» – Sådan taler vores bekendelse. Vores teologer satte sig ikke bare ned og spandt et system ud; de satte sig ned som sande kristne. De vidste godt, hvad der kan bringe et stakkels menneske til ro og til trøsten om frelsen. Her har den dyrebare Melanchthon talt som en enfoldig kristen, og dette bekendelsesskrift er så meget mere kostbart, fordi alt er sagt ud fra Skriften og ud fra erfaringen. (S. 233) – «Hvordan kan vi dog elske Gud, når vi står i så høje, store ængstelser og usigelig kamp, når vi mærker Guds store, frygtelige alvor og vrede, som mærkes stærkere, end noget menneske på jorden kan udsige eller beskrive? Hvad lærer sådanne prædikanter og doktorer andet end den rene fortvivlelse, når de i så store ængstelser ikke prædiker noget evangelium, ingen trøst, men kun loven for en stakkels samvittighed?»

I sin fortale til første bind af sine latinske skrifter fra 1545 fortæller Luther os, hvordan det så ud i hans hjerte, før han fik lys ved evangeliet. Han bekender selv, at da han stod under loven og læste apostlen Paulus' ord om, at Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet, blev han forskrækket. For loven havde allerede forskrækket ham meget, og nu læser han, at Guds retfærdighed også åbenbares i evangeliet. Det var for frygteligt for ham. Loven fordømte ham, og nu sender Gud evangeliet – og så sker det samme der! Så møder Gud også dér synderen med sin retfærdighed!

Vi kan ikke takke og prise Gud nok for, at Luther kort før sin død fik tid til at fortælle os om nogle indre begivenheder, som forberedte ham til reformationsværket og gjorde ham skikket til det. Han skriver (W. XIV, 460ff.) sådan: «Jeg havde (1519) i sandhed en inderlig længsel og lyst til at forstå Paulus' brev til Romerne ordentligt, og indtil da havde intet andet hindret mig i det end det ene lille ord Justitia Dei (Guds retfærdighed) i første kapitel, v. 17, hvor Paulus siger: Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet. Dette ord «Guds retfærdighed» var jeg meget fjendtlig over for; for efter alle lærernes skik og brug var jeg ikke blevet belært og undervist anderledes, end at jeg måtte forstå det på filosofisk vis om den retfærdighed, hvormed Gud selv er retfærdig, handler og virker ret og straffer alle syndere og uretfærdige – den retfærdighed, som man kalder den formelle (formalem) eller virkende (activam) retfærdighed. Nu stod det sådan til med mig: Skønt jeg levede som en hellig og ulastelig munk, så jeg mig dog som en stor synder over for Gud og havde desuden en ængstelig og urolig samvittighed», – Han var en munk uden plet, han havde næsten pint sig selv ihjel for at holde sine munkeløfter, og alligevel var hans hjerte knust, for Helligånden havde ved loven åbenbaret ham hans hjertes fordærv. Og det tog han ikke let på, men var (S. 234) fuld af indre angst – «og jeg turde heller ikke stole på, at jeg kunne forsone Gud med min fyldestgørelse og mine fortjenester.» – Han var altid usikker. Han ville så gerne gøre fyldest; han ville ikke kun holde de ti bud, men også kirkens love, ja, også det, som vor Herre slet ikke havde befalet. Sådan gik han hen i sin pavelige blindhed. Men så tænkte han igen: «Hvad bryder Gud sig om, om du ligger på en

halmsæk eller i en seng af fløjl og silke?» – «Derfor elskede jeg slet ikke denne retfærdige og vrede Gud, som straffer synderne, men jeg hadede ham», – Spørg nu engang en nyere teolog, om han elskede Gud før sin omvendelse. Han vil svare: «Ja, selvfølgelig, hvem skulle dog ikke elske Gud? At elske Gud har man jo altid lært os!» Men det er blindhed. Luther bekender, at der dengang var had til Gud i hans hjerte. Og hvis vi gav agt, ville vi se:

«Ja, sådan går det os, så længe troen ikke er tændt i os» – «og (hvis dette ikke var eller skal regnes for en gudsbespottelse) jeg var i det skjulte og i fuld alvor vred på Gud», – Før han havde lært evangeliet, var han vred på Gud. Er man bare blevet ramt rigtigt af loven, vil man slet ikke undre sig over, at Luther aflægger denne bekendelse – «og sagde tit: Er det da ikke nok for Gud, at han lægger os stakkels, elendige syndere, som allerede ved arvesynden er fordømt til den evige død, under alle slags jammer og trængsel i dette liv foruden lovens rædsel og trusler? Skal han da også gennem evangeliet gøre denne jammer og hjertesorg endnu større og ved dets prædiken og røst yderligere true med og forkynde sin retfærdighed og alvorlige vrede? Her blev jeg ofte rasende i min forvirrede samvittighed»; – loven havde allerede sat ham i angst og nød, og nu læser han i Paulus' brev til Romerne, at Guds retfærdighed også åbenbares i evangeliet. Han anede ikke, at det var den sødeste trøst, mens ethvert barn i dag ved, at der ikke menes den retfærdighed, som Gud i sin lov kræver af os, men Kristi retfærdighed, som Gud vil skænke os. Sådan har Luther også så smukt oversat: «Den retfærdighed, som gælder for Gud (he dikaiosyne tou theou)», for at selv den mest enfoldige kan vide: «Her menes ikke den retfærdighed efter vores levned, som Gud vil dømme os efter, men nådens retfærdighed, som Kristus har vundet til os på korset» – «men jeg blev alligevel ved med at grunde på den kære Paulus og spørge, hvad han dog mente på dette sted, og havde inderlig tørst og længsel efter at vide det. Med sådanne tanker (S. 235) tilbragte jeg dag og nat, indtil jeg ved Guds nåde mærkede, hvordan ordene hang sammen, nemlig sådan: Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet, som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af sin tro. Heraf lærte jeg at forstå Guds retfærdighed som den, hvorved den retfærdige lever af Guds nåde og gave alene ved troen, og jeg mærkede, at apostlens mening var denne: Gennem evangeliet åbenbares den retfærdighed, som gælder for Gud, hvorved Gud af nåde og lutter barmhjertighed retfærdiggør os ved troen, og som man på latin kalder justitiam passivam [latin: den passive retfærdighed, dvs. den, vi modtager], som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af sin tro.» – Luther kunne ikke blive siddende fast i denne nød. Da hans naturlige hjerte rasede så frygteligt, hang det kun i en tynd tråd, at han ikke fortvivlede. Når han så betragtede dette skriftord, vendte han hele tiden tilbage til det igen, tog sin bibel frem igen, så på sammenhængen og tænkte: «Til syvende og sidst betyder det nok noget andet.» Og da han blev ved med at tænke efter, læse og meditere, hjalp Gud ham også frem til lyset. Hør nu, hvad han siger om sig selv, efter at han havde set: «Det er meningen med disse ord!» – «Her mærkede jeg straks, at jeg var helt og aldeles født på ny, og at jeg nu ligesom havde fundet en vidt åben dør, så jeg kunne gå ind i selve Paradiset.» –

Den samme mand, som lige forinden havde hadet Gud og knurret imod Gud, bliver på én gang fuld af overstrømmende glæde og elsker nu sin Gud af hele sit hjerte, efter at han har hørt dette saligste budskab, dette glædesbudskab: «Kristus, Guds Søn, har vundet retfærdighed til hele verden! Tro det bare!» Gud give også jer alle, som engang Luther, sådan en åben port til Paradiset! Det vil jeres menigheder så få glæde af, og det vil bevare jer mod død ortodoksisme.

Jf. Huelsemann, Vindiciae S. Scripturae, § 79, p. 125, til 2 Kor 7,10. Paulus siger ikke: «I har af kærlighed til Gud vakt bedrøvelse i jer selv, men I er blevet bedrøvet af mig efter Guds vilje, det vil sige i overensstemmelse med Guds vilje eller Guds befaling. . . . Bedrøvelsen efter Guds vilje forklarer Paulus derfor sådan, at det er en bedrøvelse, som han ved Guds kraft og på Guds befaling har vakt hos korintherne. Omvendt betegner verdens bedrøvelse en sorg, som er vakt af verdslige årsager, det vil sige af frygt for den (timelige) straf, for vanæren, for den dårlige samvittighed og af andre årsager, som også hos hedningerne (og de ugenfødte) vækker sorg over en begået forbrydelse.» (S. 236) Her menes altså den bedrøvelse over for Gud, som et menneske har, når det er forskrækket over sin synd. Når jeg forskrækkes over min synd, over helvede, død og fordømmelse, og altså erkender: «Gud er vred på mig! Jeg ligger under hans vrede, for min synds skyld bliver jeg fordømt», så er det bedrøvelse efter Guds vilje – også selv om jeg er i den tilstand, som Luther var i, før han kom til erkendelse af evangeliet. Men bedrøvelsen kommer fra Gud! Men når en horkarl, en vellystning eller en dranker kun er bedrøvet, fordi han har ødslet sin smukke ungdom bort eller har ødelagt sit legeme og er blevet gammel før tiden, så er det verdens bedrøvelse. Er man et hovmodigt menneske og kun bedrøvet over sin synd, fordi man har mistet lidt ære, så er det verdens bedrøvelse. Er en tyv kun bedrøvet over sit tyveri, fordi han nu skal i tugthuset, så er det ligeledes verdens bedrøvelse. Men når jeg er bedrøvet over min synd, fordi jeg tænker: «Nu må du i helvede! Du har jo krænket den allerhelligste Gud!», så er det bedrøvelse efter Guds vilje – forudsat at jeg ikke selv bilder mig noget ind, så det ikke er en bedrøvelse, jeg selv har lavet. Den sande bedrøvelse efter Guds vilje kan kun Gud give. Gud give os den alle!